1. søndag i fasten (Matt 4,1–11)

Evangeliet på 1. søndag i fasten, Matt 4,1–11

Dette evangelium læses i dag ved begyndelsen af fasten, for at man skal indprente de kristne Kristi eksempel og holde fasten; og det er det rene abespil. For det første, fordi ingen kan nå op til et sådant eksempel og faste fyrre dage og nætter helt uden mad, sådan som Kristus gjorde. Kristus har snarere fulgt Moses’ eksempel, som også fastede fyrre dage og nætter, da han modtog Guds lov på Sinaj bjerg. Sådan ville Kristus også faste, da han skulle bringe os den nye lov og lade den udgå. For det andet, fordi vores faste er en forkert ting og indstiftet af mennesker. For selv om Kristus fastede i fyrre dage, så står der dog ikke et ord fra ham om, at han har befalet os at gøre det samme og faste sådan. Han har jo gjort mange flere ting, som han ikke vil have, at vi skal gøre; men hvad han befaler os at gøre og lade være, dér skal vi se efter, at vi har hans ord.

Men det allerværste er, at vi har påtaget os vores faste og drevet den som en god gerning: ikke for at tvinge kødet, men som en fortjeneste for Gud, for at udslette synden og opnå nåde. Det har gjort vores faste så bespottelig og skændig og stinkende for Gud, at ingen drukkenskab eller ædegilde, ingen svir og ingen druk kunne have været så ondt og stinke så slemt; det havde endda været bedre at drikke sig fuld dag og nat end at faste på den måde.

Og desuden: selv om alt var gået godt og rigtigt til, og fasten alene havde gået ud på at tugte kødet, så ville den dog være spildt og forgæves, fordi den ikke er fri og ikke overladt til den enkelte at påtage sig af sig selv og frivilligt, men er tvunget igennem ved menneskebud, så de har gjort det modvilligt. Jeg vil tie om, hvor megen anden skade den har gjort: Frugtsommelige kvinder og deres fostre og syge og svage folk er blevet ødelagt af den, så den vel ikke kunne kaldes en hellig, men en djævelsk faste. Derfor vil vi se bedre på evangeliet, hvordan det lærer os den rette faste i Kristi eksempel.

To slags god faste foreholder Skriften os: Den ene påtager man sig frivilligt for at dæmpe kødet i ånden; om den siger Sankt Paulus i 2 Kor 6,5: «under besvær, i søvnløse nætter, i faste». Den anden må man tåle, og dog påtager man sig den villigt, på grund af mangel og fattigdom; om den siger Sankt Paulus i 1 Kor 4,11: «Frem til denne time sulter og tørster vi.» Og Kristus i Mark 2,20: «Der vil komme dage, når brudgommen er blevet taget fra dem, og da vil de faste.» Den faste lærer Kristus os her, da han er alene i ørkenen og ikke har noget at spise og bærer den mangel med glæde. Den første faste kan man holde op med, når man vil, og kan bøde på den med mad; her må man holde ud og vente, til Gud selv ændrer den og bøder på den. Derfor er den langt ædlere end den første, fordi den sker i større tro.

Det er også grunden til, at evangelisten med stor omhu sætter det først og siger: Han blev af Ånden drevet ud i ørkenen for at faste dér og blive fristet; for at ingen skal efterfølge eksemplet efter eget valg og gøre en egennyttig, egenrådig og selvvalgt faste ud af det, men vente på Ånden, som nok skal sende ham faste og fristelse nok. For den, der uden Åndens tilskyndelse af egen vilje giver sig ud i fare for sult eller nogen fristelse, når han dog ved Guds velsignelse har noget at spise og drikke og anden bekvemmelighed, han frister Gud.

