2. søndag efter påske (Joh 10,12–16)

Evangeliet på 2. søndag efter påske (Misericordias Domini), Joh 10,12–16

Dette er et trøsteligt evangelium, som tegner Herren Kristus så smukt og kærligt for os og lærer, hvad han er for en person, hvad han udfører for gerninger, og hvordan han er sindet over for menneskene. Men man kan ikke forstå det bedre end ved at stille lys og mørke, dag og nat op over for hinanden, det vil sige en god og en ond hyrde, sådan som Herren selv gør her.

I har nu ofte hørt, at Gud har sendt to slags prædiken ud i verden. Den ene er, når man prædiker Guds ord, som siger: «Du må ikke have fremmede guder», ligeledes: «Du må ikke slå ihjel, ikke bryde ægteskabet, ikke stjæle» (2 Mos 20), og som dertil truer med, at den, der ikke holder det, skal dø. Men denne prædiken gør ingen retfærdig af hjertet. For selv om et menneske derved bliver tvunget til i det ydre at give sig ud for at være retskaffen over for folk, så er hjertet dog indvendig fjendtligt mod loven og ville ønske, at den ikke fandtes.

Det andet prædikeembede er evangeliet. Det siger, hvor man skal få det fra, så man kan gøre, hvad loven kræver. Denne prædiken driver og truer ikke, men lokker folk så venligt; den siger ikke: «Gør det, og gør hint», men sådan: «Kom, jeg vil vise dig, hvor du skal tage og hente det, så du kan blive retfærdig; se, her er Herren Kristus, han vil give dig det.» Derfor er disse to prædikener imod hinanden som at tage og at give, at kræve og at skænke; og den forskel må man fatte godt, for sådan har Gud regeret verden, og sådan regerer han den endnu. For de hårde og rå mennesker, som ikke mærker evangeliet, må man prædike loven og drive dem, indtil de bliver møre og erkender deres brøst; når det er sket, så skal evangeliet begynde og prædikes for dem.

Det er de to guddommelige prædikener, som er kommet fra himlen. Ud over dem er der også andre, som ikke er kommet fra himlen, men er menneskepjat, som paven og vores biskopper har fundet på for dermed at forvirre samvittighederne. De er ikke værd at kaldes hyrder, ja, ikke engang daglejere; men det er dem, som Kristus her kalder tyve, mordere og ulve. For skal man regere folk til frelse, så må det ske ved Guds ord; gør man det ikke med eller ved Guds ord, så forbliver de i sandhed uregerede. Kristus tager her det andet embede for sig og beskriver, hvad det er, og siger, at han er den øverste hyrde, ja, alene den eneste hyrde; for hvad han ikke vogter, det er uvogtet. Denne trøstelige og prisværdige prædiken vil vi nu se på.

I har altså hørt, at vor Herre Kristus efter sin lidelse og død er opstået fra de døde og trådt ind i og sat i et udødeligt væsen; ikke for at han skulle sidde ledig deroppe i himlen og have sin glæde for sig selv, men for at han skulle tage riget i hånden, regere og være en konge, som alle profeterne og hele Skriften taler så meget om. Derfor skal man lade ham være uophørligt til stede og sidde i regeringen og ikke mene, at han sidder ledig deroppe, men at han fra oven fylder og regerer alle ting, som Paulus siger til efeserne (Ef 4,10), og særlig tager vare på sit rige, som er den kristne tro; derfor må hans rige gå for sig hos os her på jorden. Om riget har vi sagt, at det er ordnet sådan, at vi alle dag for dag må vokse og blive renere, og at det ikke regeres med nogen magt, men ved den mundtlige prædiken, det vil sige ved evangeliet.

