3. søndag efter påske, anden prædiken (Joh 16,16–23)

En anden prædiken over evangeliet på 3. søndag efter påske, Joh 16,16–23

Først vil vi behandle historien så enkelt som overhovedet muligt. Den fandt sted efter nadveren på vejen, da Herren gik med sine disciple ud i haven til sin lidelse. I denne historie i dagens evangelium forkynder Herren disciplene sin død og opstandelse. Disse ord forstod disciplene ikke dengang; de var dunkle for dem og helt skjulte for deres øjne, sådan som det vel også kunne gå os, der endnu ikke er rigtigt grundfæstet i troen. Men hvad var det, der hindrede de kære disciple i at forstå det? Det hindrede dem, at deres tanker stod sådan, at Kristus ville oprette et verdsligt rige, som skulle have anseelse for verden og gå frem i lutter liv, ikke i død, som han taler om her, når han siger: «Om en kort tid ser I mig ikke.» Som ville han sige: Jeg er endnu en kort tid hos jer, måske til midnat; derefter skal jeg dø og begraves og tages bort for jeres ansigt, så I ikke ser mig mere. «Men atter om en kort tid skal I se mig», det vil sige: På den tredje dag skal jeg opstå igen og se jer igen, og I skal også se mig igen.

Dette er den historiske forståelse, og det er ganske kolde ord, hvis de ikke forstås åndeligt. Dog trøster Herren samtidig disciplene og siger, at de vel vil blive bedrøvede over, at han går bort, men at denne bedrøvelse snart skal få ende. Det skal gå dem som en gravid kvinde, der ligger i barnsnød: Så snart hun er forløst, glemmer hun smerten. Og skønt dette er klart og let at forstå, forstod disciplene dog ikke, hvordan det skulle gå dem, eller hvor Herren ville hen med disse ord og med denne lignelse; for den slags ord havde de aldrig før hørt eller erfaret. Men for os virker de lette, fordi de nu ofte er blevet drevet og prædiket; var det ikke sådan, ville de vel være lige så dunkle for os, som de var for de kære disciple. Derfor vil vi gennemgå disse ord nøjere og først se på, hvad det vil sige at gå til Faderen.

At gå til Faderen er intet andet end at komme ind i et andet liv. Som ville Kristus sige: Jeg skal forlade det timelige, sanselige, naturlige, dødelige liv og komme ind i et udødeligt liv, hvor Faderen skal lægge alt under mig, hvor der hverken skal være søvn, mad eller drikke som før i det legemlige liv – og dog skal det kød og blod, som han har taget af Jomfru Maria, blive. Det vil sige: Jeg skal tage et åndeligt regimente på mig og regere de troendes hjerter i Ånden og troen og ikke, som I mener, oprette et verdsligt rige; og til dette åndelige regimente kan jeg ikke komme uden gennem døden. Men som sagt: Disciplene forstod det ikke; de mente, at de helt skulle miste Herren, når han døde, og derfor faldt de i bedrøvelse og sorg.

Nu må vi lægge mærke til det og lære noget af det, så vi ikke læser sådanne historier forgæves. For de kære disciple var det ikke den største pine og bekymring, at de ikke længere skulle se Herren legemligt; men det var deres store smerte og jammer, at de mistede ham med hjertet. De så vel gerne Herren legemligt, men langt mere hang de ved ham med hjertet. Derfor mente de også: «Kommer han os af øje, så kommer han os også af hjerte.» Sådan var det også med glæden; for det var ikke den rette glæde, at de så ham igen legemligt – det kunne ikke trøste dem meget. Men da de tog imod ham igen med hjertet, åndeligt og i troen, som en frelser og trøster – det var den rette trøst og den rette glæde. For når man tror på Kristus som en frelser, så glæder han hjertet; ellers er der ingen hjælp, intet råd og ingen trøst.