Vi skal ikke opsøge mangel og anfægtelse; de skal nok komme af sig selv, så vi da gør vores bedste og holder redeligt ud. Der står: Jhesus ductus est spiritu in desertum [Jesus blev af Ånden ført ud i ørkenen]; og ikke: Jhesus elegit sibi ipsi desertum [Jesus valgte selv ørkenen]. «Alle dem der føres af Guds Ånd, er Guds børn», Rom 8,14. Gud vil have givet sine gaver, for at man skal bruge dem med tak og ikke lade dem ligge og friste ham; medmindre han selv vil det og tvinger os til det ved Ånden eller ved en nød, som man ikke kan komme uden om.

Men denne beretning er skrevet til os både til lære og til formaning. For det første til lære, så vi skal vide, hvordan Kristus har tjent os og hjulpet os med denne faste, sult, anfægtelse og sejr; sådan at den, der tror på Kristus, ikke skal lide mangel, og ingen anfægtelse skal skade ham, men han skal have nok midt i manglen og være tryg midt i anfægtelsen; for hans Herre og hoved har overvundet alt dette til gavn for ham, og det er han vis på; som han siger i Joh 16,33: «Vær frimodige, jeg har overvundet verden.» Har han kunnet ernære Kristus i fyrre dage helt uden mad, så kan han også ernære sine kristne.

For det andet til formaning, så vi efter dette eksempel også gerne lider mangel og anfægtelse, Gud til tjeneste og vor næste til gavn, sådan som Kristus har gjort mod os, så ofte nøden kræver det; og det sker helt sikkert, når vi skal lære og bekende Guds ord. Derfor er dette evangelium en herlig trøst og styrke imod den vantro, skændige bug, til at oprette og styrke vores samvittighed, så vi ikke skal bekymre os for det legemlige udkomme, men være vis på, at han både vil og kan ernære os.

Men hvordan denne anfægtelse går til, og hvordan den bliver overvundet, det er alt sammen malet meget fint for os her i Kristus. For det første, at han bliver ført ud i ørkenen; det vil sige, han bliver ladt alene af Gud, engle og mennesker og alle skabninger. Hvad ville det være for en anfægtelse, hvis vi ikke blev forladt og stillet alene? Men det gør ondt, når man ikke mærker noget, der holder en oppe; som når jeg skal ernære mig og ikke har en skilling, ikke en tråd, ikke en gærdestav, og heller ikke mærker nogen hjælp hos andre, og der ikke er nogen udvej. Det er at blive ført ud i ørkenen og ladt alene. Dér er jeg i den rette skole og lærer, hvad jeg er, hvor svag min tro er, hvor stor og sjælden en ting en rigtig tro må være, og hvor dybt den skændige vantro ligger i alle menneskers hjerter. Men den, der har pung, kælder og loft fulde, er endnu ikke drevet ud i ørkenen og er heller ikke ladt alene; derfor mærker han heller ikke anfægtelsen.

For det andet træder Djævelen til og anfægter Kristus med den samme bekymring for bugen og med vantro mod Guds godhed og siger: «Når du er Guds Søn, så sig, at disse sten skal blive til brød.» Som om han ville sige: Ja, stol du bare på Gud og lad være med at bage; vent du bare, til en stegt kylling flyver dig ind i munden. Sig nu, at du har en Gud, der sørger for dig! Hvor er nu din himmelske Fader, der sørger for dig? Han lader dig sandelig pænt i stikken! Spis nu og drik af din tro, lad os se, hvordan du bliver mæt; ja, hvis det så var sten. Sikken en fin Guds Søn du er! Hvor faderligt han dog opfører sig over for dig, at han ikke sender dig så meget som en brødskorpe, men lader dig være så fattig og nødlidende; bliv du bare ved med at tro, at du er hans Søn, og at han er din Fader. Med sådanne tanker anfægter han sandelig alle Guds børn. Og Kristus har helt sikkert mærket dem, for han var hverken en stok eller en sten, selv om han var og blev ren og uden synd, sådan som vi ikke kan blive det.

