Den stille uge: om skriftemålet og sakramentet

Prædiken om skriftemålet og sakramentet

År 1524

Selv om jeg tit før har prædiket og skrevet om sakramentet og skriftemålet, må vi dog, fordi den tid kommer igen hvert år, som er sat af til, at man handler om det for deres skyld, der vil tage sakramentet, også gentage det i hovedtræk og tale om det endnu en gang.

For det første har jeg sagt tit nok, at de kristne ikke er bundet til at tage sakramentet netop ved denne højtid, men har ret og magt til at gå til det, når de vil; det er derfor, Gud har indstiftet præsteembedet, at præsterne dag for dag skal tage sig af folket og pleje det med Guds ord og sakramenterne. Derfor er det ukristeligt gjort, når man vil tvinge folk til at hente sakramentet på denne tid under trussel om dødssynd, sådan som man hidtil har gjort og endnu gør mange steder. For dette sakramente vil ikke og kan ikke tåle, at nogen skal være drevet og tvunget til at bruge det; det søger ikke andet end en sulten sjæl, der driver sig selv og bliver glad for at kunne komme til det. De andre, som folk må drive dertil, bryder det sig ikke om.

Derfor har Djævelen hidtil regeret med fuld vold og magt gennem paven, som han har drevet til at drive og trænge hele verden til sakramentet; og dertil er også alle og enhver løbet som svinene for budets skyld. Derved er der sket sakramentet så stor vanære og skam, og verden er blevet så fuld af synd, at det er til at græde over. Da vi nu ved dette, skal vi ikke lade os fange af noget bud, men holde os til den frihed, vi har fra Kristus. Det siger jeg for deres skyld, som ikke vil gå til sakramentet uden på denne tid, og som gør det alene for vanens og den almindelige skiks skyld. Dog skader det ikke, at man går til det netop ved denne påskehøjtid, når blot samvittigheden ikke er bundet til tiden, men er fri og skikket til at tage sakramentet.

For det andet må vi også tale på samme måde om skriftemålet. Men først skal man vide, at der i Skriften er tre slags skriftemål. Det første sker over for Gud; om det siger profeten David i Sl 32,5: «Jeg bekender min synd og skjuler ikke min misgerning. Jeg sagde: Jeg vil bekende min overtrædelse for HERREN; da tilgav du mig min synds misgerning.» Ligeledes siger han lige før samme sted (Sl 32,3): «Da jeg ville tie med det, svandt mine knogler hen, så min livssaft tørrede ind, som det bliver tørt om sommeren»; det vil sige: For Gud kan ingen bestå, uden han har dette skriftemål med sig, som Sl 130,4 siger: «Hos dig er nåden, for at man skal frygte dig»; det vil sige: Den, der vil handle for dit ansigt, må handle sådan, at dette skriftemål går af hjertet og siger: «Herre, er du ikke barmhjertig, så er det tabt, hvor from jeg end kan være.» Det må alle de hellige bekende, som der igen står i den forrige salme (Sl 32,6): «For denne misgerning skal alle de hellige bede til dig.»

Således lærer dette skriftemål os, at vi alle lige meget er skurke og syndere, og som man siger: «Er én from, så er vi alle fromme.» Har nogen fået særlig nåde, så lad ham takke Gud for det og ikke rose sig selv af det. Er nogen faldet i synd, så er det hans kød og blod, og ingen er faldet så dybt, at en anden, som står nu, ikke kan falde endnu dybere. Derfor er der, så vidt det kommer an på os selv, ingen forskel imellem os; alene Guds nåde skiller os ad.

Dette skriftemål er nu så højst nødvendigt, at det ikke må udeblive et eneste øjeblik, men skal være en kristens hele liv, sådan at han uden ophør priser Guds nåde og gør sit eget liv til skamme for Guds øjne. Ellers, så snart jeg fremhæver en god gerning eller et godt liv, udebliver hans dom ikke, og den tåler ingen af dem; og for den kan ingen bestå. Derfor må dette skriftemål ske sådan, at du fordømmer dig selv som en, der er døden og helvedes ild værd; så kommer du i forkøbet, så Gud ikke kan dømme eller fordømme dig, men må være dig nådig. Men om dette skriftemål taler vi ikke her nu.

Det andet sker over for næsten og er kærlighedens skriftemål, ligesom det første er troens. Om det står der skrevet i Jakobs brev (5,16): «Bekend jeres synder for hinanden.» Det er et sådant skriftemål, når én har gjort sin næste ondt: Da skal han bekende det for ham, som Kristus siger i Matt 5,23–25: «Hvis du bringer din gave til alteret, og dér husker, at din bror har noget imod dig, så lad din gave blive dér foran alteret, og gå først hen og forlig dig med din bror, og kom så og bring din gave; og bliv hurtigst muligt ven med din modpart, mens du endnu er sammen med ham på vejen osv.» Her kræver han af begge sider, at den, der har krænket den anden, beder om tilgivelse, og at den, der bliver bedt, tilgiver ham. Også dette skriftemål er nødvendigt og befalet ligesom det første; for Gud vil ikke være nogen nådig eller tilgive ham hans synd, uden han også tilgiver sin næste. Sådan kan troen heller ikke være ægte, uden den bærer denne frugt, at den tilgiver næsten og beder om tilgivelse; ellers tør mennesket ikke komme for Gud. Er denne frugt der ikke, så er troen og det første skriftemål heller ikke ægte.

