Kristi himmelfartsdag, anden prædiken (Mark 16,14–20)

En anden prædiken over evangeliet på Kristi himmelfartsdag, Mark 16,14–20

Dagens evangelium beskriver Sankt Markus for os, og det lyder sådan: «Til sidst, da de elleve disciple sad til bords, viste Herren sig for dem og bebrejdede dem deres vantro og deres hjerters hårdhed.» I dagens evangelium bliver et kristent menneskes liv holdt frem for os, nemlig troen og kærligheden, sådan som I altid hører i alle evangelierne. Når nu evangeliet bringer det med sig og altid holder det frem for os, må vi også altid prædike og behandle det igen; for han siger til sine disciple: «Gå ud i hele verden og forkynd evangeliet for hele skabningen. Den som tror og bliver døbt, vil blive frelst» osv. Vi vil se på stykkerne et for et.

For det første bebrejder han sine disciple deres vantro og hjertets hårdhed og irettesætter dem for deres vantros skyld og viser dem deres brøst; men han forkaster dem ikke og farer heller ikke alt for hårdt frem mod dem, men irettesætter dem. Ligesom når vi siger til en: «Skammer du dig ikke over at give dig i lag med sådan noget?» for at vi derved kan bringe ham til at kende sig selv og få ham til at rødme af skam, så han holder op med et sådant ondt forsæt eller en sådan ond gerning; men uden at forkaste eller hade ham og uden at vende vores kærlighed bort fra ham.

Det er heller ikke nogen ringe sag her, at Herren har irettesat disciplene; for vantroen er den største synd, der kan nævnes. Og han siger dem årsagen til deres vantro, når han siger: «Deres hjerter er forhærdede»; alligevel går han mildt og sagtmodigt frem med dem. Det er sket os alle til trøst, så vi ikke skal fortvivle, når det endnu skorter os på troen, og vi tvivler, snubler og falder; men vi skal rejse os igen og styrke vores tro og løfte vores hjerte op til Gud og fatte tillid til Gud og holde stærkt fast ved den – til Gud, som ikke handler strengt med os, men godt kan holde os noget til gode og se gennem fingre med meget. Den, der regner ham for sådan en, har ham også sådan; regner han ham for en nådig Gud, så lader han sig også finde sådan og viser sig også sådan mod ham. Men en ond samvittighed og et vantro hjerte gør ikke sådan; det har ikke sådan en tillid til Gud, men flygter for ham og regner ham for en streng dommer, og så finder det ham også sådan.

Sådan skal vi også gøre med vores næste. Når vi ser ham falde fra troen eller fare vild og synde, skal vi ikke styrke ham i hans ondskab og give ham ret i hans sag, men irettesætte ham og med sagtmodighed holde ham hans brøst for øje; men uden at hade ham eller være fjendtlig mod ham og uden at vende vores kærlighed bort fra ham. For sådan siger Sankt Paulus til galaterne (Gal 6,1): «Brødre, hvis et menneske er blevet grebet i et fejltrin, skal I åndelige hjælpe denne til rette i en mild ånd.» Men vores herre paven, bisperne, præsterne, munkene og nonnerne vil ikke, at man skal irettesætte dem, når de gør ondt; de siger, at det ikke er deres skyld, når det ikke går rigtigt til, men undersåtternes; men over for undersåtterne (siger de) skal man være skarp og bitter nok.

Summa summarum: Man skal sige og påtale det, der er uret, og dog bevare sandheden og kærligheden over for hver og en, ikke tage et blad for munden og ikke lade noget blive dækket over; for ingen af os vil leve sådan, så længe vi stikker i kød og blod, at vi ikke på et eller andet punkt bliver fundet dadelværdige, jeg i dette, du i hint. Vi ser jo alle, at det har skortet allermest hos apostlene, som dog var hjørnestenene, grundstenene og det allerbedste stykke af kristenheden. Men ingen skal mene, at apostlene var vantro i alle henseender; for de troede jo, hvad der stod skrevet i loven og profeterne, selv om det endnu skortede dem på troen. Der var en tro, og dog var der ikke en tro; for de troede endnu ikke det hele, selv om de troede, at Gud har skabt himmel og jord og er skaber af alle skabninger. Derfor er troen noget, der hele tiden vokser. Sådan var apostlene ikke helt uden tro, for de havde et stykke af troen. Det er med troen som med et menneske, der er sygt og begynder at komme sig.

