Apostlen Andreas’ dag (Matt 4,18–22)

Evangeliet på den hellige apostel Andreas’ dag, Matt 4,18–22

I dag fejrer man den hellige apostel Sankt Andreas’ fest. Om den legende, der er skrevet om ham, vil vi tie, for den lugter af kød og blod. Det er os nok at vide, at han er en apostel, kaldet til det høje embede. For ordet apostel betyder sendebud, som Gud selv har udvalgt til at prædike evangeliet og lægge en grundvold, umiddelbart, og som siden ved deres død og deres blod har stadfæstet evangeliet; og det er de højeste titler, man kan give dem, og dér skal man lade det blive. Hvordan man videre skal ære dem, har I nu ofte hørt, nemlig at man lader de kære helgener blive, hvor de er, og tager sig af dem, der lever her sammen med os. For vi har nok at bestille med os selv, så vi kan vandre ret, sådan som kristne skal; lad dem derfor blive, som Gud har skikket det med dem. Vi kan hverken vide eller fatte, hvordan de lever dér. Den anden verden er helt anderledes end denne: denne her måles i dage og timer, den anden verden er ikke sådan, så Sankt Peter (2 Pet 3,8) med rette har sagt efter Salmernes Bog (Sl 90,4): «Men dette ene må I ikke glemme, elskede, at for Herren er én dag som tusind år, og tusind år som én dag.» Lad derfor sådan unyttig bekymring ligge, og tag fat på det, der betyder noget for os, nemlig at vi lever gudeligt ved troen og kristeligt ved kærligheden; det er de to stykker, vort liv skal bestå i. Når vi så dør, skal Gud nok ordne og skikke, hvor han vil have os hen.

Vi vil gennemgå evangeliets historie lidt. Da nu Herren Kristus efter Johannes Døberens død på sin himmelske Faders befaling skulle prædike evangeliet om Guds rige, først i det jødiske land, udvalgte han sig nogle medhjælpere, som han også ville sende ud for at prædike Guds rige i det jødiske land, fordi han var et menneske, dødelig som vi, og ikke kunne være mange steder på én gang. Og især udvalgte han tolv af dem, blandt hvem også Andreas var en; som Matthæus skriver her. Og det var det andet kald. Men Johannes beskriver det første kald og siger, at Andreas havde været en af Johannes Døberens disciple, og da han havde hørt sin mester vidne om Kristus, at han var Guds lam og den rette Messias, fulgte han Herren og blev hos ham en hel dag; og hvordan han derefter går hen og også kalder på Peter, sin bror, og siger: «Vi har fundet Messias» osv. (Joh 1,41). Det var begyndelsen og det første kald, nemlig at høre evangeliet af Herren Kristus. For skulle de prædike for andre, måtte de først selv høre og lære det. Siden, da de nu skulle prædike for andre, kalder Herren dem særskilt og giver dem befaling om, hvordan og hvad de skal holde sig til (Matt 10).

Nu er det ikke lidt, der for Herren ligger i dette kald; derfor er han heller ikke plumpet ind i det og har valgt hvem som helst uden forskel til sådan et embede. Det har han uden tvivl ikke gjort uden sin himmelske Faders råd og vilje; sådan som Lukas (Luk 6,12–13) tydeligt viser, når han siger: Herren gik engang op på et bjerg for at bede dér og blev hele natten i bøn til Gud, og om morgenen kaldte han sine disciple til sig og udvalgte tolv af dem og kaldte dem apostle. Heraf skal vi lære, at når vi mangler prædikanter, skal vi bede Gud om dem, sådan som Kristus selv siger hos Matthæus (Matt 9,38): «Bed derfor høstens herre om at sende arbejdere ud til sin høst.»

