Apostlen Jakobs dag (Matt 20,20–23)

Evangeliet på apostlen Jakobs dag, Matt 20,20–23

Randglose til v. 22: «Bægeret», det er lidelse. Kødet vil altid gøres herligt, før det korsfæstes, og ophøjes, før det fornedres.

Denne hellige Jakob, hvis fest man fejrer i dag, er højt agtet hos Gud, og det samme er Johannes, hans bror, og Salome, deres begges mor, som stod under korset, da Kristus led. Nu læser man ikke mere om Sankt Jakob, end at Herodes lod ham dræbe med sværdet; det er det hele, sådan som Lukas skriver i Apostlenes Gerninger (12,2). Men hvordan han er kommet til Spanien, til Compostela, hvor den store valfart går hen, derom ved vi ikke noget sikkert. Nogle siger, at han ligger i Frankrig, i Toulouse; men de er heller ikke sikre på deres sag. Lad dem derfor ligge, hvor de vil, og løb ikke derhen; for man ved ikke, om det er Sankt Jakob eller en død hund eller en død hest, der ligger der. Og det sker også dem ret, som løber sådan derhen. For når man forsømmer de gode, rette gerninger, som Gud byder, så falder man hen i det og løber til Sankt Jakob eller til andre valfarter, og hellere end at give eller hjælpe en fattig mand med ti gylden løber man derhen og bruger fyrre eller hundrede gylden. Lad derfor prædike, hvem der vil, lad aflad være aflad, lad rejse, hvem der vil; bliv du hjemme og pas dit arbejde, sørg for dit hus, og hjælp med de samme penge, som du ellers bruger så unyttigt, din næste, som trænger til dem.

Men det værste er nu, at man vil sætte sit hjerte til Sankt Jakob, og Kristus skal gå ved siden af og kastes ud af midten. Dermed sker der ikke Sankt Jakob nogen ære, ja, Gud sker der en stor vanære; for han har ikke befalet det, og det er heller ikke nødvendigt. Han er ikke en Gud, som stadfæster det og har behag i det, som han ikke har befalet. Bliv derfor hjemme. Men har nogen aflagt et løfte om at rejse til Sankt Jakob eller til andre steder, så lad ham lade det fare; det er et løfte imod din sjæls frelse, for Gud har intet behag i narregerninger eller i den slags løfter. Dog skal du angre dit tåbelige og ugudelige løfte og bede Gud om nåde, at han vil tilgive dig denne uvidenhed og vantro. For Gud vil ikke, at man skal handle med ham med gerninger, men alene med troen. Se derfor til, at man handler med Gud alene med troen og med næsten i kærlighed, så er det nok.

Men nu må jeg skubbe en blok af vejen, før jeg tager fat på evangeliet. Også vore fjender fører dette evangelium i munden og vil trække det derhen, at de kan lukke evangeliet for os, og siger: «Evangeliet og Skriften er mørk og dunkel; derfor skal man lade den ligge og ikke lade den menige mand læse den, for at han ikke skal drage en vildfarende forståelse ud af den; men man skal alene forstå den, sådan som paven, Augustin, Hieronymus, Gregor, Ambrosius og de hellige fædre lægger den ud.» Sådan har de skænket os deres fråde, gift og drømme og skubbet Skriften ind under bænken.

Men læg mærke til dette: når man siger til jer, at Skriften er mørk, og at man må have fædrenes udsagn for at oplyse den, så tro det ikke, men vend bladet om og sig: «Fædrenes udsagn er dunkle, og al menneskelære er mørk; de trænger til at blive oplyst og forklaret af Skriften; for evangeliet alene er lyset.» Giv også det alene lyset, og fædrenes udsagn mørket, og lad jer for alt i verden ikke bibringe deres gift. For sådan siger Esajas om dem (5,20): Vae vobis, qui dicitis malum bonum; «Ve jer, som kalder det onde godt og det mørkt, som er lyst, og det surt, som er sødt.» Sådan har de kaldt Skriften, som er lyset, mørk, og deres eget, som er mørket, har de kaldt lyset, og dermed har de bedraget og forført rigtig mange af jer.

