Kristi himmelfartsdag (Mark 16,14–20)

Evangeliet på Kristi himmelfartsdag, Mark 16,14–20

I dag fejrer man den trosartikel, hvori vi siger: «Jeg tror på Jesus Kristus, som er faret op til himmelen og sidder ved Gud Faders højre hånd.» Denne historie gennemgår dette evangelium kun kort. Men Lukas behandler den noget længere og skriver således: Herren samlede alle disciplene, vel fyrretyve dage efter opstandelsen, efter at han ofte havde åbenbaret sig for dem, og han talte med dem og gav dem befaling om, hvad de skulle gøre; og da de var samlet og således talte med ham udenfor ved Betania, hvortil han havde ført dem, spurgte nogle af dem ham og sagde: «Herre, vil du på denne tid igen oprette riget for Israel?» Men han sagde til dem: «Det tilkommer ikke jer at kende tid eller time, som Faderen har forbeholdt sig i sin magt; men I skal få Helligåndens kraft, som skal komme over jer, og I skal være mine vidner i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og indtil jordens ende.» Og da han havde sagt dette, velsignede han dem og sagde dem farvel og for bort fra dem og blev løftet op, mens de så på. Og en sky tog ham bort for deres øjne. Og mens de således stirrede op mod himmelen og så efter ham, mens han for til himmels, se, da stod der hos dem to mænd i hvide klæder, som også sagde: «I galilæiske mænd, hvorfor står I og ser op mod himmelen? Denne Jesus, som er taget op fra jer til himlen, skal komme igen, sådan som I har set ham fare op til himmelen.» Da vendte de tilbage til Jerusalem fra det bjerg, der hedder Olivenbjerget osv., og satte sig i salen ovenpå i huset, hvor de opholdt sig, og blev sammen, enige, med bøn og gråd sammen med kvinderne og Maria, Jesu mor. Det er historien om Herren Jesu Kristi himmelfart, sådan som Sankt Lukas beskriver den i ApG 1. Nu vil vi også behandle evangeliet.

For det første er der to stykker i dette evangelium: det ene, at Herren befaler apostlene at prædike evangeliet i hele verden; det andet om hans himmelfart. Men vi vil lade det første stykke ligge, hvor Herren straffer deres vantro og hårde hjerte, og tage fat dér, hvor han begynder og siger: «Gå ud i hele verden og forkynd evangeliet for hele skabningen.» Dér har du, hvad «evangelium» betyder på dansk. Når jeg siger: «Den som tror og bliver døbt, han er frelst», så er det hele sammenfattet i de ord; den, der har dem, har evangeliet.

Vi har før ofte sagt, at evangeliet egentlig ikke er det, der står skrevet i bøger, men en mundtlig prædiken, som skal lyde og høres i hele verden og frit råbes ud for alle skabninger, så de alle måtte høre det, hvis de havde ører; det vil sige: man skal prædike det så offentligt, at det ikke kunne prædikes mere offentligt. For den gamle lov og det, profeterne har prædiket, har ikke lydt ud i hele verden for alle skabninger, men blev prædiket af jøderne i deres synagoger; men evangeliet skal ikke spærres sådan inde, men skal gå frit ud i hele verden.

Derfor er det ikke nødvendigt at lave andre gloser her, sådan som nogle har gjort, når de har sagt, at omnis creatura [latin: «al skabning», Vulgatas ord i Mark 16,15] betyder et menneske. For i ordene står der ikke, at man alene skal prædike det for menneskene, men at det skal råbes ud for alle skabninger, så der ikke er en krog på jorden, hvor det ikke skal lyde hen før den yderste dag. Det er Guds råd, hvori han har besluttet, at også de, som ikke kan læse og ikke har hørt Moses og profeterne, alligevel skal høre evangeliet.

