Marias besøgelsesdag, anden prædiken (Luk 1,39–56)

En anden kort prædiken over evangeliet på Marias besøgelsesdag, Luk 1,39–56

Dette evangelium er skrevet for at være os et eksempel og en lære, nemlig om, hvad troens frugter er; for som I ofte har hørt, består et kristent liv alene i disse to stykker: i troen og i kærligheden. De to bliver os også vist her i de to kvinder, Maria og Elisabeth. Det vil vi se på.

Da Maria var fuld af Helligånden og nu havde Guds Søn i sit liv, så hun var svanger både på legeme og sjæl og fuld af alle Guds goder, gjorde hun sig rede og gik til sin frænke Elisabeth for at tjene hende; for hun havde hørt af englen, at Elisabeth var svanger og bar et barn i sin alderdom. Maria er altså ikke gået til Elisabeth for sin egen skyld og heller ikke af nogen anden grund end alene for at tjene hende som en svanger kvinde. Dermed er alle de stænder og ordener stødt bort, som alene går ud på at hjælpe sig selv og ikke andre, eller som tjener andre og gør godt for derved at blive retfærdige. Forbandet være det liv, som lever og tjener sig selv alene! Havde du her spurgt Maria, hvorfor hun gik til Elisabeth, havde hun uden tvivl sagt: «Ikke for at blive retfærdig» – for hun var allerede retfærdig og fuld af alle Guds goder – «men fordi jeg vil tjene min frænke Elisabeth, hjælpe hende og trøste hende.»

Dér ser vi et eksempel på, at jo højere gaven er, des dybere skal vi kaste os ned, ydmyge os og tjene andre. Derfor er den en ret kristen, som tjener enhver, sådan som Kristus har gjort, og som ikke bryster sig af de gaver, Gud har givet ham, og heller ikke af den grund foragter andre. Maria kunne vel have sagt: «Nu har jeg nok; jeg er Guds moder og har Guds Søn i mit liv. Det ville være en skam for mig at tjene nogen; hele verden burde med rette tjene mig, ja, alle skabninger burde se op til mig; jeg burde sidde på en pude og have en tjenestepige eller seks omkring mig, som opvartede mig og tjente mig.» Men det gør hun ikke; hun går af sted og vil tjene andre.

Vi stakkels maddikesække: når vi har gaver fra Gud, der knap er en skilling værd, så puster vi os op og ved ikke, hvordan vi skal lade os opvarte; så skal alle tjene os, og vi vil ikke tjene nogen. Derfor er det egentlig et kristent liv at tjene og hjælpe andre. Selv om én har en højere og større stand end de andre, skal hans liv og færden dog alene gå ud på, at han er til nytte for andre; ja, jo højere standen er, des mere skal den gå ud på, at han kommer andre til gavn og gode og bøjer sig dybere ned. Ikke sådan, at han skal kaste standen fra sig eller sætte sig selv ud af sit embede, når han blot er vis på, at denne stand behager Gud; men han skal beholde den og alligevel ydmyge sig sådan. Sådan som Maria gør her: Skønt hun var Guds moder, lagde hun dog ikke standen fra sig; men netop med frugten, med Guds Søn, som hun bar i sit liv, går hun hen og tjener sin frænke Elisabeth.

Se, det er et meget stort eksempel på kærligheden, at hun, som var fuld af al Guds nåde, ja, havde Gud selv hos sig, skulle kaste sig så langt ned og ydmyge sig så dybt. Det eksempel skal også vi følge. Gud har gjort os frie ved Kristus Jesus, sin Søn, og frelst os fra synd, død, Djævel og helvede og fra al ulykke og overøst os rigeligt med usigelig nåde, så vi ikke længere står i gæld til loven: Synden er os forladt, døden er slugt, Djævelen kvalt, helvedes gab lukket til, og al ulykke har vi nu i vor magt; desuden er vi Guds børn og arvinger til det evige liv. For en sådan rigdom og nådes skyld vil Gud ikke have andet af os, end at vi nu også viser os sådan over for vor næste med tjeneste og velgerning, som han har vist sig over for os. Det er hans vilje og velbehag, og om det har vi ofte sagt meget mere.

