3. påskedag, anden prædiken (Luk 24,36–47)

En anden prædiken over evangeliet på 3. påskedag, Luk 24,36–47

I den første del af dette evangelium stilles der os atter et trøsterigt eksempel og billede for øjnene af, hvordan Kristus viser sig, og hvordan han bærer sig ad over for sine kære disciple: nemlig at han straks er til stede, mens de taler om ham, og træder midt iblandt dem; tilmed taler han det venlige, glade ord: Pax vobis! [«Fred være med jer!»] Alligevel bliver disciplene forfærdede og får de tanker, at de ser en ånd; men han vil ikke tåle en sådan forskrækkelse og irettesætter dem, fordi de lader sådanne tanker falde ind i deres hjerte, og viser dem derpå sine hænder og fødder, for at de skal se, at han ikke er et spøgelse eller en anden Kristus end den, han før havde været, men af deres kød og ben og af samme natur, så de ikke skal forfærdes over ham, men i stedet glæde sig og trøste sig ved ham og vente sig alt godt af ham.

Dette billede og denne fremtræden skal være et trøstens syn eller billede for alle forfærdede hjerter, især imod det spøgelse, som hedder en falsk Kristus. Også Djævelen har nemlig den vane, at han kommer til mennesket, både åbenlyst og hemmeligt, enten ved falsk lære eller ved hemmelig indskydelse, og vil også selv være Kristus; han kan også i begyndelsen hilse venligt og byde god morgen, men bagefter angriber han hjertet med skræk og bedrøvelse, så det ikke ved, hvor Kristus er blevet af.

Det er hans lyst at bedrage os under Kristi skin og navn; og han vil altid være Guds abe og gøre ham efter, hvad han ser ham gøre. Nu har Gud den måde, når han viser sig, at han vel først forskrækker dem, som endnu ikke er forskrækkede; desuden forfærdes også af naturen frygtsomme hjerter, på grund af deres naturs svaghed, altid over hans ord og gerninger; men dem, som nu er forskrækkede, trøster han snart igen og taler venligt til dem. Det efteraber Djævelen også og kommer ligeledes under Kristi navn og ord, men både med falsk trøst og falsk skræk; for han vender begge dele om, så han gør dem forfærdede og modløse, som dog trængte til trøst, og omvendt trøster og styrker dem, som burde frygte og forfærdes over Guds vrede.

Herimod skal vi af dette evangelium lære at gøre den rette forskel på sådan lære og sådanne tanker, som kommer over os, både forfærdende og trøstende: hvilke der er fra Gud, og hvilke fra Djævelen. For allerførst begyndte løgnens ånd straks i Paradiset et sådant sødt bedrag, da han kom til Eva med fine, venlige, søde ord: «Åh, det har ingen nød; hvorfor skulle I frygte og forfærdes for at spise af et eneste træ? Mener I, at Gud skulle have forbudt jer netop denne frugt og ikke unde jer at spise af netop dette træ? Ja, han ved, at når I spiser af det, så bliver I meget klogere og ligesom Gud.» Det var nok en god trøst og en smuk, sød prædiken, men den efterlod en gruelig stank og førte dermed hele menneskeslægten i en sådan skade, som vi alle endnu må klage over. Derfor er det også blevet et ordsprog hos dem, der vil være andægtige og lære at skelne ånderne, at «Djævelen altid først kommer med søde, trøstende ord og bagefter efterlader skræk og ond samvittighed, hvorimod den gode ånd gør det modsatte».

Og det er sandt: det er et af de kneb, han bruger, at han som en slange lister sig ind i det skjulte og først pynter sig og gør sig indsmigrende; men før man ser sig om, stikker han med halen og efterlader giften. Derfor skal man ikke stole på det, når en prædikant kommer listende ind som en Guds engel, har de bedste ord på rede hånd og sværger oven i købet, at han ikke søger andet end at hjælpe sjælene, og også siger: Pax vobis! For sådanne bruger Djævelen til at smøre folk om munden og således få plads til at prædike og lære gennem dem, så han bagefter kan gøre sin skade; og udretter han ikke mere, så forvirrer han dog samvittighederne og fører dem til sidst i jammer og fortvivlelse.

Ligeså gør han også med tanker, som han driver ind i hjertet indvendig, hvormed han anfægter folk og også lokker dem til grove synder; det begynder han altid med ordet «fred», så han først sætter gudsfrygten ud af syne, gør sagen ringe og bestandig prædiker og skriver sådanne tanker: Pax et securitas! [«Fred og sikkerhed!», jf. 1 Thess 5,3] «Det har ingen nød.» Men meget mere gør han det i de høje synder, som angår troen og Guds ære, hvor han driver til afgudsdyrkelse og tillid til egne gerninger og egen hellighed; dér gør han sig først hellig og from og giver de allersødeste tanker: «Åh, det har ingen nød, Gud er ikke vred på dig.» Ligesom profeterne siger om sådanne: De vil høre dig og lade dig prædike, men altid trøster og velsigner de sig selv og siger: «Åh, det har ingen nød, helvede er ikke så hedt, og Djævelen ikke så sort, som man maler ham.»

Det er Djævelens indgang og bedrag, når han også lærer fred og hilser venligt; men bagefter ser man først, hvilken skade og jammer han har anrettet, når man allerede ligger i det og ikke kan komme ud igen; som erfaringen lærer, at mangen én så let kommer i synd, skam og straf, at han ikke selv ved af det, ligesom trukket ind med et hår eller et halmstrå, med sådanne fine, søde tanker. Se, det er én måde, hvormed han forfører mange uforstandige og sikre, ligegyldige ånder, så de bilder sig ind, at de sidder Gud i skødet og leger med hans lokker; de bliver af sådanne tanker og sød djævlegift så drukne, så stolte, hårde og stivsindede, at de slet ikke vil høre eller følge nogen.

Dette har dog nogle gudfrygtige folk forstået og advaret andre om, hvordan Djævelen lister sig så sødt ind og foregiver guddommelig trøst, men til sidst efterlader en stank, hvoraf man ser, at han har været der. Men det er endnu det ringeste og hører til de unge elevers lære, og enhver kristen burde på forhånd vide at vogte sig for sådan sød gift; for skal man først erfare det, så koster det megen skade, før man lærer at vogte sig for det, og dermed har man dog endnu ikke lært hans ondskab til bunds.

Den anden måde er, når han på den anden side driver på med skræk, også i ringe ting, såsom udvortes med sit gøgl og sine spøgelser, sådan som han hidtil har drevet meget spil med rumlen og bulder under de afdøde sjæles navn: dér plager og forskrækker han svage, frygtsomme hjerter og drager så bort og efterlader ingen trøst. Men langt værre er det, når han kommer ind i hjertet og der begynder at disputere og vel endda fører sådanne skriftsteder, som Kristus selv har talt, og dermed gør hjertet så angst, at det ikke mener andet, end at det er Gud og Kristus selv. Og når sådanne tanker tager overhånd, må det til sidst fortvivle; for hvor skal det søge trøst længere, når det føler, at Gud selv, som skulle trøste det, forskrækker det og skyder sine pile?

Sådan som Job klager herover og siger (Job 6,4): «Hvad skal jeg gøre, når han stikker sine pile i mig, og det er pile, som suger livet ud af mig og fortærer al min kraft og magt?» Og dog gør Gud ikke sådan noget, men Djævelen, som har lyst til at gennembore og spidde hjerterne således (sådan som han også gjorde med Paulus, 2 Kor 12); men alligevel havde han indtaget hans hjerte således, at han ikke kunne tale eller tænke andet end: «Det gør Gud.»

