Allehelgensdag (Matt 5,1–12)

Evangeliet på allehelgensdag, Matt 5,1–12

Udlægning af evangeliet med en fortale om helgenernes ære

Før vi tager fat på evangeliet, må vi først sige lidt om dagens fest, som hedder allehelgensfest; den har bredt sig over hele verden, så man har fejret den overalt og stadig i dag fejrer den, og i morgen alle sjæles dag. Og jeg ville ønske, at begge disse fester var afskaffet i alle lande, alene for det misbrugs skyld, der sker ved dem. For selv om der er nogle, der ved at bruge dem på gudelig vis, så er der dog mange, ja næsten den største hob, der misbruger dem. For man kan ikke få menigmand ud af den indbildning, at han dermed gør noget godt. Man ville jo ikke længe blive ved med at stifte kirker, bygge altre, rejse billeder og stifte testamenter, hvis man ikke mente, at man dermed gjorde Gud en tjeneste.

Hvordan man nu skal ære helgenerne, det har jeg ofte sagt før, nemlig at man endelig skal gøre forskel på de helgener, der er døde, og dem, der er levende; og hvad man vil gøre for helgenerne, det skal man vende bort fra de døde og lægge på de levende helgener. De levende helgener er din næste: de nøgne, de sultne, de trængende fattige folk, der har kone og små børn, de, der lider skam, de, der ligger i synder; dér skal du vende din hjælp hen, dér skal du sætte dit arbejde ind, dér skal du bruge din tunge, så du beskytter dem, giver dem føde, råder dem, breder din kappe over dem og hjælper dem til ære. Det har vores pavelige nu vendt om og lagt på de døde helgener: stiftet kirker, bygget altre og givet sig af med andet narreværk. Dér er så det hele flydt hen i store strømme og syndfloder; dermed er den fattige hob glemt og de elendige trængende forsømt.

Derfor skal I vende det om igen og vende jeres velgerninger mod de levende helgener, for dem har I bud om. Om hine er der intet bud; men hvor der intet bud er, dér kan man ikke være vis på, om det behager Gud eller ej. Men om de døde helgener er der intet bud om, at man skal ære dem; derfor kan man ikke være vis på, om det er Gud velbehageligt, at man handler sådan med dem. Lad derfor det fare og gør det mod dem, om hvem man ved for vist, at Gud har velbehag i det. Vi har jo i Guds navn nok at bestille med de ting, der er os befalet; hvorfor skal vi læsse os så meget med andre ting?

Så siger de: «Ja, men jeg gør det i en god mening.» Ja, held og lykke med det! Du gør ligesom jøderne med din gode mening; de slog Kristus, Guds Søn, ihjel og sagde også, at de mente det godt. Gud vil ikke have din gode mening, ja, han vil ikke engang se på den; du skal holde dig til hans ord og bud og ikke gøre, hvad du synes er godt. Men som vi ofte har sagt, så er dette kort sagt måden og formen for, hvordan man skal ære de afdøde helgener, hvis man endelig vil ære dem, og ingen anden: Sådan vil de selv have det, at man fremholder dem som et eksempel, følger dem efter på den måde og bekræfter læren med deres gerninger, sådan som Sankt Paulus gør i Romerbrevet (Rom 4,3–4.23–25), hvor han fører Abrahams eksempel frem og dermed beviser, at troen alene frelser og retfærdiggør, og siger: «Abraham troede Gud, og det blev tilregnet ham til retfærdighed»; og han slutter med dette ord: «Men det blev ikke skrevet på grund af ham alene, at det blev tilregnet ham, men også på grund af os, som det skal tilregnes, os som tror på ham, der oprejste vores Herre Jesus Kristus fra de døde, han som blev overgivet for vores synders skyld og oprejst for vores retfærdigheds skyld.» Dér, dér ligger den rette grund; den gør det alene. Det har Sankt Paulus skrevet alene for vores skyld, for at vi skal holde os til det og grunde troens lære på, at helgenerne også har lært og levet sådan, og takke Gud for hans gode velgerning, at han har vist dem sådan nåde og sat dem som et eksempel til trøst for os, så vi desto mere trøstigt kan forlade os på ham.

