Kristi himmelfartsdag, tredje prædiken (Mark 16,14–20)

Tredje prædiken over evangeliet på Kristi himmelfartsdag, Mark 16,14–20

Sankt Markus sammenfatter i dette evangelium med få ord alt, hvad Kristus gjorde efter sin opstandelse indtil den fyrretyvende dag, da han for til himmels – og det sagde han dog ikke på én gang eller i én time. Derfor har nogle også tvivlet på dette kapitel, om det var rigtigt, fordi det ikke synes at stemme overens med de andre og lyder, som om disse to stykker skete på samme tid: at Herren irettesætter disciplene for deres vantro, og at han giver dem befaling om, hvad de skal prædike. De andre beskriver jo derimod meget mere, der skete ind imellem: hvordan han åbenbarede sig for alle disciplene, ikke kun én gang, men ofte, og spiste og drak med dem i de fyrretyve dage, så de ikke længere kunne tvivle på hans opstandelse. Derfor må man dele og adskille disse to stykker, som her er trukket sammen i største korthed, efter de andre evangelister. At han irettesætter disciplene, det skete ikke længe efter hans opstandelse, nemlig fra den første påskedag til den ottende dag, indtil de alle havde set ham, og han havde kaldt dem sammen på et bjerg, hvor han ville fare til himmels, og hvor han tog afsked med dem.

Når han nu irettesætter disciplene for deres vantro og hårdhjertethed, så lægges der dem ikke en ringe svaghed til last: at de ikke alene er vantro, men også stivnakket hårde, så de endog har sat sig imod og bestridt det, de havde hørt, og som andre havde set, at Herren var opstået. Og på den anden side vises Kristi store tålmodighed og mildhed mod sådanne, der ikke alene er vantro, men også genstridige og hårde og ikke vil tro: at han ikke forkaster eller foragter dem derfor, men bærer over med dem; og oven i købet sætter han dem til prædikanter for netop det, som de indtil nu ikke selv har troet, for at deres vidnesbyrd også derved kunne blive så meget stærkere. For de skulle selv også erfare det sådan, og det måtte også gå dem sådan, at de prædikede ikke alene for de uvidende og vantro, men også for de forhærdede og for forfølgerne, så de af egen erfaring også kunne lære at bære over med andre, som også ville være hårde – dog ikke med sådanne folk, der raser mod den kendte sandhed af frækhed og ren ondskab.

Men de kære disciple havde en anden og større grund til deres hårdhed, end andre kan have haft. For dette folk var indrettet sådan og levede under en sådan ordning, at enhver mente, at Jerusalem alene måtte være det rige, som skulle hedde Guds og Kristi rige. Det havde de så mange vidnesbyrd og tegn på fra profeterne, hvor der står mange ord om, at Kristus skulle regere evigt i Jerusalem, i Davids hus og på Davids trone osv.; og om det havde hedningerne slet ingen forjættelse.

Derfor tager det sig også ganske latterligt ud for jødernes øjne, ja, utroligt og forargeligt, at Herren lader Jerusalem, præstedømmet og alt, hvad der hørte til styret, ligge og stå hen, og uden at se til nogen af dem eller hilse på dem for den sags skyld sender disse enlige, fattige disciple, som slet ikke har anseelse eller navn, ud i hele verden for at prædike, og at han med dem vil udrette den herlige profeti, som var sagt næsten af alle profeters mund: at det store budskab skulle udgå fra Jerusalem, og, som Sl 68,12 siger, den store hær af evangeliets prædikanter ud i hele verden. Det måtte jo blive opfyldt og sandt. Ligesom han også selv befaler disciplene ved sin afsked, at de ikke skal vige fra Jerusalem, men vente – siger Sankt Lukas i ApG 1,4 – indtil de dér blev iført kraft fra det høje. Og ovenfor, på påskedag, siger han til dem: «Således måtte Kristus lide og opstå og lade prædike i hele verden, begyndende fra Jerusalem» (Luk 24,46–47).

Så tænkte enhver: «Når tiden kommer, da Kristus vil lade sit budskab gå ud for at bringe verden ind i sit rige, så vil han helt sikkert rådføre sig med de store folk, ypperstepræsten, de øverste og rådet i Jerusalem, og intet gøre uden dem; for dette er jo det styre, Moses har indstiftet, og som dette folk skal regeres ved.» Nu går han til værks og lader alt fare, hvad der hører til det ordentlige styre, som så han dem slet ikke, så han ville spørge dem til råds, og kalder fremmede folk, en sammenløben flok tiggere, som han bringer til Jerusalem, og befaler dem at udrette så stor en ting. Det var forargeligt nok for jøderne, og også for apostlene selv underligt og utroligt, at det skulle gå så ringe til, uden al anseelse, ja, uden hele det jødiske styres råd, vidende og medvirken.

Men herimod havde de også det fra Skriften (hvis de havde villet se det), at Kristus ikke skulle fødes af præstestanden, men af Judas stamme, så de gejstlige herrer i Jerusalem ikke havde noget sådant at vente. Heller ikke havde Skriften udpeget nogen borger, hverken i Jerusalem eller i Betlehem, som Kristus skulle komme af. Derfor burde de have givet Gud æren og tænkt: «Vi skal vente ham, ikke af vores eller nogen anden stamme, men alene af Juda, af Davids stamme» – sådan som de jo godt vidste, og som de havde indrettet deres stamtavler og beregninger efter. Derfor læser man også, at både den blinde ved vejen, Luk 18,39, og den hedenske kvinde, Matt 15,22, råbte til ham: «Jesus, du Davids søn, forbarm dig over mig!» Hvorfra vidste denne fattige tigger og den fremmede kvinde, at han var Davids søn, uden fordi det var rygtedes hos alle i folket og var velkendt, at Kristus måtte fødes af David og ikke af nogen anden stamme?

Om han nu ikke var i Jerusalem i den regerende stamme, så vidste de dog, at han var af Davids stamme, opvokset i Nazaret, og de burde derfor have taget imod ham, især da de hørte og så hans lære og hans undergerninger, og alle måtte sige, at ingen kunne prædike eller gøre sådan; og de vidste også, at tiden var inde, som profeterne havde peget hen på; og desuden havde profeten Zakarias klart sagt, at han skulle være fattig, det vil sige, én af det menige, fattige folk, uden stor magt, pragt, rigdom og ære.

Men fordi de foragter alt dette og hverken vil høre ham eller kende ham, så går han også videre, opfylder Skriften, samler sin lille flok og opretter sit rige gennem dem, uden at hverken præster eller råd i Jerusalem får det at vide; og imens lader han dem gabe og tænke, at når han ville komme og begynde sit rige, så ville han uden tvivl først og fremmest oprette det gennem dem. Det gør han ikke; og dog begynder han det i Jerusalem og befaler sine disciple at blive dér, indtil Helligånden blev sendt, som skulle begynde det i dem, så man må kunne tage og føle på, at det er blevet opfyldt og er gået til, sådan som profeterne har sagt.

Men her er apostlene også selv svage og hårde til at tro dette, fordi de hverken ser eller kan tage og føle på, at han viste sig sådan, som de og hele jødedommen havde tænkt og håbet: at hvis han var Kristus (sådan som apostlene dog anså ham for at være), så ville han også lade sig se i Jerusalem for hele folket og begynde, ordne, indrette og stadfæste sit styre sådan, at hele folket ville holde sig til ham, og hele verden ville synge og sige om denne konges vældige magt og herlighed, så de også selv ville blive æret ved det og desuden blive rige og lykkelige. Men nu, da han går så bagvendt til værks, lader sig henrette og dør på korset, og da han skal være opstået igen, kun viser sig for nogle få enkelte, så kan de ikke tro, at en så stor ting skal udrettes gennem ham, sådan som de havde hørt af Skriften og af ham selv osv.

Derfor må han have tålmodighed med dem i en sådan hårdhed; men han irettesætter dog og retter deres uforstand. Og nu, da de er samlet, og han vil sige dem det sidste farvel, begynder han og siger dem, hvordan hans rige skal begynde, og at han vil udrette det gennem dem – ikke ved hjælp, råd og medvidende fra herrerne i Jerusalem og heller ikke ved nogen verdslig eller ydre vold og magt, men alene ved prædikeembedets budskab og befaling, som han lægger på dem; og han siger:

«Gå ud i hele verden og forkynd evangeliet for hele skabningen. Den som tror og bliver døbt, vil blive frelst; men den der ikke tror, vil blive fordømt.»

Det er majestætens ord, og den kaldes med rette en majestæt, når han befaler disse fattige tiggere at gå ud og forkynde denne nye prædiken, ikke i én by eller ét land, men i hele verden, i fyrstendømmer og kongeriger, og at åbne munden frit og frimodigt for hele skabningen, så alt, hvad der er af menneskeslægt, kan høre denne prædiken. Det kalder jeg sandelig at række armen langt ud og gribe om sig og læsse en stor flok på sig; og det er en så stærk og vældig befaling, at der aldrig er udgået noget bud magen til i verden.

