2. søndag efter påske, tredje prædiken (Joh 10,12–16)

Tredje prædiken over evangeliet på 2. søndag efter påske, Joh 10,12–16

Dette evangelium bliver efter min mening læst på denne søndag, fordi Kristus i det siger, at han vil sætte sit liv til for sine får, det vil sige lide og dø; og dog viser han samtidig, at han skal opstå igen, når han siger: «Jeg har andre får, som jeg også skal føre hid» osv. For skulle han være og blive sine fårs hyrde, så måtte han ikke blive i døden; sådan som han selv bagefter tyder og udlægger det med klare ord: «Jeg har magt til at sætte mit liv til og til at tage det tilbage.»

Nu har jøderne nok hørt denne lignelse og prædiken af Kristus, men slet intet forstået, som teksten siger forud; for det klang alt for underligt i deres ører, at han alene ville være den rette hyrde og dog bære sig sådan ad, at han satte sit liv til for sine får. «Hvad skulle det være for en hyrde,» tænker de, «som dør for fårene og lader sit liv? Hedder det at vogte og passe fårene?» Sådan var det også en uudholdelig prædiken for dem, at han siger, at han har endnu andre får, som dog ikke er fra denne fold (det vil sige, ikke hører til det folk, som alene hed Guds folk), og dem ville han også bringe til sig, og af dem, som dog ikke hørte til den fold, skulle der blive én hjord under én hyrde – uden at bryde sig om, hvor de så blev af med deres fold og deres fårehold.

For det forstod de meget godt, hvad han kalder hyrder og får (det var for dem især fra Skriften et kendt og gængs sprog), nemlig at han gav sig ud for at være sådan en mand, som ville lære og regere folk osv. Men fordi han fremfører det så urimeligt, som de mener, at han alene vil være hyrden og dog siger, at han lader sit liv for fårenes skyld, og dog har endnu andre får, som han vil føre hid og gøre til én hjord, selv om de, jøderne, ikke vil være hans får osv., så forarges de på ham og siger, at han er afsindig, og at Djævelen taler ud af ham.

For så meget forstod de dog af det, at han ville dertil, at deres fårehold, det vil sige hele deres styre, som de havde fra Moses – loven, præstedømmet, omskærelsen, gudstjenesten, som dog Gud selv havde ordnet for dem – skulle høre op og ikke gælde mere, og at han vil lave et helt nyt, hvor han selv vil være det hele og regere alene, og oprette en ny hjord, både af jøder og hedninger (som han finder dem), som alle skal hænge ved ham og ikke agte det andet, hvad enten jødedommen med sit styre, sin ros og sit væsen så bliver, står eller falder, som det nu kan.

Og han gør det endda værre ved at sige: «Jeg er den gode hyrde.» Dermed drager han folket helt til sig, som ville han sige: «Lad fare, hvad I har af lærere og regenter, og tag mig til jeres hyrde»; og han kalder de allerbedste blandt dem, som dog lærer og driver Moses og loven, daglejere, som man skal lade fare og ikke høre – for slet ikke at tale om den anden flok, tyvene og morderne, det vil sige dem, som lærer imod Guds ord og er åbenlyse forfølgere. Dermed har han jo vel fortjent, at de henrettede ham som en åbenlys, forbandet bespotter imod Gud, Guds lov og Guds folk uden nogen dom og nåde.

For sådan har uden tvivl de store herrer, ypperstepræsterne, farisæerne, de skriftkloge og alt, hvad der hørte til deres gejstlige styre, trodsigt pukket på deres ret og skrabet med fødderne imod dette: «Vi sidder i det rette embede og den præstelige stand, ordnet ikke af Moses, men af Gud selv (ved Moses); hvordan tør du da, din oprørske skurk, åbne munden for hele folket og rose dig af det imod Guds ordning og bud, at du vil være hyrden (og være det alene)? Du er jo ikke af den præstelige slægt, som Gud ved Moses har befalet at gøre det, og som han har budt folket at høre. Og hvornår har Gud talt så åbenlyst med dig for hele folket, som han talte med Moses? Hvem er du da, eller hvor kommer du fra, at du af egen magt tør lade dig høre med sådan noget og drage alt det til dig alene, som er sagt og befalet om hyrdeembedet, og dermed alene ophøje dig over og imod Moses, Guds lov, præstedømmet og hele styret? Hedder det ikke både oprørsk at gribe ind i hele folkets styre og krone og desuden at bespotte og synde imod den guddommelige majestæt?»

For hvad er det andet at sige: «Jeg er den gode hyrde» osv., end så meget som: «Mig alene skal man høre; hele hjorden af får, det vil sige hele folket, tilhører mig alene; jeg alene er hyrden for den og den eneste gode hyrde, som hjælper fårene; men I derimod er intet andet end daglejere, som ikke bryder sig om fårene, men kun søger jeres eget hos dem og lader dem gå til grunde i nøden.» Det vil med ét ord sige at gøre hele folket frafaldent fra dem og at sige, at de ikke har nogen god hyrde eller prædikant, som mener dem det trofast eller kan hjælpe dem; og de skal ikke høre dem (for «mine får,» siger han, «hører ikke en fremmeds stemme»), men hvis de hænger ved ham, så skal de blive hjulpet.

Og desuden (siger han) er han ikke alene hyrde for disse får, men har også endnu en anden flok og et andet folk (som ikke er under Moses' styre, men helt uden for denne fold), som også skal hænge ved ham, og de skal alle gælde lige meget for ham, hedninger som jøder og jøder som hedninger. Det er det allermest forargelige, at han gør Guds folk så til intet og med deres lov, præstedømme og alt sammen gør dem lige med hedningerne og omvendt hedningerne lige med dem, sådan at ingen af dem er eller har noget bedre eller mere end den anden. Det er kort sagt det samme som, at alt, hvad Moses har stiftet og ordnet med præstedømme, tempel og gudstjeneste, skal have en ende og være forbi; her begynder et nyt præstedømme og styre, en ny hyrde, som hjorden alene skal tilhøre, og som alene skal gøre alt. Det er jo helt at slå bunden ud af tønden og at hugge hovedet af hele jødedommen og tage al dens herlighed. Og dermed byder han dem ligefrem at holde op med at være hyrder og at høre ham alene og lade ham være det hele.

Det måtte vel være en forargelig, bespottelig prædiken for dem; for de tænkte i deres sind intet sikrere end: «Vi er ved Moses indsat af Gud i præstedømmet, i lære- og styreembedet over hele folket; hvad nu Gud har befalet og ordnet, det må stå og ikke ændres af nogen skabning; derfor må vores præstedømme og Moses' styre blive evigt. Og skal hedningerne komme hid og blive Guds folk, så må og kan det ikke ske ved denne tømrersvend fra Nazaret (som de holdt Jesus for og kaldte ham), men ved Moses, sådan at de lader sig omskære og tager imod hans lov, besøger templet i Jerusalem osv.» Sådan mente også apostlene selv endnu på den tid, at det frem for alle ting måtte blive, som Guds ordning og befaling, givet og stiftet fra himlen. Imod dette tør denne Jesus fra Nazaret træde frem og sige åbenlyst det modsatte: «Vil I komme til Gud og blive frelst, så må I dog til sidst lade Moses, loven, templet og præstedømmet fare; det vil alt sammen slet ikke hjælpe jer dertil; og I må alle holde jer hid til mig, hvad enten det er jøde, hedning, præst eller lægmand, eller hvem det end er, om det så var Moses selv.»