Her er nu et langt højere og farligere bedrag fra Djævelen, når han kommer og ikke byder god morgen eller fred, men forskrækker og ængster hjertet, dog under Guds skikkelse og stemme, så mennesket, nedtrykt og knust derunder, ikke kan rejse sig over det eller tænke, at det er Djævelen. For eftersom hjertet er fyldt af den indbildning og følelse, at det er Gud (som ingen kan bestå imod), bliver himmel og jord ham for trange, og alle skabninger er imod ham, og alt, hvad han ser og hører, forskrækker ham.

Imod en sådan skændig, løgnagtig djævel har Kristus her rigtigt fremstillet og malet sig selv, sådan som han i sandhed er. For selv om det er sandt, at han også undertiden kommer forfærdende, undertiden trøstende, så kommer han dog alene og i sidste ende for at give liv og trøst og gøre hjertet glad; og dog er menneskets hjerte så uforstandigt i begge tilfælde, at det ikke kender ham (hvortil Djævelen jo hjælper med sine indskydelser) og ikke tænker, at det er Kristus, eller også straks gør en falsk Kristus ud af ham; ligesom apostlene her holder ham for en ånd eller et spøgelse, og deres hjerte og tanker slet ikke går på, at det er Kristus, skønt de ser Kristi skikkelse og fremtræden. Derfor er det en stor kunst og forstand at rive den falske Kristus ud af hjertet og lære at danne sig det rette billede af ham, eftersom man må være forberedt på (som sagt), at Djævelen maler en falsk Kristus for os, ja, klæder sig selv ud i hans skikkelse.

Således viser nu dette evangelium, hvad den rette Kristus og hans ord er. Nemlig for det første, at han siger: «Fred være med jer!», hvilket er et stykke af den trøst, han bringer. For det andet, at han irettesætter dem og ikke vil tåle, at de får sådanne falske, forskrækkede tanker om ham, og siger: «Hvorfor er I så forfærdede, og hvorfor kommer sådanne tanker op i jeres hjerte?» Denne tekst kan ikke betales med penge eller gods, for et bedrøvet hjerte kan lære og slutte af den: Selv om Djævelen fremfører alle de skriftsteder, der står i Bibelen, for at forskrække hjertet – når han gør det for meget og ikke også giver trøst bagefter, så er det med sikkerhed Djævelen, også selv om du så Kristi skikkelse lige så tydeligt, som da han hang på korset, eller som han sidder ved Faderens højre hånd. For det kan vel ske, at Kristus kommer og først forskrækker dig; men det er sandelig ikke hans skyld, men din naturs, at du ikke kender ham ret. Men det er Djævelen selv, der angriber dig med skræk og ikke holder op, før han bringer dig i fortvivlelse.

Derfor må du her skille Kristi og Djævelens skræk langt fra hinanden. For selv om Kristus begynder at forskrække, så bringer han dog med sikkerhed trøst med sig og vil ikke lade dig blive i det. Men Djævelen kan ikke lade være og holde op med at forskrække, selv om han i begyndelsen trøster og gør det sødt. Dette må en kristen vide og lære Djævelen således at kende, især i høje anfægtelser, når han føler skræk og angst, så han tænker, at det ikke må blive ved lutter skræk, men også holde op, og at trøst atter skal følge.

«Ja», siger du, «det er dog Kristus og hans ord; for han prædiker jo også om Guds vrede over synden, som når han siger (Luk 13,5): ’Hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme på samme måde’ osv.» Svar: Ja, det kan han tåle, og det skal ske, at du forfærdes på grund af din synd (hvis du ikke er forfærdet i forvejen); ja, han må lade det ske, at du (for din svage naturs skyld) også forfærdes over ham, ligesom disse apostle. Men det er ikke hans mening, at du skal blive i skrækken, men han vil, at du skal holde op med den. Ja, han irettesætter dig derfor og siger: Du gør ham uret med dine tanker, når du tillægger ham noget sådant; og han vil kort og godt ikke, at du skal være forfærdet over ham, men at du imod din skræk skal fatte trøst og glad tillid.

Er det nu tanker ud fra hans ord og gerninger, som er forfærdende, så kan han godt begynde således; men henvis ham kun derhen (hvor han selv har ment det), hvor der endnu er sikre, hårde og forhærdede folk; over dem må han råbe ve og true dem med helvedes evige ild. For det er sådanne folk, som slet ikke frygter Gud; men når man vil forskrække dem med Guds navn og ord, så sætter de hornene op, byder ham trods oven i købet og bliver hårdere end en ambolt og en diamant. Men du, når du føler, at du er forfærdet (hvad enten det så er den rette Kristus, der gør det, eller ej), så tænk kun: «Gør en ende på det, og hold op; for er det i sandhed Kristus, så vil han det ikke af dig; er det ikke ham, så skal du langt mindre gøre det.»

Mærk dig derfor og behold denne tekst og dette eksempel: at Kristus ikke vil have sine forskrækkede, og at det ikke behager ham, at man forfærdes over ham; men at man skal lære ham således at kende, at når han ser dig bedrøvet og forskrækket, bliver han glad for at komme til dig, og du igen skal blive glad ved ham og lade de forskrækkede tanker fare. Og lær blot, at dette er hans sprog, når han siger: «Hvorfor er I forfærdede og lader sådanne tanker komme op i jeres hjerte? I maler mig som en ånd og som en, der kun vil forskrække jer, skønt jeg dog kommer og vil trøste og glæde jer.»

Vid derfor og vær klog: Når sådanne tunge tanker om Kristus falder dig ind, så kommer de visselig ikke fra Kristus, men fra Djævelen; og selv om du forfærdes over ham, så skal en lille, pludselig skræk derfor ikke skade dig. For sådan er vores natur, at der aldrig falder noget godt ind i den, især når hjertet ellers er svagt eller bedrøvet og modfaldent. Lad tanker være tanker, og lad falde ind, hvad der falder; men tænk på, at du hører Kristi ord, han som ikke vil have, at du skal forfærdes således i hans navn og frygte for ham, men at du skal glæde dig ved ham og tage imod ham som den, der vil trøste dit arme, syndige, bedrøvede hjerte. Lad de andre blive forfærdede, de hårde, ubodfærdige hoveder, paven, tyrannerne og hvad der ellers er hans fjender og bespottere; til dem hører en sådan tordenkile, der knuser jern, klipper og bjerge.

Er der derfor nogen steder en forfærdende Kristus, så er han det og vil være det alene for disse forhærdede hoveder, skønt de dog ikke tror det, men hovmodigt foragter det, indtil deres lille time og hans tid kommer, da han må træde dem under sine fødder uden al nåde. Men sådan vil han ikke være over for sine kære disciple og troende, som allerede i forvejen er alt for svage og forskrækkede, så de let forfærdes også over deres kære Frelser. For det er slet ikke hans mening (som Sankt Matthæus siger i Matt 12,20 efter profeten Esajas, Es 42,3), at han helt vil knuse det knækkede rør og ganske slukke den rygende væge (det vil sige de knuste, bedrøvede, ydmyge og modløse samvittigheder).

Selv om nu de ryggesløse, stolte, frække djævlehoveder slet ikke bryder sig om hans skræk, skulle de svage, frygtsomme hjerter derfor også komme til at lide for det og selv drage en sådan skræk over sig, dem som han dog kort og godt vil have uforskrækkede? Eller når ingen skræk og trussel hjælper hos hine, skulle så heller ingen trøst hjælpe her? Så var det jo helt forbi med Kristus, og hans rige kunne ikke finde noget rum eller bære frugt på jorden.