Det tredje er det, som paven har befalet, og som sker hemmeligt i præstens øre med opregning af synderne. Det er ikke befalet af Gud; men paven har tvunget folk dertil og oven i købet lavet så mange slags og forskelle på synderne, at ingen kan magte det; dermed er samvittighederne blevet drevet og pint, så det har været jammer og nød. Herom siger vi nu sådan: Gud tvinger dig ikke til at skrifte ved troen over for ham eller ved kærligheden over for næsten, når du ikke vil blive frelst eller have hans nåde. Han bryder sig heller ikke om, at du går hen og gør det, men dog nødigt og med ulyst; han vil, at du gør det af dig selv, med kærlighed og lyst, af hjertet. Således tvinger han dig heller ikke til at skrifte hemmeligt for præsten, når du ikke selv har lyst dertil og begærer tilgivelsen (absolutionen).

Det har paven ikke ænset, men er her faret frem, som om det hørte under det verdslige regimente, hvor man må handle med tvang; han har ikke spurgt efter, om man gør det gerne eller nødigt, men ligefrem befalet, at den, der ikke skrifter på denne tid, ikke skal begraves på kirkegården. Men Gud spørger ikke efter, om du gør det eller ej, når det ikke sker med lyst. Derfor: Gør du det ikke gerne, så er det bedre, at du lader det være. For til Gud kan ingen komme uden den, der kommer med lyst og fri vilje; derfor kan ingen drive dig derhen. Gør du det for budets skyld, for at være paven lydig, så gør du uret. Alligevel går det nu sådan til i verden, at alle løber derhen, alene fordi det er befalet; derfor hedder den tid med rette martreugen [på tysk Marterwoche, et gammelt navn for den stille uge], fordi samvittighederne i den bliver martret og plaget, så det er en jammer, til skade og fordærv for sjælene, og dertil bliver Kristus selv martret langt skændigere, end da han hang på korset. Derfor må vi vel løfte hænderne og takke Gud, at han har givet os et sådant lys. For selv om vi ikke bærer mange frugter og ikke bedrer os meget, så har vi dog en ret forståelse. Derfor er det nu meget bedre, at man holder sig fra skriftemålet og sakramentet, end at man går til det nødigt; så bliver samvittighederne dog ikke martret.

Således siger vi nu om det hemmelige skriftemål, at ingen er tvunget dertil; men dog er det tilrådeligt og godt af denne grund: For hvor og hvor tit du kan høre Guds ord, skal du ikke foragte det, men tage imod det med inderlig længsel. Nu har Gud ladet sit ord gå ud gennem hele verden, så det fylder alle kroge, så du finder Guds ord overalt, hvor du kommer hen. Når jeg nu prædiker syndernes forladelse, så prædiker jeg det rette evangelium. For evangeliets sum er denne: Den, der tror på Kristus, skal have sine synder tilgivet. Således kan en kristen prædikant aldrig åbne munden uden at måtte tilsige tilgivelse. Sådan gør også Kristus i evangeliet, når han siger: Pax vobis, fred være med jer. Det vil sige: Jeg forkynder jer fra Gud, at I har fred og syndernes forladelse; også dette er netop evangeliet og tilgivelsen. Sådan også sakramentets ord: «Dette er mit legeme, som gives for jer; dette er mit blod, som udgydes for jer til syndernes forladelse osv.» Skulle jeg nu derfor sige: «Jeg vil ikke skrifte, for jeg har Ordet i sakramentet», så gjorde jeg ligesom en, der sagde: «Jeg vil heller ikke høre nogen prædiken.» Evangeliet skal uden ophør lyde og klinge gennem alle kristnes mund. Derfor skal man tage imod det med glæde, hvor og når man kan høre det, løfte hænderne og takke Gud, at du kan høre det overalt.

Derfor: Når du nu går til hemmeligt skriftemål, skal du ikke give så meget agt på din egen bekendelse som på præstens ord; og skil det således ad: Ét er det, du siger; noget andet er det, som han siger, der hører dig. Det, du gør, skal du ikke regne for meget, men giv agt på det, han siger til dig, nemlig at han i Guds sted forkynder dig syndernes forladelse. Her er det lige meget, om han er præst og i prædikeembedet eller ellers en kristen. Det ord, han taler, er ikke hans, men Guds ord; og Gud holder lige så fast ved det, som om han selv talte det. Sådan har han stukket sit hellige ord ind i alle kroge. Da vi nu finder det overalt, skal vi tage imod det med stor tak og ikke slå det hen i vejret.

For i skriftemålet har du også den fordel som i sakramentet, at Ordet er rettet til din person alene. For i prædikenen flyver det hen over menigheden, og selv om det også rammer dig, er du dog ikke så vis på det; men her kan det ikke ramme nogen anden end dig alene. Skulle du ikke blive inderlig glad, hvis du vidste et sted, hvor Gud selv ville tale med dig? Ja, hvis vi kunne høre en engel tale, så ville vi nok løbe helt til verdens ende. Men er vi ikke tåbelige, elendige og utaknemmelige folk, når vi ikke hører, hvad man siger os? Dér står Skriften og vidner, at Gud taler gennem os, og at det gælder lige så meget, som når han taler personligt med sin egen mund; som når Kristus siger i Matt 18,20: «Hvor to eller tre er forsamlede i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem»; ligeledes Joh 20,23: «Hvis I tilgiver nogen deres synder, bliver de tilgivet, og hvis I afviser at tilgive nogen, bliver tilgivelsen afvist.» Dér siger Gud selv tilgivelsen, ligesom han også selv døber barnet; og så vil du sige, at man ikke behøver at skrifte? For selv om du også hører det samme i sakramentet, skal du alligevel ikke af den grund kaste det bort, især fordi det (som sagt) angår dig alene.

