Sankt Nikolaus’ dag (Luk 12,35–40)

Evangeliet på den hellige biskop Nikolaus’ dag, Luk 12,35–40

Legenden om den hellige biskop Nikolaus, hvis fest vi holder i dag, vil vi lade ligge, for den blander meget barnligt tøj og til tider også løgn ind i; vi vil hellere ved evangeliet sige noget mere nødvendigt, hvoraf vi kan forbedre vores liv og tage til og gå videre i den tro, vi er begyndt på.

I dette evangelium bliver vi atter formanet til, at vi ikke skal være sikre eller sove, men våge og vente på Herren og altid stå rede, eftersom vi ikke ved, i hvilken time han kommer. Og han stiller os en lignelse for øje om en tro tjener, der med al flid venter på sin herre, rustet og rede til at løbe, med bæltet om lænderne og kjortlen bundet op, så han straks er parat, når herren kalder på ham. Således vil han med disse ord også ægge os til, at vi ikke skal være dovne og forsømmelige med at gøre godt dag og nat mod vores næste, som har brug for vores hjælp og råd.

Nu bliver det her i dette evangelium også vist os, som i næsten alle evangelierne, hvori et kristent liv består, nemlig i tro, håb og kærlighed. Men eftersom det er hovedstykkerne og grundlaget for vores frelse, vil vi sige lidt om dem, så meget som Gud vil give. For det er meget nødvendigt at vide, og der er også kun få, som forstår det ret.

Om troen

Disse tre stykker, tro, håb og kærlighed, hænger således sammen i skikkelse og form: Troen ser på Guds forjættelse og løfte, som holdes frem for den ved Ordet, når hjertet hænger fast ved den og tror Ordet. Det er den tro, man kalder fidem justificantem [den retfærdiggørende tro], som gør mennesker retfærdige og fromme, og som alene ser på Guds forjættelse, givet af den rene nåde uden alt vores eget tilskud, gerning eller fortjeneste, lovet og tilsagt os i hans ord. Det er det, Sankt Paulus ud fra profeten Joel (Joel 3,5) siger i Romerbrevet (Rom 10,13–15): «Enhver som påkalder Herrens navn, vil blive frelst. Men hvordan skal de påkalde ham, som de ikke tror på? Og hvordan skal de tro på ham, som de intet har hørt om? Og hvordan skal de høre uden en prædikant?» osv. Deraf slutter han så og siger (Rom 10,17): «Altså kommer troen af prædikenen, men prædikenen ved Guds ord.» Og det slutter han også i Galaterbrevet (Gal 3,2): at vi har modtaget Helligånden, ikke af vores gerninger, men ved prædikenen om troen. Så hele vores frelse ligger alene i troen, og med den skal vi handle med Gud. Og derhen trænger så hele Skriften. Således siger Habakkuk (Hab 2,4): «Den retfærdige skal leve af sin tro.» David siger i Første Samuelsbog (1 Sam 26,23): «Herren vil gengælde enhver efter hans retfærdighed og tro»; og Paulus siger således i Romerbrevet (Rom 3,28): «Så mener vi nu, at mennesket bliver retfærdiggjort uden lovens gerninger, alene ved troen»; ligeledes skulle disciplene, da Kristus sendte dem ud i hele verden for at prædike evangeliet, sige således: «Den som tror og bliver døbt, vil blive frelst; men den der ikke tror, vil blive fordømt.» (Mark 16,16)

Men dette er troen: at tro på Jesus Kristus, at Gud Fader har sendt os denne sin enbårne Søn ned fra himlen og gjort ham til visdom for os, til retfærdighed, til helligelse og til forløsning. (1 Kor 1,30) For således siger Sankt Paulus i Romerbrevet (Rom 10,9–11): «For hvis du bekender med din mund, at Jesus er Herre, og tror i dit hjerte, at Gud oprejste ham fra de døde, vil du blive frelst. For med hjertet tror man til retfærdighed, og med munden bekender man til frelse. For Skriften siger: Enhver, som tror på ham, skal ikke blive til skamme.» Og før, i det fjerde kapitel (Rom 4,3), fører Sankt Paulus Abrahams eksempel frem: at han alene derfor blev retfærdiggjort, at han troede Guds ord, som Skriften siger: «Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed» (1 Mos 15,6); som ville den sige: Abraham holdt Gud for sanddru i hans ord og løfte, derfor blev han for Gud regnet for en retfærdig og retfærdiggjort mand.