Men at Djævelen har anfægtet Kristus med bekymringen for bugen eller med vantro og gerrighed, det beviser Kristi svar, når han siger: «Mennesket lever ikke alene af brød.» Det lyder, som om han sagde: Du vil kun henvise mig til brødet og omgås mig, som om jeg kun skulle tænke på det legemlige udkomme.

Denne anfægtelse er meget almindelig, også hos de fromme, og især mærker de den godt, som er fattige og har hus og børn og intet i huset. Derfor siger Sankt Paulus (1 Tim 6,10), at gerrigheden er en rod til alt ondt; for den er en frugt af vantroen. Mener du ikke, at det er denne vantro, bekymring og gerrighed, der er skyld i, at man viger tilbage for ægteskabet? Hvorfor lader man det være og bliver i ukyskheden, uden fordi man er bekymret for, at man skal sulte ihjel og lide mangel? Men her skulle man se på Kristi gerning og eksempel, han som lider mangel i fyrre dage og nætter og dog til sidst ikke bliver forladt, men endda bliver forsørget af engle.

For det tredje: se, hvordan Kristus stiller sig imod denne anfægtelse for bugen og overvinder den. Han ser ikke andet end sten og det, der ikke kan spises; så griber han til og holder sig til Guds ord, med det styrker han sig, og med det slår han Djævelen ned. Dette ord skal alle kristne også gribe ridderligt, når de ser, at det slår fejl og mangler, og alt er blevet til sten, så modet bæver; og de skal sige: «Hvad så, om hele verden var fuld af brød – mennesket lever alligevel ikke af brød alene, men der hører mere til, nemlig Guds ord.» Men de ord er så fine og kraftige, at vi ikke må skynde os sådan hen over dem, men udlægge dem bedre.

Det ord tager Kristus fra 5 Mos 8,3, hvor der står: «Din Gud ydmygede dig og lod dig sulte og bespiste dig med manna, som hverken du eller dine fædre havde kendt, for at han kunne lade dig vide, at mennesket ikke lever af brød alene, men af alt det, der udgår af Herrens mund.» Det er det samme som at sige: Af det, at han lod dig sulte, og du dog alligevel blev ved at leve, kunne du nok mærke, at Gud ernærer dig uden brød, ved sit ord; for skulle du leve og ernære dig af brødet alene, så måtte du nok uafbrudt være proppet med brød. Men det ord, der ernærer os, er, at han lover os og lader forkynde for os, at han er vores Gud og vil være vores Gud.

Så er nu meningen hos Moses og hos Kristus denne: Den, der har Guds ord og tror, han har to ting for vis: For det første: Når han mangler og intet har, men må lide sult, så vil det samme ord holde ham lige så godt i live, så han ikke sulter ihjel eller går til grunde, som om han havde rigeligt at spise; for det ord, han har i hjertet, ernærer og opholder ham, også uden mad og drikke. Men har han kun lidt at spise, så vil en mundfuld eller et stykke brød også bespise og ernære ham lige så godt, som om han havde et kongeligt måltid; for det er ikke brødet, men Guds ord, som også ernærer legemet på naturlig vis, ligesom det skaber og opholder alle ting, Hebr 1,3.

For det andet, at brødet helt sikkert vil komme til sidst, hvorfra det så end skal komme, om det så skulle regne ned fra himlen ligesom mannaen, hvor der dog ikke vokser noget og ikke kan vokse noget. På disse to ting kan enhver frit forlade sig: at han enten må få brød og noget at spise i sulten; eller, hvis ikke, så må sulten blive ham så tålelig og bærlig, at den nærer ham lige så godt som brødet.

