3. søndag efter helligtrekonger (Matt 8,1–13)

Evangeliet på 3. søndag efter helligtrekonger, Matt 8,1–13

To eksempler på tro og kærlighed lærer dette evangelium os: det ene i den spedalske, det andet i officeren. Lad os først se på den spedalske. Så dristig ville den spedalske ikke have været, at han var gået hen til Herren og havde bedt om at blive ren, hvis han ikke af hele sit hjerte havde stolet på og ventet sig, at Kristus ville være så god og nådig at gøre ham ren. For eftersom han var spedalsk, havde han grund til at holde sig tilbage; desuden bød loven de spedalske, at de ikke måtte blande sig med folk. Alligevel trænger han sig frem, uden at bryde sig om loven og folk, og om hvor ren og hellig Kristus er.

Se, hvordan troen stiller sig over for Kristus: den har slet intet andet for øje end at søge og hente Kristi blotte godhed og nåde, uforskyldt, uden al fortjeneste. For man kan jo ikke her sige, at den spedalske ved sin renhed havde fortjent at komme så nær til Kristus og tale med ham og påkalde hans hjælp; nej, netop fordi han føler sin urenhed og uværdighed, går han så meget mere hen til ham og ser kun på Kristi godhed. Det er en ret tro, en levende tillid til Guds godhed. Det hjerte, der gør sådan, tror ret; det hjerte, der ikke gør det, tror ikke ret; sådan som de gør, der ikke fæster øjet på Guds blotte godhed, men først ser sig om efter deres gode gerninger, for at de kunne være godheden værdige og fortjene den. De bliver heller aldrig dristige nok til for alvor at påkalde Gud eller træde frem for ham.

Nu ville denne tillid eller tro eller erkendelse af Kristi godhed ikke være opstået i denne spedalske ud fra hans egen fornuft, hvis han ikke forinden havde hørt et godt rygte om Kristus, nemlig at han er så god, nådig og barmhjertig, hjælper og giver enhver, trøster og råder enhver, som blot kommer til ham. Et sådant råb må uden tvivl være kommet ham for øre; men af dette råb har han taget mod til sig og vendt og tydet dette rygte til sit eget gavn, draget denne godhed ind på sig selv og med al tillid tænkt: «Mod mig vil han også være lige så god, som råbet om ham går, og som hans gode rygte lyder.» Altså er hans tro ikke vokset ud af fornuften, men undfanget af dette råb om Kristus, som Paulus siger i Rom 10,17: «Troen kommer af det, som høres, og det, som høres, kommer af Ordet eller råbet om Kristus.»

Det er nu evangeliet, som er begyndelsen, midten og enden på alt godt og al frelse. For vi har nu ofte hørt, at man allerførst må høre evangeliet, derefter tro og elske og gøre gode gerninger; ikke først gøre gode gerninger og således vende sagen på hovedet, som gerningslærerne gør. Men evangeliet er et godt rygte, en tale, et råb om Kristus, at han er lutter godhed, kærlighed og nåde; sådan at det ikke lyder om noget andet menneske eller nogen helgen. For selv om også andre helgener har et godt rygte og ry, hedder det dog ikke evangelium, medmindre det alene lyder om Kristi godhed og nåde; og hvis det samtidig også ville lyde om andre helgener, så er det ikke længere evangelium. For det vil bygge troen og tilliden alene på klippen, Jesus Kristus.

Så ser du nu, at dette eksempel med den spedalske kæmper for troen mod gerningerne. For ligesom Kristus hjælper denne mand af lutter nåde ved troen, uden alle hans gerninger og al hans fortjeneste, sådan gør han med enhver og vil også, at man skal regne med og vente det samme af ham. Og var denne spedalske kommet på den måde, at han havde sagt: «Se, Herre, så meget har jeg bedt eller fastet osv.; det skulle du se på og gøre mig ren for det,» så ville Kristus aldrig have gjort ham ren. For et sådant menneske forlader sig ikke på Guds nåde, men på sin fortjeneste. Dermed bliver Guds nåde jo ikke prist, elsket, lovet eller begæret, men ens egne gerninger tager æren og røver fra Gud, hvad der er hans. Det kaldes at kysse hånden og fornægte Gud, som Job siger i Job 31,27–28: «Har mit hjerte i løndom ladet sig overtale, så min hånd kyssede min mund? Det er også en misgerning for dommerne, for dermed havde jeg fornægtet Gud deroppe.» Og Es 2,8: «De har tilbedt deres hænders værk», det vil sige: den ære og tillid, som de skulle give Guds nåde, lægger de på deres egne gerninger.

Omvendt er her også kærlighedens eksempel stillet frem i Kristus over for den spedalske. For der ser du, hvordan kærligheden gør ham til tjener, så han hjælper den fattige frit og for intet og hverken søger vinding, gunst eller ære derved, men alene den fattiges gavn og Gud Faders ære. Derfor forbyder han ham også at sige det til nogen, for at det helt og holdent skal være en lutter, ren gerning af den frie, gode kærlighed. Det er det, jeg nu ofte har sagt: at troen gør os til herrer og kærligheden til tjenere; ja, ved troen bliver vi guder og får del i guddommelig natur og navn, som Sl 82,6 siger: «Jeg har vel sagt: I er guder og allesammen den Højestes børn.» Men ved kærligheden bliver vi lig med de allerfattigste. Hvad troen angår, trænger vi ikke til noget og har fuld tilstrækkelighed; hvad kærligheden angår, tjener vi enhver. Ved troen tager vi imod gaver ovenfra, fra Gud; ved kærligheden lader vi dem strømme ud nedad, til næsten. Ligesom Kristus efter guddommen ikke trængte til noget, men efter menneskeheden tjente enhver, som trængte til ham.