Sådan skal vi også ære hans kære moder: at vi ser på hendes ydmyghed og ringhed eller lavhed og lærer deraf, hvordan Gud ophøjer de forkastede og fattige og fornedrer de store hovmodige, og at vi dermed trøster os i elendighed, i skam, i ringhed og takker Gud for hans godheds skyld, fordi han har sat sin kære moder og de kære helgener sådan som et eksempel for os, som vi skal trøste os ved, så vi desto mere trøstigt forlader os på hans barmhjertighed. Det er den rette ære, og ingen anden; ellers lad dem ligge i Guds dom; de sover og lever i Kristus.

For det andet, om sjælene: Dér ville jeg også gerne have det på samme måde, at man overlader dem til Gud. For du gør ingen synd ved det, selv om du aldrig nogen sinde tænker på dem, for der er intet befalet dig om det; og lad være med at holde sjælemesser og vigilier for dem, for det er ikke vist, om det behager Gud; du har intet bud om det. Vil du bede for din faders sjæl, for din moders sjæl, så kan du gøre det hjemme i dit kammer, og det en gang eller to, og så lade det være nok. Sig: «Kære Gud, hvis sjælen er i en sådan stand, at den kan hjælpes, min Herre, så forbarm dig over den og hjælp den.» Og far ikke til og hold evige mindegudstjenester, sådan som narrene gør, der holder stadige vigilier og stadige årtider, og det får aldrig ende; som om de med deres brøleri ville tvinge og trænge Gud, så han måtte give dem sjælen; ja, det skal han nok lade være med! [Vigilier og årtider: dødegudstjenester for de afdøde, holdt natten før begravelsen og på dødsdagens årsdag.]

Derfor, hvis du endelig vil bede for dem, så bed på den måde, der er sagt ovenfor, og lad det være gjort dermed, og lad dem sove i Gud; for beder du om noget og tror, så er det vist, at du er bønhørt, sådan som Kristus lover os hos Markus (Mark 11,24): «Alt, hvad I beder og bønfalder om, tro at I har modtaget det, og det vil ske for jer.» «Ja, men så bringer det jo kun lidt til præsterne i køkkenet!» Det ligger der ingen magt på; det er langt bedre, at de lider nød og går til grunde, end at de stakkels sjæle skal bindes sådan ind i narrespillet og gå til grunde.

Desuden har de intet skriftsted i hele Skriften, som de kunne bevise og grunde det på, at man skulle gøre noget for sjælene, undtagen alene stedet i Makkabæerbøgerne (2 Makk 12,43), hvor Judas sender tolv tusind kvint sølv til Jerusalem, som man skulle ofre for de døde; og selv om den bog i sig selv ikke gælder, så står der dog intet bud i den: derfor gør Judas det ikke ud fra et bud, men ud fra sit eget gode skøn. Han synes, det er godt, at man ihukommer de døde og beder for dem, eftersom han har en god mening om opstandelsen; derfor, mener han, er det en hellig og gavnlig tanke at bede for de døde, som teksten klart lyder dér. Men hvad kommer hans gode skøn mig ved? Skal jeg straks lade et bud slå fast over mig af det, som han synes er godt? Nej. Derfor skal man holde sig fra den sag og i stedet vende omkostningerne mod de fattige, som vi har bud om. Dette være nu sagt om begge fester. Nu vil vi komme til evangeliet.

Evangeliet er, som I, kære venner, ofte har hørt, intet andet end et godt rygte, en god prædiken om Kristus, om hvordan Herren Kristus er sendt af Gud Fader for at hjælpe alle mennesker og gøre dem godt på legeme og sjæl, timeligt og evigt, så det er en helt anden prædiken end lovens prædiken. For loven befaler, truer og driver; men evangeliet truer ikke og driver ikke, men lokker ganske venligt og kærligt til Kristus med det allerkæreste løfte. Moses befaler: «Du skal være sagtmodig, ellers mister du din sjæls frelse»; men evangeliet kommer blidt og tilbyder os Guds nåde, gunst og barmhjertighed og viser os hen til Kristus, ved hvem vi skal modtage det, at vi gør loven fyldest. Så hele evangeliet er alene et venligt, godt rygte om Kristus, der hjælper alle mennesker og tilbyder råd og ikke kræver mere, men alene venligt lokker til sig.

