XV. At andagtens nåde vindes ved ydmyghed og selvfornægtelse

1. Du skal ihærdigt søge andagtens nåde, bede om den med længsel, vente på den med tålmodighed og tillid, tage imod den med tak, bevare den med ydmyghed, samarbejde ivrigt med den og overlade det til Gud, hvornår og hvordan det himmelske besøg skal komme, indtil det kommer. Du skal især ydmyge dig, når du føler lidt eller ingen andagt i dit indre, men uden at lade dig slå alt for meget ned eller bedrøve dig over al måde. Gud giver ofte på et kort øjeblik, hvad han længe har nægtet. Han giver undertiden ved bønnens slutning, hvad han ved dens begyndelse udsatte at give.

2. Hvis nåden altid blev givet straks og var der, så snart man ønskede den, ville det svage menneske næppe kunne bære det. Derfor skal man vente på andagtens nåde i godt håb og ydmyg tålmodighed. Men giv dig selv og dine synder skylden, når den ikke gives eller i det skjulte tages bort. Undertiden er det en lille ting, der hindrer og skjuler nåden – hvis da det kan kaldes lille og ikke snarere stort, som spærrer for et så stort gode. Men fjerner du dette, hvad enten det er lille eller stort, og overvinder du det fuldstændigt, så får du det, du bad om. Luthersk note: Thomas forudsætter middelalderens lære om, at mennesket gør sig modtageligt for nåden ved at fjerne hindringerne og gøre, hvad der står i dets magt. «Andagtens nåde» er her den følte inderlighed; men efter luthersk lære giver Gud sin nåde, syndernes forladelse for Kristi skyld, frit ved ordet og sakramentet og ikke efter vores beredelse, og troen skal ikke måles på følelsen (CA IV, V og XVIII; Apologien IV; Konkordieformlen II).

3. For så snart du giver dig hen til Gud af hele dit hjerte og ikke søger dit eget, dette eller hint, efter din lyst eller vilje, men helt og holdent lægger dig i ham, så vil du finde dig forenet med ham og i fred; for intet vil smage og behage dig så godt som den guddommelige viljes velbehag. Enhver, der med et enfoldigt hjerte løfter sin hensigt op til Gud og tømmer sig for al uordnet kærlighed til eller modvilje mod nogen skabt ting, vil være bedst skikket til at modtage nåden og værdig til andagtens gave. Luthersk note: Det er ikke hjertets tømning, der gør værdig til nåden; Gud giver den ufortjent for Kristi skyld, og selvfornægtelsen er troens frugt, ikke dens forudsætning (Apologien IV). For Herren giver sin velsignelse dér, hvor han finder tomme kar; og jo fuldkomnere et menneske giver afkald på det lave, og jo mere han dør fra sig selv ved at foragte sig selv, desto hurtigere kommer nåden, desto rigeligere strømmer den ind, og desto højere løfter den det frie hjerte.

4. «Da skal han se og strømme til, han skal undre sig, og hans hjerte skal udvides» i ham (Es 60,5), for Herrens hånd er med ham, og han har lagt sig helt i hans hånd til evig tid. Se, sådan skal det menneske velsignes, som søger Gud af hele sit hjerte og ikke tager sin sjæl forgæves. Når han modtager det hellige sakramente, fortjener han den store nåde at blive forenet med Gud, for han ser ikke på sin egen andagt og trøst, men ud over al andagt og trøst på Guds ære og pris. Luthersk note: At man ved altergangen «fortjener» foreningens nåde, hører til middelalderens fortjenestelære. Efter luthersk lære er nåden Guds ufortjente gave for Kristi skyld, og i nadveren gives syndernes forladelse til dem, der tror ordene «givet og udgydt for jer» (Den Lille Katekismus, Alterets sakramente; Apologien IV).