1. søndag efter påske (Joh 20,19–31)

Evangeliet på 1. søndag efter påske (Quasimodogeniti), Joh 20,19–31

I dette evangelium prises troens frugt, og dens art og natur vises også. Troens frugter er blandt andet også disse to: fred og glæde, som Sankt Paulus skriver til galaterne, hvor han (Gal 5,22) regner alle slags frugter op efter hinanden og siger: «Men Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, tro, sagtmodighed, kyskhed.» Sådan vises de to stykker også her.

For det første står Kristus dér blandt disciplene, som sidder i frygt og rædsel, og hvis hjerte slet ikke har fred; de må hver time vente døden. Til dem kommer han, trøster dem og siger: «Fred være med jer!» Det er den ene frugt.

For det andet følger af det søde ord den anden frugt: at de blev glade over at se Herren. Derefter giver han videre troen magt og myndighed over alt, hvad der er i himlen og på jorden, og sætter den sandelig højt, når han siger: «Ligesom Faderen har udsendt mig, således sender også jeg jer.» Og videre: «Modtag Helligånden! Hvem I forlader synderne, dem er de forladt; og hvem I fastholder dem, dem er de fastholdt.» Nu vil vi se på det ene efter det andet.

Troen skal (som vi ofte har sagt) være sådan, at enhver gør Herren Jesu Kristi opstandelse til sin egen, som vi nu har talt nok om, nemlig at det ikke er nok kun at tro, at han er opstået fra de døde, for deraf følger hverken fred eller glæde, hverken kraft eller magt. Nej, du må tro sådan, at han er opstået for din skyld, til gavn for dig, og ikke er sat i ære for sin egen skyld, men for at han skal hjælpe dig og alle, som tror på ham, og at synd, død og helvede er overvundet ved hans opstandelse, og at denne sejr er skænket dig.

Billedet betyder, at Kristus kommer ind gennem lukkede døre og træder hen og står midt iblandt disciplene. Når han står der, er det ikke andet, end at han står i vores hjerte; dér er han midt i os, sådan at han er vores, som han står der, og de har ham hos sig. Og når han nu står sådan midt i vores hjerte, så hører vi straks en liflig røst, idet han siger til den bedrøvede samvittighed: «Vær du rolig, det har ingen nød; dine synder er dig tilgivet og taget bort og skal ikke skade dig mere.» Dette skridt tog Herren her gennem lukkede døre; han gik gennem træ og sten og lader dog alt være helt og slår intet i stykker, og alligevel kommer han ind til dem. Dermed vises det, på hvilken måde Herren kommer ind i vores hjerte og står i os: Det sker ved prædikeembedet. Derfor skal man på ingen måde – eftersom Gud har befalet at prædike hans ord – foragte det dødelige menneske, som han har lagt det i munden på, så vi ikke falder på den tanke, at enhver skal vente på en særlig prædiken ned fra himlen, så Gud taler med ham mundtligt. For den, han vil give troen, til ham bruger han det middel at udrette det ved menneskers prædiken og ved et ydre, legemligt ord.

Det kaldes at gå gennem lukkede døre, når han går ind i hjertet ved Ordet og hverken slår noget i stykker eller flytter noget af sin plads. For når Guds ord kommer, så sårer det ikke samvittigheden og forrykker heller ikke hjertets forstand og de ydre sanser, sådan som de falske lærere gør. De slår alle døre og vinduer i stykker, river ned som tyvene, lader intet blive helt og uforrykket og gør, at alt liv, samvittighed, forstand og sind bliver forkert, falsk og såret. Det gør Kristus ikke. Og det er nu Guds ords kraft.

Så har vi to stykker: at prædike og at tro. At han kommer til os, er prædikenen; men at han står i vores hjerte, er troen. For det er ikke nok, at han står for vores øjne og ører; han må stå midt i os, i hjertet, og tilbyde og give os fred. For troens frugt er freden – ikke kun den, man har udvortes, men den, som Paulus taler om til filipperne, når han siger (Fil 4,7), at det er en fred, der overgår al fornuft, sans og forstand. Og hvor freden er, kan og skal man ikke afgøre efter fornuften. Det vil vi se nærmere på i evangeliet.

