LVIII. Om at man ikke skal granske de højere ting og Guds skjulte domme

1. Min søn, vogt dig for at diskutere høje emner og Guds skjulte domme: hvorfor denne bliver forladt sådan, og hin bliver taget op til så stor nåde; hvorfor også denne plages så meget, og hin ophøjes så overmåde. Det overgår al menneskelig evne, og ingen fornuft eller diskussion formår at udgranske Guds dom. Når fjenden derfor indgiver dig sådanne tanker, eller når nysgerrige mennesker spørger derom, så svar med profetens ord: «Retfærdig er du, Herre, og retfærdig er din dom» (Sl 119,137), og med dette: «Herrens domme er sande, retfærdige i sig selv» (Sl 19,10). Mine domme skal frygtes, ikke drøftes, for de er ubegribelige for menneskets forstand.

2. Spørg heller ikke og diskutér ikke om de helliges fortjenester, hvem der er helligere end en anden, eller hvem der er størst i Himmeriget. Luthersk note: Thomas forudsætter læren om de helliges fortjenester. Luthersk lære siger, at også de hellige er frelst af nåde alene for Kristi skyld; de har ingen fortjenester, der gælder for Gud eller kan komme andre til gode, og den løn, Gud giver, er en nådeløn (Apologien IV, V og XXI). Den slags avler ofte strid og unyttige trætter og nærer også hovmod og tom ære; deraf opstår misundelse og splid, idet den ene hovmodigt prøver at sætte denne hellige højest og den anden en anden. At ville vide og udgranske sådant bærer ingen frugt, men mishager snarere de hellige, for jeg er ikke splidens Gud, men fredens (1 Kor 14,33), og den fred består mere i sand ydmyghed end i at ophøje sig selv.

3. Nogle drages af nidkær andagt til disse eller hine hellige med større hengivenhed, men den er mere menneskelig end guddommelig. Det er mig, der har skabt alle de hellige; jeg skænkede nåden; jeg gav herligheden. Jeg kender hver enkelts fortjenester; Luthersk note: Også her forudsættes de helliges fortjenester; luthersk lære taler om Guds nådeløn til troens gerninger, ikke om fortjeneste (Apologien IV og V). «jeg kom dem i møde med min godheds velsignelser» (Sl 21,4). Jeg kendte mine elskede forud, før tiderne begyndte; «jeg har udvalgt dem af verden», ikke de valgte mig (Joh 15,19.16). Jeg kaldte dem ved nåde, drog dem ved barmhjertighed; jeg førte dem igennem mange slags fristelser. Jeg gød herlig trøst i dem; jeg gav dem udholdenhed; jeg kronede deres tålmodighed.

4. Jeg kender den første og den sidste; jeg favner alle med en kærlighed, som ingen kan måle. Jeg skal prises i alle mine hellige; jeg skal velsignes over alt og æres i hver enkelt af dem, som jeg så herligt har ophøjet og forudbestemt uden nogen forudgående fortjeneste af deres egen. Den, der foragter en af mine mindste, ærer heller ikke den store, for både lille og stor har jeg skabt (Visd 6,7). Den, der taler nedsættende om nogen af de hellige, taler også nedsættende om mig og om alle de andre i Himmeriget. Alle er de ét ved kærlighedens bånd; de tænker det samme, vil det samme, og alle elsker de hinanden i ét.

5. Men endnu mere, og det er langt højere: De elsker mig mere end sig selv og deres egne fortjenester. Luthersk note: Igen forudsættes egne fortjenester hos de hellige, som luthersk lære ikke regner med for Gud (Apologien IV). For de er revet op over sig selv og draget ud af egenkærligheden og går helt op i kærligheden til mig, og i den hviler de og nyder den. Intet kan vende dem bort eller trykke dem ned; for de er fyldt af den evige sandhed og brænder af en uudslukkelig kærligheds ild. Lad derfor de kødelige og sjælelige mennesker tie med at drøfte de helliges stand; de forstår ikke at elske andet end deres egen private glæde. De tager fra og lægger til efter deres egen tilbøjelighed, ikke som det behager den evige Sandhed.

