4. søndag efter helligtrekonger (Matt 8,23–27)

Evangeliet på 4. søndag efter helligtrekonger, Matt 8,23–27

Dette evangelium stiller os efter historien et eksempel på tro og vantro for øje, så vi lærer, hvor mægtig troens kraft er, og at den må have med store, frygtelige ting at gøre og udrette lutter undergerninger; og hvordan vantroen er sådan en forsagt, frygtsom og forskræmt ting, som dog slet intet kan. Lad os her se erfaringen af det hos disciplene, hvordan det står til med deres hjerte. Først, da de steg i båden med Kristus, var det stille, og de mærkede intet; og havde nogen dér spurgt dem, om de også troede, ville de have sagt: «Ja.» Men de så ikke, hvordan deres hjerte forlod sig på stilheden og på, at der ikke var noget uvejr, og således var grundet på det synlige. Men da vejret kommer, og bølgerne slår ind over båden, så er troen ude; for stilheden og freden, som de hang ved, er borte; derfor farer de også med bort, og der findes lutter vantro.

Men hvad gør så denne vantro? Den ser ikke mere, end den føler. Liv og sikkerhed føler den ikke, men bølgerne over båden og havet, der stiller døden og al fare for øjnene. Og fordi de føler det og agter på det og ikke vender sig bort derfra, holder skrækken, skælven og forsagtheden ikke op; ja, jo mere de ser derpå og føler det, jo hårdere driver døden og forsagtheden dem og vil sluge dem hvert øjeblik. Men vantroen kan ikke slippe denne følelse og ikke et øjeblik tænke andet; for den har ellers intet at holde sig til og trøste sig ved; derfor kan den heller ikke et øjeblik have fred og være stille. Sådan vil det også gå til i helvede, at der skal være lutter forsagthed, skælven og skræk og aldrig nogen ende.

Men havde der været tro, ville den have gjort sådan: den ville have slået vinden og havets bølger ud af sindet og i stedet for vinden og uvejret have stillet sig Guds magt og nåde for øje, som er lovet i hans ord, og have forladt sig så fast derpå, som om den sad på en hård klippe og ikke svævede på vandet, og som om solen skinnede klart, og det var stille og slet intet uvejr. For det er troens høje kunst og kraft, at den ser det, som ikke ses, og ikke ser det, som dog føles, ja, som trykker og trænger på; ligesom vantroen kun ser det, den føler, og slet ikke kan hænge ved det, den ikke føler.

Derfor tilskikker Gud også troen, at den ikke skal have med ringe ting at gøre, men med det, som hele verden ikke kan bære, såsom døden, synden, verden og Djævelen. For hele verden kan ikke stå imod døden, men flygter og forskrækkes for den og bliver også overvundet af den; men troen står fast og lægger sig imod døden, som æder hele verden, og vinder over den og opsluger den umættelige livsæder.

Sådan kan hele verden heller ikke tvinge eller dæmpe kødet, men det regerer over hele verden, og det må ske, som det vil, så hele verden derved er kødelig; men troen griber det an og kaster det under sig og holder det i tømme, så det må tjene.

Sådan kan heller ikke noget menneske bære verdens rasen, forfølgelse, bespottelse, vanære, had og misundelse: enhver viger og bliver mat, for verden ligger ovenpå og vinder; kun troen spotter den oven i købet og træder alt dette under fode og gør glæde og lyst ud af det.

Ligeså: hvem kunne overvinde Djævelen med hans utallige listige indskydelser, hvormed han hindrer sandheden, Guds ord, tro og håb og rejser så mange slags vildfarelser, sekter, forførelse, kætteri, fortvivlelse, overtro og vederstyggelighed uden mål? Hele verden er over for ham som en gnist over for en vandkilde. Alle må de her være ham underlagt, sådan som vi også ser, hører og kan tage og føle på. Men troen er det, der giver ham noget at bestille, og den bliver ikke alene uforført af ham, men afslører også hans skælmeri og gør ham til skamme, så hans bedrageri ikke gælder noget, bliver mat og falder hen; sådan som det også nu går ham med hans aflad og pavedømme.

Sådan kan heller ingen stille eller bringe den mindste synd til tavshed, men den bider og æder samvittigheden, så intet ville hjælpe derimod, om så hele verden trøstede og stod et sådant menneske bi; det må ned i helvede. Dér er troen en helt og stiller alle synder, om de så var lige så mange, som hele verden har gjort.