For enhver konges eller kejsers, fyrstes eller herres bud går ikke længere end over hans land og folk og undersåtter, ligesom en husfaders over hans husstand. Men denne befaling går over alle konger, fyrster, lande og folk, store og små, unge og gamle, lærde, vise, hellige osv. Med dette ene ord tiltager han sig al herredømme og magt, ja, af al visdom, hellighed, højhed og styre, som findes på jorden, som skulle det altsammen være ham underlagt. Hvad skulle hele verden tænke og sige til det andet end: «Hvad, vover den mand alene med sine elleve fattige tiggere at tage magt over Moses og alle profeterne, ja, over alle mennesker? For Moses selv blev ikke sendt til andre end Farao og til sit folk osv. Hvad er dette ene menneske mere eller bedre over for hele verden end en bondekarl i en landsby?»

Nu kan det ikke være nogen ringe herre, der tager sig den magt og sender bud ud, ikke til én eller flere herrer eller konger, men til alle i den vide verden, og det sådan, som havde han fuld magt og myndighed over dem som over sine undersåtter, og giver dem en sådan befaling, at de ikke skal sky eller frygte for nogen, hvor stor og mægtig han end er, men frit gå ud, videre og videre, så langt som verden er, og prædike, som om man nok skulle blive nødt til at høre dem, og ingen skulle kunne hindre dem.

Og sådan er det også sket og gået, begyndende fra Jerusalem, gennem hele jorderige – hvad dog intet andet herredømme har gjort eller formået. For der har endnu aldrig været nogen kejser, der kunne bringe halvdelen af verden under sig; hvordan kan det da gå til, at enhver fra Jerusalem og ud til verdens yderste kroge véd at sige noget om denne kong Kristus? Og han har dog gjort det uden ét sværdslag og uden hærmagt, men ved de fattige tiggere, som han fører ud gennem så mange kongeriger og fyrstendømmer, der står dem imod med sværd, våben, ild, vand og al deres formåen; så hvis det skulle være gået efter apostlenes egen kraft, var de ikke kommet uden for døren – sådan som de også frygtede jøderne, så de krøb i skjul og lukkede sig inde. Men bagefter, på denne befaling, træder de frem, ikke kun i deres eget folk, men i alle kongeriger, gennem alle herredømmer og imod hele verdens vold og magt – og Djævelens oven i købet.

Hvor kommer nu begge dele fra, både sådant mod og sådan kraft? Det har ingen konge fra Persien givet dem, heller ingen romersk eller tyrkisk eller tatarisk kejser, men alene Herren, som i dag er sat op i himlen og har befalet dem at gå ud og prædike for hele skabningen; og det er lykkedes for ham, og det går stadig sådan til verdens ende. Han kan jo ikke være nogen enkel, almindelig herre, men han er den, som (sådan som han selv siger i Matt 28,18) er givet al magt i himlen og på jorden, så både engle og mennesker tillige med hele skabningen må være ham underlagt; som Gud også siger til ham i Sl 2,8: «Bed mig, så vil jeg give dig alle folkene til arv og hele verden til ejendom.» Deraf kommer det også, at vi kender ham og tror på ham; for hvem skulle ellers have bragt verden dertil, at man overalt troede på denne jøde?

Derfor er der i denne befaling meget vældige og mægtige ord, hvormed han selv viser, at han er mere end alle kejsere, konger og herrer, som den, der i egen person lægger hele skabningen under sig og ikke blot befaler at bringe alle mennesker sin hilsen eller lader bede eller begære noget af nogen herre på jorden, men af fuld magt sender en befaling til dem alle, som de skal tage imod og lade gå sin gang. Deraf følger, at denne befalingsgiver er mere og større end nogen engel. Englene er vel mægtige og vældige herrer, men de bliver sendt ud af Gud for at udføre hans befaling, og dog ikke til hele verden – ligesom Moses førte sit folk ud ved en engel. Men denne er den, der selv giver befaling om at gå ud i hele verden, ja, ind blandt hele skabningen, som var det altsammen hans. Det er ikke givet nogen anden end denne Søn, født af Jomfruen; derfor må han også være den ene Herre over alle ting, engle og mennesker, det vil sige den ene Gud og Skaber af hele skabningen.

Sådan lyder nu denne befaling: «Gå ud og forkynd evangeliet for hele skabningen.» Hermed ser han sig meget vidt omkring. For han vil ikke have sin prædiken gemt i en krog eller have den holdt i skjul af frygt, eller at man lister sig af sted med den hemmeligt og snigende; men den skal gøres så offentlig, at den kære sol på himlen, ja, alt træ og al sten kunne høre den, hvis de havde ører. Og sådan er det også sket. Skønt verden har sat sig imod den i så mange hundrede år, har den dog trængt sig igennem, så der aldrig har været nogen magt og kraft magen til i verden, som er gået så vidt og har regeret så vidt. Så må der jo være en stor, guddommelig magt bag denne prædiken, og den handler ikke om ringe, letfærdige eller syndige ting, sådan som det ellers mest går til i verden (som røveri, tyveri, løgn og bedrag, mord, frækhed, uretfærdig vold og tyranni), men om lutter himmelske, guddommelige ting. Det er også et tegn på, at det ikke er en enkel menneskelig ting, men Guds egen; og således stemmer begge dele, gerning og ord, overens og vidner om det offentligt for hele skabningen under hele himlen, til vands og til lands.

Han sender dem heller ikke ud for at begynde noget oprør i verden eller for at gribe ind i kongers, fyrsters og verdslig øvrigheds styre, men han lægger alene dette ord og denne befaling i deres mund, for at hans kraft skal udrettes gennem deres tunger eller prædikeembede. Den skal nu ikke tale om verdslige ordninger, herredømme eller rigdom, heller ikke om det jødiske folks herlighed, lov, gudstjeneste og præstedømme, og hvordan det efter deres håb skulle udbredes i hele verden; men det skal være en sådan prædiken, der lærer om de høje ting: hvordan man skal bestå for Gud, blive forløst fra synd, død og alt ondt og blive frelst, det vil sige have evig retfærdighed, liv og herlighed osv.

Det er nu en ny prædiken, som verden slet intet ved om. Hermed gør han en stor forskel mellem alle andre prædikener og lærdomme; ja, han sætter denne over alle, man kan lære på jorden, så de alle skal vige for den, og denne alene giver kraften til at blive frelst. For når han siger: «Gå ud i hele verden og forkynd for hele skabningen», så vil han ikke have nogen udelukket, men viser, at hele verden intet ved om denne lære eller har den, og med sin visdom og kunst, hvor lærd og hellig den end vil være, er blind her. Selv hans jøder har, skønt de har Moses og mange gudstjenester, dog ikke dette lys og denne erkendelse af deres frelse eller salighed, som Zakarias siger i sin lovsang, Benedictus, Luk 1,77. For hvis de selv vidste det i forvejen eller kunne udtænke det af deres egne hoveder, så var det ikke nødvendigt at prædike for dem, og han havde ikke behøvet selv at komme ned fra himlen og sende sine prædikanter ud i hele verden.

Derfor er hele verden hermed ført i skole, for at den skal høre og lære dette og må bekende, at den ikke har vidst noget om det. Den kan vel vide og lære, hvordan man skal bygge, holde hus, regere land og folk, og hvordan man skal være retskaffen i det ydre og leve tugtigt og hæderligt osv.; men om disse ting, der angår Guds rige, og hvordan man bliver kvit synden og døden, dér ved den intet om. Og her bliver al lære udelukket og sat til side (også Moses' og de ti buds), og befalingen gives, at de skal gå ud og sige alle mennesker det, de ikke ved, og at de efter Guds bud må høre og tage imod hele denne prædiken, hvis de ellers vil blive frelst.

Hvad denne prædiken hedder, og hvad den lærer, viser Kristus nu også begge dele tydeligt. For det første giver han den selv det fine navn og kalder det at forkynde evangeliet. Og uden tvivl har han af særligt råd og overlæg kaldt den med et særligt, nyt navn for at skelne den fra anden lære og prædiken, så den er noget andet end Moses' lov og det, man lærer om menneskelige gerninger og gøremål – for at den ved sådant et nyt navn så meget bedre kunne indprentes og huskes.

For ordet evangelium betyder ikke andet end et nyt, godt, glædeligt budskab eller en lære og prædiken, der forkynder noget, som man hører inderligt gerne. Det må ikke være lov eller bud, som kræver af os og driver os og truer med straf og fordømmelse, hvis vi ikke gør det; for det hører ingen gerne. Og om man så både lærer det længe og meget og gør efter det, så godt vi formår, så følger der dog ingen trøst eller glæde af det, fordi vi dog aldrig gør loven fyldest, så den holder op med at drive og anklage. Derfor, hvis vi skulle hjælpes, måtte Gud ved sin Søn sende en anden prædiken, som vi kunne få trøst og fred af.

