2. søndag efter påske, anden prædiken (Joh 10,12–16)

En anden prædiken over evangeliet på 2. søndag efter påske, Joh 10,12–16

Dette evangelium lærer os om øvrigheden, den, som de kalder den gejstlige øvrighed, og om den har de lært og prædiket skarpe ting, især i dag: at man endelig ikke må foragte dem; og de vil være Kristus lige i magt og hæve sig alt for højt. Derom vil vi tale lidt.

For det første skal man mærke sig: Ligesom Kristus i evangeliet taler om én hyrde, sådan skal og må der også kun være én hyrde; og ligesom han taler om én fårefold, sådan skal og må der også kun være én fårefold. Derfor gør den ikke ret, som opretter mange hyrder og mange fårefolde. Ligesom nu Kristus er en hyrde og selv kalder sig sådan, sådan skal nu også den, der udfører hans embede, være og kaldes en hyrde.

Ligesom Kristus er en konge, sådan er også alle hans kristne konger; for alt, hvad Kristus er og har, det er vores, og vi har det også, når vi tror på Kristus. Men at være hyrde er i sandhed ikke at udfolde stor pragt og herlighed; nej, det er en tjeneste, som den ene plejer at gøre den anden, sådan som en tjenestekarl gør i huset, der gør alt, hvad han kan, til velbehag for sin herre, frit og uden at finde det besværligt, såfremt han ellers er tro.

Sådan har Kristus gjort i overensstemmelse med sit embede og sit navn: mens han var her på jorden, passede han flittigt sine får og sørgede for dem med alt, hvad de behøvede, både til legeme og sjæl, med god og ret lære og med velgerninger, sådan som evangelisterne beskriver det. Sådan burde nu også de gøre, som roser sig af at føre Kristi embede. Dertil formaner Sankt Peter dem meget indtrængende, han, der flittigt fulgte Herren Kristus i hans embede, sådan som Herren befalede ham, når han i sit første brev (1 Pet 5,1–4) siger sådan: «De ældste blandt jer formaner jeg, som medældste og vidne om Kristi lidelser og som den der har del i den herlighed som skal åbenbares: vær hyrde for Kristi flok blandt jer ved at føre tilsyn med den, ikke tvungent, men frivilligt, ikke for skammelig vinding, men villigt, heller ikke som nogle der vil herske over deres folk, men som eksempler for flokken; så skal I, når overhyrden åbenbares, få herlighedens uvisnelige krans.»

Der er nu tre slags hyrder: gode eller rette hyrder, daglejere og ulve. Gode hyrder er de, der er sådan, som Kristus er en god hyrde, der vogter fårene, går foran dem og giver agt på, hvilke der er syge, hvilke der har skab eller snue; og som ikke flygter, når ulvene kommer, ja, som sætter sit liv til for fårene, sådan som Kristus beskriver ham her i evangeliet. For det er ikke nok, at man prædiker ret, hvad daglejerne også kan; man må også våge hos fårene, så ulve, det vil sige falske lærere, ikke bryder ind, og kæmpe for fårene mod ulvene med Guds ord og lade livet derover. Det er gode hyrder; dem finder man få af. Og det er nu de rette apostle og prædikanter, som kun er Kristi mund, og gennem hvem Kristus prædiker.

Det gør daglejerne nu ikke; de tager sig ikke af fårene, de tager timelig løn, gods og ære for det og føder sig selv; og dog er de til en vis grad gode, og Kristus taler også gennem dem; men de står ikke hos fårene. Det ser I nu hos vore hyrder, der næsten vender det helt om. I gamle dage gav fyrsterne biskopperne og præsterne meget gods, dertil land og folk, så at de fromme biskopper nødigt tog imod et sådant embede og flygtede fra det; men nu er det vendt helt om: nu løber og jager man efter det, og hvor det bedste bispedømme, det bedste præbende er, dér er der det største slagsmål om det; og således søger alle deres eget, ikke det, som hører Jesus Kristus til (Fil 2,21). Det ser man da fint, når det kommer til kamp, når ulvene bryder ind: da er der ingen, der står hos fårene. Så går det, sådan som Kristus siger her: «Den som er daglejer og ikke hyrde, og som ikke ejer fårene, han ser ulven komme, og han forlader fårene og flygter, og ulven griber fårene og spreder dem; men daglejeren flygter, for han er en daglejer og bryder sig ikke om fårene.» Det er da en jammerlig og ynkelig ting.

