6. søndag efter påske (søndag efter Kristi himmelfart) (Joh 15,26–16,4)

Evangeliet på søndag efter Kristi himmelfart (Exaudi), Joh 15,26–16,4

Kære venner, I har før hørt meget om troen; hør nu også om troens vidnesbyrd og bekendelse og om korset, som følger efter. For sådan har Paulus sagt til romerne i Rom 10,10: «Med hjertet tror man til retfærdighed.» For når man vil blive retfærdig, så må man begynde i hjertet og tro: det alene gør retfærdig; men det er ikke nok til frelse. Derfor må man også gøre det, et kristent liv fører med sig, og blive standhaftig i det. Derfor føjer Paulus til: «Og med munden bekender man til frelse.» Det er disse to stykker, der frelser os: troen og troens bekendelse. Troen redder fra synd, helvede, Djævelen, døden og fra al ulykke. Når vi nu har den, så har vi nok, og så lader Gud os leve her, for at vi skal række vor næste hånden og hjælpe ham. Sådan vil Gud have sit navn priset og sit rige øget. Derfor må man her prise hans navn, bekende troen og lokke de andre til, så Guds rige bliver øget og hans navn priset.

Således må troen øves, slides og pudses som en rustning, ja, også drages gennem ilden som guldet; for troen, Guds høje gave og skat, må bryde frem og blive vis for mig, for Gud, for alle engle, djævle og hele verden, at den er ægte. For ligesom en ædelsten ikke vil være skjult, men vil bæres, sådan vil og må troen også bæres og bekendes, som der står skrevet i Peters epistel, 1 Pet 1,7: «Jeres tro skal findes ægte og mere værd end det forgængelige guld, som prøves gennem ild.»

Men med bekendelsen må jeg læsse på mig Djævelen, helvede, døden og hele verden, konger og fyrster, pave og bisper, præster og munke. For ved troen falder alt det bort, som fornuften kan udtænke og nogen sinde har udtænkt til sjælens frelse; al verdens abespil må straffes, og hans klenodie alene må prises. Det kan verden så ikke tåle; derfor farer den til og myrder, slår ihjel og siger: «Det er bedre, at én dør, end at hele folket går til grunde», som Kajfas sagde (Joh 11,50). Således må bekendelsen bryde frem, nemlig at Gud alene er Frelseren, og den samme bekendelse koster os så livet, som Herren siger til disciplene lidt efter: «De skal udelukke jer af synagogerne.»

Korset kan man nu ikke male anderledes, end det her er malet; for det er dets rette farve. Men at ligge hjemme i sengen og være syg er intet mod dette kors. Det regnes vel også for en lidelse, men dette her er en gylden lidelse: at vi bliver forfulgt og slået ihjel med skam, så at de, der forfølger, får rosen, og prisen, retten og æren står på deres side, skam, vanære og uret på vor side – over for verden, som så vil have Guds ære forsvaret derved, så at hele verden siger, at det skete os ret, og at Gud, Skriften og alle engle må stå imod os. Dér må ingen klage og ingen ret gælde, men vi må forbandes og med skam skilles herfra.

Sådan gik det også Kristus: man kastede ham i den allermest hånlige og skændige død og hængte ham op mellem to røvere eller mordere, og han blev regnet for en ærkeskurk, og de sagde med spottende ord: «Se, han har kaldt sig Guds Søn; så lad Gud nu hjælpe ham, hvis han vil.» Dér måtte Gud og alle engle være imod ham. Sådan siger han også her: «De skal slå jer ihjel», og ikke bare sådan, men med skam, så at hele verden vil sige, at man gør Gud en tjeneste dermed. Det er nu en hård ting alligevel at holde fast dér og bekende, at Gud er os nådig og vor Frelser, imod hele verden, imod al glimmer og skin. Men lad det være så hårdt og skarpt, det vil, så må det bekendes, hvis det ellers skal gå os vel.

Alt dette må troen være beredt på, og intet følger mere sikkert efter bekendelsen end korset. For det er sikkert, at det vil møde os, hvad enten det er i livet eller i døden, at alt, hvad vi gør, vil se ud, som om det er imod Gud og imod Skriften. Så var det nu bedre, at man lærte det her i livet af menneskene end af Djævelen i døden. For menneskene kan dog ikke drive det længere end til ørerne; men Djævelen har en spids tunge, den trænger ind i hjertet og får hjertet til at skælve og gør dig så angst, at du mener, du er fortabt og fordærvet, og at himmel og jord, Gud og alle engle står imod dig.

Det mener profeten i Salmernes Bog (Sl 6,7–8), hvor han siger således: «Jeg har slidt mig træt med mit suk. Jeg gennemvæder min seng hele natten og bløder mit leje op med mine tårer; mit ansigt er hensygnet af sorg og er blevet gammelt, for jeg bliver ængstet på alle sider.» For dér at bestå er svært. Nu ser du, hvor få de er, der tør vidne om denne tro. For den ene frygter for sin hustru, den anden for sine børn og sit gods, den tredje for sig selv.

