Juledag (kort gentagelse)

En kort gentagelse af prædikenen på juledag, hvori nytten af Kristi fødsel og hvad der ellers er at sige om evangeliet, bliver vist

Randglose til v. 14 «velbehag»: at menneskene derved skal få lyst og kærlighed over for Gud og over for hinanden, tage imod det med tak og derfor med glæde lade alt fare og lide alt. [Randglose ved bibelteksten i postillen.]

Vi vil nu også sige lidt mere og gentage, hvad vi har prædiket i dag, nemlig hvordan det går til, at barnet Kristus bliver født i os. For I har jo hørt, at dette barn må være vores, hvis denne fødsel ellers skal bære frugt for os, og at vi må tage det til os. Derfor skal enhver tænke: Han er født for mig. For Kristus er ikke kommet, fordi han havde brug for det, men fordi vi havde brug for det. Han har ladet sig ned i denne sæk, i vores kød og blod, alene for at han kunne udøse sine goders umådelige skat og frelse os fra synd, død, Djævelen, helvede og al ulykke. Den, som nu sådan tager barnet til sig, må blive glad; for det er ikke muligt, at glæden ikke følger, når hjertet bliver fyldt og overøst med så store goder. Det har I nu hørt nok om.

Nu kunne nogen spørge, hvordan man kan vide, at vi tager barnet til os i hjertet ved en ret tro og er vis på, at denne fødsel er til nytte for os. Derfor vil vi sige lidt om det tegn, som sikkert er til stede og følger i de ydre gerninger, af det hjerte, hvor barnet bor. Dette tegn er intet andet end, at vi mennesker også tager os af hinanden, at vi ifører os og klæder os i vores næstes kød og gør mod ham, sådan som Gud gør mod os i denne Kristus. Og det er også en åndelig fødsel og en åndelig menneskevordelse; for på den måde bliver vi født ind i hinanden.

Skriften kalder vores næste for vores kød. For sådan siger Esajas (58,7): «Ser du en nøgen, så klæd ham, og foragt ikke dit eget kød.» Han siger, at den anden er vores kød; for Gud vil, at ingen skal foragte den anden; ja, jo ringere han er, des mere skal jeg tage mig af ham, ikke anderledes end om det var mit eget kød og blod, mit eget legeme. For Kristus har iført sig vores kød, som dog er fuldt af synd, og har følt al jammer og ulykke; han har ikke stillet sig anderledes over for Gud, sin Fader, end om han selv havde begået de synder, som vi alle har gjort, og som om han havde fortjent alt det, som vi har fortjent. Sådan siger Sankt Paulus i Filipperbrevet (2,1–8), hvor han taler om Kristi fornedrelse, og om hvordan vi efter Kristi eksempel også skal lade os ned under hinanden:

«Hvis der altså er nogen formaning i Kristus, nogen trøst i kærligheden, noget fællesskab i Ånden, nogen inderlig kærlighed og barmhjertighed iblandt jer, da opfyld min glæde, så I er enige og har ét sind, har den samme kærlighed og intet gør af lyst til strid eller af lyst til tom ære, men med ydmyghed anser hinanden for højere end jer selv. Og hver enkelt skal ikke se på sit eget, men på det, som er den andens.» Og han siger videre:

«Enhver skal have det sind, som også var i Jesus Kristus, han som var i Guds skikkelse og ikke betragtede det som tyveri at være Gud lig, men gav afkald på sig selv og tog en tjeners skikkelse på, blev ligesom et andet menneske og blev i sin fremtræden fundet som et menneske; han ydmygede sig selv og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors.»

Når vi nu tager os sådan af vores næste og følger dette Kristi eksempel, så går det gamle kød ud, og der kommer en ny fødsel: ikke kødelig og efter verdsligt slægtskab, men åndelig, så jeg tager mig af min næstes ulykke, som om den var min egen. Her bliver vi så nært beslægtede med hinanden, brødre og søstre, at det ikke kunne være nærmere.