Dertil har du endnu en fordel: at du i skriftemålet kan sige alle dine fejl og få råd om dem. Og var der ellers ingen anden grund, og talte Gud ikke selv dér, så ville jeg alligevel nødig undvære det for dette stykkes skyld, at jeg dér kan åbne mit hjerte for min bror og klage over det, der tynger mig. For det er en elendig ting, når samvittigheden er tynget og ligger i angst og hverken ved råd eller trøst.

Derfor er det også en ædel og trøstelig gerning, at to kommer sammen dér, og den ene giver den anden råd, hjælp og trøst, og det går fint broderligt og kærligt til. Den ene viser sin sygdom frem; så læger den anden hans sår. Derfor ville jeg ikke undvære det for al verdens gods. Dog skal det ikke befales, så man ikke gør sig samvittighed af det, som om man måtte skrifte først, før man går til sakramentet; men man skal endelig ikke foragte det. Du kan ikke høre Guds ord for meget eller præge det for dybt ind i hjertet; det bliver kun desto bedre.

Derfor har jeg sagt, at man skal skelne godt mellem de to, skriftemålet og tilgivelsen, som du hører, så du giver mest agt på tilgivelsen og ikke går til skrifte for budets skyld, heller ikke fordi du med din bekendelse ville gøre en god gerning, og som om dine synder skulle tilgives dig for dens skyld; men alene fordi du dér hører Guds ord og får trøst af det. Dér skal du række ørerne frem og lade det gå ind i dig, hvordan Gud taler gennem mennesket og tilgiver dig dine synder; og dertil hører så troen.

Vores skriftemål har hidtil været sådan: Når man tilsagde folk tilgivelsen, pålagde man dem så mange gerninger, hvormed de skulle gøre fyldest for synden; det skulle hedde at blive løst, skønt de dog først da for alvor blev bundet. Synderne skal alle være borte ved tilgivelsen; så pålægger de dem først at gøre fyldest for dem og tvinger således folk bort fra troen og fra tilgivelsen hen til deres gerninger.

Men sådan skulle de have lært: Se, det ord, som jeg siger dig i Guds sted, må du gribe med en ret tro. Har du ikke troen, så lad din bekendelse være; dog ikke sådan, at du derfor ikke skulle gå derhen, hvis din tro var for svag, og dér søge trøst og styrke. Kan du ikke tro, så klag også det for din bror, som du vil skrifte for, og sig: «Jeg føler nok, at jeg trængte til skriftemålet og tilgivelsen, men jeg finder mig for kold og svag i troen dertil.» For hvem vil du klage din skrøbelighed for, om ikke for din Gud? Men hvor kan du finde ham uden i din bror? Han kan styrke og hjælpe dig med ord. Det er da ret skriftet, og Gud give, at hele verden blot var bragt så vidt, at enhver bekendte, at han ikke kunne tro!

Så meget være nu sagt om skriftemålet: at det alt sammen skal være frit, så man kommer til skrifte af sig selv uden tvang. Men hvad skal man skrifte? Dér har vores prædikanter hidtil banket meget ind i os om de fem sanser, de syv dødssynder, de ti bud osv., hvormed de har forvirret samvittighederne. Men sådan skulle det gå til: at du først mærker, hvad der trykker dig, og de synder, som bider dig mest, og som din samvittighed derved bliver tynget af, dem skal du lægge frem for din bror og skrifte. Derfor behøver du ikke at søge længe og jage efter alle synder; tag kun dem for dig, som falder dig ind, og sig: «Sådan er jeg skrøbelig og faldet; derom begærer jeg trøst og godt råd.» For skriftemålet skal være kort. Og falder dig noget ind, som du har glemt, skal du ikke lade dig forvirre af det; for du har ikke gjort det, som var det en god gerning, og som om du måtte gøre det, men for at du skulle blive trøstet ved tilgivelsen. Du kan jo godt skrifte det hemmeligt for Gud eller høre en tilgivelse for det i sakramentet under messen.

Derfor skal man ikke bekymre sig, selv om synderne er glemt; er de glemt, så er de alligevel tilgivet. For Gud ser ikke på, hvor godt du har skriftet, men på sit ord, og hvordan du tror på det. Tilgivelsen lyder heller ikke sådan, at nogle synder skal være tilgivet og andre ikke; den er en fri prædiken, som forkynder dig, at Gud er dig nådig. Men når Gud er dig nådig, så må jo alle synder være borte. Derfor: Hold dig alene til tilgivelsen og ikke til din bekendelse; har du glemt noget eller ej, så lad det fare: Så meget du tror, så meget er dig tilgivet. Således må man altid trodse synden og den onde samvittighed med Guds ord.