Hvad er da evangeliet? Det er de ord, Herren siger: «Den som tror og bliver døbt, vil blive frelst.» Vi har ofte sagt (så jeg mener, man nu burde have forstået det), at evangeliet ikke kan tåle, at man prædiker om gerninger, hvor gode og store de end kan være; for det vil rive os bort fra vor formastelighed og sætte og grunde os alene på Guds barmhjertighed, så alene hans gerning og nåde bliver priset; derfor tåler det ikke, at vi grunder os på vore gerninger. For den ene af de to må gå til grunde: Står jeg på Guds nåde og barmhjertighed, så står jeg ikke på min fortjeneste og mine gerninger; og omvendt: Står jeg på mine gerninger og min fortjeneste, så står jeg ikke på Guds nåde. For er det nåde, siger Sankt Paulus (Rom 11,6), så er det ikke fortjeneste; ellers kunne nåde ikke være nåde. Er det fortjeneste, så er det min løn, som man skylder mig; men er det nåde, så kan jeg ikke sige, at Gud skylder mig en løn, men jeg må bekende, at han har skænket mig det helt uforskyldt.

Vil man derfor prædike evangeliet, så må man kaste alle de gerninger bort, hvormed man vil blive retfærdig, så der ikke bliver andet tilbage end troen. For jeg må tro, at Gud uden al fortjeneste og uden hensyn til alle mine gerninger har skænket mig sin nåde og det evige liv, så jeg må takke ham og sige: «Jeg er glad, jeg lover og takker Gud, fordi han uforskyldt og af lutter nåde har skænket mig så overvættes meget godt.» Således er evangeliet, som Skriften siger, intet andet end en prædiken om Guds lovprisning, pris og ære; som det også står skrevet i Salmen (Sl 19,2–3): «Himlene fortæller Guds ære, og hvælvingen forkynder hans hænders værk. Den ene dag siger det til den anden, og den ene nat kundgør det for den anden.»

Derfor skal man prædike således, at ære og pris rettes mod Gud og ikke mod os. Nu kan man ikke love og prise Gud højere og give ham ære og sige godt om ham, end når vi bekender, at han af lutter nåde og barmhjertighed tager synd, død og helvede fra os og giver sin kære Søn for os og skænker os alle sine goder tilsammen. En sådan bekendelse må jo give ham alene ære, lov og pris.

Og derhen går alle de skriftsteder hos profeterne, hvor Gud roser sig af, at han vil oprette en prædiken, som han skal loves og prises ved. Som når han siger hos profeten Esajas (Es 43,21): «Dette folk har jeg dannet mig, det skal forkynde min pris.» Det er, som om han ville sige: «I hyklere gør ikke andet end at rose jer selv i hjertet; derfor falder min pris til jorden, for I gør mig til en streng dommer og en uvenlig Gud, så folk bliver mig fjendtlige og i hemmelighed tænker: ’Ak, havde vi en anden Gud, som ikke krævede så meget af os, ham ville vi elske.’ Derfor vil jeg skabe mig et andet folk, som skal kende mig og elske mig, når det ser, at jeg ikke vil se på deres gerninger, men skænke dem alt godt uforskyldt; de vil blomstre i hjertet af glæde og ikke kunne love og prise mig nok.»

Se derfor til, at du ikke på nogen måde laver gloser over disse ord og vil gøre dem bedre, end Kristus har gjort dem. Vore lærde og de høje skoler har også villet forbedre dem og sagt, at man skal forstå det således: «Den som tror (forstå:) og gør gode gerninger, skal blive frelst.» Hvem har befalet dem at gøre den tilføjelse? Mener du, at Helligånden er så enfoldig, at han ikke også kunne have føjet det til? Således har de ganske formørket, ja, forvendt det ædle skriftord med denne tilføjelse. Tag dig derfor i agt, at du ikke lader nogen gøre en tilføjelse for dig, men bliver ved, som ordene lyder, og forstår det således: Den som tror, bliver frelst, uden sin fortjeneste, uden alle gerninger. Hvorfor? Fordi Gud lader os forkynde og prædike, at han har ladet sin Søn Jesus Kristus komme for at tage synd og al ulykke bort. For han så, at vi ikke formåede det, og at det var os umuligt med vore gerninger og kræfter at udslette synden; ellers kunne han godt have sparet sig den møje og bekostning at lade sin Søn lide og dræbe. Og det har han ladet os forkynde ved evangeliet.