Heraf følger nu et spørgsmål: Hvorfor gør evangeliet ikke også sådan her, eftersom det ser ud, som om det giver bud, nemlig at man skal være fattig i ånden, være sagtmodig, være barmhjertig og så fremdeles? Ligeledes ser det også ud, som om det lover en løn til dem, der gør det, når han siger: «Himlenes rige er deres», ligeledes: «De skal arve jorden», og hvad han ellers siger; mens vi dog ikke skal være lønsyge, men være gode helt og holdent for intet, ikke søge vores egen fordel deri, men alene Gud; ikke gøre alt, hvad vi gør, af frygt for straffen eller helvede, men alene til Guds ære og til gavn for næsten.

Disse to spørgsmål har jeg rejst, for at I desto bedre kan blive styrket i evangeliet og desto bedre vide at grunde jer på det, for det er ikke andet end et rygte og en prædiken om Kristus. Og for det første skal man lægge mærke til, at dette evangelium her ikke befaler noget, men, som overalt, alene skriver om Kristus; og ligesom det overalt maler hans velgerning og hjælp, sådan gør det også her; ligesom det andre steder udbreder hans velgerning, nemlig hvordan han har gjort de blinde seende, opvakt de døde og gjort de lamme raske, sådan holder det også her den velgerning frem for os, at han har udlagt loven for os og givet os den rette forståelse af den; og det er næsten den største velgerning, han har vist os. For er det en velgerning, at han gør den blinde legemligt seende, den lamme gående, den døve hørende og lignende, så er det en langt større velgerning, at han her åbner øjnene på den blinde sjæl og lærer den at kende Guds bud, så den desto bedre kan blive frelst. Sådan udlægger han også Moses’ femte bud i netop dette kapitel, hvor han siger: «I har hørt, at der er blevet sagt til de gamle: ’Du må ikke begå drab’, og ’den, der begår drab, skal være skyldig for domstolen.’ Men jeg siger jer: Enhver, som bliver vred på sin bror, skal være skyldig for domstolen, og den, som siger til sin bror: Raka!, skal være skyldig for rådet, og den, som siger: Tåbe, skal være skyldig til ildens helvede» (Matt 5,21–22). Det vil sige: I skal ikke være vrede i hjertet, I skal have et blidt hjerte og ikke vise eller bære nogen vred, uvenlig gerning, noget vredt ord eller nogen vred mine mod jeres næste. Sådan viser evangeliet her alene Guds godhed og velgerning.

Men hvordan nu med det andet spørgsmål, at det ligesom lover de fromme, der gør sådan, en løn? Det har jeg svaret tilstrækkeligt på i prædikenen om den uretfærdige mammon (Luk 16): at løfterne ikke er føjet til som løfter om en løn, som vi skal fortjene, men som fine, kærlige tillokkelser og lokkemidler, hvormed Gud giver os lyst til at være gode; og den løn må følge af sig selv, uden at vi behøver at søge den, for den er en sikker følge af det gode liv, ligesom helvede er en følge af det onde liv og må følge de onde, usøgt og uønsket, ligesom smagen må følge vinen. Sådan er det evige liv også lovet her, ikke for at vi skal være gode for at få det som en belønning, men for at det skal være en lokkemad og tillokkelse, der giver os lyst til fromhed, til at tjene og love Gud; så må det da følge af sig selv. Det stiller os Guds venlige, faderlige vilje og Kristi huldhed for øje, at han lokker os så venligt.

Dette være nu sagt om de to spørgsmål, så I ved, at evangeliet her, som alle steder, stiller os Kristi nåde og velgerning for øje, og at han her giver os den rette forståelse af loven og udlægger Moses rigtigt. Og dertil hænger de allerkæreste løfter, der er smurt med honning, for at han endelig kan lokke os til sig, så vi får lyst og kærlighed til sagtmodighed, barmhjertighed og godhed mod vores næste. Nu vil vi se, hvordan de otte saligprisninger hører ind under de ti bud, og hvordan de udlægger dem og gør dem lette.