For det tredje er der nu ulvene; de tager sig også af fårene, men de mener det ikke godt. Men hvem er nu disse ulve? Nu ser vi det: det er tyrannerne, både de gejstlige og de verdslige, som hverken kan tåle hyrder eller daglejere. Paven og biskopperne sammen med deres officialer og ligeledes de verdslige fyrster, som hænger ved dem, de rejser sig nu og tager til fange, bandlyser, forbander, sætter i stok og blok, forfølger, myrder og dræber overalt både hyrderne og daglejerne. Det er nu grove, udvortes ulve, som man dog nok kan kende, som ikke går frem med list og smiger, og som man dog nok kan vogte sig for. Men der er andre ulve, som er klædt i fåreuld. Det er nu de falske lærere, som under skin af guddommelig, kristelig lære giver Kristi får den rene gift. Mod dem advarer Kristus os, så at vi endelig skal give agt på, at de ikke forfører os med smykkede, smigrende, gejstlige ord eller bedrager os med list og river os til sig, når han siger sådan hos Matthæus (Matt 7,15): «Tag jer i agt for de falske profeter som kommer til jer i fåreklæder, men indvendig er de glubske ulve.»

Ligeledes advarer Paulus (ApG 20,28–31) de ældste i Efesos, da han drog fra dem, og sagde: «Pas på jer selv og på hele den hjord, som Helligånden har sat jer til biskopper over, så I er hyrder for Guds menighed, som han har vundet sig med sit eget blod. For det ved jeg, at når jeg er borte, vil der komme glubske ulve ind blandt jer, som ikke skåner hjorden. Og blandt jer selv vil der stå mænd frem, som taler forvrængede ting for at lokke disciplene efter sig. Vær derfor vågne, og husk på, at jeg i tre år nat og dag ikke er holdt op med i troskab at formane hver enkelt af jer.» Det kalder jeg en hjertelig advarsel. Åh, ville Gud, at vi også tog en sådan advarsel til hjerte; vi har stor brug for den nu!

Altså er ulvene intet andet end dem, der har i sinde at forfølge og undertrykke evangeliet, både udvortes med gerning og indvortes med falsk lære, sådan som de verdslige tyranner og paven med alle kætterne.

Nu må man her vide, at vi har to slags øvrighed: den verdslige, som straffer udvortes med sværdet, og den gejstlige, som udfører sit embede med Ordet og med prædiken. Den verdslige magt er indsat af Gud, sådan som Paulus udtrykker det til romerne (Rom 13,1–6) med mange smukke, klare ord, når han siger sådan: «Enhver skal underordne sig den øvrighed, som har magt over ham; for der er ingen magt uden fra Gud. Men hvor der er øvrighed, er den forordnet af Gud. Den, som nu sætter sig op imod øvrigheden, sætter sig op imod Guds ordning, og de, som sætter sig imod, vil få en dom over sig. For herskerne er ikke til frygt for de gode gerninger, men for de onde. Men ønsker du ikke at frygte øvrigheden, så gør det gode, og du vil få ros fra den; for den er Guds tjener til bedste for dig. Men gør du det onde, så frygt, for den bærer ikke sværdet forgæves; den er Guds tjener, en hævner til straf over den, der gør det onde. Derfor er det nødvendigt at underordne sig, ikke alene på grund af straffen, men også på grund af samvittigheden. Derfor må I også betale skat, for de er Guds tjenere, som skal opretholde denne beskyttelse.»

