3. søndag efter påske, tredje prædiken (Joh 16,16–23)

Tredje prædiken over evangeliet på 3. søndag efter påske, Joh 16,16–23

Prædiket i året 1542

Også dette evangelium stiller og maler os det høje, herlige værk for øje, som Gud har gjort, da Kristus, hans enbårne Søn, døde for os og opstod igen fra de døde. Derom er der sagt meget, og der var langt mere at sige; for hvad mig selv angår, så finder jeg, at jo længere jeg studerer i det, des mindre kan jeg. Men eftersom Gud vil have det sådan, at man skal komme ham i hu, prise hans værk og nåde og takke ham derfor, så er det rimeligt, at man taler og hører derom, så meget vi formår.

Herren taler her til sine disciple med dunkle og tilslørede ord, som de ikke forstår; uden tvivl mest for at formane dem dermed og indprente dem sådanne ord, fordi de lyder så sælsomt, at de ikke glemmer dem; for et ord, der siges på en sælsom måde, husker man langt bedre, end når det siges, som man plejer at tale.

Derfor gentager de det også to gange og spørger hinanden, hvad det dog skal betyde; og han gentager det også selv for fjerde gang, og dog bliver det ved med at være dunkle, uforståelige ord for dem, indtil han siden åbenbarer, hvad han mente dermed, da han var opstået fra døden og havde givet dem Helligånden, så de forstod det godt. Sådan forstår vi det også nu, ja, så vidt man hører og læser det; men at det skulle forstås til bunds, det bliver der intet af i dette liv; men som jeg har sagt: jo længere og jo mere man lærer på det, des mindre kan man, og des mere må man lære.

For Guds ord er et andet regimente, og den hellige Skrift en anden bog end menneskers tale og skrift, så Sankt Gregor med rette har sagt (hvordan han så end er kommet til det gode ord): Skriften er et sådant vand, at en stor elefant må svømme i det, og et lille lam kan gå igennem det til fods. For den taler klart og lyst nok for de enfoldige; men omvendt også så højt for de kloge og højtforstandige, at de ikke kan nå op til det; sådan som også Sankt Paulus bekender om sig selv, Fil 3,13.

Og Sankt Peter siger, 1 Pet 1,12, at der deri fremholdes og skrives sådanne ting, at også englene har mere end nok at se på i det store værk, at Kristus, Guds Søn, er blevet menneske, har lidt døden på korset, men er opstået igen og nu sidder ved Faderens højre hånd, en Herre over alt, også efter den menneskelige natur, og styrer og opretholder sin kirke mod Djævelens vrede og hele verdens magt; derom hører vi vel ordene, men de (englene) ser og forstår det og har deres evige glæde deraf; og ligesom de i evighed ikke kan se sig mætte på det, således kan vi langt mindre forstå det nok; for det er et uforgængeligt, uudsigeligt, umåleligt og uudtømmeligt værk.

Dette er endnu sagt de cognitione objectiva [om erkendelsen af genstanden], det vil sige, når man ser det med ét blik, sådan som englene ser det, og som vi skal se det i det andet liv; men i dette liv må vi have en anden forståelse heraf, som hedder cognitio practica [den praktiske erkendelse]: at vi lærer at kende, hvad dette værks kraft er, og hvad det formår; og det sker ved troen, som skal høre op i det andet liv, når vi også skal kende det ved at skue det fuldt ud.

Så skal vi altså her lære, hvad det er, som Herren siger i denne tekst: «Om en lille stund ser I mig ikke, og atter om en lille stund skal I se mig» osv.; og at dette skal betyde det samme som: «I skal sørge, men verden skal glæde sig» osv., «men jeres sorg skal blive til glæde.» Et sælsomt sprog: om en lille stund ikke at se og at sørge, og dog om en lille stund at se igen og være glad.