I ved jo, hvordan de har trukket de otte saligprisninger ind i skriftemålet ligesom de syv dødssynder, Helligåndens gaver, de fem sanser og hvad der ellers er af den slags, og har smurt mange bøger til med det, som om de otte saligprisninger og de syv dødssynder ikke var indbefattet i de ti bud; mens dog al synd, hvad navn den så end kan have, kan føres ind under de ti bud, og de ti bud omvendt kan sluttes ind i de otte saligprisninger. For de otte saligprisninger er alene en udlægning af de ti bud, for at de blot kan forstås lettere. Nu, det vil vi se lidt på.

For det første: Under hvilket af Moses’ bud hører den første saligprisning, hvor han siger: «Salige er de, som er fattige i ånden»? Eller hvilket bud udlægger den? Det første, nemlig: «Du må ikke have fremmede guder.» Det udlægger Kristus her, når han siger: «Salige er de, som er fattige i ånden.» Som ville han sige: «Sandelig, det bud, som Moses har givet jer, skal ikke alene forstås sådan, som I forstår det, og som ordene lyder, sådan som også jøderne og hedningerne mente: at man ikke skal have nogen afguder eller noget billede som afgud eller tilbede det; men at man skal være fattig i ånden, det vil sige: i hjertet ikke hænge ved nogen ting, ved nogen skabning på jorden, men være blottet og med et frit hjerte holde sig til ham alene. Og salige er de, for de har Gud og himlen og alt, hvad der er i den.»

For det andet: hvor sigter det hen, når han siger: «Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden»? Det sigter til det femte bud: «Du må ikke slå ihjel.» Som om han ville sige: Det var ikke Moses’ mening, at I blot ikke skal slå ihjel; nej, sagtmodighed vil han have. For selv om I holder hænderne i ro fra ydre manddrab og ligeså tungen fra onde ord, kan I alligevel sagtens gøre det i hjertet. Derfor vil buddet have hjertet, så det ikke bliver forbitret. For det er ikke nok, at du ikke slår nogen ihjel; du skal også gøre ham godt, være venlig mod ham og vise ham al kærlighed. Det er ikke sagt negative, men affirmative [nægtende, men bekræftende], så man skal vende det om og se, hvad der følger på den anden side, sådan som han siger her: «Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden.» Og omvendt: Forbandede er de, som ikke er sagtmodige osv., for de skal arve helvedes ild. Ligeså: hvor sigter det hen: «Salige er de barmhjertige»? Også til det femte bud: «Du må ikke slå ihjel», det vil sige: du skal handle barmhjertigt og godt mod din næste; og sådan videre med alle saligprisningerne. Dem vil vi se på i evangeliet, den ene efter den anden. Først siger Herren:

«Salige er de, som er fattige i ånden, for Himlenes rige er deres.»

For at vi ikke skal svæve for højt i det åndelige: at være fattig i ånden betyder ikke at hænge ved godset med sindet, hvad enten du så har gods eller ikke har det. Og omvendt: at være rig i ånden betyder at hænge ved godset med hjertet, hvad enten du så har gods eller ikke har det. Det mener også profeten David, når han siger: «Falder rigdom jer til, så hæng ikke hjertet ved den» (Sl 62,11). Som om han ville sige: Det kan jo ikke gå sådan til, at der ikke skal være regenter og konger; de må jo have noget mere end andre folk; godset kan jo ikke fordeles ligeligt. Derfor: hvad enten det kommer eller ikke kommer, så hæng blot ikke hjertet ved det.

Derfor betyder det at være fattig i ånden: ikke at sætte sindet på godset eller gaverne, ikke at rose sig af dem eller kildre sig selv med dem og hæve sig over næsten, hvad enten man så har meget eller lidt. Sådan var Abraham, Isak, Jakob, Job og flere andre af fædrene; de var vældig rige, men de satte ikke hjertet på rigdommen. De stod sådan, at de holdt Gud alene for det højeste gode, og om så godset var gået tabt, ville de ikke have bekymret sig om det. Sådan var også David fattig, skønt han havde et mægtigt kongerige under sig. Ligeså Salomo. De stod så fast og stærkt grundet i Gud, at de ikke ænsede, om det faldt dem til eller gik fra dem. Det er altså egentlig at være fattig i ånden: ikke at have sindet hængende ved det, hvad enten man har meget eller lidt. For de, der sætter sindet på det, har en afgud, og den sande Gud forlader de. Så bliver det snart til opsvulmede, opblæste hjerter, som foragter næsten og ophøjer sig selv; som man siger i ordsproget: «Gods gør overmod», og omvendt også: «Overmod gør armod.»