Om det har vi ofte nok sagt, at også vi således ved troen må fødes til Guds børn og guder, herrer og konger, ligesom Kristus fra evighed fødes af Faderen som sand Gud; og omvendt ved kærligheden bryde ud og hjælpe næsten med velgerninger, ligesom Kristus er blevet menneske for at hjælpe os alle. Og ligesom Kristus ikke først ved gerninger har fortjent eller ved at blive menneske har erhvervet, at han er Gud, men har det af fødsel, uden alle gerninger, og før han blev menneske, sådan har heller ikke vi fortjent Guds barnekår – at vore synder bliver tilgivet, at død og helvede ikke skader os – ved gerninger eller kærlighed; men vi har fået det uden gerninger og før kærligheden, ved troen på evangeliet, af nåde. Og ligesom Kristus først, efter at han er Gud fra evighed, er blevet menneske for at tjene os, sådan gør også vi godt og elsker næsten bagefter, når vi allerede forinden ved troen er retfærdige, uden synd, levende, frelste og Guds børn. Så meget om det første eksempel, den spedalske.

Det andet eksempel er ganske som det første, hvad tro og kærlighed angår. For også denne officer har en hjertelig tillid til Kristus og forestiller sig intet andet end lutter godhed og nåde hos Kristus; ellers var han ikke gået til ham eller havde sendt bud til ham, som Lukas siger (Luk 7,3). Han ville heller ikke have haft en så dristig tillid, hvis han ikke forinden havde hørt om Kristi godhed og nåde; så at også her evangeliet er begyndelsen på og tilskyndelsen til hans tillid eller tro. Deraf lærer vi atter, at man må begynde med evangeliet og tro det og ikke se på nogen fortjeneste eller gerning, ligesom også denne officer ikke fremfører nogen fortjeneste eller gerning, men alene sin tillid til Kristi godhed. Så vi ser altså, hvordan alle Kristi gerninger stiller os eksempler for øje på evangeliet, troen og kærligheden. Således ser vi også kærlighedens eksempel i, at Kristus gør vel mod ham, uforskyldt, uden at søge noget eller tage imod gaver, som der er sagt ovenfor.

Desuden viser officeren også et eksempel på kærlighed ved at tage sig af sin tjener som af sig selv, ligesom Kristus har taget sig af os; og også han gør denne gode gerning mod ham for intet, alene til gavn for tjeneren, som Lukas siger (Luk 7,2): han gjorde det, fordi denne tjener var ham kær og dyrebar. Som ville han sige: «Den kærlighed og lyst, han havde til ham, drev ham til at se på hans nød og gøre dette.» Lad os også gøre sådan og se til, at vi ikke bedrager os selv og bilder os ind, at vi nu har evangeliet, og alligevel ikke agter på næsten i hans nød. Så meget være sagt om de to eksempler; nu vil vi også se på nogle stykker af teksten.

At den spedalske her afmåler sin bøn sådan og siger: «Herre, hvis du vil, kan du gøre mig ren,» skal ikke forstås, som om han tvivlede på Kristi godhed og nåde; for troen var intet værd, selv om han troede, at Kristus var almægtig og kunne og vidste alle ting. For den levende tro er den, der ikke tvivler på, at Gud også er god og har en nådig vilje til at gøre det, vi beder om. Men det skal forstås således: troen tvivler ikke på, at Gud har en god vilje over for personen og vil ham alt godt og under ham det; men det, som troen beder om og fremlægger, ved vi ikke, om det er godt og gavnligt for os; det ved Gud alene. Derfor beder troen sådan, at den overlader det helt til Guds nådige vilje, om det tjener til hans ære og vort gavn, og tvivler ikke på, at Gud vil give det; eller, hvis det ikke er til at give, at hans guddommelige vilje af stor nåde ikke giver det, fordi han ser, at det er bedre ikke givet. Men dermed forbliver troen på Guds nådige vilje alligevel vis og sikker, hvad enten han giver det eller ej, som også Paulus siger i Rom 8,26, at vi ikke ved, hvad eller hvordan vi skal bede; og i Fadervor byder han os at sætte hans vilje først og bede om den.

Det er det, vi også ofte har sagt: man skal tro på Guds godhed uden tvivl og uden mål; men bede skal vi med det mål, at det må ske til hans ære, hans rige og vilje, så vi ikke foreskriver hans vilje tid, sted, mål eller navn, men frit overlader ham det alt sammen. Derfor behager også denne den spedalskes bøn Herren så godt og bliver straks bønhørt. For når vi overlader det til hans vilje og begærer det, som behager ham, så kan han ikke andet end gøre til gengæld, hvad der behager os. Troen gør, at han er os nådig; og en sådan overgiven bøn gør, at han giver, hvad vi beder om.

Om at den spedalske bliver sendt til præsterne, hvorfor det er sket, og hvad det betyder, er der sagt nok i postillen om de ti spedalske.