Derfor, selv om du føler dig forskrækket og modløs, så lad dig herved trøste igen, så Kristus også kan finde plads i dig; for han finder jo ikke et stolt, ubodfærdigt hjerte hos dig, som ikke vil lade sig ydmyge – ellers havde du grund og nød til at forfærdes over ham som den, der også er sat til dommer over de ugudelige og foragterne – men han kommer til dig for at tilbyde og bringe dig nåde og fred, sådan som du begærer og beder.

Her skal du vogte dig (siger jeg) for at støde en sådan venlig hilsen og din egen frelse fra dig og gøre denne kære Frelser til Satan, eller rettere høre Djævelen i Kristi sted, han som er en løgner og morder og har sin lyst i at plage de svage, bedrøvede hjerter. Og det er hans måde, at han ikke holder op; og kan han ikke forskrække nok med ét skriftsted, så kommer han med ti og hundrede og presser på så længe, til han får sænket og druknet hjertet helt i bedrøvelse.

Herimod kan du jo som en kristen visselig slutte, at sådanne tanker ikke er og ikke kan være fra Kristus. Ja, selv om det var muligt, at det var Kristus selv, så har du dog her hans ord og sande vidnesbyrd, som du skal tro mere end alle syner. Og du skal ikke i stedet begære nogen hemmelig åbenbaring af Kristus eller af en engel fra himlen; for sådanne kan fejle og bedrage og er intet andet end stumme billeder. Men her har du hans levende røst og ord, som han taler åbenlyst for alle disciplene, og hvormed han irettesætter dem for sådanne tanker, for at vi skal vide, at han ikke har behag i dem.

Desuden viser han netop det samme også med udvortes tegn og gerninger og lader det ikke blive ved ordene, hvormed han irettesætter deres tanker, men viser dem også sine hænder og fødder, for at de skal se og føle, at det er ham selv. Som ville han hermed sige: «Hvorfor vil I endnu tvivle på mig og med jeres tanker gøre et spøgelse ud af mig? I har jo aldrig nogensinde grebet en djævel eller en ånd eller set, at de har kød og blod, sådan som jeg har, selv om de undertiden antager en sådan skikkelse og bedrager sanserne.»

Således giver han dem foruden ordet også et stærkt, sikkert tegn og trøster dem med gerningen, så de endelig ikke skal frygte for ham; han viser dem, hvad han har gjort for dem. For det er jo et dejligt, trøsterigt og glædeligt billede at se denne kære Frelsers hænder og fødder, der er gennemstukket for min skyld, og hvormed også mine synder er naglet til korset; dem viser han mig som kendetegn og vidnesbyrd om, at han har lidt, er korsfæstet og død for mig og slet ikke tænker på at være vred på mig og støde mig i helvede.

For dette betyder egentlig at se hans hænder og fødder: når jeg ved Ordet og troen erkender, at hvad han har gjort, er sket mig til gode, til frelse og trøst. Dér ser jeg jo ingen bøddel, død eller helvede, men lutter dejlig, sød nåde mod alle arme bedrøvede; den kan jeg ikke frygte eller forfærdes over, undtagen alene derved, at denne gerning er alt for stor, så hjertet ikke kan fatte og begribe den nok. Således vil han både med ord og gerninger gøre os fri for frygten, selv om vi først er forfærdede over ham.

Derimod viser Djævelen til sidst også sine hænder og fødder, selv om han først trøster: det er Guds vredes og den evige døds afskyelige, gruelige kløer; og til sidst kommer han med lutter skræk, mord og drab, som er hans gerninger, som han har gjort fra begyndelsen, og han kan stille hjertet alle forfærdelige billeder, eksempler og historier for øje om alle gruelige synder, mord og straffe, som nogen sinde er sket, og om hvor mange og store folk han nogen sinde har forført, forblindet og kastet i fordømmelse.

Hvor Kristus nu således bliver ret erkendt, dér begynder den rette glæde, og det sådan, som evangelisten siger, at disciplene undrer sig af glæde og ligesom endnu ikke kan tro. Det er også en sær tekst og en forunderlig tale. Før blev troen hindret af frygten og de forskrækkede tanker; nu hindrer glæden, som nu er langt større, end skrækken var før, og disciplene er nu så fulde af glæde over Herrens irettesættelse og over, at han viser sine hænder og fødder, at de endnu ikke kan tro.

Det er også en af de kristnes anfægtelser (som der også er talt om før), at nåden er alt for stor og herlig, når vi ser på vores ringhed og uværdighed over for Kristus, og trøsten så overvældende, at vores hjerter er alt for trange til at rumme den. For hvem skulle vove at fatte det i sit hjerte, at Kristus viser sig over for mig, et armt, syndigt menneske, som en så venlig Frelser, der på én gang giver mig alt, hvad han har gjort, til eje? Hjertet må jo ligefrem forskrække sig over sig selv og tænke: «Mener du virkelig, at det er sandt, at den majestæt, som har skabt himmel og jord, skulle tage sig så højt af min elendighed og se så nådigt til mig, jeg som så højt og mangfoldigt har syndet imod ham og tusind gange har fortjent og trukket vrede, død og helvede ned over mig? Hvordan kan en sådan nåde og skat begribes af et menneskes hjerte, ja, af nogen skabning?»

Kort sagt: troen anfægtes i menneskets hjerte fra begge sider og på begge tider, både i rædsel eller bedrøvelse og i glæde; enten er manglen eller overfloden for stor, og trøsten for lille eller for stor. Før, da de gerne ville have haft noget stort, var alle Guds gaver for små og for ringe til at kunne trøste hjertet, mens Kristus endnu var skjult for dem. Nu, da han kommer og lader sig se, er det alt for stort for deres hjerte, så de af lutter forundring ikke kan tro, at han skulle være opstået fra de døde og være levende hos dem.

Til sidst viser han sig endnu venligere: han sætter sig til bords hos dem og spiser med dem af den stegte fisk og honningkagen og holder en smuk prædiken for dem for at styrke dem i troen, så de ikke længere er bange eller tvivler, men nu bliver stærke i troen, og al bedrøvelse således forsvinder. Lad os derfor nu heraf lære at kende Herren Kristi art og rette måde: hvor han kommer og viser sig, dér tager han sin afsked og efterlader lutter trøst og glæde som afskedsgave; for til sidst må han komme med trøst, eller også er han ikke Kristus.

Men bliver angsten og rædslen ved med at sidde i hjertet, så kan du frit slutte, at det ikke er Kristus (selv om det tager sig sådan ud for hjertet), men den lede Djævel. Bryd dig derfor ikke om sådanne tanker, men hold dig fast ved det ord, han siger til dig: «Ser mine hænder og mine fødder» osv.; så vil dit hjerte igen blive glad, og frugten vil følge bagefter: at du kommer til at forstå Skriften ret, og at hans ord smager dig af hjertet og bliver lutter honning og sød trøst for dig.

Den anden del og hovedstykket i dette evangelium er, at Kristus, da han udlægger Skriften for dem og åbner deres forstand, slutter og siger:

«Således er der skrevet, og således måtte Kristus lide og opstå fra de døde og lade omvendelse og syndernes forladelse prædike i sit navn blandt alle folkeslag.»

Her ser du, hvordan Herren igen viser og fører sine ind i Skriften og dermed vil have deres tro styrket og befæstet; sådan at skønt han nu synligt åbenbarer sig og viser sig for dem, vil han dog, at de herefter skal hænge ved Ordet, når de ikke længere skal se ham, og ved Skriftens vidnesbyrd gøre både deres egen og andre folks tro vis. For opstandelsens kraft og trøst bliver dog ikke forstået eller modtaget på anden måde end ved troen på Ordet; som vi har hørt: skønt de ser ham, kender de ham alligevel ikke, men bliver snarere forskrækkede for ham, indtil han taler med dem og åbner deres forstand ved Skriften.