Sådan har de også gjort her med dette evangelium og taget det ord til stadfæstelse af deres fråde og forførelse, hvor Kristus siger: «Det at sidde ved min højre og venstre side står ikke i min magt at give, men det er for dem, som det er beredt for af min Far.» Se, så siger de: «Hvis en lægmand ville tage dette ord for sig, ville han snart falde i den vildfarelse at mene, at Kristus ikke var Gud, eftersom han siger, at det ikke står i hans magt at give sådan noget.» Åh, din grove tølper, du er jo grovere end en stok! Vil du lade dig anfægte så hårdt af dette ord, som om dette var det eneste sted, hvor han gør en menneskelig gerning eller taler som et menneske, og som om dette ord alene skulle bevise, at han ikke var Gud – og ikke langt flere andre steder hist og her? Som for eksempel, at han er født af en jomfru, ligger i jomfruens skød og dier mælk. Ligesom nu disse ord ikke kan gøre din samvittighed vildfarende og bringe dig derhen, at du mener, at Kristus ikke er Gud, sådan kan heller ikke dette ord i dagens evangelium gøre det.

Derfor må I her lægge godt mærke til dette: Kristus fremstilles for os i Skriften på to måder, som menneske og som Gud. Når nu Skriften viser, hvordan han er født, har diet, ligger i sin mors skød, spiser og drikker, vandrer, bliver træt, og hvad der ellers er menneskelige gerninger, så viser den dermed, at han er et menneske. Andre steder viser den, at han er Gud, især hos Johannes (10,17–18), hvor han siger: «Derfor elsker min Far mig, fordi jeg sætter mit liv til for at tage det tilbage. Ingen tager det fra mig, men jeg sætter det til af mig selv. Jeg har magt til at sætte det til, og jeg har magt til at tage det tilbage.» Dér taler han med magt som Gud. For Skriften kan ikke på ét sted på én gang vise både Kristi menneskehed og hans guddom; derfor må den på ét sted tale om menneskeheden, på et andet om guddommen. Ligesom når jeg taler om Sankt Peter, så kan jeg ikke samtidig tale om Sankt Paulus. Er ordet her dunkelt, så må det være langt dunklere hos Lukas, hvor evangelisten siger (2,7): «Maria fødte sin søn, den førstefødte», og mange flere den slags ord hist og her, som efter de paveliges forstand og hoved må se langt dunklere ud end netop dette. Derfor, på de steder, hvor Skriften siger, at Kristus er født, har lidt, er korsfæstet, og hvad der ellers er menneskelige gerninger og handlinger, dér er ingen så dum, så tosset og tåbelig, at han ikke ved, at Skriften dér viser ham som et menneske; for Gud kan hverken lide eller dø. Ligeledes når han viser guddommen og gør undere, dér er ingen så grov, at han ikke ved, at han er Gud. Sådan taler han også her som et menneske, når han siger: «Det står ikke i min magt at give jer sådan noget.»

At Skriften nu er dunkel, det skal vi takke paven for, som ikke har ladet os læse i den. Men havde vi holdt os til Skriften, så ville vi være vant til, at den ét sted taler om ham som om et menneske, et andet sted som om Gud, og så ville den være let for os. Men sig I tværtimod, at fædrenes udsagn er dunkle og mørke, og at man kommer langt lettere igennem Bibelen end igennem Augustin eller andre lærere og skribenter. Og alligevel har de sagt, at fædrenes udsagn klarlægger Bibelen; derfor har de stillet os pavens dekretaler frem, den mudderbog og Djævelens bedrag, som skal lægge Skriften ud, og hvori dog ikke ét udsagn stemmer overens med et andet.

Sådan har de ført os rundt med forvirrede og indbyrdes stridende udsagn og lærdomme; dermed har de lukket Skriften for os og givet os deres fråde, gift og mørke i stedet for den sunde lære, og det har vi måttet æde. Spyt det ud, hvem der kan spytte! Derfor, når de siger: «Fædrene Augustin, Ambrosius, Hieronymus og andre har oplyst Skriften», så lyver de; for de har ikke oplyst den, men gjort Skriften klar med dens eget lys og holdt det ene ord op mod det andet, så det ene har gjort det andet fint klart og lyst. Sådan er Skriften sit eget lys. Det er da fint, når Skriften lægger sig selv ud. Tro derfor ikke pavens løgne, og regn frit for mørkt alt det, som ikke bliver bevist med klare ord fra Bibelen.