Men at han siger: «Så stor en tro har jeg ikke fundet i Israel» osv., det har man gjort sig store bekymringer om, for at Kristus endelig ikke skulle lyve, eller for at Guds mor og apostlene ikke skulle stå tilbage for denne officer. Selv om jeg nu også kunne sige, at Kristus her taler om Israels folk, hvor han nogen sinde havde prædiket, og som han var kommet til, så at hans mor og disciple dermed blev holdt udenfor, da de jo drog med ham og kom til dette Israels folk, hvor han prædikede, vil jeg dog ganske enkelt blive ved Herrens ord og lade dem gå, som de lyder; og det af følgende grund:

For det første, fordi det ikke strider mod nogen trosartikel, at denne officers tro ikke havde sin lige hverken hos apostlene eller hos Guds mor. Men hvor ingen trosartikel åbenlyst står imod Kristi ord, skal man lade dem gælde, som de lyder, og ikke vende eller bøje dem med vor udlægning og tydning, hverken for nogen helgens skyld eller for en engels eller for Guds egen skyld; for hans ord er sandheden selv, over alle helgener og engle.

For det andet, fordi en sådan tydning og bøjning kommer af kødeligt sind og kødelig andagt, så vi måler Guds helgener ikke efter Guds nåde, men efter deres person, værdighed og storhed; og det er imod Gud, der måler dem helt anderledes, alene efter sin gave. For Johannes Døberen lod han aldrig gøre et eneste under, som dog mangen ringe helgen har gjort. Og kort sagt: han gør ofte ved ringe helgener, hvad han ikke gør ved store helgener.

Han skjulte sig for sin mor, da han var tolv år gammel, og lod hende fare vild og være uvidende. Han viste sig for Maria Magdalene, før han viste sig for sin mor og for apostlene påskedag. Han talte med den samaritanske kvinde, Joh 4,7, og med kvinden, der var grebet i ægteskabsbrud, Joh 8,10, så venligt, at han aldrig nogen sinde har talt så venligt med sin egen mor. Ligeledes: da Peter falder og fornægter, står røveren på korset og tror stærkt.

Med disse og lignende undere viser han, at han vil have, at vi ikke afmåler hans Ånd i hans helgener, og at vi ikke skal dømme efter personen: han vil frit give sine gaver, som det behager ham (siger Paulus i 1 Kor 12,11), ikke som det tykkes os. Ja, han siger (Joh 14,12) om sig selv, at den, der tror på ham, skal gøre større tegn, end han har gjort. Alt dette, for at ingen skal ophøje sig over den anden, og ingen skal hæve én helgen op over den anden og stifte sekter; men lade dem alle være lige i Guds nåde, hvor ulige de end er i hans gaver. Han vil gøre ved Stefanus, hvad han ikke gør ved Peter, og ved Peter, hvad han ikke gør ved sin mor, for at det alene skal være ham, der gør alt i alle, uden persons anseelse, efter sin vilje.

Således skal det også her forstås, at han på den tid, han prædikede, ikke havde fundet en sådan tro, hverken hos sin mor eller hos apostlene, hvad enten det så er sådan eller ej, at han før eller siden har fundet større tro hos sin mor og apostlene og mange andre. For det kan godt være, at han på den tid, da hun undfangede og fødte ham, har givet sin mor en stor tro, og siden ikke, eller sjældent mere så stor, og til tider har ladet den synke; som han gjorde, da hun havde mistet ham i tre dage, Luk 2, og som han også gør med alle sine helgener; og gjorde han det ikke, så ville helgenerne nok falde i hovmod og gøre sig selv til afguder, eller vi ville gøre afguder af dem og se mere på deres værdighed og person end på Guds nåde.

Læg nu deraf mærke til, hvilke narre vi er, og hvor uforstandige vi er med hensyn til Guds gerninger og undere, vi, som foragter den jævne kristne mand og mener, at alene de spidse hatte og de lærde ved besked om Guds sandhed og kan afgøre den; mens Kristus dog her med sin tro hæver denne hedning op over alle sine disciple. Det kommer af, at vi hænger ved personerne og stænderne og ikke ved Guds ord og nåde. Derfor farer vi også sammen med personerne og stænderne ud i al vildfarelse og siger derefter: «Den kristne kirke og koncilierne har sagt det; de kan ikke fare vild, og de har Helligånden»; imens er Kristus hos de foragtede og lader personerne og koncilierne fare til Djævelen.

Læg derfor godt mærke til, at Kristus hæver hedningen så højt. Hedningen står sandelig over Annas, Kajfas og alle præster, lærde og helgener, som alle med rette burde være denne hednings disciple, for slet ikke at tale om, at de skulle afgøre og fastsætte noget over ham. Gud giver vel en stor helgen en lille tro og en lille helgen en stor tro, for at den ene altid skal agte den anden højere end sig selv, Rom 12,10.