For det andet vil han ved et sådant vidnesbyrd fra Skriften lære dem, hvordan og hvori hans rige på jorden skal gå til og bestå: nemlig at det ikke skal være et nyt regimente eller herredømme, der har med verdslige og timelige ting at gøre, men en åndelig, guddommelig magt, hvor han usynligt og overalt vil regere ved Ordet eller prædikeembedet i menneskenes hjerter og virke i dem, så de fra synd, Guds vrede og den evige død kommer til nåde og det himmelske, evige liv; det er jo også derfor, han har lidt og er opstået igen.

Alt dette viser og antyder han med disse korte ord, og dermed sammenfatter han hele evangeliets sum og hovedstykkerne i den kristne lære, som man altid skal prædike og drive i kirken, nemlig omvendelse og syndernes forladelse. Derfor må vi også sige noget om det.

Hele pavedømmet har hidtil ikke vidst andet at lære om bod, end at den består i tre stykker, som de kalder anger, skriftemål og fyldestgørelse; og dog har de ikke kunnet undervise folk ret i et eneste af dem. Ordet satisfactio, fyldestgørelse, har vi ganske vist ladet passere for deres skyld (i håb om, at vi med lempe kunne bringe dem til den rette lære), dog i den forstand, at det ikke betyder vores fyldestgørelse (for i sandhed har vi ingen), men Kristi, hvormed han ved sit blod og sin død har betalt for vore synder og forsonet Gud.

Men da vi hidtil så ofte har erfaret og stadig ser for øjnene, at der intet som helst er at vinde hos dem med lempe, og at de jo længere jo mere bliver ved med at modsige den rette lære, så vil og må også vi skrælle os rent fri af dem og skille os fra dem og ikke længere ville vide af deres opdigtede ord, som de har bragt på bane i deres skoler, og hvormed de nu kun søger at befæste deres gamle vildfarelse og løgn.

Derfor skal også dette ord, fyldestgørelse, herefter være intet og dødt i vore kirker og vor teologi og overlades til dommerembedet og juristernes skoler (hvor det hører hjemme, og hvorfra de pavelige også har taget det); de skal have med det at gøre og lære folk, hvordan de skal gøre fyldest og betale, når de har stjålet, røvet eller sidder inde med uretfærdigt gods.

Ordet anger (contritio) er vel taget fra Skriften, som kalder det cor contritum, et sønderknust, bedrøvet og jamrende hjerte (Sl 51,19), men munkene har heller ikke forstået eller lært det ret. For anger kaldte de den gerning, der blev fremtvunget af egne tanker og fri vilje: at et menneske sad i en krog, hængte med hovedet og satte sig for at betragte sine tidligere begåede synder med bitre tanker; men deraf fulgte dog ingen alvorlig sorg og mishag over synden, snarere har de kildret sig selv med sådanne tanker og styrket den syndige lyst. Og selv når de talte længe om det, kunne de dog ikke afgøre, hvor stor angeren skulle være, for at den var nok for synden; de måtte trøste og hjælpe sig med det lappeværk, at den, der ikke kunne have en ret fuldkommen anger, dog i det mindste skulle have (som de kalder det) attritionem, en halv anger, og være en lille smule ked af synden.

Dernæst har de med skriftemålet gjort sig selv en uudholdelig pine og angst, idet de lærte, at enhver var skyldig mindst én gang om året at opregne alle sine synder, oven i købet med alle omstændigheder, og det lige så ofte, som man havde glemt nogle, man siden kom i tanke om igen. Og alligevel gav de ikke samvittighederne nogen ret undervisning eller trøst om tilgivelsen (absolutionen); de viste altså folk hen til deres egen gerning: når de havde angret nok og godt, skriftet synden rent (hvad der dog efter deres lære var umuligt) og også gjort fyldest for den, så ville synden blive dem forladt. Her var der slet intet ord om Kristus eller om troen, og de uforstandige, anfægtede hjerter, som gerne ville være af med synden og søgte trøst, måtte hænge og svæve i evig tvivl på en så uvis grund.

Og det værste i alt dette var, at de ikke ret lærte, hvad synd er; de har ikke vidst mere om det end det, juristerne kalder synd, og som hører under dommeren og den verdslige straf. Om arvesynden og hjertets indre urenhed har de intet vidst at sige. For de har også foregivet, at den menneskelige natur og den frie viljes kræfter var så fuldkomne, at et menneske af sine egne kræfter kunne udrette så meget, at det opfyldte Guds lov og derved fortjente Guds nåde og således kunne være uden synd, så det ikke behøvede omvendelse. Men for alligevel at skaffe sig noget at skrifte måtte de digte synder op, hvor der dog ingen var (ligesom de på den anden side digter egne gode gerninger op), og dem holdt de endda for de største og sværeste: som når en lægmand engang havde rørt ved en indviet kalk, eller en præst havde stammet over kanon i messen, og andet gøgl af den slags.

Denne pavedømmets tomme drømmelære om bod skal man derfor ikke glemme, så man kan overbevise dem om deres vildfarelse og blindhed, nu da de allevegne pynter sig og gør sig smukke, som om de intet forkert havde lært. Og for det andet også, for at man ud fra forskellen (når man holder de to op mod hinanden) desto bedre kan forstå den rette kristne lære. Derfor vil vi tale om det efter Skriften: hvad ret kristen omvendelse og syndernes forladelse er, som Kristus her befaler at prædike i sit navn.

For det første: Ret anger betyder i Skriften ikke sådanne vore egne, selvgjorte tanker, som munkene kalder contritio og attritio, hel eller halv anger; men at din samvittighed i sandhed begynder at bide og ængste dig, og dit hjerte for alvor forskrækkes over Guds vrede og dom, ikke alene på grund af åbenlyse grove synder, men på grund af de rigtige store knuder: at du ser og føler, at der stikker lutter vantro, foragt for Gud og ulydighed og (som Sankt Paulus siger i Rom 8,7) fjendskab mod Gud i dit kød og blod, og at det rører sig med alle slags onde lyster og begær osv., hvormed du har draget Guds vrede over dig og fortjent, at du evigt skulle forkastes fra hans øjne og brænde i helvedes ild.

Sådan at angeren ikke stykkevis går på nogle gerninger, som du åbenlyst har begået mod de ti bud – for dér bliver drømmen og indbildningen i den hykleriske og munkeagtige bod stående, hvor de selv digter forskelle mellem deres gerninger og alligevel finder noget godt hos sig selv – men på hele personen med hele dens liv og væsen, ja på hele din natur, og viser dig, at du ligger under Guds vrede og er fordømt til helvede. Ellers lyder ordet anger også stadig for juridisk, ligesom når man i verdslige sager taler om synd og anger som om en gerning, som man har gjort og siden fortryder og ville ønske, man ikke havde gjort.

En sådan anger og alvorlig forskrækkelse kommer ikke af eget menneskeligt forsæt eller egne tanker, som munkene drømmer om, men må virkes i mennesket ved Guds ord, som viser Guds vrede og rammer hjertet, så det begynder at skælve og fortvivle og ikke ved, hvor det skal gøre af sig. For det kan den menneskelige fornuft ikke af sig selv se eller forstå: at alt, hvad der står i menneskers kræfter og evne, er under Guds vrede og allerede fordømt til helvede for hans dom.