Nu er troen forgæves, hvor den ikke holder stand indtil enden, som Kristus siger hos Matthæus (Matt 10,22 og 24,13): «Den, som holder ud indtil enden, han skal blive frelst.» Derfor var det bedre at erfare det her end dér. Og flygter man her, så er der ingen tro i hjertet, men kun en død mening eller indbildning, som er uden marv, kraft, saft og ben; men hvor den rette, levende tro er, dér trænger den igennem sværd og ild. Lad os nu se, hvordan Herren her trøster sine disciple. Han siger således:

Cum autem venerit paraclitus etc.

«Når Talsmanden kommer.»

For at vi endelig ikke skal fortvivle, så siger han: «Jeg vil sende jer en Talsmand», og det en sådan, som er almægtig. Og han kalder her Helligånden en Talsmand, en trøster; for selv om min synd og dødens frygt gør mig modløs, så kommer han og rører mit hjerte og siger: «Hej, frisk på!» Sådan blæser han mod i os og taler venligt og trøstende til os, så at vi ikke fortvivler over døden, men går på, selv om vi havde ti halse, og siger: «Ja, selv om jeg har synd, så er den dog borte; og havde jeg endnu mere af den, så den slog sammen over mig, så vil jeg dog håbe, at den ikke skal skade mig.» Ikke sådan, at man ikke skulle føle synden, for kødet må føle den; men Ånden overvinder og undertrykker modløsheden og frygten og fører os igennem, for han er mægtig nok til det. Derfor siger han videre:

Mittam eum vobis a Patre.

«Som jeg sender jer fra Faderen.»

For han, Faderen, er den person, som er ophavet; jeg er Sønnen; og fra os kommer Helligånden, og de tre personer er ét og samme væsen, lige mægtige og vældige, som han udtrykker det endnu bedre og siger:

Qui a Patre procedit.

«Sandhedens Ånd, som udgår fra Faderen.»

Det er så meget som at sige: Han, som skal trøste jer, er almægtig og Herre over alle ting. Hvad formår nu skabningen imod os, når Skaberen står hos os? Se, hvor stor Helligåndens trøst er! Lad nu alle tyrkerne komme an; når han er vort værn og vor ryg, så har det ingen nød. For sådan siger Johannes i sit første brev (1 Joh 3,19–20): «I dette kan vi vide, at vi er af sandheden, og over for ham kan vi berolige vort hjerte, hvad end vort hjerte fordømmer os for; for Gud er større end vort hjerte, og han ved alt.» Sådan siger han også i det følgende kapitel (1 Joh 4,4): «Børn, I er af Gud, og I har sejret over dem; for han, som er i jer, er større end han, som er i verden.» Når nu Herren siger: «Ham vil jeg sende jer, så at intet kan skade jer» – er det da ikke en stor trøst? Hvem ville ikke her blive kæk og modig? Spiritum veritatis. [sandhedens Ånd.] Og han kalder ham sandhedens Ånd; det vil sige: hvor han er og kommer, dér er der grund, dér er der rigtig sandhed hele vejen igennem, dér er der hverken falskhed eller hykleri; for Helligånden hykler ikke. Men hvor han ikke er, dér er der det rene hykleri og falskhed. Derfor falder man også fra, når det kommer til kamp, for dér er sandhedens Ånd ikke.

Videre siger han nu:

Ille testimonium perhibet de me.

«Han skal vidne om mig.»

Det vil sige: Når han er i hjertet, så taler han gennem jer og gør jer visse og sikre og modige på, at evangeliet er sandt; og så følger bekendelsen af evangeliet derudaf. Hvad er da evangeliet? Det er et vidnesbyrd om Kristus, at han er Guds Søn, Frelseren, og at der uden ham ellers ikke er nogen anden. Det mener Peter (1 Pet 2,9), når han siger til os: «I er den udvalgte slægt, det kongelige præsteskab, det hellige folk, ejendomsfolket, for at I skal forkynde hans storværker, som kaldte jer ud af mørket til sit forunderlige lys» osv. Dér må der så vidnes, og et sådant vidnesbyrd læsser så hele verdens vrede på sig: så følger korset, så rejser oprøret sig, så bliver herrer og fyrster og alt, hvad der er stort, vrede; for verden kan hverken høre eller tåle denne prædiken. Derfor er evangeliet en fjendtlig prædiken for verden.

Occupatio. [imødegåelse af en indvending.]