Herre, jeg er ikke værdig

Det er denne hednings store tro, at han ved, at frelsen ikke hænger på Kristi legemlige nærvær – for den hjælper ikke – men hænger på Ordet og troen. Men det vidste apostlene endnu ikke, og hans mor måske heller ikke; de holdt fast ved hans legemlige nærvær og lod ham heller ikke gerne gå fra sig, Joh 16,6, og holdt sig ikke så rent til hans ord alene. Men denne hedning lader sig så rigeligt nøje med Ordet, at han ikke engang ønsker hans nærvær eller mener sig værdig til den; og desuden beviser han sin mægtige tro med en sammenligning og siger: «Jeg er et menneske og kan med et ord få gjort hos mine, hvad jeg vil; skulle du så ikke med et ord kunne få gjort, hvad du vil, når jeg ved for vist, og du også beviser det, at sundhed og sygdom, død og liv er dig underlagt, ligesom mine tjenere er mig?» Derfor bliver hans tjener også rask i samme time ved denne tros kraft.

Og eftersom tiden og evangeliet her giver anledning til det, må vi sige lidt om den fremmede tro og dens magt, fordi mange bekymrer sig om det, allermest for de små børns skyld, som man bærer til dåben, og som skal blive frelst, ikke ved egen, men ved fremmed tro; ligesom denne tjener her ikke er blevet rask ved sin egen tro, men ved sin herres tro. Den sag har vi endnu aldrig behandlet; derfor må vi behandle den her for at komme fremtidig fare og vildfarelse i forkøbet, så vidt det står til os.

For det første må vi lade grunden stå fast og vis, at ingen bliver frelst ved en andens tro eller retfærdighed, men ved sin egen; og omvendt bliver ingen fordømt for en andens vantro eller synder, men for sin egen vantro, som evangeliet lyst og klart siger i Mark 16,16: «Den, som tror og bliver døbt, vil blive frelst; men den, der ikke tror, vil blive fordømt.» Og Rom 1,17: «Den retfærdige vil leve af sin tro.» Og Joh 3,16.18: «Enhver, som tror på ham, skal ikke fortabes, men have evigt liv.» Ligeledes: «Den, som tror på ham, fordømmes ikke; den, som ikke tror på ham, er allerede fordømt.»

Det er klare, åbenbare ord om, at enhver må tro for sig selv, og at ingen kan hjælpe ham ved fremmed tro uden egen tro. Fra disse skriftsteder må man ikke vige, og man må ikke fornægte dem, hvem det så end rammer; og man skal hellere lade hele verden gå til grunde, end man ændrer denne guddommelige sandhed. Og skulle der blive bragt noget frem imod dem, som tager sig ud som ret, og som du ikke kunne svare på, så skal du hellere bekende, at du ikke forstår det, og overlade det til Gud, end du indrømmer noget imod disse klare skriftsteder. Hedninger, jøder, tyrker, små børn og alt, hvad der er, må blive, hvor de kan: disse ord skal og må have ret og være sande.

Nu er spørgsmålet, hvor de små børn så bliver af, da de jo endnu ikke har nogen fornuft og ikke selv kan tro, eftersom der står skrevet i Rom 10,17: «Troen kommer af det, man hører, men det, man hører, kommer af prædikenen af Guds ord.» Nu hverken hører eller forstår de små børn jo Guds ord; så kan de heller ikke have nogen egen tro. På dette spørgsmål har sofisterne på de høje skoler og pavens bande digtet et sådant svar op: at de små børn bliver døbt uden egen tro, nemlig på kirkens tro, som faddrene bekender ved dåben; derefter bliver synden i dåben tilgivet barnet i kraft og magt af dåben, og en egen tro bliver indgydt med nåden, så det bliver et nyfødt barn af vandet og Helligånden.

Men når man spørger dem om grunden til dette svar, og hvor det står i Skriften, så finder man den i det mørke røghul, eller de henviser os til deres doktorhuer og siger: «Vi er de højlærde doktorer, og vi siger det, derfor er det rigtigt; du behøver ikke at spørge videre»; ligesom næsten al deres lære ikke har nogen anden grund end deres egne drømme og indbildninger. Og når de ruster sig allerbedst, så trækker de vel et udsagn frem ved hårene fra Augustin eller en anden hellig fader. Men det er ikke nok for os i de sager, der angår sjælens frelse; for de selv og alle hellige fædre har været folk og mennesker. Hvem vil gå i borgen for mig og stå inde for, at de taler rigtigt? Hvem vil forlade sig på det og dø på det, når de siger det uden Skriften og Guds ord? Helgen hid, helgen did: når det gælder min sjæl, om den skal gå evigt tabt eller blive bevaret, kan jeg ikke forlade mig på alle engle og helgener, for slet ikke at tale om på en helgen eller to, hvis de ikke viser mig Guds ord.

Fra denne løgn er de gået videre og kommet så vidt, at de har lært og stadig mener, at sakramenterne har en sådan kraft, at selv om du ingen tro har og modtager sakramentet (blot du ikke har til hensigt at synde), så får du alligevel nåden og syndernes forladelse uden nogen tro. Det har de ført ind ud fra den foregående mening, eftersom de små børn jo således uden tro, alene i dåbens magt og kraft, modtager nåde, som de drømmer. Derfor tillægger de det også de voksne og alle mennesker på samme måde og siger alt dette ud af deres eget hoved, hvormed de mesterligt har udryddet den kristne tro, gjort den til intet og unødvendig og alene oprettet vore gerninger med sakramenternes kraft. Om det har jeg skrevet nok i forbindelse med artiklerne i Leos bulle.