Sådan har jøderne stødt sig på denne prædiken, og de støder sig endnu på den den dag i dag; for denne forargelse imod Moses og deres lov ligger så hårdt i vejen for dem, at de ikke kan komme ud af den. Sådan er det heller ikke mindre forargeligt hos vores modpart, paven og hans flok, at prædike sådan (som der jo må prædikes ud fra dette evangelium) imod deres styre, som alene i hele verden har heddet den kristne kirkes styre, hvor den ordentlige magt og alt, hvad der hører kirken til, har været, nemlig dåben, sakramentet, nøglerne osv., arvet fra apostlene og vundet ved hævd gennem så lang tid; og for dets skyld vil de ligesom jøderne alene være Guds folk og kirken.

Og det er lige så uudholdeligt for dem, når man, trods alt, hvad de fremfører, vil sige dem imod, at de ikke er kirken, og at Gud ikke spørger efter deres ros, styre og det hele; og at vi således skiller os fra dem og bliver ulydige og også lærer andre det, fordi det viser sig, at de under navnet Kristi kirke og tro helt har formørket denne hyrde, Kristus, og i stedet fyldt kirken med deres eget pjat (under navn af kirke og kristent styre), og at de ikke engang er så gode som daglejere, men er ulve og mordere. Det beviser de nu selv med deres åbenlyse forfølgelse og mord på de kristne for denne lære og bekendelse om Kristus, at han er den eneste hyrde, ved hvem alene vi har syndernes forladelse og det evige liv, han, som også alene har ladet sit liv for os.

Og jeg siger: Havde paven det lige så godt som de, jøderne, der dog havde Skriften og Guds ord uimodsigeligt for sig, så kunne intet menneske komme ud af det med dem. For de havde den store fordel for sig, at deres sag var indsat ved Guds befaling gennem Moses og desuden stadfæstet med undertegn og så strengt fastlagt, at den, som ikke ville høre Moses, efter Guds befaling måtte stenes og udryddes af sit folk. Den ros og det vidnesbyrd kan vore egne (Gud ske lov!) dog ikke have, at deres kirkestyre skulle være befalet og stadfæstet af Gud. Alligevel gør de nu ligesom jøderne: Man kan prædike om Kristus og evangeliet, hvad man vil, så skriger de imod det: «Man skal adlyde kirken, høre fædrene, holde konciliernes canones og ordning» osv. «For hvorved skulle man ellers vide,» siger de, «hvad og hvor de kristne eller kirken var? Det må jo være en fast ordnet ting og et fast væsen og gå i sin orden, sådan som det fint er stillet an af fædrene og koncilierne og er gået så lang tid, at kirken har et fælles hoved, paven, og et ordentligt styre af biskopperne og under dem det almindelige præsteskab osv., og over alt dette et helt koncil, hvis kendelse, beslutning og dom man skal følge i alle sager osv. Og den, som ikke holder denne fine orden og dette faste væsen eller taler imod det og giver anledning til at splitte det, han må være af Djævelen, en fornægter, en frafalden og forbandet kætter.»

Imod dette må vi også åbne munden og efter denne Kristi prædiken sige til enhver (sådan som han har befalet at prædike det for al skabningen): «Kære ven, sådanne menneskelige ting kan du godt holde, højt rose og ophøje; men dermed bliver du ingen kristen. For det er endnu ikke den rette hyrde og mester, som hedder Kristus. Du må føres anderledes, så du kender ham ret og hører ham; ellers vil alt dette slet ikke hjælpe dig til frelse. For den kristne stand er noget andet end pavens styre; også noget andet og højere end det, fædrene har lært, eller koncilierne har fastsat. For selv om de har gjort det godt, ligesom Moses også gjorde det godt (og ja, noget bedre) – som hos jøderne, at de var omskårne, ofrede og holdt deres gudstjeneste; eller hos os, hvor det gik i fin orden med embeder og stænder og med ydre tugt og smuk gudstjeneste, med faste, bøn, sang osv. –, så er og hedder alt det endnu ikke det, som Kristus siger: ’Jeg er den rette hyrde.’»

For man må vel skelne denne hyrde og hans embede (derfor prædiker han jo også dette) fra alle andre prædikanter, lærere, og hvad det end måtte være, som skal hedde at regere sjælene. Lad dem alle gøre det så godt, som de nogensinde kan, så hedder dog ingen af dem en god hyrde. For Moses har jo sandelig heller ikke gjort det dårligt, men fastlagt en smuk orden i det åndelige og det legemlige styre, både i ydre tugt og i gudstjeneste; alligevel må hans jøder her høre, at det intet kan hjælpe dem for Gud; og nu, da det har stået og været holdt så længe, skal der først komme en anden, som roser sig og trodser så prægtigt: «I har endnu ikke den rette hyrde, som I skal have; det er mig alene, hvis stemme I må høre (vil I ellers blive frelst); og dertil har jeg endnu andre får, det er folk, som slet intet ved om eller holder af Moses og hele jeres styre; og dog skal de alle blive én hjord. Hvordan? Sådan at de begge lærer mig at kende som deres rette hyrde og hører min stemme. Derfor lader jeg den prædike, som prædiker, og lader det også være godt; men den hyrde, som kan hjælpe fårene, vil ingen finde, uden han kommer hid og holder sig til mig.»

Derfor skal vi også slutte af dette, at intet af det gælder, som skrålerne nu fremfører, de, som endnu gerne ville bevare pavedømmet med dets bispemasker, og som fråder meget om det kirkestyre, de vil have, hvor de sidder sammen i den ordentlige, nedarvede magt og er arvinger til stolene efter de første biskopper, som blev indsat af apostlene osv.; at hele kirkestyret er bundet til det, så der uden det ingen kirke kan være, og at de alene har magt til at ordinere eller vie og stadfæste biskopper; og de vil overtale os til, at man alene skal høre dem i det, de i fællesskab beslutter, og at man må modtage alt af dem, som hører til kirkens embede og styre: sakramentet, prædikeembedet, præstevielsen osv.; og at de ikke er rette biskopper eller præster og ikke rækker sakramentet, som ikke er smurt og salvet med krisma af dem; derfor skraber de også og sprutter over os, at vi som ulydige og frafaldne har sat os op imod kirkens ordentlige magt og skilt os fra dem osv.

For imod dette lærer Kristus os i dette evangelium, at vi alene skal se hen til ham som den rette hyrde, som alene er kirkens stifter, herre og hoved, og således siger, at hans små får hører hans stemme og ingen andens; dermed viser han, at sådanne er den rette kirke, uanset om de ikke er under paven og hans biskopper (ja, heller ikke under Moses). For han er med sit rige og sin kirke hverken bundet til Moses eller til jødedommen, som dog var ordnet af Gud, og meget mindre til pavens og biskoppernes styre, som de selv har oprettet; han har heller intet taget eller modtaget fra dem, men er herre over Moses og al skabningen, og hans lydighed skal alle mennesker være underlagt.

Derfor, om jøderne i Moses' navn eller vore egne under kirkens navn eller dens magt understår sig at føre folk bort fra Kristus, det vil sige fra hans ord og evangeliets rene lære, så siger han derimod: «Mine får hører min stemme; men de fremmedes stemme hører de ikke og følger dem ikke.» Dermed giver han os ikke alene magt og ret, men også alvorlig befaling og bud om ikke at høre sådanne og ikke holde med dem.