Denne prædiken er ikke kommet fra mennesker, men Kristus har selv ført den og siden givet den til apostlene og deres efterfølgere, i hjertet, så de fattede den, og i munden, så de talte og prædikede den. Det er hans rige, sådan regerer han, så al hans kraft står og hviler på Guds ord. De, der nu hører og tror det, hører til i dette rige. Og Ordet bliver da så mægtigt, at det skaffer alt, hvad mennesket har brug for, og bringer alle de goder, man kan få. For det er Guds kraft, så det kan og formår at frelse alle, som tror på det, som Sankt Paulus siger til romerne (Rom 1,16). Derfor: når du tror, at Kristus er død og opstået for at hjælpe dig fra al ulykke, og således hænger ved Ordet, så er det så vist og fast, at ingen skabning kan vælte det; og ligesom ingen kan vælte Ordet, så kan heller ingen gøre dig noget, eftersom du hænger ved det.

Således overvinder du med Ordet synd, død, Djævel og helvede, og du må komme og flygte derhen, hvor Ordet er, det vil sige til evig fred, glæde og liv; og kort sagt: du bliver delagtig i al den kraft, som ligger i Ordet. Derfor er det sandelig et underligt rige: Ordet er der og prædikes mundtligt for al verden, men dets kraft er meget skjult, og ingen mærker, at det er så virksomt og udretter så store ting, uden de, som tror; det må selv føles og smages i hjertet.

Derfor kan vi prædikanter ikke gøre mere end at være vor Herre Kristi mund og hans redskab, hvorigennem han legemligt prædiker Ordet. Ordet lader han gå offentligt ud, så enhver kan høre det; men at man mærker det inde i hjertet, det virker troen, og det er en skjult gerning af Kristus, hvor han ser, at det skal ske efter hans guddommelige skøn og velbehag. Det er det, han siger: «Jeg er en god hyrde.» Og hvad er en god hyrde? «En god hyrde,» siger Kristus, «sætter sit liv til for sine får; og jeg sætter også mit liv til for mine får.» I denne dyd fatter Herren det hele sammen og sætter en dejlig lignelse om fårene. I ved, at dette dyr er meget tåbeligt, ja det allerenfoldigste af alle dyr, så man endda siger, når man vil tale om et enfoldigt menneske: «Det er et får.» Dog har det den egenskab frem for andre dyr, at det hurtigt hører sin hyrdes stemme og ikke følger nogen anden end sin hyrde; og det er altid sådan indrettet, at det hænger helt ved sin hyrde og søger hjælp hos ham alene; det kan ikke hjælpe sig selv, ikke selv finde føde eller hele sig eller vogte sig for ulvene, men står helt og holdent på fremmed hjælp.

Sådan stiller Kristus nu dette dyrs art og natur frem som en lignelse og gør sig selv til en god hyrde. Dermed viser han smukt, hvad hans rige er, og hvori det består, og vil sige så meget som: Mit rige er intet andet, end at jeg regerer fårene, det vil sige de fattige, trængende og elendige mennesker på jorden, som godt ser og føler, at intet andet kan hjælpe eller råde dem.

Men for at vi kan gøre det så meget klarere, og man kan fatte det bedre, vil vi anføre et ord fra profeten Ezekiel; han taler om de onde hyrder, som står Kristus imod, og siger (Ez 34,2ff.): «Skulle fårene ikke lade sig vogte af hyrderne? Hvorfor vogter I da jer selv? I har spist mælken af fårene, og med ulden har I klædt jer, og det, der var fedt, slagtede I. Men min hjord har I ikke vogtet; det, der var svagt, har I ikke styrket; det, der var sygt, har I ikke helbredt; og det, der var brækket, har I ikke forbundet; det, der var forstødt, har I ikke hentet tilbage; og det, der var tabt, har I ikke opsøgt; men I har hersket over dem med strenghed og vold. Og nu er mine får spredt, fordi de ikke har nogen rigtig hyrde, og alle dyrene har ædt dem, og de er blevet spredt over alle bjerge og over hele jorden.» Og hvad der videre følger dér. Således straffer Gud her de hyrder, som ikke vogter ret. Og se, hvordan han skriver! Hans alvorlige mening her på dette sted er, at han vil have de svage, syge, brækkede, forstødte og fortabte styrket, gjort raske og helbredt og opsøgt igen og ikke forvirret eller spredt. «Det skulle I have gjort,» siger han til hyrderne, «men I har ikke gjort det; derfor vil jeg selv gøre det»; som han siger lidt efter (Ez 34,16): «Det, der er tabt, vil jeg opsøge igen; det, der er forstødt, vil jeg hente tilbage; og det, der er sygt, vil jeg helbrede og gøre rask.»