De hellige gamle fædre har dog talt lidt bedre om det, om end ikke klart nok; de taler ikke om en sådan opdigtet kraft i sakramenterne, men siger således, at de små børn bliver døbt i den kristne kirkes tro. Men fordi de ikke grundigt udreder, hvordan denne kristne tro kommer børnene til hjælp, om de derved får en egen tro, eller om de blot bliver døbt således på den kristne tro, uden selv at have tro, så farer sofisterne til og tyder de hellige fædres ord derhen, at børnene bliver døbt uden egen tro og alene får nåde i kirkens tro. For de er fjender af troen: kan de blot ophøje gerningerne, så må troen lide; de tænker ikke én gang på, om de hellige fædre tog fejl, eller om de selv forstod fædrene rigtigt.

Vogt dig for denne gift og vildfarelse, selv om det var alle fædrenes og konciliernes udtrykkelige mening; for den holder ikke, den har ingen grund i Skriften for sig, men lutter menneskelige indbildninger og drømme. Desuden går den lige og åbenlyst imod de foregående hovedsprog, hvor Kristus siger: «Den som tror og bliver døbt» osv., så det kort og godt er afgjort: Dåben hjælper ingen, og den skal heller ikke gives nogen, uden at han selv tror, og uden egen tro skal ingen døbes. Det siger også Sankt Augustin selv: Non sacramentum justificat, sed fides sacramenti, sakramentet gør ikke retfærdig, men troen på sakramentet.

Ud over disse er der nogle andre, de såkaldte valdenserbrødre [de bøhmiske brødre], som holder fast ved, at enhver selv må tro og tage imod dåben eller sakramentet med sin egen tro; hvis ikke, er dåben eller sakramentet ham til ingen nytte. Så langt taler og mener de ret. Men at de så går hen og alligevel døber de små børn, som de også selv regner for nogle, der ikke har nogen egen tro, det er en spot mod den hellige dåb, og de synder imod det andet bud, idet de fører Guds navn og ord unyttigt og forgæves, og det med vidende og vilje. Det hjælper dem heller ikke, når de undskylder sig med, at man døber børnene på deres kommende tro, når de kommer til fornuft. For troen må være der før eller i hvert fald i dåben; ellers bliver barnet ikke løst fra Djævelen og synden.

Derfor: Hvis deres mening var rigtig, måtte alt det, der foregår med barnet i dåben, være lutter løgn og spot. For dér spørger den, der døber, om barnet tror, og man svarer: «Ja» på dets vegne; og om det vil døbes, og dér svarer man også: «Ja» på dets vegne. Men ingen bliver jo døbt i dets sted; det bliver selv døbt. Derfor må det også selv tro, ellers må fadderne lyve, når de på dets vegne siger: «Jeg tror.» Ligeledes forkynder den, der døber, at det er genfødt, at dets synder er tilgivet, at det er løst fra Djævelen, og som tegn derpå trækker han en hvid dåbsskjorte på det og behandler det i alle ting som et nyt, helligt Guds barn. Alt det måtte være falsk, hvis der ikke var en egen tro, og det var bedre aldrig at døbe noget barn end således at drive nar og gøgl med Guds ord og sakramente, som var han en afgud eller en nar.

Det hjælper heller ikke, at de deler Guds rige i tre: én gang skal det være den kristne kirke, en anden gang det evige liv, for det tredje evangeliet; og så siger de: Børnene døbes til Himmeriget på den tredje og den første måde, det vil sige, de døbes ikke, for at de derved skal blive frelst og have syndernes forladelse, men de bliver optaget i kristenheden og bragt til evangeliet. Det er alt sammen tom snak og opdigtet af egen indbildning. For det kaldes ikke at komme ind i Himmeriget, at jeg kommer ind blandt de kristne og hører evangeliet; det kan også hedningerne gøre, og det sker uden dåb. Det kaldes heller ikke at komme ind i Himmeriget, tal så om Himmeriget på den første, anden eller tredje måde, som du vil; men det kaldes at være i Himmeriget, når jeg er et levende lem på kristenheden og ikke alene hører evangeliet, men også tror det. Ellers var et menneske i Himmeriget på samme måde, som hvis jeg kastede en klods og en blok ind blandt de kristne, eller ligesom Djævelen er iblandt dem. Derfor duer dette slet ikke.

Desuden følger deraf, at den kristne kirke skulle have to slags dåb, og at børnene ikke havde samme dåb som de voksne; og dog siger Sankt Paulus i Ef 4,5, at der kun er én dåb, én Herre, én tro. For hvor dåben ikke gør og giver børnene det, som den gør og giver de voksne, dér er det ikke den samme dåb, ja, det er ingen dåb, men en leg og en spot med dåben, eftersom der ikke er nogen anden dåb end den, der frelser. Hvor man ved eller mener, at den ikke frelser, dér skal man ikke give den; giver man den alligevel, så giver man ikke den kristne dåb, for man tror ikke, at den virker det, som dåben skal virke; derfor er det en anden og fremmed dåb. Derfor var det næsten nødvendigt, at valdenserbrødrene selv lod sig døbe om, ligesom de døber vore folk om, eftersom de ikke alene tager imod dåben uden tro, men også imod troen, og giver en anden, fremmed, ukristelig dåb til spot og vanære for Gud.

Hvis vi nu ikke kan svare bedre på dette spørgsmål og bevise, at de små børn selv tror og har egen tro, så er det mit trofaste råd og min dom, at man straks holder op, jo før jo bedre, og aldrig mere døber noget barn, for at vi ikke skal spotte og bespotte Guds højlovede majestæt med sådanne narrestreger og sådant gøglværk, som der intet er bag.

