1. søndag efter påske, anden prædiken (Joh 20,19–31)

En anden prædiken over evangeliet på 1. søndag efter påske, Joh 20,19–31

I dagens evangelium bliver det foreholdt os, hvordan en kristens liv skal være, og hvori det består, nemlig i to stykker: for det første, at Herren viser ham sine hænder og fødder; for det andet, at han bliver sendt, ligesom Kristus er sendt. Det er ikke andet end tro og kærlighed, sådan som disse to stykker jo bliver foreholdt os i alle evangelierne.

I har hørt før, og desværre bliver det prædiket i hele verden, at når man skal blive retfærdig, så begynder de med menneskelove. Sådan har man drevet det i pavens rige, og det har næsten de allerbedste prædikanter gjort, som ikke har prædiket andet end, hvordan man udvortes skal være retskaffen, og om gode gerninger, der glimrer for verden. Men det er endnu langt fra den rette retfærdighed, som skal gælde for Gud.

Her er der en anden måde at begynde at blive retfærdig på, og den begynder sådan, at den lægger Guds lov frem for os, så vi deraf lærer at kende os selv, hvad vi er, og hvor umuligt det er for os at opfylde Guds lov. Loven siger sådan (2 Mos 20): «Du skal have én Gud, tilbede ham alene, stole på ham alene, søge hjælp og trøst hos ham alene.» Det hører hjertet, og dog kan det ikke gøre det. Hvorfor befaler den da noget så umuligt? Derfor, har jeg sagt, for at den skal vise os vores umulighed, og for at vi skal lære at kende os selv og se på os selv, hvad vi er, ligesom man ser på sig selv i et spejl. Når nu samvittigheden, der bliver ramt af Guds lov, begynder at sprælle og mærker, at den ikke holder Guds bud, så gør loven ret sin gerning; for lovens egen gerning er bare at forskrække samvittighederne.

Men der er to slags mennesker, som opfylder budet eller bilder sig ind, at de opfylder det. De første er dem, som, når de har hørt det, begynder med de udvortes gerninger og vil udrette og opfylde det med gerninger. Hvordan bærer de sig ad? De siger: «Gud har befalet: Du skal have én Gud; jeg vil sandelig ikke tilbede nogen anden gud, jeg vil tjene ham og ikke have nogen afgud eller noget hedensk afgudsbillede i mit hus eller i min kirke; nej, skulle jeg gøre det?» Så stråler de med deres glimrende, opdigtede gudstjeneste, ligesom de gejstlige nu, og mener, det er udrettet, når de bøjer knæ og kan synge eller snakke meget om Gud. Med et sådant skin bliver så de stakkels lægfolk også bedraget, går bagefter og vil også udrette det med gerninger; men den ene blinde fører den anden, og de falder begge i grøften (Luk 6,39). Det er de første, som griber det og mener, at de vil holde det, og dog ikke holder det.

De andre er dem, som lærer sig selv at kende deraf og stræber efter, hvad budet vil have, og hvad det søger. Som når loven siger: «Du skal have én Gud og tilbede og ære ham alene», så tænker sådan et hjerte: «Hvad er det? Skal du bøje knæ? Eller hvad er det dog at have én Gud? Det må sandelig være noget andet end en legemlig, udvortes ærbødighed»; og så ser det til sidst, at det er en helt anden ting, end man holder det for, nemlig at det ikke er andet end at have tillid og fortrøstning til Gud, at han vil hjælpe det og stå det bi i al angst og nød, i al anfægtelse og modgang, at han vil frelse det fra synden, fra døden, fra helvede og fra Djævelen, og at det intet formår uden hans hjælp og frelse alene. Og det hedder at have én Gud. Et sådant hjerte, der er så grundigt ydmygt, vil Gud have, nemlig et, der er blevet helt forskrækket i sig selv og er kommet til at sprælle ved dette bud og kun flygter til Gud alene i sin angst og modgang.