Der ser du, at Kristi rige står sådan, at han har med de svage, syge og brækkede at gøre og tager sig af dem for at hjælpe dem. Det er sandelig en trøstelig prædiken. Det skorter kun på, at vi ikke føler vores nød og brøst; hvis vi følte den, ville vi snart løbe derhen. Men hvad gjorde hine hyrder? De regerede med skarphed og drev Guds lov med stor vold; oven i det føjede de også deres egen lov til, som de også gør nu; og når man ikke holder den, så skriger de og fordømmer en; så det bliver intet andet end at drive og drive, byde og byde. Det kaldes ikke at vogte godt og regere sjælene, siger Kristus. Og sådan en hyrde er han ikke; for dermed er ingen hjulpet, men man ødelægger dem bare helt, som vi skal høre. Nu vil vi gennemgå profetens ord stykke for stykke.

For det første siger han: De får, som er svage, skal man styrke. Det vil sige: de samvittigheder, som er svage i troen og har en tungsindig ånd og er bløde af sind, dem skal man ikke drive og sige: «Det må du gøre, dette må du gøre, du må være stærk; er du så svag, så er du fortabt.» Det kaldes ikke at styrke de svage. Således siger Sankt Paulus til romerne (Rom 14,1): «Tag imod den svage i troen, og forvir ikke samvittighederne.» Og lidt efter siger han (Rom 15,1): «Men vi, som er stærke, skal bære de svages skrøbelighed.» Derfor skal man ikke drive dem med strenghed, men trøste dem, selv om de er svage, så de ikke fortvivler af den grund; med tiden vil de blive stærkere.

Således siger også profeten Esajas om Kristus (Es 42,3; jf. Matt 12,20): «Det knækkede rør vil han ikke bryde helt, og den glimmende væge vil han ikke slukke.» Det knækkede rør er de fattige, svage og knækkede samvittigheder, som let lader sig forvirre, så de vakler og fortvivler om Gud. Dem farer han ikke løs på og træder ikke på dem med fødderne – det er ikke hans art – men han går nænsomt med dem, så han ikke brækker dem. Ligeledes den glimmende væge, som endnu brænder en smule, og hvor der er mere røg end ild: det er også de samme; de skal ikke fortvivle, han vil ikke slukke den helt, men hele tiden tænde den og styrke den mere og mere. Det er sandelig en stor trøst for den, som erkender det. Derfor: den, som ikke fører de svage samvittigheder nænsomt på den måde, han er bestemt ingen god hyrde.

For det andet siger profeten: Det, der var sygt, skulle I have hjulpet. Hvem er de syge? Det er dem, som har ydre brøst i underlige gerninger. Det første angår samvittigheden, når den er svag; det andet den ydre vandel, når en farer op og er underlig og fejler her og der og forser sig med vrede og andre tåbelige gerninger, sådan som også apostlene til tider snublede i grove stykker. Dem, som således i det ydre er skrøbelige i gerningerne over for folk, så man forarges over dem og siger: «De er underlige og mærkelige» – dem vil han heller ikke kaste bort; for hans rige er ikke her i tiden ordnet sådan, at der kun skal være stærke og raske i det, for det hører til i hint liv; men Kristus er netop sat dér for at tage sig af sådanne folk og hjælpe dem.