Da der nu er få, der adlyder evangeliet, men næsten den største del bliver ved med at være onde knægte og slyngler, ja, bruger evangeliet til kødelig frihed og til deres egen kådhed, er det nødvendigt, at vi har øvrighed, som vi ikke ville behøve, hvis de alle var evangeliske og kristne. Nu har Gud skikket og ordnet det sådan, at de fromme skal have fred; derfor har han indsat det verdslige sværd, for at det skal opretholde den almindelige fred, straffe de onde og beskytte de fromme. Derfor må man også give øvrigheden rente, afgift og skat, så den kan ernære sig derved og således passe sit embede.

Den gejstlige magt har de lagt over på paven; men hvordan han har misbrugt den, det ser nu, Gud ske lov, næsten enhver. Han har vendt den om, og med sin gejstlige øvrighed er han nu helt blevet til en verdslig øvrighed; og hvad der er det værste: han bruger den gejstlige øvrighed som skalkeskjul og har derved bragt det så vidt, at han er og kaldes hoved over al verdslig øvrighed – og det uden nogen befaling fra Gud, ja, imod Guds ord og imod Kristi befaling, hvis stedfortræder han dog roser sig af at være. For i evangeliet finder man noget helt andet om den gejstlige øvrighed, nemlig at den kun består i Ordet: at straffe synderne dermed og at prædike evangeliet for de forskrækkede, frygtsomme samvittigheder.

Sådan siger Kristus hos Matthæus (Matt 18,15–17) om magten: «Synder din bror imod dig, så gå hen og irettesæt ham – mellem dig og ham alene. Hører han på dig, har du vundet din bror; hører han ikke på dig, så tag endnu én eller to med dig, for at enhver sag kan stå fast på to eller tre vidners udsagn. Hører han ikke på dem, så sig det til menigheden; hører han ikke på menigheden, så hold ham for en hedning og tolder.» Derom taler også Sankt Paulus til korintherne, når han siger sådan (2 Kor 13,10): «Derfor skriver jeg dette mens jeg er fraværende, for at jeg, mens jeg er nærværende, ikke skal vise strenghed med den myndighed som Herren har givet mig til at opbygge og ikke til at nedbryde.»

Deraf følger: Når biskopperne eller deres officialer ville bandlyse, skulle synden være kendt af hele menigheden; ellers skal man ikke tage imod deres band, men vise brevbærerne døren. Også den verdslige øvrighed skal se til: Når den gejstlige magt ville strække sig ud til skade for sjælen, så skal man tage den helt bort og ikke tillade, at biskopperne eller deres officialer vil rydde nogen ud af menigheden uden dens vilje og vidende, når det lyster dem; det skal også menigheden enigt modstå.

Det ligger ikke Gud meget på sinde, hvordan den verdslige øvrighed bruger sin magt; for ham gælder det alene, hvordan det går sjælen, og med den har den verdslige øvrighed intet at gøre; legeme og gods er den betroet at regere. Det hjælper heller ikke til frelse, om man regerer godt eller ej. Men dér er det vigtigt, når den gejstlige magt vil fare til og sige: «Gør du det, så bliver du frelst; gør du det ikke, så er du evigt fordømt.» Sådan som paven gør: snart skal man efter hans bud ikke æde æg, ikke kød, ikke smør, snart skal man æde olie, snart fisk, gøre dit og dat, tro dit og dat; og gør man det ikke, så bandlyser han og sender det ene bandbrev efter det andet: dér skulle man se til. Ligeledes, hvis den verdslige øvrighed bød dig: «Det skal du tro, det skal du ikke tro», og det er imod evangeliet, så skal du ikke være den lydig, men sige, som Peter sagde (ApG 4,19 og 5,29): «Man skal adlyde Gud mere end mennesker.» Dog sådan, at du ikke farer frem med vold eller vækker nogen form for oprør og opstand imod den.