Nu er der to slags kald til prædikeembedet: det ene sker umiddelbart, fra Gud; det andet gennem mennesker, og alligevel også fra Gud. Det første skal man ikke tro på, medmindre det bevises med tegn og under; sådan som det skete med Kristus og hans apostle, der stadfæstede deres prædiken med de tegn, der fulgte med (Mark 16,20). Når de derfor kommer og siger: «Gud har kaldet os, Helligånden driver os, vi må prædike», så spørg dem frimodigt: «Hvilke tegn gør I, så man skal tro jer? På jeres blotte ord vil vi sandelig ikke høre jer. Ja, om I så gør tegn for os, vil vi alligevel først se, hvad jeres lære er, om den også stemmer overens med Guds ord.» For også falske profeter kan gøre tegn, sådan som Moses sagde til jøderne (5 Mos 13,2–5): «Når en profet eller drømmer står frem iblandt jer og giver dig et tegn eller et under, og det tegn eller under, som han sagde dig, kommer, og han siger: ’Lad os følge andre guder, som I ikke kender, og tjene dem’, så skal du ikke adlyde den profets eller drømmers ord. For Herren jeres Gud prøver jer for at få at vide, om I elsker ham af hele jeres hjerte og af hele jeres sjæl. For I skal følge Herren jeres Gud og frygte ham og holde hans bud og adlyde hans røst og tjene ham og holde fast ved ham.» Lad os derfor holde godt øje med de fyre, der roser sig af Helligånden, så de ikke fører os bort fra det rette, sande Guds ord; tro dem for alt i verden ikke, medmindre de beviser deres ånd med tegn og under; og se så efter, hvorhen tegnene og underne peger, for også Djævelen kan gøre tegn og under.

Det andet kald sker gennem mennesker, og dog også fra Gud, nemlig middelbart. Og det er et kærlighedens kald, som når man vælger en ud af flokken til biskop eller prædikant, om hvem man har den tillid, at han har Guds ord og også kan meddele det til andre ved sin lære og prædiken. Dér skal man sandelig se flittigt efter, at der ikke også er et skalkeøje med i spillet, så man på en eller anden måde selv trænger sig ind for at prædike, det være sig for bugens skyld eller for ærens skyld; for det er farligt, og det vil heller aldrig gå godt. Er du lærd og forstår Guds ord godt og mener også, at du vil kunne fremlægge det for andre ret og til gavn, så vent; vil Gud have det, skal han nok finde dig. Kære, lad ikke din kunnen sprænge maven på dig; Gud har ikke glemt dig. Skal du prædike hans ord, så skal han nok kalde dig i sin tid. Sæt ham ikke mål, tid eller sted; for dér, hvor du ikke vil hen, dér vil han drive dig hen, og dér, hvor du gerne ville være, dér skal du ikke komme.

Men fordi det betyder ikke så lidt, hvordan man kommer til dette høje embede, og der nu er mange, som roser sig af apostelembedet eller dog anser sig selv for værdige til det, må jeg sige lidt mere om det, til trøst for nogle samvittigheder, som bliver bedraget af Djævelen: når de kan sige en smule om evangeliet, mener de, at de straks må træde frem og også prædike det for andre.

Sankt Paulus roser sig i brevet til galaterne (Gal 1,1) af, at han er en apostel, ikke fra mennesker og heller ikke ved et menneske, men udvalgt ved Jesus Kristus og Gud Fader; det siger han især imod de falske apostle, som ikke kunne rose sig af noget af det. Disse Sankt Paulus’ ord vil vi se på; de vil tjene os godt i denne sag og først vise, hvad ordet apostel betyder.

Apostel er det samme som en udsending, fordi han bliver sendt af en anden. Dette navn er et beskedent navn og dog samtidig højt og ærefuldt; desuden fører det en stor ydmyghed med sig, idet den, der bærer dette navn, bliver sendt af en anden. Det viser også tjeneste og lydighed; for at ingen skal rose sig af navnet og sætte falsk håb til det, som var det et navn med stor værdighed og en høj titel, men han skal hellere ved dette tjenende navn drages og rives hen til ham, der har sendt ham, og ud fra ham skal man vurdere udsendingens og tjenerens anseelse og værdighed, så man tager imod tjeneren og sendebuddet og behandler ham så meget mere ærefuldt: ikke som i vore dage, hvor disse navne, apostel, biskop og andre, begynder at være ikke embeder eller tjenester, men værdigheder og herredømmer. Dem kalder Kristus hos Johannes (Joh 10,8) med et modsat navn ikke udsendinge, men sådanne, der kommer af sig selv; ja, han kalder dem tyve og røvere, fordi de ikke bringer det ord fra afsenderen, som de skal vogte med, men kun vil bære deres egen vinding bort ved at slagte fårene; for sådan siger han: «Alle dem som er kommet», det vil sige: som ikke var sendt, «er tyve og røvere». Og sådan som også Sankt Paulus siger i Romerbrevet (Rom 10,15): «Hvordan skal de forkynde uden at de er blevet sendt?»