Det ser vi på de kære disciple: Da de flygtede og forlod Herren, fornægtede ham og faldt grueligt i vantroens synd, da var der ingen frelser mere for deres øjne, trøsten var borte, Kristus var dér faldet ud af deres øjne, der var hverken råd eller hjælp mere, og de ville evigt have måttet blive i en sådan bekymring og fortvivlelse, hvis Kristus ikke havde glædet dem igen. For der er ingen anden Frelser end denne Kristus. Når han derfor rykkes bort, så er der ingen trøst mere for hånden, men lutter angst, nød og mismod, og dér må helvede selv være. Og det var disciplenes rette angst, sorg og bedrøvelse.

Hvad mener I, at disciplene har haft af angst og bekymring, da de tænkte på Herrens godhed og venlighed og på de velgerninger, han havde vist dem, og på at de alle var blevet ham så troløse? Da har deres hjerte stået sådan: «Ak, dette menneske har været så venlig og kærlig imod os og vist os al kærlighed og venskab, så det var over al måde, og vi har gjort sådan imod ham: Vi har forladt ham, er flygtet fra ham, har fornægtet ham som troløse skurke og har misbrugt hans lære og nåde. Hvad skal der nu blive af os? Til Gud kan vi ikke komme, over for menneskene kan vi heller ikke bestå, og endnu mindre over for Djævelen. Her er ingen trøst mere, Frelseren er borte; det må være fortvivlet, fordømt og fortabt.» Se, i en sådan angst, nød og bekymring har de kære disciple stået; dér ville ingen faste, ingen bøn, ingen spægelse have hjulpet dem, alt ville have været tabt.

Sådan handler Gud med sine børn endnu i dag. Når han vil trøste dem, stikker han dem først ind i en sådan angst og anfægtelse. Det er en uudholdelig pine, når ens samvittighed vender sig imod en, når hjertet og al tillid svigter, og angsten gennemsøger alle samvittighedens kroge. Angsten fortærer marv og ben, kød og blod, sådan som profeten David ofte klager over i Salmerne.

Men Kristus lader ikke disciplene sidde længe i en sådan angst og nød, sådan som han siger dem her i forvejen: «Om en kort tid skal I se mig igen.» Det skete påskedag, da han viste sig for dem og tilbød dem fred, så de blev trøstet og glemte al jammer, al angst og al nød, som de en kort tid, indtil den tredje dag, havde udholdt. Denne historie skulle vi komme i hu, når også vi sidder fast i angst og nød og har mistet al trøst. For når mennesket har en ond samvittighed for sin synds skyld, så tænker hjertet, at den evige pine er der – og den er der også, set fra menneskets side; for han ser ingen ende, han synes, at Gud er imod ham og ikke vil hjælpe ham, og selv kan han heller ikke hjælpe sig. Han ser sig om og finder ingen hjælp hos nogen skabning; ja, han synes, at alle skabninger er imod ham. Derfor slutter hjertet straks og siger: «Her er evig pine, det bliver ikke anderledes, her er hverken trøst eller hjælp, Gud og alle skabninger er imod mig.» Og dog er det ikke sådan; det er kun en overgang og varer ikke længe, hvis vi bare kunne holde stille en kort tid. Han bliver helt sikkert ikke længe borte med sin trøst. Det er det, Herren mener, når han her siger til disciplene: «Om en kort tid ser I mig ikke», nemlig når I sidder fast i angst og nød, «og atter om en kort tid skal I se mig», nemlig når jeg kommer til jer med min trøst og gør jer glade.

Er det gået de hellige disciple sådan, at de har siddet fast i angst og nød, så må vi ikke tro, at vi skal få det bedre. Gud vil ikke gøre en undtagelse med os. Men lad os se på dette: Kristus forkynder sine disciple deres fald, deres angst og bedrøvelse i forvejen og trøster dem tilmed, for at de ikke skal fortvivle. Sådan skal også vi trøste os med det og lade det være sagt også til os, at vi, når vi sidder fast i synder og føler en ængstet og tynget samvittighed, ikke skal fortvivle, men tænke, at det ikke varer længe. Derfor er dette et meget trøsterigt evangelium for alle forskrækkede og bedrøvede samvittigheder: for det første fordi Kristus her lover sine disciple, at han ikke vil lade dem sidde længe i bedrøvelse; dernæst fordi han omgås dem så venligt, ikke straks støder dem fra sig, selv om de ikke kan fatte eller forstå hans tale, men tåler dem, underviser dem og bærer dem med al sagtmodighed.

