Julenat (Luk 2,1–14)

Prædiken i julenattens messe, Luk 2,1–14

Denne historie har I ofte hørt før, og I skal høre den i år og hvert år. Det vækker lede hos de dovne, søvnige kristne, som er mætte og fulde, at de altid skal høre én og samme ting; men for dem, i hvem den rette, sande tro er, er den altid ny; for Helligånden kan tale om én sag mange gange, og sådan at det altid tykkes de sine nyt. Nu var der vel meget at prædike om denne historie, for det er en rig tekst, hvis vi havde tid og også kunne ramme den; dog vil vi sige så meget om den, som Gud vil give.

I har nu hørt læse, hvordan engelen selv udlægger hele denne historie og tyder den derhen, at den er prædiket for vores skyld; og det er frugten af hele historien, at vi ved, hvilken nytte vi har af den. For sådan siger engelen selv til hyrderne: «Frygt ikke, se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket; for i dag er der født jer en frelser, som er Kristus, Herren, i Davids by.» Der hører I, at vi skal tage os hans fødsel til, eftersom han siger: «Jer er frelseren født.» For Herren Kristus er sandelig ikke kommet for sin egen skyld, men for at hjælpe os. Derfor må vi flittigt se til, at vi tror engelen; så har vi det hele. Jeg har også sagt før, at evangeliet ikke prædiker andet end troen; det prædiker engelen også her, og alle prædikanter må prædike sådan, ellers er de ikke rette prædikanter; engelen her har været en begyndelse og et forbillede for alle prædikanter. Nu skal der her tales om to slags fødsel, om vores og om Kristi fødsel. Men før vi taler om det, må vi først gennemgå historien, så I tager den til hjerte og griber den glæde, som engelen her forkynder. For det første siger evangelisten sådan:

Det skete på den tid, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om, at hele verden skulle skatteansættes. Og denne skatteansættelse var den allerførste og skete på den tid, da Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle gik hen for at lade sig skatteansætte, hver til sin by.

Til v. 1 «skatteansættes»: At skatteansætte betyder her, at enhver måtte opgive, hvor meget gods han ejede. [Randglose ved bibelteksten i postillen.]

I ved godt, at jøderne havde et løfte fra patriarken Jakob om, at der ikke skulle mangle en fyrste, mester eller lærer af Judas slægt i det jødiske folk, indtil Messias kom, som var lovet dem. For sådan lyder de ord klart, som Jakob sagde til Juda (1 Mos 49,10): «Scepteret skal ikke tages fra Juda, ej heller en mester fra hans fødder, indtil helten kommer.» Nu stod det sådan til på den tid, at romerne havde indtaget det jødiske land og sat en statholder ind, som evangelisten her kalder Kvirinius. Jøderne havde også i lang tid forinden haft præster til konger, efter at makkabæerne havde taget riget, så at styret fra Judas stamme længe forinden var trykket ned, og ingen fyrste eller lærer af Judas slægt eller blod stod i spidsen for folket. At Kristus eller Messias nu skulle komme, var et stort tegn, og det havde nu stået sådan i lang tid, så at profetien var i fuld gang: Messias måtte komme; det vidste jøderne godt.

Derfor siger han her, at på den tid, da Kristus blev født, havde kejser Augustus sat en statholder ind i det jødiske land, under hvem jøderne skulle lade sig skatteansætte. Som ville han sige: Han er født netop dengang, da han skulle fødes. Alle, som var under den romerske kejser, måtte give skat for at bevidne, at de var hans undersåtter. Det vidste jøderne, men de forstod ikke profetien. Jakob havde sagt sådan: «Scepteret skal ikke tages fra Juda, ej heller en mester fra hans fødder, indtil helten kommer»; det vil sige, der skal ikke holde op med at være en fyrste og lærer i Juda, før Kristus kommer. Med disse ord har Jakob tydeligt nok vist, at det skulle holde op, når Kristus kom. Men at de forstod det sådan, at der skulle komme en helt, som regerede med sværdet, er en falsk forståelse, og teksten giver det heller ikke; for den siger sådan: Når Kristus skal komme, så skal den jødiske konges timelige styre holde op. Således angiver Lukas her netop den tid, da det måtte ske. Videre følger i teksten:

Da drog også Josef op fra Galilæa, fra byen Nazaret, til det jødiske land, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig skatteansætte sammen med Maria, sin trolovede hustru, som var med barn.