Derfor siger Herren tydeligt, hvori de ikke har troet, og hvad der skortede dem; og det er dette, at de ikke har troet Kristi opstandelse fra de døde. Selv om de troede alt det andet, så skortede det dem dog på dette stykke. For jeg mener også, at de har troet, at de havde en nådig Gud, og andet mere; men det var ikke nok, det var også nødvendigt for dem, at de ved siden af også troede Kristi opstandelse. Derfor holdt Herren dem deres vantro for og irettesatte dem og sagde: Selv om de havde set alt dette, var de dog ikke troende, og det skortede dem endnu på denne artikel om opstandelsen. Derfor siger Kristus til dem ved nadveren: «Tror I på Gud, så tro også på mig» (Joh 14,1).

Videre: Hvad er det da at tro Kristi opstandelse, som der ligger så meget på, at disciplene blev kaldt vantro og uden tro for dens skyld, og at det heller ikke skulle hjælpe dem, hvad de ellers havde troet? At tro Kristi opstandelse er intet andet end at tro, at vi har en forsoner over for Gud, og det er Kristus, som gør os behagelige og retfærdige for Gud Fader. For det, der er i mennesket efter dets fødsel og fornuft, det er kun synd og fordærv, hvorved det drager Guds vrede over sig. Men Gud er den evige retfærdighed og klarhed, som af sit væsen hader synden. Derfor er der altid fjendskab mellem mennesket og Gud, og de kan ikke være venner eller stemme overens med hinanden.

Derfor er Kristus blevet menneske og har taget vores synder på sig, desuden Faderens vrede, og har druknet dem begge i sig selv, hvorved han har forsonet os med Gud Fader. Uden denne tro er vi vredens børn, formår ikke at gøre nogen god gerning, som Gud kunne have behag i, og kan heller ikke blive bønhørt for Gud. For sådan står der skrevet i Salmen (Sl 18,42): «De råber, men der er ingen hjælper; til Herren, men han svarer dem ikke.» Ja, vores bedste gerning, som vi mente at skulle opnå nåde, hjælp og trøst hos Gud med, bliver regnet os til synd, som profeten siger i Salmernes Bog (Sl 109,7): «Hans bøn skal være synd»; for Gud kunne ikke forsones med alle vores kræfter; der var jo intet i os.

Derfor havde vi brug for Kristus, som skulle træde frem for Faderen, forsone os med ham og opnå alt det, vi havde brug for. Ved den samme Kristus må vi bede Gud om alt, hvad vi trænger til, sådan som I hørte i evangeliet sidste søndag, da Herren sagde: «Hvis I beder Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det.» Hvad vi får af Gud, det må vi få og modtage ved denne Kristus (som har gjort Gud til en nådig Fader for os). For Kristus er vores rygdækning og skjold, som vi skjuler os under, ligesom de små kyllinger under hønemoderens vinger; alene ved ham er vores bøn behagelig for Gud, og vi bliver bønhørt og får Faderens gunst og nåde; for han har gjort fyldest for vores synd og har af en vred dommer gjort Gud til en god og barmhjertig Gud for os.

Det er nu at tro på Kristi opstandelse, når vi tror, som sagt, at Kristus har taget vores og hele verdens synd på sin hals, desuden Faderens vrede, og således har druknet dem begge i sig selv, hvorved vi er blevet forsonet med Gud og helt retfærdige. Se nu selv efter, hvor få kristne der er, som har denne tro, ved hvilken alene mennesket bliver befriet fra synderne og bliver helt retfærdigt; for de tror ikke på Kristi opstandelse, at deres synd er taget bort ved Kristus; for de giver sig i lag med at blive retfærdige ved deres gerninger. Han løber i kloster, hun bliver nonne; den ene gør dette, den anden hint, for at de vil blive fri for synden; og dog siger de hele tiden, at de også tror på Kristi opstandelse fra de døde, skønt deres gerninger viser noget ganske andet.