Den anden del. Om det hellige sakramente

For det tredje må vi videre tale om det hellige sakramente. Før har vi sagt, at man ikke skal tvinge nogen dertil på en bestemt tid, men lade det være frit; desuden må vi endnu tale om begge skikkelser. Jeg har tidligere sagt, at man hos os herefter ikke skal række én skikkelse; den, der vil have sakramentet, skal hente det helt. For vi har nu prædiket og drevet det længe nok, så det ikke er at formode, at der skulle være nogen, der ikke har kunnet forstå det; er der dog nogen, der stadig er så grov, eller vil være så svag, at han ikke kan fatte det, så lader vi ham gå; det er lige så godt, at han holder sig fra det. Skulle én høre Guds ord så længe og lade sig bære på hænderne og dog altid sige: «Jeg forstår det ikke», så var det ikke noget godt tegn. For det er ikke muligt, at du skulle høre det så længe og alligevel endnu ikke blive oplyst. Når du da bliver ved at være blind, er det bedre, at man ikke giver dig sakramentet. Kan du ikke fatte Ordet, som dog er lyst, klart og vist, så fat heller ikke sakramentet. Sakramentet var jo intet, hvis Ordet ikke var.

Desuden har det nu lydt vidt og bredt ud i verden, så selv de, der er imod det, kender det. Men da disse ikke er svage, men forstokkede og forhærdede og sætter hovedet imod det, og dog hører, at vi beviser vores lære så klart med Skriften, at de intet kan svare på det eller fremføre noget imod det, men bliver ved deres romerske kirke og med magt vil bringe os til at følge dem, så gælder det nu ikke længere at vige eller tåle; fordi de vil trodse os og have det for ret, hvad de lærer og gør, så vil vi tage begge skikkelser, netop fordi de vil forbyde os det. Derfor skal man her ikke længere tage hensyn til forargelsen hos disse folk.

Men var der et sted, hvor evangeliet ikke var blevet hørt, så var det rimeligt og kristeligt, at man for en tid rettede sig efter de svage, sådan som vi også gjorde i begyndelsen, da denne sag endnu var for ny. Men nu, da man sætter sig sådan imod det og vil kvæle det med magt, gælder det ikke længere om at skåne.

Det er også en fin ting, at Gud regerer og ordner det sådan, at dette sakramente ikke er uden forfølgelse; for han har indstiftet det, for at det skal være kristenhedens løsen og kendetegn, så man kan kende os på det. For hvis vi ikke havde det, kunne man ikke vide, hvor og hvem de kristne var, og hvor evangeliet bar frugt. Men når man går til sakramentet, så ser man, hvem det er, der har hørt evangeliet; siden kan man også give agt på, om de lever kristeligt. Således er dette et kendetegn, som man kender os på, og hvormed vi også bekender Guds navn, så vi ikke skammer os over hans ord.

Når nu paven ser, at jeg går til sakramentet og tager begge skikkelser efter evangeliet, så er vidnesbyrdet der, at jeg vil holde mig til evangeliet. Begynder han så at blive vred og vil slå mig ihjel, så går det ret til, sådan som det gik i kristenheden i begyndelsen, da de kristne også bekendte Gud ved dette kendetegn. Vores biskopper har forbudt begge skikkelser imod Kristi ordning og befaling. Vil vi nu bekende Kristus, så må vi ikke gøre andet end tage begge skikkelser, så man kan vide, at vi er kristne og holder fast ved Guds ord. Slår man os ihjel for det, så skal vi tåle det; Gud vil rigeligt give os livet igen. Derfor er det ret, når vi bliver forfulgt for det; ellers, hvis det gik i ære, så var der ingen ret bekendelse. Men på den måde bliver vi i en ret stand, så vi må vente skam og vanære og dertil døden for Herrens skyld, sådan som det gik i den første kirke.

Videre har jeg sagt, at det ikke er nok, at du går til sakramentet, uden du er vis og har et værn for dig selv, så du kunne vise grund og årsag til, at du gør ret i det; så du er rustet, når man angriber dig, og kunne værge dig mod Djævelen og verden med Guds ord. Derfor kan du ikke gå derhen på en andens tro, for du må selv tro for dig selv lige så vel som jeg; for du må også stride lige så vel som jeg. Derfor må du frem for alt kende ordene godt, hvormed Kristus har indstiftet dette sakramente, nemlig disse:

I den nat, da Jesus Kristus blev forrådt, tog han brødet, takkede og brød det og gav disciplene det og sagde: «Tag og spis; dette er mit legeme, som gives for jer; gør dette til erindring om mig.»

Ligeledes tog han også kalken, efter at de havde spist aftensmåltidet, og takkede og gav dem det og sagde:

«Drik alle af den; dette er det nye og evige testamentes kalk i mit blod, som udgydes for jer til syndernes forladelse; gør dette, så ofte I drikker det, til ihukommelse af mig.»

Det er ord, som hverken de eller Djævelen kan nægte; på dem må vi stå. Og lad dem bare glossere over dem, som de vil, så har vi Guds klare ord, som siger, at brødet er Kristi legeme, givet for os, og kalken hans blod, udgydt for os. Det byder han os at gøre, for at vi skal ihukomme ham derved; men paven har budt, at man ikke skal gøre det sådan.