Josef og Maria adlød også dette kejserlige bud; de viste sig som andre fromme, lydige folk, drog hen til Betlehem, som var hovedbyen i Judas slægt, og lod sig skatteansætte. Maria kunne vel, eftersom hun var med barn og nær ved fødslen, have undskyldt sig fra en sådan rejse; men hun gør det ikke; de vil ikke give de andre forargelse. Det måtte også ske sådan, at de kom til Betlehem, for profetien hos profeten Mika, som siger, at Kristus skulle fødes i Betlehem i Juda (Mika 5,1). Se, dertil måtte denne skatteansættelse tjene, uden at hverken kejser Augustus eller hans statholder vidste det. Sådan gør Gud endnu i dag med sine gerninger, hvortil også hedninger og onde mennesker må tjene ham, for at han dog kan gøre os arme, elendige mennesker, som er sunket så dybt ned i kød og blod, vise på vores tro. Det lægger evangelisten Lukas især vægt på, idet han således altid angiver tid og sted i historierne, så vi ikke skal tage fejl af Kristus. Hvordan denne fødsel nu gik til, siger evangelisten videre:

Og det skete, mens de var der, at tiden kom, da hun skulle føde; og hun fødte sin første søn og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for de havde ellers ikke plads i herberget.

Her skal vi ikke bekymre os eller tage forargelse af, at vi ser, hvor fattig og elendig Herren kommer. Han giver verden et stort stød med denne indgang og gør den helt og holdent til en nar. Se, var det ikke noget stort, at jomfruen, som man holdt for en ung brud, der først i år var blevet gift, ikke skulle føde i sit hus i Nazaret, men uden al stads – for de var fattige, Josef og Maria – måtte drage af sted med sit svangre liv næsten tre dagsrejser? Og da hun så var kommet derhen, havde hun ikke så meget plads, at hun kunne føde i herberget i en stue eller et kammer. Herberget har været fuldt, og dog har man kunnet lægge alle andre i huset; kun dette par folk har man måttet vise ud i stalden. Der var ingen, som ville rydde sin stue eller sit kammer for denne svangre kvinde; hun måtte ud i stalden og der føde alle skabningers Skaber, som ingen her ville vige for. Dermed giver Gud vel at forstå, hvad man skal holde om verden; han giver den der et sådant stød, for at man skal vide, hvad verden er, og hvad vi skal vente os af den, nemlig at den er blind og uforstandig og ikke ser Guds gerninger; og selv om den ser dem, kan den dog ikke finde sig til rette i dem.

Heraf skal vi lære, at det heller ikke skal anfægte os, selv om vi er fattige, elendige og forladt af verden. For her har vi en stor trøst. Har Kristus, alle tings Skaber, og hans kæreste mor måttet ligge i en sådan elendighed, hvorfor skulle det så ikke også ramme os? Eller hvorfor skulle vi arme, elendige skabninger ikke også gerne lide sådant, når han sender os ulykke og elendighed? Men det er en jammer, at vi slår et sådant eksempel ud af øjnene og endnu langt mere ud af hjertet. Vi kunne godt lide, hvis vi troede, og vi ville have en stærk trøst, når vi ser, at Herren Kristus har lidt en sådan nød, fattigdom og elendighed. Derfor er det første, at I ser, hvordan Kristus er kommet til verden, med så stor fattigdom, i en så stor by, hvor der ikke var én, som her ville vise ham det mindste venskab eller den mindste velgerning. Således gik det til på jorden med denne fødsel, som dog hele den himmelske hær glædede sig over, som det følger bagefter:

Og der var hyrder i den samme egn ude på marken ved foldene, som holdt nattevagt over deres hjord. Og se, Herrens engel trådte hen til dem, og Herrens herlighed lyste om dem, og de blev meget bange.

Her hører I, hvad Gud i himlen gør ud af denne fødsel, som verden foragter, ja, hverken kender eller ser. Denne glæde, som er i himlen, er så stor, at den ikke kan blive i himlen; den må bryde ud og forkyndes og meddeles verden; for her forkynder englene hyrderne den store glæde. Det er igen en stor trøst, som verden dog foragter og forkaster; men englene holder det i stor ære, ja, havde det været dem tilladt, ville de have fejret denne gerning langt herligere og prægtigere. Men sådan skulle det ikke være; for Gud måtte med denne sin Søn give et eksempel på, at man dog skulle foragte verdens pragt og en gang for alle komme til at indse, hvad verden er.