Derfor: selv om vi altså er svage og syge, skal vi dog ikke fortvivle eller sige: «Vi er ikke i Kristi rige»; men jo mere vi føler vores brøst, jo mere skal vi træde frem til ham; for han er netop dér for at hele os og gøre os raske. Er du nu syg og en synder og føler din nød, så har du så meget mere grund til at komme til ham og sige: «Kære Herre, jeg kommer netop, fordi jeg er en synder, for at du skal hjælpe mig og gøre mig retfærdig.» Således driver nøden dig derhen. For jo større din brøst er, jo mere har du brug for at lade dig hele. Det vil han også have, og således lokker han os til frimodigt at træde frem til ham. Men hine, som ikke er sådanne hyrder, mener, at de kan gøre folk retfærdige ved at skrige og drive på dem som fjender; dermed gør de det bare værre og værre; som man ser det gå nu: ved det forkerte væsen er det kommet dertil, at alt er så jammerligt spredt, som profeten jo siger her.

For det tredje: Det, der var brækket, har I ikke forbundet. Brækket er det, når nogen brækker et ben eller et ribben eller på anden måde er såret; det vil sige, når en kristen ikke alene er svag og har en fejl eller brøst, så han til tider snubler, men også kommer i stor anfægtelse, så han brækker et ben; som når det kommer dertil, at han falder og fornægter evangeliet, sådan som Sankt Peter gjorde, da han fornægtede Kristus. Nuvel, selv om en snubler således, så det drev ham tilbage eller helt slog ham omkuld, så skal du dog ikke kaste ham bort, som om han aldrig mere hørte til dette rige. For du må lade Kristus beholde sin egenart, at der i hans rige kun bliver lutter rig nåde og barmhjertighed; sådan at han kun vil hjælpe dem, som føler deres jammer og elendighed og gerne ville ud af den, så det i sandhed er et trøsteligt rige, og han en trøstelig, venlig hyrde, som lokker og drager enhver til at træde frem til sig.

Alt dette sker nu alene ved evangeliet; ved det skal man styrke de svage og helbrede de syge; for det er et ord, som tjener til alt, hvad samvittigheden mangler, og giver trøst nok i alle ting, så ingen fortvivler, hvor stor en synder han end er. Derfor er Kristus alene den gode hyrde, som heler al slags skade og hjælper dem op igen, som er faldet. Den, som ikke gør det, er ingen hyrde.

For det fjerde siger profeten videre: Det, der var forstødt, har I ikke hentet tilbage. Hvad er det forstødte? Det er en foragtet sjæl, som er blevet til skamme, så man mener, at alt er tabt med den; alligevel vil Kristus ikke have, at man handler strengt med den. Han vil ikke have sit rige spændt så snævert, at der kun skulle være stærke, raske og fuldkomne i det; det hører til i det kommende rige efter dette liv, som sagt; nu, mens han regerer, skal der kun være idel nåde og sødme, sådan som Gud (2 Mos 3,8) har lovet Israels børn, at det forjættede land skulle flyde med lutter mælk og honning. Som også Sankt Paulus siger, at man viser de uanselige lemmer så meget mere ære (1 Kor 12,23).

For det femte slutter han: Det, der var tabt, har I ikke opsøgt. Tabt er det, som er fordømt, så man ikke mener, at det skal komme tilbage; som i evangeliet tolderne og skøgerne og endnu i dag de gudløse, vilde mennesker; det skal man dog ikke lade ligge, men gøre alt, hvad man kan, for at bringe det tilbage igen. Det har Sankt Paulus gjort nogle gange, som da han overgav to af dem til Djævelen, sådan som han siger til Timotheus (1 Tim 1,20): «Dem har jeg overgivet til Satan,» siger han, «for at de skal tugtes, så de ikke spotter mere.» Og til korintherne siger han (1 Kor 5,5): «Jeg har allerede besluttet at overgive ham til Satan til kødets fordærvelse, for at ånden kan blive frelst på Herren Jesu dag» osv. Alle dem kastede han bort som de fordømte og hentede dem dog tilbage igen.

Derfor skal man prædike Kristus sådan, at han ikke forkaster noget menneske, hvor svagt det end er, men gerne tager imod enhver, trøster, styrker og hjælper, så man altid tegner ham for folk som en god hyrde. Så kommer hjerterne af sig selv, så man ikke mere behøver at tvinge og drive folk. Evangeliet lokker og gør villig, så folk får lyst til det og går derhen med al tillid, og så der i dem udspringer en kærlighed til Kristus, så de gerne gør alt, hvad de skal – de samme, som man før måtte drive og tvinge. Når man driver os, så gør vi det med ulyst og modvilje; det vil Gud ikke have, derfor er det alt sammen spildt. Men når jeg ser, at Herren handler så venligt med mig, så tager han mit hjerte, så jeg må løbe til ham; så følger al lyst og glæde i hjertet.