«Ja,» siger de, «I er lægfolk og farer vild, I forstår det ikke og kan ikke udlægge det.» Så siger vi igen: Det tilkommer os lige så vel som dem at udlægge det; for det er befalet os lige så vel som dem at tro på Kristus og bekende troen og holde alle Guds bud. For vi har jo den samme Gud, som de vil have. Hvordan skal vi da tro og alligevel hverken kende eller forstå hans ord? Når det nu er befalet mig at tro, så må jeg jo også kende de ord, jeg skal tro; for hvordan kan jeg tro uden ord? Desuden må jeg også stå fast på dem og vide at værge mig med dem og gendrive det, man fører i marken imod dem. Sådan kan du stoppe munden på dem og slutte: «Min tro skal jo være lige så god som din; derfor må jeg jo have og kende Ordet lige så vel som du.»

Som når evangelisten her siger: «Jesus tog kalken og gav disciplene den og sagde: Drik alle af den, dette er mit blod, det nye testamentes, som udgydes for jer» osv. Disse ord er jo klare nok, og der er ingen så grov, at han ikke forstår, hvad det vil sige: «Tag og drik alle af den, dette er det nye testamentes kalk i mit blod» osv. Derfor siger vi: Medmindre de kan lære os, at «drikke» betyder noget andet end det, hele verden kalder at drikke, så bliver vi ved, at vi alle skal drikke af kalken. Lad så stå imod det, hvad der vil, sædvane eller koncilier, så siger vi derimod: Gud er ældre og større end alle ting.

Ligeså er også disse ord klare: «Gør dette til ihukommelse af mig.» Sig mig her: Hvem skal ihukomme Herren? Er det kun sagt til præsterne og ikke til alle kristne? Men hvad er det at ihukomme ham andet end at prædike om ham og bekende ham? Skal vi da alle ihukomme Herren, så må det jo også være givet os at tage begge dele, at spise af brødet og drikke af kalken; det kan jo ingen nægte. Derfor hjælper det ikke, at du lægger låg over det og siger, at vi ikke skal kende ordene. Skal vi ikke kende dem, hvad gør du så? Du vil jo være hyrde og skulle netop være der for at undervise mig i dem og prædike dem for mig; og så må du med den rådne snak bekende din egen skam og bide dig selv i tungen, fordi du er så uforskammet at tale imod sandheden.

Sådan ser du, hvordan man skal fatte sakramentets ord og holde fast ved dem som visse; for al magten ligger i dem. Dem må vi alle kende og forstå og hænge ved med troen, så man kan værge sig med dem og slå fjenderne tilbage. Når du nu vil gå til sakramentet, så hør ordene, og regn med, at hele skatten ligger dér, som du skal stå på og forlade dig på; for de bliver netop sagt til dig. «Mit legeme gives, mit blod udgydes,» siger Kristus. Hvortil? For at du blot skal spise og drikke det? Nej, men til syndernes forladelse. Det er det, der netop rammer dig; og alt det andet, der ellers sker og siges her, tjener alene til, at dine synder skal forlades dig. Men skal det tjene til syndernes forladelse, så må det også være godt til at overvinde døden. For hvor synden er borte, dér er også døden borte og helvede med; hvor de er borte, dér er også al ulykke borte, og dér må al frelse være. Dér, dér ligger den store skat; se dér hen, og lad det narreværk fare, som de høje skoler går og bekymrer sig om: hvordan Kristi legeme er dér og skjuler sig under en så lille skikkelse. Sæt sådan et underværk ud af syne, og hæng ved Ordet, og stræb efter, at du må have nytte og frugt af sakramentet, nemlig denne, at dine synder bliver dig forladt.

Derfor må du indrette dig sådan, at ordene rammer dig. Det sker, når du mærker, at din synd bider dig og skræmmer dig, så du ligger i anfægtelse af kødet, verden og Djævelen. Snart er du vred og utålmodig, snart anfægter gerrigheden og næringssorgen dig osv., så du uden ophør har mange anstød, og undertiden løber der også grove stykker med, så du falder, og sjælen bliver såret. Så er du et fattigt, elendigt menneske, frygter for døden, bliver modløs og kan ikke være glad. Da er der tid og grund nok til, at du går hen og skrifter og klager din nød for Gud og siger: «Herre, du har indstiftet sakramentet med dit legeme og blod og efterladt os det, for at man skal finde syndernes forladelse dér. Nu mærker jeg, at jeg har brug for det: Jeg er faldet i synd og står i frygt og modløshed, har ikke mod til at bekende dit ord, har så og så mange skrøbeligheder; derfor kommer jeg nu, for at du skal læge mig, trøste mig og styrke mig» osv.

Derfor har jeg sagt, at man ikke skal give nogen sakramentet, medmindre han først kan gøre rede for, at det står sådan til med ham, nemlig at han siger, hvad der fattes ham, og begærer at hente styrke og trøst dér gennem Ordet og tegnet. Den, der nu ikke kan bruge det sådan, skal blive borte fra det og ikke gøre som de, der på denne tid piner sig selv så jammerligt, når de går til sakramentet, og dog slet ikke ved, hvad de gør.

