2. søndag i fasten (Matt 15,21–28)

Evangeliet på 2. søndag i fasten, Matt 15,21–28

Dette evangelium stiller os et rigtigt eksempel for øje på en standhaftig, fuldkommen tro. For denne kvinde består og overvinder tre store, svære kampe og lærer os fint, hvad troens rette art og dyd er, nemlig at den er en hjertelig tillid til Guds nåde og godhed, som erfares og åbenbares ved Ordet. For Sankt Markus siger (Mark 7,25), at hun havde hørt rygtet om Jesus. Hvilket rygte? Uden tvivl et godt rygte og et godt omdømme: at Kristus var en retskaffen mand, som gerne hjalp enhver. Sådan et rygte om Gud er et rigtigt evangelium og et nådens ord; deraf er troen kommet i denne kvinde; for havde hun ikke troet, var hun ikke løbet sådan efter ham osv. Vi har ofte hørt, hvordan Sankt Paulus siger (Rom 10,17), at troen kommer af det, som høres, og at Ordet må gå forud og være begyndelsen til frelsen.

Men hvordan går det til, at mange flere har hørt dette gode rygte om Kristus, som dog ikke løber efter ham og heller ikke agter sådan et godt rygte for noget? Svar: For den syge er lægen nyttig og kær; de raske agter ham ikke. Men den lille kvinde føler sin nød, derfor løber hun efter den søde duft, som der står i Højs 1,3. [Ordspil på tysk mellem Gerücht (rygte) og Geruch (duft).] Sådan må også Moses gå forud og lære os at føle synden, for at nåden kan blive sød og kær.

Derfor er det spildt, hvor venligt og kærligt Kristus end bliver malet for øjnene, hvis ikke mennesket først er blevet ydmyget ved at kende sig selv og er blevet begærligt efter Kristus, som Magnificat siger (Luk 1,53): «Hungrige har han mættet med gode gaver, og rige har han sendt tomhændede bort.» Alt dette er sagt og skrevet til trøst for de elendige, fattige, trængende, syndige, foragtede mennesker, så de i al deres nød ved, hvem de skal flygte til og søge trøst og hjælp hos.

Men se nu her, hvordan Kristus driver og jager troen i sine egne, så den bliver stærk og fast. For det første: da hun på et så godt rygte løber efter ham og råber med fast tillid til, at han også vil handle nådigt med hende, sådan som rygtet siger om ham, stiller Kristus sig helt anderledes, som om han ville lade hendes tro og gode tillid slå fejl og gøre sit rygte til løgn, så hun kunne have tænkt: «Er det den gode, venlige mand? Eller er det de gode ord, som jeg har hørt sige om ham, og som jeg har forladt mig på? Det kan ikke være sandt; han er din fjende og vil ikke vide af dig. Han kunne dog sige et ord og tale til mig: ’Jeg vil ikke vide af dig.’ Nu tier han som en stok.»

Se, det er et meget hårdt stød, når Gud viser sig så alvorlig og vred og skjuler sin nåde så højt og dybt; det ved de godt, som føler og erfarer det i hjertet, så det forekommer dem, at han ikke vil holde, hvad han har sagt, og vil lade sit ord blive til løgn; sådan som det også gik Israels børn ved Det Røde Hav og ellers mange andre store hellige.

Hvad gør nu den lille kvinde ved det? Hun sætter sådan en uvenlig og hård opførsel hos Kristus ud af øjnene, lader sig slet ikke forvirre af det, tager sig det heller ikke til hjerte, men bliver ved med ufravendt og fast i sin tillid at hænge ved det gode rygte, som hun havde hørt om ham og grebet, og hun slipper ikke.

Sådan må også vi gøre og lære alene at hænge fast ved Ordet, selv om Gud med alle skabninger stiller sig anderledes, end Ordet siger om ham. Men åh, hvor gør det ondt på naturen og fornuften, at den skal klæde sig så nøgen af og slippe alt, hvad den føler, og alene hænge ved det bare Ord, ja, selv om den føler det modsatte. Gud hjælpe os til et sådant mod og en sådan tro i nød og død!