Da vi nu ser og griber dette med hænderne på hele den pavelige flok, at de ikke alene selv intet holder af, tror eller lærer om Kristus, men er åbenlyse forfølgere af evangeliet, det vil sige ulve og mordere af Kristi får og hans kirke, og fører og øver det rette antikristelige styre, så skal og må vi også efter Kristi befaling bryde igennem imod deres formentlige magt og alt, hvad de har, som de jo allerede er afsat fra af Kristus selv; og det er os befalet, at vi intet skal have med dem at gøre, men sky og fly dem som Djævelens kirke; sådan som også Paulus fælder den dom i Gal 1,8: «Hvis nogen lærer et andet evangelium (om det så var en engel fra himlen), han skal være forbandet.» Det hedder jo stærkt nok at være afsat fra al magt i kirken, og det er påbudt at holde sådanne for afsat og fordømt af Gud.

Så er dette nu hovedstykket og summen af dette evangelium, at Kristus hedder og er alene den gode hyrde; dermed holder det os kraften og frugten af evangeliets prædiken og hans embede for øje og skelner det fra Moses' embede og den prædiken, som loven giver; for han sætter kun disse to slags (som vogter fårene og fører dem på græs): den rette hyrde og daglejeren. For ulven er intet andet end en morder, som kun gør skade og ødelægger alt, og for at værge imod den må man have hyrder. Men når man holder de to, hyrden og daglejeren, op imod hinanden, så viser det sig, at Kristus alene er den hyrde, som lader sit liv for fårene. Det gør ikke Moses og heller ikke nogen anden, som prædiker loven.

Derfor kalder han sig med rette alene den gode, det vil sige en trøstende og hjælpende hyrde. For selv om Moses, profeterne og alle andre prædikanter, som har med loven at gøre, prædiker og lærer godt, så er de dog ikke dem, som lader deres liv for fårene og kan hjælpe dem; for de har alle måttet dø for sig selv og har dermed hverken kunnet hjælpe sig selv eller andre. «Men det er mig alene,» siger han, «som lader sit liv for fårene; min død gælder og hjælper alene fårene. Og fordi jeg er sådan en, stifter jeg både denne nye prædiken og en ny hjord og et nyt folk.»

Sådan drager han det rette hyrdeembede, det vil sige styret til at hjælpe samvittighederne og sjælen, alene til sin egen person, som den, der alene har gjort og fuldbragt vores forløsnings værk, sat sit legeme og liv til for sine får og stiftet embedet, driver og opretholder det, hvorved han bringer dem til sig, regerer og opretholder dem; og således indbefatter han i dette embede hele evangeliets prædiken, hvor og når og ved hvem den så prædikes; og de, der prædiker den, hedder efter Kristus også hyrder: ikke for deres persons skyld (for det kan ingen være uden Kristus selv), men fordi de er i det embede, som alene er Kristi eget, og som han øver ved dem og virker i.

Det er nu det første stykke om hans person og det embede, han fører i sin kristenhed, og som han selv siden udmaler videre, når han taler om sine får. Men først sætter han modbilledet af daglejeren og siger:

«Men daglejeren, som ikke er hyrde, og som ikke ejer fårene, ser ulven komme og forlader fårene og flygter; og ulven griber og spreder fårene. Men daglejeren flygter, fordi han er en daglejer og bryder sig ikke om fårene.»

Han nævner tre slags personer eller tre slags embeder, som har med fårene at gøre: den rette hyrdes, som han alene er, som sagt; daglejerens, det vil sige alle dem, som uden for ham, også ud fra loven, prædiker og lærer godt om, hvordan vi skal leve og handle, og dog ikke peger på Kristus, som på den tid de skriftkloge og farisæerne i det jødiske folk; og til sidst ulvens, som også vil være blandt fårene og regere, men kun gør skade og ødelægger. Det er Djævelen selv, som også har sine sendebud og prædikanter, der ikke har Guds ord (hverken de ti bud eller evangeliet), men forfører sjælene med falsk lære og kætteri (som Paulus også i 1 Tim 4,1–2 kalder djævlelære hos dem, som taler løgn i hykleri); sådan som nu pavens antikristelige lære, tyrkernes Koran og andre sekter er. Disse tre slags lære går altid i verden fra begyndelsen af. Den første skal man alene holde, den anden forbedre, den tredje fly helt; men det gør ingen uden de rette små får, det vil sige den mindste flok, som kender Kristus.

Nu viser han også hermed, hvordan det står til med fårene, og hvorfor han alene må kendes og troes som den rette hyrde; for det er sådan fat med fårene, at de står i den visse fare og nød (hvor de er uden hyrden) for at blive grebet, revet i stykker og myrdet af ulven, og at de hverken kan vogte sig for den eller værge sig imod den af egen kraft; sådan som fåret jo af naturen er et fattigt, svagt og værgeløst dyr frem for alle andre og må leve helt af fremmed vagt, værn og hjælp, så den rette hyrde må tage sig af dem, han, som selv er hos dem overalt og ser til dem, redder og værner dem, hvor det er nødvendigt, så de ikke kommer om. Og det nytter her ikke (siger Kristus) med en fremmed, lejet daglejer, som ikke ejer fårene; for selv om han en tid fører dem og vogter dem, så bliver han dog ikke til sidst; når ulven kommer, så begynder han at flygte for selv at slippe bort og lader imens de stakkels får blive siddende i nøden og gå til grunde.

Sådan går det også i dette åndelige regimente over samvittighederne: hvor Kristus ikke selv vogter, leder og fører ved sit hyrdeembede, dér hjælper og gavner ingen anden prædiken, selv om den ellers er god og rigtig; for den kan jo ikke holde stand i nøden mod Djævelen, når han spærrer sit helvedesgab op med syndens og den evige døds rædsel. For når det kommer så vidt, så står det stakkels får alene og forladt, henvist til sig selv og sit eget gøren ved loven og vores gerningslære, og har ingen hjælp eller støtte mere, som det kunne trøste sig ved og finde redning i.

Det kan vi ikke tage noget bedre eksempel på end vores egen forgangne tid under pavedømmet (som vi selv har oplevet): når den allerkosteligste prædiken blev holdt, som nogen kunne holde (sådan som jeg sammen med andre har gjort mig umage for at belære både mig selv og folket), så lød den sådan: «Man skal holde de ti bud, elske Gud af hele sit hjerte og sin næste som sig selv» osv. Det var ikke forkert lært og er det stadig ikke, for lovens lære skal og må jo blive; men for at få det godt banket ind i folk sagde de også: «Mennesket kan godt gøre det, for det har fornuftens naturlige lys, givet af Gud, så det forstår, hvad det skal gøre og lade; og desuden viljen, som kan sætte sig det for og begynde at holde det; og når det med al flid øver sig i sådanne gerninger og gør, hvad der står i dets magt, så vil Gud se til det og lade sig det behage og uden tvivl give ham nåde» osv.

Ud over denne trøst har de givet mange flere gode råd (fordi de selv mærkede, at det, de lærte om de ti bud, endnu ikke ville hjælpe), som alle skulle tjene til at undslippe døden og blive frelst: særlige strenge ordener og leveregler, spægelse af legemet, faste, nattevågen, valfarter osv. Alt det har de holdt for godt og kosteligt og gjort i god mening, som om det skulle behage Gud, og holdt det for en opfyldelse af hans bud. Men når man havde prøvet alt det, og Djævelen til sidst kom, på dødslejet eller med andre svære anfægtelser, da hjalp al den slags lære og gøren slet intet, og de stakkels samvittigheder blev ført jammerligt ind i Djævelens svedebad, så de ængstede og pinte sig selv med fortvivlede tanker, ord og suk som disse: «O Herre Gud, kunne jeg blot få lov at leve lidt længere, så ville jeg bøde for alle mine synder» osv.

