Sankt Annas dag (Matt 1,1–17)

Evangeliet på Sankt Annas dag, Matt 1,1–17

Da Adam, vor første fader, var faldet dybt og hele tiden måtte vente døden sammen med alle sine børn, både legemets og sjælens død, blev det ham dog lovet, om end dunkelt, at han og hans efterkommere skulle reddes fra dette fald, i de ord, som Gud sagde til slangen (1 Mos 3,15): «Jeg vil sætte fjendskab mellem dig og kvinden og mellem din sæd og hendes sæd; den skal knuse dit hoved.» Af disse ord fik Adam en trøst: at der endnu skulle fødes en kvinde, ved hvis frugt slangens list og forførelse skulle gøres god igen, og Adam med sine børn forløses. Den trøst holdt Adam og hans børn oppe indtil Noa; da blev løftet fornyet, da Gud sluttede en pagt med alle Noas børn og satte regnbuen som tegn på pagten (1 Mos 9,13), for at menneskeslægten kunne få tillid til, at Gud stadig var os nådig og ville have os uødelagte; derved blev menneskeheden igen bevaret indtil Abraham.

På Abrahams tid gjorde Gud sin barmhjertighed klarere og gav at forstå, at han ville sende en Frelser, som skulle forløse os fra døden igen, både legemets og sjælens; så at legemet, selv om det døde, dog ikke blev i døden, men skulle opstå igen med Herren Kristus, som Sankt Paulus siger (Rom 6,4). De ord, Gud sagde til Abraham, lød således: «I din sæd skal alle folk på jorden velsignes.» (1 Mos 22,18.) Derfor havde vi arme mennesker grund til at håbe og vente på den Frelser, som skulle bringe os tilbage. Og fra den tid har alle profeterne på mange måder profeteret om denne overmåde nåderige kilde til al barmhjertighed, om denne sæd, om Herren Kristus, hvordan han til sidst skulle fødes; for at alle, som troede på ham, skulle blive frelst ved et sådant urokkeligt løfte. Og når et menneske blot åbnede øjnene, måtte han bekende og sige, at her var der sket noget uhørt og utroligt med os: at mennesket, som var fordømt, forbandet og fordærvet, skulle bringes tilbage ved et menneskes fødsel. Derfor har også de kære profeter så længselsfuldt og med uudsigelige suk råbt på, at Gud ville sende den Frelser, han havde lovet.

I denne Abrahams tro fik Israels børn siden loven og den ære frem for andre folk, at de blev kaldt det udvalgte folk; og ved den ordning, som Moses oprettede, er den Salvede så klart forbilledet og betegnet, han, som dagens evangelium maler for os: hvem han er, og hvorfra han er kommet. Og ved den nævnte tro er alle blevet frelst fra Abraham til David, så mange af dem, som er blevet frelst.

På Davids tid lod Gud Messias’ komme vise endnu klarere, så man vidste med vished, af hvilken slægt han egentlig skulle komme, nemlig af Davids slægt; som da Gud sagde til David: «Når din tid er omme, så du ligger og sover hos dine fædre, vil jeg oprejse din sæd efter dig, som skal komme af dit liv; hans rige vil jeg grundfæste. Han skal bygge mit navn et hus, og jeg vil grundfæste hans kongeriges trone evindelig. Jeg vil være hans fader, og han skal være min søn.» (2 Sam 7,12–14.) Og endnu klarere i Salmerne (Sl 132,11): «Herren har tilsvoret David trofast, det vil han ikke vende sig fra: Jeg vil sætte frugten af dit liv på din trone.» Hermed beskrives Kristus som en konge, og en evig konge, som der står om ham i en anden salme (Sl 45,7): «Gud, din trone består altid og evindelig, dit riges scepter er et ret scepter.» Men han skal være en åndelig konge, som regerer jorden ved Ordet. Og den, som tager imod hans ord, hører til i hans rige; men den, som ikke er under dette scepter og ikke hører hans ord, er ikke af Gud og hører heller ikke til i riget, men må have Satan til konge, under hvis magt vi alle er, så længe Herren ikke redder og beskytter os fra den ved sit scepter; og det sker, når vi tror på ham.

