Juledag (højmessen), anden prædiken (Joh 1,1–14)

Prædiken i juledagens højmesse, Joh 1,1–14

Dette evangelium er ganske vist en usædvanlig prædiken for menigmand og regnes for svært, fordi man hører mange andre og sælsomme ord i det end ellers; men fordi tiden nu bringer det frem, bør vi også lære det og vænne os til det sprog og de ord, som Johannes bruger. At de har været mørke for os, kommer af, at vi ikke har øvet os i dem, men i stedet har givet os af med andet narrespil; også vore lærere har selv gjort en svær sag ud af dem, fordi de ville udgrunde dem med fornuften, og er blevet til narre derover; for der er intet ord i Skriften så ringe, at man kunne begribe det med fornuften.

Summen er nu, at her grundlægges hovedartiklen om Kristi to naturer og hans dobbelte fødsel: den ene evig, af Gud Fader, og den fører al den natur, det væsen og den herlighed med sig, som Faderen selv har; den anden timelig, af Jomfruen, hvorved han også har taget alt med sig, hvad kød og blod var. Så herlig en sag er fattet her i det fattige ord med al sin uudsigelige skat, så det er et under, at et menneskes mund kan tale sådan om sådanne ting. Om det ene stykke har vi dog hørt nok indtil nu, nemlig hvordan barnet har ligget i krybben i den største fattigdom og elendighed, så det kaster sig ned under alle mennesker, ja, også under de umælende dyr, og trænger til alt. Men hvad der ligger skjult derunder, viser dette evangelium os allerrigeligst; for så lille som det før er prædiket, så højt bliver det her udråbt. Dér er det uden al magt og hjælp og må lide alt muligt; her sættes det så højt, at alle ting må falde det til fode. Sådan driver Johannes begge dele igennem fra først til sidst, så ingen har beskrevet så rammende og kraftfuldt, hvordan Kristus er Gud og menneske; derfor er han også den ypperste blandt alle evangelisterne.

Nu skal et menneske ikke alene vide og bekende denne artikel, men også vide at grunde den og føre den frem af Skriften; for vi må være rustet til at søge og finde barnet i krybben, det vil sige i Skriften, så vi hænger ved Ordet og holder fast ved det; ellers er det flyvende tanker, af hørensagn, som ikke bliver bestående. For fornuften fatter det ikke; derfor er det hurtigt revet bort, når den kaster sig over det med sin klogskab, og Djævelen vil så sekter; sådan som det gik arianerne, der sagde, at Kristus ikke var helt og sandt Gud; og omvendt stod andre op, som lærte, at han ikke var et sandt menneske, men kun et billede og et spøgelse, som det tager sig ud for øjnene, og at han var gået gennem moderens liv, som solens glans går gennem glasset og tager farven med sig, men ikke er glas.

Sådan har de ræsonneret og sluttet, at der kun er én Gud, og at Kristus derfor ikke kunne være Gud lig med Faderen; de har understået sig at male Gud og stryge farve på ham, som de ville. For de bekendte, at han var Gud og menneske, men kun sådan, at han bar Guds navn og lighed og kaldtes Guds første Søn, skabt af ham før verdens begyndelse og den højeste skabning af alle, og siden i tiden blevet menneske. Det var Arius’ kætteri, som brød så vidt ind og åd så om sig, at næsten hele verden hang ved det, og knap tre eller fire biskopper blev stående, og de blev endda fordrevet for det. Jeg frygter også, at det vil dukke op igen; for Djævelen rører sig allerede stærkt, og når Gud bliver vred, er vi snart faldet, så det siden ikke kan hindres. Men derimod har vi den trøst, at en sådan vildfarelse til sidst må blive til skamme, og sandheden bestå mod løgnen; for troen er dog blevet ved, at Kristus er én og sand Gud med Faderen og et virkeligt, naturligt menneske af Jomfruen. Derfor skal enhver se godt på denne tekst, så man er rustet, hvis sådanne sekter skulle stå op igen; for uden Skriften er troen snart revet bort, som vi allerede har set alt for meget af og dagligt ser hos vore sværmeånder. Sådan begynder Johannes nu:

«I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud.»

Dér kalder han barnet, som ligger i moderens skød, et Ord, som i skabningernes begyndelse har været hos Gud, sådan at dette lille barn er så stort, at himmel og jord med alt, hvad der er i dem og overhovedet kan nævnes, er gjort ved intet andet end ved barnet, og ikke alene gjort ved det, men også uden ophør opholdes ved det; ja, at selv moderen, som bærer ham, giver ham die og svøber ham, er barnets skabning, og at der ikke er en bloddråbe i hende, som han ikke skaber og opholder. Det er vor tros undere og hemmeligheder, som fornuften ikke agter for noget og ler ad som ren tåbelighed. Og netop det samme evige Ord, slutter Johannes, er blevet kød, skabt ved sig selv og bragt ind i verden. Det er hovedstykket og summen af dette evangelium.