Derfor må dette nu prædikes og forkyndes (som Kristus siger her), når man skal vise og føre folk til ret omvendelse: at de erkender deres synd og Guds vrede og således først ved Ordet lader sig kaste ind under Guds vrede og fordømmelse, for at de så til gengæld også ved den anden prædiken, om syndernes forladelse, kan blive hjulpet til ret trøst, guddommelig nåde og deres frelse. Ellers ville mennesket aldrig nogen sinde nå dertil, at det erkendte sin jammer og elendighed og sukkede efter nåden; og endnu mindre ville det lære, hvordan det skulle komme fra Guds vrede og fordømmelse til nåde og syndernes forladelse.

Og denne prædiken om omvendelse (siger han) skal gå ud blandt alle folkeslag. Dér griber han sandelig meget vidt om sig og omfatter på én gang alt, hvad der er i verden, hvad enten det er jøder, hedninger eller hvem de end er – kort sagt, uden at et eneste menneske er undtaget, lukker han dem alle sammen, sådan som han finder og træffer dem (uden for Kristus), inde under Guds vrede og siger: «I er alle sammen fordømt med al jeres gøren og væsen, hvad I end er, og hvor mange, hvor store, hvor høje og hvor hellige I end er.»

Ja, allermest forskrækker og fordømmer han dem, der går omkring i deres egen hellighed og ikke synes, at de er syndere eller har brug for omvendelse: hos jøderne de helligste farisæere (som også Sankt Paulus var en af før sin omvendelse), der for alvor levede og vandrede efter loven; hos hedningerne nogle fine, højt forstandige, vise og agtværdige folk; hos os de rigtig fromme munke, kartusianere eller eneboere, som der kan have været, som for alvor har gjort sig umage for at være retfærdige for Gud og levede således, at de ikke vidste sig skyldige i nogen dødssynd, og oven i købet tugtede deres legeme på det allerstrengeste med faste, nattevågen, hårdt leje, nogle også med blodige svøber osv., så at alle og de selv også mente, at de for sådanne gerninger og sådant livs skyld i hvert fald hverken behøvede anger eller omvendelse, ja, at de netop dermed, som med de bedste og mest fortjenstfulde gerninger, ville betale for deres tidligere synder og med et så helligt liv redeligt fortjene sig himlen hos Gud og købe den dyrt nok.

Netop mod sådanne skal denne prædiken om omvendelse gå allerstærkest og som med et tordenslag slå til jorden og støde ned i helvede og fordømmelse alt, hvad der er sikkert og formastent og endnu ikke erkender sin elendighed og Guds vrede. Sådan som Sankt Johannes Døberen, der beredte vejen for Kristus, åbenlyst begyndte denne prædiken og frejdigt og frisk for løs med en sådan tordenøkse over hele jødefolket og frem for andre angreb de hellige farisæere og saddukæere hårdest og sagde: «I slangeyngel, hvorfor føler I jer stadig så sikre og bilder jer ind, at I skal undslippe den kommende vrede?»

For disse har allermest brug for omvendelse, fordi de også for Gud fortjener større vrede end andre åbenlyse syndere (som dog straffes af deres egen samvittighed); for de ligger i blindhed og synes, at de ingen synd har, skønt de dog for Gud er fulde af uhumskhed og vederstyggelighed og synder mod Guds lov netop med de rigtige knuder: at de uden gudsfrygt og med foragt for hans vrede i formastelighed er hovmodige og stolte af deres gerninger og hellighed og driver afgudsdyrkelse med deres selvvalgte gudstjenester, og dertil at deres hjerter i forvejen stikker fulde af urenhed og indre ulydighed mod Guds bud, selv om de udadtil afholder sig fra onde gerninger. Sådan som også vi hidtil, vi, der ville være de frommeste, med messens gruelige afgudsdyrkelse, helgendyrkelse og egen munkehellighed, hvormed vi mente at fortjene himlen, i strid med Kristi død og opstandelse har gjort Gud yderst vred og ynkeligt forført både os selv og andre.

Derfor fortsætter Sankt Johannes også sin prædiken om omvendelse og siger til sådanne: «Se til og bær frugt, som svarer til omvendelsen» osv.; det vil sige: lad jer sige og råde, så I ikke bliver endnu mere sikre og stolte, men erkender jeres synd og Guds vrede over jer og ydmyger jer for ham og beder om nåde. Gør I ikke det, er dommen over jer allerede afsagt, ja, øksen allerede lagt til træet, så det skal hugges om med stamme og rod, fordi det ikke bærer god frugt og ikke duer til andet end at kastes i ilden og brændes til aske, uanset at det har store, tykke og smukke blade, sådan som I roser jer af, at I er Abrahams børn osv.

Den samme prædiken driver siden også apostlene, som Sankt Peter på pinsedag og derefter, når han viser jøderne, hvilke fromme børn de er, og hvor godt de har gjort sig fortjent hos Gud ved at fornægte hans kære Søn, nagle ham til korset og slå ham ihjel. Og Sankt Paulus siger i ApG 17,30–31: «Gud befaler alle mennesker overalt at omvende sig, for han har fastsat en dag, hvor han vil dømme hele jorderige» osv.; det vil sige: han vil, at alle sammen, alt hvad der er af mennesker på jorden, skal erkende sig selv og forskrækkes for Guds vrede og vide, at han vil dømme og fordømme dem, hvis de ikke omvender sig og adlyder denne prædiken.

Sådan siger også Kristus i Joh 16,8: «Helligånden skal overbevise verden (ved en sådan prædiken om omvendelse) om synd» osv. For (som sagt ovenfor) en sådan omvendelse kan fornuften ikke lære, endnu mindre udrette ved sine egne kræfter; men den må prædikes (som Kristus siger her) som en åbenbaring, der går over fornuft, forstand og visdom. Sådan kalder Sankt Paulus det også i Rom 1,18 en himmelsk åbenbaring, når han siger: «Guds vrede åbenbares fra himlen» osv. For det vil ingen fornuft og ingen jurist sige, at jeg er en synder og under Guds vrede og fordømmelse, når jeg ikke stjæler, røver, bryder ægteskab osv., men er en retskaffen, agtværdig mand, som ingen kan klandre eller dadle for noget, og oven i købet en hellig munk. Hvem ville tro, at jeg med et så fint og agtværdigt liv (når jeg er uden tro) kun fortjener Guds vrede, og med en så smuk gudstjeneste og streng øvelse (som jeg har påtaget mig uden Guds ord, efter eget forgodtbefindende) driver lutter gruelig afgudsdyrkelse og dermed fordømmer mig selv dybere i helvede end andre åbenlyse syndere?

Derfor er det heller ikke underligt, at kun den mindste del af verden tager imod en sådan prædiken om omvendelse, når den hører den og bliver straffet ved den, mens den største hob (især de kloge og hellige) foragter den, ja rejser hovedet imod den og siger: «Åh, hvordan kan det være sandt? Skal jeg lade mig udskælde som en synder og et fordømt menneske af de folk, der kommer anstigende med en ukendt, ny lære? Hvad har jeg da gjort? Jeg har jo med al alvor holdt mig fra synd og gjort mig flid for at gøre godt. Skulle alt det være intet? Skulle da hele verden før os have taget fejl og være fortabt med alt, hvad den har gjort og levet? Hvordan er det muligt, at Gud skulle sætte hele verden over styr på den måde og sige, at de alle er fortabte og fordømte? Nej, det er Djævelen, der har sat dig til at prædike sådan!» Således værner og styrker de sig i deres ubodfærdighed og drager kun mere af Guds vrede over sig ved at bespotte og forfølge hans ord.

Men alligevel går og trænger denne dom og prædiken stadig frem, sådan som Kristus her befaler: de skal ligefrem prædike den blandt alle folkeslag og byde enhver at omvende sig, hvor de kommer hen, og sige, at ingen kan undslippe Guds vrede eller blive frelst, der ikke tager imod denne prædiken; for han er opstået for at begynde et sådant rige, så dette må prædikes, modtages og tros af dem, der skal og vil blive frelst, hvad enten verden, Djævelen eller helvede så bliver vrede over det.