Men hvad hører der til en sådan prædiken? Det hører der til, at jeg tror den; for ellers kan jeg ikke gribe den på anden måde. Skriver du den i en bog, så gavner det ingen, selv om du også gør dig mange tanker om den. Ligeledes hjælper det heller ikke, at du prædiker og taler om den eller hører den; men du må tro den og uden tvivl forlade dig på, at det er sådan, som evangeliet siger: at ikke dine gerninger, men Herren Kristi gerning, død og opstandelse tager din synd og død bort. Dertil kan du ikke komme uden ved troen.

Omvendt siger Kristus: «Men den, der ikke tror, selv om han er døbt, vil blive fordømt.» Igen må du lade ordene blive stående, som de står. For han siger ikke således: «Den, der ikke tror og desuden gør onde gerninger»; men rent ud således: Havde du alle jomfruers kyskhed, alle martyrers lidelse og kort sagt alle de gode gerninger, som alle de hellige nogen sinde har gjort, i én bunke – hvor der ikke er tro, dér er det altsammen tabt. Derfor er netop dette det skriftord, der vælter hele væsenet i alle klostre, hos præster, munke og nonner; for det er tabt. Gør hvad du vil, så er dommen allerede fældet og besluttet: Tror du ikke, så er du allerede fordømt. Således støder de to skriftord mægtigt, stærkt og vældigt imod al lære og alt væsen, som grunder sig på menneskers kræfter og gerninger.

Sæt det derfor op mod hinanden, så kan du slutte rigtigt: Hvor der er tro, dér er der ikke så mange synder, at de ikke må opsluges og udslettes ved troen; hvor der er vantro, dér kan du aldrig gøre så mange gode gerninger, at du udsletter den mindste synd. Så lidt som synden kan bestå for troen, så lidt kan gode gerninger være hos vantroen. Derfor hører der intet andet til gode gerninger end troen, og intet andet til synden og onde gerninger end vantroen. Så følger det, at den, som tror, har ingen synd og gør lutter gode gerninger; og omvendt: Den, som ikke tror, gør sandelig ingen god gerning, men det er altsammen synd.

Derfor siger jeg igen: Så mange synder kan du ikke have gjort, og så fjendtlig er Gud dig ikke, at det ikke altsammen er borte og tilgivet, når du begynder at tro. For ved troen har du Kristus som din egen, han som er givet dig, for at han skal tage din synd bort. Og hvem vil da være så dristig at fordømme ham? Derfor kan ingen synd blive, hvor stor den end er; når du tror, så er du det kære barn, så er alt ligetil, og alt, hvad du gør, er ret. Tror du ikke, så er du fordømt, gør så hvad du vil; for så længe du ikke har Kristus, er det umuligt, at du udsletter én eneste synd.

Da der nu ikke er noget andet middel til at tage synd bort end Kristus, kunne du sige: «Hvordan går det da til, at man alligevel skal gøre gode gerninger, når det alene ligger i troen?» Svar: Hvor troen er ret, kan den ikke være uden gode gerninger, ligesom der omvendt, hvor der er vantro, heller ikke kan være nogen god gerning. Derfor: Tror du, så må der følge lutter gode gerninger af troen. For ligesom troen bringer dig frelsen og det evige liv, sådan bringer den også gode gerninger med sig og lader sig ikke holde tilbage. For ligesom et levende menneske ikke kan holde sig i ro, men må røre sig, spise og drikke og have noget at bestille, og sådanne gerninger umuligt kan udeblive, så længe han lever, så man ikke behøver at befale og drive ham til dem, men han gør dem, så snart han blot er levende: sådan behøver man heller ikke mere for at gøre gode gerninger end at sige: «Tro blot, så vil du gøre alt af dig selv.»

