Apostlene Peter og Paulus’ dag, anden prædiken

En prædiken, holdt på slottet i Leipzig på Peter og Paulus’ dag i året 1519 under disputatsen, med et forsvar for nogle artikler, som hans modstandere har tillagt ham

Det er uden tvivl næsten alle bekendt, at jeg, doktor Martin Luther, for nogen tid siden har angrebet misbruget af den romerske aflad, bevæget dertil af kristen troskab og god mening, fordi jeg så, hvordan det fattige, menige folk blev ført vild ved visse prædikanters så utålelige fremfærd og i sin enfoldighed under skin af aflad kom i farlig vildfarelse og også til skade for det daglige brød, det trængte til. For denne min gode mening og almene tjeneste har jeg lidt meget ubehag og fare, haft møje og udgifter og desuden måttet tåle svær vanære og bespottelse af min kristne ære af visse vise og hellige på prædikestolen, i krogene, på gaderne og alle steder, og det har nu stået på i næsten to år uden ophør.

Men det, der har bedrøvet mig mest i alt dette, er, at så mange kristne ved sådan prædiken og bespottelse er blevet bevæget og drevet til had, misundelse, bagtalelse, letsindig dom og lignende svære synder; skønt dog afladen i sig selv, hvis den fordømte gerrighed ikke var, ikke er værd og aldrig kan blive værd, at et hjerte skulle forgiftes eller et af Guds bud brydes for dens skyld, eftersom hverken Gud eller mennesker har påbudt aflad, og frelsen står godt og bedre fast uden aflad. Men ved Guds nåde og hjælp er sandheden om afladen og dens grund nu kommet så klart for dagen, at det ikke længere er nødvendigt at gendrive mine modstanderes løgne. For lyset over deres mørke gerninger gendriver dem selv, så man kan se og gribe, hvordan de har drevet sådan skrål og oprør til skade for sandheden og til min fordømmelse. Og skønt jeg med rette kunne gå løs på hovedmændene bag denne deres uret og hente min ære igen hos dem, har jeg dog ladet det fare, fordi Gud har budt det, han, som har eftergivet mig mange tusind gange mere og (som jeg håber og tror) stadig vil eftergive mig, hvorfra den rette aflad flyder; og det er mig også nok, at jeg har erfaret, hvordan misundelsen nok kan anfægte sandheden, men aldrig nogen sinde sejre over den.

Nu da uvejret næsten er drevet over, begynder et nyt spil, og ud fra den nylig holdte disputats i Leipzig går man i gang med at dække over og pynte på al den tidligere frækhed og uret, bringer andre småting på banen og beskylder mig for at ville forsvare bøhmernes kætteri. Og for rigtig at sætte segl på det, sådan som løgne skal forsegles, føjer de mange andre letfærdige, barnagtige punkter til: til den ene siger de, at jeg ikke holder nogen for pave, til den anden, at jeg har revet perlerne af en rosenkrans, til en tredje, at jeg har båret gyldne ringe, til en fjerde, at jeg har båret en krans, og den slags, som ikke er værd at fortælle for redelige folk. Sådan går det: den elendige, fattige misundelse har det, fordi den ikke har nogen grund, meget surere med at opdigte løgne, end jeg har med at lide dem; sådan som det også tidligere gik i afladssagen.

Det kan jo enhver hæderlig mand let skønne, at man må formode, at ligesom de tidligere med urette har løjet om mig, sådan vil de heller ikke nu sige sandheden, især da de med sådanne barnagtige fabler lader sig mærke med, hvor gerne de ville, hvis de kunne. Og har jeg tidligere handlet kristent og er blevet fundet uskyldig over for al deres bespottelse, så er der håb om, at jeg heller ikke nu vil handle anderledes end kristent, selv om jeg for en tid må vige for misundelsens overmod og glad finde mig i at bære bespottelsen af mit kristne navn.

