Sankt Katharinas dag (Matt 25,1–13)

Evangeliet på Sankt Katharinas dag, Matt 25,1–13

Randglose til v. 3 «deres lamper»: Lamperne uden olie er de gode gerninger uden tro; de må alle sammen gå ud. Men oliekanden er troen i samvittigheden på Guds nåde; den gør gode gerninger, og de består. Men ligesom den ene her ikke giver den anden af sin olie, sådan må enhver tro for sig selv.

Jeg har ikke taget dette evangelium for mig for at stadfæste legenden om Sankt Katharina, som, når man ser rigtigt på den, rummer mere løgn end sandhed. Hvordan det end forholder sig med den, så lader vi legenderne fare, eftersom de er uvisse, og vil tage evangeliet for os; det kan jo hverken bedrage eller forføre os. I har hørt i lignelsen, hvordan ti jomfruer med deres lamper gik ud for at møde brudgommen; fem af dem var kloge, men de andre var tåbelige. Heri vises der os to slags kristne, nemlig ægte kristne og opdigtede, som lader sig anse for kristne.

Men her vil vi slet ikke tale om dem, der taler ondt om evangeliet og forfølger det, og heller ikke blande dem ind i disse to slags; for de er ikke værdige til så meget som at kaldes de tåbelige jomfruer. Men det er evangeliets natur og art, at det må forfølges og anfægtes; Djævelen kan ikke tåle det, derfor rejser han alt imod det, hvad han overhovedet kan opbyde. Derfor må man ikke lade sig forvirre af, at det går sådan til, når evangeliet bliver prædiket; for Kristus siger: «Når den stærke vogter sin gård fuldt bevæbnet, forbliver det han ejer, i fred. Men hvis en der er stærkere end han, angriber og overvinder ham, tager denne hele den rustning han stolede på, og deler ud af det bytte han tog fra ham» (Luk 11,21–22).

Da Kristus, den Stærkere, kom ved sit første komme (for før havde Djævelen herredømmet over hele verden), da blev denne falske fyrste svækket. Sådan er det også nu før det andet komme. Djævelen har længe regeret på de høje skoler, og dér var alt i fred. Men nu, da det hellige evangelium af Guds nåde er kommet og går vore doktorer i totterne, tager på dem og afslører deres skalkeri, så bliver de vrede, larmer, raser og sprælder, som om de var gale og tåbelige, rasende og afsindige; dér er der ikke mere fred. «Ja,» siger de, «vi er doctores og magistri nostri, os er det befalet af paven at udlægge Skriften.» Jo, ganske vist – hvis det kunne udrettes med deres exercitia, copulata, summae og den slags labyrinter, hvis de med deres quaestiones kunne slukke helvede og med deres distinktioner lukke himlen op, så var det nok noget. [Doctores og magistri nostri («vore mestre») var teologidoktorernes titler; exercitia, copulata og summae var skolastikkens øvelser og lærebøger, quaestiones og distinktioner dens spørgsmål og skelnen.] Her gælder det ikke om at føre store titler, her gælder hverken Aristoteles, Platon eller Averroes, som de går og pusler med; vi har noget andet at tale om, som betyder mere for os, nemlig det hellige evangelium. Det lærer ikke, hvordan du kan opnå ære, gunst, guld, sølv, glæde og lyst i denne verden, sådan som de gør, der fører titlerne; men det er en så stor, værdig, herlig og mægtig ting, at det underviser dig og viser dig, hvordan du kan overvinde synden, døden, Djævelen og helvede. Det er ingen spøg at kæmpe imod dem; der skal et klart, skarpt og stærkt sværd til imod en sådan magt. Derfor er det ingenting med disse svage, stakkels sofister; «vores kamp er ikke mod blod og kød,» siger Paulus til efeserne (Ef 6,12), «men mod magterne, mod myndighederne, mod dette mørkes verdensherskere, mod ondskabens ånder i det himmelske.»