For det andet: da hendes råb og tro ikke hjælper, træder disciplene til med deres tro og beder for hende og mener, at de helt sikkert bliver bønhørt. Men netop som de mener, at han skal blive blødere, bliver han kun desto hårdere og lader både deres tro og deres bøn slå fejl, sådan som det ser ud og føles. For her tier han ikke og lader dem tvivle, men afslår deres bøn og siger: «Jeg er ikke udsendt til andre end de fortabte får af Israels hus.» Dette stød er endnu hårdere, for her bliver ikke alene vores egen person stødt bort, men også den eneste trøst, vi endnu har tilbage, bliver afslået, nemlig fromme og hellige folks trøst og forbøn.

For det er vores sidste udvej, når vi føler, at Gud er os unådig, eller vi lider en eller anden nød, at vi går til fromme, åndelige folk og søger råd og hjælp, og de også er villige, sådan som kærligheden kræver, og der kommer dog intet ud af det; de bliver heller ikke bønhørt, men det bliver kun værre med os.

For her kunne man holde Kristus alle de ord for, hvori han har lovet sine hellige bønhørelse, såsom (Matt 18,19): «Hvor to, der er forsamlet, bliver enige om at bede om noget, skal de få det»; ligeså (Mark 11,24): «Hvad I beder om, skal I få; tro det blot»; og meget mere af samme slags. Hvor bliver sådanne løfter nu af? Men han svarer straks og siger: «Ja, det er sandt, jeg hører alle bønner; men sådanne løfter har jeg alene givet Israels hus.»

Hvad synes du? Er det ikke et tordenslag, som slår både hjertet og troen i tusind stykker, når det føler, at Guds ord, som det bygger på, ikke er sagt om det, men gælder andre? Her må alle hellige og al forbøn stå stille, ja, her må hjertet også lade Ordet fare, hvis det ville rette sig efter følelsen. Men hvad gør den lille kvinde? Hun slipper dog ikke, holder sig til Ordet, selv om det med magt vil rives ud af hjertet på hende, bryder sig ikke om sådan et alvorligt svar, stoler stadig fast på, at hans godhed endnu ligger skjult derunder, og vil endnu ikke dømme, at Kristus er unådig eller kan være det. Det må man da kalde at holde fast!

For det tredje: hun løber efter ham ind i huset, som Sankt Markus skriver (Mark 7,24), bliver ved, falder ned for ham og siger: «Herre, hjælp mig.» Da får hun det sidste dødsslag, at han siger hende lige op i øjnene (sådan som ordene lyder), at hun er en hund og ikke værd at få del i børnenes brød. Hvad vil hun nu sige til det? Her lader han hende ligefrem forstå, at hun er en af de fordømte og fortabte, som ikke skal regnes med blandt de udvalgte. Det er et evigt, uigenkaldeligt svar, som ingen kan komme forbi; alligevel slipper hun ikke, men samtykker også i hans dom og indrømmer, at hun er en hund, og begærer heller ikke mere end en hund, nemlig at hun må spise de smuler, som falder fra herrernes bord.

Er det ikke et mesterstykke? Hun fanger Kristus i hans egne ord. Han sammenligner hende med en hund; det indrømmer hun og beder ikke om mere, end at han vil lade hende være en hund, sådan som han selv dømmer. Hvor skulle han nu gøre af sig? Han var fanget. En hund lader man jo få smulerne under bordet; det er dens ret. Derfor åbner han sig nu også helt og giver sig ind under hendes vilje, så hun nu ikke er en hund, men tilmed et Israels barn.

Men det er skrevet til trøst og lære for os alle, for at vi skal vide, hvor dybt Gud skjuler sin nåde for os, og hvordan vi ikke skal mene om ham efter vores følelse og mening, men ufravendt efter hans ord. For her ser du: selv om Kristus stiller sig hård, så fælder han dog ingen endelig dom, så han siger nej; men alle hans svar lyder vel som nej, men er ikke nej; de hænger og svæver.