Sådan er også de fattigste tiggere rige, selv om de slet intet har; for de står med hele deres sind efter gods og penge og er så fulde af gerrighed og sult i hjertet, at de bliver de allergerrigste mennesker, når de får lidt gods i hænde. Så gør de ingen noget godt, viser ingen kærlighed, ingen barmhjertighed, ingen velgerning og er de allerugeneste mennesker på jorden; som den digter siger: Asperius nihil est misero, dum surgit in altum [«Intet er hårdere end en stakkel, når han kommer til vejrs», frit efter Claudian, In Eutropium 1,181]; «Når en fattig får gods og ære, kan ingen sig imod ham værge; han volder ulykke og strid og styrter mangen from mand i sin tid.» De, der er fattige på den måde, gælder ikke mere for Gud end en rig; for hos Gud gøres der ikke forskel på personer. En vis gælder lige så meget som en uvis, en rig som en fattig, en ung som en gammel, en pige som en karl; for verden er der nok forskel, men ikke for Gud. Men evangeliet ser på hjerterne, går til bunds, ser ind i hjertet, dybere end du selv, og har slet intet at gøre med de ydre ting.

Altså kan I nu godt dømme og afgøre, hvem der er fattige eller ikke, nemlig de, der ikke sætter sindet på godset. Men se nu, hvordan de har trukket fattigdommen ud i den ydre fattigdom, sådan som Frans gjorde – han var dog en from mand, så det undrer mig, at han kunne snuble så tåbeligt og groft her: han gav sig hen i fattigdom og spændte sine brødre ind i en regel om ikke at have mere end fra hånden til munden, ikke at gemme noget natten over, og hvad den ellers lyder på. Han har trukket evangeliet ud i timelig fattigdom, imod Kristi mening. For fattigdommen skal ske i ånden; det åndelige regimente, evangeliet, lader sig på ingen måde trække ud i lyset og ind i det ydre regimente; det går for sig i hjertet. Sådan var også Kristus fattig i ånden, og dog gik han ikke udvortes blottet og uden penge. For da de gik op på bjerget, havde han fem bygbrød og to hundrede penninge [jf. Joh 6,5–9]. Ligeså bar Judas pungen og tog imod det, man gav Herren [Joh 12,6], så han godt kunne have haft en gylden eller tredive liggende parat. Sådan var også de fromme hellige, David, Jakob, Isak, Abraham og andre; alligevel har Frans trukket det ud i den legemlige fattigdom. Her må I nu selv dømme, at han har fejlet og er snublet; og det har paven endda bagefter stadfæstet.

Derfor: når man kaster jer i næsen, at Sankt Frans levede sådan og alligevel var en hellig mand, så kast I Kristus imod dem igen; han levede anderledes og var også en hellig mand, ja helligere end Frans. Når de siger: «Sådan har Sankt Frans lært», så sig I: «Sådan har Kristus lært. Hvem skal man nu følge?» Så må de selv indrømme, at Kristus er mere at følge end de andre. Sådan lukker I uden videre munden på dem. Når de kommer og roser de helliges liv og gammel sædvane, så ros I Kristus; han har lært anderledes og har også levet før dem allesammen. Sådan kaster I altså hver gang én hellig imod dem, nemlig Kristus, når de kommer farende med deres; ham kan de ikke vælte for jer. Det er altså det samme som at sige: Salige er de fattige; giv afkald på det timelige gods, stå ikke med hjertet på det, så er himlen jeres.