Når du nu har hentet sakramentet, så gå videre og øv din tro. Dertil tjener sakramentet, så du kan sige: «Her har jeg offentligt Ordet om, at mine synder er forladt, og desuden har jeg taget det offentlige tegn i min mund; det kan jeg vidne om, ligesom jeg også offentligt har bekendt det for Djævelen og hele verden.» Når nu døden og den onde samvittighed anfægter dig, kan du støtte dig til det og trodse Djævelen og synden og således styrke din tro og gøre samvittigheden glad over for Gud; og så bliver du forbedret dag for dag, hvor du ellers bliver træg og kold, og jo mere du holder dig borte fra det, des mere uskikket bliver du. Men mærker du, at du er uskikket, svag og uden tro, hvor vil du så ellers hente styrke end her? Vil du vente så længe, til du først bliver ren og stærk, så kommer du vel aldrig dertil, og så er sakramentet dig heller ikke til nogen nytte.

Sådan ville den rette brug af sakramentet være, så samvittighederne ikke bliver pint, men trøstet og glade. For Gud har ikke givet det, for at det skulle være en gift og en pine, som man skulle forskrækkes for, sådan som vi har gjort ved den forkerte lære, som om vi dér skulle ofre Gud vores fromhed; og ordene, som er givet os til trøst og frelse for at styrke samvittighederne, vederkvæge dem, gøre dem glade og løse dem fra al ulykke, dem har vi skjult. Sådan skulle man fatte det og ikke se sakramentet an som andet end det, at der i det er lutter sød nåde, trøst og liv. Det er en gift og død for dem, som går frækt derhen og ikke mærker nogen svaghed, skrøbelighed eller nød, der skulle drive dem dertil, ligesom var de allerede rene og retfærdige. Men det vil have sådanne, der erkender deres skrøbeligheder og mærker, at de ikke er retfærdige, og dog gerne ville blive retfærdige. Det kommer altså alene an på dette at mærke det; for vi er ganske vist alle skrøbelige og syndere, men vi bekender det ikke alle.

Det være nok sagt om, hvordan man skal berede sig til sakramentet og forholde sig over for det: at øve og styrke troen ved ordene i sakramentet, at legemet og blodet er givet og udgydt for os til syndernes forladelse. Ved disse ord er hele sakramentets nytte, frugt og brug tilstrækkeligt vist og udtrykt, for så vidt vi nyder det for os selv.

Det andet stykke, som følger af det første, er nu den kristne kærlighed, og det skal man også give godt agt på. For vi er også skyldige at lade sakramentets nytte og frugt skinne frem og kunne vise, at vi har modtaget det til nytte. Nu ser vi, at det modtages over hele verden i så mange messer; men hvor ser man så blot én eneste frugt, som følger efter? Men dette er nu frugten: at vi på vores side lader os spise og drikke, ligesom vi har spist og drukket Herren Kristi legeme og blod, og også siger ordene til vores næste: «Tag, spis og drik» – så det ikke er en spøg, men alvor, at du giver dig hen med hele dit liv, ligesom Kristus i disse ord har gjort mod dig med alt, hvad han er. Som ville han sige: «Her er jeg selv, som gives for dig; den skat skænker jeg dig. Hvad jeg har, det skal du også have; mangler du noget, så skal jeg også mangle det. Der har du min retfærdighed, mit liv og min frelse, så hverken synd eller død, helvede eller nogen ulykke skal overvælde dig; så længe jeg er retfærdig og lever, så længe skal du også blive ved at være retfærdig og levende.»

Sådanne ord siger han til os; dem må vi også fatte og sige til vores næste, ikke alene med munden, men også med gerningen, nemlig sådan: «Se, min kære bror, jeg har modtaget min Herre; han er min, og nu har jeg mere end nok og al fylde. Så tag nu også du, hvad jeg har; det skal alt sammen være dit, og jeg vil også sætte det ind for dig. Er det nødvendigt, at jeg skal dø for dig, så vil jeg også gøre det.» Dette er det mål, der er sat os i sakramentet: at et sådant bevis over for næsten skal vise sig i os.

Men det er sandt: Vi kommer ikke så vidt, at vi bliver så fuldkomne, at den ene sætter sjæl, legeme, gods og ære ind for den anden. Vi lever endnu i kødet, som har slået så dybe rødder i os, at vi ikke kan give dette tegn og bevis så rent. På grund af den mangel har Kristus også indstiftet sakramentet til øvelse, så man dér kan hente det, som fattes os på dette punkt. For hvad vil du ellers gøre, når du ikke finder det hos dig selv? Du må jo også klage det for ham og sige: «Se, det fattes mig; du giver dig til mig så rigeligt og overstrømmende, men jeg kan ikke igen gøre sådan mod min næste. Det klager jeg for dig og beder: Lad mig dog blive så rig og så stærk, at jeg også kan gøre det.» Og selv om det er umuligt, at vi kan blive så fuldkomne, så skal vi dog sukke efter det og ikke fortvivle, når det fattes os, så længe sådan en lyst bliver i os, at vi gerne ville gøre det.