Derfor, når et menneske kommer i en sådan samvittighedens angst og nød, skulle det tænke på dette ord og sige: «Nå vel, det er en overgang. Kristus siger: ’Om en kort tid skal I se mig igen.’ Det varer ikke længe; hold stille, det drejer sig om en kort tid, så vil Kristus lade sig se igen.» Men hvor samvittighederne er så forskrækkede, kan de ikke fatte eller forstå sådanne trøsterige ord, selv om de hører dem, sådan som det gik disciplene her: Fordi de var i bedrøvelse, forstod de ikke disse ord. Det kræver møje, når man skal trøste sådanne ængstede og forskrækkede samvittigheder. Derfor bruger Herren her en lignelse, som han forklarer sin foregående tale med, for rigtig at indprente den i disciplene, og tager et eksempel fra en kvinde, der ligger i barnsnød, og det i en sådan barnsnød, at hun ikke dør af den, men bringer et glædeligt syn til verden. Det er også særdeles trøsterigt, for at de endelig ikke skal fortvivle, når de sidder fast i anfægtelse eller angst, men tænke som en kvinde, der ligger i fødsel: Det får snart en ende, det drejer sig om en ond time. Sådan gør han dem nøden og bedrøvelsen sød og liflig ved denne lignelse.

Nu må man se godt på dette eksempel. For som det går her, sådan går det også i anfægtelsen og særlig i dødsnøden. Se, hvordan Gud handler med en kvinde, der ligger i barnsnød! Dér bliver hun ladt hjælpeløs af alle mennesker i disse smerter, ingen kan heller hjælpe hende, ja, ingen skabning kan redde hende ud af denne nød; det står helt i Guds magt. Jordemoderen og de andre, der er omkring hende, kan vel trøste hende, men nøden kan de ikke afvende; hun må igennem og vove livet og sætte det frit på spil, hvad enten hun dør eller kommer sig over barnet. Dér er hun i sandhed i dødsnød og helt omgivet af døden. Denne lignelse bruger også Sankt Paulus, når han siger til thessalonikerne (1 Thess 5,3) om den yderste dag, at den skal komme pludselig over os ligesom veerne over den gravide, og vi skal ikke undslippe den.

Sådan går det også til, når samvittighederne kommer i angst, eller når nogen ligger i dødsnød. Dér hjælper ingen fornuft, ingen skabning, ingen gerning, hverken dette eller hint; dér er slet ingen trøst. Du synes, at du er forladt af Gud og af alle skabninger, ja, at Gud og alle skabninger er imod dig. Du må dér holde stille og hænge ved Gud alene; han må hjælpe dig ud af det, intet andet, hverken i himlen eller på jorden. Denne samme Gud hjælper så, når han finder det tid, sådan som han også gør med den gravide kvinde: Han giver hende et glædeligt syn, så hun ikke længere tænker på smerterne, men dér er glæde og liv, hvor døden og al jammer før var for hånden. Sådan også her: I anfægtelse og dødsnød gør Gud alene os glade og giver os fred og glæde, hvor der før var ulykke og al angst. Derfor holder Kristus her os alle dette eksempel for øje og trøster os med det, for at vi ikke skal fortvivle i dødsnød og andre anfægtelser. Som ville han sige: Kære menneske, når angst, bedrøvelse, anfægtelse og modgang kommer, så fortvivl ikke, mist ikke modet; det drejer sig om en kort tid, og når den er ovre, så skal frugt, fred og glæde følge.

