Sankt Barbaras dag (Matt 25,1–13)

Evangeliet på den hellige jomfru Sankt Barbaras dag, Matt 25,1–13

Legenden om Sankt Barbara vil vi lade fare, for der findes næppe en mere elendig i hele legendebogen end netop den; det er alt sammen opspind og løgn, både det om hyrden, der forrådte hende, at han skulle være blevet til en sten, og det om fårene, at de skulle være forvandlet til græshopper; det er mere poetisk og ligner mere et eventyr end noget kristent. Vi vil kort gå igennem evangeliet, så vidt Gud giver nåde, så I desto før kan komme tilbage til jeres arbejde. For I ved, at vi ikke fejrer denne og andre lignende helgeners fester for deres egen skyld, for både dem og os er der kun lidt hjulpet med højtiden; men for evangeliets skyld, for at det ved stadige, flittige prædikener kan blive kendt for jer; derfor er det først og fremmest, at både søndagene og de andre helligdage er sat til at holdes.

I dette evangelium kræves det af os, at vi altid skal våge og vente på Herren, eftersom vi ikke ved, hvornår denne Herrens dag kommer. Den kommer listende, før vi ser os om; pludselig falder den over os og fanger os, ligesom en fuglefænger fanger fuglene med snare eller net. Det formaner de kære apostle os også meget flittigt til. Efter at Sankt Paulus har skrevet meget til thessalonikerne om den yderste dag, hvordan det skal gå til, siger han straks derefter: «Men om tider og timer, brødre, har I ikke brug for at der skrives til jer, for I ved selv nøje at Herrens dag kommer som en tyv om natten. Når man siger: ’Fred og sikkerhed’, så kommer undergangen pludselig over dem ligesom veerne over den gravide, og de skal ikke undslippe» (1 Thess 5,1–3). Sådan siger også Sankt Peter: «Herren tøver ikke med at opfylde sine løfter, sådan som nogle betragter det som en tøven, men han er tålmodig med jer, fordi han ikke vil at nogen går fortabt, men at alle må nå til omvendelse. Men Herrens dag vil komme som en tyv om natten» (2 Pet 3,9–10).

Derfor viser denne lignelse os, kort sagt, ikke andet, end at vi skal våge og ikke være alt for sikre, eftersom vi ikke ved, hvornår Herrens dag kommer. Sådan som også Kristus selv siger i kapitlet før: «Våg derfor, for I ved ikke, i hvilken time jeres Herre kommer. Men dette skal I vide, at hvis husherren vidste, i hvilken time tyven kommer, så ville han våge og ikke tillade, at der skete indbrud i hans hus. Derfor skal også I være beredte, for Menneskesønnen kommer i den time, I ikke tænker» (Matt 24,42–44). Alt dette er sagt mod vores sikkerhed, mod at vi er alt for sikre og altid tænker: «Der er ingen fare, den yderste dag kommer ikke lige med det første.» Imod det råber Kristus og apostlene: vi skal give agt på dagen, våge og stå i stadig frygt, så den ikke finder os uberedte. Derfor skal de, der våger, tage imod Herren i nåde; men de, der er sikre, skal møde ham i unåde.

Og med denne lignelse vises det os, hvordan det står til med den kristne kirke, og det er malet fint for os her. Himmeriget er ikke andet end et rige, som er oprettet med evangeliet, og som begyndte efter Kristi opstandelse, da Kristi disciple blev sendt ud i hele verden for at prædike evangeliet for al skabningen (Mark 16,15); og det vil sige ikke andet, end at man taler om troen, om evangeliet, om håbet og om kærligheden; ja, når man blot taler om ét af disse stykker, så er der talt om himmeriget. Nu taler denne lignelse her om den øvelse, som er i himmeriget, i kristenheden, en øvelse, som Herren giver og tager bort, som det behager ham, så vi altid må stå i frygt og frygte for, at Herren skal tage den glæde og øvelse, som er i dette rige, bort fra os, for at han ikke skal finde os sikre og snorkende, sådan som det her går disse tåbelige jomfruer.