Hvad der nu er sagt om mad og føde, skal man også forstå om drikke, klæder, hus og alt det nødvendige: at han nok lader os blive nøgne og lide mangel på klæder, hus osv., men kort sagt: til sidst må der komme klæder, og snarere måtte bladene på træerne blive til kjortler og kapper; eller, hvis ikke, så måtte snarere den kjortel og kappe, vi har på, aldrig blive gammel; ligesom det skete for Israels børn i ørkenen (5 Mos 8,2.4), at deres klæder og sko ikke blev slidt i stykker. Sådan måtte også den vilde ørken blive deres hus, og der måtte være vej, hvor der ingen vej var, og der måtte være vand, hvor der intet vand var; sten måtte blive til vand. For dér står Guds ord, og det siger: Han sørger for os. Og Sankt Paulus (1 Tim 6,17): «Gud skænker os alt rigeligt til vores nydelse.» Og Matt 6,33–34: «Søg først Guds rige, så skal alt det andet gives jer i tilgift; bekymr jer bare ikke osv.» Sådanne ord må blive sande og bestå evigt.

Alt dette kan man såmænd se af den daglige erfaring. Man mener, og jeg tror det gerne, at der ikke vokser lige så mange neg, som der lever mennesker, men at Gud hver dag velsigner og forøger kornet i sækken, melet i truget, brødet på bordet og i munden, sådan som Kristus gjorde i Joh 6,12. Man ser også almindeligvis, at fattige folk og deres børn er mere trivelige, og at deres mad rækker længere og gør bedre gavn end alle de riges forråd. Men at de ugudelige undertiden lider nød, eller at mange sulter ihjel i dyrtid, det er en særlig plage ligesom pest og krig osv. Ellers ser man i alle ting, at det ikke er maden, men Guds ord, der ernærer enhver.

Men at Gud nu ernærer hele verden ved brødet og ikke ved Ordet alene, uden brød, det sker, for at han kan skjule sin gerning under det for at øve troen; ligesom han befalede Israels børn at ruste sig og kæmpe og dog ikke ville, at sejren skulle ske ved deres sværd og gerning, men selv ville slå fjenderne og vinde under deres sværd og ved deres gerning. Her kunne han også sige: «Krigeren vinder ikke ved sit sværd alene, men ved hvert ord, der udgår af Herrens mund»; sådan som også David synger i Sl 44,7: «Jeg forlader mig ikke på min bue, og mit sværd kan ikke hjælpe mig.» Ligeså Sl 33,16–17: «En konge hjælpes ikke af sin store magt, en kæmpe reddes ikke ved sin store styrke, heller ikke heste hjælper osv.» Alligevel bruger han mand og hest, sværd og bue, men ikke af mandens og hestens kraft eller magt; men bag mandens og hestens forhæng og dække kæmper han og gør det alt sammen. Det beviser han ved, at han ofte har gjort det uden mand og hest og gør det hver dag, hvor nøden er til stede, og man ikke frister ham.

Sådan gør han også med brødet: Når det er der, så ernærer han ved det og under det, så man ikke ser det og mener, at det er brødet, der gør det; men hvor det ikke er der, dér ernærer han uden brød, alene ved Ordet, ligesom han gør under brødet; så brødet altså er hans medhjælper, ligesom Sankt Paulus siger i 1 Kor 3,9: «Vi er Guds medhjælpere»; det vil sige, ved og under vores ydre prædikeembede giver han indvortes nåden, som han også godt kunne give uden vores embede og også giver; men fordi embedet er der, skal man ikke foragte det og ikke friste Gud. Sådan ernærer han os udvortes ved brødet; men indvortes giver han alene trivslen og fordøjelsen, som brødet ikke kan give.

Og kort sagt: Alle skabninger er Guds masker og forklædninger, som han vil lade virke sammen med sig og hjælpe til med at skabe alle mulige ting, som han dog ellers kan gøre uden deres medvirken og også gør; for at vi alene skal hænge ved hans blotte ord. Altså: Er der brød, så skal vi ikke af den grund stole mere; eller er der intet, så skal vi ikke af den grund fortvivle mere, men bruge det, når det er der, og undvære det, når det ikke er der, vis på, at vi dog lever og bliver ernæret til begge tider ved Guds ord, hvad enten der er brød eller intet brød. Med en sådan tro overvinder man ret gerrigheden, bugen og den timelige bekymring for føden.

