II. At Guds store kærlighed og godhed vises mennesket i sakramentet

1. I tillid til din godhed og din store barmhjertighed, Herre, kommer jeg: den syge til Frelseren, den sultne og tørstige til livets kilde, den fattige til himlens konge, tjeneren til Herren, skabningen til Skaberen, den trøstesløse til min milde trøster. Men hvordan kan det ske mig, at du kommer til mig? Hvem er jeg, at du giver mig dig selv? Hvordan vover en synder at træde frem for dig? Og hvordan værdiger du dig til at komme til synderen? Du kender din tjener, og du ved, at han intet godt har i sig, som kunne begrunde, at du giver ham dette. Derfor bekender jeg min ringhed, jeg erkender din godhed, jeg priser din mildhed og takker dig for din overvættes kærlighed. For din egen skyld gør du dette, ikke for mine fortjenester, for at din godhed kan blive mere kendt for mig, din kærlighed mere rigeligt givet mig og ydmygheden mere fuldkomment anbefalet mig. Fordi det altså behager dig, og du har befalet, at det skal ske sådan, behager din nedladelse også mig; gid min uret blot ikke stiller sig i vejen!

2. Åh, du søde og milde Jesus, hvor stor ærefrygt og tak og evig lovprisning skyldes du ikke for, at vi må modtage dit hellige legeme, hvis værdighed intet menneske er i stand til at udsige! Men hvad skal jeg tænke på ved denne altergang, når jeg går til min Herre, som jeg ikke kan ære, som det sig bør, og dog længes efter at modtage med andagt? Hvad bedre og mere gavnligt kan jeg tænke på end helt at ydmyge mig selv for dig og ophøje din uendelige godhed over mig? Jeg priser dig, min Gud, og ophøjer dig til evig tid. Jeg ringeagter mig selv og underlægger mig dig, ned i dybet af min ringhed.

3. Se, du er de helliges Hellige, og jeg er syndernes skarn; og du bøjer dig ned til mig, som ikke er værdig til at se op til dig. Se, du kommer til mig, du vil være hos mig; du indbyder mig til dit gæstebud, du vil give mig himmelsk føde og englebrød at spise, intet andet end dig selv, det levende brød, som er steget ned fra himlen og giver verden liv (Joh 6,51).

4. Se, hvorfra kærligheden udgår, hvilken nedladelse der lyser frem! Hvor stor tak og pris skyldes du ikke for dette! Hvor frelsebringende og gavnligt var ikke dit råd, da du indstiftede dette! Hvor sødt og glædeligt et gæstebud, da du gav dig selv som føde! Åh, hvor underfuldt du virker, Herre, hvor mægtig din kraft er, hvor ufejlbar din sandhed! For du talte, og alt blev til, og dette skete, som du befalede: en underfuld ting, værd at tro og over al menneskelig forstand, at du, Herre min Gud, sand Gud og menneske, er helt og holdent til stede under brødets og vinens ringe skikkelse og bliver spist af den, der modtager dig, uden at fortæres. Luthersk note: Thomas forudsætter her forvandlingslæren, at brødet og vinen forvandles, så kun deres skikkelse bliver tilbage. Den lutherske kirke bekender, at Kristi sande legeme og blod er virkelig til stede og gives i nadveren, men lærer med Skriften, at brødet og vinen bliver der, og afviser derfor forvandlingslæren (1 Kor 10,16; 11,26–28; De Schmalkaldiske Artikler III,6,5; Konkordieformlen, Epitome VII,22).

5. Du, alle tings Herre, som intet har behov, har villet bo i os gennem dit sakramente. Bevar mit hjerte og mit legeme ubesmittet, så jeg med glad og ren samvittighed ofte kan fejre dine mysterier og modtage dem til min evige frelse, de mysterier, som du har stadfæstet og indstiftet først og fremmest til din ære og til et evigt minde.

6. Glæd dig, min sjæl, og tak Gud for en så ædel gave og en så enestående trøst, som er efterladt dig i denne tåredal. For hver gang du kommer dette mysterium i hu og modtager Kristi legeme, fejrer du din forløsnings værk og får del i alle Kristi fortjenester. Luthersk note: Ordene om at «fejre sin forløsnings værk» er taget fra messens bøn og forudsætter, at forløsningens værk udføres på ny i messen. Efter luthersk lære er forløsningen fuldbragt én gang på korset, og i nadveren modtager vi dens frugt, syndernes forladelse og del i Kristi fortjeneste, ved troen på hans ord (Hebr 10,14; CA XXIV; Apologien XXIV,56). For Kristi kærlighed bliver aldrig mindre, og hans forsonings storhed bliver aldrig udtømt. Derfor bør du berede dig til det ved altid at forny dit sind og grunde over frelsens store mysterium med opmærksom betragtning. Så stort, nyt og glædeligt bør det synes dig, når du holder messe eller overværer messen, som om Kristus samme dag for første gang steg ned i Jomfruens skød og blev menneske, eller hang på korset og led og døde for menneskenes frelse. Luthersk note: At «overvære messen» forudsætter, at messen gavner også den, der blot er til stede uden at modtage sakramentet. Luthersk lære holder fast ved, at nadveren er indstiftet for at blive modtaget og troet, og afviser messer uden kommunikanter (CA XXIV; De Schmalkaldiske Artikler II,2).