Det var nytten og frugten af daglejerlæren, som henviste de stakkels mennesker til deres eget gøren og lidende, og hvor man slet intet vidste at sige om Kristus og troen; for sådan en prædiken kan jo ikke trøste eller holde nogen oppe længere end til Djævelen kommer, han som ikke spørger det mindste efter vores gerninger eller fyldestgørelse og liv; men hvor han ikke finder Kristus, dér har han vundet spillet, farer frem, river i stykker og æder sjælene, som han selv vil, uden modstand og uden hindring. Ja, sådanne lærere og mestre kan heller ikke hjælpe sig selv; de bliver skræmt og jaget bort sammen med fårene, så de ikke ved, hvor de skal blive af, og til sidst falder de selv i fjendens hænder, hvis de ikke lærer en anden hjælp at kende.

Der fortælles et kendt eksempel om en skovbroder: Han kom engang til en syg på dødslejet og ville trøste ham, så han kunne dø godt; han formanede ham (sådan som den slags trøstere, gerningshellige og munke plejer), at han skulle give sig villigt hen i døden og lide tålmodigt; det skulle skaffe ham tilgivelse for alle hans synder hos Gud; det ville han sætte sin sjæl i pant på. Kære Gud! Der ligger et stakkels får i den sidste nød og dødskamp og tager imod, hvad det kan få, og dør så hen på den trøst. Men hvad sker der? Kort efter dette stakkels menneskes død kommer angeren over den gamle eneboer og gør ham så angst og bange, at han begynder at fortvivle (netop over den trøst, han havde givet en anden), og ingen trøst vil hjælpe ham, før han selv ender i fortvivlelse.

Sådan må det gå, når man ikke prædiker andet end om vores gerninger, eller også kun driver de ti bud, skønt man alligevel også må have og drive den prædiken, især for den rå hob. Men hvor Kristus ikke selv er, dér hjælper det ikke til andet end, at de stakkels får farer vild og bliver spredt og falder i rædsel og fortvivlelse, til de må gå til grunde, hvis de ikke bliver bragt tilbage af den rette hyrde. For den menneskelige natur og fornuft – ja, selv de, der driver loven bedst og ikke kender Kristus – kaster sig uforstandigt ud i det, når den hører lovens prædiken, og bilder sig ind, at når de har hørt sådan en prædiken, så kan de også straks gøre det; for de har (siger de) både forstanden og viljen til at gøre det; de tænker ikke længere, end at det er udrettet med sådanne selvlavede tanker og ydre gerninger; og så farer de bagefter af sted og mener, at hvad man siger eller foreholder dem om gode gerninger, det må de gøre, som om Gud havde befalet det, og vil dermed bøde for synden og udslette den – skønt Gud slet ikke kræver, at vi skal gøre gode gerninger af den grund, eller at synden kan udslettes med gerninger; og ud fra den vildfarende indbildning farer de så til og samler og hober alle de gerninger op, som de selv kan finde på eller høre om fra andre, og som Gud dog ikke har befalet.

For de er ganske enkelt fanget i denne slutning: «Gode gerninger skal man gøre; dette er en god gerning; derfor er jeg også pligtig at gøre den.» Så går de hen og gør og gør, men kommer dog aldrig til nogen opfyldelse; derfor kan de heller ikke stå imod ulven. Jo mere de gør, des mindre tilfredse er de, og des mere finder de at gøre. Og så snart Djævelen kommer og foreholder dem: «Se, dér er en god gerning, den har du ikke gjort», så kan de ikke komme uden om den og må lade sig rive med.

Ja, selv om de havde gjort alt, hvad et menneske kan gøre, så ser de dog, når det kommer så vidt, at ulven træder dem under øjne med sit opspærrede helvedesgab, at det ikke holder stand mod Guds vrede og dom, og at Djævelen blæser det hele bort med ét pust og siger: «Du har gjort meget, det er sandt; men hvornår har du opfyldt det, Gud har befalet, nemlig at elske ham af hele dit hjerte over alle ting, ikke at have nogen ond tanke eller lyst eller begær i hjertet, ikke at tale et eneste unyttigt, tomt ord?» osv. Dér falder straks begge dele bort, både den lære, daglejeren har givet dig, og alle dine gerninger og alt dit gøren, som du med stort besvær har udført efter den, og du har ingen trøst eller støtte mod Djævelen; for han har altid den fordel, at han driver dig ved din egen samvittighed og dit eget vidnesbyrd, som står på dit gøren, sådan som daglejeren har henvist dig til det – han som kun lærer dig, hvad du skal gøre, men intet giver dertil og intet formår, så du kan gøre det, og således lader dig sidde fast i nøden; og så er du overvundet og fanget af dig selv med dette ord: «Det gode skal man gøre.»

Dermed har han (Djævelen) også gennem paven ført sit skarn og al menneskelærens uhumskhed ind i kirken, uden at nogen kunne hindre det. For det hele udsprang af denne grund: «Hvad der er godt, det skal man gøre.» Derfor måtte man gøre alt, hvad de blot kaldte godt og gudstjeneste; ligesom de heller ikke endnu holder op med at sprøjte deres gift ud imod os: vores lære om troen og kærligheden er en simpel lære, for vi ved ikke at prædike andet end den barnlige lære om de ti bud; man må komme meget højere op og gøre meget mere: ikke alene lære det, der står i Skriften, men også høre, hvad kirken og koncilierne siger osv.

Derfor er alt det, som enhver skabet, uforskammet tiggermunk har vovet at foregive, allerede med magt blevet stadfæstet og er brudt ind som en syndflod. Vi stakler, som dog var doktorer i Den Hellige Skrift, kunne jo ikke engang forhindre, at den ugudelige gråbrødreflok fik lov at bilde folk ind, at når man begravede en død i deres munkekutte, så blev han frelst, og Djævelen kunne ikke føre ham bort (medmindre han allerede havde hentet ham forinden). For vi var alle blændet og fanget af ordet: «Gode gerninger skal man gøre, og den, der gør dem, bliver frelst.»

Ja, endnu den dag i dag kunne vi ikke holde stand mod pavedømmet og ikke engang vælte deres mindste vildfarelse, hvis vi ikke havde mere end denne lære om vores eget gøren og vores gerninger; ligesom også den fromme martyr Johannes Hus på deres helvedes koncil i Konstanz blev overråbt og fordømt af Djævelen med den, fordi han straffede paven og hans hob for deres onde og skændige liv, idet de ikke engang holdt deres egen gejstlige ret det mindste. For imod det havde de dette værn: «Selv om livet ikke er rigtigt, så er læren dog rigtig, at man skal gøre og holde dette»; og således er pavedømmet indtil nu blevet stående uomstyrtet, så længe deres lære er blevet holdt for rigtig og ikke er blevet anfægtet.

