4. søndag efter påske (Joh 16,5–15)

Evangeliet på 4. søndag efter påske (Cantate), Joh 16,5–15

Hvad dette evangelium mener, har vi også ofte hørt andre steder, bortset fra at man endnu ikke fuldt ud forstår ordene, så man ser, at de har den mening og handler om de ting, vi godt kender. Derfor vil vi gøre det en smule klarere, så man kan se, hvordan netop det samme ligger i disse ord, som næsten alle andre evangelier indeholder. Det er et fint evangelium, men det kræver også sine elever. Nu vil vi lade den første del ligge og tage fat der, hvor Herren siger, at Helligånden skal overbevise verden om synd, om retfærdighed og om dom, og vi vil se, hvad alt det er.

For det første ser vi her, at verden får skyld for blindhed og uforstand, så alle, som er uden Helligånden, hvor kloge de end må regnes for i verdens øjne i ydre ting, i styre eller i handel og vandel, er tåber og blinde folk for Gud. Men det hører de ikke gerne; det ærgrer dem slemt, og de bliver vrede, når man siger om dem, at deres sag intet gælder for Gud, eftersom de bygger på, at de har fornuften og det naturlige lys, som Gud har skabt i dem. Men hvad kan vi gøre ved det? Der står Skriften og Guds ord tørt og klart: at Helligånden skal komme og overbevise verden, fordi den ikke ved, hvad synd, retfærdighed og dom er. Det er afgjort, der står det; lad enhver blive vred over det, som vil, det bryder Kristus sig ikke om.

Nu er det jo en stor jammer, at verden bliver overbevist, ikke alene fordi den har synd, er uden retfærdighed og ikke kan dømme ret, men fordi den hverken erkender eller ser det, endsige at den skulle blive det kvit. Åh, hvor er al ros her taget fra dem, som vil gøre andre folk retfærdige, når de ikke engang selv ved, hvad synd er! Lad os den dag i dag tage alle de høje skoler og de lærde for os: og udfordre dem til at sige os, hvad det ene lille ord «synd» betyder. For hvem har dog nogen sinde hørt, at det kaldes synd ikke at tro på Kristus? De siger sådan: «Synd er, når man taler, begærer eller gør imod Guds vilje og bud.» Ja, hvordan rimer det med dette ord, som Kristus her siger: «Synd er, at de ikke tror på mig»? Derfor er det let at overbevise dem om, at de ikke ved noget om, hvad synd er; og om de så var aldrig så lærde, vil de ikke kunne udlægge denne tekst.

Ligeledes kan de heller ikke vide, hvad retfærdigheden er. For hvem har nogen sinde hørt, at et menneske skal blive retskaffent og retfærdigt ved, at Kristus farer til himmelen eller går til Faderen, og vi ikke ser ham? Det må de sige, at en tåbe har talt, og at ingen vis mand taler sådan om det. For sådan siger de: «Retfærdighed er en dyd, som lærer mennesket, hvad det skylder enhver.» Det er nok sandt; men de forstår bare ikke deres egne ord – så blinde tåber er de! Derfor skal man ikke undre sig over, at de raser imod evangeliet og forfølger de kristne; hvordan skulle de gøre andet? De ved ikke bedre.

På samme måde ved de heller ikke, hvad dom eller ret er, det vil sige en ret dom, et ret og godt skøn og sind, eller hvad man nu vil kalde det. For de siger sådan: «Ret er det, som står skrevet i bøgerne om, hvordan man skal afgøre og skille sager og stille og afslutte strid.» Men hvad siger Kristus? Sådan siger han: Det er ret, at verden bliver dømt. Hvem forstår dog sådan en tale, og hvad skal man stille op med den, hvordan rimer den med fornuften? Nu, vi vil se, om vi kunne gøre den klar, så man kunne forstå den.

For det første skal man vide, at Guds ord ikke alene taler om ydre væsen og skin, men griber ind i hjertet og sjælens grund; derfor dømmer det heller ikke mennesket efter den ydre vandel og de ydre fagter, men efter dets samvittigheds afgrund. Nu finder enhver hos sig selv, hvis han vil bekende det, hvor retskaffen han end er (om han så var en ren kartæuser og så hellig som alle mennesker på jorden), at han i hjertet alligevel hellere ville det modsatte og gøre noget andet end det, han udvortes må gøre.