Men det er ikke det ringeste stykke af kærligheden eller hengivelsen, når jeg kan give min egen indbildskhed bort. Min næste kan jeg vel give timeligt gods og legemlig tjeneste med min møje og mit arbejde; jeg kan også tjene ham med undervisning og forbøn; ligeså ved at besøge ham og trøste ham, når han er syg eller bedrøvet, give ham mad, når han sulter, løskøbe ham, når han er fangen osv. Men det allerstørste er, når jeg kan bære min næstes svaghed. Men der vil blive en mangel tilbage hos os, så vi ikke kan gøre det så fuldkomment, som Kristus har gjort. Han er den klare, rene sol, hvori der ingen tåge er; vores lys derimod er knap tændt som et strå over for denne sol. Dér er en glødende bagerovn fuld af ild og fuldkommen kærlighed; alligevel er han tilfreds, når vi blot tænder et lille lys og stiller os en smule an, som ville vi lade kærligheden lyse frem og brænde.

Dette er nu den mangel, som vi alle ser og mærker hos hinanden. Da skal ingen for alt i verden dømme og sige: «Det er ikke Kristus»; men se, hvordan han har gjort i evangeliet, hvor han så tit lader sine disciple være tåbelige og snuble og derved lader sin visdom vige for deres dårskab og tjene den. Han fordømmer dem ikke, men tåler deres svaghed og siger til dem (Joh 13,7.33): «Hvor jeg går hen, kan I ikke komme nu.» Ligeså til Peter: «Hvad jeg gør, forstår du ikke nu.» Ved sådan kærlighed giver han sin retfærdighed, sin dom, sin magt, sin hævn og sin straf hen og den ret, han har over os og vores synd. Han kunne vel fordømme os for vores dårskabs skyld; alligevel gør han ikke mere end at sige: «Du gør uret, du forstår ingenting»; men han kaster os ikke bort, men trøster os. Derfor siger jeg, at det ikke er et ringe eksempel på kærlighed, at man kan bære sin næste, når han er svag i troen eller i kærligheden.

Men på den anden side er det ikke tilladt os, selv om Kristus handler så venligt med sine disciple, af den grund at billige svagheden eller synden. For bagefter siger han til Peter: «Hvad jeg gør nu, skal du først forstå senere.» Dér har han kun givet svagheden frist og båret den. Som ville han sige: «Uforstanden og den svage tro vil jeg bære for din skyld og skåne dig, for så vidt du bliver i den erkendelse, at du endnu må længere frem, og tænker, at du vil følge efter; ikke for at du skal blive doven og for sikker.»

Derfor skal vi ikke lade os gøre træge, når vi har modtaget sakramentet, men være flittige og give agt på, at vi tager til i kærligheden og tager os af vores næstes nød og rækker ham hånden, hvor han lider nød og behøver vores hjælp. Gør du ikke det, så er du ingen kristen, eller i hvert fald en svag kristen, selv om du roser dig af, at du har modtaget Herren med alt, hvad han er, i sakramentet. Men vil du være vis på, om du er gået til sakramentet med frugt, så kan du ikke ramme det bedre, end at du giver agt på, hvordan du viser dig over for din næste. Du behøver ikke at tænke efter, hvor stor en andagt du har haft, eller hvor godt ordene smager dig i hjertet. Det er vel gode tanker, men det er ikke vist og kan svigte dig. Men det bliver du vis på, at det er virksomt i dig, ved at du ser efter, hvordan du står over for din næste. Finder du, at ordene og tegnet eller sakramentet bløder dig op og bevæger dig, så du er venligt sindet over for din fjende og tager dig af din næste og hjælper ham at bære hans jammer og sorg, så går det rigtigt.

Ellers, hvis du ikke gør det, så bliver du uvis, selv om du nød sakramentet hundrede gange om dagen med stor andagt, så du endda græd af glæde; for sådan en underlig andagt er intet for Gud, som går så liflig ind og er lige så farlig, som den er god. Derfor må vi frem for alt være visse på det hos os selv, som Sankt Peter siger (2 Pet 1,10): «Gør flid for at gøre jeres kald fast ved gode gerninger.» Ordet og sakramentet er ganske vist visse i sig selv, for derom vidner Gud selv med alle englene og fromme mennesker; men det fattes endnu hos dig, om også du giver det samme vidnesbyrd. Derfor, selv om alle englene og hele verden vidner om dig, at du har taget sakramentet til nytte, så er det dog meget svagere end det vidnesbyrd, du selv giver. Men dertil kan du ikke komme, medmindre du ser på dit væsen, om det lyser frem og har virket i dig og skaffet frugt.

Hvis frugten ikke vil følge, og du mærker, at du altid bliver, som du var før, og ikke tager dig af din næste, så har du grund til at stille dig anderledes til det; for det er ikke noget godt tegn. Det måtte jo også Peter høre, han som dog var from og ville dø for Kristus og gøre undere. Men hvordan vil du bære dig ad? Mærker du endnu ond lyst, vrede, utålmodighed osv., så har du igen en nød, som driver og jager dig til Herren Kristus, så du klager det for ham og siger: «Jeg går til sakramentet og bliver dog som før, uden frugt. Jeg har modtaget så stor en skat, og den bliver liggende hos mig og hviler. Det klager jeg for dig. Har du givet og skænket mig skatten, så giv også, at den skaber frugt og et andet væsen i mig og beviser og viser sig over for min næste.» Når du så begynder at vise det en smule, så bliver du stadig stærkere og bryder frem mere og mere dag for dag.

