III. At det er gavnligt at gå ofte til alters

1. Se, jeg kommer til dig, Herre, for at det må gå mig vel ved din gave, og for at jeg må glæde mig ved dit hellige gæstebud, som du, Gud, i din godhed har beredt for den fattige (Sl 68,11). Se, i dig er alt, hvad jeg kan og bør ønske. Du er min frelse og min forløsning, mit håb og min styrke, min pryd og min ære. Glæd derfor i dag din tjeners sjæl, for til dig, Herre Jesus Kristus, løfter jeg min sjæl (Sl 86,4). Jeg længes efter nu at modtage dig med andagt og ærefrygt; jeg ønsker at føre dig ind i mit hus, så jeg ligesom Zakæus må blive værdig til at blive velsignet af dig og regnet blandt Abrahams børn. Luthersk note: På latin står «merear», at fortjene: Thomas taler om at fortjene Kristi velsignelse. Zakæus fik sin velsignelse uden fortjeneste, fordi Menneskesønnen kom for at opsøge og frelse det fortabte (Luk 19,9–10); efter luthersk lære får vi nåden ufortjent for Kristi skyld ved troen (CA IV; Apologien IV). Min sjæl og mit legeme længes efter dig, mit hjerte ønsker at blive forenet med dig.

2. Giv mig dig selv, og det er nok; for uden dig gælder ingen trøst. Uden dig kan jeg ikke være, og uden dit besøg kan jeg ikke leve. Derfor må jeg ofte komme til dig og tage imod dig som lægedom til min frelse, for at jeg ikke skal blive udmattet på vejen, hvis jeg berøves den himmelske føde. For sådan sagde du engang, barmhjertigste Jesus, da du prædikede for folket og helbredte mange slags sygdomme: «Jeg vil ikke sende dem fastende hjem, for at de ikke skal blive udmattede på vejen» (Matt 15,32). Gør derfor sådan med mig, du, som har efterladt dig selv i sakramentet til de troendes trøst. For du er sjælens søde vederkvægelse, og den, der spiser dig værdigt, skal få del i og arve den evige herlighed. Luthersk note: «Værdigt» betyder efter luthersk lære ikke en værdighed, man selv opnår, men at man tror Kristi ord «givet for jer» og «udgydt til syndernes forladelse» (Den Lille Katekismus, Alterets sakramente).

3. Det er virkelig nødvendigt for mig, som så ofte falder og synder, så hurtigt bliver sløv og mister modet, at jeg ved hyppig bøn og skriftemål og ved at modtage dit hellige legeme fornyer, renser og opflammer mig, for at jeg ikke, hvis jeg holder mig borte for længe, skal falde fra mit hellige forsæt. For menneskets sind er tilbøjeligt til det onde fra ungdommen af (1 Mos 8,21), og hvis ikke den guddommelige lægedom kommer til hjælp, glider mennesket stadig længere ned mod noget værre. Den hellige altergang drager altså bort fra det onde og styrker i det gode. For når jeg nu så ofte er forsømmelig og lunken, når jeg går til alters eller holder messe, hvad ville der så ske, hvis jeg ikke tog lægemidlet og ikke søgte så stor en hjælp? Og selv om jeg ikke hver dag er egnet og vel beredt til at holde messe, vil jeg dog stræbe efter at modtage de guddommelige mysterier til rette tid og gøre mig delagtig i så stor en nåde. Luthersk note: Thomas taler som præst om at holde messe dagligt og om at være «vel beredt» dertil. Luthersk lære afviser privatmessen, som præsten holder for sig selv, og lærer, at det er troen på Kristi ord, ikke ens egen tilstand, der gør én værdig (CA XXIV; De Schmalkaldiske Artikler II,2; Den Lille Katekismus, Alterets sakramente). For dette er én af den troende sjæls fornemste trøster, så længe den er på pilgrimsvandring borte fra dig i det dødelige legeme: at den ofte kommer sin Gud i hu og tager imod sin elskede med et fromt sind.

4. Åh, din mildheds underfulde nedladelse mod os: at du, Herre Gud, alle ånders skaber og livgiver, værdiger dig til at komme til en fattig, ringe sjæl og mætte dens sult med hele din guddom og menneskehed! Åh, lykkelige sind og salige sjæl, som får lov at modtage dig, sin Herre og Gud, med andagt og ved at modtage dig fyldes med åndelig glæde! Luthersk note: På latin står igen «meretur», fortjener: Thomas taler om den sjæl, der fortjener at modtage Kristus. Efter luthersk lære modtages Kristus ufortjent, alene af nåde ved troen (CA IV). Åh, hvor stor en Herre den tager imod, hvor elsket en gæst den fører ind, hvor kær en ledsager den får, hvor trofast en ven den byder velkommen, hvor skøn og ædel en brudgom den favner, han, som skal elskes frem for alle elskede og over alt, hvad man kan ønske sig! Lad himmel og jord og al deres pryd tie for dit ansigt, min søde elskede, for alt, hvad de har af pris og skønhed, har de af din gavmilde nedladelse, og de når aldrig op til dit navns herlighed, du, hvis visdom er uden tal (Sl 147,5).