For eksempel: Når jeg er overladt til mig selv og er munk og går omkring i fattigdom, kyskhed og lydighed, som de roser sig af, og jeg vil bekende, hvordan jeg føler det i hjertet, så må jeg sige sådan: «Det, jeg gør, ville jeg helst ikke gøre; fandtes helvede ikke, og frygtede jeg ikke skammen, så lod jeg kutten fare til ulykken og løb min vej; for jeg har ikke lyst til det af hjertet, men er tvunget til det og må gøre det af hensyn til helvede, straffen og skammen, og det er ikke muligt, at jeg kunne gøre det frit og glad.» Det finder enhver i sit hjerte, som er uden nåde.

Det samme vil du også finde i de andre stykker. Jeg er aldrig nogen sinde af hjertet hengiven og velvillig mod min fjende, for det er naturen umuligt; og selv om jeg lader, som var det anderledes, så tænker jeg dog sådan: «Ja, var straffen ikke, så skulle jeg nok køle mit mod på ham og ikke lade mig selv uhævnet.» Alligevel går jeg sådan omkring for verden og gør ikke, som jeg gerne ville og er tilbøjelig til, af frygt for straf eller skam. Således: når du går alle budene igennem, fra det første til det sidste, så vil du finde, at der ikke er et menneske, som holder Guds bud af sit hjertes grund.

Nu har Gud fundet råd for dette onde og har besluttet, at han ville sende Kristus, sin Søn, til verden, for at han skulle udgyde sit blod og dø for derved at gøre fyldest for synden og tage den bort; og at Helligånden så skulle komme ind i hjertet og gøre de folk, som med ulyst og tvang går omkring i lovens gerninger, villige, så de uden tvang og med glad sind holdt Guds bud. Ellers kunne jammeren ikke hjælpes ved noget andet middel; for hverken menneskelig fornuft og kraft eller nogen engel kunne rive os ud af den. Dermed har Gud nu ophævet alle de menneskers synd, som tror på Kristus, så det herefter er umuligt, at den, der har denne Frelser, kunne sidde fast i synden, han som har taget al synd på sig og udslettet den.

Da Kristus nu er kommet og har ladet prædike, at alt, hvad vi kan gøre, hvor stort det end er, og hvor smukt det end tager sig ud, er synd (fordi vi ikke gør noget godt gerne og villigt), og at han derfor er trådt frem for os og har taget al synd bort, for at vi skulle få Helligånden, ved hvem vi får kærlighed og lyst til at gøre, hvad Gud vil have, så vi aldrig skal vove at træde frem for Gud ved vore gerninger, men ved Kristus og hans fortjeneste – så kaldes det nu ikke længere synd at gøre imod loven; for loven har intet hjulpet til, at vi blev retfærdige, eftersom vi ikke kan gøre noget godt.

Hvad bliver der så tilbage af synd på jorden? Intet andet end at man ikke tager imod denne Frelser og ikke vil have ham, som lægger synden bort. For hvis han var der, så var der ingen synd, eftersom han, som jeg har sagt, bringer Helligånden med sig, som tænder hjertet og giver det lyst til at gøre godt. Derfor bliver verden ikke længere straffet eller fordømt for anden synds skyld, eftersom Kristus udsletter den alle sammen; men i Det Nye Testamente bliver alene dette tilbage som synd, at man ikke vil kende ham eller tage imod ham. Derfor siger han her i evangeliet sådan:

«Når Helligånden kommer, skal han overbevise verden om synd: at de ikke tror på mig.»

Som ville han sige: Hvis de troede på mig, så var alt, hvad de har gjort af synd, allerede skænket dem, for jeg ved, at de af naturen ikke kan gøre andet; men at de ikke vil tage imod mig eller tro, at jeg vil hjælpe dem, det skal fordømme dem. Derfor vil Gud på dommens dag fælde en sådan dom over dem: «Se, du var i synd og kunne ikke hjælpe dig selv ud af den; alligevel ville jeg ikke fordømme dig for det, for jeg har sendt min enbårne Søn til dig og ville have skænket dig Frelseren, for at han skulle tage synden fra dig. Ham har du ikke villet tage imod; derfor bliver du fordømt alene for den skyld, at du ikke har Kristus.»