Se nu, hvilken ond ting det er, når det ene menneske dømmer det andet. Kristi rige (som vi har hørt) er indrettet på kun at gøre de syge og stakkels sjæle raske og retfærdige; derfor må alle de tage fejl, som med deres øjne kun ser efter, hvem der er stærke og hellige. Derfor er det en stor og mægtig erkendelse, når man kender Kristus ret. Det er os indplantet af naturen, at vi er skurke i vores eget skind og dog vil have, at enhver skal være retskaffen; vi spærrer munden op og vil kun se, hvor der er lutter stærke kristne; vil ikke også se på de syge og svage; mener, at når de ikke er stærke, så er de ikke kristne, og vil holde de andre for onde, når de ikke er helt hellige, og er dog selv værre og slemmere end de andre. Det gør den onde natur og vores behændige fornuft, som vil måle Guds rige efter sit eget skøn og mener, at eftersom det ikke er rent for dens øjne, så er det heller ikke rent for Gud.

Derfor må man sætte det ud af syne. For når du ser meget efter det, så kommer du til sidst på den tanke: «Åh, hvor skal jeg blive af, hvis der kun skal være sådanne kristne, som er stærke, raske og retskafne? Hvornår skal jeg dog engang nå dertil?» Og så får du det gjort sådan, at du aldrig kommer derhen. Derfor må du til sidst drives dertil, at du siger: «Kære Herre, jeg føler mig så svag, så syg og forsagt; alligevel vil jeg ikke lade mig forvirre af det, men vil dog komme til dig, for at du skal hjælpe mig; for du er jo den gode og rette hyrde, det holder jeg dig for; derfor vil jeg fortvivle om mine gerninger.»

Derfor skal man jo være klog og lære at kende Kristus godt, sådan at der i hans rige kun er svage og syge folk, og at det ikke er andet end et hospital, hvor der kun ligger skrøbelige og syge, som man må pleje. Men den forstand har ganske få mennesker; denne visdom er meget skjult, så den endog godt kan mangle hos dem, som har evangeliet og Ånden; for det er den største visdom, man kan have. Derfor, selv når de ser i Skriften, at den priser Kristi rige og siger, hvilken kostelig ting det er, så lægger de dog ikke godt mærke til, hvad ordene betyder, og ser ikke, hvordan den rette klogskab ligger deri, som går langt over al menneskelig klogskab. For vores klogskab er ikke, at man handler med fornuftige, kloge og vise folk og taler og prædiker om dem; men at man omgås narre og tåber og tager sig af dem; ikke sådan at man skal have lyst til det, men så man hjælper folk ud af det, så de kommer fra synden og narreriet til retfærdigheden og til en ret forstand.

Der ser du, at kristen visdom består i, at man ikke kaster øjnene i vejret og ser efter det, som er højt og vist, og spejler sig i det; men at man ser ned efter det, som er lavt og tåbeligt. Den, som ved det, må takke Gud; for ved den erkendelse bliver han et menneske, som kan rette og skikke sig efter alle forhold, der er i verden. Derfor vil I endnu finde mange folk (også blandt dem, som prædiker evangeliet), som endnu ikke er kommet dertil. Man har hidtil ikke lært andet, og vi er alle så vant til det, at man ikke må komme til Kristus, uden at man først er helt ren. Derfor må du komme ud af den tankegang og fatte en ret forstand, så du kender Kristus ret, hvordan han er en ret hyrde. Om dette har vi nu hørt nok.