Den anden anfægtelse er stik modsat den første. Den går ud på, at Djævelen lærer os at friste Gud; ligesom han her byder Kristus at kaste sig ned fra templets tinde, hvad der ikke var nødvendigt, for der var jo en god trappe, han kunne gå ned ad. Og at denne anfægtelse gik ud på at friste Gud, det beviser også Kristi svar, når han siger: «Der står skrevet: ’Du må ikke friste Herren, din Gud’»; dermed viser han, at Djævelen har villet ægge ham til at friste Gud. Og den følger meget naturligt efter den første anfægtelse. For hvor Djævelen mærker et hjerte, som stoler på Gud i mangel og nød, dér holder han snart op med anfægtelsen for bugen og gerrigheden og tænker: Vent bare, vil du være helt åndelig og troende, så skal jeg nok hjælpe dig med det; og han griber til og angriber fra den anden side, så man også tror dér, hvor Gud ikke har befalet at tro og heller ikke vil, at man skal tro.

Hvis nu Gud havde givet dig brød i huset, sådan som han gør år for år i hele verden, og du ikke ville bruge det, men selv skaffe dig en nød og mangel og sige: «Ja, man skal tro på Gud; jeg vil ikke spise af brødet, men vente, til Gud sender mig himmelbrød»; se, det ville være at friste Gud; for han befaler ikke at tro dér, hvor det er til stede, som man har brug for og burde skaffe sig. Hvordan kan man tro, når man allerede har det?

Sådan ser du her, at han foregiver over for Kristus en mangel og nød, hvor der dog ingen mangel eller nød er, men hvor der i forvejen er en god måde, hvorpå han kan komme ned fra templet uden en sådan nyopdigtet, unødvendig nedfart. Derfor fører han også Kristus op på templet, i den hellige by (siger evangelisten), og stiller ham på et helligt sted. For han giver mennesket så kostelige tanker, at han mener, han er fuld af tro og på den rette, hellige vej; og dog står han ikke i templet, men kun udenpå templet; det vil sige, han er ikke i troens rette, hellige sind, men uden for det, i den rette tros skin; og dog er han i den rette hellige by; det vil sige, sådanne folk finder man kun i kristenheden og blandt de rette kristne, som hører meget prædiken om troen. Dertil fører han Skriftens ord frem. For sådanne folk lærer også Skriften ved at høre den hver dag; men ikke videre end til deres egen indbildning og falske tro.

For her henter han fra Salmernes Bog, Sl 91,11, hvordan Gud har befalet englene, at de skal vogte Guds børn og bære dem på hænderne. Men skælmen springer det over, som står lige ved siden af, nemlig at englene skal vogte Guds børn på deres veje. For sådan lyder salmen: «Han har befalet sine engle om dig, at de skal vogte dig på alle dine veje osv.»; så englenes vagt efter Guds befaling altså ikke rækker længere end til den vej, som Gud har befalet os at gå. Når vi går på sådanne Guds veje, skal englene tage vare på os. Men Djævelen springer Guds vej over og tyder og trækker englenes vagt hen på alt muligt, også på det, som Gud ikke har befalet; så slår det fejl, og det er at friste Gud.

Nu sker denne anfægtelse sjældent i grove, udvortes ting som brød, klæder, hus osv. For selv om man finder mange vovehalse, der uden nød sætter liv og lemmer, gods og ære på spil, sådan som de gør, der af egen vilje drager i krig eller springer i vandet eller spiller om penge eller på anden måde giver sig ud i fare, om hvem den vise mand siger (Sir 3,27): «Den, der har lyst til fare, kommer om i den»; for «det, man stræber efter, det får man», og «gode svømmere drukner gerne, og gode klatrere falder gerne»; så finder man dog sjældent nogen, der i en falsk tro på Gud afholder sig fra brødet, klæderne og andet nødvendigt, når det er til stede. Man læser om to eneboere, der ikke ville tage imod brød fra folk, men ville have, at Gud skulle sende dem det fra himlen; den ene døde af det og fór til Djævelen, sin fader, som havde lært ham en sådan tro og budt ham kaste sig ned fra templets tinde.

