XVI. At vi skal åbne vores nød for Kristus og bede om hans nåde

1. Du sødeste og kærligste Herre, som jeg nu inderligt længes efter at modtage: du kender min svaghed og den nød, jeg lider, i hvor mange onder og laster jeg ligger, hvor ofte jeg er tynget, fristet, forvirret og besmittet. Jeg kommer til dig for at få lægedom, jeg beder dig om trøst og lindring. Jeg taler til dig, som ved alt, for hvem alt mit indre ligger åbent, og som alene kan trøste og hjælpe mig fuldkomment. Du ved, hvilke goder jeg trænger mest til, og hvor fattig jeg er på dyder.

2. Se, jeg står for dig, fattig og nøgen, og beder om nåde og råber om barmhjertighed. Vederkvæg din sultne tigger, optænd min kulde med din kærligheds ild, oplys min blindhed med din nærværelses klarhed. Vend alt jordisk for mig til bitterhed, alt tungt og modsat til tålmodighed, alt lavt og skabt til foragt og glemsel. Løft mit hjerte op til dig i himlen, og lad mig ikke flakke om på jorden. Vær du alene sød for mig fra nu af og til evig tid, for du alene er min mad og drikke, min kærlighed og min glæde, min sødme og alt mit gode.

3. Gid du helt ville antænde mig ved din nærværelse, brænde mig og forvandle mig til dig, så jeg blev én ånd med dig ved den indre forenings nåde og den brændende kærligheds smeltende glød. Lad mig ikke gå fra dig fastende og tør, men handl barmhjertigt med mig, sådan som du ofte underfuldt har handlet med dine hellige. Hvad under, om jeg blev helt optændt af dig og svandt hen i mig selv, eftersom du er en ild, der altid brænder og aldrig slukkes, en kærlighed, der renser hjerterne og oplyser forstanden.