Og han føjer den allerskønneste forjættelse til og siger: «Himlenes rige er deres.» Her ser man straks, hvad der er Helligåndens prædikener, og hvad der er Djævelens. Her ser man også, hvor forstokkede vi er, at forjættelserne ikke går os til hjertet. For den høje majestæt, som ikke kan lyve, har lovet, at de, som er fattige i ånden, skal have Himlenes rige. Det er det samme som at sige: Se, for dette menneske skal døden, synden, helvede og al ulykke være borte; det skal have Gud til ven, en glad samvittighed og oven i købet det evige liv. Alligevel rører så rige forjættelser fra så høj en majestæt os slet ikke. Når ellers en løgner træder frem, eller en pave siger: «Lad så og så mange messer holde, så bliver du frelst», eller siger: «Faste i år så og så mange gange for Sankt Barbara, for Sankt Nikolaus», og hvad der ellers er af narrestreger, så falder man straks til og løber til, som om det brændte på os. Ja, hvordan kan det dog være, at det er Djævelens prædikener og alligevel bliver taget imod? Og hvorfor går disse her ikke lige så godt ind, når de dog er Helligåndens prædikener? Svar: Hvad der ikke er af Gud, hører ikke Guds ord (1 Joh 4,6). Den, der ikke vil høre sandheden, må høre løgn. – For det andet siger Herren:

«Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden.»

Det vil sige: de, som er sagtmodige af hjertet, som ikke er hævngerrige, men overlader det til Gud, omgås fjenderne venligt og tilgiver dem – de skal arve jorden, det vil sige: de skal blive bestående; ikke sådan at de skal blive herrer og regere verden, men at de skal blive bestående frem for dem, som er hævngerrige og vil med hovedet gennem muren, hvad enten det så støder an bagtil eller fortil. Det viser også erfaringen: ingen kommer hurtigere fra hus og gods end de hævngerrige, og ingen må hurtigere tage flugten end de samme stridige, ubehøvlede mennesker, som vil føre mange retssager. For man må næsten altid sætte ti gange så meget over styr, som sagen er værd. Ligeså ser vi, at store kongeriger, store kejserdømmer, store lande og byer går til grunde og forgår på den måde. Men de, som tilgiver og overlader hævnen til Gud alene, bliver bestående. Se nu, hvilken skøn forjættelse det er. Her har I nu to forjættelser: en åndelig, at de skal have himlen, og desuden en timelig, at de også efter legemet skal have nok. – For det tredje siger han:

«Salige er de, som sørger, for de skal trøstes.»

Her ser I, at de også må have trængsel; det kommer ikke til at gå for sig med lutter løb, sang og spring. De må også have trængsel og pine, så den gamle Adam bliver tæmmet; men i trængslen skal de trøstes og midt i pinen og bedrøvelsen føle glæde. Men de, der altid er mætte og altid ligger i sus og dus, kan ikke vide, hvordan de står med Gud. Derfor: selv om de æder, drikker og ler med munden, så mærker hjertet det dog ikke; for det ved ikke, om det har en nådig Gud eller ej, og derfor kan det heller ikke være glad; de har langt mere galde end honning. Men de, som lider trængsel, bliver trøstet indvendig af Gud. De er inderst i hjertet fulde af fryd og glæde, selv om det ikke ser sådan ud udadtil; men de andre æder, drikker og ler og er dog i hjertet overøst og gennemvædet med lutter galde og bedrøvelse. – For det fjerde:

«Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdighed, for de skal mættes.»

Det vil sige: de, som hungrer og tørster efter retskaffenhed, som med alt, hvad de gør, stræber efter selv at blive retskafne og også at kunne bringe andre folk til retskaffenhed. Og det er svært. For når de vil gøre det, må de prædike Ordet, formane og straffe. Dermed lægger de Djævelen på sig, verdens vrede og misundelse, og alt, hvad der er i verden, sætter de i bevægelse imod sig; så bliver det hellige kors ikke længe borte. Men det lader de sig ikke anfægte ret meget af; hvor denne sult er, denne tørst og dette suk efter retfærdighed og retskaffenhed, både ens egen og de andres, dér lader hjertet sig hverken stille eller hindre, før det får fat i skatten. – For det femte:

«Salige er de barmhjertige, for de skal vises barmhjertighed.»