Men hvad evangeliet er, og om forskellen mellem evangeliet og loven, er sagt ofte og nok før. Her skal vi blot se, hvordan Kristus selv giver definitionen og siger, hvad evangeliet lærer, når han siger:

«Den som tror og bliver døbt, vil blive frelst; men den der ikke tror, vil blive fordømt.»

Det er sandelig en yndig, venlig, trøstefuld prædiken, og den hedder med rette et evangelium. For her hører du med ét ord (salvus erit [«vil blive frelst»]) himlen lukket op, helvede lukket i, loven og Guds dom ophævet, synd og død begravet og liv og frelse lagt i skødet på hele verden – hvis den blot ville tro det. Å, hvem der her rigtig kunne lære disse to ord: tro og blive frelst! For de er vel korte og har få bogstaver, men de rummer en sådan prædiken og kraft, som verden ikke kan fatte: at så vældig en nåde og så usigelig en skat skænkes os ved denne prædiken, ganske uden al vores fortjeneste, hvor vi intet har gjort for det, ja, intet har vidst om det. Så hvis verden kunne tro det, ville den (mener jeg) have ædt evangeliets prædikanter (især apostlene) af bare kærlighed og ville endnu strømme til i flokke og med al glæde kysse deres fødder og lægge hænderne under dem og love og takke Gud for, at den havde fået lov at opleve at høre en kristen.

Nuvel, den bliver ganske vist godt lært og drevet (især nu i vores tid), men det bliver også nok ved det, der siges her, at Kristus også måtte irettesætte sine disciples vantro og deres hjerters hårdhed. For vantroen i os er dog for stærk, og vores hjerter er for snævre og for svage til at fatte de høje, vældige ord. Vi går altid efter vores sanser og følelser, efter hvordan synden plager os (os, som dog gerne ville blive frelst), og hvordan Guds vrede forskrækker og ængster os; vi søger og tragter efter, hvordan vi kunne hjælpe os selv ud af det med vores egen gøren og finde noget hos os selv, som vi kunne bestå med for Gud.

Derfor må vi også bestandig lære, prædike og drive på dette, så det, hvis det ikke kan gå ind på én gang (og det er jo umuligt), dog dag for dag, ja, år for år kan blive fattet mere og mere, så vidt man kan nå det på jorden. For de to stykker må dog komme sammen, sådan som Kristus hænger dem sammen og siger: «Den som tror, vil blive frelst.» På det ene (at blive frelst) er der sandelig ingen mangel eller fejl; for det er helt og fuldt givet og skænket i Ordet eller evangeliet, som er Guds uforanderlige sandhed. Men der mangler endnu meget i vores tro, så vi ikke kan fatte og holde det fast nok. For (som jeg har sagt) nåden og skatten er så overmåde stor, at menneskehjertet må gyse og ligesom forskrækkes ved den, når det rigtig betænker, at den høje, evige Majestæt lukker sin himmel så vidt op og lader en sådan nåde og barmhjertighed lyse over al min og verdens synd og elendighed, og at en så vældig skat gives alene ved og med Ordet.

Nu står dette ord der og fastslår begge dele: hvad evangeliet er, nemlig en prædiken om troen på Kristus, og hvad dets kraft skal være, nemlig at den, der tror, skal blive frelst. Jøderne har vel ventet på det indtil den dag i dag, at deres Messias skulle komme og genrejse byen Jerusalem og templet og opretholde Moses' lov, så den skulle tages imod af hele verden. Men hvad sker der? Netop på det sted og på den tid, da gudstjenesten var allerherligst, og man holdt allerstrengest på loven, af de bedste, ædleste, viseste og lærdeste folk, dér går han, Guds Søn selv, til værks og afsiger en sådan dom og befaler også sine disciple at prædike sådan gennem hele jødedommen og hele verden: «Ikke templet eller det levitiske præstedømme, ikke omskærelsen eller at holde loven og dens gudstjeneste (som dog var befalet dette folk af Gud), men: Den som tror, vil blive frelst», hvad enten han hedder jøde eller hedning; for her er de alle lige, og ingen har nogen fordel (Rom 3,23), fordi dette ord skal prædikes for hele skabningen på samme tid.

Det kalder jeg at rive en grim flænge i jødedommen og at gribe ind, som var han alene Herren, som alt må være underlagt. For sådan ville hverken Moses eller nogen profet have vovet at gøre; de måtte alle lade sig omskære og holde på loven under fortabelse af liv og sjæl. Og denne Jesus tør gribe sådan ind med fuld magt og glemme loven så fuldstændigt, som så han den ikke og ville intet vide af den, og befale så tørt og kort: «I behøver ikke at sige til verden (hvor I kommer hen og prædiker), at de skal komme hertil Jerusalem eller holde Moses' lov osv., men sig sådan til dem alle: Vil de blive frelst – og det stræber jo enhver efter (især jøderne på den tid) –, så skal de tro denne jeres prædiken om mig og derpå lade sig døbe osv.»

«En sådan prædiken begynder i mit folk, som vil blive frelst ved deres lov og gudstjeneste, og går så videre gennem hele Romerriget og alle verdens kroge, som står på deres afgudsdyrkelse. Den straffer og fordømmer det altsammen i én klump og siger til dem: Dette er den befaling, som jeg, Herren over himmel og jord, giver, at de skal tro på mig. Det er min prædiken, som skal gå gennem hele verden, uhindret og uden at nogen kan forbyde den, uanset om jøderne ikke tror den, men forarges på den og derfor vil lyse jer i band og give jer til Djævelen, og hedningerne oven i købet vil forsøge at kvæle den med magt.»

Dette er nu også for os en trøstefuld prædiken; for vi er også tænkt på i disse Kristi ord, når han siger: «Gå ud i hele verden og forkynd evangeliet for hele skabningen.» For heri er alle indbefattet og indesluttet, som hører denne prædiken, hvor de så end er, og hvor mange eller få de end er. For hele verden betyder ikke et stykke eller to, men alt og alt, hvad og hvor der er mennesker. Derfor har evangeliet også måttet løbe sådan og løber stadig, så det, skønt det ikke altid bliver på ét sted, dog må komme overalt hen og lyde på alle verdens steder og i alle dens kroge. Og ligesom dette er en almindelig befaling om at prædike evangeliet overalt og for alle mennesker, sådan er det også et almindeligt bud og Guds befaling, at alle skal tro dette ord.

Det var også højst nødvendigt, at Kristus gav en sådan befaling, imod jødernes hovmodige ros. De ville overdøve hele verden med den og pukke på, at de alene hed Guds folk, de, som havde fået fædrene og profeterne, og hvis slægt Kristus var lovet at skulle komme af. Den trods måtte Kristus tage bort og rykke op med rode. Ellers havde de bedøvet os hedninger og tvunget os til, at vi allesammen havde måttet blive jøder og tage omskærelsen på os, hvis vi ikke til gengæld havde denne klare befaling, som Kristus giver: at det skal siges til alle skabninger. Derfor siger han sådan: Den, som tror, hører til Guds folk og er frelst, hvad enten han hedder jøde eller hedning, græker eller ikke-græker, præst eller lægmand, mand eller kvinde osv. – selv om vi ikke har den ydre ros og forrang eller fordel, som de har haft: at Gud har æret og begavet dem med store mænd og undere og givet dem Skriften og forjættelserne frem for alle andre.

Så er nu alt gjort lige og bragt ind under ét, så ingen har noget at rose sig af for Gud frem for den anden; og han vil ganske enkelt ikke have nogen foragtet, dadlet eller forkastet. Det hedder: «For alle skabninger skal I prædike og forkynde dette.» Der er den største, mægtigste, fornemste, lærdeste og helligste ikke spor bedre end den ringeste, enfoldigste og mest foragtede på jorden. Alt er smeltet sammen i én bunke, ingen til skade eller til gunst, ingen malet ud og skilt fra de andre til ære og forrang. Nej, her står det hele og alt sammen i dette ene: «Den, som tror» – hvem og hvad slags folk, folkeslag, stand og vilkår de så end er, og hvor ulige de end vil være i verden. For dér, i verden, må det være ulige og mangeartet efter det ydre liv på jorden, sådan som skabningerne nu er og hedder, hver for sig, og hver anderledes end den anden: solen er ikke månen, kvinden ikke manden, en herre ikke en undersåt.

Derfor må også prædikenen være ulige i et sådant ydre, legemligt regimente, ligesom hvert land og folk i verden har sin særlige lov, ret og skik, og enhver stand og ethvert embede må have sin egen gerning pålagt og lært, hvad den skal gøre. Men selv om alt dette går allersmukkest i sin orden – hele jødedommen med sin gudsdyrkelse, det verdslige regimente med sine stænder, i sin tugt og lydighed, sådan som det er befalet enhver – så kan man dog ikke sige: Den, som gør dette eller hint, bliver frelst osv. Derfor bliver det i dette Kristi rige alt sammen æltet i én kage og bragt sammen og fattet i ét ord og i ét eneste stykke: ikke denne eller hin, der lever sådan og gør dette eller hint; men: «Den, som tror, bliver frelst.» Dér har du det hele på én gang, hvad enten du er jøde eller hedning, herre eller tjener, jomfru eller gift mand, munk eller lægmand: Tror du, så er du (siger Kristus) et frelst menneske i mit rige, forløst fra synd og død.