Åh, gid Gud ville, at biskopperne, sognepræsterne og de kristnes styrere i denne tid tog værdigt imod en sådan lære! Hvem kan dog prædike, medmindre han er en apostel? Men hvem er en apostel andet end den, der bringer Guds ord? Men hvem kan bringe Guds ord andet end den, der har hørt Gud? Kan man nu også kalde ham en apostel, som ikke fremlægger andet for folket end sine drømme og menneskelige forordninger og filosofisk lære? Nej, en tyv er han, en morder, en ødelægger og kvæler af sjælene, som ikke er sendt, men kommer af sig selv. Og det kan de bekymrede, ængstede samvittigheder meget vel mærke. For så ofte Guds ord bliver prædiket, gør det samvittighederne glade, rummelige og trygge; for det er et nådens og forladelsens ord, desuden et godt og sødt ord. Men når man prædiker menneskeord, så gør det samvittigheden bedrøvet, snæver og skælvende i sig selv; for det er et lovens, vredens og syndens ord, det viser, hvad mennesket ikke har gjort, og hvad det dog burde gøre.

Derfor har kirken fra begyndelsen aldrig stået mere ulykkeligt, end den står netop nu, og den bliver dag for dag værre og værre, hvor de arme samvittigheder bliver martret og ængstet med så mange påfund, statutter og utallige snarer og pinsler, langt hårdere end i martyrernes tid, da de dog kun blev plaget på legemet; men vi er både på legeme og sjæl blevet forblindet, forført og ødelagt fra grunden med sådanne påfund og love. Og her skal man lægge godt mærke til, at Kristus ikke ville lade nogen blive apostel ved menneskers valg, men selv har kaldt og indsat dem dertil. Derfor turde heller ikke de andre apostle vælge den hellige Mattias, men de har fået ham fra himlen ved bøn (ApG 1,24). Og Kristus har selv kaldt Paulus fra himlen og gjort ham til apostel (ApG 9,6), og især ved Helligåndens røst; sådan som der står skrevet i Apostlenes Gerninger (ApG 13,2): «Udtag Barnabas og Saulus til mig til den opgave, jeg har kaldet dem til.» Sådan roser Paulus sig selv i Romerbrevet af at være udtaget til Guds evangelium (Rom 1,1); og i Galaterbrevet (Gal 2,7) siger han, hvordan de andre apostle er sendt til de omskårne, det vil sige til jøderne, men han sammen med Barnabas er udtaget til forhuden, det vil sige til hedningerne. Alt det sigter på, at du skal se, hvor omhyggeligt Kristus har indrettet og beskyttet sin menighed, for at ingen nogensinde skulle understå sig dristigt i at lære, uden at han var kaldet og indsat dertil af ham eller af dem, han har sendt.

For ligesom Guds ord er den fornemste og allerstørste velgerning for Kristi menighed, sådan bliver Guds menighed modsat ikke ødelagt af nogen større skade end af menneskeord og verdslige forordninger. «Gud alene er sanddru, men alle mennesker er løgnere» (Sl 116,11). Og netop derfor har Kristus efterladt os sit evangelium og den øvrige hellige Skrift, for at hans menighed skulle bygges med dem og ikke med menneskelige forordninger. Hvor ynkeligt det hidtil, i mere end tre hundrede år, er blevet foragtet, ja, helt og aldeles forvendt, viser den kristne menigheds tilstand i dag tydeligt nok.