For det første sidder disciplene dér lukket inde i stor frygt for jøderne; de tør ikke gå ud, de har døden for øjnene. Udvortes har de nok fred, og ingen gør dem noget; men indvortes bæver deres hjerte og har hverken fred eller ro. Midt i den frygt og angst kommer Herren, stiller hjertet og gør dem glade, så frygten bliver taget bort – ikke ved at faren bliver taget bort, men sådan at hjertet ikke længere frygter. For dermed bliver jødernes ondskab hverken taget bort eller forvandlet; de vredes og raser lige så meget som før, og udvortes bliver alt, som det er. Men de selv bliver forvandlet indvortes og får sådan en trods og en frimodighed, at de siger: «Vi har set Herren.» Sådan stiller han deres hjerte, så de bliver trøstige og dristige; derfor bryder de sig ikke mere om, hvordan jøderne raser.

Det er den rette fred, som stiller hjertet tilfreds og bringer det til ro – ikke på en tid, hvor der ingen ulykke er, men midt i ulykken, når der udvortes ikke er andet end ufred for øjnene. Og det er forskellen på verdslig og åndelig fred: Verdslig fred består i, at det ydre onde, som skaber ufred, bliver taget bort. For eksempel: Når fjenderne ligger foran en by, så er der ufred; men når fjenderne er borte, så er der fred igen. Sådan er det også med fattigdom og sygdom: Så længe den trykker dig, har du ikke fred; men når den forsvinder, og du bliver fri for ulykken, sygdommen og fattigdommen, så er der fred og ro igen udadtil. Men den, der lider det, bliver ikke forvandlet; han bliver lige så forsagt, hvad enten det er der eller ej – bortset fra at han mærker det, og det ængster ham, når det er der.

Men den kristne eller åndelige fred vender det netop om, sådan at ulykken bliver ved udvortes – såsom fjender, sygdom, fattigdom, synd, Djævel og død; de er der, de holder ikke op og ligger rundt omkring. Alligevel er der indvortes fred og styrke og trøst i hjertet, sådan at hjertet ikke bryder sig om nogen ulykke, ja, er modigere og gladere, når den er der, end når den ikke er der. Derfor er det en fred, som overgår og svæver højt over fornuften og alle sanser. For fornuften kan ikke fatte nogen anden fred end den verdslige eller ydre fred; den kan nemlig ikke finde sig i eller forstå, at det skulle være fred, når det onde er der, og den ved ikke, hvordan man skal stille personen tilfreds og trøste ham. Derfor mener den, at når det onde er borte, så er også freden borte. Men når Ånden kommer, lader han den ydre modgang blive, men styrker personen og gør af modløsheden et uforfærdet hjerte, af bæven dristighed, af en urolig samvittighed en fredfyldt, stille samvittighed, så et sådant menneske er dristigt, modigt og glad i de ting, som ellers forskrækker hele verden.

Hvorfra får han det? Af troen på Kristus. For når han tror på Herren af hjertens grund, så hans hjerte i sandhed siger: «Min Herre Kristus har ved sin opstandelse overvundet min nød, synd, død og alt ondt og vil være sådan hos mig og med mig, at intet skal fattes mig på legeme og sjæl, så jeg har alt nok, og ingen ulykke kan skade mig» – når jeg tror det, så er det ikke muligt, at jeg kan blive forsagt og modløs, hvor meget synd eller død end trykker mig. For troen er altid der og siger: «Trykker synden dig, forskrækker døden dig, så kast øjnene på Kristus; han er død og opstået for din skyld og har overvundet al ulykke – hvad skal så skade dig? Hvad vil du så være bange for?» Sådan også: Ligger anden ulykke dig på halsen, for eksempel sygdom eller fattigdom, så vend øjnene bort fra den, luk fornuften i, og kast dig på Kristus og hold dig til ham, så bliver du styrket og trøstet. Intet ondt, som kan møde dig, er så stort, at det kan skade dig og gøre dig forsagt, når du ser på Kristus og tror på ham. Derfor er det umuligt, at denne frugt bliver borte, hvor troen er, så freden ikke også følger.