Lukas skriver videre, at Maria var tugtig på denne rejse; uden tvivl gik hun af sted som en ung kone, der for nylig havde siddet et år hjemme hos sin mand Josef, i al tugt og med en sømmelig adfærd. Det har Helligånden uden tvivl ladet skrive for at vise, hvordan kvinder skal være tugtige på gaden og på vejen og ikke give nogen forargelse med en utugtig adfærd. For det er kvindernes bedste klenodie og smykke: et tugtigt liv og en sømmelig adfærd; mister de den skat, så er det ude med dem. Og selv om evangelisten ikke med klare ord siger, at nogen gik over land med Maria, er det dog ikke utroligt, at enten Josef eller i hvert fald en tjenestepige gik med hende; for det ville stride mod kvindelig tugt at rejse alene over land. Det siger jeg alt sammen, for at vi skal se, hvordan Helligånden hele tiden hist og her i Skriften også viser de helliges ærbare og tugtige vandel, også i det ydre liv. Det er sagt imod dem, der mener, at når de er blevet kristne, må de nu leve frit hen uden al tugt og ærbarhed; af den slags fyre finder man nu mange, og de påfører evangeliet og Guds ord mærkbar skade og frafald.

Her ville det også være nødvendigt at tale om, hvor slet vi nu opdrager vore børn, så det er til at græde over. Der er hverken ære eller tugt; forældrene lader børnene få deres vilje og holder dem ikke i frygt; mødrene ser ikke efter deres døtre, lader dem gøre alt, straffer dem ikke og lærer dem hverken at leve tugtigt eller ærbart. Derfor kommer det også, at der findes så uopdragent og vildt et folk blandt os tyskere og kristne, at man knap finder mage til det i verden. Det kommer alt sammen af, at vi ikke bliver godt opdraget i ungdommen. På alle andre ting lægger vi større flid end netop på børneopdragelsen. Det ser fyrster og herrer, borgmestre og øvrighed ikke efter; dem tilkommer det at ordne og indrette et ydre, tugtigt styre, men det svigter både bagtil og fortil. Gud bedre det! Jeg mener, at der ikke er nogen anden grund til, at Gud stiller sig så unådig over for os, end at ungdommen bliver så forsømt, og at børnene ikke bliver opdraget i tugt og ærbarhed; for som man vil have folk, sådan må man opdrage dem i ungdommen. At det nu står så slet til med kristenheden, kommer alt sammen af, at ingen tager sig af ungdommen; og skal det komme på ret køl igen, så må det sandelig begynde med børnene. Derfor siger Helligånden ikke her for ingenting, at Maria gik til Elisabeth med tugt.

Da Maria nu kommer til sin frænke Elisabeth, sker der et stort under: Da Elisabeth hørte Marias hilsen, sprang barnet af glæde i hendes liv, og hun blev fyldt med Helligånden og erkendte, at Maria var Guds moder – og det var en meget skarp erkendelse. Her er det malet for os, hvordan det må gå til, når vi skal blive retfærdige: nemlig at troen ikke kan opstå uden ved Helligånden, og dog ikke uden det ydre ord. For da Maria, som havde Guds Søn i sit liv, her med sin hilsen nåede Elisabeths ører, og hendes ord lød i Elisabeths ører, da springer troen frem i hende, så hun erkender det, som ingen fornuft nogen sinde havde erkendt. Sådan må man først høre det ydre ord og ikke foragte det, sådan som nogle mener. For Gud kommer ikke ind til dig i dit kammer og taler med dig alene. Det er nu engang besluttet: Det ydre ord må prædikes og gå forud; derefter, når man har fattet Ordet med ørerne og i hjertet, så kommer Helligånden, den rette skolemester, og giver Ordet kraft, så det slår rod.

Marias hilsen til Elisabeth har uden tvivl været efter det hebraiske sprogs skik, sådan som det ofte anføres hos evangelisterne: «Fred være med dig!» I den hilsen forkyndes egentlig evangeliet, nemlig syndernes forladelse og hjertets fred. Når Ordet kommer for ens ører, og der blot er et fromt hjerte, som tørster efter fred, så går Helligånden med ind; han gør dette ord kraftigt i hjertet og lærer en at kende Kristus ret; så må al menneskelig fornuft, sans, kløgt og forstand gå til grunde. Derfor må vi give evangeliet æren og lade det beholde denne pris, at det er et middel og en vej og ligesom et rør, gennem hvilket Helligånden flyder ind og kommer ind i vore hjerter. Derfor siger Sankt Paulus til galaterne (Gal 3,2), at de har modtaget Helligånden, ikke ved lovens gerninger, men ved troens prædiken. Og til romerne (Rom 10,17) slutter han sådan: «Troen kommer af prædikenen, men prædikenen ved Guds ord.»