Derfor er og bliver disse to, daglejer og ulv, altid sammen; for Djævelen kan sagtens tåle sådanne lærere, ja, de tjener ham til (hvor den rette hyrde ikke er), at han uden nogen møje kan bryde ind blandt fårene og rive og kvæle, når og som han vil, og her er intet værn. For det er Kristus med sin lære og sin vogtning (som den eneste rette hyrde), der ikke lader fårene selv slås med ulven (for når det kommer så vidt, så er de allerede i hans gab), men selv lægger sig imod ham og samler os til sig og værner os således, at Djævelen må vige: nemlig hvor man prædiker sådan ud fra Skriften, at ingen menneskelig gerning eller gøren (det hedde og være så godt, det vil, gjort efter de ti bud) og intet af alt det, man kan lære, hjælper til at blive synden kvit eller holder stand mod Guds vrede og dødens og helvedes rædsel osv., men alene dette, at Kristus har sat sit liv til for dig, men også taget det igen og dermed overvundet Djævelen og døden og kastet dem under sig, for at du skal blive bevaret ved hans kraft og magt.

Men hvor denne hyrdes røst bliver, dér kan fårene vogte sig både for daglejeren og for ulven og sige: «Du prædiker ganske rigtigt, at jeg skal holde de ti bud; men du siger mig ikke, hvor jeg skal blive af, når jeg ikke har opfyldt dem. Her vil jeg høre min kære hyrde, som er død for mig, og ikke er død uden grund eller forgæves, men netop for at frelse mig, som var sådan et stakkels fortabt får uden hyrde, i ulvens vold.» Sådan også, når Djævelen viser tænder i dit hjerte for at kvæle og æde dig og siger: «Det og det skulle du have gjort eller ladet være; det har du ikke gjort eller ladet være, derfor må du være min», så kan du til gengæld som et lille får, der kender sin hyrde, tage din tilflugt til Kristus og sige til Djævelen, at han skal lægge sig ud med ham, der er død og opstanden for dig, og prøve, hvad han kan vinde på ham.

Endnu mere kan du slå de andre tilbage, som ikke engang er så gode som daglejeren, men er ulvens knægte og tjenere (dem, der kommer med deres gåseprædiken om vores egne opdigtede gerninger), og sige: «Det vil jeg hverken vide eller høre noget af, for jeg har meget andet og større at gøre med at lære de ti bud, og kan dog ikke holde dem; hvorfor skulle jeg så plage mig med sådanne unyttige gerninger, som kun skader og hindrer, så man ikke ser rigtigt på de ti bud?» Sådan er det jo også gået hidtil: verden er blevet så fyldt med menneskelære og menneskebud, at ingen biskop, ja, heller ingen doktor har forstået eller lært de ti bud rigtigt.

Derfor har vi også straffet og anfægtet pavedømmet, ikke fordi de lever ondt og skændigt (hvad også de selv må indrømme), men sådan siger vi til dem: Selv om de førte et helligt englesliv, hvad de dog aldrig har gjort og aldrig nogen sinde vil gøre, og holdt ikke alene deres egen lov, men også Moses’ lov, hvad dog begge dele også er umuligt, så holder vi dem ikke alene for daglejere, men for selve ulvene, fordi de ikke lærer andet end det, der dræber sjælene. For intet kan føde sjælene eller gøre dem levende, som ikke er Kristi lære; men selv om daglejeren ikke selv slagter og kvæler, så værner han dog ikke mod ulven. Derfor: fordi du ikke viser og lærer denne hyrde, men gør det modsatte, så vil og skal man ikke høre dig, men flygte fra dig som fra ulven.

Med denne grund vælter man hele pavedømmet og alt, hvad der fører os bort fra denne lære; ellers er det (som sagt) umuligt at straffe selv den mindste vildfarelse, som bliver foregivet under skin af et helligt liv. Og der findes ingen lære så tåbelig eller skændig, at den ikke også finder tilhørere og disciple, sådan som man hidtil har måttet erfare det i så mange slags kætteri og sekter i kirken. Og om hedningerne (som dog også var fornuftige og meget forstandige folk) læser vi, at de ikke alene har tilbedt katte og storke, men også kålhoveder og løg, ja, oven i købet mandslemmer. Alt det gør navnet og indbildningen, at det kaldes gode gerninger og gudstjeneste; og den, der prædiker den slags, kommer med ry og skin af en hyrde, der vil råde og vise sjælene, hvordan de skal komme til Gud osv.

Vi har jo hidtil ikke engang kunnet straffe eller afværge munkenes skændige løgne og fabler om Marias rosenkrans (det var halvtreds Ave Maria og fem Fadervor, som man bad til Maria, Jomfruen), som paverne gav megen aflad til, og som prædikebrødrene smurte store bøger fulde af med opdigtede og stinkende løgne om, hvilken kraft og hvilke undere sådan en bøn gjorde – skønt den først var opdigtet af dem selv; foruden alt det utallige løgnekram af samme slags, som andre havde digtet, som gråbrødrenes Mariakroner og Mariapsalter osv., som de nu selv må tie stille med og skamme sig over. Ja, endnu den dag i dag kunne ingen af dem i pavedømmet vælte eller afværge hverken tyrkens eller jødernes tro, for de har hverken den rette mester eller denne hyrdes rette, grundige lære. Derfor har Djævelen magt og ret over sådanne, også gennem de ti bud; for han har altid den fordel imod dig, at han kan overbevise dig ved din egen samvittighed om, at du ikke har holdt dem; så meget mere, når du har tilbragt hele dit liv alene med menneskelærens gerninger.

Men når du kender denne hyrde, så kan du værne dig mod Djævelen og døden og sige: «Jeg har ganske vist, desværre, ikke holdt Guds bud; men jeg kryber ind under denne kære hønes (min kære Herre Kristi) vinger og tror, at han er min kære hyrde, biskop og mellemmand hos Gud, som dækker og værner mig med sin uskyld og skænker mig sin retfærdighed; for hvad jeg ikke har holdt, det har han holdt, ja, hvad jeg har syndet, det har han betalt med sit blod» osv.; eftersom han ikke er død og opstanden for sin egen skyld, men for mig; sådan som han siger her, at han sætter sit liv til, ikke for sig selv, men for sine får, det vil sige, som Sankt Peter siger (1 Pet 3,18): «Den retfærdige er død for de uretfærdige» osv. Så er du sikker, og Djævelen må lade dig i fred med sit helvede; for han vil i sandhed ikke kunne gøre Kristus noget, han som allerede har overvundet ham, og som værner og bevarer dig, når du som hans lille får tror på ham (for som en tro hyrde forlader han dig ikke, men står dig bi).

Når du nu på den måde er sikker under denne hyrde og over for ulven, så kommer også daglejeren rigtigt til sin ret og bliver også en god lærer i, hvordan du skal leve efter Guds bud og gøre gode gerninger, og går således foran dig, hvor du nu selv kan gå (dér, hvor det er uden for samvittighedens kamp mod synden og døden) – dog sådan, at du først er i denne hyrdes varetægt og på hans græsgang og ikke kommer bort fra ham.

Se, det er de tre slags prædiken, som altid går i verden: Den første er den store hobs, som ikke foregiver Guds ord, men menneskelære; det er ulvene: paven med sit dekret, tyrken med sin koran, jøderne med deres Talmud og andre sekter, alle imod Skriftens rette, rene lære. Den anden er daglejerens, som kun prædiker de ti bud; dem er der få af, skønt heller ikke de bliver rene i længden uden evangeliet. Den tredje er dem, der rent og oprigtigt peger og fører hen til Kristus; de er de allerfærreste, men nogle må dog alligevel også findes et eller andet sted indtil den yderste dag, sådan som vi siger i troen: «Jeg tror en hellig kristen kirke» osv.