Således er dette ord sat til ære og pris for den høje nåde, som Gud har givet os i Herren Kristus. Hvilken fornuft kunne nogen sinde have været så klog, at den havde fundet på, at det står sådan til med mennesket? Fornuften kan ikke nå højere end dertil, at den tænker: «Jeg har syndet med gerninger, så må jeg igen gøre fyldest med gerninger, udslette synden og betale den, så jeg på den måde kan få en nådig Gud.» Når fornuften når så langt, så er den på sit højeste; og dog er det ikke andet end tåbelighed og blindhed.

Men sådan siger Gud: «Vil du være synden kvit, så må du have andre gerninger, som du kan betale for den med; for med alle de gerninger, du gør, kan du intet andet end synde, også i de gerninger, hvormed du tænker at forsone dig med mig og bøde for synden. Hvordan vil du da, din tåbe, udslette synd med synd? For du synder jo også i de bedste gerninger, du kan gøre, ved at du ikke gør dem gerne og af hjertet. For hvis du ikke frygtede straffen, ville du hellere lade dem være. Og så gør du ikke andet end at tage dig for at bøde for små synder med store, eller i hvert fald at gøre lige så store for at komme af med de andre.»

Derfor er det sandelig en stor blindhed, at et menneske ikke ser, hvad synd er, og ikke ved, hvad gode gerninger er, men tager synd for gode gerninger. Derfor, når Helligånden kommer, overbeviser han folk og siger: «De gerninger, du har gjort, og også dem, du endnu gør, er bare rene synder; derfor er det spildt, når du tager dig for at gøre fyldest for synden af egen evne.» Så må de sige: «Se, det har jeg ikke vidst.» Så siger han: «Ja, derfor er jeg her, for at sige dig det; havde du vidst det, så havde jeg ikke behøvet at komme og forkynde det. Hvordan vil du nu bære dig ad, så du kan få hjælp? Sådan må du gøre: Tro på Frelseren, Herren Kristus, at han har taget din synd bort. Tror du det, så har du ham; så må din synd falde bort. Hvis ikke, så kan du aldrig nogen sinde blive synden kvit, og du falder bestandig dybere og dybere ned i den.»

Således er alt det, man hidtil har prædiket om at bøde for synd og gøre fyldest, med dette ord slået lige til jorden, og hele det væsen, man har ført og drevet. For derfor har man stiftet så mange ordener og messer, og for den skyld er vi blevet præster og munke og er løbet hid og did, for at vi kunne blive synden kvit. Derfor følger det også, at det bedste i verden, det, som verden holder for retfærdighed og hellighed, ikke er andet end ren synd og et fordømt væsen. Så har vi ét stykke af evangeliet.

For det andet følger videre: Helligånden skal også overbevise verden om retfærdighed, «for jeg går til Faderen,» siger Kristus, «og I ser mig ikke.» Retfærdighed betyder retskaffenhed og et godt, hæderligt liv for Gud. Hvad er den nu? Det er det, siger Kristus, at jeg går til Faderen. Vi har ofte talt om Herren Kristi opstandelse, at den slet ikke er sket til gavn for ham selv, men for vores skyld, for at vi skal tage den til os som det gode, der er vort eget; for derfor er han opstået fra de døde og faret til himmelen, for at han skulle begynde et åndeligt rige, hvori han regerer i os ved retfærdigheden og sandheden. Derfor sidder han deroppe; han sover ikke og hviler ikke og leger ikke med sig selv, men har, som Paulus siger (Ef 1,22), at gøre her på jorden; han regerer samvittighederne og sjælene med evangeliet.

Hvor Kristus nu bliver prædiket og kendt, dér regerer han i os fra Faderens højre hånd og er selv hernede i hjertet; dér regerer han sådan, at han har kraft, magt og vælde over dig og alle dine fjender og hjælper dig fra synd, død, Djævel og helvede. Således er hans opstandelse og himmelfart vores trøst, liv, frelse, retfærdighed og alt sammen. Det er nu det, Herren mener, når han siger om retfærdigheden, at folk bliver retskafne og retfærdige for Gud ved, at han farer til himmelen til Faderen, og vi ikke ser ham. Det forstår verden ikke; derfor må Helligånden komme og overbevise den om det.