Det kan nu hyklerne og de gerningshellige, som fører et smukt liv for verden, ikke gøre; for deres tillid står alene på deres egen retfærdighed og udvortes retskaffenhed. Derfor, når Gud angriber dem med loven og lader de stakkels folk se, hvordan de ikke har holdt loven, ja, ikke det allermindste af den, og de nu sidder i angst og nød og i en ond samvittighed og mærker, at de udvortes gerninger ikke udretter det, og at det er en helt anden ting at holde Guds bud, end de havde ment, så farer de til og søger altid flere og flere, andre og atter andre gerninger og mener at stille deres samvittighed dermed; men de farer langt vild fra den rette vej. Deraf kommer det, at den ene vil udrette det med rosenkranse, den anden med faste, en tredje med bøn, en fjerde med spægelse af legemet; den ene løber til Sankt Jakob, den anden til Rom, denne til Jerusalem, hin til Aachen; dér bliver den ene munk, den anden nonne, og de søger så mange veje, at man næsten ikke kan tælle dem alle.

Hvorfor gør de alt dette? Fordi de vil frelse sig selv, redde sig selv og hjælpe sig selv. Deraf følger så stor gudsbespottelse, idet de endda roser sig meget prægtigt af sådanne gerninger og pukker på dem og siger: «Jeg har været så længe i ordenen, jeg har bedt så mange rosenkranse, fastet så meget, gjort dit og dat; derfor vil Gud give mig himlen i løn.» Det hedder at have en afgud.

Det mener også Esajas, når han siger (Es 2,8): «De tilbeder deres hænders værk.» Han taler ikke om sten eller træ, men om de udvortes gerninger, som ser gode og smukke ud for menneskene. Sådan er det fat med disse hyklere, at de giver Gud avnerne, men hveden beholder de selv; det er den rette afgudsdyrkelse, som Paulus siger til romerne (Rom 2,22): «Du gruer for afguderne og røver Gud, hvad der er hans»; og det kaldes åndeligt tyveri.

Sådan vil du da finde, at intet menneske har noget godt af sig selv; men den forskel har du, at de oprigtige, i hvem loven har øvet sin gerning, siger, når de mærker deres sygdom og afmagt: «Gud vil hjælpe mig, på ham stoler jeg, til ham forlader jeg mig, han er min klippe og min fortrøstning.» Men de andre, nemlig hyklerne og de gerningshellige, råber og siger, når anfægtelse, angst og nød er for hånden: «Åh, hvor skal jeg gå hen!» De må så til sidst fortvivle om Gud, om sig selv og om deres gerninger, ja, selv om de havde nok så mange af dem.

Det er altså for det første disse falske og uoprigtige elever af loven, som formaster sig til at opfylde den med gerninger; for de har et skin og glimrer udvortes, men i hjertet har de intet andet end lutter snavs og urenhed; derfor fortjener de heller intet for Gud, som ikke ser til udvortes gerninger uden hjertet.

For det andet er dette nu de sande og rette elever, som holder budet, nemlig de, som ved og erkender, at de gør ilde, og gør sig selv til intet og giver sig fangne, holder alle deres gerninger for urene for Guds øjne og fortvivler om sig selv og om alle deres gerninger. De, som gør det, kommer ikke i nød, når bare de ikke bedrager sig selv med tomme, forfængelige tanker og ikke gemmer det til det sidste; for den, der vil vente med det til det sidste, får det ikke godt.

Men det må vi passe på, at vi heller ikke fortvivler, når vi endnu mærker syndig tilbøjelighed i os, og det endnu ikke står så helt rent til med os, som vi gerne ville. Du får ikke fejet dette skidt helt ud, så længe vi er her i kød og blod. Det kan man vel gøre, at udvortes onde gerninger bliver forhindret, og at man holder sig fra kødelige, skændige ord og gerninger, skønt det dog går besværligt til. Men det vil ikke ske, at du er uden lyst og ond tilbøjelighed. Sankt Hieronymus påtog sig at drive sådan tilbøjelighed ud med bøn, faste, arbejde og spægelse af legemet; men hvad han fik ud af det, ved han godt: det hjalp ingenting, lysten blev alligevel. Gerning og ord kan man stå imod, men lysterne og tilbøjelighederne kan ingen af sig selv rykke op med roden.