6. Hos mange er det uvidenhed, mest hos dem, der kun er lidt oplyst og sjældent forstår at elske nogen med fuldkommen åndelig kærlighed. Mange drages endnu af naturlig hengivenhed og menneskeligt venskab til disse eller hine; og sådan som de forholder sig i de jordiske ting, sådan forestiller de sig også de himmelske. Men der er en uforlignelig afstand mellem det, de ufuldkomne tænker sig, og det, som oplyste mænd skuer ved åbenbaring, når de betragter det, der er oventil.

7. Vogt dig derfor, min søn, for nysgerrigt at beskæftige dig med det, der overgår din viden; stræb hellere efter og læg vægt på dette: at du kan findes, om så blot som den mindste, i Guds rige. Og selv om nogen vidste, hvem der var helligere end en anden eller regnedes for størst i Himmeriget, hvad skulle den viden gavne ham, medmindre han af den erkendelse ydmygede sig for mig og rejste sig til større pris af mit navn? Langt mere til behag for Gud er den, der tænker over sine synders størrelse og sine dyders ringhed, og hvor langt han står fra de helliges fuldkommenhed, end den, der diskuterer, hvem af dem der er størst eller mindst. Det er bedre at bede de hellige om hjælp med fromme bønner og tårer og ydmygt bønfalde om deres herlige forbøn end at udgranske deres hemmeligheder med tom nysgerrighed. Luthersk note: Thomas forudsætter her påkaldelsen af de hellige og bøn om deres forbøn. Luthersk lære siger, at vi skal mindes de hellige, takke Gud for dem og efterligne deres tro, men ikke påkalde dem, for Skriften peger på Kristus som den eneste mellemmand og forsoner (1 Tim 2,5; CA XXI; Apologien XXI; De Schmalkaldiske Artikler II,2).

8. De er vel og fuldt ud tilfredse – gid menneskene forstod at være tilfredse og tøjle deres tomme snak. De roser sig ikke af deres egne fortjenester, for de tilskriver ikke sig selv noget godt, men alt mig, fordi jeg af min uendelige kærlighed har skænket dem alt. Luthersk note: Thomas giver her Gud æren for alt godt, men taler stadig om de helliges egne fortjenester; luthersk lære taler i stedet om Guds nådeløn (Apologien IV og V). De fyldes af så stor kærlighed til Guddommen og af så overstrømmende glæde, at intet mangler dem i herlighed, og intet mangler dem i lykke. Jo højere alle de hellige står i herligheden, desto ydmygere er de i sig selv, og desto nærmere og kærere er de mig. Derfor står der skrevet, at de kastede deres kroner ned for Gud og faldt på deres ansigt for Lammet og tilbad ham, som lever i evighedernes evigheder (Åb 4,10; 5,14).

9. Mange spørger, hvem der er størst i Guds rige, og ved ikke, om de bliver anset for værdige til at regnes blandt de mindste. Luthersk note: Thomas forudsætter, at den kristne ikke kan være vis på sin frelse, og regner det for ydmyghed. Luthersk lære siger, at troen kan og skal være vis på Guds nåde og det evige liv, fordi den ikke bygger på vores værdighed, men på Guds løfte i Kristus (Apologien IV; Konkordieformlen XI). Det er stort blot at være den mindste i himlen, hvor alle er store, for alle skal kaldes Guds børn og være det. «Den mindste skal blive til tusind, og synderen skal dø hundrede år gammel» (Es 60,22; 65,20). For da disciplene spurgte, hvem der var den største i Himmeriget, fik de dette svar: «Hvis I ikke bliver omvendt og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. Den, som ydmyger sig selv som dette barn, han er den største i Himmeriget» (Matt 18,3–4).

10. Ve dem, der ikke vil ydmyge sig frivilligt sammen med de små, for Himmerigets lave port vil ikke lade dem komme ind. Ve også de rige, som har deres trøst her (Luk 6,24), for når de fattige går ind i Guds rige, skal de stå udenfor og jamre. Fryd jer, I ydmyge, og jubl, I fattige, for Guds rige er jeres (Luk 6,20), hvis I da vandrer i sandheden.