LIV. Om naturens og nådens forskellige bevægelser

1. Min søn, giv nøje agt på naturens og nådens bevægelser, for de bevæger sig stik modsat og meget fint, og de kan næppe skelnes andet end af et åndeligt og indvortes oplyst menneske. Luthersk note: I hele kapitlet er «nåden» en kraft, som Gud indgyder i sjælen, og som virker de gode gerninger. Den lutherske kirke skelner mellem nåden, som er Guds gunst og syndernes forladelse for Kristi skyld (Rom 3,24), og gaven, Helligåndens fornyelse, som altid er ufuldkommen i dette liv og ikke er grunden til, at vi er retfærdige for Gud (Konkordieformlen, Solida Declaratio III; Apologien IV). Alle stræber jo efter det gode og foregiver noget godt i deres ord eller gerninger; derfor bliver mange bedraget under skin af det gode.

2. Naturen er listig; den drager mange, fanger dem i sine snarer og bedrager dem, og den har altid sig selv som mål. Men nåden vandrer i enfold, viger bort fra alt, hvad der har skin af ondt, foregiver ingen list og gør alt rent for Guds skyld, og i ham hviler den også til sidst.

3. Naturen vil nødig dø, vil ikke trykkes ned eller overvindes, ikke være underordnet eller frivilligt bøje sig under åget. Men nåden stræber efter at døde sig selv, står sanseligheden imod, søger at blive underordnet, ønsker at blive overvundet og vil ikke gøre brug af sin egen frihed. Den holdes gerne i tugt og ønsker ikke at herske over nogen, men altid at leve, stå og være under Gud, og for Guds skyld er den ydmygt rede til at bøje sig for ethvert menneske.

4. Naturen arbejder for sin egen fordel og ser efter, hvilken vinding den kan få af andre. Men nåden ser ikke så meget på, hvad der er nyttigt og fordelagtigt for den selv, som på, hvad der gavner mange.

5. Naturen tager gerne imod ære og ærbødighed. Men nåden giver trofast Gud al ære og herlighed.

6. Naturen frygter skam og foragt. Men nåden glæder sig over at lide hån for Jesu navns skyld.

7. Naturen elsker lediggang og legemlig ro. Men nåden kan ikke være uvirksom; den tager gerne arbejdet på sig.

8. Naturen søger at eje det kunstfærdige og smukke og afskyr det ringe og grove. Men nåden glæder sig over det enkle og ringe; den foragter ikke det grove og vægrer sig ikke ved at gå klædt i gamle pjalter.

9. Naturen ser på det timelige, glæder sig over jordisk vinding, bliver bedrøvet over tab og opbragt over et lille krænkende ord. Men nåden har øje for det evige, hænger ikke ved det timelige, bliver ikke urolig, når noget går tabt, og forbitres ikke af hårde ord, for den har sat sin skat og sin glæde i himlen, hvor intet går til grunde.

10. Naturen er begærlig og tager hellere imod end giver; den elsker det, der er dens eget og for sig selv. Men nåden er god og gavmild; den skyr det, der skiller sig ud, nøjes med lidt og holder det for saligere at give end at tage.

11. Naturen drager mod skabningerne, mod sit eget kød, mod forfængelighed og omflakken. Men nåden drager mod Gud og dyderne, giver afkald på skabningerne, flyr verden, hader kødets begær, holder omflakken i tømme og blues ved at vise sig offentligt. Luthersk note: Thomas beskriver her klosterets flugt fra verden som nådens kendetegn; den lutherske kirke lærer, at den kristne lever sit liv i verden i sit kald og stand (CA XVI og XXVII).

12. Naturen har gerne en eller anden ydre trøst, som sanserne kan glæde sig ved. Men nåden søger kun trøst i Gud og glæde i det højeste gode over alt det synlige.

13. Naturen gør alt for egen vinding og fordel; den kan intet gøre for intet, men håber for sine velgerninger at få lige så meget eller mere igen, eller ros eller gunst, og den begærer, at dens gerninger, gaver og ord skal regnes for meget. Men nåden søger intet timeligt og kræver ingen anden løn end Gud alene, og af det timelige, der er nødvendigt, ønsker den ikke mere, end hvad der kan tjene den til at nå det evige. Luthersk note: At Gud selv er lønnen, kan forstås ret: Skriften lover de troende en nådeløn. Men den lutherske kirke lærer, at det evige liv ikke er en løn, som gerningerne kræver eller fortjener, men en gave, der gives for Kristi skyld; lønnen gælder de gerninger, som følger troen (Rom 6,23; Apologien IV og V).

14. Naturen glæder sig over mange venner og slægtninge, roser sig af fornem stand og høj byrd; den smiler til de mægtige, smigrer de rige og bifalder sine lige. Men nåden elsker endog sine fjender og bliver ikke hovmodig af en skare venner; den regner hverken stand eller byrd for noget, medmindre der er større dyd; den holder mere med den fattige end med den rige, har mere medlidenhed med den uskyldige end med den mægtige, glæder sig med den sanddru og ikke med løgneren og formaner altid de gode til at stræbe efter de bedre nådegaver og ved dyderne at blive Guds Søn lig.

15. Naturen klager hurtigt over mangel og besvær. Nåden bærer standhaftigt fattigdom.

16. Naturen bøjer alt tilbage mod sig selv; den strides og argumenterer for sig selv. Men nåden fører alt tilbage til Gud, som det oprindeligt udspringer fra; den tilskriver ikke sig selv noget godt og er ikke hovmodigt selvsikker; den strides ikke og sætter ikke sin mening over andres, men underlægger sig i al sin tanke og forstand den evige visdom og Guds dom.

17. Naturen begærer at kende hemmeligheder og høre nyt; den vil vise sig udadtil og erfare meget gennem sanserne; den ønsker at blive kendt og at gøre det, der vækker ros og beundring. Men nåden bryder sig ikke om at opfange det nye og det, der pirrer nysgerrigheden, for alt dette er sprunget ud af det gamle fordærv, eftersom intet er nyt og varigt på jorden. Den lærer derfor at holde sanserne i tømme, at undgå tom selvbehagelighed og pral, ydmygt at skjule det, der fortjener ros og med rette beundring, og af alle ting og al kundskab at søge nyttig frugt og Guds pris og ære. Den vil ikke, at den selv eller dens eget skal prises, men ønsker, at Gud skal velsignes i sine gaver, han, som skænker alt af ren kærlighed.

18. Denne nåde er et overnaturligt lys og en særlig gave fra Gud, de udvalgtes eget segl og pant på den evige frelse. Den løfter mennesket fra det jordiske til at elske det himmelske og gør det kødelige menneske åndeligt. Jo mere naturen derfor trykkes ned og overvindes, desto større nåde udgydes, og dag for dag dannes det indre menneske ved nye besøg efter Guds billede. Luthersk note: Thomas forudsætter, at nåden gives i forhold til menneskets selvovervindelse, og ser den indre nåde som pantet på frelsen. Den lutherske kirke lærer, at Gud ikke tilmåler sin nåde efter vores indsats, og at visheden om frelsen ikke hviler på den nåde, vi mærker i os, men på løftet i Ordet og sakramenterne, hvor Helligånden er pantet (Ef 1,13–14; Konkordieformlen, Solida Declaratio III og XI).