Summa summarum: Vil du opnå den rette retfærdighed, som gælder for Gud, så må du ganske fortvivle om dig selv og stole på Gud alene, du må overgive dig ganske og aldeles til Kristus og tage ham til dig, så at alt, hvad han har, er dit, og hvad der er dit, er hans. For så begynder du at brænde i guddommelig kærlighed og bliver et helt andet menneske, helt nyfødt, og alt, hvad der er i dig, bliver vendt om. Så får du lige så stor lyst til kyskhed, som du før har haft lyst til ukyskhed, og sådan videre med alle lyster og tilbøjeligheder.

Det er nu Guds første gerning, at vi kender os selv, hvordan vi er fordømte, elendige, svage og syge. Det er da godt, og sådan vil Gud have det, at når mennesket hører: «Du skal gøre det, du skal gøre dette», så fortvivler han bare om sig selv; for det må enhver føle og mærke i sig selv, at han ikke holder det og ikke kan holde det. Loven hverken kan eller vil give dig en sådan evne, at du kunne holde den; men det gør den vel, som Sankt Paulus siger (Rom 4,15): Den virker bare vrede, det vil sige: naturen bliver rasende mod loven og ønsker, at der ikke fandtes nogen lov.

Derfor bliver de, som vil gøre loven fyldest med udvortes gerninger, til hyklere; men i de andre virker den bare vrede og gør, at synderne bliver flere, som Paulus siger et andet sted: «Syndens kraft er loven» (1 Kor 15,56). For loven tager ikke synden bort, ja, den øger synden og gør, at jeg mærker synden. Ligeså siger han igen til korintherne (2 Kor 3,6): «Bogstavet slår ihjel», det vil sige: loven virker døden i dig, det vil sige, den gør dig til intet; «men Ånden gør levende». For når Ånden kommer ved evangeliet, så er loven allerede opfyldt, som vi skal høre.

Derfor farer verden nu vild, når den vil gøre menneskene retfærdige ved love; der bliver bare skinhellige og hyklere af det. Nej, vend det om og sig med Sankt Paulus: «Loven gør synd.» For loven hjælper ikke til andet end at lære mig at kende mig selv; så finder jeg ikke andet end lutter synd; hvordan skulle den så tage synden bort? Lad os nu se, hvordan dette stykke er malet af i evangeliet. Teksten siger:

«Da det nu var aften den samme dag, den første dag i ugen, og dørene indtil dér hvor disciplene opholdt sig, var lukkede af frygt for jøderne osv.»

Hvad frygter disciplene? Døden frygter de; ja, de var midt i døden. Men hvor kom dødsfrygten fra? Fra synden; for havde de ikke syndet, så havde de ikke frygtet, og døden havde heller ikke kunnet skade dem; for dødens brod, som den kvæler med, er synden (1 Kor 15,56). Men det skorter hos dem, som hos os alle, på, at de endnu ikke havde en ret erkendelse af Gud. For hvis de havde holdt Gud for en Gud, så havde de været uden frygt og trygge, som David siger (Sl 139,7–10): «Hvor skal jeg gå hen fra din Ånd? Og hvor skal jeg flygte hen fra dit ansigt? Fór jeg op til himlen, så er du der; redte jeg mig leje i helvede, se, så er du også der; tog jeg morgenrødens vinger og blev ved havets yderste ende, så ville dog din hånd føre mig dér og din højre hånd holde mig.» Og som han siger et andet sted: «Jeg ligger og sover ganske i fred, for du, Herre, alene lader mig bo tryg» (Sl 4,9). Det er godt at dø, når jeg tror på Gud; for da frygter jeg ingen død. Men den, der ikke tror på Gud, må frygte døden og kan i al evighed ikke have en glad og tryg samvittighed.

Dertil driver Gud os nu, når han foreholder os loven, for at vi ved loven skal komme til at kende os selv. For hvor denne erkendelse ikke er til stede, kan man aldrig nogen sinde blive hjulpet. Den, der er rask, har ikke brug for en læge; men er man syg og vil gerne blive rask, så må han erkende sig selv som svag og syg, ellers kan han ikke blive hjulpet. Men er man en nar og vil ikke være rask, så må han visselig dø og gå til grunde. Men vores pavelige har lukket øjnene på os, så vi ikke har måttet eller kunnet kende os selv, og de har undladt at prædike lovens rette kraft. For hvor loven ikke bliver prædiket ret, dér kan der ikke være nogen selverkendelse.

