LIII. At Guds nåde ikke blander sig med dem, der har sans for det jordiske

1. Min søn, min nåde er kostbar; den tåler ikke at blive blandet med fremmede ting eller med jordisk trøst. Derfor må du kaste alt det bort, som hindrer nåden, hvis du ønsker, at den skal udgydes i dig. Luthersk note: Thomas forudsætter, at nåden er en kraft, der indgydes i sjælen, og at mennesket skal gøre sig modtageligt for den ved at fjerne hindringerne. Den lutherske kirke lærer, at mennesket ikke af egne kræfter kan forberede sig til nåden, men at Gud selv giver den ved Ordet og sakramenterne, og at nåden først og fremmest er syndernes forladelse for Kristi skyld (Konkordieformlen, Solida Declaratio II; CA V). Søg et lønligt sted for dig selv; elsk at bo alene med dig selv; søg ingens samtale, men udøs hellere en from bøn til Gud, så du kan bevare et andægtigt sind og en ren samvittighed. Regn hele verden for intet; sæt det at være ledig for Gud over alt det ydre. For du kan ikke være ledig for mig og samtidig glæde dig ved det forgængelige. Du må holde dig borte fra bekendte og kære venner og holde dit sind fri for al timelig trøst. Luthersk note: Her forudsætter Thomas klosterets tilbagetrukne liv som vejen til nåden; den lutherske kirke lærer, at Gud ikke kræver, at man forlader venner og familie, men at man tjener ham i sit kald midt i dem (CA XVI og XXVII; Apologien XXVII). Sådan beder den salige apostel Peter de kristtroende om at leve som fremmede og udlændinge i denne verden.

2. Åh, hvor stor en frimodighed skal den døende have, som intet begær efter nogen ting holder fast i verden! Men at have et hjerte, der således er skilt fra alt, fatter den syge sjæl endnu ikke, og det sjælelige menneske kender ikke det indre menneskes frihed. Vil han dog i sandhed være åndelig, må han give afkald på både dem, der er langt borte, og dem, der er nær, og ikke vogte sig for nogen mere end for sig selv. Har du fuldkomment overvundet dig selv, vil du let underlægge dig alt det øvrige. For den fuldkomne sejr er at sejre over sig selv. Den, der holder sig selv underlagt, så sanseligheden adlyder fornuften og fornuften i alle ting adlyder mig, han er i sandhed sejrherre over sig selv og herre over verden.

3. Vil du stige op til denne tinde, må du begynde mandigt og lægge øksen ved roden, så du kan rykke op og ødelægge den skjulte og uordnede tilbøjelighed til dig selv og til alt eget og materielt gode. Af denne last, at mennesket elsker sig selv alt for uordnet, afhænger næsten alt det, der skal overvindes til bunds; når dette onde er overvundet og lagt under, vil der straks være stor fred og ro. Men fordi kun få arbejder på helt at dø fra sig selv og ikke helt og fuldt stræber ud over sig selv, bliver de hængende fast i sig selv og kan ikke løftes op over sig selv i ånden. Men den, der frit ønsker at vandre med mig, må nødvendigvis døde alle sine slette og uordnede tilbøjeligheder og ikke med begærlig egenkærlighed hænge ved nogen skabning.