Derfor siger vi her således og slutter: Børnene tror selv i dåben og har egen tro, og den virker Gud i dem ved faddernes forbøn og ved at de bringer dem frem i den kristne kirkes tro; og det kalder vi den fremmede tros kraft. Ikke at nogen kan blive frelst ved den, men at han ved den, som ved dens forbøn og hjælp, kan få en egen tro af Gud selv, som han bliver frelst ved.

Ligesom det går til med mit naturlige liv og min død. Skal jeg leve, så må jeg selv fødes, og ingen kan fødes for mig, så jeg derved lever; men moderen og jordemoderen kan godt ved deres liv hjælpe mig til min fødsel, så jeg også derved lever. Sådan må jeg selv lide døden, skal jeg dø, og ingen andens død kan gøre, at jeg dør af den; men han kan godt hjælpe mig til min egen død, fx når han forskrækker mig, falder ned over mig, kvæler mig, klemmer mig ihjel eller forpester mig med stank. Ligeledes kan ingen fare til helvede for mig; men han kan forføre mig med vildfarende lære og levned, så jeg selv farer derned ved egen vildfarelse, som er bragt ind i mig ved hans vildfarelse. Sådan kan ingen fare til himmels for mig; men han kan hjælpe mig dertil: prædike, lære, lede, bede og hos Gud opnå tro for mig, som jeg kan fare til himmels ved. Og denne officer blev ikke selv helbredt for sin tjeners lammelse; men alligevel udvirkede han, at hans tjener blev rask.

Sådan siger vi også her, at børnene ikke bliver døbt i faddernes eller kirkens tro; men faddernes og kristenhedens tro beder om og udvirker for dem den egne tro, i hvilken de bliver døbt og selv tror. Det har vi stærke og faste skriftsteder for, Matt 19,13–15; Mark 10,13–16; Luk 18,15–16: Da nogle bragte små børn til Herren Jesus, for at han skulle røre ved dem, og disciplene ville hindre dem, irettesatte han disciplene, tog børnene i favn, lagde hænderne på dem, velsignede dem og sagde: «Guds rige er bestemt for sådanne» osv. Disse skriftsteder skal ingen tage fra os eller med god grund slå ned. For her står det, at Kristus ikke vil have det forbudt at bringe de små børn til ham, ja, han befaler at bringe dem til ham, og han velsigner dem og giver dem Himmeriget. Det skal vi lægge godt mærke til.

Det er uden tvivl skrevet om naturlige børn, og det duer ikke at tyde Kristi ord, som om han mente åndelige børn, der er små af ydmyghed; for det var legemlige, små børn, som Lukas kalder infantes [spæde børn], og hans velsignelse går over dem, og om dem siger han, at Himmeriget er deres. Hvad vil vi sige her? Vil vi sige, at de har været uden egen tro, så er de foregående skriftsteder falske: «Den der ikke tror, vil blive fordømt» osv. Så må Kristus også lyve eller narre os, når han siger, at Himmeriget er deres, og så taler han ikke for alvor om det rette Himmerige.

Tyd nu disse Kristi ord, som du vil, så har vi dog, at børnene skal bringes til Kristus, og at man ikke må hindre dem; og når de er bragt til ham, tvinger han os her til at tro, at han velsigner dem og giver dem Himmeriget, sådan som han gør med disse små børn. Og det sømmer sig på ingen måde for os at gøre og tro andet, så længe ordet står: «Lad de små børn komme til mig, og hindr dem ikke.» Lige så vel sømmer det sig for os at tro, når de er bragt til ham, at han tager dem i favn, lægger sin hånd på dem, velsigner dem og giver dem Himlen, så længe teksten står, at han velsignede de små børn, der blev bragt til ham, og gav dem Himlen. Hvem kan komme uden om denne tekst? Hvem vil være så dristig imod den, at han ikke lader de små børn komme til dåben eller ikke tror, at han velsigner dem, når de kommer dertil?

Nu er han jo lige så nærværende i dåben, som han var dengang; det ved vi kristne for vist. Derfor tør vi ikke nægte børnene dåben. Så tør vi heller ikke tvivle på, at han velsigner alle dem, der kommer dertil, sådan som han gjorde med dem. Så er der nu her ikke andet tilbage end andagten og troen hos dem, der bragte de små børn til ham; de gør og hjælper ved at bringe dem frem, at de små børn bliver velsignet og får Himmeriget; og det kan ikke ske, uden at de har egen tro for sig selv, som sagt.

Sådan siger vi også her, at de små børn vel bliver bragt til dåben ved fremmed tro og gerning; men når de er kommet dertil, og præsten eller den, der døber, handler med dem i Kristi sted, så velsigner han dem og giver dem troen og Himmeriget; for præstens ord og handling er Kristi egne ord og gerning.

Hertil stemmer også Sankt Johannes i sit første brev (1 Joh 2,14), hvor han siger: «Jeg skriver til jer, fædre, jeg skriver til jer, unge, jeg skriver til jer, børn.» Han nøjes ikke med at skrive til de unge, han skriver også til børnene og skriver, at de har kendt Faderen. Deraf følger jo, at apostlene også har døbt børnene og regnet med, at de tror og kender Faderen, som om de var kommet til fornuft og kunne læse. Ganske vist kunne nogen tyde ordet «børn» om de voksne, sådan som Kristus engang imellem kalder sine disciple; men det er dog vist, at han her taler om dem, der er yngre end de unge, så det lyder, som om han taler om den unge flok under femten eller atten år, og han undtager ingen af årgangene helt ned til det første år; for de hedder alle børn.