I en sådan angst og nød var de kære disciple, da Herren gik bort fra dem. De var forladt af alle, de havde ingen tilflugt mere, de stod i helvedes porte, ventede hver time på døden og frygtede Guds dom og tænkte: «Vi har syndet og må nu fare til Djævelen.» Men straks efter opstandelsen kommer Kristus og gør, at de glemmer al ulykke og hjertesorg; de bliver glade og går hen og bærer frugt og begærer at hjælpe alle mennesker til denne glæde ved troen på Kristus. Det er et fint eksempel og et trøsterigt ord for alle dem, der kommer i anfægtelse og trængsel. De skal tænke på, at Kristus siger: «Om en kort tid ser I mig ikke, og atter om en kort tid skal I se mig», og for alt i verden ikke glemme eksemplet med den gravide kvinde, som går ud i glæde og snart når til enden.

Sådan ruster dette evangelium os til anfægtelse og modgang, og summen af det er dette: at Herren Kristus viser lutter kærlighed og venskab mod sine egne, så vi er trøstet, hvordan det end må gå os, eftersom vi ved og lærer af dette evangelium, at Kristus ikke forlader dem, der sidder fast i dødsnød og samvittighedens anfægtelse, men han kommer og trøster dem og lader dem ikke ligge længe i denne nød, sådan som han gør med sine disciple her. For den, hvis samvittighed er forskrækket og bekymret af synder, er der endnu god hjælp. Men den, der fortvivler og falder i denne formastelse, at han tænker i sit hjerte: «Nu er det ude med dig, det kan ikke være anderledes, du må være fordømt, her er hverken hjælp eller trøst mere, nu kan du lige så godt gøre, hvad du vil» – det er et forfærdeligt fald, nemlig når mennesket kommer så vidt og sætter alt på spil. For denne synd bevare Gud den almægtige os endelig! Lad en synder være så stor, han vil – bare han ikke fortvivler, så er der ingen nød med ham; Gud skal nok finde sin tid til at redde ham.

Nu har I hørt om to slags lidelse: den første, at Kristus blev taget legemligt fra sine disciple; den anden, når han indvendig i hjertet svinder bort for os alle. Den første lidelse har Kristus taget bort med sin opstandelse; den anden tager han bort, når han gør samvittigheden glad igen. Om det taler han videre her og siger:

«Sandelig, sandelig, siger jeg jer: I skal græde og jamre, men verden skal glæde sig; I skal sørge, men jeres sorg skal blive til glæde.»

Og straks efter lignelsen siger han:

«Også I sørger jo nu, men jeg skal se jer igen, og jeres hjerte skal glædes, og ingen skal tage jeres glæde fra jer.»

Her mener Herren den glæde, hvormed samvittigheden bliver trøstet og gjort glad igen, nemlig når Kristus bliver kendt som en frelser. For dér bliver trængsel, synd, død, helvede og al ulykke taget bort. Og det er ikke en verdslig glæde, sådan som verden glæder sig over lykke, synger og springer, men det er en himmelsk og evigt varende glæde for Gud, som også behager Gud. Derom siger profeten i Salmen (Sl 68,4): «De retfærdige skal glæde sig og være glade for Gud og fryde sig i glæde.» Og Kristus siger her til sine disciple: Denne glæde skal ikke tages fra jer. Hvordan går det til? Sådan: Når Kristus igen står for øjnene, og samvittigheden mærker, at den har Herren, som den venter sig alt godt af, så kan intet mere skade den; for hvem vil skade det hjerte, der således er sikkert på Kristus? Hvad skulle man være bange for, når man kan sige: «Min Herre Jesus Kristus er en herre over alle ting, over død, helvede, Djævelen og over alle skabninger i himlen og på jorden»? Som også Sankt Paulus trodser (Rom 8,31–39): «Når Gud er for os, hvem kan da være imod os? Han som ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen for os alle, hvordan skulle han kunne andet end skænke os alt med ham? Hvem vil anklage Guds udvalgte? Gud er her, han som erklærer retfærdig. Hvem vil fordømme? Kristus er her, han som døde, ja mere end det, som er blevet oprejst, som sidder ved Guds højre hånd og går i forbøn for os. Hvem kan skille os fra Guds kærlighed? Trængsel eller angst eller forfølgelse eller sult eller nøgenhed eller fare eller sværd? Som der står skrevet (Sl 44,23): ’For din skyld dræbes vi hele dagen, vi blev regnet som slagtefår.’ Men i alt dette mere end sejrer vi ved ham som elskede os. For jeg er overbevist om at hverken død eller liv eller engle eller magter eller kræfter eller noget nuværende eller noget kommende eller det høje eller det dybe eller nogen anden skabning vil kunne skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vores Herre.»