Nu mener fornuften: «Ja, man kunne dog vel prædike evangeliet, så man sagde det pænt enkelt og ligetil uden at ophidse verden; så gik det fint ind.» Det har Djævelen sagt! For når jeg tror og siger, at troen på Kristus alene gør og udretter alt, så vælter jeg hele verdens abespil og alt, hvad de klogeste og helligste folk nogen sinde har udtænkt; det kan de ikke tåle. Derfor kan de to ikke stå sammen, Kristi lære og menneskelære; den ene må visselig falde. For præsterne og munkene, sådan som de er nu, har deres navn, væsen og gerning af menneskelige forordninger; dem slår evangeliet ned. Derfor kan de ikke tage imod evangeliet og blive, som de er; ja, de forfølger og fordømmer det på det allerskændigste.

Således siger jeg, at den kristne tro alene er rettet mod Kristus, uden al medvirken fra gerninger og menneskelige forordninger; så vil de andre heller ikke lade deres ting og orden falde, og så bliver der oprør, splid og uro. Derfor må der være rumlen, hvor evangeliet og bekendelsen af Kristus er; for det støder alt for hovedet, som ikke er af samme art. Hvis de to ikke var imod hinanden, så kunne de vel stå sammen. Men nu er de imod hinanden. For lige så lidt som Kristus kan være ikke-Kristus, lige så lidt kan en munk eller præst være kristen. Derfor må der tændes en ild, hvor de støder sammen, og det kan ikke gå af uden oprør; for Herren siger selv hos Matthæus (Matt 10,34 og Luk 12,51): «Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd.» Videre følger:

Et vos testimonium perhibebitis.

«Men også I skal vidne; for I var med mig fra begyndelsen.»

Ja, for først når I bliver visse ved Helligånden, som vidner for jer, så må I også vidne om mig; for derfor har jeg udvalgt jer til apostle, og I har hørt mine ord og min lære og set mine gerninger og min vandel og alle de ting, som I skal prædike. Men Helligånden må være der først, ellers udretter I intet. For samvittigheden er for svag over for synden; ja, der er ingen synd så lille, at samvittigheden kunne sætte sig imod den, om den så var så lille som at le i kirken. Ligeledes: når døden kommer an, så er samvittigheden alt for svag.

Derfor må der komme en anden og gøre den sky, forsagte samvittighed modig, så at den går igennem, selv om al synd lå på den. Og den må blive lige så almægtig som han, der taler til den, så at den, som før var bange for et raslende blad, nu ikke er bange for alle djævle; og den samvittighed, som før ikke kunne bære en latter, den bærer nu al synd. For det er Helligåndens nytte og frugt, at også synden bliver forvandlet til den allerhøjeste og bedste brug.

Sådan roser Paulus sig over for Timotheus, efter at han var blevet omvendt, over, hvor ilde han før havde levet, og han regnede nu sin synd for så ringe, at han ligefrem lavede en sang og sang om den således: «Jeg takker ham, som gjorde mig stærk, Kristus Jesus, vor Herre, fordi han anså mig for troværdig og satte mig i embedet, skønt jeg før var en gudsbespotter, en forfølger og en voldsmand; men jeg blev vist barmhjertighed, for jeg havde gjort det uvidende i vantro. Men desto rigere har vor Herre Jesu Kristi nåde været ved troen og kærligheden, som er i Kristus Jesus. For det er visselig sandt og et ord værdigt til al modtagelse, at Kristus Jesus kom til verden for at frelse syndere, og af dem er jeg den største. Men derfor blev der vist mig barmhjertighed, for at Jesus Kristus først og fremmest på mig kunne vise al sin tålmodighed som et eksempel for dem, som skulle tro på ham til evigt liv. Men Gud, den evige konge, den uforgængelige og usynlige og alene vise, være ære og pris i evighed, amen» (1 Tim 1,12–17).

Det kalder jeg at synge en lille sang! Det udretter Helligånden, hvor han kommer ind i et hjerte. Nu følger videre i teksten:

Haec locutus sum vobis etc.

«Dette har jeg talt til jer, for at I ikke skal tage anstød.»

Da han nu havde styrket dem, advarer han dem mod den lidelse og ulykke, der skulle komme, så at de kunne lide den tappert. For den, der advarer en, er en særlig god ven; og det onde er langt lettere at bære, når man har forberedt sig på det i forvejen. Og han siger:

«De skal udelukke jer af synagogerne; ja, den tid skal komme, hvor enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han gør Gud en tjeneste dermed.»

Det skal visselig ske jer; rust jer til det, og vær beredt. Og det vil være det allerværste: når de har faret frem mod jer på det skændigste, så vil de mene, at de gør ret i det, og det vil se ud, som om I havde Gud imod jer, og de vil synge Te Deum laudamus [«Dig, Gud, lover vi», lovsangen] over det, som om de havde opfyldt Guds vilje og velbehag. Derfor ruster han dem her, så de skal være kække, når det nu sker; og han slutter, at de skal have Gud på deres side, selv om det ikke vil se sådan ud; for Gud står på deres side. Og han siger:

«Og det skal de gøre mod jer, fordi de hverken kender min Fader eller mig.»