Men først må vi se, hvorfor Johannes kalder ham et Ord, hvilket jo i vore ører er et ringe navn sammenlignet med den høje, evige majestæt. Skriften kalder Kristus efter guddommen snart Guds Søn, snart Guds Ord, ligeledes Guds billede og lighed, så at vi gennem evangeliet ikke alene ved om englenes natur, hvad de er, og hvordan de lever, men at Gud også selv har udøst sig og åbenbaret sig så helt – dog i troen – at vi ved, hvordan det går til i den højeste majestæt og det allerhemmeligste væsen, hvilket er langt højere, end at han åbenbarer sine gerninger. Derfor har vi et stort, mægtigt lys og en overstrømmende rig erkendelse; Gud give, at vi erkender det og er taknemmelige for det.

Nemlig: For det første lader Kristus sig kalde et afbillede eller portræt af Faderen, som er ham lig i alle ting, som Paulus siger til kolossenserne (Kol 1,15), at han er et levende afbillede af den usynlige Gud; ligeledes til hebræerne (Hebr 1,3): et afbillede af det guddommelige væsen, det vil sige et billede, som er Gud og har det samme væsen, langt mere egentligt, end når et segl trykker sig af i voks, så der ikke fejler et hår. Med en sådan lignelse vil profeterne og evangelisterne udtrykke det guddommelige væsen, som han i alle måder har ligesom Faderen og sammen med ham. Det er rigtignok noget andet, når man laver et portræt eller trykker et segl af, for dér følger seglet ikke med, men det bliver kun en lighed; men i dette billede, som er Guds, følger alt med, hvad han er. Hvis det nu kunne ske, at seglet trykkede sig selv af, og voksen blev til seglet, og der blev én ting af begge, så var det en fuldkommen lignelse. Ligeså hvis man kunne male et menneske af, så billedet havde kød og blod, og han selv dog også blev i sit væsen.

Dette vil Skriften nu vise, at denne Søn er Faderen helt lig i guddom, almagt, visdom, kraft og hele væsenet, intet undtaget, og i alle ting den samme Gud; og ikke malet eller gjort eller skabt, men født fra evighed, så at han bringer netop den samme natur med sig, og det guddommelige væsen selv følger med i dette billede. Så vidt lærer Skriften os at tale om det; dér skal det også blive ved, bedre kan vi ikke fatte det. Derfor slutter vi: Ligesom Faderen er Gud på alle måder, sådan er Sønnen også Gud, og dog kun én Gud. Det kunne ikke være, hvis han var et gjort billede; men fordi han uden ophør fødes, bliver han i det samme ene væsen.

Sådan skal det også forstås, at Hebræerbrevet (Hebr 1,3) kalder ham hans herligheds glans og hans væsens afbillede. Solen udsender en glans, som er noget andet end solen; men hvis glansen gik sådan ud fra solen, at den bragte dens væsen med sig og var lige så vel solen som den, så var det en fuldkommen lignelse; alligevel er glansen et tegn derpå, idet den ikke går videre, højere eller lavere end solen, men snorlige, kun at solen bliver i sit væsen og ikke giver det til glansen; men her går Sønnen som en glans ud fra Faderen og er også den samme sol. Se, det er to lignelser, hvormed det efter vor grove forstand er afbilledet for os, hvordan det går til i det guddommelige væsen.

Her tager nu Sankt Johannes den tredje lignelse og kalder ham et Ord; den er langt kosteligere end alle de andre, som til gengæld er grovere og lettere går ind. Mit ord, som jeg taler, er ikke andet end et segl og billede af mit hjerte, så at den, som hører mig tale, ser, hvad jeg har i hjertet; som Kristus siger hos Matthæus (Matt 12,34): «Hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med»; for ingen kan i længden holde sig fra at tale om det, som hans hjerte digter. Derfor siger man, når man hører et menneskes ord: «Jeg ser godt, hvad han har i sinde»; ligeledes: «Jeg hører godt på sangen, hvad du er for en fugl»; derfor siger Kristus også (Matt 12,37): «På grund af dine ord skal du erklæres retfærdig, og på grund af dine ord skal du fordømmes.» Sådan er det et kendetegn, som ikke bedrager og er sikkert, hvor man ellers ikke har i sinde at lyve. Ja, selv når man hører på en løgner og giver agt, forsnakker han sig dog til sidst, og det bryder frem. Nu er menneskets ånd en stor ting; alligevel kan jeg se den gennem ordet, som hjertet giver fra sig, og som maler sig af i en andens hjerte.

Det ser vi også hos de himmelske ånder. Englene synger (som vi hørte i dag) sådan: «Ære og pris være Gud i det højeste, og fred på jorden, og menneskene et velbehag» (Luk 2,14). Det er det rette billede af englene. For gennem ordet kan vi se dem ind i hjertet, at de er sådanne skabninger, som lyser og brænder af lutter sådanne tanker og ønsker, at Gud må blive priset, at der må være fred på jorden, og at alle mennesker må have godt mod og et godt hjerte. Så dybt kan jeg øse og grunde af ordet, at jeg ikke alene kender mennesker, men også engle og Gud selv.

Sådan har Gud Fader nu et Ord hos sig, som han taler hos sig selv; det er så helt ét med ham, at der intet er i Gud, som ikke også falder ind i Ordet, så at når vi får det at se, skal vi se Faderens fuldkomne væsen. Men ved det legemlige ord halter lignelsen også endnu. Mit ord bliver hos mig, hjertet følger ikke med ud, men det er kun et tegn, der ligner tankerne. Men hvis nogen kunne tale sådan, at hjertet gav sig ud med ordet, og der blev lutter hjerte af det, så havde begge ét væsen. Sådan prædiker Skriften om den guddommelige natur og det guddommelige væsen, hvordan det går til i himlen hos Gud selv, hvor Faderen maler sig af ved Ordet, sådan at netop den samme ene natur og det samme ene væsen går ud fra ham, hvilket vi også skal se i det andet liv.

