LVII. At et menneske ikke skal være alt for nedslået, når det falder i nogle fejl

1. Min søn, tålmodighed og ydmyghed i modgang behager mig mere end megen trøst og andagt i medgang. Hvorfor bedrøver en lille ting, der er sagt imod dig, dig? Havde det været mere, skulle du alligevel ikke have ladet dig bevæge. Men lad det nu gå forbi; det er ikke det første, det er ikke nyt, og det bliver ikke det sidste, hvis du lever længe. Du er mandig nok, så længe intet går dig imod; du giver også gode råd og forstår at styrke andre med ord. Men når en pludselig trængsel kommer til din egen dør, svigter både råd og styrke dig.

2. Læg mærke til din store skrøbelighed, som du så ofte erfarer ved små modstød; dog sker det til din frelse. Når dette og lignende hænder, så skyd det ud af dit hjerte, så godt du kan; og har trængslen rørt dig, så lad den dog ikke slå dig ned eller holde dig længe fanget. Bær det i det mindste tålmodigt, hvis du ikke kan bære det med glæde. Og hører du det nødigt og føler harme, så tøjl dig, og lad intet uordnet komme ud af din mund, som de små kunne tage anstød af. Snart lægger det oprør sig, som er vakt, og den indre smerte bliver sødet, når nåden vender tilbage. Luthersk note: Thomas taler om nåden som en følt gave, der kan trække sig tilbage og vende igen. Luthersk lære skelner: Guds nåde, det vil sige hans gunst og syndernes forladelse for Kristi skyld, står fast i løftet, også når trøsten ikke kan mærkes (Apologien IV). Endnu lever jeg, siger Herren, rede til at hjælpe dig og til at trøste dig mere end ellers, hvis du stoler på mig og påkalder mig med andagt.

3. Vær roligere i sindet, og rust dig til større udholdenhed. Alt er ikke spildt, om du ofte mærker, at du er i trængsel eller hårdt fristet. Du er et menneske og ikke Gud; du er kød og ikke en engel. Hvordan skulle du altid kunne blive stående i den samme dyd, når det slog fejl for englen i himlen og for det første menneske i paradiset, som ikke stod længe? Jeg er den, der rejser de sørgende op til frelse, og dem, der kender deres egen svaghed, drager jeg op til min guddom.

4. Herre, velsignet være dit ord, sødere for min mund end honning og honningtavle. Hvad skulle jeg gøre i så store trængsler og ængstelser, hvis du ikke styrkede mig med dine hellige ord? Når jeg blot til sidst når frem til frelsens havn, hvad bekymrer det mig da, hvad og hvor meget jeg har lidt? Giv en god ende, og giv en salig overgang ud af denne verden. Kom mig i hu, min Gud, og led mig ad den rette vej ind i dit rige. Amen.