Den menneskelige fornuft er så klog, kaster altid øjnene i vejret, ser kun det, som er højt, og vil ikke have med det at gøre, som ligger nede. Nu er det en trøst, at englene og hele den himmelske hær således tager sig af ham, som verden foragter, så vi lærer, at selv om verden foragter os, har vi dog nogle, som tager sig af os og ser til os. Det tror vi ikke; vi vender ikke øjnene derhen, men ser på det store, kostelige, høje ligesom verden og bliver straks modløse, når det går os lidt dårligt, og hverken tænker eller ved, når en sådan ulykke rammer os, at det er Guds vilje. Tro det for vist: var det ikke Guds vilje, havde han ikke ladet denne sin allerkæreste Søn lægge i krybben og ikke ladet ham fødes så fattig, elendig og foragtet. Men jo fattigere og mere foragtet han er for verden, des større agt gav Gud, hans Fader, og hele den himmelske hær på ham. Det skal vi også trøste os ved og tro for vist, at jo mere foragtede vi er for verden, des højere er vi anset for Gud.

Der er mange, som her tænker således og har en sådan andagt: «Åh, havde jeg været der, hvor flittigt ville jeg have tjent barnet; jeg ville have vasket hans bleer. Åh, var jeg så salig som hyrderne, at jeg havde kunnet se Herren ligge der i krybben!» Ja, nu ville du gøre det, da du ved, at Kristus nu er så stor; du ville have gjort lige så lidt på den tid som borgerne i Betlehem; det er barnlige og tåbelige tanker. Hvorfor gør du det ikke nu? Der har du Kristus i din næste; ham skal du tjene og gøre godt; for hvad du gør mod din næste, som lider nød og sidder i elendighed, det har du gjort mod Herren Kristus selv, som han på den yderste dag vil sige til de udvalgte: «Hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, har I gjort mod mig» (Matt 25,40). Derfor er det ærgerligt, ja tåbeligt, at have en sådan barnlig andagt. Lad os derfor en gang lukke øjnene op, så vi ikke hører så mange gode eksempler forgæves; ellers vil der komme en stor straf over os. – Men hvilke ord var det, engelen brugte til hyrderne? Evangelisten siger sådan:

Og engelen sagde til dem: Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket; for i dag er der født jer en frelser, som er Kristus, Herren, i Davids by. Og dette skal I have som tegn: I skal finde barnet svøbt og liggende i en krybbe.

Af disse engelens ord skal I lære rettelig at bruge denne Herren Kristi fødsel, og lad det ikke være nok, at I blot har den. En stor skat er ingen til nytte, når den ligger skjult under jorden eller et andet sted; men når den er bragt frem og kommet i omløb, så man handler med den, så er den nyttig og kostbar. Tænk derfor på, hvordan du kan bruge denne fødsel; ellers vil den slet ikke være dig til nytte eller trøst. For at du kender den ligefremme historie, hvordan det gik til ved fødslen, og at han blev født fattig og elendig, hjælper dig lige så meget, som når du ellers hører en historie om kongen af Frankrig eller om en anden stor konge, hvoraf du hverken får nytte eller trøst.

Men hvordan skal vi bruge denne fødsel ret og nyttigt? Som jeg har sagt: at vi holder for, at han er født for os, at hans fødsel er min, som I også har hørt i Esajas' profeti, og at hans og min fødsel således bliver bragt sammen. Vores fødsel er en sådan fødsel, hvor der ikke er andet end synd, som David siger (Sl 51,7): «Se, jeg er skabt i uret, og min mor undfangede mig i synd.» Som ville han sige: Her er ikke andet end synd, både i undfangelsen og i fødslen; hvad jeg bringer med mig fra moders liv, er alt sammen fordømt og hører døden, Djævelen og helvede til. Når nu vores fødsel, hud og hår, er ond i os, hvad godt kan der så komme ud af det? Det er vores titel, som vi har fra Adam; den kan vi rose os af og ellers slet intet, nemlig at hvert barn, som bliver født, er i syndens, dødens, Djævelens, helvedes og den evige fordømmelses fulde magt; det er en elendig, jammerlig fødsel, foruden al den jammer og nød, som ellers følger efter i verden.