Hvordan går det så til? Sådan som vi har hørt. Skal jeg blive retfærdig, så er det ikke nok, at jeg udvortes gør gode gerninger, men jeg må gøre dem af hjertets grund med lyst og kærlighed, sådan at jeg er uforfærdet over for synd, død og Djævel og kan stå frit og glad med god samvittighed og al tillid for Gud og vide, hvordan jeg står mig med ham. Det kan nu ingen gerning, ja, ingen skabning give mig, men alene Kristus, som er faret op til himmelen, derhen, hvor man ikke kan se ham, men må tro, at han sidder deroppe og vil hjælpe mig. Den tro gør mig behagelig for Gud; så giver Kristus mig Helligånden i hjertet, som gør mig villig og glad til alt godt. Således og på den måde bliver jeg retfærdig, og på ingen anden måde; for gerningerne gør dig bare mere og mere modvillig, jo længere du driver på med dem.

Men denne gerning gør dit hjerte des mere villigt, jo mere du øver den og kender den; for hvor en sådan erkendelse er, kan Helligånden ikke blive borte. Når han så kommer, må han gøre hjertet villigt, lystent og glad, så det frit går til værket og gerne gør alt, hvad der behager Gud, med glad mod, og lider, hvad der skal lides, og også gerne dør. Og jo klarere og større erkendelsen er, des større bliver også en sådan lyst og glæde. Så er Guds bud opfyldt, og alt er gjort, som man skal gøre; og således er du retfærdig. Hvem havde nu nogen sinde tænkt, at dette skulle være retfærdigheden, og at det skulle gå sådan til? Det har vi ofte hørt og behandlet før; her er det blot andre ord, men dog den samme forstand og mening.

For det tredje skal Helligånden overbevise verden om dom, det vil sige, at den ikke ved, hvad der er ret. For hvem har nogen sinde hørt, at dette skulle være ret, at verdens fyrste er dømt? Verdens fyrste er ganske vist Djævelen, som man nok kan se af hans regimente.

Når jeg nu har erkendt synden og er blevet den kvit og dernæst har fået retfærdighed, så jeg nu står i et nyt væsen og liv og er blevet et andet menneske, og jeg nu har Herren Kristus og ved, at der hører noget andet end vore gerninger til at blive synden kvit, så følger det, at jeg kan have en ret dom og skelnen i alle ydre ting, så jeg ved, hvordan der skal dømmes for Gud. For efter en sådan forstand ved jeg at granske, slutte og dømme om alle ting, som er i himmelen og på jorden, og at fælde en ret dom; og når jeg har fældet dommen, kan jeg også leve efter den. Det kan ingen anden.

Verden står fast med sin hellighed på, at retfærdighed betyder at gøre gode gerninger og dermed bøde for synd og forsone Gud. Det har alle de høje skoler lært; det synes dem ret og vel gjort, bare de stifter mange gode gerninger. Så kommer nu Helligånden og siger: «Ikke sådan; du farer vild og tager fejl, din dom er uret; derfor må der en anden dom til. Du burde dømme sådan, at alt, hvad din fornuft slutter, er fejl og falsk, og at du er en dåre og en tåbe.»

Det kan fornuften godt gøre: at den forstår at dømme i menneskelige anliggender og verdslige sager, bygge byer og huse, regere godt og den slags; dér kan den ene godt være mere forstandig og dømme eller rette bedre end den anden. Men det taler vi ikke om her; vi taler om den dom, hvordan man skal slutte om alle ting, hvad der er ret eller uret for Gud. Dér slutter Helligånden sådan:

Alt, hvad fornuften dømmer for Gud, er falsk og duer ikke. Alt, hvad der er medfødt og ikke genfødt i mennesket, må udslettes og dræbes, så ingen roser sig af det eller forlader sig på det. Fremdeles: Hvad verden holder for visdom, så alle siger, at det er klogt og fornuftigt handlet og gjort, er tåbelighed for Gud; og kort sagt: hvad den gør, er unyttigt og fordømt, medmindre det udspringer af Herren Kristus og er hans ord og Ånd, så det er ham, der lærer os. Kommer det ikke derfra, så er det med vished ren blindhed og intet godt.

Derfor ligger nu alt det på jorden, som verden regner for godt, og det hedder alt sammen ondt, fordi det ikke flyder af Ordet og Ånden, men kommer fra den gamle Adam, som ikke er andet end en blind tåbe og synder. Hvorfor det? Skulle din visdom og fornuft da ikke være tåbelighed og intet gælde, når den allerøverste er fordømt, han som har al verdens magt og visdom i allerhøjeste grad? For der er utvivlsomt ingen i verden så vis, klog og forstandig som Djævelen, og ingen kan heller stille sig mere from an; og al visdom og hellighed, som ikke flyder af Gud, ja, det allerskønneste væsen i verden, er allerstærkest i Djævelen. For da han er verdens fyrste og hoved, så må al verdens visdom og retfærdighed flyde fra ham; dér regerer han med al sin magt.