For dette liv er ikke andet end et liv i troen, kærligheden og det hellige kors. Men disse tre bliver aldrig fuldkomne i os, så længe vi lever på jorden, og ingen har dem fuldkomment uden alene Kristus. Han er solen og er givet og sat os til forbillede, som vi også må efterligne. Derfor finder man altid iblandt os nogle, som er svage, og nogle, som er stærke, og atter nogle, som er endnu stærkere; de ene kan lide lidt, de andre meget; og således må alle blive i billedet efter Kristus. For dette liv er sådan en vandring, hvor man altid går videre fra tro til tro, fra kærlighed til kærlighed, fra tålmodighed til tålmodighed og fra kors til kors. Det er ikke retfærdighed, men retfærdiggørelse; ikke renhed, men renselse. Vi er endnu ikke kommet derhen, hvor vi skal, men vi er alle på banen og på vejen, og på den er nogle kommet længere end andre. Gud er tilfreds med at finde os i arbejdet og forsættet. Når han vil, kommer han snart og styrker troen og kærligheden og sætter os i et øjeblik ud af dette liv ind i himlen. Men så længe vi lever på jorden, må vi altid bære hinanden, ligesom Kristus har båret os, eftersom ingen af os er helt fuldkommen.

Dette har Kristus ikke alene vist os som forbillede ved sit eget eksempel og givet os ved Ordet, men også malet af i sakramentets skikkelse, nemlig i brødet og vinen. Vi holder fast ved, at under brødet og vinen er Kristi sande legeme og blod, som det også er. Dér ser vi ét og tror noget andet, og deri er troen afbildet. For når vi hører Ordet og tager sakramentet, har vi et enkelt ord og en enkel gerning; alligevel griber vi deri livet og alt godt, ja, Gud selv. Sådan er også kærligheden malet af i disse tegn og skikkelser. For det første i brødet. For når kornene ligger i en bunke og ikke er knust, så er hvert enkelt et legeme for sig og blandes ikke med de andre; men når de bliver knust sammen, så bliver der af dem alle ét legeme. Dernæst sker det samme også i vinen. Når man ikke trykker bærrene, beholder hvert enkelt sin skikkelse for sig; men når de bliver presset ud, flyder det hele sammen og bliver én drik. Så man ikke længere kan sige: «Dette mel har været i dette korn» eller «denne lille dråbe i dette bær»; for hvert enkelt er krøbet ind i det andets skikkelse, og således er der blevet ét brød og én drik deraf.

Sådan har Sankt Paulus også tydet det, 1 Kor 10,17: «Vi mange er ét brød og ét legeme, vi som alle har del i ét brød.» Vi spiser Herren ved troen på Ordet, som sjælen tager til sig og nyder. Så spiser min næste mig igen: mit gods, mit legeme og mit liv giver jeg ham og alt, hvad jeg har, og lader ham nyde og bruge alt det til al hans nød. Ligeså har jeg på min side brug for min næste, er også fattig og elendig og lader mig på min side hjælpe og tjene. Således bliver vi flettet ind i hinanden, så den ene hjælper den anden, ligesom Kristus har hjulpet os; og det kaldes åndeligt at spise og drikke hinanden.

Dette være nu sagt som en tilgift om sakramentet: at vi, når vi har været der, skal give agt på kærligheden, hvorved vi selv bliver vise på, om vi har modtaget sakramentet med frugt, og kan vise det over for andre også, så vi ikke løber derhen og dog altid bliver, som vi var før. Derfor skal vi (som jeg har sagt) vende os fra vores egen andagt og vores egne tanker til vores væsen over for næsten og tage spejlet frem for os, så vi tager det alvorligt. Sakramentet skal handle sådan med os, at det forvandler os og gør os til andre mennesker; for Guds ord og gerninger vil ikke være ørkesløse, men udrette store ting, nemlig at vi bliver frie og løse fra synd, død og Djævelen og ikke frygter for nogen ting, og dog på den anden side bliver tjenere for det allerringeste menneske på jorden og slet ikke besværes deraf, men bliver glade for, at vi kan finde nogen, som har brug for vores hjælp, og bliver ængstelige for, at vi har så meget godt og ikke skulle få det sat ind.

Hvor sakramentet nu ikke udretter dette, dér er der grund til at frygte, at det gør skade. Men selv om det ikke virker helt så stærkt, skal man ikke af den grund kaste de ufuldkomne og svage bort, men kun dem, der er dovne og frække og mener, det er nok, at de er løbet derhen og har hentet sakramentet. Du må blive anderledes og vise det; så kan du ved tegnet mærke, at Gud er hos dig, så bliver din tro vis og sikker. For du kan jo nok mærke, om du bliver gladere og frimodigere, end du var før. Før, når vi hørte om døden og tænkte på synden, ville verden blive os for snæver; mærker vi nu ikke sådan noget mere, så er det ikke vores egen kraft; for før kunne vi ikke nå dertil, selv om vi gjorde os mere flid derfor og ville hjælpe os selv med gerninger. Ligeså kan du også mærke, om du er venligt sindet mod den, der har gjort dig ondt, og forbarmer dig over den, der er syg. Sådan kan du på dit eget liv mærke, om det skaber frugt hos dig. Mærker du ikke det, så klag Gud din mangel og nød, sådan som vi alle må gøre hele vores liv, eftersom (som vi har sagt) ingen er fuldkommen. Det være nok om det for denne gang.