Efter bogstaven og historien er disse ord ganske vist (især nu om stunder) lette at forstå; for i vor tros bekendelse siger også børnene: «Jeg tror på Jesus Kristus» osv., «korsfæstet, død og begravet, på tredjedagen opstanden fra de døde.» Det er de to små stunder, som han taler om her. Men når det kommer derhen, hvor det gør én svimmel, når man også skal prøve og smage det og bringe det ind i livet eller erfaringen, så er forståelsen overmåde høj og vil blive meget svær, når vi også skal miste den Kristus i os, som vi tror er Guds Søn, død og opstået for os osv., og han også skal dø bort fra os, sådan som det skete for apostlene i de tre dage. Så går der et jammerligt crucifige [korsfæst!] og en død for sig, når Kristus dør i mig, og jeg også dør fra ham. Som han da siger her: «I skal ikke se mig, for jeg går bort fra jer»; det vil sige: jeg dør, så skal også I dø, fordi I ikke ser mig; og således skal jeg være død for jer, og I være døde for mig. Det er først en særlig, høj, tung sorg.

For der er også mange slags sorg på jorden (ligesom der omvendt også er mange slags glæde); for eksempel når en bliver frarøvet sine penge og sit gods eller uskyldigt bliver bagtalt og vanæret, mister far og mor, barn og sine kæreste venner osv. Ligeledes når Djævelen bedrøver og martrer et menneskes hjerte med tunge tanker (hvad han godt kan), så han ikke ved hvorfor eller hvorfra.

Men det er den rette høje sorg over al sorg, når hjertet mister Kristus, så han ikke ses mere, og det ikke længere håber på nogen trøst fra ham. Og der er få af dem, som fristes så højt. Og visselig har heller ikke alle hans disciple prøvet det, som måske Sankt Thomas, Andreas, Bartholomæus osv., der var gode, ligefremme, enfoldige folk; men de andre ømme hjerter, Sankt Peter, Johannes, Filip osv., som dette ord ramte, da de her hørte, at de skulle miste Kristus og ikke se ham.

Til dem er der også prædiket hermed, mere end til de andre, som vel også tror og erfarer, at Kristus er død, og siden også, at han er opstået igen, og for dem er det også en lille stund, men på en enklere, ringere og barnligere måde og kun en legemlig sorg. Men disse har for alvor måttet føle og prøve, hvad det er at miste Kristus af syne og at få ham taget fra sig, ikke alene legemligt, men også åndeligt, og således på én gang have dobbelt bedrøvelse og sorg.

For de har ikke alene haft den legemlige glæde af ham, at han så længe var hos dem, sørgede for dem, spiste og drak med dem, og er nu gået glip af det kære, søde samvær og fællesskab, især fordi han omgikkes dem så venligt og bar over med deres svaghed, ja legede med dem, venligere og kærligere end nogen far med sit barn, så han også tit lod dem dumme sig groft og komme med plumpe løjer. Derfor har det gjort dem ondt at miste en så venlig Herre.

Men det var langt større, at de havde sat deres hjerte på, at han skulle blive en mægtig herre og konge og oprette et sådant regimente, at han sammen med sig også ville gøre dem til herrer og aldrig lade dem dø. Det havde hidtil været deres hjertensglæde og tillid, som de havde til denne Frelser.

Men nu mister de begge dele helt og aldeles på én gang; ikke alene Herrens venlige selskab, men også denne smukke, herlige tillid, og falder pludselig i helvedes afgrund og evig sorg over, at deres Herre er blevet henrettet på det skændigste, og de selv må nu hver time vente, at de for hans skyld også bliver angrebet på samme måde, og må nu synge denne sørgesang: «Ak, hvor er vor tillid nu så aldeles tabt! Vi håbede gennem denne mand at blive store herrer og få al den glæde, vi begærede; nu ligger han i graven, og vi er faldet i Kajfas’ og jødernes hænder, og der er nu ingen elendigere, ulykkeligere folk på jorden end vi.»

Se, det er den rette hjertesorg og bedrøvelse, som Kristus egentlig taler om her, og som Gud ikke fører enhver ind i, heller ikke let, uden at han da også giver trøsten derimod, som han viser i dette evangelium. For anden legemlig lidelse og nød kan også kaldes sorg, for eksempel når man for Kristi skyld lider forfølgelse, fængsel og elendighed og må miste gods, ære, ja også livet.

Men denne er først den allerhøjeste, når man mister Kristus selv. Da er al trøst borte og al glæde forbi, og nu hjælper hverken himmel eller sol og måne, hverken engle eller nogen skabning, ja heller ikke Gud selv. For uden denne Frelser (Kristus) er der ingen anden i himlen og på jorden; hvor han nu er borte, dér er al frelse og trøst borte, og Djævelen har fået rum til at plage og ængste det bedrøvede hjerte, som han selv vil, også under Guds navn og person; det er han jo en mester i.