Men hvorfor har Sankt Johannes brugt netop denne lignelse om ordet og ikke en anden, som solens glans eller afbilledet? For det første for at vise os tilbage til Det Gamle Testamentes skrift, som han også grunder sig på (som vi skal høre), for at åbne og klarlægge det. For det andet for dermed at indbefatte og vise herligheden og kraften i evangeliets mundtlige prædiken. For hvor ringe Ordet, som man prædiker, end er i vore øjne, så stod det rigtigt til med os, hvis vi kunne lade os overtale til at lade Ordet være højere og gælde mere end alle andre skabninger; men fornuften kan ikke svinge sig derop, for den ser kun på, at enhver har Ordet i munden, og at det er fattet i en lyd, som snart forgår. Men de, som har Helligånden i hjertet, de ser og ved, at hvor det mundtlige ord høres og falder i hjertet, dér følger der en sådan magt med, som drukner og udsletter død, synd, helvede og al ulykke. Derfor roser Gud sig af, at han selv er i vor mund, når vi taler, som han siger til Moses (2 Mos 4,12): «Jeg vil være i din mund.» Ligeledes siger han i Salmen (Sl 81,11): «Luk din mund vidt op, jeg vil fylde den.»

Nu er det en underlig tale og prædiken, at Gud er med Ordet i menneskets mund, hvoraf man ikke hører andet end en fattig, forgængelig lyd; alligevel må han være deri, hvis han skal kvæle og udslette synd, død og helvede i os. For til at gøre det hører der jo en stor styrke, ja, alene guddommelig kraft, som ikke kan komme til os på anden måde end i og ved Ordet. Derfor har Sankt Paulus også prist det så højt, når han kalder det «Guds kraft, som frelser alle, der tror på det» (Rom 1,16), sådan at vi med munden kunne tale et sådant ord, hvorved sjælene rives ud af Djævelens rige og sættes ind i det evige liv.

Men en sådan kraft og virkning kan det ingensteds vise stærkere end i kampen med døden og andre nøder; dér må evig retfærdighed, sandhed og liv træde al synd og død under fode; men skal det gribes og hæfte i sjælen, så må det først komme ind ved Ordet, mundtligt prædiket og fattet med ørerne. Se nu, hvor stor en ting det er at prædike om troen og evangeliet. For hvilket menneskehjerte kan måle, hvad det evige liv er med alle dets goder? Alligevel bringes det ikke hjem til os på anden måde end ved troen på Guds ord.

Derfor skal vi holde den ydre, mundtlige prædiken i al ære og vogte os for de letfærdige, flyvende ånder, som slår den hen i vind og ikke agter den for noget; som vore sekter, der har fundet på deres egen måde at handle med Gud på med deres tanker, og som understår sig uden bro og sti at klatre op i himlen til majestæten og høre hemmelige røster og åbenbaringer, indtil de brækker halsen derover; som det skal gå dem, der frister Gud og vil mestre hans visdom.

Sådan har Johannes nu brugt denne måde at tale på og kaldt vor Herre Kristus et Ord efter hans guddommelige majestæt, som efter det højeste, han er og gør; og han giver ham så høj en pris og titel, at alle ting er gjort ved det, så at alle engle i himlen, djævle, verden, helvede og alle skabninger må tilbede ham og kalde ham Herre. Og ligesom verden er skabt ved Ordet, sådan er den også forløst ved Ordet (som Johannes til sidst vil slutte), dog sådan, at Ordet i forløsningen er blevet kød eller menneske.

Og dette (har jeg sagt) har evangelisten taget fra Moses. For sådan begynder han Det Gamle Testamentes bøger: «I begyndelsen skabte Gud himmel og jord, og jorden var øde og tom. Og Gud sagde: ’Der skal være lys’; og der blev lys.» Og sådan bliver han ved gennem alle seks dage og gentager med flid disse ord: «Gud sagde; og det skete sådan.» Dermed viser han med kraft, at der har været et Ord før alle skabninger. For Gud taler, før der endnu er nogen ting; ja, netop ved talen må skabningerne blive til. Men fordi alle ting bliver gjort ved Guds tale og Ord, så kan det ikke være en skabning; for det rimer ikke, at alt skulle blive til ved Ordet, og Ordet selv skulle være skabt. Er det da ikke gjort, så må det være Gud, eftersom der uden for skabningerne ikke er andet end Gud.

Videre kan Ordet ikke være Faderen, som taler det; derfor må det være en anden person, for ingen taler sig selv. Og omvendt kan der ikke være mere end én sand, naturlig Gud. Da nu begge dele er sandt, så må Ordet gå sådan ud fra Faderen, at det bringer den samme natur og hele guddom med sig, som Faderen har, sådan at der er to personer og dog én Gud. Det fatter Johannes i ordene, når han siger:

«Ordet var hos Gud, og Gud var Ordet.»