Af freden følger nu den anden frugt, som der står her i evangeliet. Da Kristus kom til disciplene og sagde: «Fred være med jer!» og viste dem hænder og fødder, da blev de glade, fordi de så Herren. Ja, selvfølgelig måtte de blive glade, for det var den største glæde, et menneskes hjerte kan føle, at de så Kristus. Hidtil har man ladet os se vores egne hænder, det vil sige: lært os at stole på vores gerninger; deraf er der ikke fulgt nogen fred. Men det gør os glade, at vi ser Kristus. Og det sker ved troen; for sådan siger Sankt Paulus til romerne (Rom 5,1–2): «Da vi altså er blevet retfærdige ved troen, har vi fred med Gud ved vores Herre Jesus Kristus, ved hvem vi også har fået adgang ved troen til denne nåde, som vi står i, og vi roser os af håbet om den kommende herlighed, som Gud skal give.»

Så har vi frugten, som man kender de rette kristne på. For den, der ikke har fred dér, hvor verden ikke har andet end ufred, og ikke er glad i det, som i verden ikke er andet end bedrøvelse og sorg, han er endnu ikke en kristen og tror endnu ikke. Det synger man også nu overalt i sangen om Herrens opstandelse; men næsten ingen forstår det. Den, der har digtet den, har forstået det ret. Han lader det ikke blive ved, at Herren er opstået, når han synger: «Krist er opstanden fra al sin marter», som om det var nok med det; men han giver os det i eje og føjer til: «Det skal vi alle være glade for.» Men hvordan kan vi glæde os over ham, hvis vi intet har af det, og det ikke er vores? Skal jeg derfor være glad for ham, så må det jo være mit, så jeg kan tage imod det som mit eget gode, og det kan komme mig til gavn. Og til sidst slutter den: «Krist vil være vores trøst», så vi ikke kan eller skal have nogen anden trøst end Kristus. Han vil selv og alene være det, så vi i al ulykke hænger ved ham; for han har overvundet det alt sammen til gavn for os, og ved sin opstandelse trøster han alle forskrækkede samvittigheder og bedrøvede hjerter. Det har vi i evangeliet om troen og dens frugter.

Videre følger nu om prædikeembedet. Troens kraft strækker sig nu ud i kærligheden; for det er endnu ikke nok, når jeg har Herren sådan, at han er min, og jeg har al trøst, fred og glæde i ham; nej, jeg må nu fremover også gøre, som han har gjort. For sådan følger det i teksten: «Ligesom Faderen har udsendt mig, således sender også jeg jer.»

Det er den første og højeste kærlighedsgerning, en kristen skal gøre, når han er blevet troende: at han også bringer andre mennesker frem til troen, sådan som han selv er kommet til den. Og her ser du, at Kristus kalder enhver kristen frem og indsætter prædikeembedet for det ydre ord; for han er selv kommet med dette embede og ydre ord. Det skal vi tage til os, for vi må lade os det sige.