Denne erkendelse havde David, da han sagde (Sl 51,3–7): «Gud, vær mig nådig efter din godhed, og udslet min overtrædelse efter din store barmhjertighed. Tvæt mig vel af min misgerning, og rens mig for min synd. For jeg kender min overtrædelse, og min synd er altid for mine øjne. Mod dig alene har jeg syndet og gjort, hvad ondt er for dig, så du bliver ved at være retfærdig i dine ord og findes ren, når du bliver dømt. Se, jeg er skabt i uret, og min mor har undfanget mig i synd.» Som om David ville sige: «Se, jeg er jo sådan skabt af kød og blod, som i sig selv er synd og ikke kan andet end synde.» For selv om du styrer hænderne og fødderne eller tungen, så de ikke synder, så bliver dog tilbøjeligheden og lysterne altid ved, så længe der er blod og kød, løb hvorhen du vil, til Rom eller til Sankt Jakob.

Når nu loven træffer et oprigtigt hjerte, som kommer dertil og kender sig selv, så begynder det sandelig ikke på at ville hjælpe sig selv med gerninger, men det bekender sin synd og sin magtesløshed, sine brøst og sin sygdom og siger: «Herre Gud, jeg er en ugerningsmand, en synder mod dine guddommelige bud; hjælp du, med mig er det forbi.» Når nu et menneske er i sådan frygt og råber sådan til Gud, så kan Gud ikke lade være; han hjælper ham. Ligesom Kristus her ikke var længe borte fra disse frygtsomme disciple, men straks er han der, trøster dem og siger: «Fred være med jer! Vær ved godt mod, det er mig, frygt ikke.» Sådan går det endnu: når vi ved loven er kommet til at kende os selv og nu sidder i frygt, så rejser Gud os op og lader evangeliet prædike for os, hvormed han gør vores samvittigheder glade og trygge.

Men hvad er evangeliet? Det er, at Gud har sendt sin Søn Jesus Kristus til verden for at frelse syndere (Joh 3,16), og at han skulle sønderbryde helvede, overvinde døden, tage synden bort og gøre loven fyldest. Men hvad skal du gøre dertil? Ikke andet end at tage imod det og se hen til din forløser og fast tro, at han har gjort alt dette dig til gode og skænket dig det som dit eget, så du altså i angst for døden, synden og helvede trøstigt kan sige og frimodigt forlade dig på det og sige: «Selv om jeg ikke opfylder loven, selv om der endnu er synd til stede, og jeg frygter for døden og for helvede, så ved jeg dog dette af evangeliet, at Kristus har skænket og givet mig alle sine gerninger; det er jeg vis på, han lyver ikke, sit løfte vil han sandelig holde, og som tegn derpå har jeg fået dåben.»

For sådan siger han til sine apostle og disciple (Mark 16,15–16): «Gå ud i hele verden og forkynd evangeliet for hele skabningen. Den som tror og bliver døbt, vil blive frelst; men den der ikke tror, vil blive fordømt.» Derpå forlader jeg mig. For det ved jeg, at min Herre Kristus har overvundet døden, synden, helvede og Djævelen, alt sammen mig til gode. For han var uskyldig, som Peter siger (1 Pet 2,22): «Han begik ikke synd, der blev heller ikke fundet bedrag i hans mund.» Derfor har synden og døden ikke kunnet kvæle ham, helvede har ikke kunnet beholde ham, og sådan er han blevet deres herre og har skænket dette til alle dem, som tager imod det og tror det. Alt dette sker ikke af mine gerninger eller min fortjeneste, men af lutter nåde, godhed og barmhjertighed.

Den, som nu ikke får sådan en tro i sig, må gå til grunde. Omvendt: den, som har sådan en tro, bliver frelst. For hvor Kristus er, dér kommer visselig også Faderen og Helligånden; dér må der være lutter nåde, ingen lov; lutter barmhjertighed, ingen synd; lutter liv, ingen død; lutter himmel, intet helvede. Dér trøster jeg mig ved Kristi gerninger, som om jeg selv havde gjort dem; dér spørger jeg ikke mere efter kutter eller tonsurer, efter Sankt Jakob eller Rom, efter rosenkranse eller Marias kåbe, efter bøn eller faste, efter præster eller munke.

