Den stille uge: om Kristi lidelse

En prædiken om betragtningen af Kristi hellige lidelse

Skrevet i året 1521

For det første betragter nogle Kristi lidelse sådan, at de bliver vrede på jøderne, synger og skælder ud over den stakkels Judas og så lader det være nok; ligesom de er vant til at anklage andre folk og fordømme og bagtale deres modstandere. Det burde vel snarere hedde at betragte Judas’ og jødernes ondskab end Kristi lidelse.

For det andet har nogle vist mange slags nytte og frugt, som kommer af at betragte Kristi lidelse. Hertil går et vildledende ord i omløb, som tillægges Albertus [Albertus Magnus (ca. 1200–1280), dominikaner og skolastisk teolog.]: at det er bedre at tænke Kristi lidelse igennem én gang, blot overfladisk, end om man fastede et helt år eller bad hele psalteret hver dag osv. Det retter de sig blindt efter, og det går lige imod den rette frugt af Kristi lidelse, for de søger deres eget deri. Og derfor slæber de rundt på små billeder og små bøger, sedler og kors, og nogle går endda så vidt, at de mener at kunne sikre sig mod vand, jern, ild og al slags fare, så Kristi lidelse skal virke i dem, at de slipper for at lide – imod dens art og natur.

For det tredje har de medlidenhed med Kristus, så de jamrer over ham og begræder ham som et uskyldigt menneske; ligesom kvinderne, der fulgte efter Kristus fra Jerusalem og blev irettesat af ham: de skulle græde over sig selv og deres børn.

Af den slags er de, der midt i lidelseshistorien farer langt bort og fortæller meget om Kristi afsked i Betania og om Jomfru Marias smerter, og heller ikke kommer længere. Deraf kommer det, at man trækker passionen ud over så mange timer – Gud ved, om det mere er udtænkt til at sove eller til at våge.

Til denne flok hører også de, som har lært, hvor stor frugt den hellige messe har, og i deres enfoldighed mener de, at det er nok, når de hører messen. Derhen føres vi af nogle læreres udsagn om, at messen opere operati, non opere operantis [«i kraft af den udførte handling, ikke i kraft af den handlendes gerning» – skolastisk læresætning om sakramenternes virkning.], af sig selv, også uden vores fortjeneste og værdighed, er velbehagelig – lige som om det var nok; skønt messen dog ikke er indstiftet for sin egen værdigheds skyld, men for at gøre os værdige, især for at vi skal betænke Kristi lidelse. For hvor det ikke sker, gør man messen til en legemlig og ufrugtbar gerning, hvor god den så end måtte være i sig selv. For hvad hjælper det dig, at Gud er Gud, hvis han ikke er en Gud for dig? Hvad nytter det, at mad og drikke er sundt og godt i sig selv, hvis det ikke er sundt for dig? Og man må frygte, at man ikke gør det bedre med mange messer, når man ikke søger den rette frugt deri.

For det fjerde: de betragter Kristi lidelse ret, som ser sådan på den, at de forfærdes inderligt over den, og deres samvittighed straks synker hen i fortvivlelse. Forfærdelsen skal komme af, at du ser Guds strenge vrede og urokkelige alvor over synden og synderne: at han ikke engang for sin egen allerkæreste Søns skyld ville lade synderne gå fri, uden at denne gjorde en så tung bod for dem; som han siger gennem Esajas (Es 53,8): «For mit folks synders skyld har jeg slået ham.»

Hvad vil der da ske med synderen, når det kæreste barn bliver slået således? Det må være en uudsigelig, uudholdelig alvor, som en så stor, umådelig person går i møde og lider og dør for; og når du for alvor tænker dybt over, at Guds Søn, Faderens evige visdom, selv lider, så vil du nok forfærdes, og jo mere, jo dybere.

For det femte: at du dybt indprenter dig og slet ikke tvivler på, at det er dig, der martrer Kristus således; for dine synder har visselig gjort det. Sådan slog og forfærdede Sankt Peter jøderne som et tordenslag (ApG 2,36–37), da han sagde til dem alle under ét: «I har korsfæstet ham», så at tre tusind den samme dag sagde, forfærdede og skælvende, til apostlene: «Kære brødre, hvad skal vi nu gøre?» Derfor, når du ser naglerne trænge gennem Kristi hænder, så tro for vist, at det er dine gerninger; ser du hans tornekrone, så tro, at det er dine onde tanker osv.