Sådan har vi først måttet skaffe denne vildfarelse af vejen; for den tanke, at Skriften skulle være dunkel og måtte oplyses ved menneskelære, har ædt sig meget dybt ind i os. Det er en mægtig vildfarelse og en gudsbespottelse og betyder i virkeligheden at sende Helligånden i skole eller først lære ham at tale. Men at Skriften synes os dunkel, kommer af, at vi ikke giver agt på, når den taler om Kristi guddom eller menneskehed, og at vi også vil lægge den ud efter vores eget hoved; det vil på ingen måde passe sammen. Nu, dette evangelium her taler om Kristus som om et menneske; det skal vi lægge godt mærke til, så vil det ikke føre os i nogen vildfarelse, sådan som papisterne tåbeligt frygter. Nu vil vi tage fat på dette evangeliums hovedstykker og behandle dem lidt.

De to stykker, tro og kærlighed, har I ofte hørt behandlet i alle evangelierne; de er også her. Om dem har I hørt, at man skal handle med Gud med troen, men med vor næste med kærligheden. Vore næste kan vi tjene på to måder: for det første med vore goder, de legemlige og ydre, så vi giver dem, hjælper dem, råder dem og er rede for dem, sådan som de kan bruge os. Og det er det ringeste. Dernæst skal også vore åndelige goder tjene dem, nemlig vor fromhed og retfærdighed, sådan at jeg med min retfærdighed stiger ned og lader den tjene en synder, ja tager mig af hans synder, som var de mine egne, dækker over dem, hjælper ham fri af dem og beder for ham, irettesætter ham, for at han kan blive løst fra synden og få retfærdighed ligesom jeg. Derom har jeg sagt, at en jomfru må tjene en skøge, en retskaffen kvinde en ægteskabsbryderske, en retfærdig en synder og uretfærdig. Og det er meget højt, og den menneskelige fornuft kan på ingen måde gribe det. For fornuften kan ikke lade være: er den begavet med en eller anden nåde fra Gud, så må den rynke på næsen ad en anden, som ikke har sådan en nåde; sådan som vi ser, at synderne stinker så ilde for de hellige gejstlige folk. Men kærligheden vender spillet om og tager sig af næstens synd og skrøbelighed som af sin egen, hjælper ham og råder ham og foragter dem ikke så hurtigt.

Det ser vi fint i dette evangelium. Dér træder den fromme kvinde Salome frem, Jakobs og Johannes’ mor, og driver et groft abespil og lader sig overtale af de to sønner, som mente sådan: «Åh, hun er hans moster eller slægtning, og vi er hans fætre; han vil helt sikkert høre os.» Ja, det gør han nok i en fart! Han farer frem og irettesætter dem for denne deres tåbelighed, men han kaster dem ikke bort og støder dem ikke fra sig; dog lader han dem ikke slippe uden irettesættelse. Dernæst bliver de andre ti til gengæld også misfornøjede og vrede på disse to, som det følger lige efter dette evangelium. Dem møder Herren også, irettesætter dem og omgås dem dog fint og kærligt og forkaster dem ikke; ligesom en mor gør, når barnet gør sig urent: så vasker hun bleerne igen, viser et moderligt hjerte og kaster ikke barnet bort. Sådan viser Kristus sig også her over for disciplene, skønt de snublede groft. For her ser I noget så groft menneskeligt i apostlene, at det ikke kunne være grovere: de ene vil være hovmodige og høje; de andre er vrede, misfornøjede og fortørnede.

Nu har Kristus uden tvivl ladet dem løbe sådan an og snuble så groft, for at han kunne gøre kærlighedens gerning på dem, os til et eksempel, så vi kunne mærke og kende hans faderlige og moderlige hjerte og den kærlighed, han bærer til os; og for at han kunne rejse os op, så vi hænger ved ham og tror og ved, hvad vi skal have af ham. For det er troens natur, at den forlader sig dristigt på Guds nåde og fatter en god formodning og tillid til ham og uden tvivl tænker, at Gud vil se til ham og ikke forlade ham; for den rette tro tvivler ikke på Guds gode, nådige vilje. Se, sådan en god formodning eller trøstig tillid eller frimodig forventning til Gud, eller hvad du nu vil kalde det, det kaldes i Skriften en kristen tro og en god samvittighed. Troen kræver ikke kendskab, viden eller sikkerhed, men at man frit giver sig hen og glad vover sig ud på Guds ufølte, uprøvede og ukendte godhed. Så helt giver den sig hen, vover sig og svinger sig op i den højt berømmede og vidt forkyndte godhed og i den venlige tillid til, at Gud omgås os så moderligt. For han holder os, så vi ikke går til grunde. Ellers, når man vil se på Kristus som på en streng dommer, så kan man ikke bestå; men når man griber ham, sådan som han her beskrives, som en nådig Frelser, hvordan han her omgås disciplene så kærligt og venligt, irettesætter dem og dog ikke forkaster dem, så holder det oppe og trøster i al slags anfægtelse. Og det er det bedste og fornemste stykke, som vi har i Kristus.

