I. Med hvor stor andagt Kristus skal modtages

Inderlig formaning til at modtage Kristi hellige legeme. – Kristi røst siger: – «Kom til mig, alle I, som er trætte og bærer byrder, og jeg vil vederkvæge jer» (Matt 11,28), siger Herren. «Det brød, som jeg vil give, er mit kød til liv for verden» (Joh 6,51). «Tag og spis, dette er mit legeme, som gives hen for jer; gør dette til ihukommelse af mig» (Matt 26,26; 1 Kor 11,24). «Den, der spiser mit kød og drikker mit blod, bliver i mig og jeg i ham» (Joh 6,56). «De ord, som jeg har talt til jer, er ånd og liv» (Joh 6,63).

1. Dette er dine ord, Kristus, du evige Sandhed, selv om de ikke blev talt på én gang eller skrevet ned på ét sted. Fordi de altså er dine og sande, må jeg tage imod dem alle med tak og i troskab. De er dine, for du har talt dem; og de er også mine, for du har sagt dem for min frelses skyld. Gerne tager jeg imod dem fra din mund, for at de kan blive plantet dybere i mit hjerte. Ord så fulde af godhed vækker mig, for de er fulde af sødme og kærlighed; men mine egne synder skræmmer mig, og min urene samvittighed holder mig tilbage fra at tage imod så store mysterier. Dine ords sødme lokker mig, men mine mange fejl tynger mig ned.

2. Du byder mig at komme til dig med tillid, hvis jeg vil have del med dig, og at tage imod udødelighedens føde, hvis jeg længes efter at nå det evige liv og herligheden. «Kom til mig,» siger du, «alle I, som er trætte og bærer byrder, og jeg vil vederkvæge jer» (Matt 11,28). Åh, hvor er det et sødt og venligt ord i synderens øre, at du, Herre min Gud, indbyder den fattige og trængende til fællesskab med dit allerhelligste legeme. Men hvem er jeg, Herre, at jeg skulle driste mig til at komme til dig? Se, himlenes himle kan ikke rumme dig (1 Kong 8,27), og du siger: «Kom til mig, alle»?

3. Hvad vil denne så kærlige nedladelse sige, denne så venlige indbydelse? Hvordan skal jeg vove at komme, jeg, som ikke ved noget godt med mig selv, som jeg kunne bygge på? Hvordan skal jeg føre dig ind i mit hus, jeg, som så ofte har krænket dit milde ansigt? Engle og ærkeengle står i ærefrygt, de hellige og retfærdige frygter, og du siger: «Kom til mig, alle»? Havde du ikke selv sagt det, Herre, hvem ville da tro, at det var sandt? Og havde du ikke befalet det, hvem ville da vove at komme?

4. Se, den retfærdige Noa arbejdede i hundrede år på at bygge arken for at blive frelst sammen med de få; og hvordan skal jeg kunne berede mig på én time til at modtage verdens bygmester med ærefrygt? Moses, din tjener, din store og særlige ven, lavede en ark af træ, som ikke rådner, og beklædte den med det pureste guld for at lægge lovens tavler i den; og jeg, en rådden skabning, skulle jeg vove så let at tage imod dig, lovens skaber og livets giver? Salomo, den viseste af Israels konger, byggede i syv år et prægtigt tempel til dit navns pris og fejrede dets indvielsesfest i otte dage; han ofrede tusind takofre og satte højtideligt pagtens ark på det sted, der var gjort rede til den, under basunklang og jubel. Og jeg, den ulykkeligste og fattigste af alle mennesker, hvordan skal jeg føre dig ind i mit hus, jeg, som knap forstår at bruge en halv time i andagt – og gid jeg bare én gang havde brugt en halv time værdigt! Luthersk note: Thomas forudsætter her, at man gør sig værdig til nadveren ved sin egen beredelse og andagt. Efter luthersk lære er den virkelig værdig og godt forberedt, som tror Kristi ord «givet for jer» og «udgydt til syndernes forladelse»; faste og ydre forberedelse er en god skik, men gør ikke værdig, og netop de forsagte, der klager over deres urenhed, er de rette gæster (Den Lille Katekismus, Alterets sakramente; Konkordieformlen, Solida Declaratio VII,69).