Når nu dette rige bliver prædiket, så går det sådan til: Nogle tager imod det af hjertet og tager det alvorligt, tror Ordet og træder også frem og gør gode gerninger og lader deres lamper lyse for verden; for de er godt rustet med lamper og olie, det vil sige med tro og kærlighed: det er dem, de kloge jomfruer betyder. Dernæst er der nogle, som også tager imod evangeliet, men søvnigt; de tager det ikke alvorligt, de gør nok mange gerninger, men de mangler troen; de mener, at de vil klare det med gerningerne, de er sikre og tænker, at der ingen fare er, Gud lader sig betale med gerninger: det er dem, de tåbelige jomfruer viser os. I Skriften kaldes de tåbelige, som ikke adlyder Guds ord, som følger deres eget hoved og ikke lader sig sige noget, men deres eget hoved er det bedste; men det går dem til sidst, ligesom det her går disse tåbelige jomfruer.

Disse to slags mennesker findes i dette rige; for hvor evangeliet og Guds ord bliver prædiket, dér er også troens øvelse; nogle følger det, nogle følger det ikke. Og læg her især mærke til, at denne lignelse ikke taler om evangeliets forfølgere; for de er allerede dømt og allerede stødt ud af dette rige; men den taler om dem, som er i dette rige. Han kalder også de tåbelige for jomfruer; for de har navn af at være kristne og hører til i dette rige; de prædiker også evangeliet og gør gode gerninger, ja, de ser endda pænere ud med gerninger end de andre. Hvad mangler de da? De går ikke til det med alvor, de søger deres eget og ikke Guds ære alene, der er ingen frygt hos dem; glæden tager de gerne del i, de vil alle sammen med til brylluppet, og de er mange og har alle sammen lamper, men de er ikke forsynet med olie. Men når brudgommen, Herren Kristus, nu kommer på den yderste dag, så vil der kun være få af dem, som går med ham ind til brylluppet. Der var rigtig mange mennesker på jorden, da syndfloden kom; alligevel gik der kun otte sjæle med Noa ind i arken (1 Pet 3,20; 2 Pet 2,5). Sådan vil det også gå her: mange vil have skin af at være kristne, men kun få vil gå med brudgommen ind til brylluppet.

Så vil de tåbelige jomfruer, de gerningshellige, hyklerne, som har stolet på deres gerninger, sige sådan til de kloge jomfruer, det vil sige til de sande kristne, som alene stoler på Guds barmhjertighed og godhed:

«Giv os af jeres olie, for vore lamper er ved at slukkes.»

Ja, lamperne slukkes ganske rigtigt, hvor der ingen olie er; gerninger gør det ikke, det er sikkert: du kan ikke skaffe dig trøst med gerninger; det er Guds nåde og barmhjertighed, dér må du søge trøst og hjælp. Den, han viser den mod, har den. Derfor siger de kloge til de tåbelige:

«Nej, der er ikke nok til os og jer.»

Det er et tordenslag mod dem, som forlader sig på helgenernes og andre menneskers fortjeneste; eftersom ingen af dem selv har nok, endsige har noget til overs, som han kan dele ud til andre. Derfor, når de nu kommer og banker på og også gerne vil ind til brylluppet, så må de ligesom de tåbelige jomfruer høre: «Jeg kender jer ikke»; de, der skulle ind, er kommet ind. Det bliver en forfærdelig dom, da vil de være forladt af alle helgener, ja af al skabningen; for den, han ikke kender, kender ingen. Lad os derfor endelig give flittigt agt på denne lignelse, for den er sagt til os; og lad os tage evangeliet alvorligt, lad os ikke sove eller stå alt for sikkert; for før vi opdager det, kommer brudgommen, Herren Kristus. Den, der da er beredt, går med ind til brylluppet. Det er også det, Herren mener, når han slutter denne lignelse og selv udlægger, hvorfor han har sagt den, og siger:

«Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen, da Menneskesønnen kommer.»