Sådan er Herren Kristi regimente ved denne prædiken klart skilt fra alle verdens andre regimenter. For dér må man lære sådan: Den, som holder en sådan lov og et sådant bud, ikke røver, ikke stjæler, ikke slår ihjel, han skal ikke straffes, men roses, æres og beskyttes som et lydigt lem af dette rige. Dér gælder det ikke, og det rimer ikke, hvis man ville sige: Den, som tror, skal have ære og gods i dette rige. For dér læres der alene om det, man kan se, og som dette timelige væsen består i. Men selv om du er retskaffen for verden og lever allersmukkest, er du ikke dermed i Guds rige. Der hører endnu noget højere til ud over dette, og det hedder: at tro på Kristus, som er faret op til himmelen og sidder ved Guds højre hånd. For dette verdslige rige på jorden ved og formår slet intet i troens åndelige sager og må nok lade dem være uregerede; skønt den blinde verden alligevel understår sig at ville være læremester her, hvor den dog hverken forstår noget eller kan ramme rigtigt.

Omvendt har Kristi rige heller intet at gøre med hine ydre sager; det lader et sådant væsen blive uforandret, som det er og går i sine ordninger. For Kristus befaler, at de skal prædike evangeliet for alle skabninger. Skabningerne er og står der alle sammen i forvejen, før han kommer med evangeliet, det vil sige: alle verdslige sager og ordninger, som mennesker har fattet efter fornuften og den naturlige visdom, Gud har plantet i dem. Dem kalder også Sankt Peter menneskelige skabninger (1 Pet 2,13), og alligevel hedder de også Guds ordning (Rom 13,2). Dér vil Kristus ikke gøre noget nyt eller anderledes, men lader dem blive, som de er og hedder. Han lader alene verden få at vide om dette sit evige rige: hvordan man kommer ind i det, så man bliver fri for synden og den evige død, og at alle tilsammen, uden forskel, skal være ham underlagt i dette og kende ham som deres Herre ved troen.

Men ordet «Den, som tror» må man også se ret på og forstå ret, så vi ikke lader det blive forvrænget af påsmurte gloser og tilføjelser. Med dem formørker de pavelige dette herlige, vældige ord og gør det til intet, når de hænger deres savl på det og siger, at man ved siden af ordet «tro» også skal forstå gode gerninger, så det kommer til at hedde: Den, som tror og gør gode gerninger, bliver frelst osv. Det er de højlærde mestre, som tager Kristus med i skole, sliber hans tunge og lærer ham, hvordan han skal tale. De savler ud af deres blindhed, hvad de vil, og ved dog ikke, hvad de taler om, eller hvorom de taler i disse høje sager. Men vi skal give Kristus den ære og lade hans ord være klart og rent, som den, der godt vidste, hvordan han ville tale og have talt om disse sager, når han her befaler dem at prædike i hele verden.

For han har med vilje villet tale så tørt og rent: «Den, som tror og bliver døbt» osv., for dermed at udelukke både jødernes og hele verdens falske indbildning og formastelige tillid til deres egne gerninger og deres egen gøren, og han drager det hele hen på troen og dåben, det vil sige: ikke på vores, men på hans egen gerning. For imod dette vil både jøderne og hele verden fastholde deres ros og trods på deres egen hellighed og ikke lade den dadle eller forkaste. Jøderne: at de har og øver omskærelsen, loven og megen gudsdyrkelse – det skal sandelig også gælde til frelse. Og derfor vil de ikke finde sig i, at hedningerne (som intet af det har) bliver gjort lige med dem, så de skulle hedde Guds folk og blive frelst, uden at de også tager det samme på sig og bliver jøder. Sådan kæmpede og stred også de falske apostle og mange af dem, der ellers var blevet kristne, med stort skin om denne artikel imod apostlenes lære.

Ja, hvad har ikke hedningerne selv gjort? De havde dog hverken Guds ord eller ret erkendelse, og alligevel ville de ikke høre eller tage imod evangeliet, netop fordi de ikke ville have deres afgudsdyrkelse straffet. De mente tværtimod, at de også tjente den sande Gud med deres ofre og gudstjenester, og ville ikke høre, at alt dette skulle være fordømt.

Sådan gør endnu og til alle tider alle, som går med gerninger og lærer folk at blive frelst ved dem. De kan ikke tåle, at man straffer deres liv og gøren, som om det ikke skulle gælde eller være fortjenstfuldt til frelse. Derfor kan de ikke holde den lære for ret, som Kristus her udsiger: «Den, som tror, bliver frelst» osv. Og selv om de også tager imod evangeliet og vil være kristne (som vores pavelige), så lader de dog ikke denne lære blive ren, men må smøre deres tilføjelser og gloser på den og sige, at man skal forstå den sådan: Den, som tror og dertil gør gode gerninger, bliver frelst; og det skal betyde, at man opnår frelsen ikke alene ved troen, men også ved gode gerninger. Ligesom de falske apostle og deres disciple blandt jøderne også førte en sådan tilføjelse ind i denne lære og foregav, at troen ikke gjorde det alene, men at man også måtte holde Moses' lov, og sagde: «Hvis I ikke lader jer omskære» osv., «kan I ikke blive frelst» (ApG 15,1). Dermed forvirrede de de rette disciple og kristne, så de rette apostle i Jerusalem måtte slå en sådan vildfarelse ned ved en offentlig kendelse.

Her siger du: «Ja, men du lærer jo selv, at en kristen skal gøre gode gerninger; for de er jo befalet af Gud, og han vil have loven holdt, som Kristus selv siger (Matt 19,17): ’Hvis du vil gå ind til livet, så hold budene.’ Derfor kan det ikke være troen alene, der gør retfærdig og frelser, og dette ord må forstås sådan, at man ikke udelukker gerningerne, men at Kristus her ved siden af og ud over de gode gerninger også kræver, at troen skal læres, som jøderne og hedningerne ikke havde.» For det indrømmer vores pavelige også, at gerningerne hos dem, som ikke har troen, ikke er nok; men begge dele, tro og gerninger, må komme sammen. De taler heller ikke om gerningerne efter Moses' lov, omskærelsen og den jødiske gudsdyrkelse, som nu er hørt op, men om gerningerne efter De Ti Bud, som lærer den lydighed, alle mennesker skylder Gud osv.

Og for at bekræfte, at disse ord må forstås sådan, fører de teksten i Matt 28,19–20 frem, hvor Kristus siger: «Gå hen og lær alle folkeslag, og døb dem» osv., «og lær dem at holde alt det, jeg har befalet jer.» Disse ord, siger de, hører også med til den befaling, som Kristus her giver apostlene. Derfor må man fatte teksten helt sammen sådan, at den ikke alene omfatter troen, men også gerningerne.

Svar: Det er (som jeg har sagt) det rene, tomme vrøvl og falske, forvrængede gloser fra de blinde sofister, som intet forstår af denne sag og evangeliets høje lære og ikke ved, hvad de siger, hverken om troen eller om de gode gerninger, eller hvordan man skal lære om begge stykker, så de holdes ude fra hinanden. For vi bekender også, og har altid lært det, stærkere og bedre end de, at man skal lære og gøre gode gerninger, og at de må følge troen, ja, at troen ikke er ægte, hvor de ikke følger.

Derfor udelukker denne lære om troen ikke de gode gerninger, som om de ikke behøvede eller ikke skulle være der. Og spørgsmålet her er ikke, om man skal gøre gode gerninger eller ej. Nej, her skilles vejene, og det må læres med forskel, hvad hvert af disse to stykker for sig gør og formår, og at hvert holdes i sin orden, der hvor det hører hjemme; for at man kan lære at forstå begge dele ret: hvad troen virker og modtager, og hvorfor og hvortil gode gerninger skal ske. Denne forskel lærer evangeliets prædiken, sådan som apostlene gør det overalt. Derfor er det intet andet end blindhed, eller også forsætlig ondskab, at sofisterne uden al forskel roder alt sammen som de urene svin og søler skriftstederne ind imellem hinanden, så man ikke forstår et eneste af dem ret.