Omvendt er det også den højeste glæde over alle, som et hjerte har af Frelseren Kristus; for det kaldes vel også glæde, når man glæder sig over stor lykke, penge og gods, magt, ære osv.; men alt dette er endnu kun en barnlig og tåbelig glæde. Dernæst er der også den skændige djævleglæde, som glæder sig over en andens skade og ulykke; om den siger Kristus også her: «Verden skal glæde sig» og le i skægget over jeres hylen og gråd, når den slår mig ihjel og påfører jer al ulykke.

Sådan er der jo også i andre verdslige sager mange af den slags, som ikke kan blive glade, medmindre de har gjort skade eller ser, at det går deres næste ilde; og det er med dem ligesom med det giftige dyr salamanderen, som er så koldt, at det endog kan leve og holde sig i live i ilden. Således lever disse og bliver fede af andre folks skade. Det er den smukke djævlefrugt, den fine hr. Misundelse, som har ondt af, at det går en anden godt, og gerne ville have ét øje mindre, for at hans næste ingen skulle have.

Men alt det er endnu intet mod den glæde, som verden (drevet af Djævelen) gør sig mod Kristus og hans kristne, idet den glæder sig allerhøjest over den store skade, at Kristus er korsfæstet, apostlene alle jaget bort, kirken stødt helt til jorden, hans ord bragt til tavshed og hans navn helt og aldeles udslettet. Dette er også en åndelig glæde (ligesom omvendt også den høje sorg er åndelig), men ikke af Helligånden, men deres, som tilhører den lede Djævel med liv og sjæl, og som dog kaldes de klogeste, lærdeste og helligste på jorden. Sådan var det i det jødiske folk med ypperstepræsterne, farisæerne og de skriftkloge: de havde ingen ro og kendte ingen glæde, så længe de hørte Kristi navn nævnt og hans ord lyde eller så én af hans disciple endnu i live.

Som de også siger, Visd 2,15: «Han er ikke til at holde ud for os at høre eller se» osv. Og da han hænger på korset, spotter og håner de ham med stor glæde: «Er han Guds Søn og Israels konge, så lad ham stige ned fra korset; han har sat sin lid til Gud, lad ham nu frelse ham» osv. (Matt 27,40.42). Se, hvor deres hjerte hopper af glæde, hvilket paradis og himmerige de har ved at se den kære Herre hånet på korset og bragt til døden; og at de selv har gjort det, det er det rene sukker og malvasier for dem.

Se, sådan en glæde tildeler Kristus her verden; og omvendt sine kristne den høje sorg, at de må se, høre og lide det, som går dem gennem hjertet og gennem liv og lemmer. Og hermed maler han sandelig verden gruelig og forfærdelig som sådan et djævlebarn, der ingen større glæde har, end hvis den skulle se Kristus gå til grunde og hans kristne blive skændigt fordømt og fortabt.

Det ser vi også nu om stunder tydeligt på vore fine junkere, paven, kardinalerne, biskopperne og hvad der ellers hører til deres pak, hvordan de kildres og jubler, når de lugter, at det går os lidt ilde, og hvor gerne de ville, at det endelig ikke blev skjult, men måtte gjalde lige ned i helvedes afgrund. Kære Gud, hvad har vi dog gjort dem? De har jo gods og penge, magt og alt nok, hvoraf vi knap har en tiggerbid. Er det ikke nok, at de er os overlegne i alt, hvad de begærer, og at vi i forvejen er plagede og elendige? Men de må tilmed være os så bittert fjendske, at de ikke under os Guds nåde, men ønsker, at vi brændte i helvedes dybeste ild.

Det er jo et afskyeligt billede og en ægte frugt af helvedes ånd, at de kan glæde sig så højt, ikke over det gode og ikke med verdslig eller menneskelig glæde; ja, intet guld eller sølv er dem så kært, intet strengespil klinger så sødt for dem, ingen drik smager dem så godt, som når de får fromme kristnes ulykke og bedrøvelse at se; og de er så optændte af had og hævngerrighed, at de ikke kan have en rigtig glad time, før de kan synge: «Gud være lovet, de skurke er endelig væk; nu har vi udryddet evangeliet.» Indtil da har de ingen ro, og ingen glæde smager dem, før de har bragt det dertil.