Disse er og hedder rette hyrder, fordi de ikke prædiker sig selv, men Kristus, og således er Herren Kristi mund, sådan som han selv siger i Matt 10,20: «For det er ikke jer, som taler, men det er jeres Fars Ånd, som taler gennem jer.» Og igen i Luk 21,15 [Luther henviser til Luk 12,12; ordene står i Luk 21,15.]: «Jeg vil give jer mund og visdom (det vil sige: det skal ikke være jeres mund, men jeg vil gøre jeres mund sådan i stand, at det skal være en mund fuld af visdom, givet af mig og talende om mig), som alle jeres modstandere ikke skal kunne modsige eller modstå.»

For dette er tordenslaget, som slår alt det ned, der ikke er af denne lære og denne art: at det intet duer og intet hjælper til det andet liv, selv om det ellers kan være godt til at holde folk i tugt eller til at bringe dem til erkendelse af deres brøst; for hvad er alt det, et menneske, en pave, en tyrk kan gøre, imod den evige død og helvede?

Hermed er også pavens regimente og al menneskelære stormet og væltet; det anfægter vi ikke, fordi de ikke holder deres egne bud og deres egen lære; for imod det har de altid haft deres værgeord: selv om deres liv er strafværdigt, så er læren dog rigtig og god; og således har de holdt fast på regimentet med magt ud fra Kristi ord i Matt 23,2–3: «På Moses’ stol sidder farisæerne osv.; alt, hvad de siger jer, at I skal holde, det skal I holde og gøre; men efter deres gerninger skal I ikke gøre, for de siger det, men gør det ikke» osv. Derfor formåede vi heller ikke noget imod dem, før vi havde evangeliet; men nu, da vi har kendt Kristus, kan vi fordømme deres lære med alt deres gøren osv.

Så har du nu den forskel, som Kristus her viser mellem sin prædiken og sit regimente og alle de andres, som uden ham eller uden for ham vil regere samvittighederne eller hjerterne; og med så mange ord om daglejeren maler han faren for øjnene, ja, den skade og fordærvelse, der må følge, hvor han ikke bliver hørt og kendt som den eneste hyrde: at ulven så ikke kan holdes borte, hvor mange daglejere man end har; for de kan alle med deres lære ikke råde eller hjælpe til, hvordan man bliver synden og døden kvit, eller gøre Djævelen modstand, og kort sagt må det stakkels får være evigt fortabt og fordærvet, hvis det ikke kommer til denne hyrde. Derfor gentager han endnu en gang det, han sagde i begyndelsen, for rigtigt at prente det ind, at vi alene holder os fast til hans varetægt og græsgang (det vil sige: hans ord og prædikeembede), og siger:

«Jeg er en god hyrde, og jeg kender mine og er kendt af mine, ligesom min Fader kender mig, og jeg kender Faderen, og jeg sætter mit liv til for fårene.»

Der er mange af dem, ja desværre alt for mange, der kaldes hyrder og påtager sig at regere og at vogte og lede sjælene; men jeg er jo alene (siger han igen) den, der hedder og er den gode hyrde. Det vil på godt dansk sige: Uden for mig er de alle sammen ikke gode, men ubarmhjertige og grusomme hyrder, for de lader de stakkels får ligge i ulvens gab; men mig skal I lære at kende sådan, som jeres kære, trofaste, gode, venlige, søde og trøstende hyrde, så jeres hjerte kan le ved det og være vis på, at I ved ham er forløst fra al byrde, frygt, besvær og fare, og at han hverken vil eller kan lade jer gå til grunde. Det beviser jeg (siger han) ved, at jeg sætter mit liv til for fårene. Hold jer derfor glade til mig, og lad ingen anden regere i jeres samvittighed, men hør på mig, som siger jer et så trøstende ord og også viser det i gerning, at jeg ikke vil drive, plage eller bebyrde jer, som Moses og andre, men på det allerkærligste føre og lede, beskytte og hjælpe jer.

Således driver han hele tiden denne ene lære som hovedstykket i vores frelse: at der uden for denne hyrde, Kristus, grebet ved en sådan tro, at han alene er den, der ved sin død redder os fra dødens og Djævelens magt, ingen redning og ingen hjælp er; ligesom denne lære også er den mest nødvendige at drive i kristenheden. For Djævelen er også fjendtlig mod den og kan ikke tåle, at vi bliver hos denne gode hyrde og i den rene forstand og mening; derfor raser han altid imod den gennem sine skæl [billedet er Leviatans skæl, Job 41, dvs. Djævelens håndlangere], både med list og skalkagtighed, med forfølgelse og bespottelse, for at rive folk bort herfra, ligesom han også gjorde imod denne prædiken gennem jøderne. Men vi derimod, som hans fromme små får, skal også holde fast ved hyrdens stemme og vide, at når alting svigter, og alle menneskers råd og hjælp intet er, så skal vi ved troen på denne hyrde, som har sat sit liv til for os, være trygge og blive bevaret.

Derfor slutter han også om disse sine får, det vil sige hele kristenheden, hvordan han kender dem, og de igen kender ham:

«Jeg kender mine og er kendt af mine.»

Det er nok en underlig tale, og den har sandelig også lydt mærkelig og latterlig for dem, for jøderne, lige så vel som at han havde sagt, at han alene er hyrden. Uden tvivl har de ganske hånligt vrænget ad det og sagt: «Du taler meget om dit hyrdeembede og dine får; kære, hvor har du så dine får, og hvor skal man finde dem? For vi har jo et folk og en hjord, der holder sig til templet og gudstjenesten, som Gud har indstiftet, og holder Moses’ lov; dermed er de samlet i én fold, så man kan kende dem og nævne dem ved navn. Men hvor er dine, hvordan kender man dem, eller hvordan ser de ud? Giv dem dog et navn og et kendetegn.» Nej (siger han), I hverken vil eller skal kende dem sådan, som I tror. Jeres får har deres mærke, som man kender og skelner dem på: at de er omskåret, kommer til templet i Jerusalem osv.; men mine får har et andet mærke, ikke malet eller strøget på med rødkridt og farve, så man kunne se det på deres pande eller deres uld; sådan som også paven efter jødernes forbillede laver og maler sig en kirke og nogle kristne, der i det ydre holder sig og lever sådan, at enhver kan kende dem på det.

Nej, det er ikke sådan (vil han sige), at du kan male dem af efter det mærke og segl, som du sætter på dem, eller som Moses maler på dem; men de er malet og mærket sådan, at ingen kender dem undtagen jeg alene. For selv om de kristne også har ydre tegn, givet af Kristus, nemlig dåben, sakramentet og evangeliets prædiken, så kan det nok slå fejl (når man skal dømme om hver enkelt person for sig). For mangen en har dåben, hører evangeliet og går med de andre til sakramentet og er alligevel en skalk og ingen kristen. Men man kan alene kende det på, om troen er inde i hjertet, den tro, som holder Kristus for sin hyrde. Men hvem kender dem? Det kan du ikke se på mig, og jeg ikke på dig; for ingen kan se ind i den andens hjerte. Derfor bliver det vel ved, at ingen kender og kan male en sådan flok får af uden denne hyrde, Kristus, alene. Således kender også alene mine får mig igen (siger han), og det sådan, at de ikke lader sig vise eller rive bort fra mig, men bliver ved denne tro, bekendelse og prædiken, at jeg er hyrden og sætter mit liv til for dem imod Djævelen, verden, døden og helvede.

