5. søndag efter påske, anden prædiken (Joh 16,23–30)

En anden prædiken over evangeliet på 5. søndag efter påske, Joh 16,23–30

Om bønnen; næsten en gentagelse af den foregående prædiken.

Skal en bøn være rigtig god og blive bønhørt, må man for det første lægge mærke til, at der hører fem ting til. Det første er, at man har et løfte eller tilsagn fra Gud og først tænker over det, minder Gud om det og derved vover at bede frimodigt. For hvis Gud ikke havde befalet os at bede og lovet at høre os, kunne alle skabninger med alle deres bønner ikke opnå så meget som et lille korn. Deraf følger, at ingen opnår noget hos Gud for sin egen eller sin bøns værdigheds skyld, men alene af Guds godhed, som kommer alle bønner og ønsker i forkøbet og ved sit nådige tilsagn og løfte bevæger os til at bede og begære, så vi kan lære, hvor meget mere han sørger for os og er rede til at give, end vi er til at tage imod og søge, og således blive dristige til at bede frimodigt, eftersom han byder os alt og mere, end vi kan bede om.

For det andet er det nødvendigt, at man aldrig tvivler på Guds sanddru og trofaste løfte. For netop derfor har han lovet at høre os, ja, befalet os at bede, for at man skal have en vis og fast tro på, at man bliver bønhørt, som han siger hos Matthæus (21,22) og Markus 11: «Alt, hvad I beder om i bønnen, skal I modtage, når I tror.» Og hos Lukas siger han (11,9–13): «Og jeg siger jer: Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer. For hver den, som beder, han får, og den, som søger, han finder, og den, som banker på, for ham skal der lukkes op. Hvor er der en søn iblandt jer, som beder sin far om brød, og han giver ham en sten i stedet? Og når han beder om en fisk, giver ham en slange i stedet for fisken? Eller når han beder om et æg, giver ham en skorpion i stedet? Når da I, som er onde, kan give jeres børn gode gaver, hvor meget mere skal da Faderen i himlen give Helligånden til dem, som beder ham!» På disse og lignende løfter og befalinger må man frimodigt vove sig ud og bede med ret tillid.

For det tredje: Hvis nogen beder sådan, at han tvivler på, at Gud hører ham, og blot sætter sin bøn på et lykketræf, om det sker eller ikke sker, så gør han to onde ting. Den første er, at han selv gør sin bøn til intet og arbejder forgæves. For således siger Jakob (1,6–7): «Den, som vil bede Gud om noget, skal bede i tro uden at tvivle, for den, som tvivler, ligner en bølge på havet, som drives og kastes af vinden. Det menneske skal ikke mene, at han vil modtage noget af Herren.» Han mener dermed, at et sådant menneskes hjerte hverken står fast eller holder sig stille; derfor kan Gud intet give ham. Men troen holder hjertet stille og gør det modtageligt for Guds gaver.

Den anden onde ting er, at han regner sin allertrofasteste og sanddru Gud for en løgner og for en upålidelig og usikker mand, som en, der ikke kan eller vil holde sine løfter, og således ved sin tvivl berøver Gud æren og navnet for troskab og sandhed. Deri synder han så svært, at en kristen netop ved den synd bliver til en hedning og fornægter og mister sin egen Gud, og hvis han bliver i den, må han være evigt fordømt uden nogen trøst. Og bliver der givet ham noget af det, han beder om, så gives det ham ikke til frelse, men til skade, timeligt og evigt; heller ikke for bønnens skyld, men af Guds vrede, for at Gud kan lønne de gode ord, som bliver talt i synd og vantro og til vanære for Gud.

For det fjerde siger nogle: «Ja, jeg ville gerne stole på, at min bøn blev hørt, hvis bare jeg var værdig til det og gjorde det godt!» Jeg svarer: Vil du ikke bede, før du ved eller føler, at du er værdig og skikket, så kommer du aldrig nogen sinde til at bede. For som sagt før må vores bøn ikke grunde sig eller hvile på vores egen eller sin egen værdighed, men på den urokkelige sandhed i Guds løfte; og hvor den grunder sig på sig selv eller på noget andet, er den falsk og bedrager dig, selv om hjertet brister af lutter andagt og græder lutter bloddråber.