Og denne tro alene frelser alle mennesker, men vantroen fordømmer, som Kristus selv siger hos Johannes (Joh 3,17–18): «For Gud sendte ikke sin Søn til verden for at dømme verden, men for at verden skulle frelses ved ham. Den som tror på ham, dømmes ikke, men den som ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke tror på Guds enbårne Søns navn.» Og Johannes Døberen vidner også således (Joh 3,35–36): «Faderen elsker Sønnen og har givet alt i hans hånd. Den som tror på Sønnen, har evigt liv, men den som ikke tror Sønnen, skal ikke se livet, men Guds vrede bliver over ham.» Det er så nu det evige liv, som Kristus sagde til Gud, sin Fader, kort før sin lidelse: «Dette er det evige liv, at de kender dig, at du alene er den sande Gud, og ham, du har sendt, Jesus Kristus.» (Joh 17,3)

Ud fra disse skriftsteder er det nu lyst og klart, at vi bliver fromme og retfærdige for Gud alene ved troen; for Guds øjne, siger Jeremias (Jer 5,3), ser kun på troen. Derfor handler hyklerne og de gerningshellige som tåber, når de mener at blive retfærdige ved deres gerninger og dermed at opnå en nådig Gud; ja, de håner Gud, hvis nåde og godhed, vist os i Kristus Jesus, de foragter. Den, som vil have mere om dette stykke, skal læse den lille bog om et kristenmenneskes frihed; der vil han finde det behandlet i al sin længde. Nu vil vi tale om det andet stykke, om håbet.

Om håbet

Af dette Guds løfte og tilsagn, givet og lovet af den rene nåde og barmhjertighed uden al vores fortjeneste, udspringer håbet: at jeg med vished venter på det, som er lovet mig. For at håbe er intet andet end at stå urokkelig i Guds barmhjertighed, som er tilsagt os for intet og af den rene nåde, nemlig at jeg står fast i den, modig og frimodig, venter på dette hans løfte og ikke lader noget skræmme mig bort fra det, hvad enten det er synd, død, Djævel eller helvede, verden eller vores eget kød. Ligesom troen alene ser på Guds forjættelse, således ser håbet alene på Guds rene og ufortjente barmhjertighed, det vil sige på det, som er tilsagt os for intet i hans ord og forjættelse; således siger salmen (Sl 26,3): «Din godhed er for mine øjne, og jeg vandrer i din sandhed.»

Troens gerning og frugt er en glad samvittighed, et trygt hjerte og en frimodig tillid til Gud; men håbet holder sig stille og venter på det, som Gud har tilsagt det, falde hvad der falde vil, og det bliver særlig prøvet i modgangen. Det har Sankt Paulus fint sammenfattet i Romerbrevet (Rom 5,1–5) og siger således: «Da vi altså er blevet retfærdige ved troen, har vi fred med Gud ved vores Herre Jesus Kristus, ved hvem vi også i troen har adgang til denne nåde, som vi står i, og vi roser os af håbet om den kommende herlighed, som Gud skal give. Ikke alene det, men vi roser os også af trængslerne, fordi vi ved, at trængsel virker tålmodighed, men tålmodighed virker erfaring, og erfaring virker håb, men håbet lader ikke til skamme. Alt det, fordi Guds kærlighed er udgydt i vores hjerte ved Helligånden, som er givet os.»

Så er håbet nu intet andet end at forlade sig på og vente på den ting, man ikke ser; for det, man ser, behøver man ikke at håbe på, som Sankt Paulus siger (Rom 8,24). Og håb kan ikke være uden tro; for således beskriver Hebræerbrevet (Hebr 11,1) troen: «Tro er en sikker tillid til det, som skal håbes, og retter sig efter det, som ikke ses.» Man deler det altså således: Troen ser på Ordet og tror det, at det er sandt; men håbet ser på det, som Ordet og løftet lover; på det venter det og er vist på, at det vil ske. Men her må man i hvert fald lægge flittigt mærke til Guds gerninger, så vi ikke falder ind med vores fornuft og dømmer dem, som vi ser dem for os. For alle Guds gerninger står i det modsatte, så fornuften ikke ser dem an på anden måde, end som om der intet ville komme ud af dem, som om hans ord og løfter var ingenting og løgn.