For han siger ikke: «Jeg vil ikke høre hende», men tier stille og siger hverken ja eller nej. Sådan siger han heller ikke, at hun ikke er af Israels hus, men at han alene er sendt til Israels hus; han lader det altså hænge og svæve mellem nej og ja. Sådan siger han heller ikke: «Du er en hund, man skal ikke give dig af børnenes brød», men at det ikke er rigtigt osv.; han lader det igen hænge, om hun er en hund eller ej. Dog lyder alle tre stykker stærkere på nej end på ja, og der er dog mere ja deri end nej; ja, der er lutter ja deri, men meget dybt og skjult, og det ser ud som lutter nej.

Dermed er det vist, hvordan vores hjerte står i anfægtelsen; sådan som det føles, sådan stiller Kristus sig her. Hjertet mener ikke andet, end at der er lutter nej, og dog er det ikke sandt; derfor må det vende sig bort fra sådan en følelse og med fast tro på Guds ord gribe og holde fast ved det dybe, skjulte ja under og over nejet, sådan som denne lille kvinde gør, og give Gud ret i hans dom over os; så har vi vundet og fanger ham i hans egne ord.

Som når vi i samvittigheden føler, at Gud skælder os ud for syndere og dømmer os uværdige til Himmeriget; da føler vi helvede, og det forekommer os, at vi er evigt fortabt. Den, der nu kunne denne lille kvindes kunst her og fange Gud i hans egen dom og sige: «Ja, Herre, det er sandt, jeg er en synder og ikke din nåde værd; men du har dog lovet syndere forladelse og er ikke kommet for at kalde de retfærdige, men (som også Sankt Paulus siger, 1 Tim 1,15) for at frelse syndere» – se, så måtte Gud ved sin egen dom forbarme sig over os.

Sådan gjorde kong Manasse i sin omvendelse, som hans bøn viser: Han gav Gud ret i hans dom og anklagede sig selv som en stor synder og greb dog Gud ved den lovede forladelse for syndere. [Manasses bøn står blandt De Apokryfe Bøger.] Sådan gør også David i Sl 51,6 og siger: «Mod dig alene har jeg syndet og gjort, hvad der er ondt for dig, for at du skal beholde ret i dine ord og ikke kan bebrejdes noget, når du bliver dømt.»

For det er det, der bringer os al unåde, at vi ikke kan tåle Guds dom eller sige ja til den, når han regner og dømmer os som syndere. Og kunne de fordømte gøre det, så var de frelst i samme øjeblik. Med munden siger vi vel, at vi er syndere; men når Gud selv siger det i hjertet, så står vi ikke fast og ville gerne regnes for retfærdige og som de retfærdige og være dommen kvit. Men det må være sådan: Skal Gud have ret i sine ord, at du er en synder, så kan du også gøre brug af den ret, som alle syndere har, og som Gud har givet dem, nemlig syndernes forladelse. Så spiser du ikke alene smulerne under bordet som de små hunde, men er også barn og har Gud som din egen efter din vilje.

Det er den åndelige betydning af dette evangelium tillige med udlægningen efter Skriften. For ligesom det går denne lille kvinde med hendes datters legemlige sygdom, som hun ved sin tro forunderligt gør rask, sådan går det også os, når vi skal blive raske fra synder og åndelig sygdom, som er en rigtig ond djævel: Der må hun blive en hund, og vi må blive syndere og helvedesbrande, så er vi allerede helbredt og frelst.

Hvad der ellers er at sige om dette evangelium, såsom at nogen ved en andens tro, uden egen tro, kan opnå nåde og hjælp, som det her sker med kvindens datter, er der sagt nok om andetsteds; ligeså at Kristus og disciplene sammen med kvinden i dette evangelium stiller os kærlighedens eksempel for øje, idet ingen gør noget for sig selv, men hver gør, beder og sørger for den anden – også det er klart nok og let at finde.