Sådan som han også et andet sted formaner os til at sidde i stadig beredskab til denne dag, når han siger: «Hav bæltet spændt om livet og lamperne tændt, og vær som folk, der venter på, at deres herre skal komme hjem fra bryllup, så de straks kan lukke op for ham, når han kommer og banker på» (Luk 12,35–36). Og lidt efter siger han (Luk 12,40): «Også I skal være parate, for Menneskesønnen kommer på et tidspunkt, hvor I ikke venter det.»

Der er endnu én ting i dette evangelium, som skal være os til stor trøst, nemlig når det siger:

«Men da brudgommen lod vente på sig, døsede de alle hen og faldt i søvn.»

Alle, siger han, det vil sige både de kloge og de tåbelige. De kloge sover også; de sande kristne synder også til tider. Gud kan godt tåle syndere i sit rige, når man blot erkender synden, når man blot lukker op, når han banker på; ja, hans rige er ikke andet end et rige, hvor man ikke gør andet end at tilgive synd, altid og altid. Synd bliver nok ved med at være hos de kristne, så længe der er kød og blod; men det er trøsten, at vi ved, at den ikke skader os, og når vi beder Gud, så tilgiver han os den, sådan som Sankt Johannes siger (1 Joh 2,1–2): «Mine børn, dette skriver jeg til jer for at I ikke skal synde. Men hvis nogen begår synd, har vi en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige, og han er soning for vores synder, og ikke alene for vores, men også for hele verden.» Og i Fadervor beder vi dagligt: «Herre, forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere» (Matt 6,12). Tror vi det, så sker det os visselig.

Det er nu forskellen på de fromme, sande kristne og de falske kristne: de fromme ved, at det alene er Guds nåde og barmhjertighed, som tager synden bort; men de falske kristne mener, at de med gerninger kan stille Guds vrede og blive fri for synden.

Om Guds rige

Men da ordene himmeriget, Guds rige, Kristi rige ofte nævnes i Det Nye Testamente, og da det også er af stor betydning for en kristen at vide, hvad det er – nemlig at det ikke er andet end Ordet, som prædiker syndernes forladelse, og det er det hellige evangelium; for i dette rige er der lutter nåde og godhed, lutter tilgivelse og eftergivelse af synd, lutter kærlighed og venlighed – så vil vi sige lidt mere om, hvordan det går til med dette rige og med syndernes forladelse.

Guds rige, hvorved han regerer over alle troende og som en trofast konge beskytter, straffer, lønner, leder, viser vej osv., mens de til gengæld stoler helt på ham, villigt tager imod hans faderlige tugt og straf og følger ham i lydighed i alle ting – det er ikke verdsligt eller timeligt, men åndeligt; det består heller ikke i mad eller drikke (Rom 14,17) eller i nogen anden ydre ting, men alene i at hjertet og samvittigheden bliver retfærdiggjort, får fred og trøstes. Derfor er det ikke andet end forladelse og borttagelse af synderne, som besmitter, bedrøver og foruroliger samvittighederne. For ligesom et verdsligt, timeligt rige består i, at folk lever i ro og kan ernære sig fredeligt med hinanden, sådan giver Guds rige sådanne ting åndeligt og bryder syndens rige ned og er ikke andet end en udslettelse og forladelse af synderne. Gud regerer i hjerterne på den måde, at han skaber fred, ro og trøst i dem ved sit ord; ligesom synden gør det modsatte, nemlig uro, angst og nød. Deri viser Gud sin herlighed og nåde i dette liv, at han tager synden bort fra menneskene og tilgiver dem den. Det er et nådens rige. Men når synden med sit hofgesinde, Djævelen, døden og helvede, slet ikke mere skal anfægte menneskene, så bliver det et herlighedens og den fuldkomne saligheds rige.