Se, hvilken skøn tillid til Gud der vokser i os ved Kristus. Enten du er rig eller fattig, syg eller rask, så siger du altid: «Gud er min, jeg vil gerne dø, for sådan behager det min Fader, og døden kan ikke skade mig, den er opslugt i sejren», som Paulus siger (1 Kor 15,54.57); men ikke ved os, nej: «Tak til Gud», siger han, «som giver os sejren ved vores Herre Jesus Kristus.» Derfor, selv om vi nok må dø, så frygter vi dog ikke for døden; for dens magt og kraft er svækket ved Kristus, vores Frelser.

Altså har I, at evangeliet ikke er andet end en prædiken og et glædeligt budskab om, hvordan Kristus er trådt ind i dødens angst for os, har taget al synd på sig og udslettet den – ikke fordi han havde behov for det, men sådan behagede det Faderen –, og at han har skænket os alt dette, så vi kan trodse og pukke på det mod synd, død, Djævelen og helvede. Deraf kommer nu stor, uudsigelig glæde, sådan som det her sker med disciplene. «Så blev disciplene glade», siger teksten, «da de så Herren»; ikke sådan en herre, som de behøvede at frygte, eller som tyngede dem med arbejde og byrder, men en, som sørgede for dem og havde omsorg for dem, ligesom en husfader er herre over sit gods og sørger for sine. Ja, først da glædede de sig allermest, da han sagde til dem: «Fred være med jer, det er mig!», og da han havde vist dem sine hænder og fødder, det vil sige sine gerninger, for at de alle skulle være deres.

Sådan kommer han endnu i dag til os ved evangeliet og byder os fred og skænker os sine gerninger. Tror vi det, så har vi det; tror vi det ikke, så har vi det ikke. For Herrens hænder og fødder betyder egentlig ikke andet end hans gerninger, som han har gjort mod menneskene her på jorden. Og at vise sin side er ikke andet end at vise os sit hjerte, så vi skal se, hvor godt, venligt og faderligt han har ment det med os. Alt dette bliver vist os i evangeliet lige så visst og klart, som det dér blev åbenbaret og vist disciplene legemligt. Og det er meget bedre, at det sker ved evangeliet, end at han nu kom ind ad døren her; du kendte ham jo alligevel ikke, om du så nu så ham stå foran dig, og endnu meget mindre, end jøderne kendte ham.

Det er den rette måde at blive retfærdig på: ikke ved menneskelige bud, men ved at holde Guds bud. Det kan nu intet andet gøre end troen på Kristus alene. Deraf følger så kærligheden, som er lovens opfyldelse, som Sankt Paulus siger (Rom 13,10). Og det kommer nu ikke af øvelse i dyder og gode gerninger, sådan som man hidtil har lært – deraf bliver der bare lutter Djævelens martyrer og hyklere –, men troen gør retfærdig, hellig, kysk, ydmyg og lignende. For som Paulus siger til romerne (Rom 1,16–17): «Evangeliet er en Guds kraft, som frelser alle, der tror på det, jøderne først og også grækerne; eftersom den retfærdighed, som gælder for Gud, åbenbares deri, den som kommer af tro til tro; som der står skrevet: ’Den retfærdige skal leve af sin tro.’»

Som om Paulus ville sige: «Dine gerninger frelser dig ikke, men evangeliet, når du tror; din retfærdighed er intet, men Kristi retfærdighed, den alene gælder for Gud; om den taler evangeliet og ellers ikke om nogen anden.» Den, som nu ved gerningerne vil overvinde døden og udslette synden, han siger: «Kristus er ikke død», som Paulus siger til galaterne (Gal 2,21): «Hvis der er retfærdighed ved loven, var Kristus død forgæves.» De, som prædiker anderledes, er ulve og forførere.