Da vor frelse nu udelukkende flyder af Guds løfte, må enhver frimodigt gøre sig klart, at han aldrig kan opnå frelse uden for dette løfte; om vi så gjorde alle helgeners gerninger, hjælper det intet. Omvendt: når vi griber denne konges scepter, Guds løfte, kan vi ikke gå fortabt; om så hele verdens synd lå på os, må det alt sammen blive opslugt i ham; om så ingen god gerning blev gjort af os, må vi dog blive frelst; som vi ser på røveren, der hang hos Herren på korset: han greb Guds ord og troede på Kristus, derfor fik han også det lovede paradis. Således kan heller ikke vi komme i fare: når vi blot tror, at det er sådan, så er det vist sådan, og alt det, mennesker har lært os, eller som vi har gjort eller kan gøre, er sat til side. Her må alt gå til grunde ved denne nye konges komme, for at han alene må regere i os i sit rige, det vil sige i vort hjerte. Det må et menneske tage til sig, som om det angik ham, som om alt det, der er skrevet om kongen, tilhørte ham. For alt, hvad der nogen sinde er skrevet om Kristus, er skrevet os til trøst, for at vi skal give vor tro græsning og næring deri. I en sådan tillid har Gud så nådigt ladet sin nåde beskrive for os og ladet os forkynde, at han vil holde, hvad han har sagt. Det menneske, som lader dette gå sig til hjerte, må nødvendigvis længes og tørste efter et sådant skriftord og en sådan guddommelig forjættelse: at han af nåde tilbyder og giver os en sådan godhed og barmhjertighed, uden at vi har søgt den.

Således følger nu evangeliets tekst; den lyder ikke blot med stemmen, men trænger også med magt ind i hjertet og indgyder det kærlighed, lyst, fryd og glæde, som om en engel nu kom fra himlen og sagde til os arme, fordømte, fangne mennesker: «Se, menneske, du har syndet, derfor måtte du være evigt fortabt» (dér må hjertet forfærdes); «men skønt alt dette er sandt, har Gud dog af nåde forbarmet sig over dig og sender dig en Frelser, som han har lovet Abraham og hans sæd. Vær nu glad og tak Gud. Se, her er bogen om Jesu Kristi fødsel, han som er en søn af David, Abrahams søn, så at dette ikke blot er sket, men også er skrevet op, for at du kan være vis på det. Han vil ikke og kan ikke bedrage dig; tro blot, så har du alt.»

Men Matthæus sætter David foran Abraham, skønt løftet begyndte hos Abraham og til sidst kom til David; og Davids forjættelse har profeterne drevet stærkere og trøstet folket med den. Således hos Esajas (Es 11,1), hvor profeten siger: «Der skal skyde et lille skud frem af Isajs stamme, og en kvist af hans rod skal bære frugt.» Jeremias siger også (Jer 23,5): «Se, den tid kommer, siger Herren, da jeg vil oprejse David en retfærdig spire, og en konge skal regere, som handler klogt og skaber ret og retfærdighed på jorden.» Og sådan er profeterne fulde, ja fulde af det: de har alle profeteret om David, at hans kongerige skulle oprettes; som også englen forkyndte Maria, da han sagde: «Gud Herren skal give ham Davids, hans faders, trone, og han skal være konge over Jakobs hus for evigt, og der skal ikke være ende på hans kongedømme.» (Luk 1,32–33.) Derfor måtte Matthæus her sætte David først, som den mere kendte, og Abraham ved siden af ham, fordi løftet først var givet Abraham; som Maria selv siger i sin lovsang: «Han ihukommer barmhjertighed og hjælper sin tjener Israel, som han talte til vore fædre, til Abraham og hans sæd evindelig.» Og netop denne forjættelse er nu opfyldt og beskrevet i dette evangelium. Det vil vi se nærmere på.