Men det sømmer sig for mig at gøre mit for det og advare og formane ethvert fromt kristent menneske til at vogte sin sjæl for bespottelsen og ikke pådrage sig skyld over for Gud med letsindig dom eller bagtalelse; derfor vil jeg med dette mit skrift have kundgjort min uskyld for alle. For når jeg skal sige det på min samvittighed, ved jeg ikke andet, end at alt det, jeg har hævdet i Leipzig, er kristent, så at jeg også vil dø på det med Guds hjælp og nåde, det stoler jeg på, og jeg vil også i sin tid bringe det for dagen og godt kunne forsvare det, ja langt bedre, end jeg har kunnet forsvare afladssagen. Der er heller ingen retskaffen mand, som kan sige om mig, at jeg er blevet fældet på noget kættersk punkt, hvad enten det er bøhmisk eller italiensk, og jeg vil gerne se eller høre den, lærd eller ulærd, som tør bringe det frem i lyset og på banen. Derfor vil jeg hermed have forsvaret mig; vil nogen sige andet om mig, vil han ikke gøre mig skade, men han vil nok finde sin dommer.

For at jeg ikke blot skal tjene mig selv, men også den, der læser dette, kan have gavn af det, vil jeg udgive den prædiken, som jeg holdt på slottet i Leipzig, og som ilden næsten blev blæst op af, dog sådan at jeg vil mildne det, der synes mig at komme for nær til at vække anstød, og gå videre ind i den grundige forståelse.

Udlægning af evangeliet i Matt 16 på Peter og Paulus’ dag

Dette evangelium rummer alle emnerne i hele disputatsen; for det taler især om to ting. For det første om Guds nåde og vor frie vilje. For det andet om Sankt Peters og nøglernes magt. Det første går løs på de store, vise og hellige og vil gøre dem helt til intet, skønt de dog mener at kunne udrette alting ved deres kunst og gerninger. Men her lærer Herren, at alt er forgæves, hvad kød og blod er eller formår. For ingen kan kende Kristus (endsige følge ham) af kød og blod, men Faderen i himlen må åbenbare ham det, sådan som det her er sket for Sankt Peter. Det viser han også, da han spørger, hvad folk siger om ham, og der ikke blev givet noget sikkert og fast svar, men folkets mange forskellige og vaklende meninger og formodninger blev fortalt. Dermed vises, at man uden Guds nåde vakler frem og tilbage og har ustadige formodninger om Kristus, indtil Faderen åbenbarer ham; først da kender mennesket, hvad Kristus er.

Heraf følger, at menneskets frie vilje, hvor meget man end roser og ophøjer den, slet intet formår af sig selv og ikke står frit i sit eget forgodtbefindende til at kende eller gøre det gode, men alene i Guds nåde, som gør den fri; uden den ligger den fangen i synd og vildfarelse og kan ikke af sig selv komme ud. Som også Kristus siger hos Johannes (Joh 8,32): «Sandheden vil frigøre jer.» Og lidt efter (Joh 8,34–36): «Enhver som gør synd, er syndens slave. Men slaven bliver ikke for evigt i huset, sønnen bliver for evigt. Hvis da Sønnen får frigjort jer, vil I virkelig være frie.» Sådan siger også Sankt Paulus til romerne (Rom 3,23): «Der er ingen forskel, de er alle tilsammen syndere og mangler den ære, de skulle have hos Gud.» Og forinden siger han ud fra Salmen (Sl 14,3 og 53,4): «Der er ingen, som er retfærdig, ikke én; der er ingen, som er forstandig; der er ingen, som spørger efter Gud; de er alle veget af og allesammen blevet udygtige; der er ingen, som gør godt, ikke én.» Hvis vi også af os selv kunne begynde noget godt, hvorfor befaler Kristus os så at bede om nåde og lærer os at sige i Fadervor: «Ske din vilje, som i himlen og også på jorden»? Dermed bevises, at vi ikke kan gøre Guds vilje af vor frie vilje.

