Fastelavns søndag (Luk 18,31–43)

Evangeliet på fastelavns søndag eller søndag Quinquagesima, Luk 18,31–43

Dette evangelium stiller os også de to stykker for øje, troen og kærligheden, begge i det, at Kristus siger, at han må op til Jerusalem og lade sig selv pine, og i den blinde, som Kristus tjener og hjælper. Det første stykke, troen, bevises dermed, at Skriften ikke bliver opfyldt uden ved Kristi lidelse; Skriften taler heller ikke om andet end om Kristus, og alt drejer sig om Kristus, som skal opfylde den med sin død. Men må hans død gøre det, så vil vores død intet bidrage dertil; for vores død er en syndig og fordømt død. Men er vores død synd og fordømt, skønt den dog er den højeste og tungeste lidelse og ulykke, hvad skulle så vore andre lidelser og pinsler fortjene? Og når vore lidelser intet er og er spildt, hvad skulle så vore gode gerninger udrette, eftersom det at lide altid er ædlere og bedre end gerninger? Her må Kristus være alene; og det må troen holde fast.

Men disse ord siger han i forvejen, før han fuldbragte lidelsen, mens han var på vej op til Jerusalem, netop til påskehøjtiden, da disciplene mindst af alt ventede hans lidelse og mente, at de skulle være glade på højtiden. Det gør han, for at de bagefter kunne blive desto stærkere i troen, når de kom i tanke om, at han havde sagt det i forvejen og frivilligt havde givet sig hen til lidelsen og ikke blev korsfæstet ved jødernes, sine fjenders, magt eller kløgt; sådan som også Esajas længe forinden havde forkyndt (Es 53,7), at han frivilligt og gerne ville lade sig ofre. Også englen påminder kvinderne påskemorgen (Luk 24,6) om, at de skulle komme disse ord i hu, som han nu siger her, for at de kunne vide og desto fastere tro, at han med vilje havde lidt dette til gavn for os.

Og dette er den rette grund til at kende Kristi lidelse ret: at man ikke alene kender og fatter hans lidelse, men hans hjerte og vilje til at lide. For den, der ser sådan på hans lidelse, at han ikke ser hans vilje og hjerte i den, må langt snarere forskrækkes over den end glæde sig over den. Men ser man hans hjerte og vilje i den, så giver det sand trøst, tillid og lyst til Kristus. Derfor priser også den 40. salme (Sl 40,8–9) denne Guds og Kristi vilje i lidelsen, når den siger: «I bogen er der skrevet om mig, at jeg skal gøre din vilje, min Gud; og jeg gør det også gerne.» Herom siger Hebræerbrevet (Hebr 10,10): «Ved denne vilje er vi alle blevet helliget.» Den siger ikke: ved Kristi lidelse og blod (hvad dog også er sandt), men ved Guds og Kristi vilje, fordi de begge har været af én vilje om at hellige os ved Kristi blod.

Denne vilje til at lide viser han også her i evangeliet, når han i forvejen forkynder, at han vil op til Jerusalem og lade sig korsfæste, som ville han sige: «Se mit hjerte, at jeg gør det frivilligt, utvunget og gerne, så I ikke forskrækkes eller forfærdes over det, når I nu får det at se og det vil forekomme jer, at jeg gør det ugerne, at jeg må gøre det, at jeg er forladt, og at jøderne gør det med deres magt.»

«Men de forstod ikke denne tale,» siger han, «og ordet var skjult for dem.» Det vil sige: Fornuften, kød og blod kan ikke forstå eller fatte, at Skriften skulle sige, at Menneskesønnen måtte korsfæstes; endnu mindre forstår den, at det er hans vilje, og at han gør det gerne. For den tror det ikke og ved heller ikke, at vi har brug for det, men vil selv handle med Gud med gerninger. Nej, Gud må åbenbare det ved sin Ånd i hjertet, ud over at det udvortes forkyndes for ørerne med Ordet. Ja, selv de, for hvem Ånden åbenbarer det indvortes, tror det kun med stort besvær og spræller over det. Så stor og underlig en ting er det, at Menneskesønnen bliver korsfæstet frivilligt og gerne for at opfylde Skriften, det vil sige: til gavn for os. Det er en hemmelighed og forbliver en hemmelighed.

Heraf følger nu, hvor tåbeligt de handler, som lærer, at folk skal bære deres lidelse og død tålmodigt for at bøde for deres synder og opnå nåde; og især de, som trøster dem, der skal henrettes efter dom og retskendelse, eller som ellers skal dø, og foregiver, at hvis de lider det med vilje, så bliver alle deres synder dem tilgivet derfor. Det er forførere; for de skjuler Kristus med hans død, som vores trøst står på, og fører folk hen til en falsk tillid til deres egen lidelse og død. Det er det allerværste, der kan overgå et menneske i den sidste stund; dermed føres han lige lukt i helvede.

