IV. At der skænkes meget godt til dem, der går andægtigt til alters

1. Herre, min Gud, kom din tjener i forkøbet med din sødmes velsignelse, så jeg værdigt og andægtigt må komme til dit herlige sakramente. Luthersk note: Latinen beder om at «fortjene» (mereri) at komme værdigt til sakramentet. Efter luthersk lære er værdigheden hverken en fortjeneste eller noget, man selv bringer med, men troen på Kristi ord «givet for jer» og «udgydt til syndernes forladelse» (Den Lille Katekismus, Alterets sakramente). Væk mit hjerte op til dig, og befri mig fra den tunge sløvhed. Besøg mig med din frelse, så jeg i ånden kan smage din sødme, som rigeligt ligger skjult i dette sakramente som i en kilde. Oplys også mine øjne, så jeg kan skue så stort et mysterium, og styrk mig til at tro det med en tro uden tvivl. For det er dit værk, ikke menneskers magt; din hellige indstiftelse, ikke et menneskes opfindelse. Ingen findes af sig selv egnet til at fatte og forstå dette, som overgår selv englenes skarpsind. Hvad skal da jeg, en uværdig synder, støv og aske, kunne udforske og fatte af så højt og skjult et sakramente?

2. Herre, i hjertets enfoldighed, i god og fast tro og efter dit bud kommer jeg til dig med et fast håb og ærefrygt, og jeg tror i sandhed, at du er nærværende her i sakramentet, Gud og menneske. Du vil altså, at jeg skal tage imod dig og forene mig med dig i kærlighed. Derfor beder jeg om din mildhed og bønfalder dig om at give mig en særlig nåde dertil, så jeg helt må smelte hen i dig og flyde over af kærlighed og ikke mere give mig af med nogen anden trøst. For dette højeste og herligste sakramente er sjælens og legemets frelse, lægedom for al åndelig svaghed; i det læges mine laster, lidenskaberne tøjles, fristelserne overvindes og svækkes, større nåde indgydes, den dyd, jeg har fået, forøges, troen befæstes, håbet styrkes, og kærligheden flammer op og udvides. Luthersk note: Thomas beskriver her sakramentets frugt som nåde og dyd, der indgydes og forøges i sjælen. Luthersk lære fremhæver, at sakramentets hovedgave er syndernes forladelse for Kristi skyld, som modtages ved troen, og at liv, salighed og styrke til det nye liv følger med den (Den Lille Katekismus, Alterets sakramente; Apologien XIII og XXIV).

3. Meget godt har du skænket og skænker stadig igen og igen i sakramentet til dine elskede, som går andægtigt til alters, min Gud, du, som tager dig af min sjæl, rejser mig op i min svaghed og giver al indre trøst. For du udgyder megen trøst i dem mod mange slags trængsler, du løfter dem op fra dybet af deres egen modløshed til håbet om din beskyttelse, og med en ny nåde forfrisker og oplyser du dem i deres indre, så de, der før altergangen følte sig ængstelige og uden inderlighed, bagefter, styrket af himmelsk mad og drikke, finder sig forvandlet til det bedre. Sådan handler du med dine udvalgte og tilmåler dem det, for at de i sandhed må erkende og tydeligt erfare, hvor lidt de har af sig selv, og hvor meget godhed og nåde de får fra dig. For af sig selv er de kolde, hårde og uden andagt, men ved dig får de lov at blive brændende, andægtige og ivrige. Luthersk note: Thomas knytter gaverne til dem, der går andægtigt til alters, og latinen siger, at de ved Gud «fortjener» (merentur) at blive brændende. Thomas siger selv, at alt er Guds gave; efter luthersk lære modtages sakramentets gave ved troen på løftet, ikke i kraft af ens andagt, og den afhænger ikke af, om man mærker inderlighed (Den Lille Katekismus, Alterets sakramente; Apologien XXIV). For hvem kommer ydmygt til sødmens kilde uden at bære ikke så lidt sødme med sig derfra? Eller hvem står ved en stor ild uden at mærke ikke så lidt af dens varme? Og du er en kilde, der altid er fuld og flyder over, en ild, der altid brænder og aldrig slukkes.

4. Derfor: Må jeg ikke øse af kildens fylde eller drikke mig mæt, vil jeg dog sætte min mund til åbningen af det himmelske rør, for at jeg i det mindste kan få en lille dråbe til at lindre min tørst, så jeg ikke tørrer helt ud. Og selv om jeg endnu ikke kan være helt himmelsk og så brændende som seraferne og keruberne, vil jeg dog stræbe efter at holde fast ved andagten og berede mit hjerte, så jeg ved den ydmyge modtagelse af det livgivende sakramente kan vinde blot en lille flamme af den guddommelige ild. Men hvad der fattes mig, gode Jesus, allerhelligste Frelser, det udfylde du for mig i din godhed og nåde, du, som nådigt har villet kalde alle til dig med ordene: «Kom til mig, alle I, som er trætte og bærer byrder, og jeg vil vederkvæge jer» (Matt 11,28).

5. Ja, jeg slider i mit ansigts sved, jeg plages af hjertets smerte, jeg tynges af synder, jeg uroes af fristelser, jeg er viklet ind i og trykket af mange onde lidenskaber, og der er ingen, som hjælper, ingen, som befrier og frelser, uden du, Herre Gud, min Frelser; dig overgiver jeg mig selv og alt mit, for at du må bevare mig og føre mig til det evige liv. Tag imod mig til dit navns pris og ære, du, som har beredt mig dit legeme og blod til mad og drikke. Giv, Herre Gud, min Frelser, at min andagts glød må vokse, jo oftere jeg kommer til dit mysterium.