Men lad os dog se deres grund til, at de ikke regner børnene for troende. De siger: «Fordi de endnu ikke er kommet til fornuft, kan de ikke høre Guds ord; men hvor Guds ord ikke høres, dér kan der ingen tro være», Rom 10,17: «Troen kommer af det, som høres, og det, som høres, kommer ved Guds ord» osv. Sig mig: Er det også kristeligt talt sådan at dømme om Guds gerninger efter vor egen mening: Børnene er ikke kommet til fornuft, derfor kan de ikke tro? Hvad nu, hvis du ved en sådan fornuft allerede var kommet bort fra troen, og børnene ved deres ufornuft var kommet til troen?

Kære, hvad godt gør fornuften for troen og Guds ord? Er det ikke den, der står troen og Guds ord allerhårdest imod, så ingen kan komme til troen for den, og den ikke vil tåle Guds ord, uden at den bliver blændet og vanæret, så mennesket må dø fra den og blive som en nar, ja, lige så ufornuftigt og uforstandigt som noget lille barn, hvis han ellers skal blive troende og tage imod Guds nåde? Sådan som Kristus siger i Matt 18,3: «Hvis I ikke omvender jer og bliver som de små børn, kommer I ikke ind i Himmeriget.» Hvor ofte holder Kristus os ikke for, at vi må blive til børn og narre, og fordømmer fornuften?

Ligeledes: Sig mig, hvad slags fornuft havde de små børn, som Kristus tog i favn og velsignede og tildelte Himlen? Var de ikke også endnu uden fornuft? Hvorfor befaler han så, at de skal bringes til ham, og velsigner dem? Hvor har de en sådan tro fra, som gør dem til Himmerigets børn? Ja, netop fordi de er uden fornuft og tåbelige, er de bedre skikket til troen end de voksne og fornuftige, for hvem fornuften altid ligger i vejen og ikke vil presse sit store hoved gennem den snævre dør. Her må man hverken se på fornuften eller dens gerninger, når man taler om troen og Guds gerning. Her virker Gud alene, og fornuften er død og blind og står over for denne gerning som en ufornuftig blok, for at Skriften skal stå fast, som siger: «Gud er underfuld i sine hellige» [Sl 68,36]. Ligeledes Es 55,9: «Så meget som himlen er højere end jorden, så er også mine veje højere end jeres veje og mine tanker end jeres tanker.»

Men fordi de stikker så dybt i fornuften, må vi angribe dem med deres egen klogskab. Sig mig: Hvorfor døber du et menneske, når det er kommet til fornuft? Du svarer: «Han hører Guds ord og tror.» Jeg spørger: «Hvordan ved du det?» Så siger du: «Han bekender det med munden.» Hvad skal jeg så sige: «Hvad nu, hvis han lyver og bedrager?» Du kan jo ikke se hans hjerte. Nuvel, når du altså her døber på ingen anden grund, end at mennesket viser sig sådan udadtil, og er uvis om hans tro og må tænke, at hvis han ikke har mere inde i hjertet, end du erfarer udadtil, så hjælper hverken hans hørelse eller bekendelse eller tro – for det kan være en ren indbildning og ikke en ret tro –, hvem er du så, at du siger, at udvortes hørelse og bekendelse er nødvendig til dåben, og hvor den ikke er, skal man ikke døbe, og hvor den er, skal man døbe? Og du må selv her bekende, at en sådan hørelse og bekendelse er uvis og heller ikke nok til, at han tager imod dåben. Hvad døber du så på? Hvordan vil du forsvare, at du slynger dåben således hen i tvivl?

Er det ikke sådan, at du må komme hertil og sige: Det tilkommer dig ikke at gøre eller vide mere, end at man bringer den til dig, som du skal døbe, og han begærer dåben af dig, og du må tro eller i hvert fald overlade til Gud, om han inderst inde tror ret eller ej; dermed er du undskyldt og døber ret. Hvorfor vil du så ikke gøre det samme her med børnene, som Kristus befaler at bringe til sig og vil velsigne, men vil først have den udvortes hørelse og bekendelse, som du dog selv indrømmer er uvis og ikke nok for den døbte til selve dåben, og slipper Kristi visse ord (hvor han befaler at bringe de små børn til sig) for din uvisse, udvortes hørelses skyld?

Desuden: Sig mig, hvor bliver den kristtroendes fornuft af, når han sover, mens hans tro og Guds nåde dog aldrig forlader ham? Kan troen her blive ved uden fornuftens medvirken, så den ikke engang mærker det, hvorfor skulle den så ikke også kunne begynde i børnene, før fornuften ved noget om det? Ligeledes kunne jeg sige om alle de stænder, som en kristen lever i og arbejder i eller ellers har noget at bestille i, så han ikke mærker sin tro og fornuft, og troen dog ikke ophører af den grund. Guds gerninger er skjulte og underfulde, hvor og når han vil, og omvendt også åbenbare nok, hvor og når han vil, så det er for højt og for dybt for os at dømme om.