Men du skal lære at sige: «Hvad død! Hvad tålmodighed! Min død og lidelse er intet; den vil jeg hverken have eller høre om til min trøst. Kristi lidelse og død er min trøst; på den forlader jeg mig, at mine synder bliver mig tilgivet ved den. Men min død vil jeg lide til lov og ære for min Gud, frit og for intet, og til gavn og tjeneste for min næste, og overhovedet ikke forlade mig på den.»

Det er en helt anden ting at dø frimodigt eller lide døden tålmodigt eller ellers bære en pine frivilligt, og noget helt andet ved en sådan død eller lidelse at udslette synd og opnå nåde hos Gud. Det første har hedninger nok gjort, og mange løse slyngler og rå folk gør det stadig; men det andet er en giftig, dødbringende tilsætning, udtænkt af Djævelen ligesom alle andre løgne, hvormed han har grundlagt tillid og trøst til vores egen gerning og vore egne gerninger. Den skal man vogte sig for.

For lige så stærkt som jeg skal værge mig, hvis nogen lærer mig, at jeg skal gå i kloster, hvis jeg vil blive frelst, lige så stærkt skal jeg også stå imod, hvis nogen i min sidste stund ville stille min død eller lidelse op for mig som trøst og håb, som om den skulle gavne mig til at afvaske mine synder. For begge dele er at fornægte Gud og hans Kristus, at bespotte hans nåde og forvende hans evangelium. Langt bedre gør de, som holder et krucifiks frem for de døende og minder dem om Kristi død og lidelse.

Jeg må fortælle et eksempel og en erfaring om dette, som passer godt her og ikke er at foragte. Der var en god eneboer, som også var opdraget i denne tro på menneskelig fortjeneste. Han skulle trøste en hæderlig mand i hans dødsstund og gik for dristigt frem og trøstede ham sådan: «Min kære ven, lid blot døden tålmodigt og villigt, så vil jeg sætte min sjæl i pant for jer på, at I skal være et barn af det evige liv.» Godt; manden lovede ham det og døde så tålmodigt bort på den trøst. Men tre eller fire dage efter blev eneboeren også dødssyg; da kom den rette mester, hr. Anger [tysk «Er Reuling», en spøgefuld personificering af angeren], og åbnede hans øjne, så han så, hvad han havde gjort og lært. Han lå, til han døde, og jamrede over det råd og den trøst, han havde givet den anden: «Åh ve, hvad har jeg dog rådet ham til!» Letsindige folk lo ad ham, fordi han ikke selv gjorde, hvad han havde lært en anden: han bød den anden dø trøstigt i tillid til hans sjæl, og nu fortvivlede han selv, ikke alene over for døden, men også over det råd, som han havde givet så sikkert og nu så åbenlyst fordømte og tilbagekaldte.

Men Gud har sandelig sagt det til ham, som står i Luk 4,23: «Mester, hjælp nu dig selv» [i Luk 4,23 står der «Læge»]; og et andet sted (Luk 12,21): «Sådan går det den, der ikke er rig hos Gud» osv. For her har sandelig den ene blinde ført den anden, og de er begge faldet i graven; de er begge fordømt: den første, fordi han er faret herfra i tillid til sin tålmodighed og død; den anden, fordi han har fortvivlet over Guds nåde og ikke har kendt den og desuden har ment, at hvis han ikke havde gjort den synd, så var han faret vel. Og på begge sider er Kristus forblevet ukendt og fornægtet.

Sådan farer også nogle bøger vild, hvori også Sankt Augustins og andre læreres udsagn er blæst op om, at døden skulle være en dør til livet og et lægemiddel mod synden; man ser da ikke, at det skal forstås om Kristi død og lidelse.

Men hvor ringe dette eksempel end er, lærer det os mesterligt, at for Gud kan ingen gerning, ingen lidelse, ingen død hjælpe eller bestå. For her kan man jo ikke nægte, at den første har gjort den største gerning, nemlig lidt døden med tålmodighed, hvori den frie vilje sandelig har gjort sit bedste; og dog er han fortabt, sådan som den anden bekender og godt beviser med sin fortvivlelse. Og den, der ikke tror disse to, må selv komme til at erfare det.

Dette være sagt om troen på Kristi lidelse. Ligesom han nu frivilligt har givet sig for os, sådan skal også vi efter dette kærlighedens eksempel give os for vores næste med alt, hvad vi har. Derom har vi andetsteds sagt nok: at Kristus skal prædikes på de to måder. Men det er en tale, som ingen vil forstå; ordet er skjult, for det kødelige menneske fatter ikke det, som er guddommeligt osv. (1 Kor 2,14).

Det andet stykke er den blinde, hvori vi også smukt og klart ser de to lyse frem: kærligheden i Kristus over for den blinde og troen hos den blinde på Kristus. Og vi vil kort se på den blindes tro.