Heraf følger for det første: Guds rige bliver ikke fuldbragt eller regeret ved nogen lov, heller ikke ved Guds lov, endnu mindre ved menneskers lov, men alene ved evangeliet og troen på Gud, ved hvilken hjerterne bliver renset, trøstet og får fred (ApG 15,9), idet Helligånden udgyder kærlighed og kundskab om Gud i dem og gør mennesket til ét med Gud og til én ånd med ham, så han netop får det sind, vil og begærer det, søger og elsker det, som Gud vil. Og det går her ikke anderledes til end med to venner, som er forenet med hinanden, så den ene vil det, som den anden vil. Heraf kommer det, at et menneske i dette Guds rige er fuldkomment, barmhjertigt, medlidende og venligt mod sin næste, eftersom han ved Helligåndens indskydelse ved, at Gud også gør sådan mod ham og mod enhver og rundhåndet øser sin godhed ud. Denne Guds art kan ingen kende ved loven, men alene ved evangeliets Ånd og ord. Derfor er der heller ingen, som opnår hjertets ro, trøst og fred eller kommer ind i Guds rige ved nogen som helst lov; og de, som laver mange love, trækker menneskene bort fra Guds rige over i syndens rige, hvor der er lutter uro, angst, bedrøvelse, modgang og al ulykke for samvittighederne, ligesom der i Guds rige og i kundskaben om Gud er lutter fred, glæde og trøst for hjerterne.

For det andet: I dette Guds rige regerer vor kære Herre Kristus ligesom en forstander på et hospital blandt de syge, fattige, svagelige mennesker. Til dette rige hører nemlig ingen andre end lutter syndere og elendige mennesker, som skal have deres synder tilgivet; derfor siger Kristus også i evangeliet: «Men ve jer, I rige, for I har allerede fået jeres trøst» (Luk 6,24). Omvendt bliver de fattige, elendige og forladte trøstet og glædet ved evangeliet. For Kristus er kommet for at kalde syndere alene og ikke retfærdige (Matt 9,13; 1 Tim 1,15), for at æren helt skal gives Gud Herren, fordi han tilgiver synden af nåde og ren barmhjertighed.

Denne udslettelse af synderne, hvori Kristus regerer som konge i Guds rige, udretter han på to måder. For det første sådan, at han tilgiver, eftergiver og skjuler synden, så Gud ikke vil se på den, regne med den eller hævne den, selvom den er i mennesket, sådan som salmen siger (Sl 32,1–2): «Salig den, hvis overtrædelser er tilgivet, hvis synd er skjult. Salig det menneske, som Herren ikke tilregner misgerning, og i hvis ånd der ikke er svig.» Og hos Esajas (43,25) siger Gud: «Det er mig, ja, mig selv, der udsletter dine misgerninger for min egen skyld, og dine synder vil jeg ikke mere komme i hu.» For det andet sådan, at han renser synden ud ved mange slags korsfæstelse og lidelse. For det er to forskellige ting at tilgive synd og at tage synden bort eller feje den ud. Når et menneske tror og bliver døbt, så er alle hans synder tilgivet; men siden må synden fejes ud ved mangfoldigt kors og dødelse, så længe han lever. Synden bliver i os, så længe det dødelige legeme varer; men den bliver for Kristi skyld ikke tilregnet i Guds vrede; den bliver derimod fejet og renset ud ved faderlig tugt. I denne udfejning og rensning har de fromme kristne, som er stolte af korset og glæder sig over det, al trøst, fred og glæde, sådan som Sankt Paulus siger til romerne (5,1–5): «Da vi altså er blevet erklæret retfærdige på grund af tro, har vi fred med Gud ved vores Herre Jesus Kristus. Ved ham har vi også på grund af troen fået adgang til den nåde vi står i, og vi er stolte over håbet om Guds herlighed. Ikke alene det, vi er også stolte af vores trængsler fordi vi ved at trængslen virker udholdenhed, og udholdenheden virker prøvet troskab, og den prøvede troskab virker håb, og håbet skuffer ikke, for kærligheden fra Gud er blevet udgydt i vores hjerter ved Helligånden som er blevet givet os.» Så har du her to stykker: For det første bliver vi i dette Guds rige retfærdiggjort; for det andet bliver vi herliggjort, og det ved kors og lidelse, uden hvilke vi aldrig nogen sinde kommer til herligheden. For i det første bliver de retfærdiggjort; i det andet bliver de herliggjort.