5. Min Gud, hvor ivrigt stræbte de ikke efter at gøre det, der behager dig! Ak, hvor lidt er det, jeg gør, hvor kort er den tid, jeg bruger, når jeg bereder mig til at gå til alters! Sjældent er jeg helt samlet, yderst sjældent renset for al adspredthed.

6. Og sandelig burde der i din guddoms frelsende nærvær ikke dukke nogen upassende tanke op, og ingen skabning burde optage mig, for det er ikke en engel, men englenes Herre, jeg skal tage imod som gæst. Dog er der stor forskel på Herrens pagtsark med det, der blev gemt i den, og dit allerreneste legeme med dets usigelige kræfter; på lovens ofre, der var forbilleder på det kommende, og dit legemes sande offer, der fuldender alle de gamle ofre. Luthersk note: Thomas tænker her på Kristi legeme på alteret som det sande offer, der afløser lovens ofre, altså på messen som et offer. Efter luthersk lære er Kristi død på korset det eneste offer, der fuldender de gamle ofre og soner synden (Hebr 10,10.14); i nadveren giver Kristus os frugten af dette offer, sit legeme og blod til syndernes forladelse (Apologien XXIV,56; De Schmalkaldiske Artikler II,2).

7. Hvorfor brænder jeg da ikke stærkere efter dit ærværdige nærvær? Hvorfor bereder jeg mig ikke med større omhu til at modtage dine hellige gaver, når de gamle hellige patriarker og profeter, ja også konger og fyrster sammen med hele folket, viste så inderlig andagt over for gudstjenesten?

8. Den fromme kong David dansede af al sin kraft foran Guds ark og mindedes de velgerninger, som fædrene engang havde fået. Han lavede instrumenter af mange slags, skrev salmer og lod dem synge med glæde; selv spillede han ofte på harpe, drevet af Helligåndens nåde. Han lærte Israels folk at prise Gud af hele hjertet og med samstemmende mund at velsigne og lovprise ham hver dag. Når der dengang blev vist så stor andagt og holdt så levende en lovsang til Gud foran pagtens ark, hvor stor andagt og ærefrygt må da jeg og hele det kristne folk vise nu ved sakramentets nærvær, når vi modtager Kristi allerypperste legeme?

9. Mange løber til forskellige steder for at besøge de helliges relikvier, og de undrer sig, når de hører om deres gerninger; de betragter store kirkebygninger og kysser deres hellige knogler, svøbt i silke og guld. Luthersk note: Thomas kritiserer nysgerrigheden, men forudsætter, at valfart til helgenernes relikvier og ærbødighed for dem er en god gudstjeneste. Den lutherske kirke afviser valfarter og relikviedyrkelse som menneskepåfund uden Guds ord og befaling (De Schmalkaldiske Artikler II,2,18.22). Og se, du er selv nærværende her hos mig på alteret, min Gud, de helliges Hellige, menneskenes skaber og englenes Herre. Luthersk note: Thomas tænker her på Kristus som nærværende på alteret også uden for altergangen, så man kan søge hen til ham, ligesom man søger til relikvierne. Efter luthersk lære er Kristi legeme og blod til stede i nadverens brug, som Kristus har indstiftet den, når brødet og vinen velsignes, uddeles og modtages; uden for denne brug er der intet sakramente (Konkordieformlen, Solida Declaratio VII,85–87). Når mennesker ser den slags, driver det ofte kun nysgerrighed og trang til det nye og usete, og de får kun lidt bedring med sig hjem, især når de farer så letsindigt omkring uden sand anger. Men her i alterets sakramente er du helt nærværende, min Gud, mennesket Kristus Jesus; her høstes også en rig frugt af evig frelse, hver gang du bliver modtaget værdigt og med andagt. Hertil drager ingen letsindighed, ingen nysgerrighed eller sanselighed, men en fast tro, et inderligt håb og en oprigtig kærlighed.

