Marias besøgelsesdag (Luk 1,39–56)

Evangeliet på den dag, da Maria gik til Elisabeth, Luk 1,39–56

(Udlægningen af Marias lovsang findes i en særlig lille bog af dr. Martin Luther.) [«Das Magnificat verdeutscht und ausgelegt», 1521.]

Dette evangelium vil vi kort løbe igennem. Lukas beskriver her en beretning, der ser enkel ud, men som dog rummer meget. Enkel ser den ud, fordi der ikke beskrives mere end Marias tjeneste: at hun gjorde sig rede og besøgte sin frænke Elisabeth. Men ser man rigtigt på den, så rummer den lutter undergerninger og kærlighedsgerninger. Det vil vi se på, og først hvordan det går til med Elisabeth i denne beretning.

Elisabeth vidste ikke i forvejen, at Maria, hendes frænke, var med barn; alligevel erkender hun, da Maria kommer til hende, at hun bærer et barn. Det er én ting, og den er stor. Men det er langt højere, at hun erkender, at Kristus ligger i jomfruens moderliv; for hun har jo ikke kunnet se det på hendes krop, eftersom Maria kun havde været med barn ganske kort tid og få dage, og dog erkender hun det. Det må sandelig have været et skarpt syn. Dermed vises den kristne tros art og natur, og at naturen aldrig kan fatte en eneste trosartikel: Helligånden må alene gøre det og virke det i hjertet; sådan som han gør her med Elisabeth, der fornemmer i hjertet, at Maria er Guds moder, og hun var blevet ved det, selv om hele verden havde sagt noget andet. Se, sådan må det også være med os: så dybt må alt være lagt og så skjult, at ingen fornuft kan fatte det, og dog ser troen det ganske klart. Det vil vi siden også se i Magnificat fra ende til anden.

Så ser I nu her, hvor stærkt Elisabeths tro står. Den har helt blindet fornuften. For havde hun skullet dømme efter fornuften, så havde hun sagt: «Åh, hun kan ikke bære et barn, hun er endnu for ung.» Ligeledes: selv om hun nu var nået så vidt, at hun havde troet, at hun bar et barn, så kunne hun dog aldrig være nået så vidt, at hun havde sagt: «Det er Gud, min Herre.» Alligevel ser troen det; som hun sagde: «Hvorledes times dette mig, at min Herres moder kommer til mig?» Her lærer man troens natur: at den med god grund kan kaldes argumentum rerum non apparentium [«overbevisning om ting, der ikke ses», Hebr 11,1 efter Vulgata], så man skal se det, man ikke ser, og høre det, man ikke hører. Kort sagt: forstå alt anderledes, end det står for øjne og ører, og anderledes, end nøden fatter eller forstår det; sådan som Hebræerbrevet (11,1) beskriver troen, når det siger: «Tro er vished om det der håbes på, overbevisning om ting der ikke ses.»

Sådan vil det også gå i døden og i al anden nød: dér vil naturen famle og se sig vidt omkring; og når den så ikke længere har noget at famle efter og ikke længere kan se, hvordan det går til, så falder den tilbage og fortvivler. Da må jeg være sådan rustet, at jeg siger: «Åh, midt i døden vil jeg finde livet; jeg vil dø her, jeg ved, at min Herre er hos mig»; som også profeten siger i Salmen (4,9): «Jeg vil lægge mig ned i fuld fred og sove, for du, Herre, alene lader mig bo i tryghed.» Så vendes den lille sang om, som man synger: «Midt i livet er vi omgivet af døden»; og nu synger vi: «Midt i døden er vi omgivet af livet.»

Sådan går det også til med al anden nød. Når jeg har syndet og føler en ond, urolig samvittighed over for Guds dom og vrede, så må jeg sige: «Under synden ligger retfærdighed; under den onde samvittighed fred og frelse; under Guds vrede Guds godhed og barmhjertighed.» Kort sagt: alt må man se anderledes på, end det tager sig ud. Se, det er troens art og natur.