Derfor behøver du ikke længe at kræve gode gerninger af den, som tror; for troen lærer ham det altsammen; og så er alt, hvad han gør, vel gjort, og det er lutter kostelige, gode gerninger, hvor ringe de end er. For troen er så ædel, at den gør alt godt, hvad der er ved mennesket. Nu er det umuligt, at et menneske, så længe det lever på jorden, ikke skulle have noget at gøre. Derfor er sådanne gerninger, som sker af troen, lutter kostelige gerninger. Omvendt: Hvor der er vantro, kan mennesket heller ikke være uden gerninger; derfor er også alle disse gerninger synd: for dér er Kristus ikke, derfor er det altsammen tabt.

Derfra kommer Sankt Paulus’ ord til romerne (Rom 14,23): «Alt det, som ikke er på grund af tro, er synd.» Som ville han omvendt sige: «Hvad der kommer af troen, er lutter nåde og retfærdighed»; dermed er det kort afgjort. Derfor behøver man ikke at spørge, om man skal gøre gode gerninger; for de gør sig selv, uden at nogen kræver dem.

Det vil også ordet i Salmen (Sl 25,10) sige: «Alle Herrens stier er godhed og troskab», eller nåde og sandhed. Det vil sige: Når Gud virker og skaber i os, at vi tror, så er det lutter nåde, hvad vi gør, og desuden lutter sandhed, det vil sige: Det kommer af en ret grund og er ikke hykleri. Derfor må det omvendt være således, at alle menneskers veje ikke er nåde, men lutter vrede, ikke sandhed, men kun skin og hykleri, eftersom de kommer af vantroen.

Derfor skal du for alt i verden ikke lave den glose og sige: «Troen gør det ikke alene, men gerningerne hører også til, for at man kan blive retfærdig.» For det er klart nok af det, vi har sagt, at gerningerne slet intet bidrager dertil. Der er intet, der skader, uden vantroen: at gerningerne ikke slår til. For hvis der var tro, så var alt godt. Derfor: Så lidt gerningerne bidrager til, at de er onde i vantroen, så lidt hjælper de også til i troen, at de er gode; men alene vantroen fordærver alle gerninger, troen derimod gør dem alle gode.

Men der er endnu én ting, nemlig at Kristus siger: «Den som tror og bliver døbt, vil blive frelst.» Her kunne du sige: «Så hører jeg nok, at dåben også hører til?» Ja, ganske vist hører den også til; men dåben er ikke en gerning, som vi gør. Men den skal være hos troen, fordi Gud vil, at troen ikke skal blive skjult i hjertet, men bryde frem, så den bliver bekendt og åbenbar for verden. Og derfor har han indstiftet sådanne ydre tegn, hvorved enhver kan bevise og bekende sin tro, så man også kommer til det hellige kors. For hvis troen skulle blive hemmeligt skjult i hjertet, ville man nok slippe for at skulle bære korset og følge Kristus efter; for hvis verden ikke vidste, at vi troede, ville man ikke forfølge os.

For det andet ville heller ingen blive opbygget og bragt til troen ved os, hvis vi ikke offentligt bekendte evangeliet og havde et ydre tegn, så man kunne vide, hvor og hvem de kristne var. Nu har Gud ordnet det således, at vor tro skal åbenbares for hedningerne; derfor står den, der nu er en kristen og har ladet sig døbe, allerede i fare for, at hedningerne og de ukristne kan angribe og dræbe ham. Derfor er det nødvendigt, at vi lader os døbe, når vi er kristne; eller, kan vi ikke komme til det, at vi da i det mindste siger: «Jeg ville gerne døbes.»