Den hellige Matthæus beskriver sit evangelium ganske mesterligt og deler fædrene, som Kristus er udsprunget af, i tre afdelinger: fjorten patriarker, fjorten konger og fjorten fyrster. For scepteret og kongedømmet måtte ophøre i Juda efter Jakobs profeti, som lyder således: «Scepteret skal ikke vige fra Juda, ej heller en mester fra hans fødder, før helten kommer, og ham skal folkene falde til.» (1 Mos 49,10.) Her har alt måttet opfyldes. Og personerne er tre gange fjorten, som Matthæus selv siger: fra Abraham til David, begge medregnet, er der fjorten personer eller led; fra David til det babyloniske fangenskab igen fjorten led. Her er én person udeladt hos Matthæus, som hedder Jojakim, og der skulle stå: «Josija blev far til Jojakim, Jojakim blev far til Jekonja og hans brødre.» Det bevidner Krønikebøgerne. Og fra det babyloniske fangenskab til Kristus er der også fjorten led. Denne tredeling rummer en stor hemmelighed, som vi skal se.

Blandt andre love var det jøderne påbudt, at de også skulle holde disse tre: for det første, at de skulle ære den Gud, som deres fædre havde æret; for det andet, at de ikke måtte antage nogen præst af en anden slægt end deres egen, Levis slægt; for det tredje, at de heller ikke måtte vælge en fremmed konge, men en af deres egne. Disse tre bud har mesterligt stemt sammen og passet på vor Herre Kristus: at han skulle være den ene Gud, en evig præst af vort kød og blod og en konge, vor broder, udsprunget af vor menneskeslægt, som i sin guddommelige magt kunne hjælpe os og frelse os, og som vor evige præst uafladelig beder for os, som epistlen til hebræerne siger (Hebr 5,6). Men da det ikke tilkommer nogen præst at blande sig i verdslige sager, må han være en åndelig og evig præst, som tager sig af os som vor broder. Og han er også en konge, som beskytter og værner os, og som vi ikke behøver at frygte; for han er os lig, et menneske som vi, ja født som det mest foragtede menneske, for at hjertet dog kunne være til freds i den Frelser, som aldrig nogen sinde kan forlade os. Hvem kunne stå for Guds øjne uden at forfærdes, hvis ikke denne præst stod for Gud? Hvem kunne beskytte os, hvis han ikke var konge? Hvem kunne frelse os, hvis han ikke var Gud? Hvordan skulle han tage sig af os, hvis han ikke var et menneske og vor broder, som vi tør tale med som med os selv?

O du gode Frelser, hvor viseligt har du grebet det an! Du er jo min broder, det ved jeg, som der står i Salmerne (Sl 22,23): «Jeg vil fortælle mine brødre om dit navn», og som også epistlen til hebræerne (Hebr 2,12) anfører det. Selv om du nu er Gud, min Herre Kristus, og tillige en konge over himmel og jord, kan jeg ikke frygte dig; for du er min stalbroder, min broder, mit kød og blod. Jeg lader mig ikke anfægte af, at jeg er en synder og du er hellig. For havde jeg ikke været en synder, så havde du ikke behøvet at lide for mig; derfor er jeg ved godt mod. Jeg ser også, hvordan der her er opregnet fromme og onde, som du har villet fødes af, for at du jo kunne trøste de frygtsomme og forsagte samvittigheder, så de frimodigt stolede på dig, som havde du taget vore synder bort; og det har han jo også gjort. Og for at vi kunne blive vise på det, har han efterladt os sit ord her, som lover os netop dette med vished. Derfor har vi også skriftemålets sakramente alene for vor skyld, for at et uerfarent hjerte også kan have et sikkert ydre tegn (som også tager synderne til fange) på, at Gud står fast ved sine ord og løfter; det har vi talt mere om andre steder.