Heraf følger, at de handler tåbeligt, ja, imod Guds ordning og indstiftelse, som foragter og forkaster det ydre ord og mener, at Helligånden og troen skal komme til dem uden middel; det kommer de til at vente længe på. Sker det alligevel for nogle, så er det noget særligt; men i almindelighed er det sådan, at Gud ikke vil give sin Helligånd uden det ydre ord. Derfor kalder Paulus også (Rom 1,16; 1 Kor 1,24) evangeliet en Guds kraft, som frelser alle, der tror på det, og dér taler han uden tvivl om det legemlige, ydre ord. Hvor det ikke først bliver prædiket, dér skal man ikke vente, at Helligånden virker, eller at der er nogen tro. Det går ligesom med solen; den har to egenskaber, nemlig skinnet og varmen. Hvor skinnet eller glansen kommer hen, dér kommer også varmen hen; men hvor glansen ikke kommer hen, dér bliver varmen også borte. Sådan går det også her med det ydre ord og med Helligånden. Helligånden virker ingen steder, hvor han ikke først kommer ind i hjertet gennem Ordet som gennem et rør. Derom har vi ofte sagt og skrevet mere.

Nu følger videre i beretningen, hvilke ord Elisabeth brugte over for Maria, ord, som hun talte ved Helligåndens indskydelse, nemlig da hun sagde:

«Velsignet er du iblandt kvinder, og velsignet er dit livs frugt! Og hvorledes times dette mig, at min Herres moder kommer til mig?»

Som ville hun sige: «Mage til en sådan kvinde eller en sådan frugt er aldrig kommet på jorden; for om alle kvinder og alle frugter må man sige, at de er forbandede. Alene du og din frugt er velsignede. Det erkender jeg; for den frugt, du bærer, er ikke en almindelig, ringe frugt; så er du heller ikke en almindelig, ringe moder, for du er min Herres moder. Åh, hvor dybt ydmyger du dig, at du kommer til mig! Jeg burde med rette komme til dig og løbe efter dig, ja, jeg burde kysse dine fødder og dine fodspor, det er du vel værd; og så kommer du hertil og vil tjene mig.»

Her skal vi lære den rette ydmyghed. For det er en stor ting her, at Maria ikke lader sig bevæge af nogen af disse ord, ikke lader sig kildre af æren og prisen og heller ikke bliver opblæst, men falder ned og vil tjene sin gamle frænke; og Elisabeth kaster sig også ned og ydmyger sig også for hende. Dér har vi et fint, ret kristent eksempel: Den unge kaster æren over på den gamle, den gamle igen over på den unge. Nå, hvad gør hun så med den? Hun vil heller ikke beholde æren og prisen eller tilskrive sig selv Guds goder; derfor løber hun med det hen til Gud, blotter sig for alle goder, klæder sin sjæl nøgen af og bærer det alt sammen frit og rent hen til Gud og synger ham Magnificat. Den sang går alene ud på, at et menneske erkender sin ringhed og intethed og Herrens højhed og desuden hans guddommelige goders fylde; nemlig at et menneske ved, at det intet er, og at Gud er alle ting, at det intet holder af sig selv og alt af Gud. At erkende det er ganske umuligt for naturen; for den kan ikke nå så vidt, at den gerne vil være intet; derfor er det en høj og overnaturlig ting, at et menneske erkender sin intethed og den guddommelige nådes fylde. Det kan I se på alle mennesker; for der er ingen så lærd og ingen så hellig, at han gerne så, at man skændede og lastede ham eller talte ilde om hans liv. Vi ser også, hvordan folk spræller og bærer sig ad i dødsnøden, så de gerne ville give alt, hvad de havde, blot de måtte blive i live, ja, blot de måtte leve en time længere. Det ligger jo ikke i vor natur at blive til intet; det bliver os for surt; det ærgrer den gamle Adam, når han skal tåle et eneste ord, der går ham imod, for slet ikke at tale om villigt at lide skam eller døden; ja, når han har ondt i en fod eller knap nok i en tå, så er han utålelig og utålmodig over det. Derfor kan mennesket ikke af hjertens grund sige, at det intet er. Med munden kan vi nok alle sige: «Vi er syndere, vi er intet»; men når Gud lader det sige og vil gøre os ret til intet, så rynker vi på næsen og vrider os og kan ikke tåle det. Derfor er det forgæves, at vi med munden siger meget om, at vi er intet, og dog ikke samtykker i det med hjertet.

Så er dette nu summen af Magnificat: Vi er intet, Gud er alt: mægtig, barmhjertig, stærk, god, retfærdig, trofast og alt, hvad der kan siges godt; deraf følger da, at alt, hvad vi har, har vi af Gud, og det er alt sammen hans. Derfor, når han kommer og tager det fra os, må vi ikke se sure ud eller blive vrede over det; for han tager sit eget og ikke vort. Men hvordan Magnificat skal forstås ord for ord, har I fået klart nok udlagt i en særlig lille bog [Luthers udlægning af Magnificat, 1521]. Det vil vi nu lade blive ved og påkalde Gud om nåde.