Ud fra disse Sankt Paulus’ ord, hvor han siger til galaterne (Gal 1,1), at han er en apostel, ikke fra mennesker og ikke ved mennesker, men udvalgt ved Jesus Kristus og Gud Fader, udleder Hieronymus fire slags apostle. For det første er der nogle apostle, som ikke er udvalgt af mennesker og heller ikke ved et menneske, men ved Jesus Kristus og Gud Fader, sådan som i sin tid profeterne og alle apostlene. For det andet er der nogle, som nok er udvalgt af Gud, men ved mennesker; som apostlenes disciple og alle, der indtil verdens ende på rette vis træder ind i prædikeembedet i apostlenes sted, som biskopper og præster. Og disse kan ikke være til uden de første, fra hvem de har deres begyndelse. For det tredje er der nogle, som er udvalgt af mennesker og ikke af Gud; som når man tager en dertil af en eller anden gunst og venskab: sådan som vi nu ser mange, der alene af menigmands gunst bliver antaget til præsteembedet. Det var Hieronymus’ ord. Er ulykken begyndt i Hieronymus’ tid, ja, i nogen grad begyndt at tage kraftigt til, så er det intet under, om den nu triumferer, hersker og regerer og har overtaget. For af denne slags må alle de være, som selv melder sig til at blive biskopper og præster, før de bliver kaldet dertil; de er kun bugens tjenere og ærgerrige folk. Derfor ser vi også godt, hvilken nytte og gavn den kristne menighed har af dem.

For det fjerde er der en slags apostle, som hverken kommer fra Gud eller fra mennesker, heller ikke ved mennesker, men af sig selv; som de falske profeter og falske apostle, som Paulus berører mange steder, og især i brevet til galaterne. Sådanne falske apostle kalder Skriften ugerningsmænd, som kan forklæde sig som Kristi rette apostle; og hos Johannes (Joh 10,8) kalder Herren dem tyve og røvere og sådanne, der kommer af sig selv. Sådan siger også Gud hos Jeremias (Jer 23,21): «Jeg har ikke sendt profeterne, og dog løb de; jeg har ikke talt med dem, og dog har de prædiket og profeteret.» Dette skal man især vogte sig for. For derfor ville Kristus ikke, at djævlene skulle sige noget om ham (Luk 4,35), selv om de sagde sandheden, for at dødens løgn ikke skulle slippe med ind under sandhedens skin; for den, der taler af sig selv, kan ikke tale andet end løgn; som Kristus siger hos Johannes (Joh 8,44). Og derfor gav Kristus apostlene sin Ånd, for at de ikke skulle tale af sig selv; om den siger han sådan: «For det er ikke jer som taler, men det er jeres Fars Ånd som taler i jer» (Matt 10,20). Og hos Lukas (Luk 21,15) siger han: «For jeg vil give jer mund og visdom, som alle jeres modstandere ikke skulle kunne modstå eller modsige.»

Jeg må her sige noget om en tåbelig klage hos mange mennesker, og især hos munkene og præsterne, som dog er stærkt anfægtet af den; for de klager sådan: de har Herrens talent, og derfor bliver de af tvang og nød ved evangeliets bud drevet til at prædike og lære andre mennesker; og derfor har de, når de ikke prædiker, en meget tåbelig samvittighed over det og tror, at de graver deres herres penge ned og således er skyldige til evig fordømmelse. Alt det sætter Djævelen i værk for at gøre dem ustadige i deres kald, som de er kaldet til. Åh, kære bror! Kristus gør dig fri af dette spørgsmål og denne bekymring med ét eneste ord; se blot på netop det samme evangelium, og hør nøje, hvordan det siger: «For det er ligesom en mand som drog udenlands og kaldte på sine tjenere og overgav sin ejendom til dem» (Matt 25,14). Se, han kaldte på sine tjenere: hvem har kaldt dig? Kære, vent, til Gud kalder dig; vær imens tryg og ved godt mod. Ja, om du så var visere og klogere end Salomo og Daniel, skulle du dog flygte som fra helvede for at sige så meget som ét eneste ord, medmindre du blev kaldt og indsat dertil. Får Gud brug for dig, skal han nok kalde dig; kalder han dig ikke, kære, så lad ikke din kunnen sprænge maven på dig. Du har meget tåbelige tanker om den nytte og gavn, du ville gøre: tro mig, ingen gør gavn med at prædike undtagen den, der uden sin egen vilje og lyst til at prædike og lære bliver kaldt og drevet dertil. For vi har kun én mester, vor Herre Jesus Kristus (Matt 23,10); han alene lærer og bærer frugt gennem sine tjenere, som han har kaldt dertil; men den, der lærer uden at være kaldet, lærer ikke uden skade, både for sig selv og for tilhørerne, fordi Kristus ikke er med ham.