For det sjette: se nu, hvor én torn stikker Kristus, dér burde med rette mere end hundredtusind torne stikke dig, ja, evigt burde de stikke dig således og meget værre. Hvor én nagle martrer Kristi hænder og fødder igennem, burde du evigt lide sådanne og endnu værre nagler; som det også skal gå dem, der lader Kristi lidelse gå tabt på sig. For dette alvorlige spejl, Kristus, vil hverken lyve eller spøge; hvad det viser, må være sådan, og det over al måde.

For det syvende: en sådan forfærdelse fik Sankt Bernhard deraf, så han sagde: «Jeg mente, jeg var sikker, og vidste intet om den evige dom, som var gået over mig i himlen, indtil jeg så, at Guds enbårne Søn forbarmer sig over mig, træder frem og giver sig ind under den samme dom for mig. Ak ve, nu er det ikke længere tid for mig at lege og være sikker, når der står sådan en alvor bag.»

Sådan bød Kristus kvinderne (Luk 23,28): «Græd ikke over mig, men græd over jer selv og jeres børn!» Og han angiver grunden: «For når man gør sådan med det grønne træ, hvad skal der så ikke ske med det tørre?» Som skulle han sige: «Lær af min pine, hvad I har fortjent, og hvordan det skal gå jer.» For her passer det, at «man slår den lille hvalp eller hund for at skræmme den store hund». Sådan har profeten også sagt: «Alle slægter på jorden skal klage over sig selv for hans skyld»; han siger ikke, at de skal klage over ham, men at de skal klage over sig selv for hans skyld. Sådan blev også de forfærdede (ApG 2,37), som sagt ovenfor, så de sagde til apostlene: «Kære brødre, hvad skal vi gøre?» Ligeså synger kirken: «Jeg vil flittigt tænke derpå, og så skal min sjæl vansmægte i mig.»

For det ottende: i dette stykke må man øve sig rigtig godt, for næsten hele nytten af Kristi lidelse ligger i, at mennesket kommer til erkendelse af sig selv og forfærdes over sig selv og bliver knust. Og hvor mennesket ikke kommer dertil, er Kristi lidelse endnu ikke blevet ham ret til nytte. For det egentlige, naturlige værk, Kristi lidelse gør, er, at den gør mennesket lig med Kristus, så at ligesom Kristus på legeme og sjæl bliver jammerligt martret i vores synder, sådan må også vi efter ham martres i samvittigheden af vores synder. Det går heller ikke til her med mange ord, men med dybe tanker og med at agte synden stor.

Tag en lignelse: Hvis en ugerningsmand blev dømt, fordi han havde myrdet en fyrstes eller konges barn, og du var tryg og sang og legede, som om du var ganske uskyldig, indtil man greb dig forfærdeligt an og overbeviste dig om, at du havde fået ugerningsmanden til det – se, så ville hele verden blive dig for trang, især hvis samvittigheden også svigtede dig. Så meget mere angst skal du blive, når du betænker Kristi lidelse. For ugerningsmændene, jøderne, er nok nu dømt og fordrevet af Gud, men de har dog været din synds tjenere, og det er i sandhed dig, der ved din synd har myrdet og korsfæstet Guds Søn, som sagt er.

For det niende: den, der føler sig så hård og tør, at Kristi lidelse ikke forfærder ham sådan og fører ham til erkendelse af sig selv, han skal frygte. For det kommer ikke til at gå anderledes: Kristi billede og lidelse må du blive lig, enten det så sker i livet eller i helvede; i det mindste må du i døden og i skærsilden [Luther regner her i 1521 endnu med skærsilden; senere forkastede han læren om den, fx i De schmalkaldiske Artikler, del II, art. 2.] falde i forfærdelsen og ryste, skælve og føle alt, hvad Kristus lider på korset. Nu er det grufuldt at vente med det til dødslejet; derfor skal du bede Gud om, at han vil blødgøre dit hjerte og lade dig betænke Kristi lidelse med frugt. For det er heller ikke muligt, at Kristi lidelse kan betænkes grundigt af os selv, medmindre Gud sænker den ned i vores hjerte.

Denne betragtning, ligesom enhver anden lære, er heller ikke givet dig, for at du på egen hånd skal kaste dig over den og fuldbringe den, men for at du først skal søge og begære Guds nåde, så du fuldbringer den ved hans nåde og ikke ved dig selv. For deraf er det kommet, at de, der er nævnt ovenfor, ikke behandler Kristi lidelse ret: de påkalder ikke Gud ret om det, men opfinder deres egne måder ud fra deres egen evne og omgås den ganske menneskeligt og ufrugtbart.