Da han nu her befaler, at man ikke skal hindre de små børn i at komme til ham, så han kan velsigne dem, og det ikke kræves af os, at vi skal vide for vist, hvordan det står til med troen indvendig, og den udvortes hørelse og bekendelse ikke er nok for den døbte, så skal vi lade det blive ved, at det for vor del, nemlig for os, der døber, er nok at høre bekendelsen fra de døbte, der selv kommer frem. Det gør vi, for at vi ikke skal give sakramentet imod vor samvittighed til nogen, hvor der ingen frugt er at håbe på. Men når de forsikrer vor samvittighed ved deres søgen og bekendelse, så vi kan give det som et sakramente, der giver nåde, så er vi undskyldt. Er hans tro ikke ret, så være det overladt til Gud; vi har dog ikke givet det som en unyttig ting, men med den samvittighed, at det er til gavn.

Alt dette siger jeg, for at man ikke skal døbe sådan i flæng, som hine gør, der også med fuldt forsæt giver det sådan, at det ikke skal udrette noget eller være til nytte. For dermed synder de, der døber, at de bevidst bruger Guds sakramente og ord unyttigt eller i hvert fald har den samvittighed, at det hverken skal eller kan udrette noget; og det er at forvalte sakramentet ganske uværdigt og at friste og bespotte Gud. For det er ikke at give sakramentet, men at drive spot med sakramentet. Men hvor den døbte lyver og ikke tror, nuvel, så har du dog gjort ret og givet et ret sakramente med god samvittighed, som noget, der skulle gavne.

Men dem, der ikke selv kommer frem, men bliver bragt frem (sådan som Kristus befaler at bringe de små børn frem), deres tro skal du overlade til ham, der befaler at bringe dem frem, og døbe dem på hans befaling og sige: «Herre, du bringer dem hid og befaler at døbe dem; så vil du nok svare for dem; dét forlader jeg mig på. Jeg tør ikke drive dem bort eller hindre dem. Har de ikke hørt Ordet, som troen kommer ved, sådan som de voksne hører det, så hører de det dog som små børn.» De voksne fatter det med ører og fornuft, ofte uden tro; men de hører det med ører, uden fornuft og med tro. Og troen er så meget nærmere, som fornuften er mindre, og han, der bringer dem frem, er stærkere end de voksnes vilje, når de kommer af sig selv.

Det, der mest anfægter disse opdigtere, er, at der i de voksne er fornuft, som stiller sig an, som om den tror det ord, den hører; det kalder de så at tro. Omvendt ser de, at der i børnene endnu ikke er fornuft, for det ser ud, som om de ikke tror. Men de ser ikke, at troen på Guds ord er en helt anden og dybere ting end det, fornuften gør med Guds ord. For den første er alene Guds gerning over al fornuft, og den er barnet lige så nær som den voksne, ja, meget nærmere, og den voksne lige så fjern som barnet, ja, meget fjernere.

Men det andet er en menneskelig gerning, gjort af fornuften. Så jeg synes, at hvis nogen dåb skal være vis, så er børnenes dåb den allervisseste, netop for Kristi ords skyld, hvor han befaler at bringe dem til sig, mens de voksne kommer af sig selv; og at der i de voksne kan være bedrag på grund af den åbenbare fornuft, men i børnene kan der intet bedrag være på grund af den skjulte fornuft, og i dem virker Kristus sin velsignelse, sådan som han har befalet at bringe dem til sig. Det er et overmåde herligt ord og ikke til at slå hen i vejret, at han befaler at bringe børnene til sig og irettesætter dem, der vil hindre det.

Dermed vil vi dog ikke have prædikeembedet svækket eller lagt ned. For Gud lader i sandhed heller ikke prædike for den fornuftige hørelses skyld, eftersom der ingen frugt kommer ud af den, men for den åndelige hørelses skyld, som også børnene har, som sagt, lige så godt og bedre end de voksne; så hører de jo også Ordet. For hvad er dåben andet end evangeliet, som de bliver bragt til? Ganske vist hører de det kun én gang; men de hører det desto kraftigere, fordi Kristus tager imod dem, han, som har befalet at bringe dem. For de voksne har her den fordel, at de hører ofte og kan tænke på det igen. Dog går det også sådan til med de voksne i den åndelige hørelse, at det ikke trænger ind ved mange prædikener; men det kan ramme én gang i én prædiken, og så har han nok for evigt. Hvad han hører siden, det hører han enten for at forbedre det eller for at fordærve det igen.

Kort sagt: Børnenes dåb og trøst står i ordet: «Lad de små børn komme til mig, og hindr dem ikke; for Guds rige er bestemt for sådanne.» Det har han sagt, og han lyver ikke. Så må det være ret og kristeligt at bringe de små børn til ham; og det kan ikke ske andet end i dåben. Så må det også være vist, at han velsigner dem og giver Himmeriget til alle, der således kommer til ham, sådan som ordene lyder: «Guds rige er bestemt for sådanne.» Dette være nok om det denne gang.

Til sidst skulle man her behandle, hvad spedalskheden og lammelsen betyder åndeligt. Men om spedalskheden er der sagt meget i postillen om de ti spedalske [evangeliet på 14. søndag efter trinitatis, Luk 17,11–19]; derfor skal det ikke behandles i længden her.