Derfor må evangeliet lide så meget anstød, og der bliver endnu ingen ende på det. Men den, der fatter det rigtigt, lader sig slet ikke anfægte af sådanne storme og skybrud, men bliver standhaftig. Og selv om én står op her i dag og prædiker sådan, og en anden i morgen og prædiker anderledes, så falder et evangelisk menneske dog ikke hid og did, men holder ud til enden. Derfor er han sandelig frelst, som Kristus siger: «Den som holder ud til enden, skal frelses» (Matt 24,13). Det går netop til her som i en krig, hvor to hære ligger over for hinanden: på begge sider vover de sig, enhver værner sig så godt han allerbedst kan og sætter livet på spil, viger ikke fra flokken og kæmper heftigt mod fjenderne, som han regner for uretfærdige og for sine dødsfjender.

Sådan skal en from kristen værne sig godt med det hellige evangelium mod sine fjender, Djævelen og hele hans tilhang, og han skal prædike evangeliet rent og klart og trofast bede Gud om, at han lader det gå frem efter dets natur og art; så skal det sandelig ikke vende tilbage uden frugt og rigdom til ham, der har sendt det ud; sådan som Sankt Paulus formaner efeserne (Ef 6,13–20):

«Tag derfor (siger han) Guds fulde rustning på for at I kan stå imod på den onde dag og stå fast efter at I har gjort alt. Stå altså fast med sandheden spændt om jeres lænd og iført retfærdighedens brynje og på fødderne villighed til at forkynde fredens evangelium, i alt med troens skjold løftet, som I kan slukke alle den Ondes brændende pile med. Tag imod frelsens hjelm og Åndens sværd, som er Guds ord, idet I altid i enhver bøn og forbøn beder i Ånden, og idet I dertil er årvågne med al udholdenhed og forbøn for alle de hellige og for mig for at ordet må blive givet mig når jeg åbner min mund, for at jeg med mod kan meddele evangeliets hemmelighed som jeg er en udsending for i lænker, for at jeg ved det må få frimodighed til at tale som jeg skal.»

Derfor må vi passe på: vil vi bevare evangeliet ikke ved dets egen kraft, men ved vore kræfter, så er det helt tabt; for når man bedst vil forsvare det, så falder det til jorden. Lad os helt holde op med at bekymre os; evangeliet behøver slet ikke vores hjælp, det er i sig selv kraftigt nok. Overlad det til Gud alene, hvis det er; han skal nok beskytte og værne det. Sådan gør jeg, skønt mange og store anstød står imod os; men alt dette bekymrer mig slet ikke for evangeliets skyld, og jeg gør mig heller ingen sorg over, hvordan jeg skal forsvare det. Jeg og vi alle er for svage til at forsvare et sådant Ord; jeg har overgivet det til den kære Gud, det er jo hans ord, han er mand nok til at forfægte og beskytte det, om de så raser og larmer nok så meget.

Derfor er det en ringe og ubetydelig ting, at denne stakkels flok af sofister sætter sig imod det. Hvad skulle disse flagermus udrette med deres fjerkoste? Lad dem fare; det er af Guds nåde et ulærd folk. Det er endnu ingenting, det er endnu nådige fjender; det skal blive helt anderledes, så hele verden vil sætte sig imod det og tale ondt om dette Ord og fordømme det. Men den trøst har vi, og vi er også visse på det, at dødsrigets porte og al helvedes magt ikke kan sejre og få overhånd (Matt 16,18). I alt dette er der intet bedre råd end at prædike evangeliet enkelt og rent fremover og bede Gud om, at han leder og fører det for os. Jeg ved heller ikke at gøre andet, og sådan gør jeg også og er alligevel glad ved det i Guds navn.