Nu stiller han en god hyrde og en ond hyrde eller en daglejer op over for hinanden og siger:

«En god hyrde sætter sit liv til for fårene; men daglejeren, som ikke er hyrde, og som ikke ejer fårene, ser ulven komme og forlader fårene og flygter, og ulven griber fårene og spreder dem; men daglejeren flygter, for han er en daglejer og bryder sig ikke om fårene.»

Han er ganske vist egentlig alene hyrden; men ligesom han alene er Kristus og dog giver os del i samme navn, så vi også hedder kristne, således giver han også, skønt han alene er hyrde, dette navn til dem, som skal føre prædikeembedet i kristenheden. Således forbyder han hos Matthæus (Matt 23,9), at vi skal kalde nogen på jorden far, fordi én er vores Far i himlen; alligevel kalder Paulus sig korinthernes far, når han siger: «Jeg har født jer i Kristus Jesus ved evangeliet» (1 Kor 4,15). Således gør Gud, som om han alene vil være Far, og giver dog også menneskene del i navnet, så de er fædre; men de har det ikke af sig selv, men af Kristus; ligesom vi også hedder kristne, fordi vi intet har af os selv, men fordi alt er skænket os ved ham. Nu: «Daglejeren,» siger han, «som ikke er en hyrde, og som ikke ejer fårene, når han ser ulven komme, så forlader han fårene og flygter» osv. Det er sandelig et hårdt ord, at også de, som prædiker og driver evangeliet ret og styrker og heler fårene, dog til sidst lader dem rive bort og løber deres vej, når fårene har mest brug for hjælp. Så længe der ingen ulv er, er de flittige og vogter godt; men når de ser ulven bryde ind, så lader de fårene sidde: har de så vogtet godt, så fårene er stærke, raske og fede, så er de så meget kærere for ulven; det er ham, de har fedet dem op til.

Hvordan går det til? Således mener Kristus: I mit rige, som ikke er andet end at styrke de svage, helbrede de syge, trøste de forsagte og så fremdeles, vil det hellige kors ikke udeblive. For når man prædiker sådan, at Kristus alene må tage sig af os, som er de fattige små får, styrke, hele og hjælpe os, og at vi af os selv med egne kræfter og vores gerninger intet formår til at hjælpe os – hvorved alle gerninger må falde bort og alt det, verden foregiver, når den opretter megen gudstjeneste –, så kan den ikke tåle denne prædiken. Så det er evangeliets naturlige art, at det fører det hellige kors med sig, så den, som vil bekende det for verden, må sætte halsen på det.

Fordi det nu er sådan, så skilles her på denne vej de rette hyrder og daglejerne. Den, som er en daglejer, prædiker evangeliet, så længe man siger om ham, at han er en lærd, from og hellig mand; men når man angriber ham, så man begynder at skælde ham ud for en kætter og en skurk og vil tvinge ham til at tage det tilbage, så tilbagekalder han eller lister sig bort og lader de stakkels får sidde så elendigt der; så bliver det værre end før. Hvad hjælper det så fårene, at de forinden er blevet godt vogtet? Hvis det var rette hyrder, ville de sætte liv og lemmer til hos fårene og holde halsen frem for evangeliets skyld. Derfor er de aldrig rette hyrder, som prædiker sådan, at de har ære, gods og gavn af det; det er visselig daglejere, for de søger deres eget også i den rette lære og Guds ord. Derfor bliver de ikke længere, end mens de har ære og ros. Derfor, når ulven kommer, så træder de tilbage og fornægter Ordet eller løber deres vej og lader fårene blive dér, som spærrer munden op og gerne ville have føde og begærer hyrden, som skulle beskytte dem mod ulvene – så er der ingen; og dér lader man dem så sidde, når der er allermest brug for at styrke dem.

Således vil det også gå nu: når det engang for alvor begynder, at man vil angribe og forfølge os, så vil prædikanterne holde mund og flygte, og fårene vil blive jammerligt spredt og rive sig løs, det ene herhen, det andet derhen. Gud give, at dog nogle bliver stående, som sætter livet til for at redde fårene. Således har Kristus her malet daglejerne af. Og han siger videre:

«Men jeg er en god hyrde, og jeg kender mine, og jeg er kendt af mine.»

