LII. At mennesket ikke skal regne sig værdigt til trøst, men snarere til tugt

1. Herre, jeg er ikke værdig til din trøst eller til noget åndeligt besøg; derfor handler du retfærdigt med mig, når du lader mig blive fattig og forladt. For om jeg kunne udgyde tårer som havet, ville jeg stadig ikke være værdig til din trøst. Jeg er altså ikke værdig til andet end at blive pisket og straffet, for jeg har krænket dig grovt og ofte og syndet alvorligt i mange ting. Når alt vejes rigtigt, er jeg ikke værdig til selv den mindste trøst. Men du, som er nådig og barmhjertig og ikke vil, at dine gerninger skal gå til grunde, værdiges – for at vise din godheds rigdom på din barmhjertigheds kar – at trøste din tjener på en måde, der overgår alt menneskeligt, ja, ud over al hans egen fortjeneste. For din trøst er ikke som menneskers snak.

2. Hvad har jeg gjort, Herre, at du skulle skænke mig nogen himmelsk trøst? Jeg kan ikke huske at have gjort noget godt; jeg har altid været tilbøjelig til synd og sen til bedring. Det er sandt, og jeg kan ikke nægte det. Sagde jeg andet, ville du stå imod mig, og der var ingen, som kunne forsvare mig. Hvad har jeg fortjent for mine synder andet end helvede og den evige ild? I sandhed bekender jeg, at jeg er værdig til al spot og foragt, og det sømmer sig ikke, at jeg nævnes blandt dine fromme. Og selv om jeg nødig hører det, vil jeg dog for sandhedens skyld anklage mig selv for mine synder, så jeg lettere kan opnå din barmhjertighed. Luthersk note: Thomas tænker her, at selvanklagen gør det lettere at opnå barmhjertigheden. Det er ret at bekende sin synd (1 Joh 1,9), men den lutherske kirke lærer, at Gud ikke tilgiver for bekendelsens skyld, men for Kristi skyld, og at tilgivelsen modtages ved troen (CA XII; Apologien XII).

3. Hvad skal jeg sige, skyldig som jeg er og fuld af skam? Jeg kan ikke åbne min mund til andet end dette ene ord: «Jeg har syndet, Herre, jeg har syndet; forbarm dig over mig, tilgiv mig.» «Lad mig være lidt, så jeg kan klage over min smerte, før jeg går bort til mørkets land, som er dækket af dødens skygge» (Job 10,20–21). Hvad kræver du mere af en skyldig og elendig synder end at han bliver sønderknust og ydmyger sig for sine overtrædelser? I sand anger og hjertets ydmygelse fødes håbet om tilgivelse, den urolige samvittighed bliver forsonet, den tabte nåde vindes tilbage, mennesket bevares fra den kommende vrede, og Gud og den angrende sjæl møder hinanden med et helligt kys. Luthersk note: Thomas lader her håbet om tilgivelse vokse ud af selve angeren. Den lutherske kirke lærer, at angeren ikke fortjener tilgivelsen, men at den forskrækkede samvittighed får fred ved troen, der griber syndernes forladelse for Kristi skyld (CA XII; Apologien XII).

4. Syndernes ydmyge anger er et velbehageligt offer for dig, Herre, som dufter langt sødere for dit åsyn end tændt røgelse. Den er også den kærkomne salve, som du ville have udgydt over dine hellige fødder, for «et sønderknust og ydmygt hjerte» har du aldrig foragtet (Sl 51,19). Dér er tilflugtsstedet fra fjendens vrede ansigt; dér bliver alt det urene, man har pådraget sig andetsteds, rettet og vasket bort. Luthersk note: Det er ikke angeren, der vasker synden bort, men Kristi blod, som tilsiges i evangeliet og afløsningen og gribes ved troen (1 Joh 1,7; CA XII).