Derfor følger det også, at Elisabeth har været fuld af glæde, så hun er ganske fyldt af glæde, og hun bliver fuld af Helligånden. Derfor udgår der fra hende lutter lov og pris, så hun bryder ud og siger: «Se, hvorledes times dette mig, at min Herres moder kommer til mig?» osv. «Velsignet er du iblandt kvinder, og velsignet er dit livs frugt! Se, da din hilsens røst nåede mine ører, sprang fosteret i mit liv med fryd.» Og: «O salig er hun, som troede; for det skal fuldkommes, hvad der er sagt hende af Herren.» Alt sammen ord fulde af glæde. Se, det er troens frugter; sådan går det efter troen: man finder sig rede i hjertet, når man tror; og det udebliver bestemt ikke, hvis ellers troen er ægte i hjertet. Derfor er Elisabeth her et eksempel på de troende: for sådan som hun føler og gør her, sådan går det også til med alle troende.

Nu må vi videre også sige noget om jomfruen. Lukas siger her, at hun stod op og gik sømmeligt over bjergene til sin frænke Elisabeth. Dermed viser han, at hun har ført sig fint og ærbart. Som om han ville sige: «Kærligheden har drevet hende til at foretage rejsen, og dog har hun holdt sig så fint tilbage og ført sig så sømmeligt på vejen, at ingen skulle kunne tage et dårligt eksempel af hende.» Da hun nu kommer frem og har hilst Elisabeth og til gengæld hører den store lovprisning, så begynder hun og kaster alt fra sig og lærer, hvordan hun vil æres, og siger:

«Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser.»

Det er den glade sang, som man kalder Magnificat, og som vi har behandlet udførligt i en særlig lille bog; derfor vil vi her kun sige ganske lidt om den og løbe den igennem med få ord. Se, jomfruen tager sig her slet ikke noget af de goder til indtægt, at hun er Herrens moder, at hun er velsignet iblandt kvinder; hun holder sig så fint i midten, hænger ikke ved goderne, så hun også ville være rede til at give dem fra sig, hvis de blev taget fra hende igen; hun beholder ikke andet end et fint, glad hjerte over for Gud. Derfor begynder hun med ham og priser Gud og falder ikke over goderne; hun begynder altså og siger: «Min sjæl ophøjer Herren.» Som om hun ville sige: «Åh, hvilken god og nådig Gud har jeg! Min sjæl brænder helt i ham, og det er det, der glæder mig, ikke goderne.» Sådan må man alene hænge ved Gud, ikke ved skabningerne og goderne; for det andet hedder at bole med Guds skabninger.

Se, hvilken ren ånd den fromme jomfru har, at hun ikke tager sig noget af den høje ære og de store goder til indtægt. Hvordan kunne der være en større ære, end at en kvinde skal nå så vidt, at hun virkelig skal være Guds moder – og så ikke skal ophøje sig derover? Sådan som Maria gør her: hun ophøjer sig ikke over gaverne og disse goder; ja, hun ville godt have været tilfreds, om det så igen var blevet taget fra hende. Og vi stakkels mennesker bekymrer os så heftigt, når vi mister en gylden eller to, ja, endda en skilling. Åh, hvilke urene ånder er vi! Ligeledes bekymrer vi os, når vi mister helbred, styrke og den slags. Hvad er årsagen? Den urene ånd, der er i os, som besmudser sig og hænger sig ved skabningerne og ikke klynger sig nøgent til Guds nåde og barmhjertighed, den gør, at vi ikke hænger så nøgent og frit ved Gud. Derfor kan vi heller ikke svinge vores sjæl og hjerte så højt op, at vi kaster os helt og holdent op i Gud; sådan som Maria gør her: hun lader så store goder stå, ser ikke på dem, men svinger sig frit op i Gud og siger med glæde: «Min sjæl ophøjer Herren», nemlig ham, som har givet mig sådanne gaver. Men det er Marias rette renhed eller jomfruelighed, at hun alene står på Herren og alene priser ham. Hertil hører det, Kristus siger: «Lykkelige er de rene af hjertet, for de skal se Gud» (Matt 5,8). Dog tager hun imod goderne som et tegn på Guds gunst og kærlighed, sådan som hun siden vil sige. Åh, hvilken fin ånd er det, der så rigtigt ved at tale om Gud og om hans gaver! For den, der har kendt Gud, kan bagefter også ret kende og bruge alle hans skabninger.