Derfor: tål, hold ud og vær standhaftige; se til, at I endelig ikke tager anstød af mig; kom i hu, at jeg har sagt jer det i forvejen, at de hverken har kendt Faderen eller mig, og at de derfor vil lægge sådan vanære, skam og forfølgelse på jer. Det skal I endelig ikke glemme, for det vil give jer stor trøst og gøre jer kække, modige og uforsagte. Derfor slutter han advarslen og siger:

«Men dette har jeg talt til jer, for at I, når tiden kommer, skal huske, at jeg har sagt jer det. Men dette sagde jeg ikke til jer fra begyndelsen af, fordi jeg var hos jer.»

Hvem ville nu være værre end den, der sagde til paven, at han ikke kendte Faderen? Han ville sandelig sige det modsatte og sige: «Hør, det er Djævelen, der får dig til at tale sådan!» Ja, de siger alle, at de kender Faderen; det siger tyrken og jøden også. Ligeledes siger de, at de tror Skriften og Gud. Duplex cognitio: Men der er to slags erkendelse. Den første er, som når man kender tyrken af rygtet og snakken, men hvis han mødte en ude på marken, så kendte man ham ikke; den anden er, når man kender ham på hans gerning, som man mærker, for eksempel hvis han indtog Rom. På den måde kender vi ham ikke.

Sådan er også den erkendelse, som nogle har af Gud, af den første slags. For de ved nok at sige om ham: «Jeg tror på Gud Fader og på hans enbårne Søn»; men det er kun på tungen som skum på vandet, ind i hjertet kommer det ikke. For der bliver endnu en tyk hævelse siddende i hjertet, så at de holder noget af deres gerninger og mener, at de også må virke for at blive frelst, og at Kristi væsen og fortjeneste ikke er nok. Det kan du mærke, når du siger til en sådan: «Din gerning er intet, din klogskab er dårskab, dit råd er intet, din sandhed er heller intet, og messerne gælder heller intet for Gud.» Så siger de: «Hør, det er Djævelen, der får dig til at tale sådan!» og siger, at Kristus vel er død for os, men dog sådan, at vi også må gøre noget til det med vore gerninger. Se, hvor dybt ondskaben og vantroen sidder i hjertet! Hjertets opblæsthed gør, at man hverken kan kende Kristus eller Faderen.

Men at kende Kristus på den anden og rette måde, det er at kende, at han er død for os og har læsset min synd på sig, så jeg regner alt mit for intet, lader alt mit falde og alene holder mig til, at Kristus er skænket mig, og at hans lidelse, hans retfærdighed og alle hans dyder alle sammen er mine. Når jeg kender det, så må jeg til gengæld holde af ham; for en sådan mand må jeg være god. Derefter stiger jeg videre op ad Sønnen til Faderen og ser, at Kristus er Gud og har stukket sig ind i min død, i min synd, i min elendighed og også giver mig sin gunst. Ligeledes kender jeg dér hans venlige vilje og Faderens højeste kærlighed, som intet hjerte kan fornemme eller føle.

Således griber jeg da Gud dér, hvor han er blødest, og tænker: «Se, det er Gud, det er Guds vilje og velbehag, at Kristus har gjort det for mig.» Og i dette syn fornemmer jeg den høje, uudsigelige barmhjertighed og Guds kærlighed i, at han har givet sit kære barn hen i vanære, skam og død for mig. Det venlige blik og det kærlige ansigt løfter mig så op og gør mig modig, kæk og uforsagt imod al ulykke. Således må Gud kendes alene i Kristus. Derfor siger Kristus selv til sine disciple: «Ingen kender Sønnen uden Faderen, og ingen kender Faderen uden Sønnen, og den, som Sønnen vil åbenbare ham for» (Matt 11,27).

Omvendt: de, der går omkring med deres gerninger, de kender ikke Kristus; de ved heller ikke, hvad Faderen har gjort ved Kristus, og ved ikke, at Gud ikke vil have deres ting, men alene sin Søn. Således kender de ikke Faderen; de ved heller ikke, hvad de har fået af Faderen ved Kristus. Derfor må de gå til grunde og falde hen, og de ser på Gud dér, hvor han er hårdest, som en dommer, og vil så stille dommen til tavshed med deres gode gerninger; så finder de ingen god gerning, som er tilstrækkelig, og må til sidst fortvivle. Men at kende Gud ret, det gør de, som ser, at de intet er, sætter hjertets grund på Kristus og holder ham for det højeste gode og kender Gud som en Fader i døden og i livet. Det være nok sagt ved dette evangelium. Lad os påkalde Gud, at han giver os nåde til at kende ham og hans Kristus ret. Amen.