Derfor siger vi nu, at man skal se ret på begge disse tekster (den her og den hos Matthæus) og beholde dem begge, som de står og lyder, men hver i sin orden. For det er sandt og ret, at man skal lære folk alt, hvad Kristus har befalet eller budt, når man lærer om det, vi skal gøre. Men dog sådan, at man ikke udelader det andet stykke, som han her siger om troen, eller sætter det bagest, men ordner det sådan, som han selv sætter og ordner det. For i den samme tekst, Matt 28,19, står det sådan, at han først giver apostlene befaling om at gå hen og lære alle hedninger og døbe dem i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Det betyder: De skal forkynde evangeliets lære (hvordan de skal blive frelst), som både jøder og hedninger endnu ikke kender, og døbe dem på den og sådan gøre folk til kristne. Det er det første og det vigtigste, og det stemmer også disse ord med: «Den, som tror og bliver døbt» osv. Derefter kommer det andet stykke, som skal følge efter troens lære: hvad de, som tror og er døbt, skal gøre. Dem, siger han, skal I lære at holde alt det, jeg har befalet jer, så det går efter mit ord og ikke efter jødisk lov og ceremonier eller efter menneskebud i selvvalgte gerninger eller gudstjenester osv.

Derfor skal man også skille disse to stykker rent og ublandet ad sådan, at læren om troen og vores dåb går forrest som hovedstykket og grunden til vores frelse, og at det andet følger bagefter, og at hvert af dem sådan læres og holdes på sin plads. For der er (som jeg ofte har sagt, og som er vist og klart i sig selv) stor forskel på de to ting: når man lærer om det, vi gør, eller som hedder vores gerning, og om det, Kristus har gjort, og som vi modtager af ham. Og dette sidste skal hæves og holdes langt og højt over hint.

Nu er det åbenbart, at han i disse ord, hvor han siger: «Lær alle hedninger og døb dem» osv., ligeså: «Den, som tror og bliver døbt», ikke holder vores gerning eller lovlære frem for os, men sin gerning og gave, som vi ikke kan modtage på anden måde end ved troen. Det er den skat, som vi bliver frelst ved, ikke erhvervet eller fortjent af os, men skænket os af ham. For vi kan jo ikke sige eller rose os af, at Kristus (som vi tror på) eller dåben (som vi modtager i hans navn) er vores gøren eller er tilvejebragt af noget menneske.

For at vise det sætter han også dette ord så rent og tørt: «Den, som tror og bliver døbt, vil blive frelst.» Som ville han dermed sige: Når man spørger om dette og vil vide, hvordan man bliver frelst, så skal dette være hovedstykket eller hovedlæren: at man tror og bliver døbt. Her disputeres der ikke om, hvorvidt man skal gøre gode gerninger, for derom er der ingen strid. Nej, her handler det om en større sag, nemlig ikke hvad vi gør, men hvor vi skal søge det og sikkert kan opnå det, hvorved vi, reddet fra synd og død, har det evige liv og frelsen. Her forklarer og tyder Kristus nøjagtigt, hvad evangeliets hovedlære skal være. Han sætter det alene på troen og dåben og slutter, at vi er frelst derfor og derved, at vi har Kristus ved troen og dåben.

For at tro betyder egentlig at holde det for sandt og af hele sit hjerte vove sig ud på det, som evangeliet siger om Kristus, og alle troens artikler: at han er sendt og givet os af Gud og derfor har lidt, er død, opstået og faret op til himmelen, for at vi for hans skyld skal have syndernes forladelse og evigt liv af Gud. Og for at troen kan fatte og fastholde det så meget fastere, giver han os dåben for med dette synlige tegn at bevidne, at Gud tager imod os og visselig giver os det, som er forkyndt og tilbudt os ved evangeliet.

Skal jeg nu tro dette, så må jeg ikke blande min gerning ind i det eller søge min egen fortjeneste og understå mig at bringe den frem for Gud, sådan som munkene og de jødiske helgener gør. For de to ting tåler ikke hinanden og kan ikke stå sammen: at tro, at vi har Guds nåde for Kristi skyld uden vores fortjeneste, og at mene, at vi også må opnå den ved gerninger. For kunne den fortjenes af os, så behøvede vi slet ikke Kristus dertil. Heller ikke det sammenrod og tiggerværk er til at tåle, som de elendige sofister lapper og flikker sammen: at Kristus nok har gjort fyldest for arvesynden og de forgangne synder og åbnet døren til himmelen, men at vi herefter også selv må bøde for synden med vores gerninger og fortjene nåde, så vi kan komme helt ind. For det betyder at tage hans ære fra Kristus, ja, at gøre ham uduelig med hans død, opstandelse og himmelfart, som om han ikke havde fortjent nok for os, og hans lidelse og blod ikke var kraftigt nok til at udslette synden – hvad det dog alene er (som Sankt Johannes siger i 1 Joh 2,2): soningen for alle synder i hele verden.

Og at man må forstå dette og lignende skriftsteder sådan, det lærer og forklarer Sankt Paulus i sine breve, og særlig i Romerbrevet (Rom 3,24–25), hvor han beviser, at vi alene for Mellemmanden og nådestolen Kristi skyld, ved forløsningen i hans blod, har syndernes forladelse og erklæres retfærdige for Gud. Og han sætter klart og tydeligt ordet gratis [uforskyldt, gratis]: uden vores fortjeneste og ikke for vores gerningers skyld; for at vi kan have en sikker trøst og ikke behøver at tvivle på nåden og frelsen, skønt vi er uværdige og endnu har synd tilbage.

For hvor man lærer folk sådan: «Vil du have syndernes forladelse og en nådig Gud, så må du have så og så mange gode gerninger og fortjenester, at du dermed kan lægge din synd af og veje den op» – dér er troen allerede stødt ned og udslettet, og Kristus er slet ikke til nytte mere; samvittigheden er berøvet al trøst, og mennesket er drevet til fortvivlelse. For han søger det hos sig selv og understår sig at gøre det ved sig selv, som Kristus alene er sendt for, og som han selv har måttet gøre for os, nemlig at opfylde loven og ved sin lydighed fortjene os nåde og evigt liv.

Se, sådan må dette og andre skriftsteder om troen forstås, så man ikke lader dem forvrænge og ødelægge med falske gloser og tilføjelser imod troen og Kristi mening. Og det sker, når man blander gerningslæren ind i dem og ikke skelner mellem evangeliets hovedlære om Kristus (som troen alene fatter) og lovens lære om vores gerninger. For (som jeg har sagt) de to kan ikke stå sammen, men er lige imod hinanden: at tro, at nåde og evigt liv skænkes os alene for Kristi skyld, og alligevel ved siden af søge og foregive vores egen fortjeneste af det samme.

Sådan vil Kristus også egentlig med disse ord (som sagt ovenfor) ophæve og tage bort både jødernes og hele verdens formastelse og ros af deres lov eller gerninger. Og han slutter, at ingen bliver frelst for dens skyld, men alene ved troen på denne Herre, om hvem der prædikes, at han ved sig selv har overvundet vores synd og død og sidder ved Guds højre hånd osv.

Ud fra dette kan du nu skelne ret mellem disse to ord hos Sankt Matthæus og Markus (som de pavelige af uforstand kaster ind imellem hinanden), så de begge kan stå. Nemlig sådan, at i denne tekst, «Den, som tror og bliver døbt» osv., er vores gerning og gøren skilt fra troen, for så vidt angår fortjenesten, og altså udelukket (når man taler om en kristens retfærdighed og frelse for Gud). Ikke sådan, at de ikke skal være der, eller at en kristen og troende ikke behøver at gøre gode gerninger; men sådan, at man ved, at vi ikke bliver frelst ved vores egen værdighed, eller at vores gerninger ikke er det, der fortjener nåden og det evige liv; men at det alene er fortjent os ved Kristus og skænkes os for hans skyld, og det må vi modtage ved troen. Sådan er dette ord forstået ret: «Den, som tror og bliver døbt, vil blive frelst.»

Når man nu ved og har dette, så skal derefter læren efter de andre skriftsteder følge: at vi også skal gøre gode gerninger, og det sådan, at de også sker i og af troen. Den griber altid Kristus og holder ham frem for Gud, så han for denne Mellemmands skyld af nåde vil tage imod vores liv og gerninger og lade dem behage sig og ikke tilregne det, som endnu er urent og syndigt ved dem. Så går også dette ord (Matt 28,20) ret til: «Lær dem at holde alt det, jeg har befalet jer» – blot man ikke kaster hint hovedstykke bort, som først skal være der. For hvor troen ikke er, dér gælder alt vores gøren og liv intet for Gud, og der kan ikke ske nogen ret god gerning, som Kristus siger i Joh 15,5: «Uden mig kan I slet intet gøre» osv.

Se, efter denne forskel kan du forstå dette ord ret og desuden lære at bruge det og gøre det nyttigt for dig til din trøst i kampen mod samvittighedens rædsel for synd og død. For uden en sådan erfaring forstår man alligevel ikke, hvad troens kraft er. Det ser man både på de pavelige og på alle de andre sekter: De prædiker vel også disse ord, men går så koldt hen over dem, som var det en ganske ringe ting, og bekender netop med deres påsmurte tilføjelser, at de intet ved om det. «Åh, hvad er det dog,» siger en pavelig, «at du ikke ved at prædike om andet end troen? Vi er da ikke vantro hedninger eller tyrkere!» Ja, kære mand, er det så let, så begynd dog og prøv engang, hvad du kan af det, når den lille time kommer, da døden træder dig under øjnene, eller Djævelen forskrækker og bedrøver din samvittighed, så din egen fornuft og alle dine sanser ikke føler andet end den rene Guds vrede og helvedes angst.