For det tredje: De fromme kristne kendes ikke på rensningen eller udfejningen af synderne, som sker ved mange slags kors og tugt; for deri er de meget forskellige indbyrdes, den ene lider dette, den anden hint; den ene bliver tugtet på én måde, den anden på en anden; så selv apostlene ikke har elsket og lidt lige meget; men de kendes på syndernes forladelse eller troens retfærdiggørelse, hvori Gud vender sin vrede fra dem, tager dem til nåde, holder dem for sine kære børn og ikke tilregner dem nogen synd til fordømmelse; deri er de alle lige, ligesom de alle lever under én og samme himmel. Derfor farer de groft vild og løber panden mod muren, som dømmer de kristne efter deres sæder, gerninger og ydre væsen; sådan som hyklerne gjorde, der fordømte Kristus, fordi han ikke holdt deres skikke, men omgikkes løse, syndige mennesker (Matt 11,19). Ligesom ham hos Lukas (7,39), som sagde ved sig selv: «Hvis denne var en profet, vidste han, hvem og hvordan en kvinde denne er, som rører ved ham, at hun er en synderinde.»

Tag et eksempel på disse stykker, som er vist ovenfor. En læge, der påtager sig at helbrede en syg, lover ham først med Guds hjælp sundhed, hvorved han giver ham en trøstende tillid; siden begynder han at rense ud, tømme og styrke og gøre den slags ting, som hjælper til sundhed. Sådan også: når Gud har tilgivet synden og taget mennesket til nåde, lægger han alle slags kors på ham og renser eller fornyer ham dag for dag i kundskaben om Gud og kærligheden til Gud, indtil han bliver helt ren og ny; og det sker, når dette dødelige legeme går til grunde.

For det fjerde: Ved disse to stykker af Guds rige findes der to slags mennesker, som misbruger dette Guds nåderige og evangeliet; nogle bliver dovne og forsømmelige og siger: «Ja, når synden bliver tilgivet mig ganske gratis, af nåde, og er udslettet i dåben, så behøver jeg ikke selv at gøre noget dertil.» Men de andre mener omvendt, at de vil bøde for synden med deres gerninger; de forlader sig altså på deres fortjeneste, bliver hovmodige og stolte og foragter andre, som ikke gør sådan. De første misbruger tilgivelsen, de andre udfejningen eller rensningen af synderne: begge vil de ikke underlægge sig Guds herlighed og majestæt. De første foragter hans nåde; de andre bekæmper den, som om den ikke var nok, og er således svin og hunde. Alt dette ser man nu ved evangeliet, hvorved Kristus regerer i Guds rige: nogle misbruger det til kødelig frihed; men nogle mener omvendt, at det ikke er nok til frelse, men at deres gerninger også må gøre noget, og dermed fornægter og foragter de Guds nåde. Mere om dette kan du se i Romerbrevet, hvor han behandler disse to slags mennesker.

For det femte: Dette Guds rige eller syndernes forladelse har hverken grænse eller mål; sådan som teksten i evangeliet smukt viser, da Peter spurgte Herren: «Herre, hvor ofte skal jeg tilgive min broder? Er det nok med syv gange?» Jesus sagde til ham: «Jeg siger dig: ikke syv gange, men halvfjerds gange syv gange» (Matt 18,21–22), det vil sige: så ofte det sker; og derpå følger lignelsen, som Herren fortalte dér, hvori Kristus på det højeste formaner os, under trussel om Guds unåde, til at tilgive vor næste hans fejl uden nogen vægring, eftersom Gud tilgiver os utallig og uendelig megen skyld og synd. Vores skyld over for Gud er ti tusind pund, det vil sige uden tal og mål, så stor, at vi ikke formår at betale den med alt, hvad vi ejer, med alle vore kræfter og gerninger; for vi formår ikke at udslette en eneste synd, heller ikke den mindste. Når nu Gud af nåde tilgiver os så meget i sit rige, er det rimeligt, at vi også tilgiver vor næste en smule.