Dernæst har den gejstlige øvrighed en anden magt, som består i at lære Guds ord og prædike Kristi evangelium. Når nu biskopperne og deres officialer forkynder jer Guds ord og prædiker evangeliet, så skal I høre dem; for da bruger de deres magt. Men prædiker de det ikke, så har de mistet deres magt, og deres embede er allerede forbi. Derfor skal man vogte sig for dem, når de kommer trækkende med deres gejstlige ret og menneskelige forordninger om aflad og fyldestgørelse og ikke rent prædiker evangeliet om Kristus. Der er ingen prædiken, der forbedrer, uden evangeliet. Kommer de nu til os uden evangeliet, så vil vi sige til dem: «Kære biskopper, I er ikke biskopper, men I er malede billeder og, som Paulus siger dér (ApG 23,3), kalkede vægge.»

Det kan de så ikke tåle; de farer til og vil bevise deres magt ud fra Skriften og siger: «Kristus siger jo (Luk 10,16): ’Den, som hører jer, hører mig, og den, som foragter jer, foragter mig.’ Hør dér, du arme folk,» siger de, «ser du ikke, hvordan Kristus taler om os?» Dertil skal I svare sådan: «Ja, kære biskop eller kære official, sæt briller på og se ordentligt på teksten, og læg mærke til, hvad han forinden siger til sine disciple. ’Se,’ siger han (Luk 10,3), ’jeg sender jer som lam midt iblandt ulve.’ Og straks derefter (Luk 10,9): ’Sig til dem: Guds rige er kommet nær til jer.’ Og hos Markus (Mark 16,15–16) sender han dem ud og siger: ’Gå ud i hele verden og forkynd evangeliet for hele skabningen. Den som tror og bliver døbt, vil blive frelst; men den der ikke tror, vil blive fordømt.’ Om dem, som prædiker evangeliet, siger Herren også her: ’Den, som hører jer, hører mig, og den, som foragter jer, foragter mig.’» For når jeg hører Kristi sendebud, så hører jeg Kristus selv; hører jeg ikke sendebuddet, så hører jeg heller ikke Kristus.

Ligeledes siger de: «Hos Matthæus siger Kristus til Peter (Matt 16,19): ’Alt, hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlen, og alt, hvad du løser på jorden, skal være løst i himlen.’» Ja vel; men denne magt misbruger de ganske dygtigt og uden skam; for de kommer og binder, hvad de vil, laver love, besværer samvittighederne og gør, hvad der bare falder dem ind og behager dem, og selv om det er de andre til besvær og en uudholdelig byrde, så spørger de ikke efter det. Nej, kære biskop og kære official, dette skriftord går ikke ud på, at man skal besvære samvittighederne med love, men på at man skal straffe de vildfarende og synderne. Der er ingen magt fra Kristus uden alene den, der tjener til folks forbedring.

Derfor: Den, der nu bruger denne magt ondt, er ikke Kristi, men Djævelens sendebud, en ulv, en, der river Kristi hjord i stykker. Det forstår de rette får nu godt. Derfor siger Kristus her i evangeliet:

«Jeg er den gode hyrde, og jeg kender mine, og mine kender mig.»

Kristi får kender ingen anden hyrde end Kristus; de, som nu ikke prædiker, hvordan man skal kende Kristus, de prædiker falsk og forførende.

Men hvad er det at kende Kristus? Intet andet end at I kender ham, for det første som en gave og skænk, for det andet som et eksempel. En gave, nemlig sådan at han er givet dig af Gud og er din egen, så at når du ser på ham eller hører, at han gør eller lider noget, så tvivler du ikke på, at han selv, Kristus, med en sådan gerning eller lidelse er din, så du kan forlade dig på det ikke mindre, end om du selv havde gjort det, ja, som om du var den samme Kristus. Se, det kaldes at kende Kristus ret: at han af lutter Guds godhed er skænket os med alt, hvad han har, og at han har gjort fyldest for os og erhvervet frelsen og det evige liv; og at alt dette gives os uden al vor fortjeneste gennem ham og for hans skyld.