Jeg siger altså, at disse modstandere og forfølgere af evangeliet ikke er værdige til at regnes blandt de tåbelige jomfruer. For Herren taler her om dem, der gerne hører evangeliet, nemlig om kristenheden; den sammenligner han med ti jomfruer, af hvilke fem er kloge, men fem tåbelige. Her kalder Herren alle kristne jomfruer. De tåbelige jomfruer er de kristne, der lader sig anse for kristne og hører evangeliet, vil være rigtig evangeliske og kan sige meget om disse ting; de roser Ordet og siger: «Ja, det er en fin ting, sådan er det, sådan må man forstå det, det kan ikke være anderledes efter Skriften» – og hvad de ellers ved at sige om det med smukke, pyntede ord. Til dem siger Sankt Paulus til korintherne (1 Kor 4,20): «Guds rige består ikke i ord, men i kraft.» Det går ikke til med snak, men med liv; ikke med ord, men med gerninger. Men eftersom de kan sige meget om de ting, men ikke vil følge efter med gerning og handling, er de sandelig tåbelige jomfruer, der kun har lamperne, det vil sige det udvendige skin og pral, og gør efter deres art, som Kristus siger om dem hos Matthæus (7,21), at de altid siger: «Herre, Herre!» Munden er nok der, men hjertet er langt fra dem; olien er ikke i lampen, det vil sige, troen er ikke i hjertet. Men det tænker de ikke på, ja, de ved det ikke og mener, at deres lamper alligevel er gjort i stand. Deres art er, at de gerne hører prædiken om troen, og når de har hørt Ordet, laver og digter de sig selv en tanke, en indbildning i hjertet; den holder de for olien, og dog bliver de hårdnakket ved i deres vane som før: efter deres gamle vis er de lige så vrede som før, lige så gerrige, lige så ubarmhjertige mod de fattige, lige så uden kunnen og indsigt som tidligere. Denne tro eller indbildning, som de laver sig selv, er en menneskeskabning; derfor er den ligesom skummet på vandet eller gæret på dårligt øl, der snart forgår og ingen bestand har.

De andre jomfruer, de kloge, bærer ikke alene lamperne i hænderne, men har sammen med lampen også olien, det vil sige den rette tro, som Gud har skabt og virket i deres hjerter. De har noget at forsvare sig med; for de har Guds gerning hos sig og ikke en opdigtet, lavet menneskelig indbildning, der ikke holder stik, når døden blæser dem i øjnene. De er hærdede i Guds løfter, og Guds Ånd virker store ting gennem dem; de vil også nu hellere dø end leve. Se nu godt efter: denne lignelse kommer til at gælde lige før Guds sidste dom, og sådan vil der blive handlet med alle kristne; for mange af dem, ja den største del, vil vende sig, nogle til den opdigtede, de andre til den rette tro. Derfor er det værd at betænke, at når Guds ord nu er begyndt sådan og virker så ulige, er den yderste dag ikke langt borte.

Læg nu mærke til ved dette evangelium, at lamperne uden olie betegner for os en udvortes ting og en legemlig øvelse uden tro i hjertet; men lamperne med olien er den indvortes rigdom og også de udvortes gerninger med den sande tro. For eftersom troen er af den art, at Gud skaber og vækker den i hjertet, så stoler mennesket på Kristus; ja, han er også så kraftigt grundet på Kristus, at han byder synden, døden, helvede, Djævelen og alle Guds modstandere trods og ikke frygter nogen ulykke, hvor hård og grusom den end kommer farende. Og det er den rette tros art, som er helt ulig sofisternes, jødernes og tyrkernes tro, der alene med menneskelig tanke falder på en ting, sætter sig den for og tror, at det og det forholder sig sådan. Men med en sådan indbildning har Gud intet at skaffe; det er menneskeværk, og en sådan indbildning kommer af naturen, af menneskets frie vilje, så de bagefter kan sige det og snakke andre efter: «Jeg tror, at der er en Gud, at Kristus er født, død og opstanden for mig»; men hvad det er, og hvor kraftig en sådan tro er, det ved de intet om. Og selv om én har en sådan tro fra Gud, så er den dog intet, så længe der ingen olie er, og så længe Gud ikke indgyder den rette olie og giver hjertet sin Søn, Jesus Kristus, helt og fuldt til eje og alt, hvad han har.

Af en sådan ægte, sand tro kommer så det vidunderlige bytte, at Kristus Jesus giver sig selv og sine goder til den troende og til gengæld tager den troendes hjerte, og hvad det har på sig, til sit eje. Men hvad er der nu i Kristus? Uskyld, fromhed, retfærdighed, salighed og alt godt. Videre: Kristus har overvundet synden, døden, helvede og Djævelen. Således sker alt dette i den, der fatter det, fast tror og stoler på, at han i Kristus Jesus bliver en overvinder af synden, døden, helvede og Djævelen. Også Jesu Kristi uskyld bliver hans uskyld, ligeledes Kristi fromhed, hellighed, salighed, og alt, hvad der er i Kristus, er alt sammen i et troende hjerte med Kristus.