Desuden er tegnet også givet os, fordi Gud selv vil hjælpe os, og vi skal være sikre på hans nåde, og enhver kan sige: «Gud har givet mig et kendetegn, for at jeg skal være sikker på, at jeg bliver frelst, sådan som han har lovet mig ved evangeliet.» For han har givet os ordene, det er brevet, og ved siden af ordene dåben, det er seglet, så at troen, som griber Ordet, styrkes ved tegnet og seglet.

Men her ser du endnu ingen menneskegerning; for dåben er ikke min, men Guds gerning. For den, der døber mig, står dér i Guds sted og gør ikke en menneskegerning; men det er Guds hånd og gerning, så det egentlig er Gud selv, der gør det. Derfor kan og skal jeg sige således: «Gud, min Herre, har selv døbt mig ved menneskets hånd»; det kan jeg rose mig af, og derpå skal jeg stole og sige: «Gud har givet mig tegnet, han som ikke vil og ikke kan lyve, for at jeg jo skal være sikker på, at han er mig nådig og vil frelse mig og ved sin Søn har skænket mig alt, hvad han har.» Således er der på vor side intet uden troen alene, og på hans side alene Ordet og tegnet. Herom har vi talt ofte nok, så det nu ikke er nødvendigt at handle mere eller videre om det.

Nu følger der videre i evangeliet om de tegn, som skal følge dem, der tror. Herom vil vi heller ikke tale meget nu, men komme til den anden del, som vi har taget for os, om Kristi himmelfart.

Kort sagt skal man ikke forstå det således, at de tegn, som Herren Kristus her nævner, alene er de tegn, de troende vil gøre, og heller ikke tænke, at alle kristne vil gøre dem; men Kristus mener det således, at alle kristne kan og må gøre dem. For når jeg er troende, så kan jeg gøre det, og det står i min magt; for troen giver mig så meget, at intet er mig umuligt; og derfor: Hvis det var nødvendigt og tjente til, at evangeliet blev udbredt, så kunne vi godt gøre det; men da det ikke er nødvendigt, så gør vi det ikke. For Kristus har ikke talt således, at det altid skal gå sådan, og at de altid skal gøre dette, men at de har magt til det og kan gøre det.

Sådanne løfter har vi mange steder. Som når Kristus siger i Johannesevangeliet (Joh 14,12): «Den, som tror på mig, de gerninger (eller tegn), som jeg gør, skal også han gøre, og han skal gøre større end disse.» Derfor skal man også lade disse ord blive stående og ikke lave andre gloser over dem, sådan som nogle har sagt, at tegnene var Åndens åbenbaring i begyndelsen af kristenheden og nu er ophørt. Det er ikke ret; for den samme kraft er der endnu i dag; og selv om tegnene ikke er i brug, gør det intet, for vi har endnu magten til at gøre sådanne tegn.

Nu må vi også tale om Herren Kristi himmelfart. For det første er det let sagt og forstået, at Herren er faret op til himmelen og sidder dér ved Guds højre hånd. Men det er et dødt ord og en død forståelse, hvis det ikke gribes med hjertet. Derfor må man lade hans himmelfart og hans siddende være en virksom og kraftig ting, som altid er i gang, og ikke tænke, at han er faret derhen og sidder deroppe og lader os regere os selv hernede; men han er faret derop, for at han dér kan virke og regere allermest.

For hvis han var blevet synlig på jorden for folk, kunne han ikke have udrettet så meget; for ikke alle mennesker kunne have været hos ham og hørt ham. Derfor har han indført en sådan måde, at han har med alle at gøre og regerer i alle, så han prædiker for dem alle, og de alle hører det, og han kan være hos alle. Vogt dig derfor for at tænke, at han nu er kommet langt bort fra os; men lige omvendt: Da han var på jorden, var han os for fjern; nu er han os ganske nær. Men hvordan det går til, kan fornuften ikke fatte.