Er du her en kristen (som du foregiver), så skulle du jo tro og ikke tvivle på den artikel, at Kristus er død for dig og ved sin opstandelse og himmelfart har overvundet, ja, udslettet og opslugt din synd, død og helvede. Hvor kommer det så fra, at du endnu frygter sådan for døden, flygter for Gud og blegner for hans dom? Det er jo et sikkert tegn på, at det skorter dig på troen. For den kan ikke være bedrøvet eller modløs over for død og helvede; men hvor den er, dér rejser den hjertet op og gør det uforfærdet, så det trøstigt kan sige: «Hvad spørger jeg efter synd, død og Djævelens rædsler? Jeg har jo en Herre, som sidder deroppe ved Guds højre hånd og hersker over alt i himmel og på jord og skænker mig sin retfærdighed og sit liv.» Kan du den kunst godt, så vil jeg også sige, at du er en doktor over alle doktorer. Men det vil visselig gå dig som alle andre (også de højeste helgener): at den snart rinder ud for dig og bliver alt for lidt, når det for alvor kommer til slag og dyst.

At verden agter læren om troen ringe, kommer af, at den går sikker og ligeglad hen og hverken ved eller har erfaret, hvad syndens rædsel og en modløs samvittighed gør. Men bagefter, når døden og rædslen overrasker den, så ved den ingen råd og falder pludselig i fortvivlelse. Og så må den (når den har ventet for længe) nok erfare, hvad det er for en ting med troen, som den før ikke vidste: nemlig at den ikke er døde bogstaver eller ord på tungen eller en tom tanke og indbildning, som de pavelige kalder tro, men et uforfærdet, uforsagt mod, som af hele sit hjerte kan vove sig ud på Kristus og trodse synd, død og helvede med ham.

Derfor klager også de høje helgener her over deres svaghed og må nok bekende, at der endnu fattes dem meget i troen, eftersom de endnu er i rædsel og angst, bedrøvede og sorgfulde. For ved disse ord er der sandelig hverken tvivl eller mangel: «Den, som tror, bliver frelst» osv. – så helvede allerede er lukket, himmelen åben, og evigt liv og glæde er der. Men dér skorter det endnu på det første stykke: at du endnu ikke er den mand, der hedder qui credit [den, som tror], en troende, eller i hvert fald endnu er svag. Men hvor svag du end er, blot du bliver hængende ved Kristus, så vil du finde den trøst, kraft og styrke, som overvinder al rædsel, død og helvede – hvad alle menneskers kræfter, gerninger og fortjeneste ikke formår.

«Ja,» siger din samvittighed her ud fra lovens prædiken, «du har dog synd og har ikke holdt Guds bud, sådan som du er skyldig at gøre under evig fordømmelse» osv. Svar: Det ved jeg desværre alt for godt, og du behøver ikke at fortælle mig om det nu. Spar derfor din lovlære om min gøren til et andet sted, når jeg først har dette hovedgods for min frelse, nemlig Kristus med sin retfærdighed, som overvinder min synd og død. Det vil jeg alene høre nu, og det skal svæve så langt og højt over hint som himmelen over jorden. For nu skal der ikke spørges om, hvad jeg skal gøre, eller hvordan jeg skal leve, men hvordan jeg kan bestå og blive stående imod synd og død, eller (som Kristus siger her) blive frelst.

Når jeg har fået det og nu er retfærdig og frelst i Kristus, hævet over alt det, der hedder synd, død, helvede, Guds vrede, lov og gerning, og er arving til det evige liv, så vil jeg også gerne høre, hvordan jeg skal leve her nede på jorden. Kom så og lær og forman, som en tro skolemester, så meget du kan; men sådan, at du ikke driver din Moses videre, end det tilkommer dig, som om du ville lære mig at blive frelst eller overvinde synd og død ved ham.

Se, det er det ord, han befaler at prædike for hele skabningen. Men for at man skal vide, at han vil have denne prædiken stadfæstet i sit rige, så man ikke først skal tvivle om den eller vente på noget andet, men holde fast ved den og vide, at det skal blive ved den som denne Herres uigenkaldelige dom over al skabningen, gentager han netop det samme én gang til og gør det stærkere ved nejet og siger:

«Men den der ikke tror, vil blive fordømt.»

Der hører du den endelige dom imod jødernes og hele verdens trods og ros. For ligesom det foregående stykke med ét ord har åbnet himlen, lukket helvede til og ophævet Moses og lovens skræk for dem, der tror, sådan lukker han her omvendt også med ét ord himlen til, lader helvedes gab stå åbent og gør døden almægtig og Moses til en uudholdelig tyran for alle, der ikke tror. Imod det skal og vil intet hjælpe, selv om du (som jøderne) brænder dig til døde af nidkærhed for loven og lader dig martre og brænde for den og siger: «Jeg har jo dog gjort mange gode gerninger, og det er faldet mig inderlig surt.» For her hører du dommen: «Den der ikke tror, vil blive fordømt.»

For selv om alle mennesker foretager sig og gør alt, hvad de overhovedet formår, så er det dog (uden denne Kristus) allerede altsammen indesluttet under synden og Guds vrede, sådan som vi har hørt i evangeliet Joh 16,8, at Helligånden skal straffe verden for synd, fordi de ikke tror osv. Der er fordømmelsens dom allerede afsagt over verden med al dens lovretfærdighed og dens gudsdyrkelse. Denne dom kan ingen på jorden undslippe eller blive frelst fra fordømmelsen på anden måde end ved, at han hører og tror denne prædiken, som siger, at de, der tror på denne Herre, ikke skal fordømmes for deres synder, men for hans skyld have syndernes forladelse og evigt liv.

«For således elskede Gud verden» (siger Kristus i Joh 3,16), at han derfor har sendt og givet sin enbårne Søn, «for at de, som tror på ham, ikke skal fortabes» osv. «For Gud sendte ikke sin Søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham. Derfor: den som tror på ham, dømmes ikke; men den som ikke tror, er allerede dømt» (siger han). For en sådan fordømmelsens dom bliver over ham på grund af vantroen, som fastholder alle synder på ham, så de ikke bliver tilgivet, og som derved hober synden op og gør fordømmelsen tungere, fordi han oven i alle andre synder også foragter Kristus og ikke vil tro.

Når Kristus føjer dåben til det første stykke, «den som tror», og nævner den, så sigter det til befalingen om det udvortes embede i kristenheden, sådan som han også i Matt 28,19 sammenfatter dette i de to stykker: «Lær alle hedninger og døb dem» osv. Og han viser for det første, at den tro, som dette evangelium prædiker om, alligevel ikke skal forblive hemmelig og skjult, som om det var nok, at enhver gik hen, når han hører evangeliet, og troede for sig selv alene og ikke behøvede at bekende sin tro for andre. Nej, for at det skulle være åbenbart, ikke alene hvor evangeliet bliver prædiket, men også hvor det bliver modtaget og troet, det vil sige, hvor kirken og Kristi rige står i verden, vil han samle os og holde os sammen ved dette guddommelige tegn, dåben.

For hvis det var uden det, og vi skulle være spredt uden udvortes samling og tegn, så kunne kristenheden hverken udbredes eller bevares til enden. Men nu vil han ved en sådan guddommelig samling binde os således sammen, at evangeliet går videre og videre, og at også andre bliver ført til ved vores bekendelse. Og således er dåben et offentligt vidnesbyrd for hele verden om evangeliets lære og om vores tro, så man kan se, hvor og hos hvem denne Herre regerer.

For det andet, og først og fremmest, har han også indstiftet dette tegn, for at man skal vide, at han vil virke og være kraftig i sin kirke ved dette udvortes embede, både Ordets og vanddåbens, og for at enhver skal tage imod dåben sådan og vide, at Kristus selv derved vidner for ham, at han bliver antaget af Gud Fader, Søn og Helligånd (for det er det, det betyder at blive døbt i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn efter Herren Kristi befaling); og at dåben således skal være et sikkert tegn og segl ved siden af Ordet eller forjættelsen på, at vi er kaldet til Kristi rige og indlemmet i ham, og at vi, når vi ved troen bliver ved med at hænge ved ham, skal være Guds børn og arvinger til det evige liv; sådan som vi andre steder ofte har talt om dåben.

Og det er meget fint indrettet af Kristus, at han i sit rige (som skal gå ud i hele verden og blandt al skabningen) ikke indfører mange og mangfoldige skikke, sådan som det før var hos jøderne, og sådan som det må være med så mange forskelle mellem lande og folk, folkeslag og sprog. Nej, uden alle ceremonier og udvortes ordninger tager han det mest enkle og allermest almindelige tegn til det, som er ét og det samme overalt; ligesom også prædikenen er én og den samme her og alle steder og gør alt, hvad der er i verden, stort, småt, fattigt, rigt, af høj og lav stand, aldeles ligt for Gud; så at hvis nogen kom til os fra verdens ende og så, hvordan vi holder det, måtte han sige, at det er ganske det samme ord og tegn, som han har lært og modtaget.