Nu begynder hun med sit gode og breder Guds godhed ud over alle skabninger og maler for os med stor sødme, hvad Gud er for en mand, og begynder altså:

«For han har set til sin tjenerindes ringhed.»

Det betyder her ikke ydmygheden, men det lave, ringe væsen; som om hun ville sige: «Han har ikke set til en stor, fornem pige, sådan en som Kajfas’ datter, der gik med stor og tung pragt midt blandt tjenestepiger; men til en fattig, lav, ringe lille pige, som ingen regnede for meget, og som heller ingen vidste noget om.»

Se, her er det især malet og vist for os, hvad Guds art er: at han ser nedad. Han kan ikke se op over sig, for han har intet over sig; han kan heller ikke se ved siden af sig, for han har ingen, der er hans lige; derfor ser han alene ned under sig. Derfor: jo dybere du er, og jo ringere du er, des klarere ser Guds øjne på dig. Sådan roser Skriften ham alle vegne, og især i Salmen (113,5–7), hvor den siger: «Hvem er Herren, vor Gud, som sidder så højt, og som ser ned i himlen og på jorden, som rejser den ringe op af støvet og løfter den fattige op af skarnet?» Og i en anden salme (138,6) siger David: «Herren er høj og ser til det ringe og kender den stolte på lang afstand.» Derfor: hvad der vil stige ham over hovedet, det ser han straks ikke mere. Og den lovprisning, som Maria giver ham her, giver Skriften ham alle vegne; for han kan hverken tåle kunst eller magt eller noget som helst, når man bygger på det; han er fjende af alle hovmodige. Derfor siger Maria her: «Han har set til min ringhed.» Og hun siger videre:

«Se, nu herefter skulle alle slægter prise mig salig.»

Hvorfor priser hun sig? Ikke på grund af goderne eller Guds store, rige gaver, men fordi han har set til hendes ringhed. Derfor råder jeg til, at man, når man vil prise hende, ikke gør det med en masse Salve regina [«Hil dig, dronning», en middelalderlig antifon til Maria] eller lignende afgudiske småbønner og sange, men siger sådan: «Se, hvilken ringe, fattig lille pige det har været, og dog har Gud set til hendes ringhed.» For da bliver hun klædt helt nøgen af, og Gud alene bliver prist. Sådan vil hun prises: at hun intet har; men vi vil prise hende for, at hun har alt. Det ville nu være den rette måde at ære moderen og alle de hellige på, at man sagde sådan: «Åh, det er en så stor nåde, at Gud så nådigt har set til den stakkels lille pige og gjort så meget, at han har gjort hende til sin moder»; og ligeså om Sankt Paulus: «Åh, hvilken stor nåde er det, at Gud gjorde den onde skurk Paulus til et sådant redskab, der skulle bære hans navn frem for jøder og hedninger» (ApG 9,15); og ligeså med Sankt Johannes Døberen og alle de hellige. Se, så er Gud æret i sine skabninger; så bliver han jo alene Gud, og der bliver ingen afgudsdyrkelse af det.

Hvad skal nu denne æresbevisning føre til og tjene til? Til, at jeg også bliver trøstet og styrket derved, så jeg siger: «Se, Guds moder har været ganske tom og har intet haft, og dog gør Gud dette mod hende; åh, jeg håber, at han også vil vise mig, stakkels synder, nåde.» Se, så vokser der en fin tillid frem i mig: Gud vil også være mig nådig. Det vender vi nu om og ærer de hellige sådan, at de må skamme sig i deres hjerte; vi håner dem mere, end vi ærer dem, ja, så vi selv må gå til grunde derover. Ak, den elendige æresbevisning, som vi hidtil har drevet med de hellige! Videre fortsætter Maria og fortæller, hvilken nåde Gud har vist skabningerne og hele verden, og hun begynder med sig selv og siger:

«For den mægtige har gjort store ting imod mig, og hans navn er helligt.»