Dermed støder han atter jødedommen bort med dens lov og præstedømme, og langt mere vores pavedømme med hele dets væsen, og tager fra dem alle magten til at regere hans hjord og til at dømme om den. Han vil ganske enkelt ikke, at han og hans kirke skal mestres af dem; han forkaster og fordømmer al den dom, som de vil fælde om, hvem der er kristne eller ikke kristne og Guds folk, efter deres Moses eller anden ydre orden og styrelse. Og han siger dem tværtimod, at de hverken skal eller kan kende hans får; og at han alligevel vil have og bevare sin kirke, selv om de hverken kender eller tager imod hyrden eller fårene, men forkaster og fordømmer dem som skilt fra Guds folk.

Og han giver os derimod dommen, hvordan vi skal skelne den rette kirke eller Guds folk fra den, der har navnet og æren og dog i sandhed ikke er det. Han lærer os, at kirken hverken er eller skal være sådan en flok, som må være samlet med ydre styrelse og orden, som det jødiske folk med Moses’ lov; heller ikke består den, regeres eller bevares den ved ydre menneskelig magt, og den er slet ikke bundet til en ordentlig successio [rækkefølge, dvs. den uafbrudte række af biskopper] eller til biskoppernes eller deres efterfølgeres styrelse, sådan som pavedømmet foregiver.

Men den er en åndelig forsamling, som hører denne hyrde og tror på ham og regeres af ham ved Helligånden. Udadtil kendes den alene på, at den har hans ord, det vil sige evangeliets prædiken, og hans sakramenter; men indadtil er den alene kendt af ham, ligesom den også igen kender ham ved troen og holder sig til ham, hvor den hører hans ord, uden hensyn til, om den intet holder af eller endog intet ved om hin ydre jødiske eller pavelige styrelse eller orden, og er spredt hist og her i verden uden nogen fast ydre styrelse; sådan som de jo var på Kristi og apostlenes tid, da de troede på Kristus og bekendte ham uden for og imod hele præstestandens ordentlige magt.

Derfor, hvis du nøjagtig vil vide, ramme og give definitio [definitionen] af, hvad dog en kristen er, eller hvorfor et menneske kaldes en kristen, så må du ikke glo og se efter Moses’ lov, pavens styrelse eller noget menneskes (heller ikke de helligstes) liv og hellighed, men alene hen på dette Kristi ord, hvor han siger: «Mine får kender mig» og «Mine får hører min stemme». Så du kan sige: En kristen er ikke den, der fører et herligt, strengt og alvorligt kartæuser- eller eneboerliv; for det kan også jøder og tyrker (blandt hvem nogle lever langt strengere). Og kort sagt: alt det, der kan ske i os og af os, gør ingen til kristen. Hvad da? Alene dette, at man kender denne mand, holder på ham og forlader sig på ham i det, han vil, at man skal holde om ham, nemlig at han er den gode hyrde, som sætter sit liv til for sine får og kender dem.

En sådan kundskab hedder og er intet andet end troen, som følger af Ordets prædikeembede; og dette ord er ikke vores egne tanker eller kommet fra mennesker, men bragt fra himlen og åbenbaret ved Kristus selv, ligesom han siger til Peter i Matt 16,17: «Det har kød og blod ikke åbenbaret dig» osv. De to må stemme og komme sammen, hans ord og vores tro; for hvis han ikke selv åbenbarede sig ved Ordet og lod sin stemme høre, ville vi intet vide om hyrden. Således (siger jeg), og på ingen anden måde, bliver man kristen: at man alene hører denne stemme og ikke kender nogen anden hyrde eller lader sig foremale nogen anden, hvad den så end hedder, og hvor meget den så end glimter; men alene griber dette ene billede med hjertet. Og således har alle Kristi får uden forskel denne ene farve og skikkelse, som de kendes på, og er hinanden lige i dette, at de alle tror på denne hyrde og bekender hans ord, selv om de ellers i det ydre er forskellige på mange måder, ja, er spredt uden orden hist og her i verden og kastet ind blandt andre folk.

Heraf har vi nu den trøst, at den, der kender Kristus sådan, visselig er et af hans får og allerede kendt af ham og udvalgt til at være et får. Han skal og behøver ikke at søge eller glo videre efter, hvordan han kan blive et får, eller at ængste og martre sig med forfængelige tanker om, hvorvidt han er forudbestemt, og hvordan han kan blive vis på frelsen; men han skal glad trøste sig ved og være tryg i, at når han hører denne Kristi stemme, så har han i ham den kære hyrde, som kender ham, det vil sige tager sig af ham som sit lille får, sørger for ham og vil beskytte og redde ham, så han ikke behøver at frygte noget for Djævelen, helvede og døden. Sådan udlægger han også selv siden denne kundskab om sine får og dens kraft videre med trøstende ord og siger: «Mine får hører min stemme, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og ingen skal rive dem ud af min hånd» osv.

Og til endnu større trøst siger han her videre: «Ligesom Faderen kender mig, og jeg kender Faderen.» Det er en herlig og trøstende kundskab, hvormed Faderen kender sin kære Søn med en uudsigelig, bundløs, evig kærlighed; ligesom han også offentlig vidnede og sagde det ved røsten fra himlen: «Denne er min Søn, den elskede» osv. (Matt 3,17). Således at han for hans skyld har forbarmet sig over menneskeslægten, da den var faldet i den evige vrede og fordømmelse og skulle have været fortabt for evigt, og har taget den til nåde; som Sankt Paulus siger i Ef 1,6: «Han er blevet os nådig i den elskede» osv. Således kender også Kristus os med den samme uudsigelige kærlighed, ligesom han fra begyndelsen har elsket menneskeslægten og derfor har fornedret sig dybest muligt under alle mennesker, ja, under vores synd og død, og båret Guds vrede for os, fordi han ikke kunne tåle, at Djævelen skulle beholde os i sine lænker og i den evige fordømmelse.

Når nu Faderen kender Kristus sådan, og Kristus på samme måde også kender os, sine får, så bliver der heraf én og samme kundskab, som går fra Faderen gennem Kristus også ud til os, og ved den skal vi igen gennem Kristus kende Faderens hjerte mod os; nemlig at ligesom han elsker Kristus, sin Søn, sådan nærer han for hans skyld også en ret faderlig kærlighed til os (som kender Kristus, sådan som fårene kender deres hyrde), så vi skal vide: fordi han har givet os sin Søn, vil han ikke have os fortabt eller fordømt, når blot vi tror på ham; for han kan ikke hade sin Søn; og han har jo sendt ham fra himlen, for at han ved sit blod og sin død skulle hjælpe os fra synderne.

Det er vel en fortrinlig og høj trøst; men det er også en meget åndelig, det vil sige skjult og hemmelig kundskab for vores øjne og sanser, at man skal tro, at både Kristus og Faderen kender os sådan; for den er alt for dybt tildækket for alle menneskers øjne med mange slags forargelse, svaghed og modsat udseende i verden og i vores eget kød og blod. For det er ikke alene sådan med verden, at den forarges på dette Kristi rige og hans kirke, fordi det ikke retter sig efter dens visdom og heller ikke er så fast ordnet og går så ordentligt til, som den mener, det skulle gå, hvis det skulle være Guds styrelse og gerning; ja, fordi det går helt imod fornuft, forstand og tanker, så holder den både læren for det rene tåbelighed og forførelse og fordømmer og forfølger derfor alle dem, som holder sig til den og ikke vil følge dens dom.