Mod sådanne falske apostle og profeter advarer Kristus os trofast, når han siger: «Tag jer i agt for de falske profeter, som kommer til jer i fåreklæder, men indvendig er de glubske ulve» (Matt 7,15). På samme måde advarer Paulus romerne: «Jeg formaner jer, kære brødre, til at holde øje med dem, som skaber splittelse og forargelse imod den lære, I har lært, og hold jer fra dem» (Rom 16,17). Og biskopperne i Efesos formaner han også indtrængende til at våge over hjorden, for der vil helt sikkert komme falske lærere og glubske ulve ind blandt dem (ApG 20,29). Det samme gør Peter, når han siger, at ligesom der altid har været falske profeter, sådan vil det heller ikke slå fejl nu (2 Pet 2,1). For det er sikkert, og det kan man trygt regne med, at der ved siden af den rette lære altid bliver blandet falsk lære ind. Djævelen er alt for listig; det gør ham ondt, at hans rige skal ødelægges og anfægtes ved den rette lære, for han holder det kun oppe ved løgn og falsk lære, dog under skin af sandhed og ret lære. Det er også det, Sankt Paulus vil sige til korintherne, når han taler sådan om de falske apostle og om Djævelen selv: «Den slags falske apostle og uærlige arbejdere forklæder sig som Kristi apostle. Og det er intet under, for han selv, Djævelen, forklæder sig som lysets engel» (2 Kor 11,13–14). «Derfor er det ikke noget stort, hvis også hans tjenere forklæder sig som forkyndere af retfærdigheden; deres ende vil være efter deres gerninger.»

Så meget om apostlene og om prædikeembedet. Nu vil vi sige endnu én ting ved evangeliet, og her er spørgsmålet: Hvorfor kaldte Kristus sådanne enfoldige, jævne folk til apostelembedet og tog ikke nogle rige, mægtige, lærde og hellige folk dertil, som dog ville have haft anseelse i verden? Det kan man give tre grunde til. For det første, for at Guds magt og kraft skulle blive vist ved, at han begyndte et så stort værk med så ringe, enfoldige folk og også førte det igennem, så man skulle forstå, at dette ikke skete af menneskelig kraft, men af guddommelig magt og vælde. For dertil sigter alle Guds gerninger: Han vil gøre verden til en nar, så den med sin fornuft hverken skal eller kan finde sig til rette i Guds gerninger. Derfor siger Sankt Paulus til korintherne (1 Kor 1,26–29): «Læg mærke til jeres kaldelse, kære brødre: Ikke mange vise efter kødet, ikke mange magtfulde, ikke mange fornemme er kaldet; men det, som er tåbeligt for verden, har Gud udvalgt for at gøre de vise til skamme; og det, som er svagt for verden, har Gud udvalgt for at gøre det stærke til skamme; og det, som er ringe for verden, og det ringeagtede har Gud udvalgt, og det, som ikke er noget, for at gøre det, som er noget, til intet, for at intet kød skal rose sig over for ham.»

Den anden grund: for at man ikke skulle tro, at Gud gør forskel på folk, så han udvalgte de rige, fornemme og vise og foragtede de fattige, enfoldige og ulærde. Og det har Gud vist på mange, at han ikke gør forskel på folk, således på David og flere andre, som også Sankt Peter siger om ham: «Nu forstår jeg i sandhed, at Gud ikke gør forskel på folk, men i hvert folk er den, som frygter ham og handler retfærdigt, velkommen hos ham» (ApG 10,34–35).

For det tredje ville Kristus udvælge enfoldige, fattige folk til prædikeembedet, for at de så meget lettere kunne følge ham. For ingen rig ville så hurtigt have fulgt ham og givet slip på sit gods. Rigdom er nemlig en stor hindring for at følge Kristus, som den siger, der skulle komme til bryllup (Luk 14,19): «Jeg har købt fem par okser og skal nu hen og se på dem; jeg beder dig, hav mig undskyldt!» Der står også et smukt eksempel hos Matthæus (19,21–24) om den rige unge mand, som Herren sagde til: «Hvis du vil være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, og du vil have en skat i himlen, og kom og følg mig.» Da den unge mand hørte det ord, siger evangelisten, gik han bedrøvet bort fra ham, for han havde megen ejendom. Da sagde Herren til sine disciple: «Sandelig siger jeg jer: Det er vanskeligt for en rig at komme ind i himlen. Og igen siger jeg jer: Det er lettere for en kamel at gå igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige.» Det er farligt og vanskeligt at have meget gods, for det er ikke muligt for menneskehjertet, at det ikke skulle hænge ved det og stole på det. Hænger man nu ved godset, så kan man ikke hænge ved Kristus eller følge ham; for ingen kan tjene to herrer (Matt 6,24).