Det har de også hidtil forsøgt og til dels vist med så mange slags snedige rænker, kneb og lumskheder; og med nogle har Gud ladet deres lille glæde lykkes en smule, idet de har ryddet dem af vejen én for én; men dermed har de endnu langtfra kølet deres lille hævntørst, sådan som de gerne ville.

Derfor vil Kristus nu sige her: I har nu hørt begge dele, hvad slags glæde verden, og hvad slags sorg I skal have. Lær det derfor og husk det, når det rammer jer, og I erfarer det, så I kan have tålmodighed og fatte ret trøst i en sådan lidelse; jeg må således lade jer prøve og smage, hvad det er at have mistet mig og at jeg er død i jeres hjerte, for at I kan lære at forstå dette mysterium og hemmelighed en lille smule; for ellers kommer I dog aldrig til bunds i mig; det bliver jer for højt at lære det høje værk ud, at Guds Søn går til Faderen, det vil sige dør og opstår for jer, for at han også kan bringe jer til himlen. Og hvis jeg ikke undertiden lod jer prøve sådant, så forblev I alt for uforstandige og blev til sidst helt uduelige.

Derfor må I (siger han) skikke jer og give jer sådan ind i det, at I prøver, hvad dette modicum (en lille stund) er, og dog ikke fortvivler og går til grunde i det. Og derfor siger jeg jer det i forvejen, at det må gå sådan. I må have og lide en sådan sorg (både indvortes og udvortes, det vil sige på legeme og sjæl); men når det sker, og den lille stund begynder, og I ikke mere har noget at holde jer oppe ved, men har mistet både mig og Gud, så hold dog da fast ved mit ord, som jeg nu siger jer: «Det drejer sig kun om en lille stund.» Når I nu kan lære dette sprog og huske dette lille ord («en lille stund og atter en lille stund»), så har det ingen nød.

Ganske vist er det første modicum eller den første lille stund, at I nu ser mig og endnu har mig hos jer, indtil jeg går bort fra jer, endnu til at bære og overvinde. Men den anden lille stund, indtil I ser mig igen, den bliver jer overmåde lang og tung; for det er den rette sorgens stund, da jeg skal være død for jer med al den glæde, trøst og tillid, I har haft til mig, og I selv skal være helt fortabte for jer selv.

Men, kære børn, tænk dog bare på det, og glem dog ikke helt, hvad jeg nu siger jer: Det skal ikke vare evigt; en lille stund må jeg være mistet og ikke set; det må I nu engang erfare og lære. Men husk dog bare så meget, at jeg har kaldt det en lille stund, og at det i mine øjne kun er en lille, kort stund, selv om det for jer i jeres hjerte og følelse ikke er en lille, men en stor stund, ja, noget evigt stort og en stor evighed. For efter jeres følelse vil I ikke kunne tænke andet, end at når jeg er taget fra jer, så har I mistet alt, fordi jeg er det evige gode og den evige trøst; hvor den er borte, dér er der omvendt det rene evige og intet lille mere, nemlig evig sorg og død.

Se, således prædiker han hermed for sine disciple og kristne til trøst, når de bliver prøvet af Gud med en sådan anfægtelse, hvad enten den sker indvortes eller udvortes, legemligt eller åndeligt, især i det højeste stykke, som hedder at miste Kristus af hjertet: at de da skal lære dette sprog, og når de ikke kan mere, dog beholde denne lille dråbe lavendelvand for at vederkvæge og styrke deres hjerte dermed: «Min Herre Kristus har jo sagt, at det kun skal være en lille stund.»

Selv om jeg nu har mistet ham og slet ingen glæde kender, men ligger og vansmægter i lutter sorg, så vil jeg dog bruge denne lille dråbe og beholde denne lindring, at han ikke skal forblive tabt for mig, og siger: «Det skal kun være en lille stund, selv om den forekommer mig stor, lang og evig.» Han vil komme igen, som han siger her og i Joh 14,18: «Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer igen til jer» osv.; og således, at jeg for denne lille sorgens stund skal have evig trøst og glæde i ham.