Er det nu ikke en almægtig, uudsigelig ting med troen, som kan bestå mod alle disse mægtige fjender og vinde sejren? Derfor kan Sankt Johannes med god grund sige i 1 Joh 5,4: «Dette er sejren, som har sejret over verden: jeres tro.» Ikke at dette går til med fred og stille ro; for det er en strid, der ikke går af uden sår og blod; ja, hjertet føler i en sådan strid synden, døden, kødet, Djævelen og verden så hårdt, at det ikke tænker andet, end at det er fortabt, synd og død har vundet, Djævelen ligger ovenpå; troens kraft mærker det kun lidt til. Det er her betegnet i denne historie, hvor bølgerne ikke alene slog mod båden, men den helt blev dækket af dem, så den nu skulle gå under og synke, og Kristus ligger og sover: dér var intet håb om liv, døden lå ovenpå og havde vundet; livet lå nederst og var tabt.

Som det gik til dér, sådan går det og må det gå i alle andre anfægtelser af synden, Djævelen osv. Hjertet må føle, hvordan synden har taget samvittigheden til fange, og hvordan der vil være lutter vrede og helvede, og at det må være evigt fortabt. Djævelen må anrette så meget med vildfarelse og falsk lære, at det ser ud, som om Guds ord må bukke under og rømme verden for vildfarelsen. Sådan må også verden rase og forfølge, så det ser ud, som om intet menneske kan bestå eller blive frelst eller bekende troen, men Kain vil herske alene og have sin bror slået ihjel, så han ikke er nogen steder mere. Men efter skinnet og følelsen må man hverken dømme eller handle, men efter troen.

Derfor er nu dette evangelium et trøstefuldt eksempel og en lære om, hvordan vi skal forholde os, så vi ikke fortvivler i syndens nød, i dødens pine, i verdens rasen, men ved, at det ikke derfor er tabt, selv om bølgerne dækker båden; du skal ikke derfor i helvede, selv om du føler synd, vrede og unåde i den onde samvittighed; du skal ikke derfor dø, selv om hele verden hader og forfølger dig, selv om den spærrer gabet op så vidt som morgenrøden. Det er alt sammen bølger, der slår ind over din lille båd og gør dig forsagt og tvinger dig til at råbe: «Det er tabt; å Herre, hjælp!» Så ser du nu her det første stykke af evangeliet, troen, hvordan den skal være beskaffen; og ved siden af, hvor uduelig og forsagt vantroen er.

Det andet stykke, kærligheden, viser Kristus ved, at han står op og afbryder sin søvn for deres skyld og tager sig af deres nød, som var den hans egen; og han giver dem hjælpen af fri kærlighed, uden at de har fortjent det; han tager ikke noget for det og søger heller ikke noget, men lader dem nyde og bruge dette gode. Sådan som vi ofte har hørt, at det er den kristne kærligheds art at gøre alt frit og for intet, Gud til lov og ære, så et kristent menneske også lever på jorden for en sådan kærligheds skyld, ligesom Kristus har levet alene for at gøre vel; som han selv siger i Matt 20,28: «Jeg er kommet for at tjene og ikke for at lade mig tjene.»

Den åndelige betydning af denne historie

Kristus har heri afbilledet det kristne liv, især prædikeembedet. Båden betyder kristenheden, havet verden, vinden Djævelen; hans disciple er prædikanterne og de fromme kristne; Kristus er sandheden, evangeliet og troen. Før Kristus træder ind i båden med sine disciple, er havet og vinden stille; men da Kristus kommer ind med sine disciple, så begynder uvejret, som han selv siger i Matt 10,34: «Jeg er ikke kommet for at bringe fred på jorden, men sværd.» Sådan også: lod Kristus verden i fred og revsede ikke dens gerninger, så ville den nok være stille. Men nu, da han prædiker, at de vise er tåber, og de hellige syndere, og de rige fortabte, bliver de rasende og vanvittige; ligesom også nu nogle kloge hoveder mener, det ville være fint, hvis man bare prædikede evangeliet og også lod den gejstlige stand blive ved sin færd, så ville de nok kunne tåle det; men at alt dette skal revses og intet gælde, det kalder de at prædike ufred og oprør, og det skulle ikke være kristen lære.