Men i åndelige sager går denne anfægtelse voldsomt for sig, hvor det ikke handler om føde for bugen, men for sjælen. Her har Gud stillet en måde og en vej frem, hvorved man kan ernære sjælen evigt og allerrigeligst uden nogen mangel, nemlig Kristus, vor Frelser. Men den vej, den skat, det forråd vil ingen have. Enhver søger andre veje, andre forråd for at hjælpe sin sjæl. Det er dem, der i sandhed er de skyldige, som tror at blive frelst ved deres egne gerninger: dem sætter Djævelen pænt oppe på templet; de følger også trop og farer ned, hvor der ingen vej er; de tror og stoler på Gud i deres gerninger, hvor der hverken er tro eller tillid, vej eller sti; men de brækker halsen. Men han fører Skriften med sig og overtaler dem ved den til at tro, at englene vogter dem, og at deres vej, gøren og tillid behager Gud vel, og at han har befalet dem det gennem Skriften, at de skal gøre gode gerninger; men de ser ikke efter, hvordan Skriften bliver fremført falsk.

Hvem de er, har vi nævnt til fulde og til overflod, nemlig de gerningshellige og de vantro hyklere, under navnet og flokken af kristent væsen og folk. For i den hellige by må anfægtelsen ske, og den er sært omvendt. I den første anfægtelse er manglen og sulten årsag til, at man ikke tror, idet man gerne ville have fuldt op, så man ikke behøvede at tro. I denne er overflod og fuldt op årsag til, at man ikke tror, idet man bliver led ved den fælles skat, og enhver foretager sig noget eget for at sørge for sin sjæl. Sådan går det os: Har vi intet, så fortvivler vi om Gud og tror ikke; har vi overflod, så bliver vi trætte af det og vil have noget andet og tror atter ikke. Dér flygter vi fra manglen og hader den og søger overfloden; her søger vi manglen og flygter fra overfloden. Nej, hvordan Gud end gør det med os, så er det ikke rigtigt. Det er en bundløs ondskab i vores vantro.

Den tredje anfægtelse er timelig ære og magt, som Djævelens ord klart viser, da han viser Kristus alle verdens kongeriger og tilbyder at give ham dem, hvis han ville tilbede ham. Hertil hører de, der falder fra troen for ære og magts skyld, for at de kan have gode dage her, eller i hvert fald ikke tror længere, end ære og magt varer. Af den slags er også kætterne, der stifter sekter og partivæsen i troen blandt de kristne, for at de kan gå højt til vejrs for verden og svæve i ære; så man kan se denne tredje anfægtelse som den på højre side og den første som den på venstre side: den første er ulykkens anfægtelse, hvor man bliver ægget til vrede, utålmodighed og vantro; den tredje og sidste er lykkens anfægtelse, hvor man bliver ægget til lyst, ære, glæde og alt, hvad der er højt; den anden, den i midten, er helt åndelig og arbejder med blinde kneb og vildfarelse for at forføre fornuften bort fra troen.

For den, som Djævelen ikke kan overvinde med fattigdom, mangel, nød og elendighed, ham angriber han med rigdom, gunst, ære, lyst, magt osv. og kæmper imod os fra begge sider; ja, han går rundt og rundt, siger Sankt Peter (1 Pet 5,8); så at dem, han hverken med lede eller lyst kan styrte – det vil sige hverken med den første til venstre eller med den tredje til højre – dem går han helt løs på og angriber dem med vildfarelse, blindhed og falsk forståelse af Skriften. Vinder han dér, så går det hverken til venstre eller til højre godt; men hvad enten man lider fattigdom eller har fuldt op, hvad enten man kæmper eller giver sig, så er alt tabt. For i vildfarelsen hjælper hverken tålmodighed i ulykken eller standhaftighed i lykken; eftersom kætterne ofte er stærke i begge stykker, og Djævelen også gerne stiller sig an, som om han er overvundet (skønt han ikke er overvundet) i den første og den sidste, når han blot har vundet i den midterste og anden. For han lader også sine egne godt nok lide megen mangel og være tålmodige og omvendt foragte verden; men intet af det med et rigtigt hjerte og en rigtig tro.