For vi beder jo netop, fordi vi ikke er værdige til at bede; og netop derved bliver vi værdige til at bede og blive bønhørt, at vi tror, at vi er uværdige, og alene vover os frimodigt ud på Guds troskab. Vær så uværdig, du vil, så mærk dog og tag det i fuld alvor til efterretning, at det betyder tusind gange mere, at du ærer Guds sandhed og ikke med din tvivl gør hans trofaste løfte til løgn. For din værdighed hjælper dig ikke, og din uværdighed hindrer dig ikke; men mistroen fordømmer dig, og tilliden gør dig værdig og bevarer dig.

Vogt dig derfor hele dit liv for nogen sinde at regne dig for værdig eller skikket til at bede eller modtage, medmindre du finder dig selv som en fri vovehals, der sætter alt på din nådige Guds sanddru og visse løfte. Han vil åbenbare dig sin barmhjertighed og godhed sådan, at ligesom han af lutter nåde og ubedt har lovet dig, der er uværdig og intet har fortjent, at høre dig, således vil han også af lutter nåde høre dig, uværdige bedende, til ære for sin sandhed og sit løfte, så du ikke takker din værdighed, men hans sandhed, hvormed han opfylder løftet, og hans barmhjertighed, hvormed han har givet løftet, for at ordet i salmen kan stå fast (Sl 25,8–10): «Herren er god og ret, derfor underviser han syndere på vejen; han leder de elendige ret og lærer de elendige sin vej. Alle Herrens stier er godhed og sandhed for dem, som holder hans pagt og vidnesbyrd» – godhed eller barmhjertighed i løftet, troskab eller sandhed i opfyldelsen og bønhørelsen af løfterne. Og i en anden salme siger han: «Godhed og troskab møder hinanden, retfærdighed og fred kysser hinanden» (Sl 85,11); det vil sige: de mødes i hver eneste gerning og gave, som vi får fra Gud ved at bede.

For det femte skal man forholde sig sådan i denne tillid, at man ikke sætter Gud et mål, bestemmer dag eller sted eller fastsætter måden eller målet for hans bønhørelse, men overlader alt det til hans vilje, visdom og almagt og blot frisk og glad venter på bønhørelsen, dog uden at ville vide hvordan og hvor, hvor snart, hvor længe og ved hvem; for hans guddommelige visdom vil finde langt bedre måde og mål, tid og sted, end vi kan udtænke, og om der så skulle ske undere. Sådan som i Det Gamle Testamente: Da Israels børn stolede på, at Gud ville udfri dem, og der dog ingen mulig udvej var for øjnene af dem eller i alle deres tanker, da åbnede Det Røde Hav sig og gav dem en vej igennem, hvor der dog ingen vej var, og druknede alle deres fjender på én gang (2 Mos 14).

Sådan gjorde også Judit, den hellige kvinde. Da hun hørte, at borgerne i Betylua ville overgive byen om fem dage, hvis Gud ikke hjalp dem inden da, irettesatte hun dem og sagde: «Hvem er I, at I frister Gud? Den slags forehavender vinder man ikke nåde med; de vækker snarere unåde. Vil I sætte Gud en frist for, hvornår han skal forbarme sig over jer, og bestemme ham en dag efter jeres eget forgodtbefindende?» (Judit 8,10–11). Derfor hjalp Gud hende også forunderligt, så hun huggede hovedet af den store Holofernes, og fjenderne således blev drevet bort.

Således siger også Sankt Paulus, at Guds magt er sådan, at han kan gøre langt højere og bedre, end vi beder om eller forstår (Ef 3,20). Derfor skal man erkende, at vi er for ringe til at nævne, male op eller foreskrive tid, sted, måde, mål og andre omstændigheder ved det, vi beder Gud om; men man skal overlade ham det alt sammen og urokkeligt og fast tro, at han vil høre os.