Deraf kommer det så, at vore lamper ikke bliver slukket. For hvis vi vil gå til Gud Herren med vore egne gerninger, hvor smukt de end måtte glimre og skinne for verden, så er det alt sammen forgæves og fordømt. For hvis de kloge jomfruer kun havde haft lamperne, havde det slet ikke gavnet dem, lige så lidt som deres veninder; for det evige liv kan ikke opnås ved vore gode gerninger, hvor gode de end er, men alene ved troen, sådan at du da af hjertet siger: «O Herre, skønt jeg ikke er værdig til at se himlen et øjeblik og heller ikke formår med mine gerninger at forløse mig fra synd, død, Djævel og helvede, så har du dog givet mig din Søn, Jesus Kristus; han er langt kostbarere og dyrebarere end himlen, og han er også langt stærkere end synden, døden, Djævelen og helvede.»

Men en sådan tro vækker Gud i os; af den følger også de rette kristne gerninger, med hvilke vi kommer vor næste til hjælp og tjener ham. Men hvis nogen ville sætte sit håb til sådanne gerninger og sætte sin lid til dem, ville han blive fordømt; for han giver ikke æren til Gud og til troen, som han vækker og skaber, men til skabningen og gerningerne, hvilket er en stor gudsbespottelse. Og som jeg frygter, er der i vore dage rigtig mange af den slags gerningshellige, som forfører både sig selv og andre folk med de gode gerninger (som de kalder dem). De siger ganske vist også: «Vore gerninger er intet»; og dog bygger de ved siden af på den frie vilje; men hvad nåde og tro er, ved de mindre om end en gås om Psalteret.

Derfor vogt jer for den lavede og opdigtede tro; for den rette tro er ikke et menneskes gerning, og derfor kan heller ikke den opdigtede og lavede tro holde stik i døden; den bliver overvundet og helt væltet af synden, af Djævelen og af helvedes smerte. Men den rette tro er en hel tillid i hjertet til Kristus, og den vækker Gud alene i os. Den, der har den, er frelst; den, der ikke har den, er fordømt. En sådan tro kommer heller ikke af egen forberedelse; men når man prædiker Guds ord offentligt og klart, så begynder en sådan tro og et sådant håb og en sådan stærk tillid til Kristus at stige op.

Men i klostrene og på universiteterne har vi hidtil måttet høre og lære, at Kristus er en hård, streng dommer, skønt han dog alene er en mellemmand mellem Gud og menneskene; og så har de rejst Maria og mange andre helgener op, som skulle bede for os. Deraf er der kommet så mange stiftelser, så mange valfarter og så meget narreværk, at det ikke alt sammen lader sig opregne. Se, her i evangeliet kalder Kristus alle kristne tilsammen en brud, og han er brudgommen; her skal der ingen mellemmand være. Hvad ville det være for et ægteskab, hvis en mellemmand skulle stille sig ind i ægteskabet og skaffe bruden noget hos hendes brudgom?

Det er en ringe kærlighed og et faldefærdigt ægteskab, hvis brudgommen ikke gav sin brud nøglerne og rådigheden over vin, brød og hvad der ellers er i huset. Sådan skal vi her vide, at Kristus er vor kære, venlige brudgom, og vi er bruden: der behøves ingen mellemmand, men vi skal selv træde frem for ham med en så hel tillid, som nogen sinde en elsket brud er trådt frem for sin yndige, venlige ægtemand. For den kristne tro bevirker, at Kristus er brudgommen, og jeg er bruden. Hans er rigdom, fromhed, retfærdighed, renhed, visdom, ydmyghed, tålmodighed og alle den slags dyder og Guds nådegaver. Når nu disse ting er min brudgoms, så er de sandelig også mine, som Paulus siger til romerne (8,32): «Når Gud nu har givet sin Søn hen for os, hvordan skulle han kunne andet end skænke os alt med ham?»

Derfor må det sandelig være en stor og mægtig ting med troen, at sådanne uudsigelige goder skal være mine egne. Når nu mine synder vælder frem i dødsnøden, så har jeg imod dem min brudgoms fromhed og retfærdighed; han står mig bi mod Djævelen, som ikke forsømmer sig i den time, men bruger al list og svig for at kunne beholde mig. Mod helvede har jeg himlen, mod døden livet, mod fordømmelsen har jeg frelsen, og jeg bliver i Kristus og ved Kristus en overvinder af synden, helvede og Djævelen. Og min naturlige død bliver også overvundet; for nu farer jeg fra dette dødelige liv ind i den evige hvile.