Om dette Guds rige, syndernes forladelse, er Skriften fuld, og den siger, at Kristi rige og herredømme strækker sig fra ende til anden. Sådan siger David (Sl 72,8): «Han skal herske fra hav til hav og fra floden indtil verdens ende.» Og lidt efter siger han (Sl 72,11): «Alle hedninger skal tjene ham.» Se hele denne salme om Kristi rige. Det forkyndte også englen Gabriel for jomfru Maria, da han sagde sådan om Kristus: «Gud Herren skal give ham Davids, hans faders trone, og han skal være konge over Jakobs hus for evigt, og der skal ikke være ende på hans kongedømme» (Luk 1,32–33). Disse og lignende skriftsteder viser, at syndernes forladelse, som Kristi og Guds rige består i, hverken har mål eller grænse.

For det sjette: Heraf følger, hvor ukristeligt de handler, som vejer syndernes forladelse af med kvintin og lod, nemlig de, som måler deres aflad med bestemte år og karener [karene: en kirkebod på fyrre dage], med tilgivelse af en tredjedel, en fjerdedel eller halvdelen af synderne; for dermed trækker de Guds rige snævrere og smallere sammen og vanærer hans barmhjertighed, skønt der dog ingen ende er på hans rige og intet tal på hans barmhjertighed, men enhver, som påkalder Herrens navn, bliver frelst (Rom 10,13), så ofte han gør det. Ja, når synderen blot sukker, vil Gud ikke mere komme hans synd i hu, som der står hos profeten Ezekiel (18,21).

For det syvende: Ligesom dette Guds rige, syndernes forladelse, hverken har mål eller grænse, sådan har det heller ingen ende, men varer fra slægt til slægt, altid og uophørligt, selvom dette riges undersåtter ikke altid bliver fast og trofast under det, men ofte falder fra: for sådan forblev Guds gunst og nåde altid over Sankt Peter, selvom han fornægtede Herren og faldt fra. Derpå peger også lignelsen i evangeliet, som vi lige har talt om. For tjeneren, som ikke ville forbarme sig over sin medtjener, gjorde sig selv uværdig til Guds barmhjertighed og satte sig selv ud af himmeriget, som består i syndernes forladelse, som sagt ovenfor.

Her har de højlærde skoleteologer kløgtigt disputeret om, hvorvidt og hvordan den tilgivne synd vender tilbage, når mennesket synder igen, og de ved ikke selv, hvad de siger. Hold du dig ganske enkelt til evangeliets ord, at dine synder bliver dig tilgivet så ofte, som du tilgiver din bror; ham skal du tilgive så ofte, som han synder imod dig. Derfor formaner Kristus os alle i denne lignelse, som vi lige har nævnt, at vi skal tilgive og forlade alle dem, som krænker os. Som om han ville sige: Ligesom man i menneskelige forhold igen viser nåde mod den, der har vist en anden nåde, sådan siger Kristus: «I himmeriget, hvor der egentlig ikke handles om andet end syndernes forladelse, det vil sige i den almindelige kristenhed, vil jeg også handle sådan mod den, som tilgiver en anden hans synd; og omvendt: den, som ikke viser en anden nåde, ham vil jeg heller ikke vise nåde. Jeg er over for jer alle som en herre og konge; men I er indbyrdes ligesom medtjenere og kammerater. Når nu jeg, jeres Herre, villigt tilgiver jer, så skal I være desto mere villige til at tilgive hinanden.» På samme måde har han i Fadervor befalet os at bede: «Forlad os vor skyld»; det havde han ikke gjort, hvis han ikke lovede og ville tilgive i nåde. Men ikke desto mindre har han knyttet dette tilsagn til et tegn, når han siger: «For hvis I tilgiver mennesker deres overtrædelser, skal også jeres himmelske Far tilgive jer» (Matt 6,14). Det første er et kendetegn, det andet et løfte.