For det, han først har sagt: «I begyndelsen var Ordet», er lige så meget som sagt: evigt, uden for tid og skabninger. Da der nu intet var uden Gud, så måtte det jo være i og hos Gud; men da der kun er én eneste Gud, så måtte det ikke være en anden Gud; dog ikke en Gud alene for sig, men forskellig, hvad personen angår. Sådan går de to nu ind i hinanden, så der kun er én naturlig, sand Gud og dog ikke én enkelt person.

Sådan har Moses begyndt på det højeste, ja, lige så højt som evangelisten Johannes, og næsten kraftigere og klarere; sådan at vi til sidst må studere baglæns og lære Det Gamle Testamente af Det Nye. For nu ser du, hvordan alle disse Johannes’ ord flyder lige ud af Moses og giver sig af sig selv, så at hvis vi skulle udlægge Moses, kunne ingen gøre det anderledes eller bedre end netop med sådanne ord. Sådan kan Ånden se Moses ind i hans lyse ansigt og tage dækket bort. For hvad ingen før havde lagt mærke til, hvad Moses mener, eller hvorfor han netop har brugt sådanne ord og en sådan tale og drevet den så ofte, skønt det dog synes unyttigt og forgæves, det lukker Johannes her op, så det skinner og lyser allerklarest. Nu slutter Johannes og gentager, hvad han sagde i begyndelsen, for at man ikke skal tro, at han modsiger sig selv.

«Det var i begyndelsen hos Gud.»

Som ville han sige: Jeg siger det endnu en gang, for at man ikke skal gøre én person af de to, men forstå én Gud og to personer. Men evigheden kan man ikke begribe bedre end sådan, at den har været før begyndelse og tid, før man talte timer eller dage. Men det kan fornuften ikke måle eller nå med tanker; den vil altid måle tid før begyndelsen, skønt der dog ingen tid kan være uden begyndelse og ophør. Hvad jeg nu sætter uden for tiden, det sætter jeg i evigheden, sådan at tid og evighed står imod hinanden, og der er intet imellem.

Sådan grunder denne tekst sammen med Moses vor tros artikel, at Kristus er sand Gud. Så højt har Johannes begyndt evangeliet for kætternes skyld; for det stød har gjort kristenheden den største skade før paven, da de allerlærdeste og helligste biskopper, som skulle være kristenhedens værn og kerne, faldt fra til kætteriet; det rev de bedste klenodier bort, mænd, som vore biskopper ikke var værdige til at række skoene, og der blev ganske få tilbage, som blev bevaret og holdt ud; dog gav Gud nåde, at en del af folket blev ved, og troen ikke helt slukkedes; men det var dog ikke så gruligt som i vore dage, da der ikke var én biskop at finde, som kunne have sat sig imod en vildfarelse og et kætteri.

Sådan skal man nu være rustet til at slå fornuften og kætteriet ned, som vil måle og tælle noget før begyndelsen. Hvad der er timeligt, lader sig godt tælle fra time til time; men hvad du kan tælle, det er ikke evigt, for her kan du hverken finde noget punkt eller nogen mellemting. Derfor duer det ikke, at arianerne har sagt, at Sønnen jo har været før begyndelsen, dog ikke evig, men efter evigheden; og at han også er gjort eller skabt, dog før skabningerne, himmel og jord. Sådan gør fornuften ud fra sit eget digt: Den vil endelig finde en mellemting, hvor der ingen er. Og sandelig burde dette ene kætteri have gjort os kloge nok til at se, at fornuften ikke duer til noget i Guds sager. Sådan slår også det, som Johannes føjer til, den tilbage:

«Alle ting er gjort ved det, og uden det er intet gjort, som er gjort.»

Når der her uimodsigeligt siges, at alt, hvad der nogen sinde er gjort, er gjort ved Ordet, så må det jo selv ikke være gjort. Hvad skulle det ellers betyde, at han så rammende og tydeligt føjer til: «Uden det er intet gjort, som er gjort»? Ligeledes har vi andre klare skriftsteder, som tjener til denne artikel, som Sankt Paulus’ ord til kolossenserne (Kol 1,15–16): «Han er den usynlige Guds billede, den førstefødte før al skabning. For ved ham blev alt skabt, som er i himlene og på jorden, det synlige og usynlige. Alt er blevet skabt ved ham og til ham, og han er før alt, og alt består ved ham» osv.

Sådan skulle vi vænne os til og lære at fatte Skriften, så vi kan grunde og bevise troens artikler med den; ellers ved vi ikke mere end af hørensagn. Dertil skulle man også undervise og øve de unge, så de kunne samle skriftsteder om denne og andre artikler, så enhver vidste at svare, når man spørger, hvorpå vor tros grund står; så kunne man på kort tid gøre lærde kristne, sådan som man havde dem i gamle dage, da de unge piger, som Sankt Agatha og Agnes, kunne føre Skriften og lukke munden på enhver. Sådanne loci communes eller almindelige hovedstykker af troen skulle man lægge frem for børnene og banke godt ind i dem, så de, når de havde fattet dem, siden selv kunne læse Skriften og yderligere styrke og spække dem, så de blev mægtige i troen og Skriften; så kunne det nok komme til at stå godt til med kristenheden, så man ikke så hurtigt lod den rene lære forfalske og kunne værge sig mod sekterne og kætterne. Hvad hjælper det, at vi har og hører Skriften så rigeligt og intet lærer af den eller gør os den til nytte? Det er som en pige, der sad midt blandt blomster og ikke ville plukke en eneste for at binde en krans.