Således er disse tre anfægtelser alle sammen svære og hårde; men den midterste er den største, for den anfægter selve troens lære i ånden og er åndelig og i åndelige ting. De to andre anfægter troen i udvortes ting, som i lykke og ulykke, i lyst og lede osv., skønt også de begge rammer os dybt. For det gør ondt, at man skal holde sig til himlen og altid mangle og spise af sten, hvor der intet brød er. Omvendt gør det ondt at foragte og slippe gunst, ære og gods, venner og kammerater, som man allerede har. Men troen formår det alt sammen, når den er grundet i Guds ord; er den stærk, så er det også let for den.

Rækkefølgen af disse anfægtelser, hvordan de er kommet over Kristus efter hinanden, kan man ikke vide med sikkerhed, for evangelisterne stemmer ikke overens. Den, Sankt Matthæus sætter i midten, sætter Sankt Lukas sidst, og omvendt, den, han sætter i midten, sætter Sankt Matthæus sidst, som om han ikke har brudt sig meget om rækkefølgen. Men hvis man ville prædike og tale om det, ville Sankt Lukas’ rækkefølge være den bedste. For det lader sig fint fremsige og fortælle, at Djævelen først anfægter med mangel og ulykke. Hvis det ikke udretter noget, så dernæst med lykke og ære. Og til sidst, hvis alt dette ikke hjælper, falder han helt og aldeles ind over os og slår til med vildfarelse, løgn og andre åndelige rænker.

Men fordi de ikke går sådan for sig i øvelsen og erfaringen, men som det falder sig, idet en kristen nu bliver anfægtet med den sidste, nu med den første osv., så har Sankt Matthæus ikke agtet på den rækkefølge, som det ville passe en prædikant at fortælle den i. Og måske er det også gået Kristus sådan i de fyrre dage, at Djævelen ikke har holdt nogen orden med ham, men har anfægtet ham i dag med den ene, i morgen med den anden, ti dage senere igen med den første og så fremdeles, alt efter som det faldt sig.

Til sidst kom englene til ham og tjente ham. Det må være gået legemligt til, så de er kommet til syne legemligt og har bragt ham mad og drikke og tjent ham som ved bordet og i alt, hvad han trængte til. For tjenesten er sket udvortes for hans legeme; ligesom også Djævelen, hans frister, uden tvivl er kommet til syne i legemlig skikkelse, måske også som en engel. For når han stiller ham på templets tinde og også viser ham alle verdens riger på et øjeblik, så må han have været noget højere end et menneske; ligesom han også selv giver sig ud for noget højere, når han tilbyder ham alle riger på jorden og vil lade sig tilbede. Men i Djævelens egen skikkelse har han sandelig ikke vist sig; for han er gerne smuk, når han vil lyve og bedrage, sådan som Sankt Paulus siger om ham (2 Kor 11,14), at han forklæder sig som lysets engel.

Men det er skrevet til trøst for os, så vi skal vide, at mange engle til gengæld tjener os, når én djævel anfægter os, hvis vi kæmper ridderligt; og hvis vi står fast, så lader Gud os ikke lide mangel; snarere måtte englene komme fra himlen og blive vores bagere, kældersvende og kokke og tjene os i alt, hvad vi trænger til. Det er ikke skrevet for Kristi skyld, for han behøver det ikke. Har englene tjent ham, så kan, ja, skal de også tjene os.