📚 Kirkepostillen · Evangelierne: helligtrekonger til den stille uge · Martin Luther, 1521–1544
5. søndag efter helligtrekonger (Matt 13,24–30)
📚 Åbn i Studiebiblioteket Indhold
Evangeliet på 5. søndag efter helligtrekonger, Matt 13,24–30
Denne lignelse har Herren selv forklaret i samme kapitel, da hans disciple bad ham om det, og han siger, at Menneskesønnen er den, der sår den gode sæd; marken er verden; den gode sæd er Rigets børn; ukrudtet er ondskabens børn; fjenden, der sår det, er Djævelen; høsten er verdens ende; høstfolkene er englene. Disse syv stykker rummer evangeliet og gør det klart, hvad han har ment med lignelsen. Men hvem skulle have kunnet finde på en sådan forklaring, når han her i denne lignelse kalder menneskene for sæden og verden for marken, mens han dog i den lignelse, der står lige før, i stedet kalder Guds ord for sæden og menneskene eller menneskehjertet for marken? Havde han ikke selv forklaret det her, så ville enhver have gjort ligesom i den foregående lignelse og ladet sæden være Guds ord og dermed misforstået denne mening.
Lad os derfor her lægge mærke til noget for de kloge og lærde, som skal omgås Skriften. At efterligne eller gætte duer ikke i Skriften; man skal og må være sikker i sin sag. Sådan tydede Josef i 1 Mos 40,12ff. mundskænkens og bagerens to drømme, som lignede hinanden så meget, så forskelligt og rettede sig ikke efter ligheden. Selv om det ikke her havde været nogen stor fare, hvis man også havde tydet sæden som Guds ord, så ville det dog ikke have været rigtigt forstået.
Så lærer dette evangelium os nu, hvordan det går til i verden med Guds rige (det vil sige med kristenheden), især hvad læren angår, nemlig at man ikke skal vente, at der på jorden kun skal være rettroende kristne og Guds rene lære; der må også være falske kristne og kættere, for at de rette kristne kan blive prøvet, som Sankt Paulus siger (1 Kor 11,19). For denne lignelse taler ikke om de falske kristne, som alene i deres udvortes liv er ukristelige, men om dem, der med lære og tro er ukristelige under de kristnes navn, og som skinner smukt og gør skade. Det drejer sig om samvittigheden, ikke om hånden. Og det må være helt åndelige tjenere, der skal kende sådant ukrudt blandt hveden. Og summen af det er, at vi ikke skal undre os eller blive forskrækkede, når der rejser sig mange slags falsk lære og tro iblandt os. Djævelen er også altid blandt Guds børn, Job 1,6.
For det andet: hvordan vi skal forholde os over for disse kættere og falske lærere. Vi skal ikke udrydde eller tilintetgøre dem. Han siger her ligeud, at man skal lade det vokse sammen. Her skal man alene handle med Guds ord; for i denne sag går det sådan til, at den, der farer vild i dag, kan komme på ret køl i morgen. Hvem ved, hvornår Guds ord vil røre hans hjerte? Men bliver han brændt eller på anden måde slået ihjel, så bliver det dermed forhindret, at han kan komme på ret køl; og så bliver han revet bort fra Guds ord, så han må gå fortabt, han som ellers kunne være blevet frelst. Da sker der det, som Herren her siger, at hveden også bliver revet op, når man luger ukrudtet ud. Det er da en grufuld ting for Gud, som aldrig kan forsvares.
Læg deraf mærke til, hvilke rasende folk vi har været så længe, vi som har villet tvinge tyrkerne med sværdet, kætterne med ilden og jøderne med drab til at tro og rykke ukrudtet op med vores egen magt, som om vi var de folk, der kunne regere over hjerter og ånder og gøre dem retfærdige og rette, hvad dog alene Guds ord må gøre. Men med vores mord skiller vi folk fra Ordet, så det ikke kan virke i dem, og således bringer vi på én gang to mord over os, så vidt det står til os, nemlig at vi på samme tid myrder legemet timeligt og sjælen evigt, og bagefter siger vi, at vi har gjort Gud en tjeneste dermed, og vil have fortjent noget særligt i himlen.
Derfor burde dette ord med rette skræmme kætterdommerne og menneskemorderne (hvis de ikke havde en pande af jern), også selv om de havde virkelige kættere for sig. Men nu brænder de de virkelige hellige og er selv kættere. Hvad skal det være andet, end at de river hveden op og foregiver, at de luger ukrudtet ud, som afsindige mennesker?
Dette evangelium giver også med lignelsen at forstå, at den frie vilje er intet, eftersom den gode sæd alene sås af Kristus, og Djævelen ikke kan så andet end ond sæd; vi ser jo også, at marken af sig selv ikke bærer andet end ukrudt, som dyrene æder, selv om det også grønnes og tager marken i besiddelse, som om den var dets. Sådan duer de falske kristne blandt de rette kristne ikke til andet end at være føde for verden og mad for Djævelen, og dog grønnes og skinner de så pænt, som om de alene var de hellige, og de tager også pladsen i kristenheden, som om de var herrer derinde, og regimentet og de øverste pladser skal være deres; og de har ingen anden grund end den, at de roser sig af, at de er kristne og står blandt de kristne i Kristi kirke, skønt de selv ser og indrømmer, at de lever ukristeligt.
At Herren også maler Djævelen sådan, at han kaster sæden, mens folk sover, og går bort, så ingen ser, hvem der har gjort det, dermed viser han, hvordan Djævelen kan pynte sig og skjule sig, så han ikke bliver anset for en djævel. Sådan erfarer vi det jo i kristenheden, hvor han først kaster falske lærere ind. De går smukt frem, dér er der lutter Gud, Djævelen er over tusind mil borte, så ingen ser andet end, hvordan de fører Guds ord, navn og gerning frem; det er snedigt gjort. Men når hveden så kommer op, så ser man ukrudtet; det vil sige, når man vil handle ret om Guds ord og lære troen, så der kan komme frugt deraf, så farer de frem og sætter sig imod det og vil have marken i deres magt, for de frygter, at hveden alene skal vokse på marken, og at deres eget skal blive tilbage.
Så undrer tjenerne sig, det vil sige prædikanterne; men de må endnu ikke dømme og vil gerne tyde det på det bedste, fordi de andre fører det kristne navn. Men de ser, at de er ukrudt og ond sæd, trådt bort fra troen og faldet over i gerningerne, og de tænker på at rykke dem op; men de klager det for Herren ved inderlig bøn i Ånden. Han siger da igen til dem, at de ikke skal rykke dem op, det vil sige, de skal have tålmodighed og lide en sådan bespottelse og overlade det til Gud. For selv om de hindrer hveden, så gør de dog, at den er så meget smukkere at se på over for ukrudtet, som også Sankt Paulus siger (1 Kor 11,19): «Der skal være splittelser blandt jer for at de ægte troende kan blive synlige blandt jer.» Lad det være nok herom.
Kirkepostillen (Martin Luther, 1521–1544) er oversat fra tysk til dansk med AI og derefter gennemgået af en uafhængig korrekturlæsning for både korrekthed og sprog. Kilde: Kirchenpostille (Wittenberg 1540/43; sommer- og festdelen ved Roth og Cruciger), efter Enders’ Erlanger-udgave: Dr. Martin Luther’s sämmtliche Werke, 2. udg., bd. 7–15, Frankfurt/Erlangen 1866–69 (public domain); skanninger og OCR: Bayerische Staatsbibliothek, MDZ. Værket er fra sin egen tid – nogle oplysninger og synspunkter kan være forældede.