Se, det er det første stykke i denne prædiken, om ret omvendelse. Det straffer ikke alene en hob onde skurke, som også verden og juristerne kalder syndere (skønt også de skal straffes alvorligt), men angriber og fordømmer netop dem, som for verden er de frommeste og helligste (dog uden at kende deres synd og Kristus). Og det gør ikke angeren til vores gerning, frembragt med egne tanker, som kun går stykkevis på nogle gerninger, og hvor mennesket først længe må lede og overveje, hvordan, hvornår, hvor og hvor ofte det har syndet – skønt det er sandt, at det godt kan begynde med én synd, som da David bliver straffet for ægteskabsbruddet og mordet – men det går over hele livet og kaster dig på én gang, som med et tordenslag fra himlen, helt og aldeles ind under Guds vrede og siger dig, at du er et helvedes barn, og forskrækker dit hjerte, så verden bliver dig for trang.

Derfor skal man skelne sådan: den bod, som endnu er vores gerning, såsom egen anger, skriftemål og fyldestgørelse, skal man henvise til juristernes eller børnenes skole, hvor den kan tjene til tugt og legemlig øvelse; men den skal holdes rent adskilt fra den rette åndelige anger, som Guds ord virker, hvor og når det rammer hjertet, så det må skælve og bæve for Guds alvorlige og frygtelige vrede og af angst ikke ved, hvor det skal gøre af sig.

En sådan anger og omvendelse viser Skriften med mange eksempler: som Sankt Paulus, da han skulle omvendes, ApG 9,4, hvor Kristus selv fra himlen prædiker omvendelse for ham og siger: «Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?» osv.; og straks er gerningen og kraften der, så han pludselig falder til jorden, skælver og siger (ApG 9,6): «O Herre, hvad vil du, at jeg skal gøre?» Det er ret anger, ikke gjort af hans egne tanker; for han går omkring i stærk indbildning og tillid til sin hellighed efter loven og ved ikke af nogen synd, hvormed han skulle have fortjent Guds vrede. Men Kristus viser ham pludselig, hvad han er, nemlig en forfølger og morder af ham og hans kirke; det havde han ikke set før, men holdt det for en fortræffelig dyd og guddommelig nidkærhed. Nu falder han derover i en sådan rædsel, der viser ham, hvordan han med al sin retfærdighed efter loven er fordømt af Gud, og han må være glad for at høre dette nådige ord fra Kristus om, hvordan han skal komme til nåde og syndernes forladelse. Ligeså i ApG 2, da Peter på pinsedag træder frem og derpå rammer hele det jødiske folk med et sådant tordenslag: at de er forrædere og mordere af deres lovede Kristus, Guds Søn; teksten siger (ApG 2,37): «Da de hørte det, stak det dem i hjertet, og de sagde til apostlene: ’I mænd, kære brødre, hvad skal vi gøre?’» osv.

Se, dér er også den rette anger, som pludselig griber hjertet og gør det angst og bange, så det mærker, at Guds vrede og fordømmelse ligger på det, og nu begynder at kende de rigtige, stærke knuder, som det ikke vidste noget om før; så det nu må sige: «Åh, hvad skal jeg nu gøre? Her er intet andet end lutter synd og vrede; det har jeg desværre hverken vidst eller tænkt før» osv. Sådan som også Paulus taler om Ordets kraft, når det holder Guds vrede frem for os (Rom 7,9): «Jeg levede engang uden lov», det vil sige: overmodig og tryg, og vidste intet om synd eller om Guds vrede; «men da loven kom» og ramte mit hjerte, «da blev synden levende», så jeg først begyndte at mærke Guds vrede, og jeg døde altså, det vil sige: kom i bævelse, angst og fortvivlelse, som jeg ikke kunne bære; og jeg havde måttet gå til grunde derunder og høre den evige død til, hvis jeg ikke var blevet hjulpet igen.

Herpå skal nu det andet stykke følge, som Kristus her befaler at prædike, nemlig syndernes forladelse. For det er ikke nok alene at tale om synden og Guds vrede og forskrække folk. Og selv om det er nødvendigt at begynde med det, så synden bliver erkendt og mærket (for at man også kan længes efter nåden), så må det dog ikke blive ved det; ellers var der ingen Kristus og ingen frelse, men lutter død og helvede. Sådan som Kristi forræder, Judas, begyndte det første stykke af omvendelsen, nemlig angeren og erkendelsen af sin synd, stærkt nok, ja, alt for stærkt, fordi der ikke fulgte nogen trøst efter, så han ikke kunne bære det, men straks selv styrtede sig i fortabelsen og den evige død, sådan som også kong Saul og mange andre har gjort. Men det kaldes ikke at prædike rigtigt eller helt om omvendelsen, sådan som Kristus vil have den prædiket. For til dette stykke lader Djævelen sig også gerne bruge, så han driver denne prædiken, skønt den ikke er ham befalet; ligesom han jo også altid vil føre Guds navn og ord, men kun for at bedrage og gøre skade, og han vender begge dele på hovedet: han trøster, hvor han ikke skal trøste, eller driver alene forskrækkelsen og fører til fortvivlelse.

Men det er ikke Herren Kristi mening at prædike omvendelsen sådan, at man skal lade samvittighederne blive i forskrækkelsen; nej, de, som nu erkender deres synd og har angrende hjerter, skal man til gengæld trøste og rejse op. Derfor knytter han her straks det andet stykke til og befaler at prædike ikke alene omvendelse, men også syndernes forladelse; så hedder det (som han også siger) at prædike i hans navn.

Derfor: Når din samvittighed nu er blevet forskrækket ved omvendelsesprædikenen (hvad enten det sker ved den mundtlige røst eller på anden måde i dit hjerte), så skal du vide, at du også skal høre og gribe det andet stykke, som Kristus har befalet at sige dig: Selv om du har fortjent den evige vrede og er skyldig til helvedes ild, så vil Gud dog af sin bundløse godhed og barmhjertighed ikke lade dig blive siddende i din fordømmelse eller gå til grunde, men forlade dig din synd, så hans vrede og din fordømmelse bliver taget fra dig.

Det er evangeliets trøstefulde prædiken, som mennesket ikke kan forstå af sig selv, sådan som det af sig selv forstår lovens prædiken (som fra først af er plantet i naturen), når hjertet bliver ramt af den; nej, den er en særlig åbenbaring og Kristi rette, egen røst.

For den menneskelige natur og fornuft kan ikke hæve sig over lovens dom, som slutter og siger: «Den, der er en synder, er fordømt af Gud»; og så måtte alle mennesker evigt blive under vreden og fordømmelsen, hvis der ikke var givet en anden, ny prædiken fra himlen. Den prædiken har Guds Søn selv måttet indstifte og befale at udbrede i verden, og i den tilbyder Gud dem, som mærker synden og Guds vrede, sin nåde og barmhjertighed.

Men for at det kan gribes og holdes for vist, må denne prædiken gå (som han siger her) i hans navn, det vil sige: ikke alene på hans befaling, men også sådan, at synderne bliver forladt for hans skyld og på grund af hans fortjeneste; så vi må bekende, at hverken jeg eller noget menneske (Kristus undtaget) har tilvejebragt eller fortjent det eller i al evighed kan fortjene det. For hvordan skulle jeg kunne fortjene det, når jeg selv og hele mit liv og alt, hvad jeg kan gøre, allerede er fordømt for Gud (efter den forrige prædikens ord)?