Vogt jer derfor for at lave nogen anden vej til himlen og for at bryde ind ad andre veje. Der er ingen anden vej end denne troens vej, som bliver vist ved Guds rene ord, som Paulus siger (Rom 10,17): «Troen kommer af prædikenen, men prædikenen ved Guds ord.» Derfor ligger den frie vilje og al menneskelig visdom ned og forsvinder ligesom skummet på vandet og gæret på dårligt øl; men troen, som Gud har indgydt, er den rette olie; den varer evigt og slukkes aldrig.

Heraf følger videre, at vi her kan vide, hvad den kristne kirke er. Man har taget sværdet ud af hånden på os, som vi alle ved, og hvad paven og biskopperne har besluttet og fastsat på deres koncilier, har alt sammen måttet være evangeliet; det er alle bøgerne fulde af, Dekretet, Dekretalerne, Extravaganterne og hvad pavens bøger ellers hedder. Åh, det har kostet Djævelen megen møje, før han fik oprettet denne gejstlige stand og tilegnet den alene disse to sværd. En sådan vildfarelse må vi ikke alene røre ved, men også træde under fødder og helt fordømme. Ak, hvor er det en fattig kirke, der stod på sådanne ulærde, uforstandige, vantro folk, på disse olieafguder, som ikke kan andet end smøre folk, vaske vægge og døbe klokker. [Ordspil på det tyske Ölgötze (en stiv, tåbelig person) og bispernes salvelser med olie, deres indvielse af kirker og deres «dåb» af klokker.]

Her siger Kristus i evangeliet, at han er brudgommen og bruden det kristtroende menneske. Og det må i sandhed være sådan og ikke anderledes. Når nu det troende menneske i sandhed er Kristi ægtefælle og brud, så er det også en hersker over paven, Djævelen og over al denne magt, ja også en dommer over hele dette spøgelse alt sammen, som Paulus siger (1 Kor 2,15): «Den åndelige bedømmer alt.» Du er døbt og begavet med den rette tro; derfor er du også åndelig og skal bedømme alle ting ved dette evangeliets ord og skal ikke bedømmes af nogen.

Når nu paven kommer med sit sværd og siger: «Jeg vil, at du skal tro mig; jeg og mine brødre, ja også koncilet har fastsat dette» – hvad vil du så gøre? Sig sådan: «Min tro er alene grundet på Kristus og hans ord, ikke på paven og heller ikke på koncilet; derfor skal jeg også holde fast ved evangeliet uden hensyn til alle menneskers bud.» For min tro er her en dommer, så jeg skal sige: «Denne lære er god og sand, men denne er ond og falsk.» Og under en sådan dom står også paven og hele hans tilhang, ja alle mennesker på jorden. Derfor lyver alle de, der siger: «Dommen over Skriften og tolkningen af den står hos de hellige fædre, paven og hans koncilier.» Nåde, junker pave! Jeg siger her sådan: Den, der har troen, er et åndeligt menneske og bedømmer alle ting og bedømmes af ingen. Og om det så var en simpel møllers tjenestepige, ja et barn på ni år, som havde troen og dømte efter evangeliet, så er paven skyldig at adlyde det og lægge sig under dets fødder, hvis han ellers er en sand kristen. Det samme er alle de høje skoler og de lærde skyldige at gøre, og sofisterne oven i købet. «Ja,» siger de, «skønt du er hellig, forstår du dog ikke Skriften; vi har magt til at udlægge Skriften.» Hvad er det andet sagt end: «Ja, du har ikke troen»? Sådan taler de fortvivlede sofister; derfor kommer de også til at sidde dybest hos Djævelen. De vil være junkere her og alene kende Skriften og troen, men de tager grueligt fejl.