Derfor har disse apostle her let fulgt Herren og ladet alt ligge, hvad de havde. Men Kristus har her ikke set på, hvad de forlod, men på hjertet og villigheden til at forlade det. For deres hjerte stod dengang sådan, at havde de haft meget, ja hele verden, ville de have forladt det alt sammen. Det er også værd at undre sig over her, at de så hurtigt brød op og fulgte Kristus uden løfte og tilsagn, alene at de skulle være menneskefiskere. Men hvad udretter Kristi ord ikke, hvor det kommer ind i hjertet? Det er et levende, virksomt, brændende ord; det vender ikke tilbage uden gavn og frugt (Hebr 4,12; Es 55,11). Dernæst er det også noget, at de ikke kommer med nogen undskyldning, men lader frit stå og ligge, hvad de har, og på dette ene ord: «Følg mig», følger de straks Herren. Summa summarum: Det er Kristi ords kraft; når han taler til hjertet, så er det allerede gjort. Men hvor han ikke taler til hjertet, dér kan man let finde en undskyldning, som den mand hos Matthæus (8,21), som Herren bød at følge sig, da han sagde: «Herre, tillad mig først at gå hen og begrave min far.» Der skal ikke meget til at drage os bort fra evangeliet. Ja, nogle skyder gode gerninger foran sig, ligesom netop denne, som der nu er talt om. Nuvel, den, som han giver det, har det; men vi skal bede om, at han også giver os et sådant let sind til at tro evangeliet og følge det.

Heraf skal vi nu også lære dette, at denne kaldelse og hurtige efterfølgelse ikke lærer os andet, end at vi skal se, hvordan hele vores kød skal dødes, indtil vi ret kender Kristus og med Sankt Peter kan sige: «Herre, se, vi har forladt alt og fulgt dig!» (Matt 19,27). For ingen vil kende Kristus, medmindre han forlader alt og ikke længere hænger ved nogen skabning med sit hjerte og sit begær. Derfor siger Kristus (Matt 10,37–38): «Den, der elsker far og mor mere end mig, er mig ikke værdig, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værdig; og den, som ikke tager sit kors på sig og følger mig, er mig ikke værdig.» Disse ord sigter alle sammen på, at vi skal døde vores kød, og som Sankt Paulus siger: De kristne skal bruge denne verden, som om de ikke brugte den (1 Kor 7,31). Heri vil enhver efter sin tros og sin ånds mål vel vide, hvordan han skal forholde sig, hvad han skal gøre og ikke gøre; Ånden vil nok give ham det.

Nu skal vi også sige noget om den skjulte betydning. Kort sagt: Kristus siger selv, at han vil gøre dem til menneskefiskere, det vil sige til prædikanter. Men nettet, som de skal fange menneskene med, er evangeliet, ligesom himmeriget også andetsteds hos Matthæus (13,47–50) sammenlignes med et net, der kastes i havet og fanger alle slags. «Men når det er blevet fuldt», siger Herren, «trækker de det op på stranden, sætter sig og samler de gode i kar, men de dårlige kaster de ud. Sådan vil det også gå ved verdens ende. Englene skal gå ud og skille de onde fra de retfærdige og kaste dem i ildovnen; dér skal der være gråd og tænderskæren.» Det er en fin og smuk lignelse. Evangeliet og læren, hvorved syndernes forladelse prædikes, er et net i verden. De udvalgte og de, der er kaldet ved evangeliet, bliver imens i verden, det vil sige i dette syndens rige, i dette uvejr og disse verdens vande; siden skal de trækkes op på stranden og skilles fra de onde, nemlig i døden. Når man skal bekende evangeliet og sandheden, så begynder det at sprælle og vrimle.