Det er vidtrækkende ord; det ville blive for langt at gennemgå dem helt igennem. Han taler her om det særlige embede, som tilhører ham. «Jeg kender mine får,» siger han, «og de kender mig igen.» Hvordan går det til? Det forklarer han videre og siger:

«Ligesom min Fader kender mig, og jeg kender Faderen.»

Hvordan kender Faderen ham? Ikke med verdslig, men med guddommelig erkendelse. Om det har vi sagt mere før, og summen af det er: Kristus kender os som sine får; og vi kender ham igen som vores hyrde. Nu har vi hørt, hvad en god hyrde er, og omvendt, hvad de svage får er. Han kender os som sådanne får, der er svage, syge og brækkede; det vil sige: han bryder sig ikke om, at hans får er svage og syge, foragter og forkaster dem ikke, men tager sig af dem og heler dem, også selv om de er så skrøbelige, at hele verden mener, at de ikke er hans får; og det er verdens erkendelse. Men Kristus kender dem ikke sådan. Han ser ikke på, hvordan de er; men det ser han efter, om det bare er får, om de bare har navnet og hedder får: på fårene ser han, ikke på ulden.

Det er nu rette hyrder, som følger Kristus efter og også kender fårene sådan, at de ser på personen, ikke på brøsten, og gør forskel mellem fåret og sygdommen.

Således kender Faderen også mig, siger Kristus; men verden kender mig ikke. Når det nu kommer dertil, at jeg skal dø den skamfulde død på korset, vil alle mennesker sige: «Ja, skulle det være Guds Søn? Han må være et fordømt menneske og Djævelens med liv og sjæl.» Således vil verden se på mig og kende mig; men min Fader vil sige: «Det er min elskede Søn, min konge, min Frelser.» Han ser ikke på min elendighed, ikke på mine sår, ikke på mit kors og min død, men på den person, jeg er. Derfor, om jeg så var midt i helvede og i Djævelens gab, så må jeg dog frem igen; for Faderen vil ikke forlade mig. Således kender jeg også mine får, og de mig. De ved, at jeg er den gode hyrde, og kender mig; derfor træder de frem til mig og hænger ved mig og bryder sig ikke om, at de er svage og syge; de ved godt, at sådanne får vil jeg have. Nu slutter han her og siger:

«Jeg har endnu andre får, som ikke er af denne fold, og dem må jeg føre hid, og de vil høre min stemme, og der vil blive én hjord og én hyrde.»

Nogle har tydet dette ord sådan, at det skulle opfyldes kort før dommedag, når Antikrist skulle komme, og Elias og Enok. Det er ikke sandt, og det er i grunden Djævelen, der har digtet det op, for at man skal tro, at hele verden skal blive kristen. Det har Djævelen gjort for at formørke den rette lære, så man aldrig mere forstod den ret. Derfor vogt dig for det! Dette ord er gået i opfyldelse kort efter, da Kristus var faret op til himlen, og er stadig i fuld gang.

Da evangeliet begyndte, blev det prædiket for jøderne; dette folk var fårefolden. Så siger han nu her: «Jeg har endnu andre får, som ikke er af denne fårefold; dem må jeg også bringe hid.» Dermed siger han, at evangeliet også skal prædikes for hedningerne, så de også tror på Kristus, og så der således af jøder og hedninger bliver én kristen menighed. Det har han siden gjort ved apostlene, som prædikede for hedningerne og omvendte dem til troen.

Således er alt nu én kirke eller menighed, én tro, ét håb, én kærlighed, én dåb og lignende. Det varer endnu i dag og altid indtil dommedag. Derfor må I ikke forstå det sådan, at hele verden og alle mennesker vil tro på Kristus; for vi må altid have det hellige kors, så de fleste er dem, som forfølger de kristne; og så må man også altid prædike evangeliet, så man altid bringer nogle til, så de bliver kristne; for Kristi rige er noget, der er ved at blive til, ikke noget, der allerede er sket. Det er kort forklaringen på dette evangelium.