For det tiende: den, der således betænker Guds lidelse en dag, en time, ja, et kvarter, om ham vil vi frit sige, at det er bedre, end om han fastede et helt år, bad hele psalteret hver dag eller læste passionen hundrede gange. For denne betragtning forvandler mennesket i dets væsen og føder det næsten på ny ligesom dåben. Her gør Kristi lidelse sin rette, naturlige, ædle gerning: den slår den gamle Adam ihjel og fordriver al lyst, glæde og tillid, som man kan have til skabningerne, ligesom Kristus var forladt af alle, også af Gud.

For det ellevte: eftersom en sådan gerning da ikke er i vores hånd, sker det, at vi undertiden beder om den og dog ikke opnår den i samme stund; alligevel skal man ikke fortvivle eller holde op. Undertiden kommer den, når vi ikke beder om den, sådan som Gud ved og vil, for den vil være fri og ubunden. Så bliver mennesket bedrøvet i sin samvittighed og mishager sig selv dybt i sit liv, og det kan godt være, at han ikke ved, at det er Kristi lidelse, der virker dette i ham, skønt han måske ikke tænker på den; ligesom de andre tænker meget på Kristi lidelse og dog ikke kommer til erkendelse af sig selv derved. Hos de første er Kristi lidelse skjult og sand, hos de sidste tilsyneladende og bedragerisk; og på den måde vender Gud ofte bladet, så at de, der betænker lidelsen, ikke betænker den, og de, der ikke hører messen, hører den, og de, der hører den, ikke hører den.

Den anden del: om trøsten i Kristi lidelse

For det tolvte: hidtil har vi været i lidelsesugen og har holdt langfredag ret; nu kommer vi til påskedag og Kristi opstandelse. Når mennesket således er blevet sin synd var og er helt forfærdet i sig selv, må man passe på, at synderne ikke bliver liggende sådan i samvittigheden; ellers ville der helt sikkert komme den rene fortvivlelse ud af det. Men ligesom de er strømmet ud fra Kristus og blevet erkendt, sådan må man igen øse dem over på ham og gøre samvittigheden fri.

Se derfor endelig til, at du ikke gør som de forkerte mennesker, der bider og æder sig selv med deres synder i hjertet og stræber efter at løbe hid og did med gode gerninger eller fyldestgørelse eller også at arbejde sig ud ved aflad og således slippe af med synden; hvilket er umuligt, og desværre har denne falske tillid til fyldestgørelse og pilgrimsrejser bredt sig vidt.

For det trettende: Men så kaster du din synd fra dig over på Kristus, når du fast tror, at hans sår og lidelser er dine synder, at han bærer og betaler dem, som Esajas siger (Es 53,6): «Gud har lagt al vores synd på ham.» Og Sankt Peter (1 Pet 2,24): «Han har selv båret vores synder på sin krop på et træ.» Sankt Paulus (2 Kor 5,21): «Gud har gjort ham til synd for os for at vi skulle blive Guds retfærdighed i ham.»

Til disse og lignende skriftord må du forlade dig med hele din vægt, og jo hårdere din samvittighed martrer dig, desto mere. For gør du ikke det, men formaster dig til at stille den ved din anger og fyldestgørelse, så kommer du aldrig nogen sinde til ro og må til sidst alligevel fortvivle. For når vi behandler vores synder i vores samvittighed, lader dem blive hos os og ser på dem i vores hjerte, så er de os alt for stærke og lever evigt. Men når vi ser, at de ligger på Kristus, og at han overvinder dem ved sin opstandelse, og vi frimodigt tror det, så er de døde og blevet til intet. For på Kristus kunne de ikke blive liggende; de er opslugt ved hans opstandelse, og du ser nu ingen sår, ingen smerter på ham, det vil sige: intet tegn på synd.

Sådan siger Sankt Paulus (Rom 4,25), at Kristus er død for vores synders skyld og opstået for vores retfærdigheds skyld; det vil sige: i sin lidelse gør han vores synd kendt og slår den således ihjel, men ved sin opstandelse gør han os retfærdige og fri for alle synder, hvis vi da tror det.