For at hjælpe denne fødsel har Gud sendt en anden fødsel, som måtte være ren og ubesmittet, skulle den gøre den urene, syndige fødsel ren. Det er nu denne Herren Kristi fødsel, hans enbårne Søns; og derfor har han heller ikke villet lade ham fødes af et syndigt kød og blod, men han skulle fødes af en jomfru alene. Han har ikke ladet noget urent eller nogen synd blive tilbage i kødet, men taget det alt bort, fyldt det med Helligånden og intet ladet blive tilbage uden alene den jammer og nød, som kommer fra kød og blod: sult, tørst, ulykke og døden, undtagen synden, som også Hebræerbrevet (Hebr 4,15) siger, at han er fristet i alt i lighed med os, uden synd.

Dette er det store, som vor Herre Gud har gjort for os; af det vil ingen få frugt, så det hjælper ham, undtagen den, som tror det. Men ingen vil let tro det, undtagen den, som har følt, hvad hans egen fødsel er. Den, som ikke føler sin elendighed, smager ikke denne Kristi fødsel; men føler man den, må det gå sådan, at også vi som profeten David råber og siger: «Se, jeg er skabt i uret, og min mor undfangede mig i synd»; for vi føler synden og vores onde fødsel. Når døden kommer, så man føler hjertesorgen, da kunne man vel smage den og tørste efter den og blive glad for, at vi måtte have denne salige, ubesmittede fødsel; men nu, da vi ikke føler synden og heller ikke smager dødens bitterhed, lader vi det gå koldt ind i hjertet. Ja, vi hører det nok; men det kommer sandelig ikke med alvor ind i hjertet; for troede et menneske, at denne fødsel var sket ham til gode, ville han hverken frygte synden eller døden. Derfor har jeg sagt, at et kristent menneske skal tro således og ingen tvivl have om, at Kristi fødsel lige så vel er hans, som den er Herren Kristi egen; og ligesom han har rent blod og kød fra en jomfru, sådan er også han ren; og denne jomfru er hans mor åndeligt, ligesom hun har været Herren Kristi mor legemligt. Det må hjertet frimodigt vove sig på og være vist på, ellers ville det ikke stå godt til med os.

Det er, hvad engelen vil sige med disse ord, når han siger: «Han er født jer»; det er så meget som at sige: Alt, hvad han er og har, det er jeres, og han er jeres frelser; ikke blot for at I skal se på ham, men han kan frelse jer fra synd, død, Djævelen og al ulykke; ja, så stor som han er, er han født jer og er jeres med alt, hvad han har. Når han nu er min og har forvandlet sin fødsel til min, så er mit kød og blod også hans mors; og med alt, hvad han har, er han min, så jeg tør sige til moderen: «Se, barnet, som du har født, er mit; hans kød og blod er mit kød og blod; derfor er du også min mor og må også holde mig for dit barn.» For hvad Kristus bringer med sig, det må være mit, ligesom han er min. Når nu hans fødsel er min, af en jomfru og uden synd, fuld af Helligånden, så må min fødsel også være af hans jomfru, uden synd. Så er Eva, den første mor, ikke længere min mor; for den fødsel må helt dø og forgå, så der ikke længere er synd; dér må jeg sætte denne mor, Maria, op imod den mor, af hvem jeg er født i synd.

Således bringer engelen stor glæde med sig; for det er ikke muligt, at hjertet ikke skulle blive glad her, når det får denne frelser til ejendom. Når det kommer til stykket, så vi føler vores jammer og nød, er der ingen trøst eller hjælp; mit hjerte kan da ikke løfte sig over den byrde, som trykker det, men må gå til grunde. Men når jeg da griber til og ikke tvivler på, at Kristi fødsel er min, og at mine synder er borte, må jeg blive glad og få en trøst, så al ulykke forsvinder. Det er trøsten, og ingen anden, som gør en god samvittighed, der hverken frygter død eller helvede; for den forlader sig altid på Guds ord, som skænker os Kristus. Derfor er det en elendig og jammerlig ting, når man vil søge en sådan god samvittighed og et glad hjerte i andre ting end her. Du vil hverken i himlen eller på jorden finde nogen glæde eller samvittighedens fred uden i denne fødsel; det skal du være vis og sikker på. Lad derfor alt andet fare, og hold dig alene hertil. Vil du være frejdig og modig over for synd, død, Djævelen, helvede og al ulykke, så er her Herren og Frelseren!

