V. Om sakramentets værdighed og om præstestanden

1. Havde du englenes renhed og Johannes Døberens hellighed, ville du ikke være værdig til at modtage eller forvalte dette sakramente. Det skyldes ikke menneskers fortjeneste, at et menneske kan indvie og forvalte Kristi sakramente og tage englenes brød til mad. Stort er mysteriet og stor præsternes værdighed, for dem er givet, hvad der ikke er tilstået englene. For kun præster, der er retmæssigt ordinerede i kirken, har magt til at holde messe og indvie Kristi legeme. Luthersk note: Thomas forudsætter her den romerske lære om, at kun den viede præst har magt til at indvie og ofre Kristi legeme, og at præstestanden har en værdighed over englenes. Efter luthersk lære er det ikke præstens værdighed, fortjeneste eller ord, men Kristi eget ord og indstiftelse, der gør, at hans legeme og blod er til stede, som Thomas også selv antyder i det følgende; præsten er en tjener for Ordet og sakramenterne (Konkordieformlen, Solida Declaratio VII,74–77; CA V og XIV). Præsten er Guds tjener, som bruger Guds ord efter Guds befaling og indstiftelse; men Gud er dér den egentlige ophavsmand og den usynlige, der virker; ham er alt underlagt, hvad han vil, og alt adlyder, hvad han befaler.

2. Du skal altså stole mere på den almægtige Gud i dette overmåde herlige sakramente end på din egen sans eller noget andet synligt tegn. Derfor skal man gå til denne gerning med frygt og ærefrygt. Giv da agt, og se, hvilken tjeneste der er overdraget dig ved biskoppens håndspålæggelse. Se, du er blevet præst og indviet til at holde messe; se nu til, at du trofast og andægtigt bringer Gud offeret i rette tid og viser dig ulastelig. Luthersk note: Her forudsættes messen som et offer, præsten bringer Gud. Luthersk lære kender kun Kristi ene offer på korset som sonoffer, og nadveren er Guds gave til os (CA XXIV; Apologien XXIV). Du har ikke gjort din byrde lettere; du er nu bundet med et strammere bånd af tugt og forpligtet til en højere fuldkommenhed i hellighed. En præst skal være smykket med alle dyder og give andre et eksempel på et godt liv. Hans omgang skal ikke være med det almindelige folk, men med englene i himlen eller med fuldkomne mænd på jorden. Luthersk note: Thomas forudsætter, at præstestanden er en højere stand af fuldkommenhed og hellighed end det almindelige folks. Efter luthersk lære er den kristne fuldkommenhed at frygte Gud, tro på ham og tjene i sit kald, hvad enten man er præst eller lægmand; embedet giver et særligt ansvar, ikke en helligere stand for Gud (CA XXVII; Apologien XXVII).

3. Præsten, iført de hellige klæder, træder i Kristi sted for ydmygt og bønfaldende at bede Gud for sig selv og for hele sit folk. Han har Herrens korstegn foran sig og bag sig, så han altid kan mindes Kristi lidelse. Foran sig bærer han korset på messehagelen, så han omhyggeligt kan se på Kristi fodspor og ivrigt stræbe efter at følge dem. Bag sig er han mærket med korset, så han mildt kan tåle for Guds skyld enhver modgang, som andre påfører ham. Foran sig bærer han korset, så han kan sørge over sine egne synder; bag sig, så han også i medlidenhed kan begræde det, andre har forbrudt, og vide, at han er sat som mellemmand mellem Gud og synderen, og ikke blive sløv i bønnen eller i det hellige offer, før han får lov at opnå nåde og barmhjertighed. Luthersk note: Thomas forudsætter, at præsten ved messen står som mellemmand mellem Gud og synderen og ved bøn og offer skal «fortjene» (mereatur) at opnå nåde for ham. Efter luthersk lære er Kristus den eneste mellemmand og forsoner (1 Tim 2,5), og præsten handler i Kristi sted, når han forkynder Ordet og rækker sakramentet, ikke som en, der ofrer for andre (CA XXI og XXIV; Apologien XXIV). Når præsten holder messe, ærer han Gud, glæder englene, opbygger kirken, hjælper de levende, giver de døde hvile og gør sig selv delagtig i alt godt. Luthersk note: Thomas forudsætter her den middelalderlige lære om messen som et offer, præsten bringer for levende og døde, så de døde får hvile. Den lutherske kirke lærer, at messen ikke er et sonoffer for levende og døde, for Kristus har én gang for alle bragt det eneste offer for synden (Hebr 10,14), og at Skriften ikke lærer skærsilden (CA XXIV; Apologien XXIV; De Schmalkaldiske Artikler II,2).