Men skal Guds vrede tages fra mig, og skal jeg opnå nåde og forladelse, så må det fortjenes hos ham af nogen; for Gud kan ikke være synden huld eller nådig eller ophæve straffen og vreden, uden at der er betalt og gjort fyldest for den. Men for den evige, uoprettelige skade og Guds evige vrede, som vi har fortjent med vores synder, har ingen kunnet give erstatning (heller ingen engel i himlen) uden den evige person, Guds Søn selv, og det sådan, at han træder i vores sted, tager vores synd på sig og selv som skyldig står til regnskab for den osv.

Det har vor kære Herre og eneste Frelser og Mellemmand for Gud, Kristus, gjort med sit blod og sin død, da han blev et offer for os og ved sin renhed, uskyld og retfærdighed (som var guddommelig og evig) opvejede, ja, helt druknede og opslugte al den synd og vrede, som han for vores skyld måtte bære, og fortjente så meget, at Gud nu er tilfreds og siger: Den, han hjælper dermed, skal være hjulpet. Sådan som Kristus også siger om sin Faders vilje, Joh 6,40: «Dette er hans vilje, som har sendt mig, at enhver, som ser Sønnen og tror på ham, skal have evigt liv.» Ligeså Matt 28,18: «Mig er blevet givet al magt i himlen og på jorden.» Og i sin bøn, Joh 17,1–2, siger han: «Fader, herliggør din søn, for at Sønnen kan herliggøre dig, ligesom du har givet ham magt over alle mennesker, for at han skal give evigt liv til alle dem, du har givet ham.»

Det har han nu ikke alene fuldbragt i gerning, men også gjort og udrettet for at det skulle prædikes og forkyndes for os; ellers ville vi heller ikke vide noget om det eller kunne komme til det. Derfor er det fra vores side ganske ufortjent og bliver givet os helt for intet og alene af nåde. Og netop derfor, så vi kan være visse på denne nåde og ikke behøver at tvivle på den; for vi måtte jo blive i evig tvivl, hvis vi skulle se os om efter vores fortjeneste og også søge vores egen værdighed, indtil vi havde gjort så meget, at Gud så på det og derfor blev nådig. Men nu befaler Kristus at prædike syndernes forladelse i hans navn, så jeg skal vide, at den visselig bliver skænket mig, fordi han har fortjent den og gjort det for mig (for for sin egen skyld havde han ikke haft brug for det), og han viser og meddeler mig det også ved Ordet.

Og for at jeg, og enhver for sin egen person, kan have trøst af det, og ingen skal have grund til at bekymre sig og være urolig for, om han også tør tage imod så stor en nåde – sådan som menneskets hjerte af naturen tvivler og disputerer med sig selv: «Ja, jeg tror vel, at Gud har udvalgt nogle store folk dertil, som Sankt Peter, Paulus osv.; men hvem ved, om jeg også er en af dem, som han vil unde den nåde? Måske er jeg ikke forudbestemt til det» – så vil Kristus og befaler hermed, at denne prædiken ikke skal forkyndes i en krog eller for nogle få særskilt, ja, heller ikke alene for hans jøder eller for nogle få folk mere, men i hele den vide verden, eller (som han siger) blandt alle folkeslag, ja, som han siger i Mark 16,15, at den skal prædikes for hele skabningen.

For at vi skal vide, at han slet ikke vil have nogen skilt fra eller udelukket fra det (når blot man vil tage imod den og ikke selv udelukker sig). For ligesom omvendelsens prædiken skal være en fælles prædiken og gå over alle mennesker, så de alle erkender sig som syndere, sådan skal også denne prædiken om forladelsen være fælles og tages imod af alle; sådan som alle mennesker jo har haft brug for den fra begyndelsen og stadig har brug for den indtil verdens ende. For hvorfor skulle ellers syndernes forladelse tilbydes og prædikes for alle, hvis de ikke alle havde synd? For at det skal blive ved med at være sandt, som Paulus siger, Rom 11,32: «Gud har indesluttet dem alle under synden for at vise dem alle barmhjertighed» osv.

Derfor hører nu også troen til denne prædiken, så jeg visselig og uden tvivl slutter deraf, at syndernes forladelse bliver skænket mig for Herren Kristi skyld, og at jeg nu ved ham skal være forløst fra Guds frygtelige vrede og den evige død, og at Gud vil have, at jeg skal tro denne prædiken, så jeg ikke foragter eller slår Kristi tilbudte nåde fra mig eller gør Gud til en løgner i hans ord. For når han befaler at prædike dette ord i hele verden, så kræver han hermed samtidig også af enhver, at man tager imod denne prædiken og holder den for guddommelig, uforanderlig sandhed og bekender, at vi visselig får det for Herren Kristi skyld. Og det skal ikke hindre mig i denne tro eller skræmme mig fra den, hvor uværdig jeg end føler mig, når blot mit hjerte står sådan, at jeg for alvor har mishag til min synd og gerne ville være af med den. For ligesom denne forladelse ikke bliver tilbudt og prædiket mig for min værdigheds skyld – jeg har jo intet gjort til eller arbejdet for, at Kristus har fortjent den og lader den forkynde for mig – sådan skal jeg heller ikke bøde for min uværdighed eller af den grund berøves den, når jeg ellers længes efter den.

Til sidst indretter Kristus her også, til så meget større trøst, denne prædiken om omvendelse og syndernes forladelse sådan, at den ikke skal være en prædiken, som kun bliver udrettet for en tid og én gang, men som altid og uden ophør skal gå og vare i kristenheden, så længe Kristi rige varer. For den er indstiftet af Kristus, for at den skal være en stadig, evig skat og en evig nåde, som altid virker og er kraftig; så man ikke skal forstå forladelsen, som om den alene gjaldt et øjeblik, når tilgivelsen (absolutionen) er udtalt, og (som man hidtil har lært i den pavelige blindhed) kun gjaldt de forbigangne eller tidligere synder, som om vi derefter selv måtte gøre så meget, at vi fremover var helt rene og uden synd.

For det er ikke muligt i dette liv på jorden, at vi skulle leve helt uden synd og brøst (heller ikke når vi allerede har fået nåden og Helligånden), på grund af vores syndige, fordærvede kød og blod, som ikke holder op med at røre sig med ond lyst og begæring imod Guds bud, før det kommer i graven, også i de hellige, selv om de efter den nåde, de har fået, holder sig fra synder og vogter sig og står den syndige lyst imod, sådan som omvendelsen kræver. Derfor har de også stadig daglig brug for forladelse, ligesom de også dagligt øver omvendelsen på grund af den brøst og skrøbelighed, der bliver tilbage, og erkender, at deres liv og gerninger stadig er syndige og fortjener Guds vrede, hvis det ikke blev forladt og dækket til for Kristi skyld.

Derfor har Kristus hermed indstiftet et sådant rige på jorden, som skal hedde et evigt nåderige og altid blive under syndernes forladelse og svæve så kraftigt over dem, som tror, at selv om synden stadig sidder i kød og blod og er så dybt rodfæstet, at den ikke helt kan fejes ud i dette liv, så skal den dog ikke skade, men være forladt og ikke tilregnet; dog forudsat at vi også bliver i troen og dagligt arbejder på at dæmpe den onde lyst, der er tilbage, indtil den til sidst bliver helt udslettet ved døden og rådner i graven med denne gamle maddikesæk, så mennesket kan opstå helt nyt og rent til det evige liv.