Sådan gør Helligånden ét kød og ét legeme af mange kød og legemer; omvendt gør naturen af ét kød mange kød og legemer: så langt naturen fører kød og blod fra hinanden, så nær, ja langt nærmere fører Ånden dem sammen. Derfor må jeg hjælpe min næste, som om jeg gjorde det for mig selv, og af min overflod må jeg hjælpe ham i hans nød. Er han fattig og jeg rig, så skal min rigdom komme ham til hjælp. Er han en synder og jeg from, så skal min fromhed tjene ham. Er han i skam og jeg i ære, så skal min ære dække over hans skam; og så fremdeles. Hvad jeg ville, at man skulle gøre mod mig, hvis jeg sad i angst og nød, det skal jeg også gøre mod min næste.

Når jeg nu viser dette med gerninger, så er det et sikkert tegn på, at Kristi fødsel har kraft og rum i mig; og så meget som sådanne gerninger af kristen kærlighed tager til i os, så meget tager også Kristus til i os. For når vi ser, hvor stor en nåde vi har fået af Kristus, så bliver vores hjerte glad for, at det har nogen, som det til gengæld kan gøre vel mod efter Kristi eksempel. Derfor: Den, som ikke i hjertet er rede til at hjælpe sin næste med alt, hvad han formår, han har endnu ikke taget barnet til sig; han ved og forstår heller ikke, hvad det vil sige: Guds Søn er blevet menneske.

Enhver vil kun hænge sig ved de mægtige og rige folk, som kan hjælpe ham, og som han har gavn af; han foragter de fattige, elendige og bedrøvede mennesker og ser kun på det, som er højt, stort, rigt og mægtigt for verden. Men de går glip af barnet; for dem bringer det nye barns fødsel hverken nytte eller frugt. Man kan ikke smage sødmen ved denne fødsel, medmindre vi lader al menneskers hjælp og nytte fare; vi må alene vente og tage imod hjælp, trøst og frelse fra dette barn, ellers bliver der intet af det. For sådan synger I, og I har hørt det i dag: «Var dette barn ej født for os, da var vi alle fortabt» osv. Barnet må fylde os, ellers bliver vi nok tomme; derefter må vi af den fylde, som barnet har fyldt os med, også meddele vores næste. Ligesom nu dette barn har givet afkald på alting og kun har taget vores gerning og synd på sig og iført sig vores fremtræden, ikke anderledes end som en tjener, og har formet sig i en tjeners skikkelse (som det er sagt ud fra Sankt Paulus' ord), har kastet sig selv ned og været lydig indtil døden: sådan skal vi give afkald på alle de goder, vi har, og tage os af vores næstes svaghed og bære hinandens byrder, som Paulus siger et andet sted, i Galaterbrevet (6,2), og sådan opfylde Guds lov. Han siger ikke: «Enhver skal søge sin egen nytte hos den anden»; men: «Enhver skal lægge sin næstes byrde og skrøbelighed på sig selv.»

Sådan erkender man, hvordan Kristus er vores, og hvordan han er blevet én kage med os ved troen, for at han også kunne flette os mennesker ind i hinanden; det vil sige, at vi alle skal blive ét kød og ét legeme, ligesom han er ét kød og ét legeme med os. Det viser det legemlige ægteskab, om hvilket Gud sagde: Erunt duo in carne una [De to skal være ét kød]; «De to skal være ét kød» (1 Mos 2,24; Matt 19,5). Derfor siger Sankt Paulus til efeserne (5,30–32) om dette åndelige ægteskab blandt andet sådan: «Vi er lemmer på hans krop, af hans kød og af hans ben. Derfor skal et menneske forlade far og mor og holde sig til sin hustru, og de to skal være ét kød. Denne hemmelighed er stor; men jeg taler om Kristus og menigheden.» Derfor: Når vi alle bliver ét legeme og ét kød, så bliver vi også renset med Kristus ved et åndeligt ægteskab, det vil sige, vi bliver alle hans brude, og han vil på den yderste dag sætte os til at dømme hele verden med ham.

Det ser nok ud, mens vi er på jorden, som om han ikke ville tage sig af os, for han lader os blive forfulgt af hele verden og lide tvang; men han har øje med os og beskytter os og forsvarer os mod alle fjender, som I har hørt i Esajas' profeti, så ingen kan gøre os noget ondt, uden at han vil det. Sådan siger han selv hos Lukas (21,14ff.), hvor han siger til sine disciple, at de skal lide meget for hans navns skyld, og at de ikke skal bekymre sig om, hvad de skal svare; han vil give dem en sådan mund og visdom, som alle modstandere ikke skal kunne modsige; og til sidst slutter han og siger, at ikke ét hår på deres hoved skal gå tabt.