Derfor siger Kristus nu: Eftersom denne verdens fyrste er fordømt med alt, hvad han har for sig og kan gøre, så er verden sandelig blind, når den holder det for godt, som allerede er fordømt, nemlig hans visdom og fromhed. Derfor må vi tage imod den rette dom, som Kristus fælder, så vi ved at vogte os for alt, hvad verden regner for kostbart, og hvad den foregiver, hvormed den vil være klog, vis og retfærdig for Gud. For når de folk vil lære og regere, som ikke har Kristi ord og Ånd, så er det allerede alt sammen fordømt; for dermed opnår man ikke andet, end at den gamle Adam bliver stærkere og bliver i den tanke, at hans gerninger, hans retskaffenhed og klogskab skal gælde for Gud; så må han jo komme dybere og dybere ind i Djævelens rige.

Men eftersom verdens fyrste og Helligånden, Kristi og Djævelens rige, nu er lige imod hinanden, og Helligånden ikke kan tåle, at nogen fremhæver sin egen gøren og roser sig af det, så må det hellige kors straks følge. For verden vil heller ikke tåle, at man overbeviser den om, at den er blind. Derfor må man frimodigt være rede til at lade sig martre for det.

For når vi nu har den rette tro i hjertet, må vi også lukke munden op og bekende retfærdigheden og gøre synden kendt; så må vi også straffe og fordømme det, verden gør, og det må frem, at alt, hvad den foretager sig, er fordømt. Så må vi være kættere og på bålet. For de vil sige: «Det er imod de hellige koncilier og den hellige fader pavens ret.» Så må du svare: «Hvad kan jeg gøre ved det? Her står det klart; teksten siger ikke, at Helligånden skal hykle for paven, biskopperne og fyrsterne, men at han skal straffe og sige, at det er vildfarelse, blindhed og Djævelens regimente.» Så vil de gå ustraffet, og man skal kalde dem nådige junkere. Derfor må man vove halsen på det.

Det er de tre stykker, som vi har her i evangeliet: Synden er vantroen; retfærdigheden er troen; dommen er det hellige kors. Mærk dig derfor dette og lær at regne alt, hvad der er uden Ånd, for intet og at fordømme det, og derefter at vente det hellige kors, så du må lide for det. Nu følger videre i evangeliet:

«Jeg har endnu meget at sige jer; men I kan ikke bære det nu. Men når han, sandhedens Ånd, kommer, skal han vejlede jer i hele sandheden.»

Disse ord skal forstås på den enkleste måde, nemlig at Herren siger så meget som: Disse tre stykker, som jeg nu har fortalt, forstår I slet ikke nu, selv om jeg ville forklare dem. Jeg havde nok meget at sige om dem, så jeg kunne udlægge dem bedre, hvordan det går til; men I sidder endnu for dybt i den grove, kødelige forstand til, at I kan fatte det. Derfor vil jeg lade det bero, indtil Helligånden kommer; han skal oplyse jeres hjerte, så I kan forstå det, og han skal minde jer om alt dette; for jeg siger jer det nu, for at I så skal komme det i hu. Ordene giver altså intet andet end denne enkle forstand, ligesom hvis jeg talte om noget sådant med en anden og sagde: «Jeg havde endnu meget at sige om det, men det er for svært for dig, du kan endnu ikke begribe og fatte det.»

Men disse ord har vore doktorer og højlærde også trukket over på deres eget kram og gjort dem til grundlag for det, så de siger: Man må have noget mere end evangeliet og Skriften; derfor skal man også høre, hvad koncilierne og paven beslutter og fastsætter. Og det vil de bevise sådan: Kristus siger her: «Jeg har endnu meget at sige jer, som I ikke kan bære nu»; altså, når han ikke har sagt det hele, må det jo følge, at han har overdraget det til koncilierne og paven og biskopperne, som skal lære det til ende.