Derfor har apostlene drevet og prædiket denne ene artikel stærkt frem for alle andre. For sådan siger Paulus til korintherne (1 Kor 15,14): «Hvis Kristus ikke er opstået, så er vores forkyndelse tom, og så er også jeres tro tom.» Og lidt efter (1 Kor 15,17): «Men hvis Kristus ikke er opstået, er jeres tro forgæves, og I er endnu i jeres synder.» Hvad er det for en consequentia [slutning, følgeslutning]? Hvordan følger den, og hvordan rimer det sammen? Sådan: For hvis Kristus ikke er opstået fra de døde, så har synden og døden slugt og kvalt ham; for vi kan ikke selv befri os fra vores synder. Derfor tog Jesus Kristus dem på sig, for at han skulle træde synd, død og helvede under fødder og blive deres herre. Men er han ikke opstået, så har han ikke overvundet synden, men er blevet overvundet af synden. Men er han overvundet af synden, så er han ikke opstået; men er han ikke opstået, så har han ikke forløst; så er I endnu i synderne.

Ligeledes siger han til romerne (Rom 10,9): «Hvis du bekender med din mund, at Jesus er Herre, og tror i dit hjerte, at Gud oprejste ham fra de døde, vil du blive frelst.» Dermed stemmer hele Skriften i Det Gamle og Det Nye Testamente overens. Nu er det heller ikke nok, at vi tror Kristi opstandelse; for det tror alle de onde, ja, også Djævelen tror, at Kristus har lidt og er opstået; men vi må også tro opstandelsens indhold og ved siden af også opstandelsens frugt og nytte, hvad vi har modtaget ved den, nemlig forladelse og forløsning fra alle synder: at Kristus er gået gennem døden og derved har overvundet synden og døden, ja, alt, hvad der kan skade os, og trådt det under fødder, og at han er sat ved Faderens højre hånd i himlen som en mægtig herre over synd, Djævel, død, helvede og alt, hvad der gør os skade, og at alt dette er sket til gode for os. Det tror de onde ikke.

Derfor ser I, hvor meget der ligger på denne artikel om opstandelsen, så vi bedre kunne undvære alle andre artikler end denne. Hvad hjalp det, om vi så troede alle artikler, som at Kristus, vores Gud og Herre, er født af Jomfru Maria, død og begravet, hvis vi ikke tror, at han også er opstået igen? Det er det, Gud mener hos profeten Habakkuk (Hab 1,5), hvor han siger: «Jeg vil gøre en gerning iblandt jer, som ingen skal tro, når den bliver forkyndt.»

Det er også årsagen til, at Paulus ikke har drevet, prædiket og i alle sine breve behandlet nogen gerning eller noget under af Kristus så flittigt som netop Kristi opstandelse; ja, han tier om alle Kristi gerninger og mirakler og prædiker og lærer os især frugten og brugen af Kristi opstandelse, hvad vi har modtaget ved den, så ingen anden apostel har malet Kristus for os sådan som netop Paulus. Derfor har Kristus ikke for ingenting sagt om ham til Ananias: «Han er mit udvalgte redskab til at bære mit navn frem for folkeslagene og for konger og for Israels folk. Jeg vil selv vise ham, hvor meget han skal lide for mit navns skyld» (ApG 9,15–16).

Derfor: de, der ikke har sådan en tro på opstandelsen, dem hjælper ingen god gerning, hvor fint de end skinner. Jomfruerne hjælper deres jomfrudom eller renhed ikke, munkene ikke deres lange bønner. For her gælder det ikke om at prædike om gerninger; ja, de bliver ikke engang nævnt; men alt må opnås fra Gud ved Kristus, som I har hørt. Sådan bad også David i Salmen (Sl 84,10): «Se, Gud, vores skjold, se på vores Salvedes ansigt.» Det være sagt om ét stykke af evangeliet. Nu følger videre i teksten:

«Gå ud i hele verden og forkynd evangeliet for hele skabningen.»

Hvad skal de prædike? Intet andet, siger han, end netop dette, at jeg er opstået fra døden og har overvundet og taget synden og al jammer bort; den, der tror dette, bliver frelst; troen alene er ham nok til frelse.

Hvad der skal prædikes

Derfor er evangeliet intet andet end en prædiken om Kristi opstandelse. Den, der tror det, bliver frelst; men den, der ikke tror det, bliver fordømt. Her er alle gerninger sat ud af kraft; her ser I også troens natur og art. For troen vil ikke tvinge eller presse nogen til evangeliet, men lade enhver være fri og overlade det til ham. Den, der tror, han tror; den, der kommer, han kommer; den, der bliver ude, han må blive ude. Så ser I altså, at paven farer vild og gør uret, når han giver sig i lag med at drive folk til troen med magt; for Herren befalede ikke disciplene mere end at prædike evangeliet. Sådan har disciplene også gjort: de har prædiket evangeliet og ladet enhver hente det, som ville, og de har ikke sagt: «Tro, eller jeg slår dig ihjel», sådan som vores rasende pavelige nu gør.