Ja, selv om mennesket, som nu er under nåden og helligt, igen falder fra omvendelsen og troen og så mister forladelsen, så står dette nåderige alligevel fast og urokkeligt, så man altid kan komme tilbage til det, når man igen holder sig til det ved bod og omvendelse. Ligesom solen på himlen står op hver dag og ikke alene fordriver den forgangne nat, men bliver ved og lyser hele dagen, selv om den går ind i mørke og bliver dækket af tykke skyer; ja, selv om nogen lukker dør og vindue i for dette lys, så bliver den dog den samme sol og bryder frem igen, så man altid kan se den igen.

Se, det er evangeliets rette lære om den kristne omvendelse, sammenfattet og indbefattet i de to stykker, nemlig anger eller alvorlig forskrækkelse over synden og troen på forladelsen for Kristi skyld. Om det har hele pavedømmet hidtil intet lært, og især om troen på Kristus (som skal være hovedstykket i denne prædiken) har de slet intet vidst at sige; de har alene vist folk hen til deres egne gerninger og så udtalt tilgivelsen, hvis vi havde angret og skriftet rigtigt. Og så er Kristus blevet helt glemt og fortiet, og denne prædiken, som han befaler her, er blevet helt forvendt og formørket, så det hverken var omvendelse eller tilgivelse i hans navn, men i vores eget navn og for vores gernings skyld: angeren, skriftemålet og fyldestgørelsen. Det er med vold at undertrykke, ja, udrydde troen og kundskaben om Kristus, tage trøsten fra de bedrøvede samvittigheder og netop med en sådan tilgivelse føre dem ud på isen og lade dem blive siddende i tvivlen og gå til grunde, når de ikke skal være visse på syndernes forladelse, før de har pint og martret sig nok med deres selvlavede og fremtvungne anger og skriftemål.

Paven og hele hans bande har alene med dette ene stykke – at de således har forvendt og fordærvet læren om den kristne omvendelse og syndernes forladelse – rigeligt fortjent, og de fortjener dagligt endnu langt mere (for de vil endnu ikke gøre omvendelse for alle disse vildfarelser og forførelser, som de selv må vedgå, men spotter og raser imod den sandhed, de har erkendt), at blive forbandet af alle kristne i helvedes afgrund; sådan som Paulus i Gal 1,9 forbander alle dem, som lærer et andet evangelium osv.

Her skulle vi også tale om skriftemålet, som vi beholder og roser som en nyttig og gavnlig ting. For selv om det (strengt taget) ikke er et stykke af omvendelsen og heller ikke er nødvendigt eller påbudt, så tjener det dog til, at man får tilgivelsen; og den er intet andet end netop prædikenen og forkyndelsen af syndernes forladelse, som Kristus her befaler både at prædike og at høre. Men da det er nødvendigt at bevare denne prædiken i kirken, så skal man også beholde tilgivelsen; for der er ingen anden forskel herpå, end at dette ord (som ellers i evangeliets prædiken bliver forkyndt alle vegne offentligt og i almindelighed for enhver) i tilgivelsen bliver sagt særskilt til én eller flere, som begærer det. Sådan som Kristus jo har ordnet, at denne prædiken om syndernes forladelse skal gå og lyde alle vegne og altid, ikke alene i almindelighed over en hel skare, men også til enkelte personer (hvor der er sådanne folk, som har brug for det); sådan som han siger i den følgende søndags evangelium: «Hvis I tilgiver nogen deres synder, bliver de tilgivet.»

Derfor lærer vi ikke sådan om skriftemålet som pavens teologer, at man skal regne synderne op (hvilket alene kaldes at skrifte hos de pavelige), eller at man ved det opnår forladelse og bliver værdig til tilgivelsen (sådan som de siger: «For din angers og dit skriftemåls skyld løser jeg dig fra dine synder»); men at man skal bruge det til at høre evangeliets trøst og således vække og styrke troen på syndernes forladelse (som er det rette hovedstykke i omvendelsen). Så det at skrifte betyder ikke (som hos de pavelige) at lave et langt register med opregning af synderne, men at begære tilgivelsen; og så er det i sig selv skriftet nok, det vil sige: du har givet dig skyldig og bekendt, at du er en synder, og der skal ikke kræves eller pålægges mere, at du skal opregne alle eller nogle, mange eller få synder ved navn, medmindre du selv vil nævne noget, som især tynger din samvittighed, og som du har brug for vejledning og råd eller særlig trøst til, sådan som det tit er nødvendigt for de unge, enfoldige folk og også for andre.

Derfor roser og beholder vi skriftemålet ikke for dets egen skyld, men for tilgivelsens skyld; det er det gyldne klenodie i det, at du dér hører de ord forkyndt for dig, som Kristus har befalet at prædike for dig og hele verden i sit navn; så selv om du ikke hørte det i skriftemålet, så hører du dog ellers evangeliet dagligt, og det er netop tilgivelsens ord. For at prædike syndernes forladelse er intet andet end at tilsige tilgivelse eller løse fra synder; og det sker også i dåben og sakramentet, som også er ordnet til, at de skal vise os denne syndernes forladelse og gøre os visse på den. Så det at blive døbt eller modtage sakramentet er også en tilgivelse (absolution), hvor forladelsen bliver lovet og tilsagt hver enkelt særskilt i Kristi navn og på hans befaling; den skal du høre, hvor og hvor tit du har brug for den, og tage imod den og tro den, som hørte du den af Kristus selv. For da den ikke er vores tilgivelse, men Kristi befaling og ord, så er den lige så god og kraftig, som blev den hørt af hans egen mund.

Så ser du, at alt, hvad der læres om den kristne omvendelse efter Skriften, alt sammen går ud på de to stykker, som hedder anger eller forskrækkelse for Guds vrede over vores synd, og på den anden side at tro, at synderne bliver os forladt for Kristi skyld. For der er heller ikke ordnet mere end disse to slags ord at prædike, nemlig lovens, som holder vores synd og Guds dom frem for os, og evangeliets, som viser os hen til Kristus og i ham viser os Guds nåde og barmhjertighed. Og kort sagt er hele omvendelsen netop det samme, som Skriften siger med andre ord i Sl 147,11 og andre steder: «Herren har behag i dem, der frygter ham, og som håber på hans godhed.» For dér står også de to stykker: gudsfrygten, som kommer af erkendelsen af vores synd, og tilliden til nåden, som er stillet frem i forjættelserne om Kristus osv.

Men hvad de pavelige siger om deres fyldestgørelse, det kan (som sagt ovenfor) slet ikke tåles; for det, man i gamle dage kaldte fyldestgørelse, og som man stadig læser om hos de gamle lærere, har ikke været andet end en udvortes, offentlig straf for dem, der var skyldige i offentlige laster, og som man måtte bære for folks øjne, ligesom en tyv eller morder for den verdslige ret betaler med galgen eller hjulet. Om det lærer Skriften slet intet, og det gør heller intet til syndernes forladelse, men kan (som jeg har sagt) ligesom andre legemlige, verdslige ting overlades til juristerne. Men når de siger, at Gud straffer synden med timelig straf og plager, undertiden også når den er forladt, så er det sandt; men det er ingen fyldestgørelse eller forløsning fra synden, ej heller en fortjeneste, som den bliver forladt for, men et faderligt ris fra Gud, som driver os til omvendelse.

Og selv om man ville beholde ordet fyldestgørelse og forstå det sådan, at Kristus har gjort fyldest for vores synd, så er det dog sagt for svagt og for lidt om Kristi nåde, og Kristi lidelse er ikke æret nok; den må man give højere ære, nemlig at han ikke alene har gjort fyldest for synden, men også har forløst os fra dødens, Djævelens og helvedes magt og stadfæstet et evigt nåderige og en daglig forladelse, også af den synd, der er tilbage i os; og at han således er blevet os (som Paulus siger, 1 Kor 1,30) en evig forløsning og helliggørelse, sådan som der er sagt mere om ovenfor.