Se nu bare her til tåberne, hvad de siger! Kristus siger sådan: «Jeg har meget at sige jer.» Hvad betyder «jer»? Hvem taler han med? Uden tvivl med apostlene; til dem siger han: «Jeg har endnu meget at sige jer, men I kan ikke fatte eller bære det; men når sandhedens Ånd kommer, skal han vejlede jer i hele sandheden.» Skal Kristus altså ikke lyve, så må hans ord være blevet opfyldt på den tid, da Helligånden kom; han må have sagt dem det hele og udrettet alt det, Herren her siger, og visselig have vejledt dem i hele sandheden. Hvordan kommer vi så på den tanke, at Kristus ikke har sagt det hele, men har ladet meget blive tilbage, som koncilierne skulle lære og beslutte? Den forstand rimer jo slet ikke med ordene. For Kristus lægger vægt på, at Helligånden snart skal sige og forklare dem det hele, så apostlene derefter skulle udrette det hele, og så det, de havde lært af Helligånden, ved dem skulle bringes ud i verden; men de siger, at det er dem, der først nu ved verdens ende skal sige, lære og byde det.

Fremdeles siger Kristus: «Han skal vejlede jer i hele sandheden.» Her slutter vi: Hvis det er sandhed, som koncilierne lærer om, hvordan man skal bære tonsur og kutte og holde jomfrustand, så er apostlene aldrig kommet til sandheden, eftersom ingen af dem nogen sinde er kommet i et kloster eller har holdt en eneste af de tåbelige love. Og så har Kristus sandelig narret os fint, når han siger, at Helligånden skal føre os i hele sandheden, hvis det skal betyde så meget som: Han skal lære os at blive præster og munke og ikke spise kød på visse dage og den slags narrestreger.

For det hedder uden tvivl sandhed for Gud, når man færdes i et ret og helt igennem godt væsen. Når vi nu ser på vores gejstlige stand, pave, biskopper, præster og munke, så ser vi ikke andet end rene fastelavnsmasker, som med ydre fagter lader, som om de var fromme, og er skurke i hjertet. For hvilke paver, biskopper og ordener har nogen sinde ført os i denne sandhed, som skal gå indefra, fra hjertet? Al deres sag står jo kun på ydre skin, hvormed de gøgler for folks øjne.

Således har de mesterligt forvrænget denne tekst for os og villet styrke deres løgne med den; og alligevel skal vi kalde dem nådige junkere. Det er ærgerligt at høre, og det burde gøre os ondt i hjertet, at vi skal tåle en sådan vældig frækhed, at folk så uforskammet handler imod Guds dyrebare ord og gør Helligånden til en løgner. Dette ene ord alene skulle dog være stærkt nok imod paven og koncilierne, selv om vi ikke havde noget andet i Skriften.

For det tredje siger Kristus: «I kan ikke bære det nu.» Her spørger vi: Kære, ville det have været for svært for apostlene at forstå eller bære sådan en lov, at de ikke skulle spise kød, og den slags? De havde jo i Moseloven været godt vant til det, da de måtte holde mange af den slags ydre love, og var hele deres liv opdraget i det, så det ville have været som en barneleg for dem; og de forstod det sandelig også bedre end vi. Er det da så svær en ting, når man siger, at en munk skal bære en sort eller grå kutte, paven tre kroner, en biskop en spids hat, og hvordan han skal vie kirker og altre eller døbe klokker, at Helligånden derfor skulle have måttet komme fra himmelen og lære det? Er det ikke nok narreri, at man på den måde driver spot med disse ædle ord, så ved jeg ikke, hvordan man skulle narre grovere.

Vogt dig derfor for disse løgnere, og forstå ordene ret: at Kristus vil tale om det indre, rette væsen, ikke om det ydre gøglespil. Han vil gøre hjertet retskaffent og retfærdigt for Guds øjne, så det først erkender sin synd, dernæst kender ham som den, der tilgiver synden, og derefter lader sig ofre på korset. Det er sandheden; det kunne apostlene endnu ikke bære og forstå på den tid. Hine ydre ting gør ingen retskaffen og bringer ingen til sandheden, men laver kun hyklere og et skin, hvormed man bedrager folk.

Således har vi en ret forstand af dette ord, og deraf ser vi, hvordan tåberne, som vil grunde deres kram på det, netop sætter sig på den modsatte side og bygger på sand, eftersom der næsten ikke er noget ord, som slår stærkere imod dem end netop dette. Således har vi kort forklaret evangeliet, så man kan se, hvordan det lærer netop det, som vi bestandig har prædiket.