Nu har vi altså teksten om, hvordan barnet, som moderen giver bryst og giver grød, det fattige kød og blod, er så høj en majestæt. Kødet og blodet alene og for sig selv ville ikke gavne os noget; men det er skatten, at dette barn er Guds Søn – dér står vores trøst og frelse. Derfor er alt kostbart og fuldt af Gud, hvor dette barn er. Når jeg griber dette, at dette barn er Guds Søn, kommet for at stille sig med liv og lemmer, ja, også med guddommen, foran min synd, døden og Djævelen, så er jeg hjulpet; det kan jeg trøste mig ved og trodse på og sige: «Dér står min Frelser og min Gud for mig; lad mig se, hvem der vil gøre mig noget!»

Se, en sådan viden og tro gør barnet til gavn for os og bringer os den uudsigelige skat hjem, skænket af Gud. Ellers – selv om man ved, at Kristus er Gud og denne moders, jomfruens, søn – hjalp det os endnu intet; han må helt og holdent blive vores egen, så vi bærer barnet i skødet og i armene lige så vel som moderen, ved troen. Derfor er han også blevet menneske, for at han således ville drage os til sig, ja, lægge sig i vores skød. Således må man fatte begge dele sammen: at han er både moderens og Guds Søn, og at han efter sin høje majestæt er lukket inde i det fattige kød og givet os.

Derfor ser man, at de kære apostle Paulus, Johannes, Peter og Kristus selv næsten ikke med et ord nævner moderen, jomfruen; for det største ligger ikke i, at hun er jomfru, men alt ligger i det, som også alt det andet er sket for: at vi ved, at barnet er der for vores skyld, træder frem og står for os, er vores Herre og Gud, som vil opretholde og beskytte os. Det skulle man frem for alle ting råbe ud og drive på; ellers, hvor man alene priser moderen og tier om dette, stifter man kun afgudsdyrkelse. Hun er ikke til for sin egen skyld, men for min skyld, for at hun blot skal tjene og give mig barnet. Hun er visselig al ære værd, men lad det dog være kobber over for dette guld.

Derfor taler også Sankt Paulus sådan til galaterne: «Da tidens fylde kom, udsendte Gud sin Søn, født af en kvinde» osv. Som ville han sige: «Er det ikke forunderligt, at Guds Søn lader sig så dybt ned og sænker sig ind i en fattig kvinde, så hun bærer Guds naturlige Søn?» Se, det er det stykke, der er sat os til trøst og frelse: at dette barn alene for vores skyld kommer ned fra himlen, fra Gud Fader. Tror du det, så behøver du ikke lade dig skræmme eller bekymre af noget; så er du sikker og fri for al skade og ulykke – trods synd, død, helvede og Djævelen, lad dem prøve at rive barnet bort! Det kød, han har iført sig, sidder vel Djævelen i gabet, men han river det ud igen og gør det så hårdt for ham, at han må kvæles i det. Nu siger Johannes videre:

«I ham var livet, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket har ikke begrebet det.»

Det er kort sagt så meget som: Der er slet intet liv uden for Ordet; intet lever, uden det kommer af ham, ja, uden det er i ham. Med dette ene ord er allerede alle menneskers gøren og evne slået ned. Hvad roser du dig nu af den frie vilje og egen fortjeneste? Gør, hvad du kan, ja, alle helgeners og englers gerninger, så er det dog alt sammen dødt; for her står det tørt og klart: Hvad der ikke er i ham, er lutter død. Livet består ikke i, at du holder jomfrudom, beder meget og fører et strengt ordensliv, men «i ham», siger han, og ingen andre steder. For han taler både om det timelige, jordiske og om det himmelske, evige liv; som ville han sige: «Hvad der overhovedet lever og rører sig i dette eller hint liv, er alt sammen i ham.» Sådan viser også Moses (1 Mos 1,24.26), når han siger: «Og Gud sagde: Vandet skal vrimle med levende dyr, der rører sig, og jorden skal frembringe levende dyr osv. Og det skete.» Ligeledes: «Og Gud sagde: Lad os gøre mennesker, et billede, der ligner os osv.»

Dér ser du, at alt, hvad der overhovedet har væsen, er og består i Ordet. Derfor er det også med os lutter død, når vi er overladt til os selv og ikke har Kristus i os; men troen, der fatter Kristus rent og ved, at sand Gud er i kødet, den har livet. For derfor har han iført sig kødet, for at han skulle åbenbare os livet og bringe det. Derfor: Selv om du har Moses' lov og vandrer i den, har du endnu ikke livet; for hvor Ordet ikke er, dér er intet liv. Er nu Ordet livet, så må jeg jo have det og intet andet, hvis jeg ellers vil leve; men ingen skal tro, at han kan gribe Ordet anderledes end ved troen, som sagt før. Troede vi nu det, ville vi ikke tage os af nogen anden ting, hverken for liv eller død, hverken for synd eller retfærdighed. Hvad vil du da understå dig i at regere og mestre ved fornuft og egen evne? Her hører du den første ros: at vi er døde og intet. Det er ikke i os, men alene fattet i Ordet, så vi ved ham og i ham må opnå og beholde livet.