Dette være sagt om evangeliets første del: hvordan vi skal forholde os til Gud, nemlig hænge ved ham med troen; og hvad den rette retfærdighed er, som gælder for Gud, og hvordan man får den, nemlig ved troen på Kristus, at han har forløst os fra loven, fra døden, synden, helvede og Djævelen, og at han har skænket os alt dette, så vi kan trodse på det mod loven, døden, synden, helvede og Djævelen. Nu følger, hvordan vi skal forholde os til vores næste. Det bliver også vist os i teksten, hvor Herren siger sådan:

«Ligesom Faderen har sendt mig, således sender jeg jer.»

Hvordan har Gud Fader sendt Kristus? Ikke til andet end at gøre Faderens vilje, og den var at forløse verden. Han blev ikke sendt for at fortjene himlen med gode gerninger eller for at blive retfærdig derved; han gjorde mange gode gerninger, ja, hele hans liv var ikke andet end velgørenhed. Men mod hvem gjorde han det? Mod de folk, der havde brug for det, som vi læser rundt omkring hos evangelisterne. For alt, hvad han nogen sinde har gjort, det har han gjort for at tjene os dermed. «Ligesom nu min Fader har sendt mig», siger han her, «sådan sender jeg også jer. Min Fader har sendt mig, for at jeg skulle opfylde loven, tage verdens synd på mig, kvæle døden, overvinde helvede og Djævelen, ikke for min egen skyld, for jeg havde ikke brug for det, men alt sammen for jeres skyld og jer til gode, for at tjene jer dermed. Sådan skal I også gøre.»

Ved troen skal I udrette alt dette; den skal gøre jer retfærdige for Gud og frelse jer og ligeledes overvinde døden, synden, helvede og Djævelen. Men denne tro skal I bevise med kærligheden, så at alle jeres gerninger skal være rettet derhen, ikke at I vil fortjene noget med dem – for alt, hvad der er i himlen og på jorden, er allerede jeres –, men at I tjener jeres næste med dem. For giver I ikke sådanne tegn fra jer, så er det vist, at troen ikke er oprigtig. Ikke at gode gerninger bliver os befalet ved dette ord; for hvor troen er oprigtig i hjertet, dér behøver man ikke at befale meget, at man skal gøre gode gerninger, de følger af sig selv; men at kærlighedens gerninger kun er et tegn på, at troen er til stede.

Det vil også Sankt Peter (2 Pet 1,5), når han formaner os til at gøre os flid, så vi med gode gerninger skal gøre vores tro fast og bevise den. Men det er gode gerninger, som vi gør mod vores næste for at tjene ham dermed. Og det alene kræves af en kristen, at han elsker. For ved troen er han allerede retfærdig og frelst, som Sankt Paulus siger (Rom 13,8): «I skal ikke skylde nogen noget uden at elske hinanden, for den som elsker en anden, har opfyldt loven.» Derfor siger Kristus til sine disciple (Joh 13,34–35): «Et nyt bud giver jeg jer: at I skal elske hinanden, som jeg har elsket jer. Deraf skal alle kunne se, at I er mine disciple, når I har kærlighed til hinanden.»

Sådan må vi nu vise os for verden, så at enhver ser, at vi holder Guds bud; og dog ikke for at jeg derved skal blive frelst eller retfærdig. Sådan er jeg øvrigheden lydig; for jeg ved, at Kristus har været øvrigheden lydig og havde dog slet ikke brug for det, men gjorde det kun for vores skyld; derfor vil jeg også gøre det for Kristi skyld og min næste til gode, og det alene for at bevise min tro ved kærligheden. Og sådan videre gennem alle budene. På denne måde formaner apostlene os i deres skrifter til gode gerninger: ikke for at vi derved skal blive retfærdige og frelst, men kun for at vi dermed kan bevise vores tro og gøre den vis, både for os selv og for andre folk. Videre følger der i evangeliet:

«Modtag Helligånden! Hvem I forlader synderne, dem er de forladt; og hvem I fastholder dem, dem er de fastholdt.»

Denne magt bliver her givet til alle kristne, skønt nogle har tilegnet sig den alene, som paven, biskopperne, præsterne og munkene: de siger offentligt og uden skam, at denne magt er givet dem alene og ikke også lægfolkene. Men Kristus siger her hverken noget om præster eller om munke, men siger: «Modtag Helligånden!» Den, der har Helligånden, ham er magten givet, det vil sige: den, der er en kristen. Men hvem er en kristen? Den, der tror. Den, der tror, har Helligånden. Derfor har enhver kristen den magt, som paven, biskopperne, præsterne og munkene har i dette stykke: at fastholde eller forlade synderne.