Her opstår der et spørgsmål om dette ord: «Gå ud i hele verden», hvordan dette ord skal forstås og holdes, eftersom apostlene jo ikke er kommet ud i hele verden? For der er ingen apostel kommet her til os; der er også fundet mange øer, endnu i vores tid, hvor der bor hedninger, og ingen har prædiket for dem; og dog siger Skriften: «Deres røst har lydt i alle lande, og deres målesnor er gået ud over hele verden» (Sl 19,5; Rom 10,18). Svar: Deres prædiken er gået ud i hele verden, selv om den endnu ikke er nået ud i hele verden. Denne udgang er begyndt og sat i gang, selv om den endnu ikke er fuldbragt og udrettet, men den bliver prædiket længere og længere ud indtil den yderste dag. Når denne prædiken er blevet prædiket, hørt og forkyndt i hele verden, så er budskabet fuldbragt og udrettet overalt; så kommer også den yderste dag.

Det er med dette budskab, prædikenen, ligesom når man kaster en sten i vandet: den laver bølger og ringe eller striber omkring sig, og bølgerne ruller hele tiden videre og videre, den ene driver den anden, indtil de når bredden. Selv om det bliver stille i midten, hviler bølgerne dog ikke, men farer videre. Sådan går det også med prædikenen: den er begyndt ved apostlene og går hele tiden videre og bliver drevet videre af prædikanterne, jaget og forfulgt hid og did i verden, og dog bliver den hele tiden gjort kendt videre for dem, som ikke har hørt den før, selv om den midt på vejen bliver slukket og bliver til det rene kætteri. Eller som man siger, når en lader et budskab gå ud: «Budskabet er gået ud», selv om det endnu ikke er nået til det tilsigtede sted eller den bestemte plads, men stadig er undervejs. Som når man siger: «Kejserens budskab er gået ud», selv om det endnu ikke er nået til Nürnberg eller til tyrken, eller hvor det nu skal hen. Sådan skal det også forstås med apostlenes prædiken.

Her opstår der også et andet spørgsmål ud fra dette ord i evangeliet: «Den som tror, vil blive frelst»: om troen er nok til frelse og alene frelser, eller om man også skal gøre gode gerninger for at blive frelst? Her har vores højlærde doktorer villet sætte Helligånden i skole og ville sætte en pind under tungen på ham og løfte den op, som om han ikke kunne tale ordentligt, og de har tvunget og presset dette ord og gjort det så mat og revet det sådan i stykker, at der hverken er marv eller saft tilbage i det; de har sagt, at gode gerninger også hører med til troen, og at troen ikke er nok til frelse. Det er ikke sandt. For troen alene, for sig selv, uden alle gerninger, sådan som Guds ord her lyder, gør os frelst, og gerningerne hjælper slet ikke til retfærdighed eller frelse. For vi må lade dette ord blive stående rent og klart uden nogen tilsætning. For hvis Helligånden havde villet have det anderledes, så kunne han godt have udtrykt det anderledes, på denne måde: «Den som tror og gør gode gerninger, vil blive frelst.» Men det har han ikke gjort; derfor skal og vil vi også lade det blive ved det.

Det siger jeg, for at I skal være rustet, når I møder sådanne skriftsteder, og ikke lade jer drive bort fra den enkle, rette forståelse, som ordene selv bærer med sig. For selv om den slags skriftsteder, der siger, at troen alene frelser, er almindelige i Skriften, så er de dog af sofisterne og skolelærderne blevet så tilsmurt og formørket, rodet sammen og trukket ud, at de derved har taget den rette forståelse fra os. For sådan siger Paulus til galaterne (Gal 2,21): «Hvis der er retfærdighed ved loven, var Kristus død forgæves.» Det er det samme som at sige: Kan vi blive frelst på en anden måde eller selv udvirke frelsen, så er Kristus død forgæves; for at ville blive retfærdig ved loven, det er, når jeg vil og mener at blive retfærdig ved mine gerninger.