For det andet siger han: «Livet var menneskers lys.» Hvor livet er, dér er også lyset, alene dér og ingen andre steder. For vel lyser alle ting af dette lys, men her siger han egentlig: «menneskers lys»; for ingen anden skabning kan fatte Ordet. Så er det atter fastslået: Ingen ser noget, ingen fornuft forstår noget, hvor Ordet ikke lyser; for det er det levende lys, der skinner på alle steder i verden, indvendig og udvendig, timeligt og evigt. Fornuften har vel et lys, som sofisterne taler om; men var det det rette lys, så havde dette lys ikke behøvet at komme til verden. Fornuftens lys lærer dig vel at se, tælle og regne, at én ting er større og mere end en anden; men over for dette lys, som er Kristus, der oplyser vores hjerte og samvittighed, er alt, hvad der er i os, blindt og mørke. Griber du ikke Ordet, så bliver du evigt død og blind.

For det tredje føjer han til: «Og lyset skinner i mørket», det vil sige i den blinde fornuft; men intet mørke kan begribe det. At dette barn er Guds Søn, livet og lyset, ville intet øje nogen sinde se, ingen sans eller forstand erkende; derfor må det åbenbares ned fra himlen, hvad der er sket ved evangeliet. Men skønt det skinner og åbenbares overalt, bliver det alligevel ukendt for denne fornuft. Se, dér ligger atter både fornuften og den frie vilje slået til jorden med al deres magt; for her kalder han den jo tørt og frit ud et mørke, og et sådant mørke, som ikke kan begribe lyset. Ingen skal jo vove at sige, at den menneskelige fornuft ikke behøver lyset; for dér står Johannes fast og slutter: «Lyset skinner i mørket.» Hvad er det andet end så meget som: Hvor lyset ikke skinner, dér er lutter mørke? Og oven i købet: Selv hvor det skinner, begriber mørket det ikke, men forbliver mørke. Hvad gør vi da stads af og roser os af det, som mennesker har udtænkt, besluttet og oprettet som gudstjeneste, eller hvad bygger vi på vore opdigtede gerninger, ordener og stænder, hvorved vi mener at erhverve nåde og evigt liv? Hvordan kan vi se lyset og vide, hvad vi skal gøre, når vi ikke er andet end lutter mørke? Eller hvordan kan vi gribe efter lyset og gøre godt, når vi hverken ser eller kender det? Hvordan kunne Johannes tale klarere og stærkere, end han gør her i begyndelsen – det, som vi dog hidtil har anset for så dunkelt og unyttigt?

Alt dette er hidtil sagt om Kristus i almindelighed og tilskrevet ham som hans titel og egenskab; som ville Sankt Johannes sige: «Jeg vil skrive om en Jesus Kristus, som er sand, naturlig Gud og det eneste liv og lys, og desuden naturligt, sandt menneske.» Med denne fortale stiller han os op som det modsatte og giver os den ros, at vi alle er død og mørke, hvad vi end foretager os med fornuft, vilje og gerninger. Dermed bliver det stående, at ingen kommer til livet og lyset, uden han har denne Kristus ved troen – ikke af os selv, men ved Guds nåde og gave.

«Et menneske trådte frem; han var udsendt af Gud, og hans navn var Johannes. Han kom som et vidnesbyrd for at vidne om lyset, for at alle skulle tro ved ham.»

Her begynder nu det egentlige evangelium, sådan som også de andre evangelister har begyndt. For loven og profeterne har varet indtil Johannes, siger Kristus (Matt 11,13). Men da det rette lys selv skulle komme, måtte denne budbringer gå foran og begynde den nye pagt og den offentlige forkyndelse af evangeliet. Hans embede skulle nu være dette: at vidne alene om lyset. For Gud ville frelse verden ved lyset og livet, som han selv er; men fordi det kom så skjult og i en fremmed skikkelse, så det var umuligt at kende i et så fattigt, foragtet væsen og en så fattig, foragtet skikkelse, måtte der være nogen, som prædikede om ham og pegede på ham. Men han måtte være udsendt af Gud, ellers kunne han heller ikke have gjort det; for han var ikke selv så klog, at han kunne have udtænkt det, ja, han ville ikke selv have troet det, hvis ikke Gud havde oplyst ham. Og ingen ville heller have troet det, hvis ikke Gud havde åbenbaret det ved den mundtlige prædiken.

Hvad har nu hans vidnesbyrd været? Intet andet end dette: at hele vores væsen, gøren og evne er død og mørke, hvor kostbart, klogt og helligt det end kan glimre, men at i Kristus alene er livet og lyset – og det, for at vi skal træde bort fra os selv og tro på ham. For derfor er han kommet, er trådt ind i vores fattige væsen og har ladet sig forkynde: for at han kan give sig selv til os som vores ejendom. Det skal nu, siger jeg, være Johannes' embede, at han viser bort fra sig selv hen til Kristus og ikke kan prædike om andet end lyset – ellers er han ikke Johannes. Derfor siger han:

«Han var ikke lyset, men han kom for at vidne om lyset.»