Dernæst må man også gribe Kristus som et eksempel, så vi også forholder os sådan til vor næste, som Kristus forholder sig til os. Han kunne her godt have kastet disciplene bort, da de var så grove, og kunne godt have sagt: «Åh, jeg er retskaffen, I er slyngler; gå bort fra mig.» Men han har holdt sig fra at bruge sin magt og givet afkald på sin ret, tager dem fint venligt imod og har tålmodighed med dem, selv om de snubler lidt groft, og håber på bedring, sådan som kærligheden plejer. Sådan skal også vi stille os over for vor næste og holde os venlige og skånsomme over for vore fjender. For ingen kan løbe ud af verden så hurtigt, at han ikke vil se én falde i dag og en anden i morgen. Så skal han vise sig venlig og dække det til med sin retfærdighed, som jeg sagde for nylig.

Nu har I tidligere ofte hørt, at ligesom der er to slags regimenter, nemlig et åndeligt og et verdsligt, sådan er der også to slags synder, nemlig skjulte og offentlige. Det åndelige regimente regerer med Ordet og med Skriften, sådan som Kristus gør her; men til dem, som ikke vil lade sig lede af Ordet, tjener så det verdslige sværd, som er indsat og forordnet af Gud til, at man dermed kan værge sig mod de onde, så man, selv om man ikke kan hindre hjertet, i det mindste holder hænderne tilbage. Men om de skjulte synder skal I lægge mærke til dette: Ser du en synd, som sker i det skjulte, så ti og læg kjole og kappe over den; men afslører du den, så griber du ind i Guds dom, for du åbenbarer det, som Gud alene ved. Men dette skal du gøre: du skal irettesætte og skælde ham dygtigt ud, men ikke forkaste eller foragte ham; du skal dække over det. For synd skal man ikke tillade, og dog skal man øve barmhjertighed; for vi er alle bagt af den dej, som skøger og slyngler er bagt af. For når vi står, så er det alene nåden; ellers står vor fromhed på et halmstrå og falder snart om. Dæk derfor over det, som sker og ikke er offentligt; og gør ikke som nogle, der vil vise, hvor fromme de er, når de bare rigtig forstår at holde sig for næsen over synderne og bærer deres synder rundt fra hus til hus og leger med dem, ligesom børnene går rundt og leger med dukkerne. Den last er nu meget almindelig, både blandt mænd og kvinder. Og det skal I især vise over for en kvinde. For en kvinde har altid to ulemper, hvor en mand har to fordele. Dér skal man især dække over. For når en kvinde falder, så ligger det hele; hun har kun sin ære at holde sig til. En mand kan, selv om han falder, alligevel godt komme på fode igen og stadig være nyttig til mange ting. Derfor, fordi det er det svageste lem, skal man give det mest ære, som Paulus siger, 1 Kor 12.

Dette er nu sagt om de skjulte synder. Men er det offentligt, og du har ikke selv bragt det frem, så vis også dér kærligheden, og advar og irettesæt, og bring ham til rette igen, og hjælp med hvad du kan, så han bliver løst fra synden og skammen. Men vil han ikke forbedre sig, så er det ikke længere tid til at tie eller skåne; så må man bruge en anden fremgangsmåde: alt efter hvordan lasten er, må man dæmpe den; det kan være sådan, at man også må rykke den op med roden ved sværdet. Men lader han sig irettesætte, så vær nådig og venlig, sådan som Kristus her gør mod apostlene. Gud vil have barmhjertighed; men at bestyrke synden vil han på ingen måde. Derfor: i skjulte synder skal du først dække over og handle sådan, som Gud handler mellem ham og dig alene. Men er det offentligt, så dæk over og hjælp op igen én eller to gange; men hvor der ingen bedring er, så lad dem, som har fået det befalet, værge med sværdet. Men du skal bede for ham, at dog hans ånd må blive frelst, selv om du ikke kan hjælpe legemet. Dette være kort sagt om dette evangelium; nu vil vi lade det blive ved det og påkalde Guds nåde, så vi får en ret tro på ham og en sand kærlighed til vor næste.