Derfor er det en trosartikel; her må man lukke øjnene og ikke følge fornuften, men gribe dette med troen. For hvordan kan fornuften begribe, at der er et menneske som vi, der ser alle mennesker og kender alle hjerter og giver alle troen og Ånden; eller at han sidder deroppe i himlen og dog er hos os og i os og regerer os? Lad derfor din egen mening blive hjemme og sig således: «Dette er Skriften og Guds ord; det er umåleligt højere end al fornuft og forstand.» Væk med den, og grib Skriften, som skriver om dette menneske, hvordan han er faret op til himlen og sidder ved Guds højre hånd og regerer. Lad os se på nogle skriftord om det.

For det første siger Salmen (Sl 8,5–7) således om Kristus: «Hvad er mennesket, at du kommer ham i hu, og menneskesønnen, at du ser til ham? Du vil lade ham mangle Gud en kort stund; men med ære og pragt vil du krone ham. Du vil gøre ham til herre over dine hænders værk, alt har du lagt under hans fødder.» Her taler profeten om et menneske til Gud og undrer sig over, at Gud en kort tid har fornedret ham, nemlig at han har ladet ham dø, så man mente, at der ingen Gud var hos ham; men kort derefter sætter han ham sådan, at alt, hvad der er i himlen og på jorden, måtte være ham lydigt. Ved disse ord må vi holde fast, hænge ved dem og tro dem; for fornuften vil ikke finde sig i det, men sige, at det er løgn. Skal nu alt være dette menneske underlagt og ligge for hans fødder, så må han sidde dér, hvor han kan se ind i hele verden, himmel og helvede, og i alle hjerter, al synd og retfærdighed, og ikke alene se alt, men også regere derefter.

Derfor er det høje, mægtige ord, og de giver hjertet stor trøst, så de, der tror dette, bliver glade og modige og trodser derpå og siger: «Min Herre Kristus er en herre over død, Djævel, synd, retfærdighed, liv og lemmer, fjender og venner; hvad skulle jeg så frygte for?» For når mine fjender sidder for døren og tænker, at de vil dræbe mig, så tænker min tro således: «Kristus er faret op til himlen og er blevet herre over al skabning; så må jo også mine fjender være ham underlagt; derfor står det ikke i deres magt at skade mig; og de skal bare vove at røre en finger eller krumme et hår på mig uden Kristi vilje.» Når troen griber dette og står på denne artikel, så står den godt og bliver dristig og tryg, så den siger: «Vil min Herre have, at hine skal dræbe mig, vel mig, så farer jeg herfra; men vil han det ikke, så bliver jeg nok.» Derfor ser du, at han er faret op til himlen, ikke for at han skal sidde dér for sig selv, men for at han skal regere dér, altsammen til gode for os, så vi har trøst og glæde deraf. Det er ét skriftord.

For det andet læser vi også således i den anden salme (Sl 2,7–8), at Gud siger til Kristus: «Du er min Søn, i dag har jeg født dig. Bed mig, så vil jeg give dig hedningerne til arv og verdens ender til ejendom.» Dér ser I igen, at Kristus er sat af Gud til herre over hele verden. Når han da er min ven, og jeg sikkert holder for, at han er død for mig og har givet mig alt og nu sidder deroppe i himlen for min skyld og ser til mig, hvem vil da gøre mig noget? Eller hvis man gør mig noget, hvad skal det så skade mig?

Ligeledes siger David igen i Salmen (Sl 110,1): «Herren sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre hånd, til jeg lægger dine fjender som skammel for dine fødder.» Og hvad der følger senere samme sted (Sl 110,5–7), som: «Herren ved din højre hånd skal knuse kongerne på sin vredes dag. Han skal dømme blandt hedningerne, han skal fylde det med døde kroppe, han skal knuse hovedet over mange lande. Han skal drikke af bækken på vejen, derfor skal han løfte hovedet.»

