XVII. Om brændende kærlighed og stærk længsel efter at modtage Kristus

1. Med den største andagt og brændende kærlighed, med hele hjertets inderlighed og glød længes jeg efter dig, Herre, sådan som mange hellige og fromme mennesker har længtes efter dig ved altergangen, de, der behagede dig mest ved et helligt liv og levede i den mest brændende andagt. O min Gud, du evige kærlighed, alt mit gode, du endeløse lykke: jeg ønsker at modtage dig med den stærkeste længsel og den værdigste ærefrygt, som nogen af de hellige nogensinde har haft og kunnet føle.

2. Og selv om jeg er uværdig til at have alle disse andagtens følelser, så bringer jeg dig dog hele mit hjertes inderlighed, som om jeg alene havde alle disse brændende længsler, som er dig så kære. Luthersk note: Thomas søger at gøre sig værdig til sakramentet ved at bringe Gud al den andagt, han kan opbyde. Efter luthersk lære er den værdig og vel beredt, som tror ordene «givet for jer»; vores andagt og hengivelse er et takoffer og ikke det, der gør os skikkede (Den Lille Katekismus, Alterets sakramente; Apologien XXIV). Ja, alt, hvad et fromt sind kan udtænke og længes efter, det giver og bringer jeg dig altsammen med den største ærbødighed og inderste glød. Jeg vil intet holde tilbage for mig selv, men villigt og af hjertens lyst ofre mig selv og alt mit til dig. Herre, min Gud, min skaber og min forløser, med en sådan inderlighed, ærefrygt, lovprisning og ære, med en sådan taknemmelighed, værdighed og kærlighed, med et sådant håb, en sådan tro og renhed længes jeg efter at modtage dig i dag, sådan som din hellige mor, den herlige jomfru Maria, tog imod dig og længtes efter dig, da hun ydmygt og inderligt svarede englen, som forkyndte hende hemmeligheden om din menneskevordelse: «Se, jeg er Herrens tjenerinde, det ske mig efter dit ord» (Luk 1,38).

3. Og ligesom din salige forløber, den ypperste af de hellige, Johannes Døberen, sprang af fryd i Helligåndens glæde for dit ansigt, mens han endnu var lukket inde i sin mors liv, og siden, da han så Jesus gå blandt menneskene, ydmygede sig dybt og sagde med from inderlighed: «Brudgommens ven, som står og hører ham, glæder sig over brudgommens stemme» (Joh 3,29) – sådan ønsker også jeg at blive optændt af store og hellige længsler og give mig selv til dig af hele mit hjerte. Derfor bringer og fremlægger jeg også for dig alle fromme hjerters jubel, deres brændende inderlighed, deres sjæls henrykkelser, deres overjordiske oplysninger og himmelske syner, med alle de dyder og lovsange, som al skabningen i himlen og på jorden har fejret og skal fejre, for mig og for alle, som er betroet min bøn, så du af alle kan lovprises værdigt og herliggøres til evig tid. Luthersk note: At Thomas fremlægger alle fromme hjerters og hele skabningens dyder og lovsange for Gud «for mig og for alle, som er betroet min bøn», kan forstås ud fra middelalderens tanke om, at de helliges og de frommes fortjenester kan ofres og overføres til gavn for andre. Vi kan bede for hinanden og prise Gud sammen med hele kirken, men for Gud gælder alene Kristi fortjeneste, og andres dyder kan ikke overføres til os (Apologien XXI,29).

4. Tag imod mine løfter, Herre, min Gud, og mine længsler efter at give dig uendelig lovprisning og umålelig velsignelse, som med rette tilkommer dig efter din uudsigelige storheds fylde. Dem giver jeg dig, og dem længes jeg efter at give dig hver dag og hvert øjeblik; og jeg indbyder og beder med bønner og inderlig længsel alle himlens ånder og alle dine troende om at give dig tak og lov sammen med mig.

5. Lad alle folk, stammer og tungemål love dig og prise dit hellige og honningsøde navn med den største andagt og brændende jubel. Og alle, som med ærefrygt og andagt fejrer dit højhellige sakramente og modtager det i fuld tro, gid de må blive værdige til at finde nåde og barmhjertighed hos dig og ydmygt bede for mig, en synder. Luthersk note: Latinens «mereantur» betyder egentlig «fortjene»: at gøre sig fortjent til at finde nåde. Efter luthersk lære findes nåde og barmhjertighed ikke ved fortjeneste, men modtages i troen på løftet for Kristi skyld (CA IV; Den Lille Katekismus, Alterets sakramente). Og når de har fået den andagt, de længtes efter, og den salige forening, og når de vel trøstede og vidunderligt styrkede går bort fra det hellige, himmelske bord, gid de da vil værdiges at huske på mig, den fattige.