Skønt ingen større end Johannes er fremstået blandt dem, der er født af kvinder, skal han dog hverken være et lys eller en mester, og han ville heller ikke selv anses for det eller tage imod den ære, selv da den blev ham tilbudt, både af farisæerne og af hans disciple. Således er heller ikke alle andre prædikanter mestre, men kun vidner om det ene lys. Derfor skal man heller ikke følge nogen, fordi han siger eller lærer sådan, som vores tossede biskopper og prædikanter gør, der vil sætte deres sjæl i pant på, at det er rigtigt, hvad de foregiver; men sådan skal du sige: «Dette har Gud talt.» Er du ikke vis på, at det er Guds ord og befaling, så lad det bare frejdigt fare; prædiker nogen for dig om andet end lyset, så er han aldrig Guds vidne.

«Det var det sande lys, som oplyser alle mennesker ved sit komme til denne verden.»

Hvad der nu følger, er klart og let ud fra det foregående; for han forklarer kun videre, hvad det udretter og bringer med sig ved evangeliet, og hvordan man stiller sig over for det. Han oplyser, siger han, alle mennesker, det vil sige: Hvad der skal oplyses, må alene og uden mellemled oplyses ved ham. Johannes holder vel prædikenen og viser dig hen til lyset, men Kristus må selv bryde ind i hjertet og lyse.

«Han var i verden, og verden blev til ved ham, og verden kendte ham ikke.»

Han gik omkring i verden, det vil sige blandt folk, som alle andre mennesker, så ingen fornuft kunne tro, at han skulle være så stor. Desuden var evangeliet, som det stadig er, en fattig, foragtet prædiken, så ingen tog sig af den. Blindheden var for dyb og stærk i vore hjerter; derfor kunne vi ikke få øje på lyset.

«Han kom til sine egne, og hans egne tog ikke imod ham.»

Her er også jødernes trods og stolthed lagt ned, de, som brystede sig så prægtigt af, at de kendte og ærede den rette Gud, havde Guds ord og lov og alene var det rette, udvalgte folk. Hvad kunne de bringe frem for at pynte på sig selv eller bestå for Gud, når de, som ville være Gud de nærmeste og kende hele hans råd og vilje, ikke kendte eller tog imod Kristus, som forud var lovet af Gud, men nu var sendt til dem og åbenbaret ved Johannes, forløberen, og vist dem med fingrene? De må jo slå fjerene ned og bekende, at de har været værre end hedningerne, som hverken havde kundskab om Gud eller åbenbaring fra ham. Så lidt kan Gud tåle pral og formastelse.

«Men alle dem, som tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, som tror på hans navn.»

Dér står både vores skam og den ære, han har givet os. Skammen er stor, at vi hidtil har været Djævelens børn; men æren er langt større, at vi nu er Guds børn. For hvordan kunne vi have større ros og trods i himlen og på jorden, end at vi kaldes den højeste majestæts børn og har alt, hvad han er og har? Og Sankt Peter roser det herligt: at vi ved Kristus er blevet delagtige i den guddommelige natur (2 Pet 1,4). For skønt vi ikke er det af natur som Kristus, så får vi dog del i den samme ære. Men hvordan kommer vi dertil? Ved troen, siger han, på hans navn. Dér er alle vore måder og veje ophævet, alle gerninger og al fortjeneste udelukket; for så længe vi ikke er Guds børn, sidder vi helt i Djævelens rige, i døden og mørket, som sagt ovenfor. Hvad skulle nu Djævelens barn og helvedesbrand gøre eller fortjene, så han kunne blive Guds barn? Gud må af bundløs godhed og nåde tilbyde og række det frem; så må det fra vores side blot tros og modtages. Således er alt det, vi har af åndelige goder, fattet i troen: at Gud river os ud af syndens og Djævelens gab og gør os fra vredens børn til sine kære børn. Når vi nu er Guds børn, så har vi hverken synd, helvede eller død og er fri for al ulykke. Men fordi dette sker ved troen, så følger det med tvingende kraft, at hvor troen ikke er, dér er intet Guds barn, men dér bliver lutter synd, unåde og død, selv om du havde alle helgeners fortjeneste og martrede dig selv ihjel med gerninger. Derfor kan det ikke være vores gerning at bøde for synden og gøre fyldest, overvinde døden og undslippe helvede.

Se, dér har du den rette kerne i evangeliet og i al vores trøst, lys og klar, klarere end nogen sol midt på dagen; og dog har vi hidtil været så stokblinde, at ingen har set på, lagt mærke til eller tænkt over sådanne ord og skriftsteder, hvad de dog betød. Hvordan kunne man tale tydeligere og herligere om troen, end at den gør os til Guds børn, befriet fra døden og Djævelen? Og dog forklarer han sig selv endnu videre, så man kan se, hvordan han alene giver troen æren og udelukker alle gerninger, så ingen skal sige, at han også tager gerningerne med, sådan som vore løgnprædikanter laver et sammensurium.

«De blev ikke født af blod eller af køds vilje eller af mands vilje, men af Gud.»