Derfor til slut: Hovedretfærdigheden er troen; omvendt er hovedondskaben vantroen. Der er heller ingen synd så stor, at den kan fordømme et menneske; for vantroen alene fordømmer alle mennesker, som bliver fordømt. Og omvendt frelser troen alene alle mennesker; for troen har alene med Gud at gøre, og dertil kan ingen gerninger nå. For gerningerne har alene med menneskene at gøre, og en kristen lader til gengæld andre nyde godt af sine gerninger, ligesom han selv har nydt godt af Kristus. Men de gør intet menneske retfærdigt; de viser kun et menneske, som i forvejen er blevet retfærdigt ved troen, som alene gør hjerterne rene.

Derfor vil jeg give dem det, når de siger: «Gerningerne gør dig ikke retfærdig, men viser, at du er retfærdig.» Og når de siger: «Den, der tror, tjener sin næste», så lader jeg også det passere. Men når de siger: «Troen er ikke nok til frelse, man må også gøre godt», så kan denne tekst lige så lidt tåle den glose, som kirken kan tåle, at jeg ville rive søjlerne ned.

Videre følger i teksten:

«Den som tror og bliver døbt, vil blive frelst.»

Gud har altid ved siden af sit ord givet et ydre tegn, som skulle gøre hans ord desto mere kraftigt for os, så vi kunne blive styrket i vores hjerte og ikke tvivle eller vakle i dette ord. Sådan gav han Noa regnbuen på himlen som et kendetegn på, at han ville holde fast ved sit ord og ikke mere lade verden gå til grunde ved syndfloden; så regnbuen for Noa og for os alle er ligesom et våbenskjold og et segl. Det er ligesom når man skriver et brev og trykker et segl på for at bekræfte skriften, og ligesom herrerne har deres egne våbenskjolde og farver eller særlige mærker, som man kender dem på. Sådan har Gud også gjort med os og bekræftet sine ord med tegn som med et segl, for at vi endelig ikke skal tvivle.

Abraham gav han omskærelsen (1 Mos 17,10ff.) som tegn på, at Kristus skulle komme og velsigne verden. Sådan har han også gjort her, hvor han til dette sit løfte: «Den, der tror og bliver døbt, vil blive frelst», har føjet et ydre tegn, nemlig dåben og brødets og vinens sakramente, som især er indstiftet til at bruges i anfægtelse, og når døden kommer, så vi kan styrke os dermed i troen og minde og påminde Gud om hans løfte.

Der kan også være en, der tror, selv om han ikke er døbt; for dåben er ikke mere end et ydre tegn, indstiftet af Kristus og befalet at gøre, som skal minde os om Guds løfte. Kan man få den, så er det godt, så skal man tage imod den; for ingen må foragte den. Men hvis man ikke kunne få den, eller den blev nægtet en, så er han alligevel ikke fordømt, når han bare tror evangeliet. For hvor evangeliet er, dér er også dåben og alt, hvad et kristent menneske har brug for. For fordømmelsen følger ikke af nogen synd, uden alene af vantroen. Derfor siger Herren også: «Den, der ikke tror, vil blive fordømt»; han siger ikke: «Den, der ikke er døbt», men tier stille om dåben. For dåben er til ingen nytte uden troen, men er ligesom et brev, som man hænger segl på, og der står intet skrevet i brevet. Derfor: Den, der har tegnene (som vi kalder sakramenter) og ikke troen, han har tomme segl på et brev uden skrift.

Apostelembedet

Her ser I også, hvad apostlenes embede er, som også alle biskopper og de, der kalder sig gejstlige, skal følge efter, eftersom de roser sig af, at de er kommet i deres sted, nemlig at forkynde evangeliet. For sådan siger Herren her: «Gå ud i hele verden og forkynd evangeliet.» Derfor: Den, der ikke forkynder evangeliet, skal man ikke høre. Så kommer vores pavelige og fører dette skriftsted fra Lukas (Luk 10,16) frem: «Den, som hører jer, hører mig.» Dette skriftsted har hidtil været pavens sværd, som han har gjort hele verden sig underdanig med, og der har ikke været nogen, der har hjulpet dette skriftsted til sin ret, nemlig at de skal høres, når de forkynder evangeliet. Herren lægger jo her evangeliet, sit ord, i sine disciples mund. Derfor er det Kristus alene, man skal høre, og apostlene er kun sendebud og redskaber for dette Kristi ord. Derfor er her atter paven, biskopperne, munkene og præsterne fordømt, og alle, som forkynder noget andet og ikke evangeliet.