Nu kunne nogen sige: «Hvad så, hvis paven også var en kristen?» Én står op imod ham og siger: «Jeg er en kristen, derfor, kære broder, skal du høre mig»; så siger paven ligeledes disse ord: «Hør mig, jeg er også en kristen.» Hvem skal dømme i denne strid mellem os? Den hellige Skrift. Her kommer sagen for alvor til torvs. Så stopper man munden på sofisterne med deres «Papa, papa, concilium, concilium, patres, patres, høje skole, høje skole, høje skole!» [«Paven, paven, koncilet, koncilet, fædrene, fædrene».] Hvad kommer det os ved? Ét Guds ord er mere end hele denne flok med al dens magt. Men her begynder så først den største kiv og strid i kristenheden, ligesom i Rebekkas liv, hvor Esau rejser sig mod Jakob (1 Mos 25,22). Da siger de, at man skal høre lærerne og det, paven og koncilierne beslutter. De lyver som slyngler og skælme; det er Djævelen, der siger det. Gud siger fra himlen: «Denne er min Søn, den elskede, som jeg har udvalgt. Hør ham!» (Matt 17,5). Og Kristus siger selv hos Johannes (10,27): «Mine får hører min stemme.» Derfor må vi daglig øve os i den hellige Skrift, så vi kan overvinde sådanne menneskebud og med evangeliet, denne Sæd, knuse Djævelens hoved.

Sådan falder pavens tretakkede krone ned. Derfor, når nu paven og biskopperne kommer og forelægger mig Guds ord, så siger jeg straks, hvis jeg er et af Kristi får: «Bene veneritis, velsignet være han, som kommer i Herrens navn.» [Bene veneritis: «Vær velkomne».] Men bringer de deres bullaer, deres savl og menneskesnak med sig, så siger jeg: «Vig bort, Djævel, der står skrevet: Du skal tilbede Gud, din Herre, alene og tjene ham alene» (5 Mos 6,13; Matt 4,10). Han har givet mig sin Søn, jeg behøver ellers intet mere; jeg er visselig hans brud, og han er min brudgom. Her er den kristne kirke grundet på evangeliet, som heller ikke dødsrigets porte kan få magt over. Jeg har min Kristus lige så vel her som de, der bor i Rom eller i Jerusalem. Jeg har måske en ringere tro, en anden en større; dog er det én tro, ved hvilken jeg holder fast ved Kristus; ligesom når én tapper kostelig vin af et fad i et glas, en anden i et stort sølvbæger, én i et trækar, ja somme tider også i en krukke. Vinen er nok den samme; men den ene har mere end den anden og har gemt den bedre end den anden.

Så ser I nu, hvordan vi alle er lige ved den ene tro, der giver os Kristus helt og fuldt som brudgom, og vi er alle i denne tro én brud, én kristen kirke for denne brudgom, Jesus Kristus. Hvor kommer nu vore hellige fædre og værdige herrer fra, der har det åndelige sværd og det verdslige oven i købet i deres magt og vil være vore fyrster og herrer? Det er åbenlyst, at de ikke har det åndelige sværd; og det verdslige har Gud heller aldrig givet dem. Så sker der dem nu ret: fordi de ophøjer deres regimente så højt, bliver det fornedret, og de sætter sig ned mellem to stole. Så træder de frem med deres rustne spyd. «Æh,» siger de, «vi er de gamle grå hoveder, vort universitet i Köln har stået så længe, det prisværdige universitet i Paris har så længe slået sig med kætterne; skulle vi have taget fejl så længe? Det kan aldrig nogen sinde være.» Ja, vil de disputere om alder, så er vor Kristus og hans evangelium ældre end den høje skole i Paris. Desuden taler de selv meget om det og siger: «Kristus har alle engle og troende i sin nåde, han er også visdommen, mod hvem alle deres råd og anslag må briste»; og så vil de med disse søde, venlige, kristelige ord fare ind og rive os bort fra den rette tro.

Lad ikke alt det forvirre jer, mine kære venner; er Gud for os (og det er jeg vis på), hvem kan så skade os? Troen er stærkere end alle fjender. Vore lamper kan ingen slukke. Derfor så se enhver for sig selv til, at han har disse to sammen: olien, det vil sige den rette tillid og tro på Kristus, og lampen eller karret, det vil sige de udvortes tjenester mod din næste. I disse to består hele det kristne liv. Tro på Gud og på Kristus, hans Søn; hjælp din næste: det lærer hele evangeliet. Det skal forældrene sige til deres børn i huset og overalt, og børnene skal også indbyrdes stadig gentage disse ord for hinanden.

Jeg skulle også have talt om jomfruernes søvn og om brudgommens opbrud til brylluppet; men timen er gået; en anden gang vil vi prædike mere om det, nu er det nok. Gud være os alle nådig. Amen.