Ellers er det uens i verden, og der er næsten ikke en landsby, ikke et hus, ikke en borger, som ikke har sin egen skik på en eller anden måde. Men de kristne er sådanne folk, der (efter deres kristne væsen) alle har én lære, ét sprog, ét tegn, ligesom de også har én tro og bekendelse helt igennem, for at Kristi rige overalt skal være et rige med kærlighed, enighed og fred. Men det ville dog ikke være muligt, at det blev bestående i verden så ensartet og fast imod alle djævle og deres skarer, hvis ikke Kristus ved sin guddommelige magt bevarede det til enden.

Det ser og erfarer man da også: selv om Djævelen stifter så mange slags sværmerier, hvor hurtigt splittes de dog ikke og falder af sig selv. Hvor mange utallige sekter og tyranner har Djævelen ikke rejst imod evangeliet i disse femten hundrede år og forsøgt at udslette eller i det mindste splitte Kristi rige; og alligevel bliver det til denne dag ved at være én prædiken, tro, dåb og alting, så at også verden (hvis den ikke med vilje var blind og forhærdet) måtte se og tage og føle denne Herres kraft og magt.

Men Kristus lader det være nok, at han i det første stykke af dette ord siger: «Den som tror og bliver døbt», og i det andet: «Men den der ikke tror» osv., og gentager ikke dåben; naturligvis fordi det er tilstrækkeligt angivet med det første, og fordi det er befalet nærmere andetsteds, som i Matt 28,19: «Lær alle hedninger og døb dem i Faderens navn» osv. Og det følger ikke deraf, at man derfor må undlade dåben, eller at det er nok, hvis nogen ville foregive, at han havde troen og ikke behøvede dåben.

For den, der bliver en kristen og tror, vil sandelig også gerne tage imod et sådant tegn, for at han kan have begge dele hos sig, både et sådant guddommeligt vidnesbyrd og en stadfæstelse af sin frelse, og styrke og trøste sig ved det hele sit liv; og for at han også kan bekende det offentligt for hele verden. For til en kristen hører jo begge stykker, som Paulus siger i Rom 10,10: at tro med hjertet for Gud og hos sig selv og bekende med munden for verden. Dog kan det ske, at én også kan tro, selv om han ikke er døbt; og omvendt, at nogle tager imod dåben, som dog ikke i sandhed tror.

Derfor må man forstå denne tekst således, at dåben herved er befalet og stadfæstet som noget, man ikke skal foragte, men bruge, som sagt; og dog ikke spænde den så snævert, at nogen derfor skulle være fordømt, som ikke kunne komme til dåben.

Kort sagt: af denne tekst kommer disse fire sætninger:

I. At nogle tror og bliver døbt; det er i almindelighed Kristi befaling og den regel, man skal lære og holde.

II. Nogle tror og bliver ikke døbt.

III. Nogle tror ikke og bliver dog døbt.

IV. Nogle tror ikke og bliver heller ikke døbt.

Disse forskelle giver teksten selv. Og til de første to hører, som sagt, det stykke af dette ord, affirmativa [det bekræftende led], eller forjættelsen om frelsen, når han siger: «Han vil blive frelst.» Og man har altid enstemmigt holdt fast ved, at hvis nogen troede og dog døde udøbt, så ville han ikke blive fordømt af den grund. For det kan nok ske, at én tror og (skønt han begærer dåben) bliver overrasket af døden; derom er det ikke nødvendigt at sige mere nu. Sådan kan det undertiden gå små børn før, under eller også efter deres fødsel, som dog forinden er blevet ofret til Kristus og overgivet til ham ved deres forældres eller andres tro og bøn, og som han også uden tvivl tager imod efter sine ord: «Lad de små børn komme til mig» osv. Men i de to andre stykker, om dem, der ikke tror, hvad enten de bliver døbt eller ej, er dommen afsagt, at de må fordømmes.

Men her har den elendige gendøbersekt noget at bespotte den kære dåb med, når de foregiver: «Den, der ikke først tror, skal man ikke døbe», og dermed vil omstøde barnedåben. Men da der i de tidligere postiller og ellers er skrevet nok imod gendøbernes vildfarelse, vil vi ikke uddybe det nu; det er nok, at man ved, hvordan Kristus skiller de to stykker fra hinanden (sådan som apostlene også gør): at lære eller prædike og at blive døbt. For dåben gives kun én gang (ellers måtte man have mange præster, hvis man skulle døbe lige så ofte, som man må prædike og lære). Men læren og prædikenen er det fornemste stykke, som altid må gå.

Derfor bliver der her ikke befalet, om dåben skal gå forud eller følge efter, men at prædikeembedet frem for alt skal drives og være i fuld gang, hvornår så end dåben følger. For det er åbenbart, at den, der én gang er døbt, ikke længere behøver det tegn; men Ordet og prædikenen, som troen bliver vakt, styrket og bevaret ved, behøver vi uophørligt. Derfor ser vi også, at dåben er befalet langt ringere folk end prædikeembedet. For Kristus (siger Johannes i Joh 4,2) døbte ikke selv nogen, men overlod det til sine disciple; og Sankt Paulus siger i 1 Kor 1,17, at han ikke er sendt for at døbe, men for at forkynde evangeliet, og at han selv har døbt få mennesker, skønt han dog havde prædiket evangeliet blandt næsten alle hedninger.

Derfor er summen denne: at man skal give agt på Ordet eller læren og ikke se efter mennesket, om han sikkert tror; men hvor Ordet er, der skal man også give dåben, hvad enten det er unge eller gamle. For det er ikke befalet dig, og det er heller ikke muligt for dig, at se ind i menneskets hjerte, hvem der tror eller ikke tror; det skal være overladt til Kristus alene. Ligesom det heller ikke er befalet os i vores prædikeembede at se efter, hvordan enhver tror, og hvem der tager imod Ordet eller ej; og du kan ikke sige, at du vil vente med at prædike, til du først ser dem, der tager imod det og tror; for så fik du aldrig nogen sinde prædiket noget som helst.

Sådan må du heller ikke i dåbens embede vente, til du er sikker på, hvem der tror eller ikke tror; men se efter dette: hvor Ordet går og bliver hørt, og hvor der begæres dåb, der er det befalet dig at give dåben, både til unge og gamle. For hvor Ordet som hovedstykket går rigtigt, der går alt det andet også rigtigt; ligesom omvendt, hvor Ordet eller læren ikke er rigtig, der er det andet også forgæves, for der er hverken tro eller Kristus. Men Ordet bringer og giver os alt: sakramenterne med deres kraft, samvittighedens trøst og Kristus selv; for det er hans kraft og magt, som Sl 110,2 kalder det: hans magts eller hans riges scepter; og Sankt Paulus i Rom 1,16: «Guds kraft til frelse for enhver som tror» osv.

Det er det rette hovedembede, som Kristus og apostlene alle selv har udført og befalet at udføre; sådan som han også her særligt giver sin befaling: «Gå ud i hele verden og forkynd evangeliet for hele skabningen» osv. Det andet, som det ringere embede, kan godt udføres af andre, som ikke har denne høje befaling; ligesom både Kristus og apostlene har sendt mange ud for at lægge hænderne på de syge. Og man kan nok tænke sig, at da tallet på de troende ved apostlenes prædiken på pinsedagen og siden kom op på fem tusind, som tog imod Ordet og lod sig døbe, ApG 2,41 og 4,4, så er en sådan mængde ikke alle blevet døbt af apostlene, som måtte passe deres befalede prædikeembede, men af de andre, der var hos apostlene; ligesom også Sankt Paulus, da han allerede var kaldet til apostelembedet, blev døbt af en discipel, Ananias, ApG 9,18.

Derfor kommer det ikke an på personerne, hvem det er, der døber eller bliver døbt, der prædiker eller hører, om han er hellig eller en synder, troende eller vantro; men når blot Ordet forbliver rent og bliver lært, så er også embedet rigtigt, personen være som den vil. Hvor nu det er til stede forinden, så taler han derefter til dig og mig (som hører Ordet og vil være kristne) og formaner dig med dette ord: «Den som tror og bliver døbt, vil blive frelst.»

Men til prædikanterne, som er i embedet og har det pund, som skal forrentes, bliver der sagt, at de blot skal prædike, hvor de kommer hen, og sammen med prædikeembedet også give dåben. Men hvem der tror eller ikke tror, det må du overlade til Kristus selv; for det står ikke i prædikantens, men alene i Herren Kristi magt, hvem han frelser eller fordømmer, som herren over liv og død, og han kan give det til eller tage det fra, hvem han vil.