Det er jo dem, der er villige til at tilgive de andre de fejl og skrøbeligheder, som de er blevet krænket med. Dermed bliver ordet i Fadervor stadfæstet: «Forlad os vor skyld, som vi forlader vore skyldnere.» – For det sjette:

«Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud.»

Se, derfor har hele verden gjort sig umage for at kunne se Gud; men her har I, hvordan man skal se ham. Gud ser man på to måder: for det første efter hans høje, almægtige magt, og det hjælper kun lidt, ja, det syn kan naturen ikke tåle; for det andet ser man ham som en Gud, som en almægtig godhed, som en nådig Fader; for Gud er intet andet end den evige, almægtige godhed og barmhjertighed. Og ham ser alene de, som er rene af hjertet, det vil sige: de, som tror. For de, som ikke tror, har ikke et rent hjerte; de kender ham ikke, men holder ham for en streng dommer og flygter for ham, sådan som Adam gjorde i Paradiset. Hvorfor? Fordi de ser ind i deres samvittighed, og den er uren; derfor skyr de ham og frygter, som Salomo siger i Ordsprogene (Ordsp 28,1): «Den ugudelige flygter, og ingen forfølger ham.» For han tænker hele tiden, at Gud er ham unådig, uvenlig og ubarmhjertig, og derfor flygter han for ham. Det gør alene den onde samvittighed, som ikke kan se Guds godhed. – For det syvende:

«Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn.»

Det vil sige: de, som ikke blot er fredelige, men også stifter fred, her lægger et godt ord ind, dér taler et godt ord for, overalt dæmper og tysser, hvor de ved af ufred og oprør eller splid. Og det er de rette Guds børn, sådan som Kristus er; og han har også vist det til fulde. For han er steget ned fra himlen og har fortalt os alt godt, alt sødt og al barmhjertighed fra Gud, nemlig at Faderen har tilgivet os vore synder og taget os til sig som børn og nu er vor nådige Fader og har fred med os, vi som før stod i ufred med ham. Og derefter er han steget op til Gud igen og har omvendt fortalt Gud alt godt om os, nemlig sådan: «Fader, de har ingen synd mere; jeg har lagt den på mig og taget den bort»; så han har stiftet fred mellem os og Gud og tilmed mellem alle skabninger, som brevet til efeserne siger (Ef 2,15). Sådan gjorde også Monika, Sankt Augustins mor: hvad hun hørte af ondt fra kvinderne, det tav hun om; men hvad hun hørte af godt, som kunne forsone, det sagde hun videre. Sådan skal vi også gøre. – For det ottende:

«Salige er de, som forfølges for retfærdigheds skyld, for Himlenes rige er deres. Salige er I, når menneskene håner og forfølger jer for min skyld og lyver jer alt ondt på.»

Det vil sige: de, som forfølges uden for retten, alene for retfærdighedens skyld. For forfølgelsen må man lide fra den almindelige pøbel, og forbandelse og tabte sager i retten og hos herrerne; for dér bliver man belyvet og anklaget, så herrerne bliver unådige på os. Men lad dem bare blive ved med at forfølge. Vi har en god trøst og en sikker forjættelse, som følger:

«Glæd jer og fryd jer, for jeres løn skal være stor i himlene, for på den måde har de forfulgt profeterne før jer.»

Sådan forjættelse og trøst har vi meget af hist og her i evangeliet, især hos Lukas (Luk 21,12–19), hvor Herren siger sådan til sine disciple: «Men før alt dette skal de lægge hånd på jer og forfølge jer og overgive jer til synagoger og fængsler og føre jer frem for konger og fyrster for mit navns skyld. Det skal falde ud for jer til vidnesbyrd. Læg jer det da på hjerte, at I ikke skal bekymre jer for, hvordan I skal forsvare jer; for jeg vil give jer mund og visdom, som alle jeres modstandere ikke skal kunne modsige eller modstå. Men I skal forrådes af forældre, brødre, slægtninge og venner, og de skal slå nogle af jer ihjel, og I skal hades af alle for mit navns skyld; og ikke et hår på jeres hoved skal gå tabt. Ved jeres udholdenhed skal I vinde jeres sjæle.» Lad dette være nok sagt om dette evangelium denne gang; vi vil påkalde Gud om hans nåde.