For det første hører han sige om Kristus, at han gik forbi; han havde også før hørt om ham, at Jesus fra Nazaret var en godhjertet mand, der hjalp enhver, som blot påkaldte ham. Af det, han havde hørt, var troen og tilliden til Kristus vokset frem i ham, så han ikke tvivlede på, at han også ville hjælpe ham. Men en sådan tro i hjertet kunne han ikke have haft, hvis han hverken havde hørt eller vidst om ham; for troen kommer ikke uden ved at høre.

For det andet tror han fast og tvivler ikke på, at det er, som han hører om ham; det beviser de følgende tegn. Og det skønt han hverken ser eller kender Kristus, og selv om han kendte ham, alligevel ikke kunne se eller vide, om Kristus havde hjerte og vilje til at hjælpe ham; men han tror ligefrem det, han havde hørt om ham. På dette rygte og denne tale grunder han sin tillid; derfor fejler han heller ikke.

For det tredje påkalder han ham også og beder, efter at troen er kommet, sådan som Sankt Paulus beskriver denne orden i Rom 10,13–14: «Hvordan skal de da påkalde ham, som de ikke er kommet til tro på?» Ligeledes: «Enhver, som påkalder Herrens navn, vil blive hjulpet.»

For det fjerde bekender han også Kristus frit og frygter ingen. Dertil driver hans nød ham, så han ikke spørger efter andre. For det er også den rette tros art, at den bekender Kristus som den, der kan og vil hjælpe, hvad de andre skammer sig over og viger tilbage for over for verden.

For det femte kæmper han ikke alene med sin samvittighed, som uden tvivl har rørt sig i ham og sagt, at han ikke var dette værdig, men også med dem, som truede ham og bød ham tie stille, og som dermed ville skræmme hans samvittighed og gøre den forsagt, så han skulle se på sin egen uværdighed og Kristi værdighed og fortvivle. For hvor troen begynder, der begynder også kamp og strid.

For det sjette står han fast, trænger igennem og vinder; han lader ikke hele verden rive sig fra sin tillid, heller ikke sin egen samvittighed. Dermed opnår han, hvad han beder om, og får Kristus til at standse, byde, at man fører ham hen, og tilbyde at gøre, hvad han vil. Sådan går det alle, som blot holder fast ved Guds ord, lukker øjne og ører for Djævelen, verden og sig selv og regner det ligefrem, som om de og Gud var alene i himlen og på jorden.

For det syvende følger han Kristus efter, det vil sige, han går på kærlighedens og korsets vej, som Kristus går på, gør rette gerninger og er i en god stand og et godt væsen; han går ikke og roder med narrestreger, som de gerningshellige gør.

For det ottende takker han og lover Gud og bringer det rette offer, som behager Gud, Sl 50,23: «Den, der ofrer tak, han ærer mig, og der er vejen, ad hvilken jeg viser ham Guds frelse.»

For det niende gør han, at mange andre også lover Gud over ham; for et kristent menneske er nyttigt og til opbyggelse for enhver og desuden til lov og ære for Gud på jorden.

Til sidst ser vi, hvordan Kristus lokker os til tro med gerninger og ord. For det første med gerninger, idet han tager sig så ivrigt af den blinde og lader se, hvor godt troen behager ham, så han straks lader sig fange af den, standser og gør, hvad den blinde i en sådan tro begærer. For det andet ved at han med ord priser hans tro og siger: «Din tro har hjulpet dig»; han kaster æren for undergerningen fra sig og giver den til den blindes tro. Kort sagt: troen får, hvad den beder om, og er desuden vores store ære for Gud.

Denne blinde betegner den åndeligt blinde, og det er ethvert menneske, født af Adam, som hverken ser eller kender Guds rige; men det er en nåde, at han føler og erkender sin blindhed og gerne ville være af med den. Det er de hellige syndere, som føler deres brøst og sukker efter nåde.

Men han sidder ved vejen og tigger, det vil sige, han sidder blandt lovens lærere og begærer hjælp. Men det er tiggeri; med gerninger må han slide og hutle sig igennem. Og folket går forbi og lader ham sidde, det vil sige, lovens folk larmer og lader sig høre med gerningslære; de går foran Kristus, og Kristus efter dem.

Men når han hører Kristus, det vil sige, når et sådant hjerte hører evangeliet og hører om troen, så råber og skriger det og har ingen ro, før det kommer til Kristus. Men de, som vil få ham til at tie og skælder ham ud, er gerningslærerne, som vil dæmpe og kvæle troens lære og råb; men dermed ægger de hjerterne desto mere. For evangeliet er af den art: jo mere man hindrer det, desto mere går det frem. Derefter, når han er blevet seende, er al hans gerning og liv lutter lov og ære for Gud, og han følger Kristus efter med glæde, så hele verden undrer sig og bliver forbedret.