Derfor er dette nu det tegn, hvorpå vi med vished skal kende, om Herren Kristi fødsel er virksom i os: når vi tager os af vores næstes nød. Og det er også det tegn, som han vil kræve og se efter ved den yderste dom, når han skal sige til dem, som ikke har gjort dette: «Jeg var sulten, og I gav mig ikke at spise; jeg var tørstig, og I gav mig ikke at drikke» og så fremdeles. Men når de vil undskylde sig meget og sige, at de ikke har set ham sulten eller tørstig, så vil han svare dem sådan: «Sandelig siger jeg jer: Hvad I ikke har gjort mod én af disse mindste, har I heller ikke gjort mod mig» (Matt 25,42.45).

Det er nok sagt om, hvordan man skal bruge denne fødsel, så den kommer os til nytte, og hvordan vi skal blive visse på hos os selv, at den er virksom i os. Og det siger evangeliet også fint, hvor engelen sagde til hyrderne, som I har hørt det udlagt i dag: «Frygt ikke, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket; for i dag er der født jer en frelser, som er Kristus, Herren.» Det er det løfte, som engelen har givet hyrderne, og som hører os alle til, som ordene lyder: at denne glæde skal være for hele folket, og at han skal tage sig af hele verden. Ved siden af dette løfte har engelen her også givet hyrderne et tegn, hvorved de med vished kunne vide, at dette var det rette barn, som han talte om; og det er, at de skal finde barnet svøbt og liggende i en krybbe. Hvad nu tegnet betyder efter den skjulte betydning, vil vi se lidt på.

Den skjulte betydning

Maria er et billede på kristenheden, det vil sige alle kristne; hun griber og svøber det nyfødte barn i et legemligt ord, evangeliets og løftets ord, for ved dette tegn forstås evangeliets prædiken. Ligesom disse klude eller svøb er ringe, sådan er også Ordet ringe og bliver ikke anset for kostbart af den verdslige visdom. De tegn, man giver om barnet, er alle ringe og ikke meget værd, de kommer af kød og blod, og dog bliver der under dem givet så stor en skat, at det ikke er muligt at udsige. Evangeliets prædiken er ikke pyntet, den går ganske enfoldigt frem og er ikke smuk for menneskene. Ja, på dette tegn støder alle konger og fyrster sig, alle doktorer, farisæere og hyklere, de frommeste og allerhelligste folk. Sådan sagde Simeon til Maria (Luk 2,34), at barnet skulle være til fald og oprejsning for mange i Israel og til et tegn, som skulle modsiges. De store præster og højlærde i Jerusalem kommer ikke derhen, hvor barnet ligger; de lader det ligge og regner det for intet. Men de fattige hyrder på marken, som hverken har navn eller ry eller anseelse for verden, de ser det og bliver glade og takker Gud for, at de må se det.

Krybben betyder de steder og pladser, hvor de kristne kommer sammen for at høre Guds ord om Kristus. For man prædiker ikke Kristus andre steder end i de kristnes forsamling, ikke hos jøderne eller hedningerne og de vantro.

Dyrene, den lille okse og det lille æsel, er os; vi skal høre og spise føden: det er vores tegn, og kun ved det finder vi Kristus. Der er intet sikrere tegn til at finde Kristus end det sted, hvor man prædiker evangeliet; for rette kristne vandrer alene i troen og evangeliets ord, man kan ikke kende eller se dem udvortes. Det har også Moses vist, da han satte arken eller pagtens kiste bag forhænget, så man ikke kunne se andet end de to stænger, som stak frem (2 Mos 26,33). Man kan ikke kende de kristne på andet end alene på evangeliet, skønt verden heller ikke vil eller kan kende evangeliet; det være Gud klaget!

Udlægning af englenes sang: Gloria in excelsis Deo osv. [Ære være Gud i det højeste.]

«Ære være Gud i det højeste, og fred på jorden, og menneskene et velbehag.»