Videre følger, at man aldrig nævner eller forstår den frie vilje rigtigt, uden at den er prydet med Guds nåde; uden den skulle den snarere kaldes en egen vilje end en fri vilje; for uden nåde gør den ikke Guds vilje, men sin egen vilje, som aldrig er god. Den var nok fri i Adam, men er nu fordærvet ved hans fald og fangen i synd; dog har den beholdt navnet fri vilje, fordi den har været fri og ved nåden igen skal blive fri.

Når man nu vil vide, hvordan man skal blive retfærdig og gøre godt, hvilket jo er det almindelige spørgsmål, har jeg sagt, at det første og vigtigste er, at man ved, at man ikke af sig selv kan blive retfærdig eller gøre godt; derfor må man fortvivle over sig selv, lade hænder og fødder falde, klage sig for Guds øjne som et udygtigt menneske og der påkalde hans guddommelige nåde, som man fast skal stole på. Og den, der lærer eller søger en anden begyndelse end på denne måde, han farer vild og fører sig selv og andre vild. Sådan gør de, som siger: «Aj, du har en fri vilje, gør så meget, som står i din magt, så vil Gud gøre sit» [skolastikkens læresætning _facere quod in se est_], og mener, at man ikke skal sige til folk, at de skal fortvivle. Ja, ganske vist skal man ikke sige til dem, at de skal fortvivle; men man måtte forklare fortvivlelsen rigtigt. Ingen skal fortvivle over Guds nåde, men mod hele verden og mod al synd fast forlade sig på Guds hjælp. Men over sig selv skal man helt fortvivle og på ingen måde forlade sig på sin frie vilje, ikke engang til at gøre den allermindste lille gerning.

Derfor siger Hieronymus godt om dette evangelium, at man skal lægge mærke til, hvordan Kristus spørger sine disciple, hvad menneskene siger om ham, og derefter, hvad de siger om ham, ligesom om de ikke var mennesker. For det er sandt, at mennesket, når det er hjulpet af nåden, er mere end et menneske; ja, Guds nåde gør det gudlignende og guddommeliggør det, så at Skriften også kalder det gud og Guds søn. Sådan må mennesket føres op over kød og blod og blive mere end menneske, hvis det skal blive retfærdigt. Det sker nu i begyndelsen, når mennesket erkender dette som umuligt for sig selv og ydmygt søger Guds nåde dertil og helt fortvivler over sig selv; først derefter følger de gode gerninger. Når nåden således er opnået, så har du en fri vilje, så gør, hvad der står i din magt.

Det er ikke muligt, at Gud nægter sin nåde til et menneske, som således af hele sit hjerte erkender sin afmagt og helt og holdent fortvivler over sig selv. Det er den bedste og nærmeste forberedelse til nåden, sådan som Guds moder lærer i sin lovsang og siger: «Hungrige har han mættet med gode gaver, og rige har han sendt tomhændede bort» (Luk 1,53). Det skulle man prædike og først gøre folk fri af deres egen falske tillid og så fylde dem med gode gerninger. Men de lærer os at gøre mange gode gerninger og siger meget lidt om begyndelsen til at gøre gode gerninger, skønt der dog ligger mere på den end på de gode gerninger; for hvor begyndelsen ikke er god, følger der sjældent en god ende; men hvor Guds nåde er opnået, vil der følge gerninger nok af sig selv.

Denne fortvivlelse og søgen efter nåde skal ikke vare en time eller en tid og så holde op; men alle vore gerninger, ord og tanker, så længe vi lever her, skal ikke være rettet mod andet end dette, at man altid fortvivler over sig selv og bliver ved i længsel og attrå efter Guds nåde, som profeten siger i Salmen (Sl 42,2–3): «Min sjæl har længtes efter dig, min Gud, som hjorten efter kildevandet. Min sjæl tørster efter den levende, stærke Gud. Åh, hvornår skal det ske, at jeg kommer og træder frem for Guds ansigt?» Med sådan længsel efter Gud og efter at blive retfærdig tager nåden sin begyndelse, og den varer indtil døden. Derfor må fortvivlelsen over sig selv også vare ved, og den falske egentillid må holde op.