Derimod (siger Kristus videre) må I lade det ske, at verden glæder sig over en sådan lidelse og sorg hos jer, skønt den dog ingen grund har dertil, uden alene af ren djævelsk misundelse, som har forblindet, forgiftet og forbitret den så højt, at ingen glæde hjælper den, før den ser jeres fald og fordærv; det er dens hjertensglæde og fryd, og det regner de for himmelsk, evig glæde; som de da siger: «Lad os nu se, om Gud vil frelse ham; er han Guds Søn, så lad ham stige ned fra korset» osv. (Mark 15,31–32). Således ville de sige: «Nu er han borte, og det er ude med ham for evigt.» Men se, hvad der videre følger herpå.

Ligesom I (siger han) ikke skal være berøvet synet af mig for evigt eller blive i jeres sorg, således skal de heller ikke glæde sig evigt over jeres ulykke, men også for dem skal det kun være en ganske kort stund og (som man siger) «en dans til højmessen». For jeg vil snart komme igen til jer og gøre det værre og bitrere for dem, end det nogen sinde før har været; sådan som det er gået i opfyldelse på dem efter Kristi opstandelse, så at jøderne ingen bitrere lidelse har end at skulle høre og se noget om vor Herre Kristus; bortset fra at det kildrer dem en smule, at de på det skændigste kan spotte Kristus og hans mor Maria og os kristne; men nogen rigtig glæde, som de gerne ville have, kan de aldrig nogen sinde få, og de håber stadig, at deres Messias skal komme og udrydde alle kristne.

Sådan også vor Kajfas og Judas, paven med hele sin bande, som også uophørligt trøster sig med håbet om, at vi skal blive udryddet; men glade kan de ikke blive, så længe vi lever og evangeliet går sin gang, og intet af det, man kan glæde et menneske med, hjælper dem det mindste; ligesom nogle er så forbitrede, at de ikke kan holde op med at rase og fare frem, før vi alle er døde. Når det sker, så skal de engang blive glade; men den glæde, som de gerne ville have, skal de dog ikke nå. For selv om vi er døde, så skal evangeliet dog blive, og andre skal komme i vores sted; det skal igen være en ny hjertesorg for dem.

Tyrken tænker også således at udrydde Kristus og oprette sin Muhammed i hele verden og glæder sig, når det en gang imellem lykkes for ham; men den glæde, han stræber efter, skal ikke times ham; den skal denne vor Herre (som han dog selv ophøjer højt og må holde for en stor profet) forhindre, ja til sidst forsalte og gøre bitter nok for ham ved sin døds og opstandelses høje værk, hvorved han har trådt synden, døden og Djævelen under fødder; det har Gud gjort ved ham og forud forkyndt i Skriften, og i tillid dertil er de kære profeter og fædre døde i denne glæde; som Kristus siger om Abraham, Joh 8,56.

For har han opretholdt det, da det endnu ikke var sket, men kun var i Ordet og i forjættelsen, hvor meget mere kan og vil han så herefter opretholde det, efter at det er sket og har lydt ud i verden, ja også i himlen ved englene. Det skal og kan hverken pave eller tyrk dæmpe og udslette. De kan nok dæmpe lidt på det og bilde sig ind, at de har fået en lækker sukkerbid, når de engang imellem gør kristenheden skade; men den glæde, som de håber på og tørster efter, skal de aldrig nogen sinde opnå.

Glæde sig kan de en tid (siger Kristus), men ikke længere end så længe I sørger. Det er en overmåde kort glæde, ligesom jeres sorg også er kort og kun en lille stund og snart skal forvandles til glæde, og til en sådan glæde, som ingen skal tage fra jer. Uden tvivl skal omvendt også hines glæde blive til sorg, og den skal heller ikke høre op.

Men her på jorden vil I heller ikke kunne få nok af jeres glæde eller fuldt mål af den, så tørsten slukkes, men kun en smagsprøve, en lille smag eller en læskende slurk; for den er for stor og kan aldrig udtømmes, ligesom også dette værk, som virker denne glæde, er alt for stort og ikke kan læres ud. Og Gud blander og afstemmer det sådan på jorden, at de, som med rette skulle glæde sig, må have megen lidelse og sorg; og omvendt har de andre, som skulle sørge, glæde og gode dage.