Nogle af de konger og fyrster, som Matthæus opregner, har været overmåde onde skurke, som vi læser i Kongebøgerne; alligevel lader Gud dem skrive her, som om de var værdige til, at han ville fødes af dem, og lader derimod ingen from kvinde nævne. De fire kvinder, som nævnes her, er alle blevet regnet for skøger og uretskafne i folks øjne og holdt for onde kvinder: Tamar, som med Juda, sin mands fader, fik Peres og Zera, som der står i Første Mosebog (1 Mos 38,18). Rahab kaldes en skøge eller hore i Josvabogen (Jos 2,1). Rut var en hedensk kvinde (Rut 1,4); om hun end var ærbar, for man læser intet ondt om hende, blev hun dog, fordi hun var hedning, foragtet som en hund af jøderne og regnet for uværdig i verdens øjne. Batseba, Urias’ hustru, var en ægteskabsbryderske, før David tog hende til ægte og fik Salomo med hende (2 Sam 11,4). Alle disse nævnes uden tvivl for at vise os, hvordan Gud har ladet et spejl skrive op for alle syndere og synderinder: at han er sendt til syndere og har villet fødes af syndere; så at jo større syndere de er, des større tilflugt skal de have til denne nåderige Gud, præst og konge, som er vor broder, i hvem vi, og ellers i ingen anden, kan opfylde loven og opnå Guds nåde. Derfor er han kommet fra himlen og begærer intet andet af os end blot, at vi lader ham være vor Gud, præst og konge; så skal alt være i orden og ligetil. Ved ham alene bliver vi Guds børn og arvinger til Himmeriget, som Sankt Paulus siger til galaterne (Gal 3,26): «I er alle Guds børn ved troen på Kristus Jesus.» Her må alle synderes hjerter springe af glæde over, at deres synder har været værdige til en sådan Frelser. Må ikke et hjerte blive født på ny her, når det hører dette? Og det drives af inderlig kærlighed til at begynde et nyt liv, for det er blevet anblæst af den guddommelige nådes vind, idet det har grebet løftet om forladelse af alle synder.

Men når vi tæller personerne i dette evangelium, finder vi toogfyrre led, som engang blev forbilledet ved de toogfyrre lejrpladser, som Israels børn havde, før de kom ind i det forjættede land, som der står skrevet i Fjerde Mosebog (4 Mos 33). Vil vi nu også komme ind i det forjættede land, som vor Herre Jesus Kristus har beredt os ved sin fødsel, må vi også slå lejr toogfyrre gange, det vil sige: vi må give afkald på vore egne forsætter og fødes fra mand til mand, fra det ene led til det andet, indtil vi kommer til Maria og Jesus; dér finder vi først hvile for vore sjæle. [Tysk «Niederlage» betyder både lejrplads og nederlag, og «niederliegen» både at slå lejr og at ligge under; deraf Luthers udlægning.] Men denne fødsel falder os tung, for det ærgrer den svage natur såre, at dens vilje og forsæt skal brydes. Naturen bringer det nu engang med sig, at ingen fødsel kan ske uden smerte; dog har den ene altid mere smerte, anfægtelse og bedrøvelse end den anden. Røveren på korset skred over de toogfyrre trin på én gang og kom hurtigt til Kristus. Sådan gik det også mange andre martyrer og kære helgener. Men ingen kan tilbagelægge denne lange rejse med kort møje, medmindre en stærk vind fører ham, nemlig Helligånden. Vi må gå skridt for skridt, fra Abraham til Isak, fra Isak til Jakob, fra Jakob til Juda og så videre. Men ved Abraham må vi begynde, så vi findes ligedannede med ham i hans tro og opnår den velsignelse, som er lovet ham; så kan vi så meget gladere drage fra den ene patriark til den anden, det vil sige: lade den ene trængsel efter den anden gå over os, indtil vi kaldes bort fra denne rejse til vor hvile. For mennesket må ængstes så længe og så ofte nægte sin vilje, at det til sidst bliver mørt og således overvinder sit kød, så det bliver underlagt ånden og gerne går i Guds vilje og lydighed.