Det var Sankt Paulus’ ord. I samme mening taler også David i en salme og siger (Sl 27,1–3):

«Herren er mit lys og min frelse, hvem skulle jeg frygte? Herren er mit livs kraft, hvem skulle jeg grue for?»

«For da de onde, mine modstandere og fjender, trådte frem for at æde mit kød, løb de an og faldt.»

«Om en hær lejrer sig imod mig, skal mit hjerte dog ikke frygte; om en krig rejser sig imod mig, vil jeg forlade mig på det.»

Og i en anden salme siger han (Sl 23,1–4):

«Herren er min hyrde, mig skal intet fattes.»

«Han lader mig græsse, hvor der står meget græs, og fører mig til vand, der læsker mig.»

«Han kvæger min sjæl, han fører mig ad den rette vej for sit navns skyld.»

«Og om jeg end vandrede i den mørke dal, frygtede jeg ingen ulykke, for du er hos mig; din kæp og stav trøster mig.»

Se, hvor modig og trodsig manden er! Hvem har givet ham et så kækt og trodsigt mod? Eller hvorfra er det kommet ham? Alene fra Frelseren. Og jo mere man vil drive os fra ham, desto mere hænger vi ved ham; jo mere skade, ulykke og trængsel man tilføjer os, desto mere skal vi glæde os, for denne glæde er evig; og jo mere man vil rive os bort fra den, desto større bliver den blot.

Nu kunne nogen sige: «Kan man også falde ud af denne glæde?» Ja. Og så snart vi falder, er den evige pine for hånden; og skønt den efter sin art er evig, så redder Gud dog sine egne ud af den. Sådan bliver også glæden evig, men personen kan vel falde fra den, så længe vi er på jorden. Det skal I forstå sådan: Kristus er min Frelser; så længe jeg tror og erkender det, er det mig en evig glæde, forudsat at jeg bliver ved det; men når Kristus er borte fra hjertet og samvittigheden, så er glæden også borte. Nåden bliver, men samvittigheden kan vel falde. Det siger jeg, for at I ikke engang skal forarges, når mange falder fra evangeliet og fornægter Kristus. For hvor Kristus skal være med sin glæde og trøst, dér er korset og forfølgelsen heller ikke langt borte. Men jeg frygter, at vi hverken har glæden eller korset, fordi vi tager os så lidt af evangeliet. Vi bliver stadig ved i vort gamle væsen og foragter således evangeliets kostelige, dyre skat; derfor vil Gud sende os en større straf, end han engang sendte jøderne, nemlig blindhed og vildfarelse, som Paulus siger til thessalonikerne (2 Thess 2,11–12): «Derfor sender Gud dem forførelsens kraft, så de tror løgnen, for at alle de, som ikke har troet sandheden, men fandt glæde i uretfærdigheden, skal blive fordømt.» For Gud kan ikke tåle, at evangeliet bliver hånet. At man snubler, kan han vel endnu tåle, men at man således foragter hans store barmhjertighed, det vil han ikke tåle, og det er heller ikke rimeligt, at han tåler det. Derfor er det at frygte, at der skal komme et sådant kætteri og en sådan vildfarelse, at ingen skal vide, hvor vi står, sådan som det allerede viser sig og endnu skal blive tydeligere. Gud hindre Satan og fri os derfra. Amen.