Læg her mærke til, hvordan Kristus lægger fyldestgørelsen for synderne i vores egen samvittighed, så ingen kan undskylde sig. Ligeledes, hvordan det er pålagt os som bod og fyldestgørelse for vore synder, at vi tilgiver hinanden synder og fejl, så vi er barmhjertige og gode mod vor næste, hvis vi vil, at Faderen også skal være os nådig og forsonet. Det skal vi også visselig holde for sikkert: hvis vi tyder og vender andres synder og fejl, hvor store og svære de end er, til det bedste, som det er rimeligt, så skal vi også have en god Far i himlen over for os. Derfor er det ukristeligt og gudsbespotteligt, når man siger: «Jeg kan og vil ikke tilgive ham, hvad han har syndet imod mig; jeg vil have regnskab osv.» For sådanne forblindede mennesker erkender ikke, at de stjæler æren fra Gud, som alene hævnen tilkommer, og tager den til sig selv, og at de således giver deres egen sjæl, som de har fra Gud og er skyldige at overgive til ham igen, i Djævelens vold, og det måske på grund af en ringe timelig ting. Sådanne folk skal tage sig disse ord i evangeliet til hjerte (Matt 18,32–35): «Du onde tjener! Jeg eftergav dig hele din gæld, fordi du bønfaldt mig. Burde ikke også du forbarme dig over din medtjener, ligesom jeg forbarmede mig over dig? Og hans herre blev vred og overgav ham til bødlerne, indtil han fik betalt alt, hvad han skyldte. Således skal også min himmelske Far gøre mod jer, hvis ikke enhver af hjertet tilgiver sin bror hans overtrædelser.»

Det er ikke nok, at du med miner, tegn, mund eller tunge stiller dig venlig an over for ham og tilgiver, men det skal være af hjertet; ellers vil Gud ikke tilgive dig, og du vil også blive stødt ud af Guds nåderige. Derfor skal vi, når vi mærker Guds barmhjertighed mod os, også gerne tilgive de andre brødre, som har krænket os. Derfor tilgiver den barmhjertige Far os vore synder, for at vi også skal tilgive vore brødre og vise barmhjertighed, ligesom han er barmhjertig mod os og tilgiver synd, død, skyld og straf. Når vi gør det, så er vi i Guds rige. For Guds godhed lever i vore hjerter og gør også os gode; Kristus sidder ved Faderens højre hånd og regerer ikke desto mindre i de troendes hjerter og samvittigheder, så de elsker ham, frygter ham, viser ham ærbødig skyhed og følger ham lydigt, ligesom et lydigt folk sin konge, og bliver ham lig i al deres gerning; sådan som han siger: «I skal da være fuldkomne, ligesom jeres himmelske Far er fuldkommen» (Matt 5,48). Deri er Gud fuldkommen, at han tåler vores ondskab, skrøbelighed, synd og ufuldkommenhed og tilgiver os, for at vi også skal gøre sådan mod vore brødre; men hvis vi ikke gør det, så bliver vi stødt ud af hans rige og lagt ind under syndens, dødens og Djævelens rige, ligesom troløse, ulydige undersåtter bliver forvist fra landet og jaget ud af det. Det bevare Gud os nådigt for, amen.

Alt dette skal du samle i følgende stykker:

I. Kristus regerer, når han ved troen på evangeliet præger Guds godhed og nåde ind i hjerterne og gør dem Gud lig.

II. I dette rige har samvittigheden fred, trøst og ro, eftersom den ved og erkender, at Gud er den nådig og ikke tilregner synden.

III. Derfor tåler mennesket med glæde alle slags kors og lidelse, hvorved synden bliver fejet ud; og han stræber også efter at gøre godt mod enhver, sådan som Gud gør mod ham.

IV. Således regerer Herren på to måder: for det første ved at gøre de troende vis på Guds nåde og syndernes forladelse; og dernæst ved at lægge korset på dem til udfejning af den synd, som er tilbage; derfor bliver Kristus et tegn for troen og et forbillede for livet.

V. Tilgivelse af synder gør, at synden bliver fejet ud, og prøver en tro kristen eller borger i dette himmerige.

VI. Den, som tilgiver sine skyldnere, hører til Guds rige; den, som ikke tilgiver dem, bliver under syndens rige.

Dette er, hvad jeg denne gang har villet sige om himmeriget, om Guds rige eller om Kristi rige (som er én og samme ting), nemlig at det ikke er andet end et rige, hvor der ikke er andet end syndernes forladelse; og dette rige bliver forkyndt og tilbudt os ved evangeliet. Gud give, at vi tager imod det sådan!