Derfor må man give godt agt på det; for Gud giver og gør alle ting åndeligt, så kød og blod ikke kan fatte dem, for at han kan gøre fornuften til skamme og vænne sine hellige (for også de er iklædt kød og blod) til alene at stole på ham og se hen til ham. For når man taler om syndernes forladelse og det evige liv, og vi intet mærker andet end synd og evig død, så tror vi ikke, at det sker, som Guds ord lover os. Derfor går det hele lige imod menneskelig erfaring og står i det rene håb om, at det engang skal blive bedre; derfor er håb det, man ikke ser. Synden siger: «Du er en synder, derfor må du dø»; det ser man. Håbet siger: «Stol på det og håb, for Gud har lovet dig, at det skal blive bedre og få en ende; og jo mindre du føler en sådan hjælp, jo mere skal du håbe; for du må håbe på det, du ikke ser.»

Man læser om Sankt Antonius, at han var til stede ved mange martyrers død og trøstede dem på denne måde, når de i døden ville blive modløse og synke sammen: «Luk øjnene, det bliver snart bedre.» Så rummer håbet nu to ting: for det første at se det, som er for øjnene, synden og døden, på grund af vores skrøbelighed, og at lide det med tålmodighed, for det gør ondt; for det andet at håbe det, vi ikke ser, syndernes forladelse og det kommende evige liv. Derfor siger salmen (Sl 4): «Du, Herre, har grundfæstet mig i håbet.»

Så har I nu hørt om de to første stykker, om troen og om håbet, hvad de er, og hvad de virker: Fred og ro og stilhed i samvittigheden følger troen på Kristus, som har skaffet os fred med alle skabninger, himmel og jord, så de må tjene os, og ingen kan skade os. Denne tillid gør, at man roser sig i al nød, i lidelse og død, eftersom man er vis på, at det er lutter nåde, selv om det ser ud, som var det vrede og utålmodighed; for håbet bærer os hen, så vi ved, at Gud gør det, og at det snart får en ende. Og det går således til:

Når Gud vil styrke et menneskes tro, så gør han det således, at det synes at skorte på troen; han stiller sig, som ville han hverken holde tro eller love over for ham, kaster ham ud i al ulykke og gør ham så mør, at han næsten må fortvivle, og samtidig gør han dog, at han holder sig stille; at holde sig stille er tålmodighed, og denne tålmodighed virker erfaring: nemlig når Gud kommer igen og lader solen skinne igen, og uvejret er drevet over, så slår mennesket øjnene op, som før kun var rettet mod det nærværende onde og dengang ikke kunne hæve sig over ulykken, men var modløse og sank ned, og ser så, at det er blevet dag, undrer sig og siger: «Åh, Gud være lovet, at jeg er sluppet fri af ulykken! Her bor Gud; det havde jeg ikke ventet, at det skulle være endt så godt.» Om to, om tre, om otte dage, om et år, om en time kommer et andet kors fra synden, tab af ære, af gods, af helbred, eller hvorfra sådan trængsel nu kan komme; så begynder det forfra, så kommer uvejret igen; og eftersom Gud før har hjulpet så nådigt, og mennesket ved, hvordan det er Guds allerbedste vilje, når han tugter os med faderriset, så vi har grund til at råbe til ham og løbe til ham, så trøster mennesket sig selv og roser sig af trængslen og siger: «Han, som før har hjulpet mig så ofte, han vil også hjælpe nu igen.» Denne længsel inde i hjertet, hvorved hjertet siger: «Åh, var jeg dog fri! Åh, kom dog, Gud! Åh, blev der dog hjulpet mig!», det er håbet, og det lader ingen blive til skamme; Gud må hjælpe et sådant menneske. For Guds kærlighed, som han bærer til os, er udgydt i vores hjerte ved Helligånden, som er givet os; det vil sige: Helligånden virker længslen og vækker hjertet og opnår hjælpen, som Sankt Paulus siger i Romerbrevet (Rom 5,5).

På den måde skjuler Gud livet under døden, himlen under helvede, visdommen under dårskaben, nåden under synden. Således måtte Abraham sige, at det var Guds velbehag, at han bød ham ofre sin eneste søn (1 Mos 22); således siger også David, da han måtte erfare, hvor godt Gud mente det med ham, dengang han måtte vige for sin søn Absalom (2 Sam 15), og at det blev ham regnet til frelse, da han sagde: «Det er godt for mig, at du har ydmyget mig.» (Sl 119,71) Men denne visdom, godhed, sødme og fuldkommenhed i Guds vilje kendes ikke ved fornuft eller menneskers visdom, for den flygter fra den; men alene af troen, som dræber fornuften. Så meget om håbet. Nu følger kærligheden.

