LIX. At alt håb og al tillid skal sættes til Gud alene

1. Herre, hvad er den tillid, jeg har i dette liv, eller hvad er min største trøst af alt det, der ses under himlen? Er det ikke dig, Herre, min Gud, hvis barmhjertighed er uden tal? Hvor er det gået mig godt uden dig? Eller hvornår kunne det gå mig ilde, når du var nær? Jeg vil hellere være fattig for din skyld end rig uden dig. Jeg vælger hellere at vandre som fremmed på jorden med dig end at eje himlen uden dig. Hvor du er, dér er himlen; og hvor du ikke er, dér er død og helvede. Du er min længsel, og derfor må jeg sukke og råbe og bede efter dig. Kort sagt: Jeg kan ikke fuldt ud stole på nogen, der kan hjælpe mig mere i rette tid i nøden, undtagen på dig alene, min Gud. Du er mit håb og min tillid, min trøster og den mest trofaste i alt.

2. «Alle søger deres eget» (Fil 2,21); du har kun min frelse og min fremgang for øje og vender alt til gode for mig. Og selv om du udsætter mig for mange slags fristelser og modgang, ordner du det alt sammen til mit gavn, du, som plejer at prøve dine elskede på tusind måder. Og i den prøvelse skal du ikke mindre elskes og prises, end hvis du fyldte mig med himmelsk trøst.

3. Til dig, Herre, min Gud, sætter jeg derfor alt mit håb og min tilflugt; hos dig lægger jeg al min trængsel og min angst, for alt, hvad jeg ser uden for dig, finder jeg svagt og ustadigt. For mange venner vil ikke gavne, stærke hjælpere vil ikke kunne hjælpe, kloge rådgivere ikke give et nyttigt svar, de lærdes bøger ikke trøste, intet kostbart gods befri og intet skjult sted give ly, hvis ikke du selv står mig bi, hjælper, styrker, trøster, vejleder og bevarer mig.

4. For alt det, der synes at høre til at få fred og lykke, er intet, når du er borte, og giver i sandhed ingen lykke. Du er altså målet for alt godt, livets højde og talens dybde; og at håbe på dig over alt er den stærkeste trøst for alle dine tjenere. «Til dig ser mine øjne» (Sl 141,8); på dig stoler jeg, min Gud, barmhjertighedens Fader. Velsign og hellig min sjæl med himmelsk velsignelse, så den bliver din hellige bolig og din evige herligheds trone, og så intet findes i din højheds tempel, som kan krænke din majestæts øjne. Se til mig efter din mangfoldige barmhjertighed og din store godhed, og hør din fattige tjeners bøn, han, som lever langt borte i landflygtighed i dødsskyggens land. Beskyt og bevar din ringe tjeners sjæl blandt så mange farer i dette forkrænkelige liv, og led den, mens din nåde følger den, ad fredens vej til den evige lykkes og klarheds fædreland.