Og sådan vil Herren sige: «I har nu nok af mig, fred og glæde og alt, hvad I skal have; for jeres egen person behøver I intet mere. Gå derfor nu i gang, og se på forbilledet: Som jeg har gjort, sådan skal I også gøre. Min Fader har sendt mig ind i verden kun for jeres skyld, for at jeg skulle hjælpe jer, ikke til gavn for mig selv. Det har jeg udrettet; jeg er død for jer og har givet jer alt, hvad jeg er og har. Tænk derfor også sådan, og gør det samme: at I fra nu af kun tjener og hjælper enhver; ellers havde I intet at gøre på jorden. For ved troen har I alt nok. Derfor sender jeg jer ud i verden, som min Fader har sendt mig»; det vil sige, at enhver kristen skal undervise og lære sin næste, så også han kommer til Kristus. Dermed er magten nu ikke givet til paven og biskopperne alene; nej, det er befalet alle kristne, at de offentligt skal bekende deres tro og også bringe andre til troen.

For det andet: Når du har øvet den højeste gerning og lært andre mennesker sandhedens rette vej, så tænk dernæst på at gå videre og tjene enhver. Dér følger nu livets eksempel og de gode gerninger – ikke for at du dermed skal kunne fortjene og erhverve noget, eftersom du allerede forud har alt, hvad du har brug for til frelsen. Videre giver Kristus nu en befaling, ånder på disciplene og siger:

«Modtag Helligånden! Hvem I forlader synderne, dem er de forladt; og hvem I fastholder dem, dem er de fastholdt.»

Det er en stor, mægtig magt, som ingen kan prise nok, der bliver givet et dødeligt menneske, kød og blod, over synd, død og helvede og over alle ting. Paven roser sig også i den kanoniske ret af, at Kristus har givet ham magt over alle verdslige og himmelske ting; det ville også være ganske rigtigt, hvis de forstod det ret. For de trækker det over på det legemlige styre. Det vil Kristus ikke; han giver åndelig magt og åndeligt styre og vil sige så meget som: «Når I siger et ord over en synder, så skal det være sagt i himlen og gælde lige så meget, som om Gud selv sagde det i himlen; for han er i jeres mund, derfor er det også lige så meget, som om han selv sagde det.» Nu er det jo sandt: Når Kristus siger et ord – eftersom han er en Herre over synd og helvede – og siger til dig: «Dine synder skal være borte», så må de bort, og intet kan stille noget op imod det. Omvendt, når han siger: «Dine synder skal ikke være dig tilgivet», så bliver de utilgivet, så hverken du eller nogen engel eller helgen eller nogen skabning kan tilgive synden, om du så martrer dig selv til døde.

Netop den magt har enhver kristen også, eftersom Kristus har gjort os alle delagtige i sin magt og myndighed. Og dér regerer han ikke legemligt, men åndeligt, og hans kristne ligeså åndeligt. For han siger ikke: «Byen, landet, bispedømmet eller kongeriget skal du have og regere», sådan som paven gør; men sådan siger han: «Den magt skal I have, at I forlader og fastholder synder.» Derfor angår denne magt samvittigheden, sådan at jeg i kraft af Guds ord kan afsige en dom, som samvittigheden kan hænge ved, så ingen skabning kan stille noget op imod den eller over den – hverken synd eller verden eller Djævel. Det er en rigtig magt. Men dermed er der ikke givet mig magt til at herske over legemet, over land og folk, udvortes efter det verdslige styre, men en langt højere og ædlere magt, som den anden slet ikke kan sammenlignes med.

Derfor skal vi takke Gud for, at vi nu kender den store kraft og herlighed, som er givet os ved Kristus i det enkle ord. Det priser Sankt Paulus også højt og løfter det i vejret til efeserne, hvor han siger (Ef 1,3): «Priset være Gud, vores Herre Jesu Kristi Fader, som har velsignet os med al åndelig velsignelse i det himmelske, ved Kristus.» Og igen (Ef 2,5–10): «Gud har gjort os levende sammen med Kristus og har oprejst os sammen med ham og sat os sammen med ham i det himmelske, i Kristus Jesus, for i de kommende tider at vise sin nådes overvældende rigdom ved sin godhed mod os i Kristus Jesus. For af nåden er I blevet frelst ved troen, og dette skyldes ikke jer selv, gaven er Guds, ikke af gerninger, for at ikke nogen skal rose sig. For vi er hans værk, skabt i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud forud har beredt, for at vi skulle vandre i dem.»