Dog således, at også for disse bliver den samme udvortes glæde forsaltet. For den rette indvortes glæde, som de begærer, kan de ikke opnå; derfor bliver også den udvortes fordærvet for dem; for deres gods, magt, ære, lyst og vellevned glæder dem jo ikke, og de kan ikke lægge hovedet roligt, før de oplever, at Kristus er død og hans kristne udslettet. Men før de opnår det, skal de alle være opslugt af døden, Djævelen og helvede for evigt. Det er jo arme, elendige folk, som man godt kan have medlidenhed med; for de er værst stedt, idet de af misundelse og had heller ikke kan have deres timelige glæde ren, som de gerne ville; og vi er allerede alt for højt hævnet på dem ved dem selv; for hvilken større ulykke kan de have, og hvilken større skade kan de gøre sig selv, end at de selv fordærver deres glæde og gør den til intet?

Omvendt har vi også nok sorg, både udvortes og indvortes (når Kristus skjuler sig for os); men dog ikke som hine, af misundelse og had mod næsten, men fordi vi ikke har det højeste gode, Kristus. Men derimod er sukkeret allerede blandet i sorgen, idet Kristus siger: «Kære, vent nu bare en lille smule; det skal ikke være evig, men kort sorg og snart blive bedre; det drejer sig om en lille stund.»

Dette ord hører jeg; men sorgen (når den er der) er trykket så dybt ind i hjertet, at jeg ikke føler denne trøst og tænker, at det ikke er muligt, at den skulle høre op. Men alligevel holder det mig oppe, så jeg ikke falder fra Kristus over til hin flok. Det holder vel med møje og besvær; men alligevel holder det, så sorgen ikke behøver at blive helt gennembitter; ligesom omvendt glæden på hin side ikke er helt gennemsød og gennemsukret; men ligesom den altid er fordærvet med malurt og galde, således har denne sorg dog sit sukker og sin honning hos sig.

Lad os derfor dog høre Kristus og lære at forstå hans sprog, så vi ikke dømmer efter vores følelse, som om det var tabt for evigt og aldrig ville få ende. «Sådan føler og tænker du», siger han, «det ved jeg godt; men hør dog, hvad jeg siger dig, og lær blot dette ord, modicum, en lille stund. Det må føles sådan; men det skal ikke skade dig og heller ikke vare længe.» Dermed er sorgen allerede oversukret og mildnet.

Bagefter, når den lille stund er forbi og overvundet, så erfarer man, hvad han siger: «Jeres sorg skal blive til glæde.» Da begynder en ret hjertelig glæde, og hjertet synger et evigt halleluja og «Krist er opstanden»; og den skal først i det andet liv være helt fuldkommen, uden al mangel og uden ende.

Se, således er artiklen om både Kristi død og hans opstandelse blevet holdt frem for os i dette evangelium, og hvordan den må læres og øves i os practice, i gerning og erfaring, og ikke alene høres med ørerne og tales med munden; således at vi også føler det sådan, og at den virker en sådan kraft i os, at både legeme og sjæl derved bliver forandret.

Nemlig: når Kristus dør i mig, og jeg også dør fra ham, det er en stor forandring fra livet til døden. Men dér må jeg lære med troen at holde fast ved det ord, som Kristus siger: «En lille stund»; og ikke alene høre det, men også bringe det ind i hjertet, at det ikke skal vare evigt, men at der skal ske en forandring fra døden til livet, når Kristus igen opstår og lever i mig, og jeg bliver levende i ham. Og så skal det hedde: «Jeg skal se jer igen, og jeres hjerte skal glædes, og ingen skal tage jeres glæde fra jer» osv. Dertil skal enhver kristen være rustet, når det bliver nødvendigt; for noget heraf må dog erfares, enten i livet eller i dødsstunden; så han da kan huske dette Kristi ord og ikke lader denne trøst rive ud af hjertet. Amen.

Hvad der efter teksten videre var at sige om dette evangelium, det kan du selv læse i udlægningen af de tre kapitler af Johannes, de prædikener, som Kristus holdt for sine disciple ved den sidste nadver, hvor dette og de følgende søndages evangelier er behandlet udførligt.