Randglose til «velbehag»: at menneskene derved skal få lyst og kærlighed over for Gud og over for hinanden, tage imod det med tak og derfor med glæde lade alt fare og lide alt. [Randglosen står to gange i kilden.]

Fordi denne sang er meget almindelig, og der ikke er mange, som forstår den ret, og der dog er mange gode ting i den, vil vi gennemgå den lidt nærmere og her nedenfor nogenlunde gentage udlægningen, som den står i postillen.

Tre ting ordner englene i denne sang: æren eller prisen, freden og velbehaget eller den gode vilje. Æren giver de Gud, freden jorden, velbehaget menneskene. Den gode vilje eller velbehaget kunne forstås om Guds gode vilje og velbehag, som han har over menneskene ved Kristus. Men vi vil lade det blive ved den gode vilje, som menneskene får af denne fødsel, sådan som også ordene giver det, der lyder sådan: ἀνθρώποις εὐδοκία, hominibus beneplacitum [græsk og latin: menneskene et velbehag]. Det første er Guds ære eller pris; dér skal man også begynde, så Gud i alle ting får berømmelsen og æren som den, der gør, giver og har alle ting, så ingen tilskriver sig selv noget eller tager sig noget som helst til indtægt. For æren tilkommer ingen uden Gud alene; den lader sig ikke dele eller gøre fælles med nogen. Denne ære har Adam stjålet ved den onde ånd og tilegnet sig selv, så alle mennesker derfor er i unåde sammen med ham; og den er endnu så dybt rodfæstet i alle mennesker, at ingen last sidder så dybt i dem som æresygen. Ingen vil være intet eller ikke kunne noget, enhver behager sig selv godt; deraf kommer al jammer, ufred og krig på jorden.

Denne ære har Kristus nu bragt tilbage til Gud, sin Fader, ved at han har lært os, at alle vores ting ikke er andet end lutter vrede og unåde for Gud, så vi på ingen måde kan rose os eller behage os selv i dem, men må frygte og skamme os som i den største fare og skam; så vores ære og selvbehag bliver stødt til jorden og bliver til slet intet, og vi bliver glade for, at vi slipper af med det, så vi kan blive fundet og bevaret i Kristus, som sagt er.

Men når englene synger: «Ære være Gud i det højeste», er det sagt på hebraisk vis. For Gud bliver kaldt den, som alene bor i det høje; derfor hedder han også den Allerhøjeste, og hvad der er højt, det er Guds.

Det andet er freden på jorden. For ligesom der må være ufred, hvor Guds ære ikke er, som Salomo siger (Ordsp 13,10): «Blandt de hovmodige er der altid trætte»; sådan må der omvendt være fred, hvor Guds ære er. Hvorfor skulle de så trættes, når de ved, at intet er deres eget, men at alt, hvad de er, har og formår, er Guds? Ham lader de råde over det og nøjes med, at de har en nådig Gud. Den, som ved, at alt hans eget er intet for Gud, han regner det heller ikke for meget, men tænker på noget andet, som er noget for Gud, og det er Kristus.

Deraf følger, at hvor der er sande kristne, dér kan der ikke være strid, trætte eller ufred iblandt dem, som Esajas forkynder og siger (11,9): «De skal ikke dræbe eller skade hinanden på mit hellige bjerg» (det vil sige i kristenheden); så følger grunden: «For jorden er fuld af kundskab om Gud», det vil sige: fordi de erkender Gud, at alt er hans og vores eget intet, så kan de godt have fred med hinanden. Sådan siger samme Esajas også et andet sted (2,4): «De skal omsmede deres sværd til plovjern og deres spyd til segl; de skal ikke mere løfte sværd mod hinanden eller øve sig i krig.»

Derfor hedder vor Herre Kristus en fredens konge eller en fredsfyrste, og han er betegnet ved kong Salomo, hvis navn på dansk betyder «den fredsrige», fordi han skaber os fred: indvendig over for Gud i vores samvittighed ved troen, som er bygget på ham, og udvendig over for menneskene i den legemlige vandel ved kærligheden, så der ved ham er fred overalt på jorden.