Når du nu på den måde har Kristus som grund og hovedstol for din frelse, så følger det andet stykke: at du også tager ham som et eksempel og også giver dig hen til at tjene din næste, sådan som du ser, at han har givet sig hen for dig. Se, så kommer tro og kærlighed i sving, Guds bud er opfyldt, mennesket bliver glad og uforfærdet til at gøre og lide alle ting. Derfor se nøje på det og mærk dig det vel: Kristus som en gave nærer din tro og gør dig til en kristen; men Kristus som et eksempel øver dine gerninger; de gør dig ikke til en kristen, men de udgår fra dig, som allerede forinden er gjort til en kristen.

Men paven har vendt det helt om; han byder: «Du skal gøre dit, du skal gøre dat. Vil du blive frelst, så må du bede rosenkranse, faste, blive kartæusermunk, løbe til Sankt Jakob, til Rom, til Jerusalem, købe aflad, bygge kirker, stifte messer», og hvad der ellers er utallige flere af den slags ting, som Kristus alt sammen ikke har befalet. Og hvad der er det allerforskrækkeligste: Når de en tid lang har drevet sådanne gerninger, som hverken har været til nytte for Gud eller verden, så kommer de og roser sig af dem og siger: «Åh, jeg har så længe fastet på vand og brød hver fredag, jeg har været så og så mange år i klosteret; jeg håber, at Gud ikke lader det være ulønnet for mig; han vil give mig himlen for det.» Det er da visselig at fornægte Kristus og en forskrækkelig bespottelse af Guds store, uovertrufne nåde, som han har vist os i denne sin Søn Kristus Jesus, idet han har givet os ham til visdom, til helliggørelse, til retfærdighed og til forløsning, sådan som Paulus lærer det til korintherne (1 Kor 1,30).

Det er nu den rette erkendelse af Kristus: at vide, hvorfor Kristus er kommet, og hvordan vi skal gøre ham nyttig for os. Denne erkendelse ønsker Sankt Paulus ofte de kristne i sine breve (Fil 3,8–10), og især Sankt Peter, som i slutningen af sit andet brev siger sådan (2 Pet 3,18): «I skal vokse i vores Herres og frelsers, Jesu Kristi, nåde og erkendelse.» Over denne erkendelse skal vi glæde os og juble, sådan som profeterne viser os og formaner os til. For når denne erkendelse kommer, så smelter bjergene som voks, som salmen siger (Sl 97,5); det er de hellige med deres store gerninger, som de har gjort; de samme gerninger foragter de nu og holder dem for skarn, som Paulus siger om dem til filipperne (Fil 3,8), og de bliver glade for, at de har ham, som de frimodigt tør forlade sig på. Og en sådan erkendelse kommer til os ved evangeliet. Til sidst siger Kristus nu i evangeliet sådan:

«Jeg har endnu andre får, som ikke er af denne fold, og dem må jeg føre hid, og de vil høre min stemme, og der vil blive én hjord, én hyrde.»

Mange siger, at det endnu ikke er sket; men jeg siger: Nej, det er allerede sket. Jøderne er de første får; for dem har Kristus selv først prædiket; for jødernes navn var dengang lige så helligt som de kristnes nu. Men hedningerne var de fremmede får, og det er os. Dem har Kristus samlet i én fårefold, det vil sige i én kristen menighed, ved sine apostle og prædikanter over hele verden, og deres embede går stadig og har endnu ikke helt fuldendt sit løb.

Dermed vil vi nu lade det blive og påkalde Gud, at han vil hjælpe os i denne farlige tid, hvor vi er midt iblandt ulvene, så de ikke river os i stykker og sluger os, og at vi må blive i erkendelsen af ham og hans Søn, vor Herre Jesus Kristus, evigt. Amen.