Men det er endnu sværere, at Kristus selv deri skjuler sig for sin kirke og stiller sig an, som om han havde glemt den, ja, helt og aldeles forladt eller forkastet den, idet han lader den ligge trykket under korset, underkastet al verdens grusomhed, og lader dens fjender trodse, prale og glæde sig imod den (som vi skal høre i det følgende evangelium); og at de desuden må tåle, at især Djævelen plager dem inde i deres hjerter med rædsel for deres synd og for Guds vrede, så de altså må bære al ulykke og hele helvede; foruden hvad de ellers må føle og se af svaghed og skrøbelighed hos sig selv og blandt deres egne, både i tro og i liv, og hvad Djævelen kan anrette af forargelse.

Hvem er det nu her, der kender fårene eller holder dem for får, når de er så dybt tildækket og overøst med lidelse, skam, vanære, død, forargelse osv., at de endog er skjult for sig selv? Sandelig ingen uden Kristus alene; han siger det og trøster dem dermed, at han trods alt dette, som verden og vores eget kød og blod forarges på, alligevel kender sine små får og ikke glemmer eller forlader dem, sådan som det ser ud.

Og for at han kan indprente os det des stærkere, sætter han lignelsen til og siger: «Ligesom min Fader kender mig.» Det er sandelig også en højt skjult kundskab, at Gud Fader kender sin enbårne kære Søn, da han som den elendigste tiggers barn måtte ligge i krybben, ikke alene ukendt af hele sit folk, men udstødt og forkastet; ja, da han hænger der i luften på det mest skændige og vanærende, nøgen og bar, mellem to mordere, som den værste gudsbespotter og oprører, forbandet af Gud og hele verden, så han endog selv med et stort, angstfuldt skrig må råbe til ham: «Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig!» Dog siger han her: Min Fader kender mig (netop i sådan lidelse, vanære og forargelig skikkelse) som sin eneste Søn, sendt af ham, for at jeg skal være offeret og give mit liv hen til frelse og forløsning for mine får. Således kender jeg ham igen og ved, at han ikke derfor glemmer mig eller har forladt mig, men vil føre mig gennem og ud af skammen, korset og døden til evig ære, liv og herlighed.

Således skal og vil mine små får også lære at kende mig i deres elendighed, vanære, lidelse og død som deres kære, trofaste frelser, der på samme måde også har lidt, ja, sat mit liv til for dem; og de skal visselig forlade sig på mig i det, at de i deres nød ikke er forladt eller glemt af mig (sådan som fornuften og verden tror), men at jeg underfuldt vil bevare dem i alt dette og derigennem bringe dem til evig sejr og herlighed.

Se, det kaldes den rette kundskab om Kristus, hvormed han kender os, og vi er kendt af ham. En høj og fortrinlig visdom, men alt for vidt og dybt tildækket og skjult for verdens fornuft og sanser, og grebet alene i troen; og troen må her stå i kamp og strid for at bevare denne kundskab og vokse i den, så den ikke føres bort fra Kristus ved den store forargelse, der viser sig; sådan som han også selv siger om dette i Matt 11,6: «Salig er den, som ikke forarges på mig.»

Heraf skal vi også lære (som jeg ofte har sagt), at vi ikke skal dømme om Kristi rige og hans kirke efter det ydre udseende og efter fornuftens og den menneskelige visdoms dom. For her hører du, at denne kundskab om fårene alene tilkommer Kristus og er lige så skjult for fornuften under den højeste forargelse som han selv, da han hang på korset. Derfor skal man irettesætte formasteligheden hos de tossede, hovmodige helgener og uforstandige kloge hoveder, som med deres frække dom straks dadler og fordømmer de kristne, der dog har evangeliets og troens lære rent, så snart de ser en eller anden svaghed og skrøbelighed hos dem, og maler sig i deres hoved sådan en kirke, der må have lutter fuldkomne himmelske helgener uden nogen fejl, mangel og forargelse; hvad der dog ikke kan være i dette liv.

For foruden at Djævelen altid også sår sin sæd blandt den rette flok med sine sekter og falske helgener, så er der også mange blandt de kristne, som endnu er svage i troen og har mange slags skrøbeligheder i livet; ja, selv de høje helgener, som er rene i troen og ustraffelige i livet, finder og føler dog hos sig selv mange slags svaghed og tiloversblevet syndig tilbøjelighed, som de selv klager over og har nok at kæmpe med for at overvinde en sådan forargelse hos sig selv. Dem vil Kristus (som den, der alene kender sine får) ikke have dømt af os, ligesom også Sankt Paulus formaner i Rom 14,4: «Hvem er du, som dømmer en andens tjener?» osv.

Og især skal de, som er i kirkens embede, det vil sige prædikanter og sjælesørgere, her lære, hvordan de skal forholde sig over for de svage og skrøbelige, så de også lærer at kende dem sådan, som Kristus kender os; det vil sige ikke fare surt og hårdt frem imod dem med drivende og bulder eller med fordømmelse, hvor det ikke altid går til efter strengeste mål, men handle mildt og varsomt med dem og bære deres svaghed, indtil de bliver stærkere. Derfor revser også profeten Ezekiel i Ez 34,15–16 hårdt sine præster og dem, hvem hyrdeembedet var befalet på Guds vegne, fordi de herskede strengt og hårdt over fårene og ikke havde plejet de svage, ikke helbredt de syge, ikke forbundet det sårede, ikke hentet det vildfarne tilbage og ikke opsøgt det fortabte; og han siger: «Jeg vil selv vogte mine får, jeg vil opsøge det fortabte, bringe det vildfarne tilbage, forbinde det sårede og pleje det svage» osv.

Dermed viser han, at Gud også har nogle i sin lille flok, som er svage, sårede, vildfarne, ja endog fortabte; dem kender han dog for sine får og vil ikke have dem forkastet, men plejet, forbundet, helbredt og bragt tilbage. Og fordi de ikke gjorde dette, da de ville regere hårdt og strengt alene efter Moses’ styrelse og med lovens drivende, giver han forjættelsen om Kristi rige, hvori han selv ved evangeliet vil regere og vogte sine får sådan ved den rette hyrde, Kristus.

«Jeg har andre får, som ikke er af denne fold, og dem må jeg lede hertil, og de vil høre min stemme, og der skal blive én hjord og én hyrde.»

Om disse ord har vi sagt ovenfor i begyndelsen, at Kristus dermed giver jøderne afsked med deres synagoge, folket og præstedømmet, som hænger ved Moses, og siger: Selv om de ikke tager imod ham og holder ham for deres hyrde (hvortil han er sat af Gud, også ved Moses’ vidnesbyrd), vil han alligevel finde får, både blandt dem og blandt andre (fordi de ikke vil), som dog hverken kaldes Guds folk eller ved noget om Moses, det vil sige hedningerne; sådan som han også forud havde forkyndt ved profeterne, Hos 2,25: «Jeg vil kalde det mit folk, som ikke er mit folk» osv. Og: «Jeg vil gøre jer vrede ved det, som ikke er et folk» (5 Mos 32,21).

Disse (siger han) vil jeg lede hertil: ikke for at de skal høre Moses og jer, men for at de skal høre min stemme og således blive mine får ved mit ord, selv om de ikke kommer herhen og hverken tager omskærelsen og Moses’ styrelse på sig eller vil have mig legemligt og synligt hos sig; og således skal alt blive én hjord i ét ord, én tro og én Ånd, under Kristus, den ene hyrde, og underlagt ingen anden; sådan som det nu er begyndt fra hans himmelfart og fuldbyrdes dag for dag indtil den yderste dag.