10. Usynlige Gud, verdens skaber, hvor underfuldt du handler med os, hvor mildt og nådigt du sørger for dine udvalgte, som du giver dig selv til at modtage i sakramentet! For dette overgår al forstand; dette drager især de frommes hjerter og sætter deres kærlighed i brand. For dine sande troende, som indretter hele deres liv på at blive bedre, modtager ofte af dette værdigste sakramente stor nåde til andagt og kærlighed til dyden. Luthersk note: Thomas forudsætter her, at sakramentets nåde først og fremmest er en kraft til andagt og dyd, som gives dem, der stræber efter at blive bedre. Efter luthersk lære giver nadveren ifølge Kristi ord syndernes forladelse, liv og salighed til dem, der tror ordene; fornyelse og kærlighed er frugter, der følger af tilgivelsen (Den Lille Katekismus, Alterets sakramente; Den Store Katekismus, Alterets sakramente).

11. Åh, sakramentets underfulde og skjulte nåde, som kun Kristi troende kender, men som de vantro og de, der tjener synden, ikke kan erfare! I dette sakramente gives åndelig nåde; den kraft, som sjælen havde mistet, bliver genoprettet, og den skønhed, som synden havde skæmmet, vender tilbage. Luthersk note: Også her er nåden tænkt som en kraft, der genopretter sjælen; luthersk lære sætter syndernes forladelse for Kristi skyld først, og deraf følger fornyelsen (Den Store Katekismus, Alterets sakramente). Somme tider er denne nåde så stor, at ikke blot sindet, men også det svage legeme føler, at det har fået større kræfter af den fylde af andagt, som er givet.

12. Men det er sørgeligt og meget at beklage, at vi er så lunkne og forsømmelige og ikke drages med større længsel til at modtage Kristus, ham, hos hvem alt håb og al fortjeneste for dem, der skal frelses, består. For han er vores helliggørelse og forløsning (1 Kor 1,30); han er pilgrimmenes trøst og de helliges evige glæde. Derfor er det meget at beklage, at mange agter så lidt på dette frelsende mysterium, som glæder himlen og bevarer hele verden. Ak, menneskehjertets blindhed og hårdhed, at det ikke agter mere på en så usigelig gave, men gennem den daglige brug endda glider hen i ligegyldighed!

13. For hvis dette allerhelligste sakramente kun blev fejret ét sted og kun indviet af én præst i verden, med hvor stor længsel tror du så ikke, at menneskene ville drages til dette sted og til en sådan Guds præst for at overvære den guddommelige tjeneste? Men nu er mange blevet præster, og Kristus ofres mange steder, for at Guds nåde og kærlighed til mennesket kan vise sig så meget større, jo videre den hellige altergang er udbredt over hele jorden. Luthersk note: Her siger Thomas det direkte: præsterne indvier sakramentet og ofrer Kristus mange steder. Den lutherske kirke afviser messen som et offer, som præsten bringer for levende og døde, fordi Kristus har ofret sig én gang for alle på korset (Hebr 9,25–28); nadveren er Kristi gave til os, som modtages i tro (CA XXIV; Apologien XXIV; De Schmalkaldiske Artikler II,2).

14. Tak, gode Jesus, evige hyrde, fordi du har værdiget dig til at bespise os fattige og landflygtige med dit dyrebare legeme og blod og endda med din egen munds ord at indbyde os til at tage imod disse mysterier, når du siger: «Kom til mig, alle I, som er trætte og bærer byrder, og jeg vil vederkvæge jer» (Matt 11,28).