Men hvad betyder det, at Herren siger: «Forkynd evangeliet for alle skabninger»? Skal jeg også prædike for træ og sten, for bjerge og vand? Hvad nytter det? Sankt Gregor har skrevet over teksten og siger, at mennesket kaldes alle skabninger, fordi det har noget fælles med alle skabninger: med englene i forstanden, med dyrene i følelsen og med træerne i væksten. Men sådan går det ikke an at tvinge teksten og bryde ordene i stykker, for det er imod deres natur og art. Men meningen er, at evangeliet skal være en almindelig, offentlig prædiken for alle, ikke drevet i en krog, men frit forkyndt på alle steder, sådan som der står skrevet i Salmen (Sl 19,4–5): «Der er intet sprog og ingen tale, hvor man ikke hører deres røst; deres målesnor er gået ud i alle lande og deres tale til verdens ende.»

Denne begyndelse og udgang er begyndt ved apostlene, men endnu ikke fuldført og nået derhen, hvor den skal; for jeg ved ikke, om Tyskland nogen sinde har hørt Guds ord. Pavens ord har vi nok hørt, det er sandt. Derfor siger Herren her til apostlene: «Gå ud i hele verden og forkynd evangeliet for alle skabninger», for at dette evangelium kan blive kendt og kundgjort for enhver, så selv træ og sten kunne høre det, hvis de havde ører, og vidne for os, at vi havde hørt evangeliet; så søjlen dér kunne sige: «Ja, jeg har hørt, at evangeliet er blevet forkyndt for dig.» Så almindeligt og offentligt skal det drives og forkyndes i hele verden og ikke holdes skjult for nogen, indtil det når til verdens ende, som der står i Salmen. Sådan er det nu også kommet til os, som bor ved verdens ende; for vi bor tæt ved havet.

Det mener også Paulus, når han siger til efeserne (Ef 4,11–13): «Han har sat nogle til apostle, nogle til profeter, nogle til evangelister, nogle til hyrder og lærere, for at de hellige kan blive udrustet til tjenestens gerning, så Kristi legeme opbygges, indtil vi alle når frem til troens enhed og erkendelsen af Guds Søn» osv. Videre følger i teksten om de tegn, som skal følge troen, og han nævner fem tegn efter hinanden og siger sådan:

«Men disse tegn vil følge dem, som tror: I mit navn vil de uddrive onde ånder; de vil tale med nye tunger; de vil fordrive slanger, og hvis de drikker dødbringende gift, vil det ikke skade dem; de vil lægge hænder på syge, og de vil blive helbredt.»

Hvordan skal vi nu bære os ad her, så vi holder fast ved, at dette ord er sandt, at den, der tror, også skal have magt og evne til at gøre disse tegn? For Herren siger, at disse tegn alle skal følge dem. Nu ved vi, at apostlene ikke har gjort alle tegnene; for vi læser ikke om nogen anden, der har drukket gift, end alene evangelisten Johannes, og så fremdeles. Skal dette ord stå fast, så bliver der kun få tilbage, og meget få helgener bliver i himlen; for de har ikke alle sammen gjort alle disse efterfølgende tegn, selv om de har haft og gjort nogle af dem.

Nogle farer her til og udlægger disse tegn åndeligt, for at de kan bevare helgenernes ære. Men det går ikke an, at man vil tvinge ordene sådan, for de har ikke en sådan mening i sig; derfor tåler de heller ikke en sådan udlægning, for dermed gør man Skriften vaklende og ustadig for os. Andre farer til og siger, at selv om ikke alle har og gør disse tegn, så er de dog givet til hele menigheden, til hele kristenhedens skare, så den ene uddriver djævle, den anden gør de syge raske og så fremdeles. Derfor siger de, at sådanne tegn er en åbenbaring af Ånden, så hvor tegnene er, dér er også den kristne kirke til stede, og omvendt.

Men disse ord vil ikke gå på menigheden, men på hver enkelt for sig, så meningen er denne: Hvor der er et kristent menneske, som har troen, dér skal han have magt til at gøre disse efterfølgende tegn, og de skal følge ham, sådan som Kristus siger hos Johannes (Joh 14,12): «Sandelig, sandelig, siger jeg jer, den, som tror på mig, de gerninger, som jeg gør, skal også han gøre, og han skal gøre større gerninger end disse.» For et kristent menneske har samme magt som Kristus, er én menighed med ham og sidder sammen med ham i fælles len. Herren har også givet dem magt, som der står hos Matthæus (Matt 10,8), over de urene ånder, så de skulle drive dem ud og helbrede al sygdom. Sådan står der også skrevet i Salmen (Sl 91,13): «På løve og hugorm skal du gå og træde på ungløve og drage.»