Ligeledes siger David i en anden salme (Sl 68,19; jf. Ef 4,8 ff.): «Du er faret op i det høje og har ført fangenskabet fangen. Du har modtaget gaver for menneskene, også for de frafaldne, for at Gud Herren skal bo dér.» Og alle profeterne har lagt stor flid på at beskrive Kristi himmelfart og hans rige. For ligesom hans død er dybt grundfæstet i Skriften, således er også hans rige, opstandelse og himmelfart grundfæstet.

Således må man derfor forstå hans himmelfart, ellers har den hverken kraft eller saft. For hvad gavner det, hvis man ikke prædiker mere, end at han er faret bort og sidder ledig deroppe? Derfor vil profeten i Salmen sige således: «Kristus er faret op i det høje og har ført fangenskabet fangen.» Det vil sige: Han sidder ikke alene deroppe, men er også hernede. Og han er netop faret derop, for at han skulle være hernede, så han kunne fylde alle ting og være på alle steder; hvad han ikke kunne gøre på jorden, for dér kunne ikke alle legemlige øjne se ham. Derfor har han sat sig dér, hvor alle kan se ham, og hvor han har med alle at gøre, så han kan fylde al skabning, idet han er nærværende overalt, og alle ting er fulde af ham, og der er intet så stort i himlen og på jorden, at han ikke har magt over det, så det må gøre, hvad han vil, og ikke mere; og så han ikke alene regerer og fylder al skabning (for dermed er min tro endnu ikke hjulpet, og synden er endnu ikke taget bort), men også har ført fangenskabet fangen igen.

Dette fangenskab har nogle tydet derhen, at han tog de hellige fædre ud af helvedes forgård; men dermed er troen heller ikke hjulpet, for det opbygger ikke troen synderligt. Derfor må vi forstå dette enfoldigt, at han mener det fangenskab, som fanger mig og tager mig til fange eller holder mig fanget. For jeg er Adams barn, fuld af synd og urenhed; dér har loven taget mig til fange, så min samvittighed er bundet og dømt til døden. Ud af det fangenskab kan ingen komme uden den ene mand Kristus. Hvad har han da gjort? Det har han gjort, at synd, død og Djævel er blevet hans skyldnere. Synden faldt ham om halsen, som om den ville drukne ham; men den tabte over for ham, for han har opslugt den. Sådan også Djævelen, døden og helvede. Det kan vi ikke gøre, uden at han er der med sin hjælp og hjælper os; for så må vi bukke under. Men han, eftersom han ikke havde gjort nogen synd og var fuld af retfærdighed, har trådt den under fødder og opslugt den og taget alt til fange, som ville fange os, så at synd og død nu intet mere kan.

Det er nu den magt, han lader prædike, at alle, der tror på ham, er fri af fangenskabet. For jeg tror på ham, som har taget synd, død og alt, hvad der anfægter os, til fange. Det er en dejlig og trøstefuld tale, når man prædiker, at døden således er taget bort og slået ihjel, så man ikke mere føler eller fornemmer den – dog kun for dem, der tror det. Du vil ikke finde det i dine gerninger, faste, bøn, spægelser, tonsurer og kutter og hvad du ellers kan gøre; men alene på de steder, hvor Kristus sidder og er faret hen, og hvorhen han har ført fangenskabet med sig. Og derfor: Den, der vil være fri for synden og frelst fra Djævelen og døden, han må komme derhen, hvor han er. Men hvor er han? Her hos os er han, og derfor har han sat sig i himlen, for at han kan være nær hos os; så er vi hos ham deroppe, og han hos os hernede: ved prædikenen kommer han herned, så kommer vi derop ved troen.

Således ser vi overalt i Skriften, at troen er så usigelig stor en ting, at man aldrig kan prædike nok om den og nå den med ord: Man hører den ikke og ser den ikke, derfor må man alene tro den. For sådan er troens art, at den slet intet føler, men kun følger de ord, den hører, og hænger ved dem. Tror han det, så har han det; tror han det ikke, så har han det ikke. Således må man forstå trosartiklen, at Kristus er faret op til himlen og sidder ved Guds højre hånd. Det være nok om evangeliet.