Men fiskerne, det vil sige Ordets tjenere, fanger intet, medmindre Herren byder dem at kaste nettet i havet, som der står hos Johannes (21,6); det vil sige: De, der skal prædike evangeliet, må være kaldet dertil, som vi har sagt ovenfor. Derfor er det intet under, at de, som ikke er kaldet, intet udretter med deres prædikener. Men de, der er kaldet, gør store gerninger, hvor svage, ringe og enfoldige de end er; for det ligger ikke i prædikanterne, men i Ordet. Det er en Guds kraft for alle, der tror på det (Rom 1,16). Læg nu godt mærke til Paulus’ ord til korintherne, at Gud antager de uvise, for at han kan gøre denne verdens vise til skamme (1 Kor 1,27). Er det ikke et underligt råd af Gud, at han begynder en så stor og mægtig ting med så enfoldige, fattige folk? Gennem tolv fiskere vil han drage hele verden til sig – er det ikke en tåbelig ting for fornuften? Alligevel slår han igennem med dem, selv om alle konger og hele verden sætter sig imod. Alt det sker, for at han kan gøre fornuften til en nar, og for at vi skal lære, hvilke der er Guds gerninger, og hvordan de går for sig. Som I har hørt: Han bruger et menneske til en ting, man aldrig havde ventet. Sankt Paulus har han brugt til at omvende en betydelig del af verden; på samme måde har han ved Elias, Elisa, Jonas og flere andre folk, som var af ringe anseelse, udrettet herlige gerninger. Tåbeligt er rådet og de overvejelser hos dem, som nu siger: «Hvis det var Guds råd og vilje, så ville han lade et koncil sammenkalde eller give denne lære til kirkens biskopper og prælater.» Men narrene ser ikke, hvad Guds råd og vilje er. De, der nu fører evangeliet frem, er ikke dem, der gør det; de er kun en maske og et maskespil, hvorigennem Gud udretter sit værk og sin vilje. «Det er ikke jer», siger han, «der fanger fiskene; jeg trækker selv nettet.» Men ingen kan forstå, hvordan Gud virker gennem svaghed, uden den, der tror.

At de bøder nettet, betyder, at de rette prædikanter stopper munden på de falske lærere med Skriften og overvinder dem. For de falske apostle og lærere gør ikke andet end at rive nettet, det vil sige evangeliet, den sunde lære, i stykker med falsk lære og hele tiden trække den ene fisk efter den anden ud af nettet. Dér skal de rette apostle nu være på pladsen og sætte sig til modværge med evangeliet og den rette forståelse af Skriften, som Sankt Paulus siger til Titus (1,9): «En biskop skal holde fast ved lærens troværdige ord, for at han kan være i stand til at formane ved den sunde lære og gendrive dem, der siger imod.»

Så er dette nu summen og indholdet af dette evangelium og også af den skjulte betydning: Kristus kalder os til sig, og deri skal vi mærke og fornemme hans godhed; dernæst, når vi kender hans godhed, skal vi også meddele den til andre og prædike den offentligt, dog ikke før vi bliver kaldet dertil, så vi også kan fange andre og bringe dem til ham. Nettet er Guds ord og Kristi evangelium, som kastes i det stormfulde hav, det vil sige i verden, for at det skal fange fisk, det vil sige menneskenes sjæle. Vores biskopper og præster er fiskerne, som i stedet for nettet skal have Guds ord, Kristi hellige evangelium, og de skal ikke frygte for havets storm; lad verden rase og tumle, som den vil, så må de prædike Ordet og ikke sky nogen. For det er ingen dygtig fisker, som ikke tør vove sig frit ud på vandet eller på havet, også med fare for sit liv, når der er en fangst at hente. Heller ikke vil nogen af disse fiskere fange Herrens fisk, medmindre han forlader sit eget net, det vil sige glemmer sin løn og sin fordel, og følger Herren Jesus. Det måtte sandelig være en tåbelig fisker, som, når der kom et ufarligt uvejr på vandet, af frygt ville lade de fisk, han nu havde fanget, slippe igen. For det er evangeliets natur og art at føre oprør og splid, modgang og forfølgelse med sig, som Kristus selv siger hos Matthæus (10,34–36): «Tro ikke, at jeg er kommet for at sende fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at sende fred, men sværd. For jeg er kommet for at sætte et menneske op imod sin far og en datter imod sin mor og en svigerdatter imod sin svigermor, og et menneskes fjender skal være hans egne husfolk.» Og det må alle prædikanter, ja alle kristne sandelig regne med. Lad det for denne gang være nok om dette evangelium; vi vil lade det blive ved det og påkalde Gud om hans nåde og barmhjertighed.