For vi læser også, at det er sket. Der var engang en ørkenfader i ørkenen; når han kom hen over en slange, tog han den med begge hænder og rev den midt over, brød sig ikke om det, men sagde: «Ih, hvor er det dog en fin ting med en ren og uskyldig samvittighed.» Derfor: Hvor der er et kristent menneske, dér er stadig magten til at gøre sådanne tegn, når der er brug for det. Men ingen skal vove at øve dem, når der ikke er brug for det, eller nøden ikke kræver det. For disciplene har heller ikke altid øvet dem, men kun for at bevidne Guds ord og bekræfte det ved undertegnene, sådan som der står her i teksten: «Men de gik ud og forkyndte overalt, mens Herren virkede med og bekræftede ordet ved de tegn, som fulgte med.»

Men da evangeliet nu er udbredt og blevet kendt i hele verden, er der ikke brug for at gøre tegn som på apostlenes tid. Men hvis nøden krævede det, og de ville trænge og presse evangeliet, så måtte vi sandelig i gang og også gøre tegn, før vi lod evangeliet blive spottet og undertrykt. Men jeg håber, at der ikke bliver brug for det, og at det ikke kommer så vidt. Fx at jeg skulle tale med nye tunger her – det er jo ikke nødvendigt, eftersom I alle sammen godt kan opfatte og forstå mig. Men hvis Gud sendte mig hen, hvor de ikke forstod mig, så kunne han godt give mig deres tunge eller sprog, så jeg blev forstået.

Derfor skal ingen vove at gøre undertegn uden at nøden trænger. For vi læser om ørkenfædrenes børn, at de engang bar en hel flok slanger ind i kappen og væltede dem ud for fædrenes fødder; da straffede fædrene dem, fordi de havde fristet Gud uden nød. Sådan læser vi om mange tegn, som de troende har gjort. For engang hændte det, at en fader tilfældigvis stødte på en basilisk og så på den; da sagde faderen: «O Herre, enten må jeg dø eller denne orm», for basilisken dræber alene ved blikket. Da revnede basilisken straks og sprang i stykker.

Men at nogle vover at gøre tegn uden nød, ved jeg ikke, hvad jeg skal sige til – som at nogle besværger djævlene ud. Men det ved jeg, at det er farligt. Og Djævelen lader sig nok drive ud, men det er vist ikke hans alvor, men kun for at bestyrke dem i denne vildfarelse; for jeg ville ikke gerne tro ham. Vi har mange eksempler i vores tid, jeg kender også mange af dem, som er sket for ikke længe siden. Ét må jeg dog fortælle.

Der var en degn, som ville lære alkymi af Djævelen, det vil sige, hvordan man skal skille guldet fra sandet og lave guld af andre metaller osv. Djævelen lovede ham det; han ville komme til ham ved den ellevte time, men degnen skulle have messeklædning og messehagel på. Se, med sådanne narrestreger går Djævelen omkring, som om han brød sig stort om messehagelen! Degnen gik hen og stillede viseren og holdt nøje øje med timen, og klokken elleve tog han messehagelen på. Djævelen kom og bankede på; degnen blev forskrækket og kastede hurtigt messehagelen af sig og spurgte, hvem der var; Djævelen sagde, at han straks skulle komme til præsten og gå med sakramentet. Degnen kastede messehagelen af og løb hastigt ud og fandt ingen. Det gjorde Djævelen også anden gang og kaldte degnen ud. Tredje gang kom han og sagde: «Præsten venter utålmodigt på dig, du skal komme uden nogen tøven.» Da gik degnen ud, og dermed gik timen, og degnen havde ikke messehagelen på. Først da så degnen, at det var Djævelen, og ville skynde sig hjem igen og tage sig af messehagelen. Men det ville Djævelen ikke gå med til, men sagde: «Nej, kære ven, tiden er forbi», og greb degnen og brækkede halsen på ham og kastede ham fra sig. Det var det, Djævelen var ude efter, og sådan fik han stillet sin lyst. Dette være sagt om dette evangelium.