Se, hvor stor og overvældende en trøst vi har: at Gud vækker den samme kraft, som han øver i Kristus, også i os og har givet os samme magt. Ligesom han har sat ham i det himmelske, over al myndighed, magt og kraft og alt, hvad der kan nævnes, sådan har han også sat os i den samme magt, så de, der tror, har al magt over himmel og jord. Det har vi i det ord, som han har efterladt sig; og ordene er så kraftige, at det gælder nøjagtig lige så meget, når vi siger dem, som hvis han selv gik på jorden og sagde dem i den majestæt og herlighed, som han nu er i. Og det er den kraft, vi har af hans opstandelse og himmelfart: Dér giver han os magt til at kunne dræbe og gøre levende, give til Djævelen og tage fra ham.

Men her må man fare varsomt frem, så man ikke gør som paven. For de har trukket det derhen, at de skulle have sådan en magt, at hvordan og hvad de end siger, så må det ske sådan, fordi de siger det. Nej, den magt har du ikke; den har alene den guddommelige majestæt. De siger sådan: «Når paven siger et ord og siger: ’Synderne er dig tilgivet’, så er de borte, selv om du hverken angrer eller tror.» Dermed mener de, at det står i deres magt at give og tage himlen, at lukke op eller til, at sætte i himlen eller kaste i helvede. Det kommer der ikke noget af! For deraf ville følge, at vores frelse stod i menneskers gerninger, kræfter og magt. Derfor, eftersom det strider mod hele Skriften, kan det ikke være sådan, at når du lukker til eller lukker op, så må der derfor være lukket til og lukket op. Derfor må man forstå det rigtigt, når Kristus siger: «Hvem I forlader synderne, dem er de forladt; og hvem I fastholder dem, dem er de fastholdt»: at det, der her bliver indsat, ikke er magten hos den, der taler, men hos dem, der tror. Men magten hos den, der taler, og hos den, der tror, er lige så langt fra hinanden som himmel og jord.

Gud har givet os Ordet og magt til at tale; men deraf følger ikke, at det må ske sådan. Sådan prædikede og drev Kristus også Ordet, og alligevel troede ikke alle, som hørte det, og det skete ikke overalt, som han talte ordene, skønt det dog var Guds ord. Derfor vil Kristus sige sådan: «Den magt skal I have, at I taler Ordet og prædiker evangeliet og siger: ’Den, der tror, har fået sine synder tilgivet; men den, der ikke tror, får dem ikke tilgivet.’ Men den magt har I ikke, at I skaber troen.» For det er langt fra hinanden at plante og at give vækst, som Paulus siger til korintherne: «Jeg plantede, Apollos vandede, men Gud gav væksten» (1 Kor 3,6). Derfor er der ikke givet os magt til at regere som herrer, men til at være trælle og tjenere, som skal prædike Ordet og derved lokke folk til troen. Derfor: Tror du ordene, så får du denne magt; men tror du ikke, så hjælper det ikke, hvad jeg siger og prædiker, selv om det også er Guds ord; og så gør du ikke mig vanære og skam, men Gud selv, når du ikke tror disse ord.

Derfor er vantro ikke andet end en gudsbespottelse, som gør Gud til løgner. For når jeg siger: «Dine synder er dig tilgivet i Guds navn», og du ikke tror det, så gør du nøjagtig det samme, som hvis du sagde: «Hvem ved, om det er sandt, og om han mener det alvorligt?» Dermed gør du Gud og hans ord til løgn. Derfor var det bedre, at du var langt fra Ordet, når du ikke tror det. For Gud vil ikke regne det for mindre, når et menneske prædiker hans ord, end hvis han selv havde gjort det. Det er nu den magt, som enhver kristen har, givet af Gud, og som vi før har talt meget og ofte om; derfor være det nok for nu.