Om kærligheden

Det tredje stykke, som hører til et kristent liv, er kærligheden, som straks flyder ud af troen og håbet, ja, hænger så nær sammen med dem, at den aldrig kan udeblive fra troen, hvis da troen er ret; og så lidt som ilden er uden hede og røg, så lidt er troen uden kærlighed. For når jeg ved troen erkender, hvor højt Gud elsker mig, at han til mit gode og min frelse har sendt sin eneste Søn ned fra himlen, ladet ham blive menneske og ladet ham dø for mine synders skyld, for at der kunne blive hjulpet mig, som ellers måtte have været evigt fordømt, og har skænket mig alt med denne sin Søn, så jeg tør rose mig af ham og af alt, hvad hans er, og trodse og pukke på det imod synd, død, Djævel, helvede og al ulykke, så er det ikke muligt andet, end at jeg må elske ham igen og være ham hengiven, holde hans bud og gøre alt, hvad han bare vil have, med lyst og kærlighed. Da må mennesket få et venligt, sødt hjerte over for Gud; og dette hjerte kan ikke blive alene hos sig selv, det må flyde ud og frit vise sig igen i al taknemmelighed og kærlighed.

Men eftersom Gud ikke behøver vores gerninger og heller ikke har befalet os at gøre noget for ham, uden alene at love og takke ham, så går dette menneske i gang og giver sig helt og holdent til sin næste, tjener ham, hjælper ham og råder ham frit og for intet, eftersom han ved, at denne nåde er vederfaret ham for intet og af lutter barmhjertighed uden nogen fortjeneste, ja, mens han stak i synder, var Guds fjende og aldrig tænkte på Gud. Han kan da ikke lade være: når han ser sin næste fare vild eller stikke i synder, viser han ham den rette vej, han fører ham derhen, hvor han selv har fundet trøst og hjælp, prædiker evangeliet for ham og sørger for, at også han bliver fri af synderne; dernæst: ser han ham nøgen, så klæder han ham; sulten, så giver han ham mad; tørstig, så giver han ham at drikke, og så fremdeles; og kort og godt: som han ville, at man skulle gøre mod ham, sådan gør han også mod sin næste, alt hvad han bare ved, at han kan tjene ham med; det gør han villigt og gerne, ja, før næsten kræver eller beder ham om det; og han ser i dette på intet andet, end at det således behager Gud. For Kristus siger selv, at det at elske sin næste er et bud, som er lig det største bud, nemlig kærligheden til Gud. (Matt 22,38–39) For hvad jeg gør mod min næste, det gør jeg mod Gud selv og hans Kristus, som han skal sige ved den yderste dom: «Hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, har I gjort mod mig.» (Matt 25,40)

Derfor må ingen tænke eller bilde sig ind, at han har en ret tro og elsker Gud, når han ikke også viser sig med kærlighed over for sin næste, som Johannes siger i sit brev (1 Joh 4,19–21): «Lad os elske Gud, for han har elsket os først. Hvis nogen siger: Jeg elsker Gud, og hader sin bror, er han en løgner. For den som ikke elsker sin bror, som han ser, hvordan kan han elske Gud, som han ikke ser? Og dette bud har vi fra ham, at den som elsker Gud, skal også elske sin bror.» Og før (1 Joh 3,16–18) siger han: «I dette har vi kendt kærligheden, at han har sat sit liv til for os; og vi skal også sætte livet til for brødrene. Men den som har denne verdens goder og ser sin bror lide nød og lukker sit hjerte for ham, hvordan bliver Guds kærlighed i ham? Mine børn, lad os ikke elske med ord eller med tunge, men i gerning og sandhed.» Ja, han siger lige før (1 Joh 3,14–15): «Den som ikke elsker sin bror, bliver i døden; enhver som hader sin bror, er en morder.»