Det forstår I jo godt, for I har nu hørt det så ofte; blot for at I skal se, hvordan der overalt i Skriften kun læres én ting, så I bliver vel grundfæstede og vise. Det er det, jeg har sagt: at man må vide at bruge denne fødsel rettelig. De, som nu søger noget andet og ikke bruger fødslen sådan, med dem er det tabt, som I nu har hørt. Det har I også fint udtrykt i denne sang – hvem der så har lavet den, så har han ramt det godt –, nemlig at Kristus, det lille barn, alene er vores trøst; det er store, herlige ord, som man med rette burde lægge mærke til med al alvor. For således har I sunget: «Et lille barn så lovesværdigt er os i dag født af en jomfru ren og skær, til trøst for os arme folk. Var os det lille barn ej født, så var vi alle sammen fortabt.» [Den gamle tyske julesang «Ein Kindelein so löbelich».] Der hører I, at den siger, at ingen anden trøst gør det end Kristus alene, og det er sandt. Helligånden må visselig have lært den, som har lavet denne sang, at synge sådan.

Er nu dette sandt, så må alt det være fortabt: munke, nonner, præster og hvad der løber bort fra dette barn og vil bruge en anden måde og gøre andre gerninger og mener dermed at komme i himlen. For de siger, at de ikke behøver barnet; ellers måtte de bekende, at deres sag intet var. Derfor er det intet andet end fordærv, hvormed man lokker hjerterne bort fra Kristus og fører dem til Djævelen. Derfor er det en rigtig smuk sang, og der er også en taksigelse med, når den siger: «Frelsen er vor alles; åh, du søde Jesus Kristus, at du er født som menneske, bevar os fra helvede!» Og derfor ville jeg gerne, at I forstod den ret. Alle i hele verden synger den, og der er ingen, som tror den. Derfor farer de også til og strider imod den, især de, som ved mest om den; de skriger og brøler, så jeg frygter, at Kristus aldrig lider større bespottelse end i dag og ved de største fester, så det ikke var underligt, om Gud, når man bespotter ham sådan, lod hele verden blive opslugt, hvis ikke den yderste dag var nær forhånden.

Se derfor til, at I også siger denne kostelige sang sådan med hjertet og tror den, som I synger den med munden. Er det sådan, at alt er fortabt, hvor barnet ikke er, hvad skal så al den ståhej til? Hvorfor farer du så til og vil gøre andre gerninger, så du kan bygge dig en stol i himlen? Og det gør de mest, som beder så mange rosenkranse og velsigner Guds mor uophørligt med munden; men med hjertet forbander de mere end alle andre, ikke alene Maria, men også Kristus selv, deres Herre og frelser. Grib det derfor således, at I med vished kan dømme: hvad der begynder med noget andet end at tage sig af dette barn, det er alt sammen fordømmeligt; ellers havde englene løjet. Det må man holde for vist, uden tilsætning, og ikke sætte dette til: «Det er ikke nok, at man tror; man må gøre mere til.» Når nu engelen siger, at dette barn gør det, og at han er Frelseren – og hvis ikke, så er det tabt –, hvordan kan det så følge, at du må gøre noget, når det er gjort i forvejen? Hvad vil du give dig af med at gøre for at erhverve det? Barnet lader sig ikke gribe eller erhverve med gerninger, selv om du gør alle gerninger. Har du endnu ikke barnet, så er dine gerninger også urene, og de kan derfor ikke fortjene en sådan skat, hvor hellige de end måtte være; men det vil gribes med hjertet, så at du tror og siger til engelen: «Jeg tror, at det er sandt, som du siger, og jeg holder visselig barnet for en frelser, som er født for mig.» Og det stykke, som vi nu har talt om, går på troen.

Omvendt har vi også her det andet stykke, som hører til det kristne liv, nemlig kærligheden, så man ikke forkaster gerningerne. Vil du gøre gerninger, så gør dem ikke for at erhverve dig noget hos Gud dermed; men følg også eksemplet. Som Kristus har gjort mod dig, sådan gør du også mod din næste. Når du blot ser på Kristi eksempel, kan du ikke spore andet end ren kærlighed. At han stiger ned og bliver født i en sådan fattigdom, det er lutter kærlighed, som han har til os; den driver ham til at blive min tjener, som Paulus siger i Filipperbrevet (Fil 2,6–7), han, som nok kunne være blevet i guddommelig ære; men det har han gjort dig til gode, han har set din elendighed og jammer og har forbarmet sig over, at du er et så elendigt menneske, helt fordømt og fuld af synd. Uren er din fødsel, idel hjertesorg og jammer; du havde intet fortjent uden Guds vrede og evig fordømmelse; og var du kartusianer i tusind år, kunne du ikke hjælpe dig ud af en sådan ulykke og fordømmelse. Men Kristus hjælper dig; han er rig og stærk nok; og eftersom han kan gøre det, så gør han det og har viljen til det, så han gør det gerne. Således driver kærligheden ham til at sætte alt ind for dig og give ud for dig, hvad han har og formår.