«Så hører jeg nok, at jeg må høre skriftemål, døbe, prædike og række sakramentet?» Nej. Sankt Paulus siger: «Alt skal ske korrekt og med orden» (1 Kor 14,40). Hvis alle ville høre skriftemål, døbe og række sakramentet, hvordan skulle det så gå? Ligeså: Hvis alle ville prædike, hvem skulle så høre efter? Hvis vi alle prædikede på én gang, hvilket skrål i munden på hinanden skulle det så ikke blive, ligesom nu blandt frøerne.

Derfor skal det gå sådan til, at menigheden vælger en, som er duelig dertil, som skal række sakramenterne, prædike, høre skriftemål og døbe. Vi har vel alle denne magt, men ingen skal formaste sig til at udøve den offentligt uden den, der er valgt dertil af menigheden. Men i det skjulte kan jeg godt bruge den. Som når min næste kommer og siger: «Kære, jeg er besværet i min samvittighed, tilsig mig tilgivelsen (absolutionen)», så kan jeg frit gøre det. Men i det skjulte, siger jeg, må det ske. Hvis jeg ville sætte mig hen i kirken, og en anden også, og vi alle ville høre skriftemål, hvordan skulle det rime sig? Tag et eksempel på det: Hvor der blandt adelen er mange arvinger, dér vælger de med alle de andres samtykke én, som har regeringen alene på de andres vegne. For hvis enhver ville regere over land og folk, hvordan ville det så gå? Og dog har de alle lige meget den magt, som han har, der regerer. Sådan er det også her med denne magt at forlade synd og fastholde synd.

Men dette ord om at forlade eller fastholde synderne angår mere dem, som skrifter og modtager det, end de andre, som skal give tilgivelsen. Og dermed tjener man også næsten. For blandt alle tjenester er dette den største, at jeg gør ham løs fra synder og befrier ham fra Djævelen og helvede. Men hvordan sker det? Ved evangeliet, når jeg prædiker det for ham og siger ham, hvordan han skal tage Kristi gerninger til sig og visselig tro, at Kristi retfærdighed er hans, og at hans synder er Kristi. Det, siger jeg, er den største tjeneste, jeg kan vise min næste.

Forbandet være det liv, som man lever for sig selv alene og ikke for sin næste; og omvendt, velsignet være det liv, hvori man ikke lever for sig selv, men for sin næste og tjener ham med lære, med irettesættelse, med hjælp og med hvad det end er, og som det kan ske. Når min næste farer vild, skal jeg irettesætte ham; kan han så ikke straks følge mig, skal jeg tålmodigt vente på ham, som Kristus gjorde med Judas. Han havde pungen med pengene og gik hundevejen og stjal. Det vidste Kristus godt, men han havde dog tålmodighed med ham og formanede ham flittigt, skønt det intet hjalp, indtil han selv gjorde sig til skamme.

Sådan skal vi passe på, at vi gør alt vores næste til gode, og altid tænke: «Kristus har gjort det og det for mig, for intet og af lutter nåde og kærlighed; hvorfor skulle jeg så ikke også for hans skyld gøre alt frit og for intet for min næste?» Og se endelig til, at de gerninger, du gør, ikke er rettet mod Gud, men mod din næste. Den, der er regent, en fyrste, en borgmester, en dommer, skal ikke tænke, at han er regent for at fortjene himlen dermed eller søge sit eget deri, men for at tjene fællesskabet dermed. Og sådan videre med andre gerninger, som jeg påtager mig min næste til gode. Jeg tager mig en hustru og gør mig til fange; hvorfor gør jeg det? For at jeg ikke skal gøre min næste skade på hans hustru og døtre, og for at tæmme mit legeme. Og sådan videre med alle gerninger, som man begynder på efter Guds vilje.

Sådan har I i dette evangelium, som i næsten alle, disse to stykker, tro og kærlighed, fint malet af. Med troen hører vi opad til Gud, med kærligheden herned til næsten. At vi må fatte det sådan, dertil hjælpe os Gud. Amen.