For det fjortende: hvis du nu ikke kan tro, så skal du, som sagt før, bede Gud om det. For også dette stykke ligger alene frit i Guds hånd og bliver også givet på samme måde, undertiden åbenlyst, undertiden skjult, som der er sagt om stykket om lidelsen. Men du kan anspore dig selv dertil: for det første ved ikke længere at se på Kristi lidelse (for den har nu gjort sin gerning og forfærdet dig), men trænge igennem og se hans venlige hjerte, hvor fuldt af kærlighed det er mod dig, den kærlighed, som tvinger ham til at bære din samvittighed og din synd så tungt. Således bliver dit hjerte sødt mod ham, og troens tillid bliver styrket.

Stig dernæst videre gennem Kristi hjerte op til Guds hjerte og se, at Kristus ikke kunne have vist dig den kærlighed, hvis Gud ikke i evig kærlighed havde villet det, han, som Kristus med sin kærlighed til dig er lydig imod. Dér vil du finde det guddommelige, gode faderhjerte og, som Kristus siger, således blive draget til Faderen gennem Kristus; dér vil du da forstå Kristi ord (Joh 3,16): «For således elskede Gud verden at han gav sin eneste søn» osv. Det er da at kende Gud ret, når man ikke griber ham ved magten eller visdommen (som er forfærdelige), men ved godheden og kærligheden; dér kan troen og tilliden da bestå, og mennesket er således i sandhed født på ny i Gud.

For det femtende: når dit hjerte således er grundfæstet i Kristus, og du nu er blevet syndens fjende af kærlighed og ikke af frygt for straffen, så skal Kristi lidelse fra nu af også være et forbillede for hele dit liv, og du skal nu betænke den på en anden måde. For hidtil har vi betænkt den som et sakramente, der virker i os, og vi lider det; nu betænker vi den sådan, at også vi virker, nemlig således:

Når en smerte eller sygdom tynger dig, så tænk, hvor ringe og tålelig den er mod Kristi tornekrone og nagler.

Når du må gøre eller lade noget, som er dig imod, så tænk på, hvordan Kristus bliver bundet og fanget og ført hid og did.

Anfægter hovmodet dig, så se, hvordan din Herre bliver hånet og foragtet sammen med røverne.

Støder urenhed og lyst dig an, så tænk på, hvor bittert Kristi sarte kød bliver hudflettet, gennemstunget og gennemslået.

Anfægter had og misundelse dig, eller søger du hævn, så tænk på, hvordan Kristus med mange tårer og råb har bedt for dig og alle sine fjender, han, som dog med større ret kunne have hævnet sig.

Når trængsel eller hvilken som helst modgang, legemlig eller åndelig, bekymrer dig, så styrk dit hjerte og sig: «Ja, hvorfor skulle jeg da ikke også lide en lille bedrøvelse, når min Herre sveder blod i haven af angst og bedrøvelse?» Det ville være en doven, skændig tjener, som ville ligge i sengen, mens hans herre må kæmpe i dødsnød.

Se, således kan man i Kristus finde styrke og husvalelse mod alle laster og udyder. Og det er at betænke Kristi lidelse ret; det er frugterne af hans lidelse; og den, der således øver sig deri, gør bedre, end om han hørte alle passionslæsninger eller læste alle messer. Ikke sådan, at messerne ikke skulle være gode, men at de ikke hjælper noget uden en sådan betragtning og øvelse. Det er også de rette kristne, som således drager Kristi liv og navn ind i deres liv, som Sankt Paulus siger: «De der tilhører Kristus, har korsfæstet kødet sammen med dets lidenskaber og lyster.»

For Kristi lidelse skal ikke behandles med ord og skin, men med livet og i sandhed. Sådan formaner Sankt Paulus os i Hebræerbrevet (Hebr 12,3), når han siger: «Tænk på ham som udholdt en sådan modsigelse mod sig selv fra syndere for at I ikke skal blive trætte og give op.» Og Sankt Peter (1 Pet 4,1): «Da nu Kristus har lidt i kødet for os, skal også I bevæbne jer med den samme indsigt.» Men denne betragtning er gået af brug og er blevet sjælden, skønt Sankt Paulus’ og Sankt Peters breve dog er fulde af den. Vi har forvandlet væsenet til et skin og maler betragtningen af Kristi lidelse alene på papiret og på væggene.

Her slutter denne korte betragtning af vor allerkæreste Herre Jesu Kristi højværdige og allerfrugtbareste lidelse, som er en stor skat og tillid for vores sjæle. Den almægtige Gud give os nådigt, at vi i vores sidste stund nådigt må føle dens frugt. Amen.