Nu vil han heller ikke tie om, hvem han vil give det, når han siger: «Den som tror og bliver døbt, vil blive frelst»; og omvendt: «Den der ikke tror, vil blive fordømt.» Så at intet andet her skal hjælpe eller hindre nogen, og ingen forskel på personer eller stænder skal gælde, men den ene er lige så god og lige så kær for ham som den anden, når han blot tror og vil være døbt. Det skal alle lære, som er elever af denne prædiken.

Men sognepræsterne og lærerne skal i deres embede blot se til, at de prædiker trofast og (som Sankt Paulus siger i ApG 20,27) ikke skjuler noget af hele Guds råd, så tilhørerne ved, hvad Gud vil have af dem, og hvad han har besluttet om dem. Det har hele verden altid tragtet efter, forsket i og søgt, men ingen har nogen sinde kunnet træffe og finde ud af det, før det blev åbenbaret fra himlen ved Kristus og lagt ned i denne prædiken, så ingen skal søge videre eller glo efter andre åbenbaringer. Nej, her hører du tørt og klart, at evangeliet viser dig det ved den mundtlige prædiken og sakramenterne, så du ikke skal have nogen tvivl: tror du denne prædiken, så skal du blive frelst.

Men tror du ikke, så er til gengæld også fordømmelsens dom besluttet over dig, uanset hvordan du arbejder dig frem mod frelsen med dit gøren og dine gerninger, selv om du gjorde alle engles og menneskers gerninger og undere. For hermed er hele verden delt i de to stykker og skilt fra hinanden ved en stor forskel: det ene til himlen, det andet til helvede; så at der om dette ikke skal gå nogen anden dom på den yderste dag end efter denne prædiken: hvem der har troet, eller ikke har troet.

Derfor skal vi takke Gud for, at også vi er en del af dem, der skal blive frelst. For vi er jo også blandt dem, der hedder Guds skabninger, som han befaler at sige dette til. Så er vi også, Gud ske lov, døbt til Kristus og har prædiket og bekendt ham for hele verden som den Herre, der sidder ved Guds højre hånd og regerer over alle; så at prædikenen, troen og bekendelsen i det mindste er ren og ret. Gud give, at livet også følger efter!

Det er sagt om evangeliets prædiken, som Kristus befaler at forkynde i verden efter ham. Nu følger det sidste stykke:

«Men disse tegn vil følge dem som tror» osv.

Her har sværmerne også noget at gruble over (om tegnene) med unyttige spørgsmål: om de er holdt op, og hvorfor de ikke stadig sker ved os? Men om dette er det også nok at vide, at sådanne tegn er givet til vidnesbyrd og offentligt bevis for denne evangeliets prædiken; sådan som de især i dens begyndelse måtte gå stærkt, indtil evangeliet var udbredt i verden, hvorefter de ikke er så almindelige mere; ligesom det heller ikke er nødvendigt, nu da denne prædiken allerede er gået gennem alle lande og sprog.

Dog er det sandt, at den samme Kristi kraft og virkning altid bliver i kristenheden, så at sådanne undere, hvor det var nødvendigt, også nu godt kan ske. Sådan er det da også ofte sket og sker stadig, at Djævelen bliver drevet ud i Kristi navn, og at de syge bliver raske ved påkaldelse af det samme navn og ved bøn, og at mange bliver hjulpet i store nødsituationer, både legemlige og åndelige; og således bliver evangeliet også endnu i dag forkyndt med nye tunger, hvor det før var ukendt. For sådanne tegn er givet hele kristenheden, som han siger her, «dem som tror», selv om man ikke altid ser sådanne gaver hos de enkelte personer, ligesom apostlene heller ikke alle har gjort dem i samme grad.

Men sådanne er endda kun ringe og næsten barnlige undertegn i sammenligning med de rette, høje undere, som Kristus uophørligt virker i kristenheden ved sin guddommelige, almægtige kraft, som han ofte taler om andetsteds: nemlig at kristenheden bliver forsvaret og bevaret på jorden, og at der stadig er Guds ord og tro, ja, at der stadig bliver en kristen tilbage på jorden imod Djævelen og alle hans engle; desuden imod så mange tyranner, sværmere og falske, utaknemmelige folk blandt de kristne, ja også imod vores eget kød og blod, som altsammen stormer imod Kristi rige. Og alligevel må Djævelen med alt dette, hvad han formår og tager til hjælp, ikke blive så mægtig, at han kan udslette og udrydde døbefonten af kirken, evangeliet af prædikestolen, Kristi navn og den lille flok, som hænger ved Kristus, af hans rige i verden, skønt han har forsøgt det med stor alvor og stadig ikke holder op med det gennem paven, tyrken og alle sine skarer.

Sådan profeterer og priser Sl 110,2 dette under og denne kraft hos Kristus, at han skal herske midt blandt sine fjender, som nok er så onde og bitre, at de, hvis de kunne, gerne i ét øjeblik ville vende op og ned på alt, hvad der lever og rører sig i kristenheden. Og dog kan en enkelt kristen med sin prædiken og bøn hjælpe og bevare en hel by og et helt land, så Djævelen ikke kan forhindre det: han må (sin vilje imod) lade mange mennesker komme til dåben, høre og lære evangeliet, ja for deres skyld også lade både husholdning og øvrighed bestå.

Det er i sandhed at uddrive Djævelen, jage slanger bort og tale med nye tunger for de troende og kristne; for hine synlige gerninger er kun tegn (siger Sankt Paulus i 1 Kor 14) for den uforstandige, vantro hob og for deres skyld, som man stadig må føre til. Men vi, som allerede ved dette og tror evangeliet, hvad skal vi med dem for vores egen skyld? Og hvis det var nødvendigt, ville de være langt lettere at gøre, da vi ser, at disse store mirakler sker ved Kristus hos os: at Djævelens magt, dødens og syndens skræk bliver overvundet i vores hjerter, og at så mange fromme kristne, både unge og gamle, dør glade i Kristus og træder Djævelen under fødder ved deres tro. Den vælde og kraft i Kristi rige roser Sankt Paulus og andre apostle overalt, og Kristus selv roser den over alle undertegn, Luk 10,19–20, hvor han siger: «Se, jeg har givet jer myndighed over hele fjendens magt» osv. «Dog, glæd jer ikke over, at ånderne er jer lydige; men glæd jer over, at jeres navne er indskrevne i himlene» osv.

Således går de store tegn og undere over undere stadig i dag og altid: at der stadig bliver en by eller en lille flok og samling af kristne i den rette kundskab om Gud og i troen, skønt mere end hundrede tusind djævle har sigtet på dem, og verden er så fuld af sværmere og onde skurke og tyranner; og dog bliver evangeliet, dåben, sakramentet og bekendelsen af Kristus bevaret, deres vilje imod. Deraf ser man, at han nok måtte give hedningerne udvortes tegn, som man kunne se for øjnene og tage og føle på; men de kristne må have langt højere, himmelske tegn, i sammenligning med hvilke hine endnu er jordiske. Derfor er det ikke underligt, at de nu er holdt op, efter at evangeliet har lydt overalt og er forkyndt for dem, som før intet vidste om Gud, og som han måtte føre til med udvortes undere og kaste sådanne æbler og pærer for, som for børn.

Til gengæld skal vi med rette prise og rose de store, herlige undergerninger, som Kristus daglig gør i sin kristenhed: at de overvinder Djævelens kraft og magt og river så mange sjæle ud af dødens og helvedes gab; imod det kæmper og raser Djævelen daglig i verden med rasende vrede og harme og må dog vige for de kristne. Hvad betyder det, at han engang imellem raser i et stakkels menneske og så farer ud igen? Hele verden bliver jo alligevel i hans magt, hvor den ikke kender Kristus. Men hvor et hjerte, imod dødens eller syndens og helvedes skræk, dør glad i tillid til Kristus, der er han i sandhed drevet ud af sin trone og bolig, og hans magt og rige er svækket og taget fra ham.

Men sådanne undere og tegn skal den ugudelige verden ikke se eller agte på, men løbe imod dem med åbne øjne og forhærdet hjerte og bespotte dem; sådan som den altid har foragtet Guds gerning og også bespotter Kristi og apostlenes udvortes, åbenbare undergerninger og ville foragte dem endnu mere, hvis de skete ved os. Derfor må Gud også holde op med dem, efter at evangeliet er åbenbaret overalt, og give den lutter sådanne tegn, som den forarges og støder sig på og derved (ved guddommelig kraft) må blive styrtet og gå til grunde. Ligesom det også gik jøderne med Kristus: da de ikke ville have de tegn, hvormed han viste dem og enhver sin velgerning og hjælp, men søgte og forlangte andre, holdt han også op og ville ikke lade dem se noget andet tegn end profeten Jonas' tegn, da han korsfæstet lå tre dage i graven i lutter svaghed og død og dog blev revet ud af det ved sin opstandelse og himmelfart og regerer med magt i hele verden og styrter og udsletter dem sammen med deres magt.