Men hvad siger dette evangelium? Der blev et stort uvejr på havet, da Kristus og hans disciple var i båden. Andre både lod havet og vinden i fred; denne båd må lide nød, fordi Kristus er i den. Verden kan godt tåle al prædiken, undtagen Kristi prædiken. Det kommer af, at når han kommer, og hvor han er, dér prædiker han sådan, at han alene vil have ret, og revser alt andet; som han siger i Matt 12,30: «Den, som ikke er med mig, er imod mig.» Og igen i Joh 16,8: «Ånden skal revse verden for synd og for retfærdighed og for dom»; han siger ikke, at han bare skal prædike, men at han skal revse hele verden og alt, hvad der er i den. Men det er revselsen, der volder denne båd sådant uvejr og fare. Skulle han prædike sådan, at han lod dem urevsede og lod deres færd blive, kunne han lige så godt have tiet stille i forvejen og være blevet udenfor; for hvis verdens sager er gode og ikke skal revses, så er der ikke brug for ham nogen steder.

Det er nu de kristnes trøst, især prædikanternes, at de skal vide og være indstillet på, at hvor de fører og prædiker Kristus, dér må de lide forfølgelse; det bliver ikke anderledes; og det er et rigtig godt tegn på, at prædikenen er ret kristen, når den bliver forfulgt, især af de store, hellige, lærde og kloge folk; og omvendt, at den ikke er ægte, når den bliver rost og æret, som han siger i Luk 6,26.22: «Ve jer, når alle mennesker taler godt om jer; for på samme måde gjorde deres fædre ved de falske profeter.» «Salige er I, når menneskene hader jer og forkaster jeres navn for Menneskesønnens skyld; for på samme måde gjorde deres fædre ved profeterne.» Se på vore gejstlige, hvordan det står til med deres lære: verdens gods, ære og magt har de helt under sig, og de vil være kristne lærere; og den, der roser og prædiker deres sager, han sidder i ære og vellyst.

Derfor er her også eksemplet på, hvor de skal søge deres trøst og hjælp; ikke hos verden: menneskers kunst og magt skal ikke beskytte dem, men Kristus selv og alene; til ham og ved ham skal de holde sig i al nød med al troskab og tillid, sådan som disciplene gør her. For havde de ikke troet, at han ville hjælpe dem, ville de ikke have vækket ham og påkaldt ham. Dog var denne tro svag, og der var endnu megen vantro, så de ikke helt frit overgav sig og vovede livet med ham og heller ikke troede, at han kunne frelse dem midt ude på havet og rive dem ud af døden.

Så er det afgjort, at der ikke kan gives Guds ord nogen mester eller dommer, og således heller ingen beskytter, uden Gud selv. Det er hans ord. Derfor, ligesom han lader det gå ud uden menneskers fortjeneste og råd, sådan vil han også selv håndhæve og forsvare det uden menneskers hjælp og styrke. Og den, der i denne sag søger beskyttelse og trøst hos mennesker, han vil falde og gå glip af begge dele og blive forladt af både Gud og mennesker.

At han sover, viser, hvordan det stod til med deres hjerte, nemlig at de havde en svag, søvnig tro; men allermest, at Kristus i forfølgelsens tid drager sig tilbage og stiller sig an, som om han sov, og giver hverken styrke og kraft eller fred og ro, men lader os plage og slide os i vores svaghed, for at vi skal erkende, at vi slet intet er, og at alt ligger i hans nåde og magt, som Paulus bekender i 2 Kor 1,9, at han har måttet lide så stor en trængsel, for at man skal lære ikke at stole på os selv, men på Gud, som oprejser de døde. Denne Guds søvn har også David ofte følt og omtaler den mange steder, som når han siger i Sl 44,24: «Vågn op, Herre, stå op! Hvorfor sover du og glemmer os?»

Kort sagt: dette evangelium giver os to trøstefulde, trodsige ordsprog, så vi, når forfølgelsen rejser sig for Guds ords skyld, kan sige: «Ja, det tænkte jeg nok: Kristus er i båden, derfor raser havet og vinden, og bølgerne vælter ind og vil sænke os; men lad det rase, det er dog afgjort: vind og hav adlyder ham.» Forfølgelsen vil ikke gå videre eller vare længere, end han vil; og selv om de overvælder os, må de dog være ham underlagt: han er Herre over alt, derfor vil det ikke skade os. Han hjælpe os blot, så vi ikke fortvivler i vantro. Amen.

Men at folk undrer sig og priser Herren, fordi vind og hav er ham underlagt, betyder, at evangeliet og Guds ord ved forfølgelsen blot kommer videre ud og bliver stærkere, og troen vokser; og det er også stik modsat alle verdslige goder, som tager af ved ulykke og modgang og tager til ved lykke og fred. Kristi rige tager til ved trængsel og tager af ved fred og gode dage, som Sankt Paulus siger i 2 Kor 12,9: «Min kraft bliver stærkere ved svaghed» osv. Det hjælpe Gud os til. Amen.