Eftersom Kristus nu har vist dig en så stor kærlighed og gør for dig alt, hvad han kan gøre, så gør du også sådan mod din næste. Vil du gøre gerninger, så gør dem mod din næste, som også sidder i jammer og nød. Du behøver ikke at gøre noget, fordi Kristus trænger til det, som om du ville gøre ham rig; for han har heller ikke gjort det, fordi hans Fader havde haft brug for det, så han ville have fortjent noget hos ham derved; men han gjorde det, for at Faderen kunne have velbehag i det, idet han giver sig så helt hen i sin Faders vilje og elsker os så højt. Ligeså må vi gøre med vores gerninger mod næsten; dem skal vi kun gøre for således at takke Faderen for, at han har vist os sin nådige vilje, idet han har givet mig sin kære Søn og ladet ham sætte alt, hvad han havde, ind for mig. For når jeg tror det ret, så bryder jeg ud og siger: «Har Gud vist mig en sådan velgerning og nåde i sin allerkæreste Søn og ladet ham sætte alt ind for mig, så vil jeg også gøre det samme igen og sætte alt, hvad jeg har, ind for at tjene og elske min næste.» Så ser jeg nu ikke længere op mod himlen, men går derhen, hvor min næste ligger i ulykke, fattigdom, sygdom, synd eller vildfarelse, og hjælper ham med alt, hvad jeg på nogen måde kan. Og du tænker: «Kristus hjælper ud af fattigdom; ligesom du ville, at man skulle gøre mod dig, hvis du selv sad i den, sådan vil jeg også gøre mod min næste.» Derfor: er din næste en synder, og du ser det, men du selv ikke er i synder og har den hellige fødsel, så gå hen og prædik for ham, og hjælp også ham ud. Og alt dette skal jeg gøre helt for intet, ligesom Kristus har gjort mod mig, uden alle gerninger og al fortjeneste, af lutter nåde, kærlighed og barmhjertighed.

Således skal du gøre gerninger, vil du gøre gode, retskafne, kristne gerninger. Gud har ikke brug for dem; dog vil han, at du gør dem til tjeneste for ham, fordi det således behager ham, og han vil have det sådan. Det kaldes at gøre retskafne, gode gerninger. Det gør hine hyklere ikke, som vil fortjene himlen med deres kyskhed, fattigdom og lydighed. Hvem hjælper sådanne gerninger? Jeg har ikke selv brug for dem, og de tjener heller ikke min næste; derfor er det idel bedrageri, at man giver gerninger et navn, som om de skulle fortjene himlen, og det er intet; de hjælper jo heller ikke ellers nogen. Tag dette til hjerte, og gør også derefter.

Således har I i hele evangeliet igennem fået behandlet disse to stykker, tro og kærlighed. Griber I det, så vil Kristi hellige fødsel også komme jer til hjælp, nytte og trøst, og I vil også være moderens barn åndeligt, ligesom Kristus Jesus er hendes barn legemligt. Om denne fødsel vil vi sige mere en anden gang.

Hvad der ellers mere står i dette evangelium – hvordan mængden af de himmelske hærskarer var sammen med den samme engel, og hvordan englenes sang: «Ære være Gud i det højeste, og fred på jorden, og menneskene et velbehag» skal forstås – har jeg udlagt tilstrækkeligt i postillen. Det vil vi nu lade blive ved og bede Gud om nåde til, at han vil lade sin Søns fødsel komme os til nytte og trøst.

NB. De to andre evangelier, som man plejer at læse ved den tidlige julemesse og ved juledagens højmesse, findes også i postillen. Dog vil vi sætte teksten fra evangelisterne sammen med summarierne herefter for deres skyld, som også gerne vil have dem her i denne lille bog.