Således skal de kristne, som nu ved troen er fromme og retfærdige, ikke give agt på andet end på kærligheden til næsten, sådan at Sankt Paulus siger, at kærligheden er opfyldelsen af Guds bud, som når han således siger til romerne (Rom 13,8–10): «I skal ikke skylde nogen noget uden at elske hinanden; for den som elsker en anden, har opfyldt loven. For dette, som er sagt: Du må ikke begå ægteskabsbrud, du må ikke slå ihjel, du må ikke stjæle, du må ikke vidne falsk, du må ikke begære, og hvad der ellers er af bud, er sammenfattet i dette ord: Du skal elske din næste som dig selv. Kærligheden gør ikke næsten noget ondt. Så er kærligheden nu lovens opfyldelse.» Derfor har Herren Kristus ikke befalet sine disciple og os alle noget så højt og dyrebart som netop dette, at de skulle have kærlighed til hinanden. For dette er det eneste tegn, hvorpå man kender de kristne, at de elsker hinanden, og at den ene viser den anden velgerninger; som han siger hos Johannes (Joh 13,34–35): «Et nyt bud giver jeg jer: at I skal elske hinanden, som jeg har elsket jer. Deraf skal alle kunne se, at I er mine disciple: at I har kærlighed til hinanden.»

Men dette er kærlighedens regel, som den skal rette sig efter: hvad jeg vil have af en anden, det skal jeg også gøre mod andre. Ligesom jeg gerne ser, at man trøster mig, når jeg er trøstesløs, sådan skal jeg også gøre mod en anden. Er jeg sulten, så ville jeg, at man gav mig mad; er jeg tørstig, så ville jeg, at man gav mig at drikke; og så fremdeles med al slags nød. Sådan skal jeg også gøre mod andre. Derfor, da Herren hos Matthæus i en lang prædiken havde beskrevet et kristent liv for sine disciple og for folket, slutter han til sidst med dette ord (Matt 7,12): «Alt, hvad I nu vil, at menneskene skal gøre mod jer, det skal også I gøre mod dem, for dette er loven og profeterne.» Således sagde han: Dette er summen af hele et kristent liv: når du ved, at du ved Kristus har en nådig og god Gud, som vil tilgive dig dine synder og aldrig mere komme dem i hu, og du nu er et barn af den evige salighed, en herre over himmel og jord med Kristus, så har du ikke mere at gøre end at gå i gang og tjene din næste, hjælpe ham, råde ham og gøre, hvad du kan. Men i dette vil jeg give dig en regel, så du ikke behøver at gloe omkring og længe spørge dig for, hvad du skal gøre; hør: «Det, du selv vil være fri for fra andres side, skal du også skåne en anden for; og hvad du vil, at man skal gøre mod dig, det skal du også gøre mod andre.»

Og det gør den rette kærlighed, som flyder ud af troen, med sikkerhed; den ser ikke på sig selv, men kun på andre og mener det alt sammen af hjertet, som Sankt Paulus fint beskriver dens natur og egenart, når han således siger til korintherne (1 Kor 13,4–8): «Kærligheden er tålmodig og venlig, kærligheden misunder ikke, kærligheden bærer sig ikke slet ad, den bliver ikke opblæst, den stiller sig ikke hånligt an, den søger ikke sit eget, den lader sig ikke forbitre, den tænker ikke ondt, den glæder sig ikke over uretfærdigheden, men den glæder sig ved sandheden; den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt; kærligheden ophører aldrig.» Derfor siger han i Romerbrevet (Rom 12,10): «Vær venlige mod hinanden i broderlig kærlighed.» Her kræves ikke en almindelig kærlighed, men en, som kommer af hjertet, så vores hjerte vidner for os, at andres skade gør os lige så ondt, som var det vores egen, og deres gavn gør os lige så godt, som var det vores eget: ligesom forældrene er sindede over for deres børn, har stor glæde af deres lykke og sørger meget over deres ulykke.

Og her lærer vi, hvor langt vi endnu er fra loven, som siger: «Elsk din næste som dig selv», nemlig at vi skal være så indlemmet i dem, at vi helt er deres egne med legeme, sjæl, gods og ære. Det er en stor ting at elske; meget større at elske broderligt; det allerstørste er at elske, som en far elsker et barn; og denne kærlighed kaldes en inderlig kærlighed, som kommer af hele hjertet.

Det er de tre fornemste stykker, som et kristent liv rummer: tro, håb og kærlighed. De første to ser på Gud og hører opad; det tredje ser på næsten og hører nedad. Men vores pavelige og gerningshellige har vendt det om: med gerningerne er de faret opad og vil handle med Gud med dem; men med troen er de blevet nede hos menneskene. Gud være lovet, at vi nu ved det.