Den anden del: om Sankt Peters magt

Den menige mand har ikke brug for at disputere meget om Sankt Peters eller pavens magt; det er vigtigere, at man ved, hvordan man skal bruge den til frelse. Det er sandt, at nøglerne er givet til Sankt Peter; men ikke til ham som hans egen person, men i den kristne kirkes person, og de er netop givet til mig og dig til trøst for vore samvittigheder. Sankt Peter eller en præst er en tjener ved nøglerne; kirken er fruen og bruden, som han skal tjene med nøglernes magt. Sådan ser vi også i den daglige brug, at sakramenterne rækkes til alle, som begærer dem af præsterne.

Nu, for at man kan forstå, hvordan man bruger nøglerne til frelse: jeg har sagt ovenfor, at når vi begærer at blive retfærdige og ved at give afkald på vor egen evne har gjort os modtagelige for nåden, så kommer det nu an på, at man ved, om man har opnået Guds nåde eller ej. For man må vide, hvordan man står med Gud, hvis samvittigheden ellers skal være glad og holde stand. For hvis nogen tvivler på det og ikke fast holder for, at han har en nådig Gud, så har han ham heller ikke. Som han tror, sådan har han. Derfor kan ingen vide, at han er i nåde, og at Gud er ham god, uden ved troen. Tror han det, så er han frelst; tror han det ikke, så er han fordømt. For sådan en tillid og god samvittighed er den rette, grundgode tro, som Guds nåde virker i os.

Se, hertil tjener nøglerne dig, dertil er præsterne indsat: når du føler, at dit hjerte vakler eller tvivler på, om du er i nåde for Guds øjne, så er det på høje tid, at du går til præsten og beder om tilgivelse (absolution) for dine synder og således søger nøglernes magt og trøst. Når nu præsten fælder dommen og tilsiger dig tilgivelsen, så er det lige så meget som at sige: «Dine synder er dig forladt, du har en nådig Gud.» Det er en trøstefuld tale, og det er Guds ord, og han har forpligtet sig til at lade den være løst i himlen, som præsten løser.

Så se nu til, at du endelig ikke tvivler på, at det er sådan, og du bør hellere dø mange gange end tvivle på præstens dom, for det er Kristi og Guds dom.

Kan du tro det sådan, så må dit hjerte le af glæde og holde af præstens magt og love og takke Gud, fordi han sådan trøster din samvittighed gennem mennesker. Men kan du ikke tro det og mener, at du ikke er værdig til sådan tilgivelse, og at du ikke har gjort fyldest nok, så bed Gud om denne tro. For den må du have, ellers må du gå evigt fortabt; og det er et sikkert tegn på, at du er for lidt undervist i troen og for meget i gerningerne. Det kommer tusind gange mere an på, hvor fast du tror præstens dom, end på, hvor værdig du er, og hvor meget du gør fyldest. Ja, denne tro gør dig værdig og hjælper dig til at gøre en ret fyldestgørelse. Således hjælper nøglernes magt ikke præsterne som præster, men alene de syndige og forsagte samvittigheder, som modtager nåde ved troen, og hvis hjerte bliver sat i fred og god tillid til Gud. Deraf følger så, at alt liv og al lidelse bliver let, og mennesket kan tjene sin nådige Gud med glæde, mens det ellers for sit hjertes uro aldrig gør en eneste ret gerning. Det kaldes så vor Herre Jesu Kristi søde byrde, som han taler om hos Matthæus (Matt 11,30): «Mit åg er godt, og min byrde er let.» Dette være nok om dette evangelium. Amen.