Det tredje er den gode vilje eller menneskenes velbehag. Her betyder den gode vilje ikke den, som gør gode gerninger, men velbehaget og det fredelige hjerte, som lader alt behage sig, hvad der end vederfares det, godt eller ondt, sødt eller surt. For englene ved godt, at den fred, som de synger om, ikke rækker videre end til dem, som i sandhed tror på Kristus; de har visselig fred med hinanden. Men verden og Djævelen har ingen ro og lader dem heller ikke have nogen fred; de forfølger dem indtil døden, som Kristus siger hos Johannes (16,33): «I mig har I fred; i verden skal I have angst og trængsel.»

Derfor var det ikke nok for englene at synge om freden på jorden, men også om menneskenes velbehag, det vil sige, at de lader alting behage sig, lover og takker Gud og synes, det er ret og godt, sådan som Gud handler med dem og lader det gå dem; de knurrer ikke, men står stille og villigt i Guds vilje. Ja, fordi de ved, at Gud gør og skaber alt, han som de dog ved Kristus har fået til en nådig Fader i troen, så roser og glæder de sig, når de bliver forfulgt, som Sankt Paulus siger i Romerbrevet (5,3): «Vi roser os af trængsler og forfølgelser.» De synes, at alt, hvad der møder dem, er det bedste, ud af den overflod af glad samvittighed, som de har i Kristus.

Se, en sådan god vilje, et sådant velbehag og en sådan god tanke om alle ting, hvad enten de er gode eller onde, mener englene her i deres sang. For hvor den gode vilje ikke er, dér bliver freden ikke længe; den lægger også alle ting ud til det værste, gør altid det onde stort og gør to ulykker af én. Derfor behager det dem ikke, hvordan Gud end gør med dem, og de vil have det anderledes. Så sker det, som salmen siger (Sl 18,26–27): «Herre Gud, med den, som holder alt for udvalgt, handler du også udvalgt» (det vil sige: den, som har et sådant velbehag i alle ting, ham lader du til gengæld behage dig og alle); «men med den forkerte bliver du også forkert», så ligesom intet af dig og al din gerning og skaben behager ham, sådan behager han heller ikke dig og alt dit.

Om den gode vilje eller velbehaget siger Sankt Paulus til korintherne (1 Kor 10,33): «Gør jer flid for at behage alle, ligesom jeg behager alle.» Hvordan sker det? Når du lader dig alle ting være gode og behage dig, så behager du til gengæld alle. Det er en kort regel: Vil du ikke behage nogen, så lad ingen behage dig; vil du behage alle, så lad alle behage dig; dog sådan, at du ikke slipper Guds ord derfor, for dér hører al behag og mishag op. Men hvad der kan slippes uden at slippe Guds ord, det skal du slippe, så du kan være til behag for alle, og lad det synes godt for dig for Gud; så har du denne gode vilje og dette velbehag, som englene synger om.

Af denne sang kan vi også lære, hvad slags skabninger englene er. Lad det fare, som de naturkyndige mestre drømmer om dem; her er de malet sådan, at de ikke kunne males bedre, så også deres hjerte og tanker bliver kendt her.

For det første viser de ved at synge Gud æren med glæde, hvor fulde af lys og ild de er; de erkender, at alle ting er Guds alene, tilskriver sig selv intet og giver med stor glød æren og prisen alene til ham, som den tilhører. Derfor: Sådan som du ville tænke om et ydmygt, rent, lydigt, Gud lovende og glad hjerte i Gud, sådan skal du tænke om englene; og det er det første, hvormed de vandrer over for Gud.

Det andet er kærligheden til os, ligesom vi ovenfor er blevet lært at gøre. Her ser du, hvor velvillige og hvor store venner de er af os, at de ikke under os mindre end sig selv; de glæder sig lige så meget over vores frelse som over deres egen; så de i sandhed i denne sang giver os en trøstelig tilskyndelse til at vente os det bedste af dem som af de bedste venner. Se, det er ret at forstå englene, ikke efter deres væsen, som de naturkyndige mestre beskæftiger sig med uden nogen frugt, men efter deres inderste hjerte, sind og tanke, så jeg ikke ved, hvad de er, men hvad deres højeste begær og stadige gerning er; dér ser man dem ind i hjertet.

Det være nok om denne englenes sang og om frugten af barnet Jesu Kristi fødsel. Gud give sin nåde, så vi griber det sådan og også forbedrer vores liv derefter. Amen.