Det betyder jo at slå alt, hvad mennesker er og formår, bort på én gang, så hele fødslen ikke duer; det vil sige: Hvad vi bringer med fra mennesker, hvad der overhovedet fødes til verden – det være født, hvordan og af hvem det vil – er det kød og blod, så er det fortabt. Nu kommer jo fornuft, vilje, visdom, udvortes retskaffenhed og al evne i os fra kød og blod: Alt, hvad vi udtænker og finder på med vores forstand og gør og udretter med vore kræfter, fri vilje og gode mening, gælder intet for Gud.

Og for det første, siger han, er de ikke Guds børn, som er født af blod; såsom jøderne, der var Abrahams børn og alene roste sig af den lovede sæd, ved hvilken hele verden skulle velsignes. Det var jo en høj ære og en stor fordel, så også Sankt Paulus stadfæster en sådan ros, når han siger (Rom 9,4–5): «Dem tilhører barneforholdet og herligheden og pagterne og loven og gudstjenesten og løfterne; dem tilhører også fædrene, og fra dem kommer Kristus efter kødet.» Når nu alt dette intet gælder eller udretter, skønt det dog er givet og stadfæstet af Gud, hvad skulle så vores pral og trods på koncilier, hellige fædre, lang sædvane og den slags narrestreger gælde?

For det andet: Hvad der er født af kødet, kan heller ikke gøre Guds børn. Det rammer nu selve fødslen, ligesom det foregående rammer stammen og herkomsten. For «kød» kaldes menneskene, sådan som de fødes af kød og blod eller af mand og kvinde. Og han vil sige: Selv om du selv vil gøre noget til det og med alle dine kræfter tager fat på det højeste, nemlig at holde Guds lov, og uden ophør øver dig i det, så kommer du dog ingen vegne; for du bliver dog kød, ligesom du er født kød. Guds barn kan du ikke gøre dig til, selv om du har lyset og ved, hvad du skal gøre, og har viljen dertil. Således er også gerningernes hellighed efter Guds bud forkastet, som ingen fornuft kan dadle, så alt, hvad der ikke er tro, er skrællet rent af og hugget bort.

For det tredje: Heller ikke «af mands vilje», det vil sige (efter hebraisk sprogbrug) af hvem som helst, hvem eller hvordan han end måtte være. Og det er så meget sagt som: Selv om nogen af sig selv vælger og foretager sig at gøre noget ud over det foregående og gøre det bedre, hvad enten det er en egen, særlig levemåde eller et helgeneksempel, han har taget op, så gør det det heller ikke. Kort sagt: Dér gælder intet helligt liv, ingen gerning, intet valg, ingen lov, ingen værdighed eller ære frem for andre; det må være en helt ny fødsel. Hvad du gør af din egen vilje, egen andagt og gode mening, hvad du gør efter loven, og desuden hvad der er dig medfødt – det gælder alt sammen intet. Der er intet andet tilbage end at blive født af Gud; ellers er alt andet fortabt. Hvordan kunne der nu stå et stærkere ord i Skriften imod den frie vilje og al vores lære og væsen, som hidtil er blevet drevet?

«Og Ordet blev kød og bosatte sig blandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed som den eneste Søn har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed.»

Dér slutter han det hele af: hvordan det hele er gjort for vores skyld. Fordi vi skulle blive Guds børn ved troen på Ordet, måtte Ordet åbenbare sig for os og blive kød, det vil sige et naturligt menneske, og har boet blandt os, det vil sige: har færdedes iblandt os, har påtaget sig al menneskelig nød og skrøbelighed, ja, har givet afkald på den guddommelige majestæt, som Paulus siger (Fil 2,7–8). Men dog har vi i kødet set, at der aldrig er overgået nogen så stor en herlighed, nemlig Faderens egen. For den har han bevist med ord og gerninger, og desuden har den lydt offentligt over ham ved Helligånden og Faderens røst og vidnesbyrd (Matt 3,17 og 17,5). Det går også over alle de undere, han har gjort; derfor drager også Sankt Peter det frem og roser det herligt (2 Pet 1,16–18): «Vi var øjenvidner,» siger han, «til hans majestæt, da han fra Gud Fader modtog ære og pris ved en røst, som lød til ham fra den storslåede herlighed således: ’Dette er min elskede Søn, i hvem jeg har velbehag.’ Og denne røst hørte vi lyde fra himlen, da vi var sammen med ham på det hellige bjerg.» Ved en sådan herlighed og ære, der har lydt ud gennem verden, er Ordet blevet kendt, så det er fuldt af nåde og sandhed, det vil sige: Alt, hvad der er ved ham, er velbehageligt og retskaffent, ligesom alt, hvad der er ved os, er i unåde og under Guds vrede og desuden lutter falskhed og bedrag; så han alene må gøre os retskafne og grundgode, velbehagelige og også til kære børn, som sagt, ved troen.

Således ser du i dette evangelium, hvor stærkt og klart Sankt Johannes har sat hovedstykkerne i den rette kristne lære og grundlagt de højeste artikler i vores tro: for det første, hvordan Kristus er naturlig og sand Gud med Faderen og desuden sandt, naturligt menneske; dernæst også, hvad vi er og formår, idet han taler lutter tordenslag imod al vores menneskelære om den frie vilje, tilliden til gerningerne og alle de opdigtede gejstlige stænder; for det tredje, hvad vi har af Kristus, og hvad troen bringer os, ved hvilken vi nyder alt, hvad der er i Kristus.