Om det hellige kors

Men der er endnu én ting for hånden, som også hører til det kristne liv, nemlig det hellige kors, som gør kød og blod meget ondt og også skræmmer mange bort. Og en kristen behøver ikke at se sig om efter det eller længes efter det; han skal bare begynde og være en kristen. For så snart du bliver en kristen, så lader du Djævelen, verden og dit eget kød op på dig og imod dig; det er tre grufulde tyranner, med dem må du slås, så længe kød og blod er der, det vil sige, så længe du lever her på jorden. For Djævelen kan ikke tåle, at du går ud af hans rige; derfor bruger han al list for at rive dig bort fra Kristi rige; han vækker verden imod dig, dit eget kød, og hvad han ellers kan og ved at bringe på benene imod det; han sparer ingen møje.

Og det går således til: Når du kender Guds nåde i hjertet, så er det umuligt, at du beholder den for dig selv alene; du må ud med det og bekende det for verden; bekendelsen følges af korset, for imod bekendelsen sætter sig først verden, de klogeste og helligste i verden, fordi jeg ved bekendelsen af, at Guds godhed og nåde alene gør det alt sammen, gør deres visdom og hellighed til intet og støder den til jorden; det kan de så ikke tåle, derfor raser og larmer de imod det, myrder og dømmer frit løs og forfølger, så godt de kan, dem, som fører en sådan bekendelse af Guds nåde. Derfor siger David (Sl 116,10): «Jeg tror, derfor taler jeg; men jeg er blevet meget ydmyget.» Som ville han sige: Eftersom jeg erkender Guds godhed og nåde i mig, kan jeg ikke lade være, jeg må tale om den; men for denne tale er jeg blevet hårdt slået.

Det har vi først et eksempel på i vores Herre Kristus, som måtte holde for på grund af denne bekendelse. Ligeledes har alle de fromme patriarker og profeter før ham måttet lide for den. Dernæst ser vi det på de hellige apostle og martyrer, som alle har måttet dø for denne bekendelses skyld. Og alt dette har Kristus forudsagt sine disciple og os kristne, hvordan det ville gå os, og han trøster os, for at vi ikke skulle fortvivle, når det kom så vidt. For således siger han hos Matthæus (Matt 10,16–18): «Se, jeg sender jer som får midt blandt ulve; vær derfor kloge som slanger og uden falsk som duer. Men tag jer i agt for menneskene; for de skal udlevere jer til deres rådhuse og piske jer i deres synagoger, og man skal føre jer frem for fyrster og konger for min skyld.» Og lidt efter siger han (Matt 10,22): «I skal blive hadet af alle for mit navns skyld.» Og lidt længere fremme siger han (Matt 10,24–26): «En discipel er ikke over sin mester, og en tjener ikke over sin herre; det er nok for en discipel, at han bliver som sin mester, og tjeneren som sin herre. Har de kaldt husherren Beelzebul, hvor meget mere vil de så kalde hans husfolk således? Frygt derfor ikke for dem.» Det gentager Herren ved den sidste nadver: Da han nu skulle skilles fra sine disciple, sagde han til dem: «Når verden hader jer, så vid, at den har hadet mig før jer. Var I af verden, ville verden elske sit eget; men fordi I ikke er af verden, men jeg har udvalgt jer ud af verden, derfor hader verden jer. Kom mit ord i hu, som jeg har sagt jer: En tjener er ikke større end sin herre. Har de forfulgt mig, vil de også forfølge jer; har de holdt mit ord, vil de også holde jeres.» (Joh 15,18–20) Og med mange andre ord rundt omkring i evangelisterne har Kristus forkyndt sine disciple dette i forvejen, at det således ville gå dem for denne sags skyld.

Derfor kan alle kristne med vished være forberedt på, at de for evangeliets bekendelses skyld må lide meget, blive forfulgt, jaget bort og til sidst også slået ihjel. Det siger også Sankt Paulus tørt og ligeud til Timotheus (2 Tim 3,12): «Alle de, som vil leve gudfrygtigt i Kristus Jesus, må lide forfølgelse.» Den, som nu ikke skammer sig over denne hoffarve, det hellige kors, han hører til i Kristi rige, han skal også salig holde ud til enden; men den, som vil skamme sig over den og hellere se på verdens venskab, gunst og fremme end på Guds velbehag, han bliver ikke stående, når selv den allermindste anfægtelse og forfølgelse kommer.

Om disse stykker har jeg skrevet mere andetsteds og behandlet dem mere udførligt; den, som vil, kan læse det. Vi vil nu lade det blive ved dette og påkalde Gud om hans nåde, så vi kan fatte dette, tage til i tro og kærlighed og ikke vige tilbage for det hellige kors.