Han gør det alene, jeg har intet gjort; han er gerningsmanden og gør værket; derfor skal også æren alene tilkomme ham. Sådan nåde og godhed viser han ikke alene mig, men også andre. Det vil det følgende vers sige, hvor hun siger:

«Og hans barmhjertighed varer fra slægt til slægt over dem, som frygter ham.»

Det vil sige: hans nåde og barmhjertighed er altid hos dem, der står i rædslen for Guds dom og vrede; hos dem bliver der alligevel, midt i frygten og rædslen, håb til Guds godhed og barmhjertighed. For de to, frygt og håb, må løbe sammen. For så dybt, som barnet i Marias liv var skjult for Elisabeth, så dybt er det skjult for fornuften, at den skal vente sig noget godt af Gud midt i frygten; og dog gør troen det. Videre fortæller Maria, hvad Guds gerninger er, og siger:

«Han har øvet vælde med sin arm; han har adspredt dem, som er hovmodige i deres hjertes tanke.»

«Han har nedstødt mægtige fra troner og ophøjet ringe.»

Det er også en troens gerning. For man ser, at de, der sætter sig op imod evangeliet, tager sig ud, som var de stærke og svævede højt oppe; men midt i deres hovmod støder Gud dem til jorden. Det ser et kristent menneske frit; men kød og blod og fornuften ser det ikke, ja, de ser det modsatte. Dog er det visselig sådan, som Maria synger her, selv om det ikke sker straks. For Gud lader dem vokse lidt op, for at han kan prøve de sine lidt, og lader dem rase sådan, at hele verden mener, at de er herrerne, og at al magt står hos dem; men det varer ikke: for Gud er de allerede væltet. Det ser troen klart; vi ville også se det med legemlige øjne, hvis vi kunne vente det ud. Videre siger Maria:

«Hungrige har han mættet med gode gaver, og rige har han sendt tomhændede bort.»

Det gør han også i sandhed, og man mærker det også tydeligt; ser man blot på historien, kan I se, hvor underfuldt Gud regerer i verden. Alle, der kommer højt op, falder snart; de, der har mest, kommer først til at mangle; for de holder sig ikke til Gud, men til hans goder og skabninger, og de må så falde. For Gud kan ikke tåle det; derfor må de komme til at mangle. Men de sultne skal have nok, selv om de intet har; ja, selv om der ikke voksede noget korn, skulle de alligevel ikke dø af sult; der måtte hellere regne brød fra himlen, hvis de blot tror. Men vores vantro er så stor, at vi ikke ser længere end det, der er for hånden, og når der ikke er noget brød, så vil vi fortvivle. Til sidst siger Maria:

«Han har taget sig af sin tjener Israel for at ihukomme barmhjertighed

imod Abraham og hans sæd til evig tid, således som han talte til vore fædre.»

Det er det sidste gode. Som om hun ville sige: «Jeg bærer det barn, som han har lovet, og jeg bærer det ikke alene til gavn for mig selv, men også for Israels hus og Abrahams sæd, det vil sige alle troende.» Alt det gør hun af kærlighed. Se, hvilken fin sang det er; jeg har kort løbet den igennem; den, der vil have den udlagt videre, kan selv læse det.

Den skjulte betydning

Vi skulle også behandle den åndelige eller skjulte betydning, men ikke alle kan fatte den; dog vil jeg sige summen af den; den, der vil, kan selv gå videre med det. Maria betegner kristenheden efter synagogen; Elisabeth betegner folket under loven i synagogen. Elisabeth bliver hjemme, det vil sige: lovens folk, hvor fromt det end var, var dog omgivet af rigtig mange udvortes forskrifter. Men Maria går over bjergene og dog sømmeligt; det vil sige: det kristne folk går frit af sted under himlen uden at tøve og er dog i friheden fint behersket, gør gode gerninger frit, villigt og utvunget; men lader ikke friheden være et skalkeskjul for kødet, sådan som de falske kristne gør. Og det ville være godt, om man fattede det i et ordsprog: «Maria går frit af sted under himlen, men dog fint sømmeligt og behersket.» Så meget kort om dette evangelium; lad os påkalde Gud om nåde. Amen.