Derfor skal ingen sætte sig for at komme i himlen med et mageligt liv og gode dage, som Kristus siger hos Lukas (Luk 18,24–25): «Hvor vanskeligt kommer de rige ind i Guds rige! Det er lettere for en kamel at gå gennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige.» Og i Apostlenes Gerninger (ApG 14,22) lærer Paulus, at vi må gå ind i Guds rige gennem mange trængsler. Hos Lukas (Luk 16,25) siger Abraham til den rige mand: «Husk, søn, at du har fået dit gode i din livstid, og Lazarus ligeså det onde; men nu trøstes han, og du pines.» Således måtte også Kristus lide og gå ind til herligheden gennem korset. Og Sankt Paulus siger (2 Tim 3,12): «Alle de, som vil leve gudfrygtigt i Kristus Jesus, vil blive forfulgt.» Heraf kan vi nu lære, at alt, hvad der behager legemet, er gift; derfor siger Paulus til romerne (Rom 8,13): «Hvis I lever i overensstemmelse med kødet, vil I dø; men hvis I ved Ånden dræber kroppens gerninger, vil I leve.» Ånden, som kommer fra Gud, er ivrig efter at lide, men kødet er imod det. Det viser Kristus. Da han sagde til sine disciple, at han måtte gå til Jerusalem og lide meget af jøderne og blive slået ihjel, tog Peter ham til side og sagde til ham: «Herre, skån dig selv, dette må aldrig ske dig.» Men Kristus vendte sig om og sagde til Peter: «Gå bort fra mig, Satan! Du er anledning til fald for mig, for du tænker ikke Guds tanker, men menneskers.» (Matt 16,22–23.)

Her er det klart, at den menneskelige fornuft stræber lige imod Guds vilje. Gud vil, at vi skal komme til herligheden gennem kors og forfølgelse; så strider kødet imod og bedrøves over lidelsen. Men de, som har Guds Ånd, glæder sig over, at de skal lide for Guds skyld, som der står skrevet om apostlene: «De gik glade bort fra Rådet», siger Lukas (ApG 5,41), «over at de var blevet regnet for værdige til at lide vanære for hans navns skyld.»

Derfor siger Jakob i sit brev (Jak 1,2–4): «Mine kære brødre, regn det for lutter glæde, når I falder i mange slags fristelser, og vid, at jeres prøvede tro virker tålmodighed; men tålmodigheden skal have fuldkommen gerning, for at I kan være fuldkomne og helstøbte og ikke mangle noget.» O hvor højst nødvendig er tålmodigheden for et kristenmenneske, så at vi skal fatte vore sjæle i tålmodighed, som Kristus siger hos Lukas (Luk 21,19); ellers mister vi dem evigt. Derfor må vi træde ind i et nyt liv og ikke straks bande og blive vrangvillige, når en ulykke overfalder os, men altid løfte vort hjerte til Gud og tålmodigt lide hans vilje; han vil nok forløse os derfra i sin tid, når det behager ham. Og vi skal altid tænke på, at han mener det faderligt og godt, når han sender os forfølgelse, angst, bedrøvelse og modgang. Som epistlen til hebræerne siger (Hebr 12,5–8): «I har glemt den trøst, som taler til jer som til børn: Min søn, agt ikke Herrens tugt ringe, og giv ikke op, når du revses af ham. For den, Herren elsker, tugter han, og han hudstryger hver søn, som han tager til sig. Når I udholder tugten, tilbyder Gud sig til jer som til børn. For hvor er der en søn, som faderen ikke tugter? Men er I uden tugt, som de alle har fået del i, så er I uægte børn og ikke sønner.» Gud give os sin guddommelige nåde, så vi glade kan vandre over de toogfyrre trin og fødes med Herren Kristus til et nyt liv. Amen.

Om fejringen af Sankt Anna

Jeg skulle også sige noget om Sankt Anna, hvis fest man fejrer i dag; men jeg finder ikke et bogstav i Skriften om hende. Jeg tror, at Gud derfor har ladet dette være ubeskrevet, for at vi ikke skulle søge nye frelsessteder, som vi nu gør: vi løber hid og did og mister derved den rette Frelser, Jesus Kristus. I kunne godt lade dagen i dag gå uden at holde helligdag og passe jeres arbejde hjemme; men Djævelen har blindet os så aldeles, at vi med den største flid gør det, vi selv har digtet op, mens vi lader Guds ordning og bud ligge; hvor fromme vi bliver af det, ser vi for øjnene. Vi er i disse sidste tider kommet i den jammer, at vi ikke engang kan kende vort eget helvede, vor død og vor undergang. Gud hjælpe os ud af det spil, så vi dog holder os til evangeliet og lader sådant blændværk og abespil fare! Vogt sig, hvem der kan; jeg vil hermed have advaret enhver. Vil man ære de kære helgener, kan man godt finde en anden måde, så Gud æres sammen med dem, som jeg andre steder har sagt og skrevet nok om. Dermed vil vi nu lade det blive.