LV. Om naturens fordærv og den guddommelige nådes kraft

1. Herre, min Gud, du, som har skabt mig i dit billede og efter din lignelse, giv mig denne nåde, som du har vist mig er så stor og så nødvendig for frelsen, så jeg kan overvinde min onde natur, der drager mig til synd og fortabelse. For jeg mærker i mit kød syndens lov, som strider imod mit sinds lov og tager mig til fange, så jeg i mange ting adlyder sanseligheden, og jeg kan ikke modstå dens lidenskaber, uden at din allerhelligste nåde står mig bi, glødende udgydt i mit hjerte. Luthersk note: I hele kapitlet er nåden for Thomas en kraft, der indgydes i hjertet, så mennesket kan overvinde sin natur og opfylde loven. Den lutherske kirke lærer, at nåden først og fremmest er Guds gunst, der tilgiver synden for Kristi skyld (Rom 3,24; Ef 2,8), og at Helligåndens hjælp i kampen mod synden følger heraf, men aldrig bliver grunden til frelsen (Apologien IV; Konkordieformlen, Solida Declaratio III).

2. Din nåde er nødvendig, ja, en stor nåde, for at naturen kan overvindes, den, som altid er tilbøjelig til det onde fra ungdommen af. For efter at den er faldet ved det første menneske, Adam, og fordærvet ved synden, er straffen for denne plet gået i arv til alle mennesker, så at selve naturen, som du skabte god og ret, nu bruges som navn for den fordærvede naturs last og skrøbelighed, fordi dens bevægelse, når den er overladt til sig selv, drager mod det onde og det lavere. Luthersk note: Thomas taler om arvesynden som en «straf» og en svækkelse af naturen. Den lutherske kirke lærer, at arvesynden og begæret selv er virkelig synd, der fordømmer, ikke kun en straf eller svaghed (CA II; Apologien II). For den smule kraft, som er blevet tilbage, er som en gnist, der ligger skjult i asken. Det er den naturlige fornuft selv, omgivet af stort mørke; den kan endnu dømme mellem godt og ondt og skelne mellem sandt og falsk, skønt den er magtesløs til at fuldføre alt, hvad den billiger, og hverken har sandhedens fulde lys eller sunde tilbøjeligheder. Luthersk note: Thomas forudsætter en gnist af kraft til det gode, der er blevet tilbage efter faldet. Den lutherske kirke lærer, at fornuften nok har en vis evne i borgerlige ting og en svag erkendelse af loven, men at der i åndelige ting ikke er en eneste gnist af kraft tilbage, som mennesket kan forberede sig til nåden med (CA XVIII; Konkordieformlen, Solida Declaratio II).

3. Heraf kommer det, min Gud, at jeg glæder mig over din lov efter det indre menneske (Rom 7,22), for jeg ved, at dit bud er godt, retfærdigt og helligt (Rom 7,12), og jeg dømmer også alt ondt og al synd som noget, der skal flyes. Men med kødet tjener jeg syndens lov (Rom 7,25), idet jeg hellere adlyder sanseligheden end fornuften. Heraf kommer det, at «viljen til det gode ligger mig nær, men udførelsen finder jeg ikke» (Rom 7,18). Heraf sætter jeg mig ofte meget godt for; men fordi nåden mangler til at hjælpe min skrøbelighed, viger jeg tilbage for en ringe modstand og kommer til kort. Luthersk note: Også her er nåden en hjælp til viljen; for den troende mangler nåden som syndernes forladelse ikke, selv når han kommer til kort, for den hviler på Kristus og ikke på fremgangen (Rom 7,24–8,1; Apologien IV). Heraf sker det, at jeg kender de fuldkomnes vej og ser ret klart, hvordan jeg bør handle; men nedtrykt af mit eget fordærvs tyngde rejser jeg mig ikke til det mere fuldkomne.

4. Åh, hvor uundværlig din nåde er for mig, Herre, til at begynde det gode, til at gå frem i det og til at fuldende det! For «uden dig kan jeg intet gøre» (Joh 15,5); men «alt formår jeg» i dig, når din nåde styrker mig (Fil 4,13). Åh, du sande himmelske nåde, uden hvilken egne fortjenester er intet og naturens gaver intet er værd! Luthersk note: Thomas forudsætter, at menneskets gerninger bliver fortjenstfulde, når de gøres i nåden. Den lutherske kirke lærer, at vi ikke fortjener syndernes forladelse eller det evige liv med vores gerninger, heller ikke dem, der gøres i nåden; de behager Gud for Kristi skyld ved troen (CA IV og XX; Apologien IV). Kunst, rigdom, skønhed, styrke, begavelse og veltalenhed formår intet hos dig, Herre, uden din nåde. For naturens gaver er fælles for gode og onde; men de udvalgtes egen gave er nåden eller kærligheden, og de, der er mærket med den, holdes værdige til det evige liv. Luthersk note: Her gør Thomas den indgydte kærlighed til det, der gør mennesket værdigt til det evige liv; efter luthersk lære er vi værdige alene for Kristi skyld ved troen (Apologien IV). Så høj er denne nåde, at hverken profetiens gave eller undergerninger eller nok så høj betragtning regnes for noget uden den. Ja, hverken tro eller håb eller andre dyder er velbehagelige for dig uden kærlighed og nåde. Luthersk note: Thomas følger den middelalderlige lære, at nåden er en kærlighed, som Gud indgyder i mennesket, og at troen først er Gud velbehagelig, når kærligheden former den. Den lutherske kirke lærer, at nåden er Guds gunst for Kristi skyld, og at vi bliver retfærdige for Gud ved troen, der griber løftet, ikke ved kærligheden, som følger troen som dens frugt (Apologien IV; CA IV og VI).

5. Åh, du salige nåde, som gør den, der er fattig i ånden, rig på dyder, og gør den, der er rig på mange goder, ydmyg af hjertet! Kom, stig ned til mig, mæt mig om morgenen med din barmhjertighed (Sl 90,14) og din trøst, så min sjæl ikke vansmægter af træthed og sindets tørke. Jeg beder dig, Herre, at jeg må finde nåde for dine øjne; for «din nåde er mig nok» (2 Kor 12,9), også når jeg ikke opnår det andet, som naturen ønsker. Om jeg bliver plaget og fristet af mange trængsler, frygter jeg intet ondt, så længe din nåde er hos mig (Sl 23,4). Den er min styrke, den giver råd og hjælp. Den er mægtigere end alle fjender og visere end alle de vise.

6. Den er sandhedens læremester, tugtens lærerinde, hjertets lys og trøst i trængsel; den jager sorgen bort og tager frygten, den nærer andagten og fremkalder tårerne. Hvad er jeg uden den andet end et tørt stykke træ og en unyttig stub, der kun duer til at kastes bort? Lad derfor din nåde, Herre, altid gå foran mig og følge mig og gøre mig stadig optaget af gode gerninger, ved Jesus Kristus, din Søn. Amen.